Eureka - Jim Al-Khalili

 

• Engelsk
• 1. januar - 31. december
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke en fejl! Jeg læste denne bog hver dag i 2024!

Jeg fandt den ved et tilfælde ved et udsalg i slutningen af 2023, og besluttede mig for, at den skulle læses med start den 1. januar.

Bogen er nemlig formet som en sjov moderne almanak med en kort "historie" per dag - typisk på en side hver. Hver morgen læste jeg dagens historie; var jeg ude at rejse, måtte jeg indhente det efterfølgende.

Der er intet system i de mange informationer; det er spørgsmål forfatteren forsøger at forklare os. Hvor de stammer fra ved jeg ikke - men de dækkede over alt fra fysik til biologi. Jeg lærte mange nyttige - og unyttige - ting. 

Hvorfor har zebraer striber? 

Hvordan kan man selv måle lysets hastighed?

Hvorfor kan en sang sætte sig fast i ens tanker?

Kan man selv lave et udtræk af sit DNA?

Er luften den samme nu som da Leonardo da Vinci levede?

Blot nogle få af de mange eksempler; de var selvfølgelig ikke alle lige interessante - men det var en sjov øvelse og nu er der allerede en ny daglig udfordring i form af en anden type årsbog til 2025. Denne ville måske være velegnet til en daglig dosis information som grundlag for en samtale med nysgerrige børn?

Victor Hugo vient de mourir - Judith Perrignon

 

• Fransk
• 30. december
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da Victor Hugo døde den 22. maj 1885 var det som om Frankrig mistede sin sjæl. Allerede i dagene inden hans død, mens han lå syg i sit hjem, startede polemikken. Glemt var det, at man i 1852 havde smidt ham ud af landet, da han forsøgte at gøre modstand mod det statskup Napoleons efterkommer. Et eksil, der kom til at vare nitten år - selvom han blev benådet i 1859, valgte han selv at blive væk til 1870. 

Under sit eksil skrev han De elendige og to af de tre romaner, der skulle have været en trilogi - Havets arbejdere og 1793. Det var værker, der talte til den almindelige mand, der kæmpede for at overleve i et klassedelt samfund. Man kan spørge sig selv, hvor mange af Frankrigs arbejderklasse, der reelt havde læst dem - men de var kendte, og Hugo var kendt for at sympatisere med deres revolutionære idéer. Så netop denne befolkningsgruppe følte især de havde mistet én af deres.

Pressen ventede utålmodigt foran hans hus. Telegrammer fløj frem og tilbage mellem offentlige myndigheder og hjemmet. Man fornemmede, at noget stort var undervejs.

Hugo nægtede at modtage en præst på sit dødsleje for at få den sidste olie, og da han var død skulle familien tage stilling til begravelsen.

Denne lille roman følger disse intense dage set fra mange vinkler - arbejderne, familien, det offentlige Frankrig. Forberedelserne var enorme, da man forventede "ballade". Det blev besluttet, at nationalhelten skulle begraves i Panthéon, som jo i dag er velkendt som stedet, hvor landets store mænd (og kvinder siden 1995) ligger begravet. Men i 1885 var det stadig en kirke, og Hugos død blev udslagsgivende for at afsakralisere kirken. Man fjernede alle religiøse henvisninger; orglet blev pillet ned ligesom korset på facaden. Kun korset på toppen af kuplen står endnu, da det var for tungt til at fjerne.

Der var anmodninger om at henlægge begravelsen til en søndag, som var den eneste fridag - men regeringen ville netop undgå den store mængde af revolutionære og det blev til en mandag. Alligevel mødte millioner op langs gaderne, og tusindvis af delegationer defilerede bag den ydmyge trækiste.

Jeg har læst stort set alt af Victor Hugo; jeg har også læst om ham i Max Gallos fremragende biografi. Denne bog købte jeg i hans museumshjem i Paris, og her kan man se sengen, hvor han døde og fornemme den stemning, der greb landet i dagene efter. Her er det nemlig ikke Hugo, vi læser om men Frankrigs tab.

Le monde d'Hannah - Ariane Bois

 

• Fransk
• 29. december
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en roman, jeg købte på Shoah-museet i Paris for en måned siden ligesom denne. Dette er dog fiktion, men inspireret af endnu en version af de historier og skæbner, der udfoldede sig under 2. verdenskrig. 

Hannah og Suzon er ti år gamle, da de bliver veninder i skolegården. De bor i samme ejendom i det 11. arrondissement i Paris - men i hver sin ende af den sociale skala. Suzon er fransk og katolik; hendes familie er relativt velstående med kokkepige og en stor lejlighed. Hannah er jøde født af en tyrkisk far og rumænsk mor; de er arbejdere og bor i en lillebitte lejlighed. Men de to piger bliver uadskillelige - selv da krigen rammer. Da Hannah skal bære den gule stjerne og drilles i skolen, beskytter Suzon hende.

Forældrene begynder at ses privat; men da Hannahs mor beder Suzons mor om hjælp til at skjule den lille pige begynder antisemitismen at vise sig. Hannah bliver sendt til Normandiet i et kloster, men det bliver hurtigt for farligt for den katolske kirke, og hun sendes retur til Paris. I 1944 opnår man endelig en transport med tog af de tyrkiske jødiske statsborgere til Istanbul, og Hannah og hendes mor tager afsted. Faderen skal komme med det næste tog, mens bedsteforældrene allerede er i Drancy - den franske transitlejr inden Auschwitz.

Da de efter krigen vender hjem til Paris må de erkende, at de er de eneste, der overlevede. De andre er døde i gaskamrene, og de skal klare sig selv. Hannah og Suzon genoptager venskabet, og bliver unge piger og kvinder. De er forskellige - Suzon vil feste og more sig; Hannah bliver journalist. 

Deres venskab eksploderer, da Hannah opdager, at Suzons far var vidende om den deportation, der tog hendes far til Auschwitz. At han intet gjorde. At han accepterede og samarbejdede med tyskerne.

Det er en lille bog på under 300 sider; og der bygges meget op til denne kulmination, hvorefter det går meget hurtigt frem en del år til Hannah og Suzon tilfældigt mødes igen. Dermed bliver slutningen desværre lidt forhastet og kluntet - der var basis for en virkelig interessant historie om de modsætninger og konflikter der var familier og naboer imellem. Men der skal presses alt for mange ting ind på for lidt plads desværre.

Jeg synes som sådan godt, at man kan skrive fiktion selvom der er så mange gribende sande fortællinger om denne periode; denne belyste en helt ny gruppe af personer - de tyrkiske jøder som havde en særstatus, da Tyrkiet var neutralt. Men som med al fiktion skal det være en helstøbt og balanceret historie, og her var den lidt ude af balance.

The Fourth Turning Is Here - Neil Howe

 

• Engelsk
• 24.-28. december
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Er man interesseret i geopolitik, økonomiske tendenser og verdens tilstand generelt kan jeg varmt anbefale dette temmelig omfattende værk. Det kræver en del koncentration, men det er også en øjenåbner - ikke altid af den positive slags.

Neil Howe udgav i 1997 sammen med sin kollega William Strauss bogen The Fourth Turning, hvis grundprincip er at verden fungerer i en cyklus på fire perioder, hvorefter den gentager sig selv. Hver periode varer omtrent 21 år således at en cyklus nogenlunde svarer til et menneskeliv, hvorimod en periode svarer til en generation. Det svarer til, at vi alle vil gennemleve alle fire perioder i løbet af et liv - men vi vil komme ind i en cyklus i enten en opadgående eller nedadgående trend.

En cyklus vil starte med en højkonjunktur, og den tilsvarende generation er profeterne - idealisterne; derefter følger den anden periode, som er en opvågning defineret ved en generation af reaktive nomader, som sætter spørgsmålstegn ved det etablerede system. Efter denne opvågning kommer den tredje periode, som er en opløsning af protesten, og en tid til at være individualist og livsnyder - generationen er hero. Dette fører uvilkårligt til en krise, som er den fjerde periode - og defineret ved generationen artist. Dertil skal man jo huske, at den generation, der fødes i en given periode først bliver voksne i den næste - eller den efterfølgende. De influerer aldrig den periode de er født ind i.

Ifølge Howe er vi nu i den fjerde og sidste del af denne cyklus; kriseperioden, som startede med finanskrisen i 2008 og det er omdrejningspunktet for denne bog. Det er selvsagt lidt komplekst, men der er god evidens i bogen og mange tabeller, som illustrerer, hvor vi er - og hvordan mønsteret passer sammen. Ser man på den cirka firs år lange cyklus, så sluttede den sidste ifølge Howe efter 2. verdenskrig. Der fulgte en optur i 1950'erne, opvågningen i 1970'erne, de sjove yuppieår i 1990'erne og altså nu krisen, som vi skal igennem for igen at nå til en optursperiode.

Regner man baglæns fra sidste cyklus' start er vi ved afslutningen af den amerikanske borgerkrig; yderligere en cyklus tilbage og vi er ved den amerikanske og franske revolution. Tidslinjerne passer perfekt - desværre kan ma sige! For det betyder ifølge Howe, at den nuværende periode vil vare til 2030 eller 2032 og vil slutte med et big bang i form af konflikt - muligvis krig og sgtore mennesketab.

Bogen er skrevet i 2023 - altså inden det netop overståede amerikanske valg; alligevel er der nogle skræmmende præcise analyser af den polarisering vi ser i amerikansk politik og samfundet som helhed. Tendenser, som understøtter teorien om krise og hvordan den kan eskalere inden vi afrunder denne cyklus.

Howe gennemgår også fællestræk ved generationerne, og især hvordan de agerer indenfor den igangværende periode. Jeg er Generation X, og selvom jeg måske synes der manglede visse vigtige hændelser - som fx AIDS-epidemien - som har defineret min generations ungdom, så passede meget andet. Samtidig er det så omfattende, at det er umuligt at nævne alt. Ligesom det er umuligt at forklare helhedsprincippet i hans teori her; jeg kan kun varmt anbefale at læse den - man kan allerede få et glimrende overblik her. 

Djævle og helgener - Jean-Baptiste Andrea

 

• Fransk
• 22.-23. december
• 300 sider
• Originaltitel: Des diables et des saints

Den franske forfatter vandt i 2023 Goncourt-prisen for sin smukke roman om dværgen Mimo, og så begyndte jeg at kigge efter hans tidligere romaner. Både den og hans tidligere roman er nu oversat til dansk og denne vil muligvis ræsonnere bedre hos et dansk publikum end Våg over hende.

Der er en del paralleller synes jeg - vi starter i nutiden med en mand, der ser tilbage på sit liv. Vi skal lade ham fortælle sin historie for at forstå, hvorfor han er der, hvor han er i dag. Der er en stor kærlighed involveret - en uforløst passion, som bliver definerende for resten af hans liv. Men der er også så meget mere end det!

I dah sidder Joe på en banegård eller i en lufthavn og spiller klaver; han spiller altid offentlige steder på offentligt tilgængelige klaverer - for han venter på én. Han spiller, han venter og han håber hun kommer forbi og hører ham.

Mange år inden var han blot en helt almindelig dreng, der især elskede sine klavertimer. Så døde hans forældre og lillesøster i et flystyrt, og han kom på børnehjem. Det er en grum historie om overgreb og mistrivsel på hjemmet, der blev styret af den katolske kirke. Han skal finde sin plads i det strenge hierarki af drenge, som alle bærer ar på sjælen - nogle taler slet ikke; andre er udadreagerende - alle har de drømme om et bedre liv. De holder sammen i en hemmelig klub, og planlægger flugten. Men der er også Rosa - den unge pige Joe skal give klavertimer fordi hendes far er en stor donor til hjemmet. Rosa som hader klaveret og Joe; indtil de finder ud af, at de begge er fanget.

Det er uendeligt smertefuldt smukt - som i Våg over hende er man tryllebundet fra første side. Andrea skriver ikke optimistiske historier med happy ends - men det er stærke historier, der rører én dybt.

Lily's Promise - Lily Ebert & Dov Forman

 

• Engelsk
• 20.-21. december
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er unægteligt mange historier skrevet af Holocaust-overlevende; men der er også lige så mange forskellige skæbner. Lily Eberts historie er hendes historie og hendes version af det hun oplevede, som hun selv understreger i bogen. 

Lily Ebert er født i Ungarn i 1923, og døde for blot nogle måneder siden som 100-årig. Det var bestemt ikke givet, da hun som ung pige blev sendt til Auschwitz sammen med sin mor, lillebror og tre søstre i 1944. Hendes far var død inden, og hendes anden bror var sendt i en arbejdslejr. Da de ankom til Auschwitz blev moderen og de to små søskende sendt direkte til gaskammeret grundet deres alder; Lily og hendes to søstre blev sat til at arbejde. Nogle måneder senere sendes de videre til en anden lejr, hvor de arbejdede på en våbenfabrik indtil krigens slutning. De blev sendt på en dødsmarch sammen med hundreder af tusinder andre - indtil de blev frigivet af amerikanske tropper i en lille landsby. Her mødte hun en amerikansk jødisk soldat, der gav hende en pengeseddel hvorpå han havde skrevet nogle opløftende ord til hende.

Lily og hendes søstre kom til Schweiz og derfra videre til Israel, hvor de giftede sig og levede i mange år inden Lily og hendes familie i 1970'erne flyttede til London. De er ortodokse jøder og holdt deres oplevelse fra krigen tæt til kroppen. Selv deres mange børn kendte ikke meget til deres historier, selvom de jo kunne se de tatoverede numre på søstrenes arme.

Men i 2020 under pandemien, hvor Lily var isoleret i sit hjem, talte hun med med sit oldebarn Dov og begyndte at åbne op. Ikke mindst viste hun ham den pengeseddel fra 1945 og ønsket om at finde den soldat. Den unge teenager tog straks de sociale medier i brug og selvom manden ikke længere levede, fandt de hans familie. Det førte endelig til, at Lily åbnede op om sine oplevelser og om sit liv i de mange år siden krigen.

Det er måske her den adskiller sig væsentligt fra mange andre historier jeg har læst. For vi får hendes historie fra alle de år i Israel med nye krige og konflikter. Det psykiske efterspil - hvordam knytter man nye forbindelser, hvordan fortæller man en mand og børn, hvorfor man ikke kan smide mad ud? Hvordan håndterer man skyldfølelse overfor og anklager fra andre overlevende, der mener de havde det værre fordi de tilbragte flere år i lejrene? 

Det er også historien om et liv med tillid til, at der er en Gud, som passede på hende på trods af alt. En historie om en familie, der endelig får den fulde historie og et stærkt vidnesbyrd med et helt livs erfaring fra en af de snart sidste overlevende fra lejren. 

Det gør et stort indtryk. Det gør disse historier altid - ikke mindst efter at have stået i Auschwitz selv; og jeg imponeres af de overlevende, der vover at tage turen tilbage dertil. Så er det for mange historier om den krig og de tragedier? Nej. Det synes jeg ikke - for hver historie er personlig. Hver historie kommer med sin egen skæbne og på sin egen tid. De kommer stadig for at minde os om, at vi aldrig skal noget lignende ske. At vi skal tilgive men ikke glemme.

I egen barm - Katherine Diez

 

• Dansk
• 19. december
• 182 sider

Nok en af årets mest omtalte bøger, som jeg ikke ville investere penge i - den er trods alt læst på højest to timer - men nu var den på biblioteket. Jeg har aldrig selv læst nogle af forfatterens litteraturanmeldelser eller fulgt hende på sociale medier, men mediestormen har jo været intens. Der har været en del uddrag citeret i pressen, men var der mon mere substans i bogen end de sensationshungrende journalister havde citeret?

Der er vel ret beset to årsager til at skrive en selvbiografi - eller erindringer om man vil. Den ene grund kan være at man vil rationalisere over sit liv og sine erfaringer. Måske har man en særlig historie eller oplevelse, der skiller én ud fra mængden eller man har gjort sig nogle værdifulde livserfaringer og på den baggrund foretaget ændringer i sit liv. Man ønsker måske at give sin egen version af et liv, man ved vil blive historisk materiale - som det kan være tilfældet for fx politikere.

Den anden grund kan være at man øjner en chance for nogle hurtige og nemme penge forårsaget af en pludselig opstået interesse for ens person og liv. Den slags bøger ser man desværre alt for mange af i disse år, og kvaliteten deraf er sjældent imponerende. Mange får hjælp af en ghost writer, og det kan hjælpe på kvaliteten, da man ikke nødvendigvis er forfatter eller har et sprogligt talent. De er som regel temmelig overfladiske og ganske korte - for i virkeligheden er der ikke meget at sige.

Det blev jeg bekræftet i med denne bog. Der virker ikke til at være meget at sige - eller også er der endnu ikke selverkendelse og granskning nok til at sige det. Det handler mest om at sige noget om alle mulige andre - det er altid de andres skyld, at alt går galt. Personligt bryder jeg mig slet ikke om at man skal publicere private detaljer om andre mennesker i ren bitterhed og had. Det er for nemt! Det er et forsøg på at opnå medlidenhed efter en grum sag om ens kvalifikationer. Lige den sag kommer man aldrig ret dybt ind i - det handler mest om sex, drugs and rock'n'roll. 

Jeg havde selvfølgelig ikke forventet det helt store; dertil er personen bag for langt fra mine moralske og etiske værdier. Jeg undres dog alligevel over, at denne slags bøger kan opnå så stor succes - og man frygter jo netop, at det kun er på grund af det smuds, der kastes over alle andre end hovedpersonen selv.

Desuden er det sprogligt meget basalt; vulgært sprog og en hel del grammatik- og trykfejl; det er gået hurtigt med at få den i trykken. Man skal vel heldigvis regne med, at det er en engangsforestilling.

Je te laisse dormir - Edith Bruch

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte mange kortere bøger i Paris, så de forsvinder også som dug for solen føler jeg. Denne købte jeg ligesom denne på byens Shoah Memorial-museum, hvilket jo afspejles i emnet.

Edith Bruck er en ungarsk Holocaust-overlever; hun var blot tretten år gammel, da hun ankom til Dachau sammen med sin søster og de overlevede begge lejrene i modsætning til resten af hendes familie. Efter krigen flyttede hun til Israel og blev hurtigt gift og skilt tre gange inden hun fyldte tyve år. Nogle år senere flytter hun til Italien, hvor hun møder den elleve år ældre Nelo Risi - digter og filminstruktør. Deres forhold og ægteskab varer resten af livet trods hans affærer.

Nelo Risi dør i 2015 efter en lang sygdom med demens, og den første del af bogen fortæller om deres hverdag i lejligheden i Rom, hvor hun dagligt kæmper med mandens sygdom. Han har hallucinationer, han bliver aggressiv, han glemmer hende og alle andre - men der er også små glimt af hans tidligere jeg, som hun holder fast i. Hun stiller selv det svære spørgsmål i teksten - kan man skrive om ham således?

Det er til tider meget intimt og grænsende til det uværdige, og han kan jo ikke protestere. Hun spørger ham en dag, hvor hun mener, at han er klarere i hovedet - men det er næppe et juridisk gyldigt svar. Det er måske mere problematisk for en person, der er offentligt kendt og hvis eftermæle nu præges af denne version af ham selv, han ikke har valgt og accepteret. 

Det er dog også en enorm kærlighedserklæring - en hyldest til deres liv sammen på godt og ondt. Hendes ar i sjælen efter Dachau, som bestemmer hendes handlingsmønstre og hans omsorg for hende, som hun endelig føler under sygdommen, selvom han oftest tror hun er hans mor.

Den anden del af bogen er skrevet efter hans død. Om savnet. Om tomheden i lejligheden efter et liv levet for kunsten men ikke for pengene. De fik aldrig børn og nu er der ikke mange tilbage til at dele livet og samtalerne med. Om ønsket om at blive genforenet med ham; men også urinstinktet om overlevelse, som muligvis er stærkere hos Edith end nogle, der ikke har overlevet en kz-lejr.

Jeg kendte hverken Edith Bruck eller Nelo Risi; deres kunst, poesi og film tilhører en periode i italiensk historie, som jeg er meget ukendt med. Men det humane i deres historie og kompleksiteten i deres møde er rørende og det var med en lille tåre i øjenkrogen, at jeg lukkede denne bog.

Le roi fol - Laurent Decaux

 

• Fransk
• 15.-16. december
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog købte jeg under mit besøg på Louvre, som har en temmelig stor boghandel - og selvfølgelig en del bøger om 'husets' tidligere beboere - den kongelige familie. Jeg har mange biografier af franske konger, men der er mange Louis'er imellem og ikke så mange af de andre.

Charles VI var konge af Frankrig fra 1380, da han kun var knap 12 år gammel til han døde i 1422. De første år regeredes landet dog af hans onkler, som han smed ud med fynd og klem i 1388. Denne fiktive roman foregår over en kortere periode i 1392, som er et skelsættende år for kongen og dermed landet.

Charles VI er blot 24 år gammel; han er gift med en kusine - Isabella af Bayern - og der er netop født en kronprins, der lever. Men dronningen er ham utro, og der er andre fjender omkring ham - muligvis også hans egen bror; dennes ambitiøse hustru Valentina Visconti har sine øjne på tronen.

Charles begynder at lide af hallucinationer og tvangstanker, men er klarsynet nok til at indse, at det er muligvis er den samme sindslidelse hans mor led af, der nu rammer ham og træffer sine forholdsregler i forhold til regeringen af landet. 

Men i sommeren 1392 bliver hans øverste leder - connétable - overfaldet, og det udløser både nye hallucinationer og en dyst mellem de forskellige fraktioner i adelen. Det går helt galt, da kongen i august angriber og dræber fire af sine egne soldater, da han ellers er på vej for at angribe greven af Bourgogne, som han mistænker for at stå bag overfaldet på embedsmanden. Det bliver anledningen til at onklerne igen overtager magten, og selvom kongen regerer i endnu tredive år er det som en onklernes marionetdukke.

Perioden og historien er virkelig interessant, og jeg vil nok snarere læse noget mere dybdegående og komplet litteratur om denne konge; dette var en fiktion, og der var en del irritationsmomenter.

Jeg kan ikke lade være med at tjekke fakta, når jeg læser denne slags fiktion/biografier, og her har forfatteren "snydt". Han skriver det selv i epilogen, men jeg er ikke enig i, at man blot ændrer årstal, titler og hændelser så det passer i en fiktiv fortælling. Således dør kongens nærmeste rådgiver under krisen i august 1392 - i virkeligheden er det først i 1400. Det tjener ikke noget formål, og det skaber unødig uorden i noget, der er faktuelt korrekt.

21, rue la Boétie - Anne Sinclair

 

• Fransk
• 12.-14. december
• 252 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er røde tråde i mine bøger lige nu; ligesom jeg bevægede mig i en historisk og kulturel geografisk boble i Paris, så afspejles det i mine bogindkøb. Denne bog købte jeg på Shoah Memorial-museet, men jeg kunne lige så godt have fundet den på Orangerie-museet, hvor jeg købte denne. Der er en del overlap i historien.

Anne Sinclair er en fransk journalist - i dag chef for den franske udgave af Huffington Post; men også kendt for sit ægteskab med den franske politiker Dominique Strauss-Kahn, hvis karriere jo tog en fatal drejning på et hotelværelse i New York i 2011, hvorefter hun lod sig skille.

Anne Sinclair er jødisk og hendes mors familie var kunsthandlere i Paris. Ikke bare små akvareller solgt til turister - men kunst i den absolut tunge ende. Hendes morfar var Paul Rosenberg, og han repræsenterede ikke mindst Picasso, Braque og Matisse, som var nære venner af familien. Da krigen brød ud, rejste han til New York, men måtte efterlade utallige malerier i Frankrig. Nogle forsøgte han at gemme i den frie zone, men da den faldt, fandt nazisterne frem til dem og således kom de også igennem Jeu de Paume, hvor Rose Vallland så dem. Nogle blev uden tvivl brændt; andre kom på markedet i blandt andet Schweiz, mens andre fandt deres vej tilbage til familien. Selv mange år efter dukker de stadig op på auktioner, selvom knap 70 malerier af de store mestre endnu er savnede. Måske hænger de i private hjem rundt i Europa - hos familier, der har arvet dem og ikke ved, hvor de kommer fra og ikke mindst, at de er kommet i familiens eje på uærlig vis.

I denne bog forsøger hun at forstå denne gren af familien; en historie, hun tidligere havde negligeret som mindre gloriøs ende den fædrene side, hvor man kæmpede under de Gaulle for at befri Frankrig. Hun genbesøger de steder familien boede og arbejdede, og gennemgår morfaderens breve med især Picasso, som også malede hendes mor som lille pige.

Det er en fantastisk historie, men den er lidt rodet til tider, hvilket kan overraske fra så dygtig en journalist - måske er det alle følelserne, der kommer frem nu det handler om familien. Men det er et vidnesbyrd om, hvordan den krig så mange år senere stadig kan bringe ting frem til overfladen.

La Goulue Reine du Moulin Rouge - Maryline Martin

 

• Fransk
• 11. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det går måske lidt for hurtigt med at læse de tyve bøger, jeg bragte med hjem fra Paris - men flere af dem er meget korte, og jeg havde manglet franske bøger i nogle måneder. Denne købte jeg i Musée de l'Orangerie ligesom historien om den franske museumskonservator, der reddede så mange kunstskatte. Museet er jo specialiseret i denne impressionistiske periode, som også var slutningen af det 19. århundrede, hvor Montmartre var på sit højeste og cabarettraditionerne opstod.

Kvinden, der blev kendt som La Goulue er i dag mest kendt fra Toulouse-Lautrecs malerier og plakater fra Moulin Rouge-cabareten, hvor hun svingede benene højt i den franske cancandans.

Men historien er mere omfattende - og langt mere sørgelig selvfølgelig!

Født i 1866 ind i en fattig familie, hvor moderen arbejdede som vaskekone og der var mange munde at mætte, kom hun jo aldrig i skole og startede tidligt med at arbejde. Hun havde smag for musikken og dansen, og kom tidligt ind i det kreative og løsslupne liv omkring Montmartre. Hun var ikke bange for at hive godt op i skørterne, så man kunne se mere end datidens normer foreskrev. Hun dansede, hun tømte kundernes glas, når hun strøg forbi midt i en dans, og det gav hendes tilnavnet, der betyder fråseri.

Hun dansede cancan og tjente mange penge for tiden; hun havde mange affærer - efter sigende blandt andet med prinsen af Wales, dronning Victorias søn. Hun færdes blandt kunstnerne - Renoir og især Toulouse-Lautrec, som jo levede sit liv i Montmartres cabareter med en flask absinth under armen.

Men ungdommen falmede, og hun begyndte et liv som gøgler, da hun var omkring 30 år gammel. Hun købte en cirkusvogn, og dansede orientalske danse for siden at udvide repertoiret til at inkludere vilde dyr. Det endte med flere ulykker med dyrene, der kom oveni uheldige ægteskaber og mere og mere druk. Nedturen var brutal! Væk var beundrerne fra de tidlige år, da hun ender med at sælge cigaretter og tændstikker foran Moulin Rouge, hvor hun nogle årtier inden var den mest feterede stjerne i Frankrig - og muligvis Europa.

Hun døde alene, fattig, alkoholisk, overvægtig og sug som 62-årig i 1929, og begraves i al ydmyghed. Denne bogs forfatter er en af dem, der arbejder for at La Goulue endelig skal få den anerkendelse, hun fortjener og i 1992 flyttes hendes grav til Montmartres kirkegård, hvor så mange af hendes kunstnervenner også ligger. I 2021 får hun endelig en plads opkaldt efter sig med det borgerlige navn Louise Weber. 

Jeg kendte Toulouse-Lautrecs La Goulue - men ikke hele historien, som jo desværre minder om mange andre kunstneres. Denne bog giver da lidt oprejsning!

La bulle de Tiepolo - Philippe Delerm

• Fransk
• 10. december
• 119 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så lille, at det næsten er en novella - og dermed hurtigt læst på en dag. Et køb fra Jacquemart-André-museet i Paris, som jeg altid besøger og hvis museumsbutik bugner af små litterære godbidder.

Det er mange år siden jeg sidst læste noget af Delerm; men der handlede det også om malerier og jeg troede dermed, at denne handlede om et maleri af Tiepolo. Det gør det i og for sig også - men perifært.

Tiepolos boble hedder den; og forsiden prydes af en detalje fra hans vægmaleri Den nye verden, som han malede på væggene i sin villa i Italien i 1791. Den blev senere taget ned og udstilles nu i Venedig.

Men vi starter i Paris, hvor Antoine ser et maleri på et loppemarked, som tiltaler ham - men han køber det ikke. Da han vender tilbage lidt senere er det solgt til en ung italiensk kvinde, der er i Paris for at promovere sin første roman, der foregår i hendes hjemby, Venedig. De to diskuterer over en kop kaffe, og Antoine, som ikke bryder sig om Venedig ender med at acceptere en opgave i byen og indlogerer sig på hendes families lille hotel.

Antoine er en mand med ar i sjælen. Ornella er yngre men kæmper med at forstå familiens historie. Maleriet er malet af hendes morfar, som er familiens paria og hun ved ikke hvorfor; hun tror det har noget med utroskab at gøre.

Da de to mødes i Venedig hjælper de hinanden. Ornella tager Antoine med til et sted, hvor en anden version af Tiepolos maleri hænger - og her kan han se, hvad manden med den lange pind på forsiden af bogen egentlig foretager sig. Han holder en kæmpe sæbeboble! Til gengæld graver Antoine i morfaderens historie, og de finder en gammel onkel, som fortæller om en grum hændelse under krigen. Var hendes morfar antisemitisk? Sikkert!

Antoine og Ornella får deres egen lille boble - det er ikke kærlighed eller et forhold. Det er knap et venskab. Det er to mennesker, der kort mødes men sætter et aftryk i hinanden. En boble, der ikke brister, men giver dem hver især mulighed for at komme videre i livet med den lille boble indeni, der bærer minderne om et flygtigt møde - flygtigt som en sæbeboble.

Rose Valland - L'espionne à l'œuvre - Jennifer Lesieur

 

• Fransk
• 9. december
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg er ude at rejse køber jeg altid bøger - og da mine rejser ofte indebærer mange museumsbesøg er det ofte i disses butikker, at jeg går lidt amok. De har også tit et glimrende udvalg, som jo dog også tit er relateret til museets tema eller igangværende udstillinger.

Denne første søndag i Paris var jeg på Musée de l'Orangerie i Tuilerie-haverne, hvor man altid kan beundre Monets åkander men også se løbende udstillinger. I samme have ligger også Jeu de Paume-museet, som er baggrunden for historien i denne bog.

Historien bag Rose Valland er både lidt trist og imponerende. Hun var en stilfærdig tjenestemand, der som kvinde aldrig kunne opnå de store poster på de parisiske kunstmuseer. Den lidt grå mus, som ingen bemærkede - men det blev også hendes redning, da nazisterne besatte byen og startede deres systematiske plyndring af kunstsamlinger fra både museer og private samlinger.

Hun fik lov at blive i sin stilling på Jeu de Paume-museet under påskud af at skulle overse praktiske ting i bygningen. Museet blev transitpunkt for kunsttyverierne, og utallige gange brugt til at præsentere udstillinger for Göring som en slags personlig shopping, hvor han udvalgte de malerier, der skulle sendes til enten hans egen samlign eller Hitlers.

Valland begyndte stille og roligt at tage notater. Hun gennemrodede skraldespande om aftenen, og kopierede alt hun kunne finde. Hun gemte notater, billeder og lister over hvilke kunstgenstande, der blev ført ud af landet - hvorfra og hvortil. Hun lod som on hun ikke forstod tysk, og ingen tog notits af den lidt sære gammeljomfru, som de troede hun var. I virkeligheden boede Valland sammen med en anden kvinde, hvilket også stadig var tys-tys - og uden tvivl havde tyskerne deporteret hende, hvis de vidste det. Homoseksualitet var ikke i deres smag.

Da Paris blev befriet sad Valland således inde med en enorm viden, men ville ikke give den til hvem som helst. Da hun møder en amerikaner fra Monuments Men-enheden får han skabt den fornødne tillid, og hendes notater fører til de mange opdagelser disse gør i blandt andet saltminerne i Tyskland.

Valland forbliver dog i skyggen selvom hun arbejder otte år i Tyskland efter krigen; hendes livsværk bliver at finde de retmæssige ejere - især de jødiske familier, der var forsvundet, men hvor andre familierelationer stadig levede og skulle arve. Hun fokuserede ikke kun på de store mesterværker, men tog sig af alle kunstgenstande, som varierede fra malerier og statuer til bøger, møbler og anden indretning. Alt sammen tyvstjålet. Hun deltog i Nürnberg-processerne, og hjalp til da en første film om disse handlinger blev indspillet i 1964. Altid i skyggen.

Monuments Men er udførligt beskrevet i blandt andet denne roman. Historien om et af de malerier, hun så i Jeu de Paume er beskrevet i en anden roman, og historien om altertavlen fra Gent beskrives her. Meget lidt plads er givet til Vallands rolle og nogle år efter krigen lod man hende da også vide, at det var på tide at begrave stridsøksen og komme videre. Hun fortsatte dog utrætteligt til sin død i 1980. Nok havde hun modtaget nogle ordener for sit arbejde; men ingen fra det officielle Frankrig mødte op til hendes anonyme begravelse i en lille fransk landsby. Det var faktisk en lidt tragisk og trist slutning.

Men år efter er der nu love vedtaget, der regulerer restitutionen af kunstgenstande til efterlevere af ofrene. Der er planer for evakuering af kunstgenstande i tilfælde af krig eller katastrofer. Hendes arbejde var ikke forgæves, men anerkendelsen kom meget sent. Stadig er der ikke nok fokus på Valland i fx Monuments Men-bogen, hvor det stadig er de amerikanske helte, der redder verden - og ikke en ydmyg men ihærdig kvinde. 

Notre-Dame The Soul of France - Agnès Poirier

 

• Engelsk
• 8. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I går genåbnede Notre-Dame i Paris. For otte dage siden var jeg en uge i Paris og boede på Ile Saint-Louis og kunne hver dag fra min balkon se katedralens tårne og de to kæmpe kraner, der stadig arbejder på alt det, der endnu ikke er færdigt. Jeg gik forbi hende stort set hver dag blot for at komme til og fra min lejlighed. Man kunne ikke komme tæt på men uanset hvordan jeg kom til og fra min lejlighed så jeg hende stå der. Jeg tænkte på, hvor stor forskel der var fra jeg så hende sidst i november 2019 blot syv måneder efter branden.

På venstre Seine-bred med den smukkeste udsigt til katedralen ligger den historiske boghandel Shakespeare and Company - et andet obligatorisk stop på mine rejser til Paris. De har altid "udnyttet" deres placering til at promovere litteratur om katedralen - ikke mindst er jeg sikker på mange turister her køber et eksemplar af Klokkeren fra Notre-Dame blot for at have en udgave med det legendariske stempel fra boghandleren. 

Nu er repertoiret udvidet med bøger om branden - og med åbningen lige for var de på første række; og selvfølgelig købte jeg en! Den læste jeg i dag efter at have set åbningsceremonien live på fransk fjernsyn i går aftes og mens jeg fulgte live den første meget rørende gudstjeneste inde fra kirken.

Poirier er journalist og bor selv tæt på Notre-Dame. Som alle andre var hun vidne til katastrofen i april 2019, da Notre-Dame brændte og man en overgang frygtede intet ville blive stående. Hendes bog indledes med netop en prolog om denne forfærdelige dag, inden den i ti kapitler tager os gennem kirkens historie. Fra de første sten blev lagt i 1163 over den franske revolution til Viollet-le-Ducs omdiskuterede renovation forårsaget af den fornyede interesse efter Hugos roman. Videre til Hausmann rensede kvarteret omkring katedralen - og store dele af resten af Paris - til de Gaulles ankomst til kirken i august 1944, da Paris var befriet og han var udsat for et mordattentat midt i kirkerummet. 

Der er citater fra nogle af de nøglepersoner, der nu arbejder på genopbygningen og refleksioner over, hvorfor hun betyder så meget for Frankrig, franskmændene og alle os andre - så agnostiske vi end ynder at fremstå, så rammes vi dybt i sjælen når noget så voldsomt sker. 

En hurtigt læst men både interessant og rørende bog - personligt fik jeg langt mere indsigt i netop Viollet-le-Ducs personlighed, visioner og arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at kunne komme indenfor næste gang jeg er i Paris.

Dagenes bog - Patti Smith

 

• Engelsk
• 400 sider
• 7. december
• Originaltitel: A Book of Days
  
  

Efter de to tunge middelalderromaner trængte jeg til noget helt andet; og dette er vel knap en roman - men jeg er vild med Patti Smiths univers.

Denne gang har hun helt overgivet sig til sine fotos; et billede per dag med en ganske kort tekst - højst 2-3 sætninger, men som står knivskarpt og i forbindelse med det valgte billede sætter læserens tanker på drømmeveje.

Jeg tænkte ved denne læsning meget over, hvorfor hun fascinerer mig så meget. Jeg er ikke specielt fan af hendes musik; men hun har selvfølgelig haft et enestående liv i en tid, som er uigenkaldeligt forbi. Gammel hippie og punkrocker, der havde venner som Mapplethorpe og Warhol og var en del af New Yorks undergroundscene til en nu aldrende dame, der primært udgiver bøger.

Så slog det mig, hvor versatil hun er. Hendes billeder i bogen er så forskellige og alligevel løber der en smuk rød tråd igennem det hele som er hendes kultur. Kultur i den forstand, at hun jo er dybt intellektuel - og så på en måde, der er virkelig personlig og uhæmmet.

Der er fotos af forfattere og digtere; af steder og lande, hun har besøgt. Af venner levende eller døde, hvis fødselsdag hun markerer. Men der er også en udpræget religiøs tone i hendes livsopfattelse - billeder med Madonnaer blandet med punk-albums. Det er der essensen ligger, tror jeg. Det er sjældent at mennesker i dag står ved, at religion og og dens symboler betyder noget for dem. Det er blevet comme il faut at fremstå individualistisk og fritænkende og ikke lade sig influere. Hun vedkender sig åbenlyst, at det rører hende og er vigtigt for hende at besøge en kirke eller en kirkegård; det gør hende mere helstøbt og uendelig interessant som menneske i mine øjne.

Hvert billede kan jo ses som et blik ind i hendes verden; man kan også se dem, læse teksten og reflektere over sammenfald hos en selv. Det var sådan jeg læste - og nød den. 

En nos vertes années (Fortune de France II) - Robert Merle

 

• Fransk
• 1.-6. december
• 667 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kæmpede ærligt lidt med at komme igennem første bind i Merles tretten bind lange saga; men jeg har købt de første syv bind og var også hæmmet af at være i Paris og slet ikke have den fornødne tid til at læse. Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke skulle opgive helt måtte jeg straks videre i historien.

Andet bind foregår fra 1566 til 1567, hvor den unge Pierre de Siorac og hans halvbror rejser til Montpellier for at studere medicin. Men ligesom i første bind har Merle ikke travlt; han kan godt lide at dvæle i detaljerne og beskrivelserne er uendelige til tider. Rejsen dertil omfatter deres møde med en katolsk gruppe rejsende på vej til Rom, hvor de må skjule deres protestantiske overbevisning. Det skaber en del uheldige, morsomme men også farlige situationer og nu begynder man endelig at få en bedre fornemmelser af, hvor Merle vil have os med hen i historien. 

Pierre de Siorac og hans eventyr er uendelige; han kurtiserer alt, der bevæger sig i et skørt; han kommer i klammeri gang på gang og fremstår til tider som en lidt klogere Don Quixote - hvor Sancho Pancha blot er den stille halvbror Samson, der er så hellig i sin protestantiske tro, at Pierre beskytter ham mod verdens sandheder.

Det er stadig lange kapitler, som mangler lidt pauser synes jeg - og det kan til tider virke lidt repetitivt, når man skal igennem endnu en lang skærmydsel eller kampscene, som virkelig bliver udpenslet. Men jeg tænker også, at det bliver interessant at se om stilen forandrer sig eftersom serien er skrevet over 26 år. Jeg håber ikke det bliver tungere - med tanke på, at Merle skrev sidste bind som 94-årig!

Dog er der jo også meget underholdning; Pierre de Siorac er en temmelig selvglad type, der ingen skrupler har - det er løssluppent og uden samvittighed. Han forsøger kun at skærme sin stakkels dydige bror, men også det har en grænse når han synes denne bliver for hellig. Han kommer altid i problemer, men ender også altid med at komme ud som vinder - nu fortæller han os jo selv historien, og sætter ikke sit lys under en skæppe.

Det bliver intenst kan jeg mærke - og det bliver ikke i et langt stræk, som jeg måske naivt havde troet. Der må andre bøger til for at bryde det lidt - men jeg glæder mig også til vi kommer længere frem i historien og ikke mindst til Paris!

Fortune de France (Fortune de France I) - Robert Merle

 

• Fransk
• 22.-30. november
• 505 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Robert Merles lange saga om middelalderens franske religionskrige er egentlig ikke ny; han udgav første bind i 1977 og forsatte så til sjette bind i 1985. Derefter kom der en pause på seks år inden han genoptog syvende bind, og sluttede med trettende bind i 2003 blot et år inden han døde som 95-årig.

Men nu er den for nyligt blevet lavet til en miniserie til fransk fjernsyn, og i den forbindelse genudgivet i et nyt samlet design, som har skabt stor interesse. Selvfølgelig også fra mig, der er meget begejstret for historiske romaner fra netop denne periode.

Jeg havde bestilt de to første bind og de skulle læses under en uges ferie i Paris, hvor jeg jo så kunne købe nogle af de efterfølgende. Jeg måtte dog konstatere, at jeg havde alt for meget at lave i Paris, og jeg nåede ikke mere end en enkelt bog i hele den uge. Men jeg nåede at købe en del mere bind - nærmest inden jeg var kommet ordentligt i gang med denne. Det er vist et spørgsmål om at stole blindt på anmeldelser!

For det er heller ikke helt nem læsning; lange kapitler på 30-50 sider nærmest uden tekstopbrud, sproget er samtidigt - altså tilpasset fransk fra det 16. århundrede. Der er en ordliste i slutningen, og man skal bruge lidt tid i starten på at bladre frem og tilbage til de "nye" ord hænger ved.

Det er som sagt historien om de franske religionskrige; i første bind er vi i sydvestfrankrig i 1547, hvor to venner, som betragter sig som brødre, slår sig ned i en lille by og bliver småadel efter at have hjulpet kongen i hans krige. De er protestanter - reformerte eller huguenotter, som de også kaldes - i et stadig dybt katolsk Frankrig.

Deres historie fortælles baglæns af den yngste søn Pierre de Siorac, som er hovedpersonen - han genfortæller faderens og vennens eventyr iblandet stumper af fransk historie fra hoffet og skismerne mellem katolikker og protestanter. Det kan godt blive lidt tungt; det er absolut interessant men stilen og opbygningen gør, at man ikke lige pløjer sig igennem et par hundrede sider om dagen. 

Dette første bind slutter med Pierre og hans halvbror Samson, der drager til Montpellier for at studere; som yngste søn arver Pierre intet og skal selv skabe sit liv - og det skal være som læge. Der er lagt op til en god blanding af historie, ridderroman og intriger - og nu har jeg de første syv bind hjemme. Det kan blive en læseudfordring, der nok kommer til at strække langt ind i 2025!

Table for Two - Amor Towles

 

• Engelsk
• 16.-19. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet spændt på denne novellesamling af Amor Towles; jeg var så begejstret for En gentleman i Moskva, at jeg sagtens kunne læse den igen. Jeg er normalt ikke lige så glad for noveller som for tykke romaner, men jeg lærer at nyde dem i visse tilfælde. Table for Two er fem noveller og det man på engelsk jo kalder en novella - en kortroman. Det er lidt pudsigt; for hvor novellerne fylder mellem 30 og 40 sider hver, fylder kortromanen 215 sider.

Jeg synes jeg læser en del romaner, der er under 200 sider - men som ikke er kortromaner; men definitionen ligger jo også nok i det plot, der er i en kortroman som eneste fokus. Simenons fantastiske Maigret-krimier er fx næsten alle på under 200 sider, men betegnes som krimiromaner. Faktisk er denne kortroman også en krimi - og for mig er det den perfekte længde til en krimi!

Men først er der jo de fem noveller. Jeg ved ikke hvilken jeg holdt mest af - de havde alle et tragikomisk moralsk islæt som fx The Line om kommunistiske russiske rationeringskøer og den skjulte kapitalisme. Eller The DiDomenico Fragment som handler om et renæssancemaleri, der skæres i små bidder som arvestykker (en absolut skrækkelig ting at forestille sig jo!). Men de har alle både humor, alvor, tragedie, ironi, livslæring og morale. De passede perfekt i længden til at blive til en historie og man nåede at forestille sig de mennesker. Det er en kunst i sig selv på så få sider.

Kortromanen Eve in Hollywood er faktisk en spin-off af Rules of Civility, hvor Eve er den unge rige pige, der vil klare sig selv. Undervejs i bogen tager hun toget til Chicago - men står ikke af, hvor familien venter hende. I stedet ender hun i Los Angeles og Hollywood, hvor hun møder en række interessante mennesker. Året er 1939 og min nok yndlingsfilm Borte med blæsten er ved at blive optaget med Olivia de Havilland som den fromme og gode Melanie i modspil til Scarlett som femme fatale. Eve og Olivia bliver veninder, og da denne udsættes for pengeafpresning for nogle nøgenbilleder, følger vi det som en Whodunnit set fra Eves synspunkt - men også de andre protagonisters.

Det er totalt som at blive taget tilbage til Hollywood i 1930'erne - med detektiven på det snuskede kontor; Hollywood-starletter, amerikanske diners og alt der hører til. Men så er det også en form for hint til MeToo-bevægelsen og skandalerne i Hollywood, hvor man jo tænker på Harvey Weinstein. En finurlig måde at adressere nutidige problemer iklædt fortidens klæder.

Jeg elsker Amor Towles' forkærlighed for det man måske kan kalde en verden i sort og hvid; retrostilen som gennemsyrer alle hans historier. Jeg er vild med hans underspillede humor og stil - og håber kun, at han kunne skrive lidt mere - tre romaner og nogle noveller på 13-14 år er virkelig ikke meget.

Pariseren - Isabella Hammad

 

• Engelsk
• 10.-15. november
• 576 sider
• Originaltitel: The Parisian

Der er nogle romaner, man virkelig skal kæmpe lidt længere for - sådan var det med denne. Ved vejs ende var jeg endda slet ikke sikker på, at det havde været det værd?

Titlen til trods foregår meget lidt af historien i Paris; men det bliver alligevel definerende for vores hovedperson, Midhat Kamal. Opvokset i Nablus i Palæstina i begyndelsen af det 20. århundrede, sendes han under 1. Verdenskrig til Montpellier i Frankrig for at undgå hæren. På det tidspunkt er Nablus under det Osmanniske Rige, som dog kollapser under krigen. 

Midhat studerer medicin, og logerer hos en lokal professor og hans datter Jeannette, som han forelsker sig i. Da han opdager, at professoren anser ham for et studie i at "omvende laverestående racer" forlader han huset og Montpellier i raseri og tager til Paris. Her møder han landsmænd, som er optaget af tanken om et selvstændigt Palæstina - en drøm, som hundrede år senere stadig skaber konflikt.

Midhat selv er lidt af en dandy, og da han vender hjem lige efter krigen, får han tilnavnet Pariseren af de lokale. Han gifter sig med Fatima, og arbejder for faderen - men hans hjerte blev i Frankrig.

Historien følger Midhats liv til han som midaldrende (knap fyrre år) får et totalt sammenbrud, og indlægges på en klinik i Jerusalem. Vi følger byens rolle i de politiske spændinger, der udspiller sig i kampen om selvstændighed enten som Syrien eller Palæstina. Midhat formår dog at holde sig udenfor og distancerer sig fra nogle mere engagerede familiemedlemmer; han lever delvist i sin drømmeverden og på ryet som den elegante pariser.

Det er en meget lang roman, som læses meget langsommeligt synes jeg - man tror hele tiden, at nu kommer der til at ske noget. Men ved bogens slutning måtte jeg erkende, at det gjorde der ikke! Der er et forsøg på at imitere 19. århundredes patos og stil, men det fungerer ikke helhjertet for mig. Der er meget dialog på både arabisk og fransk; det sidste er jo ikke et problem for mig - men overordnet synes jeg det ødelægger oplevelsen, da man jo går glip af en masse.

Jeg kæmpede mig igennem - men det var ikke den nydelse jeg havde set frem til.

Hvor vinden vender - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 6.-9. november
• 448 sider

Jesper Bugge Kold har tidligere skrevet de to bøger om redningsaktionerne med de hvide busser og skibet Jutlandia sammen med Mich Vraa, og var meget begejstret for begge. Denne roman står han selvstændigt for, og det handler endnu engang om et stykke danmarkshistorie.

Bogen er inspireret af historien om en af hans families slægtninge, der drog til Amerika i slutningen af det 19. århundrede som så mange andre danskere, men også andre skandinaver, tyskere, polakker osv. - alle dem, der i dag udgør det brogede USA.

Johanne og Jens har et lille hus på Fyn, hvor de arbejder under den lokale proprietær. De har fem børn og pengene er små, så da Jens mister sit arbejde, mener Johanne, at de skal emigrere til Amerika. I den tid florerede mange historier om dem, der udvandrede. De sendte breve hjem om gader fyldt med mælk og honning, hvis ikke det pure guld! Tænk bare på Christian Winthers digtbog for børn fra 1900 - jeh erindrer stadig omslaget på bogen, som var i min familie fra nogle bedsteforældres barndom. Desværre var ikke alle disse breve jo helt sande - det var ikke nemt at indrømme, at drømmen brast og man levede i fattigdom og end ikke havde råd til at tage turen hjem igen.

Jens tager derfor først afsted, og hurtigt kommer da også brevene om det fine hus, der er bygget. Om dyrene og afgrøderne. Om rigdommen. Om drømmen, der er gået i opfyldelse.

I 1879 drager Johanne afsted med fire af børnene, og det bliver en farefuld færd over Atlanten inspireret af virkelige hændelser. Men da hun kommer frem, er virkeligheden heller ikke her, som Jens beskrev den i brevene og de kan ikke rejse hjem igen. 

Bogen foregår over de få år fra Jens rejser i 1878 til 1882, hvor de endelig kan se tilbage på eventyret. Det er en historie om Johannes stædighed og modning som kvinde, mor og menneske - men det er også historien om drømmene og mandens rolle i at sikre familiens overlevelse. Udover Jens, Johanne og børnene optræder to andre vigtige skikkelser - den enarmede soldat Valdemar og den energiske Astrid, som er på sin anden tur over Atlanten. Begge får en fremtrædende rolle i familiens liv.

Især Johanne, men også Jens, træder fint frem som helstøbte personer man føler med - derfor er det også virkelig ærgerligt, at forlaget ikke har gjort sig umage med korrekturlæsningen. Der er alt for mange sjuskefejl - som fx på side 360: "Havde hun vist, at den gamle aldrig havde reddet før, ..."

Det ødelægger så meget af glæden og virker som en ret overskuelig opgave at korrigere.

After the Funeral - Tessa Hadley

 

• Engelsk
• 4.-5. november
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke tidligere læst noget af den engelske forfatter Tessa Hadley - men jeg er lidt i boglimbo for tiden. Min ventehylde er ved at være tom, og samtidig skal jeg snart en uge til Paris og kan slet ikke vente på at gå amok i en kæmpe boghandel. Så jeg forsøger at kæmpe lidt for mit mål om 50% biblioteksbøger.

Tessa Hadley har skrevet otte romaner samt nogle novellesamlinger; pudsigt nok startede hun relativt sent og de fleste er udkommet efter 2002 - hun er født i 1956. Det virker også til, at hun skriver om kvinder - det er i hvert fald i høj grad omdrejningspunktet i denne novellesamling.

Jeg er ikke så glad for noveller; det er i samme problematiske kategori for mig som poesi. Samtidig er der jo noget meget fascinerende ved at kunne kondensere en historie på så få sider og indeholde en start, en midte og en slutning med reelle karaktertræk og handling. En af de tolv noveller fylder således lidt under fire sider - men den står alligevel som en selvstændig historie.

Som sagt er der tolv noveller, og ofte er det kvinder, der er i centrum. Titlen refererer til den første novelle om en kvinde, der løsriver sig efter hendes mands død efter først at have kæmpet for at finde en mand til at forsørge hende. En anden historie omhandler Janeys forhold til sin moders alternative livsstil - der er gennemgående temaer om familie, mødre og døtre eller søskende - og den dynamik, der er i disse forhold.

Nogle historier markerer - andre formår ikke helt at skabe en fuldstøbt enhed, som en hel roman jo kan. Jeg ved heller ikke om jeg ville være interesseret i at læse flere af hendes romaner; noveller får jeg nok hurtigt for meget af. De fleste har desuden været publiceret i The New Yorker, og det ville da være fantastisk med den kvalitet af noveller i et ugemagasin - selvom jeg ikke længere køber den slags (af en grund!).

Barnebarnet - Bernhard Schlink

 

• Fransk
• 31. oktober - 3. november
• 400 sider
• Fransk titel: La petite-fille

Den seneste roman fra den tyske forfatter, Bernhard Schlink, omhandler som de andre det kontroversielle forhold han må siges at have med sit fædreland. 

Kaspar er 71 år gammel og boghandler i Berlin. Hans kone Birgit er hans store kærlighed men det er også et komplekst forhold. De mødtes i Østberlin i 1964, og Kaspar fik smuglet hende ud af landet og ind i Vesttyskland. De har aldrig fået børn og i stedet er Birgits alkoholisme tiltaget med årene til han en dag finder hende druknet i badekarret.

Da han gennemgår hendes papirer, opdager han, at hun har en datter i det tidligere Østtyskland - hun var gravid, da de mødtes men fortalte ham aldrig om barnet. Nu vil han finde denne datter og sone Birgits sjælekvaler.

Datteren, Svenja, viser sig at have haft en svær ungdom og bor nu i et fællesskab af højreekstremister, der hylder völkische idealer. Schlink har aldrig været bange for at tage fat i de tunge emner, der stadig er ømtålelige i det moderne Tyskland, og her bevæger han sig langt ind i de følelser, man undgår at tale om.

Kaspar opnår at se Svenjas datter, Sigrun, på ferier i Berlin hos ham. For den 14-årige er det en helt ny verden, da hun lever uden fjernsyn, jeans, make-up eller andre ting, der synes normale for teenagere. Hun tror fuldt og fast på den ideologi hun er opvokset med, og Kaspar kæmper for at åbenbare en anden verden for hende uden at komme på kant med de radikale forældre.

Det er faktisk en tragisk og trist historie; for Kaspar, der knytter sig til den unge pige. For Sigrun, der bærer så mange ar på sjælen - og for os alle, at der stadig findes mennesker, der mener Holocaust ikke fandt sted og hylder ideologier, der destruerede verden i så mange år.

Schlink forstår om nogen den kompleksitet og har gjort den til hovedemnet i sine værker, der altid vækker til eftertanke på en dybt foruroligende måde.

Connemara - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 23.-30. oktober
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sidste uge skulle jeg til Italien i nogle dage, og aftenen inden løb jeg byen rundt for at finde en bog til rejsen. Selvom jeg havde et travlt program, mente jeg bestemt at jeg skulle have lidt læsestof.

Sidste efterår læste jeg (endelig) Mathieus Goncourt-vindende roman, og endte med at være ret begejstret og valget faldt derfor på hans seneste roman. Men det var absolut ikke samme succesoplevelse!

Rammerne minder på mange måder om den første roman - rurale Frankrig med helt almindelige mennesker i middelklassen, der kæmper med helt almindelige dagligdags problemer. Skilsmisse, arbejde, forældre, der ældes og dør - og minderne om alle de drømme de havde som unge.

Hélène er 40 år gammel, og ægteskabet er ikke, hvad det har været. Christophe er fraskilt, i fyrrerne og bor med sin far og delvist sønnen. De gennemgår begge en midtvejskrise - skal Hélène blive i et trist ægteskab med en utro mand? Skal Christophe begynde at spille ishockey igen - i hans alder? Skal han finde en kæreste? Hvordan skal han klare, at ekskonen vil flytte langt væk og dermed fjerne sønnen endnu mere fra ham?

Det bliver til et møde mellem de to, som genopfrisker deres teenageårs minder, hvor de gik i samme skole. De forsøger at finde sammen igen som voksne, men det fungerer aldrig.

Det gør romanen desværre heller ikke; det flyver rundt i alle retninger med alt for mange tilfældige personer, der ikke kommer til deres ret. De personer, der burde fylde, får heller ikke dybde nok.

Jeg kæmpede mig virkelig til enden, og havde det netop ikke været fordi jeg ikke havde andet, så var jeg stoppet efter hundrede sider. 

Til fyret - Virginia Woolf

 

• Engelsk
• 21.-22. oktober
• 224 sider
• Originaltitel: To the Lighthouse

Virginia Woolf har hele ni bøger på den berømte liste over 1001 bøger man skal læse i sit liv; den er godt nok nogle år gammel men stadig min reference. Det er det næsthøjeste antal efter J. M. Coetzee, som utroligt nok har ti romaner på listen, men som jeg aldrig har læst. En anden uundgåelig roman på den liste er jo Proust, som er normeret med en titel, men På sporet af den tabte tid er jo i virkeligheden tretten bind.

Denne roman af den engelske forfatter og feminist sammenlignes netop med Proust; det store monster indenfor litteratur, som jeg uden tvivl aldrig kommer til at læse. Det står nok også klart efter historien om fyrtårnet, som ikke fangede hos mig.

Romanen er fra 1927, og er delt op i tre dele. Den første del foregår dog i 1910'erne må man antage, hvor familien Ramsay holder ferie i deres hus ved havet. Det er ægteparret Ramsay og deres otte børn samt forskellige venner og bekendte, der inviteres for kortere perioder. 

Men det er ikke selve handlingen, der fylder her - det er snarere alt det, der erstatter protagonisteres handling, der fortælles.

Fru Ramsay foreslår en udflugt til fyrtårnet; men husets herre mener ikke vejret vil tillade det. Det skaber lidt konflikt mellem de to, og dermed får vi indsigt i deres indbyrdes forhold. Men anskuelsen skifter konstant mellem de forskellige personer. Den midterste ret korte del er en form for intermezzo, hvor tiden går - 1. Verdenskrig kommer og en søn dræbes i kamp; fru Ramsay dør selv ligesom en datter.

I den tredje og sidste del mødes nogle af de resterende igen i huset ti år senere. Nu vil de endelig tage den tur til fyrtårnet, mens en af gæsterne fra dengang maler videre på sit portræt af fru Ramsay. De når endelig deres mål og maleriet færdiggøres - men alt det er faktisk sekundært.

Historien cirkler om deres indbyrdes relationer - både mellem ægteparret Ramsay men også den unge malerkunstner, Lily, som kæmper for at etablere sin plads i vennekredsen. Ligeledes er der sønnen James, som i starten hader sin far men under den endelig udflugt til fyrtårnet får den ros og anerkendelse, han har stræbt efter.

Jeg var ikke udpræget begejstret; nok fordi det virkelig er en "Proustisk" stil (det adjektiv findes faktisk på fransk), og det bliver for passivt til mig. Jeg synes protagonisterne er for endimensionelle og stive, og selvom reflektion er glimrende, kan det også blive for meget. Måske er det et eksempel på en roman, der ikke har overlevet knap hundrede år så godt?

De savnede hjerter - Celeste Ng

 

• Engelsk
• 18.-20. oktober
• 352 sider
• Originaltitel: Our Missing Hearts

Jeg var meget begesjstret for Celeste Ng allerede fra hendes debutroman, og den efterfølgende jeg læste i sommeren 2018 skuffede bestemt heller ikke. Det er pludselig nogle år siden, men i 2022 udgav hun denne, som nok er den mest markante af hendes tre romaner. Den rører også ved nogle meget følsomme emner, og er tydeligt inspireret af den tid, hvor den blev skrevet.

Vi er stasig i USA - sandsynligvis omkring 2022 også; men det er et dystert Amerika nu. Der har været en stor Krise - så stor, at den omtales med stort K. Inflationen steg voldsomt, folk mistede deres arbejde og forretninger og firmaer lukkede på stribe. Som urolighederne tog til blev det nødvendigt at finde en syndebuk, og med Kinas stigende rigdom var det lige for at anklage Kina (og Asien generelt) for at stå bag problemerne. Da man vedtager en ny lov begynder det endelig at vende, men konsekvenserne er vidtrækkende og grusomme.

PACT (Preserving of American Cultures and Traditions Act) er intet mindre end et protektionistisk terrorregime. Produkter af asiatisk oprindelse forbydes; bøger, der anses for at være kontroversielle forbydes og bibliotekerne står tomme. Almindelige borgere overvåges i et system, der opfordrer almindelige mennesker til at melde naboen - og ikke mindst så fjerner man børn i familier, der ikke støtter regimet; selvfølgelig primært af asiatisk afstamning. Ingen ved, hvor de børn ender og de bliver de savnede hjerter.

Bird er født under Krisen; hans far, Ethan, er bibliotekar og hans mor, Margaret er digter. Margaret er af asiatisk oprindelse, og familiens problemer starter, da Bird er 9 år gammel og hans mors digt De savnede hjerter pludselig får en renæssance som kampråb for modstandere af regimet. Derfor må hun forlade familien og de frasiger sig enhver kontakt eller kendskab til hende. De har heller ingen kontakt - men efter tre år finder Bird pludselig en seddel, der måske kan forklare ham, hvor hans mor er og han drager ud for at finde hende.

Det er en voldsom dystopisk roman og så er der alligevel så mange ting, som slet ikke chokerer. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor det meste af verden kom ud af en lock-down, der absolut var en krise både humanitært og økonomisk. Racisme er jo heller ikke et ukendt begreb i amerikansk historie med dertil hørende uroligheder. mange gange er det den sorte befolkning med BLM-bevægelsen for eksempel. Men allerede under 2. Verdenskrig var der internering af japanere i USA efter Pear Harbor-angrebet, og antipatien mod asiater steg voldsomt i starten af pandemien, da man beskyldte Kina for at have "opfundet" Covid-19. Det er slet ikke så urealistisk som det kan virke, når man læser historien.

I Europa forsøger vi at beskytte vore grænser mod indvandring fra afrikanske og mellemøstlige lande; i USA ville Trump bygge en mur mod Mexico. Og sådan fortsætter mistroen og mistilliden til det fremmede.

Her er der yderligere et element af terror med den totale kontrol staten har over mennesket; de bestemmer, hvad man skal læse fx - men som til alle tider og alle steder opstår der græsrodsbevægelser, der forsøger at omgå systemet. Her er det blandt andet bibliotekarer, der smugler papirer rundt i de få bøger, der cirkulerer endnu. 

I hjertet af historien er Bird og hans mor; men også Birds veninde, Sadie, som er et tvangsfjernet barn - og man er grebet fra første side. Jeg er absolut ikke til science-fiction - men det synes jeg heller ikke dette er. Det er tværtimod skræmmende realistisk og troværdigt. Og slet ikke så usandsynligt.

Den mystiske gæst - Nita Prose

 

• Engelsk
• 16.-17. oktober
• 336 sider
• Originaltitel: The Mystery Guest

Jeg læste den første krimi om stuepigen Molly sidste år og havde lånt den på biblioteket; det er nok en meget god idé da jeg synes 150 kroner for en bog, der holder to dage er lidt meget! Den er meget hurtigt læst og det er god og let underholdning; men ikke mere end det.

Molly er kommet sig oven på forskrækkelsen fire år tidligere, da hun blev anklaget for mordet på en hotelgæst. Hun har forbedret sine sociale færdigheder og er nu chef for stuepigerne. Hun har en ny stuepige i træning, Lily, som minder meget om de tavse forsigtige pige hun selv var. Hun har også fået en kæreste - så det hele går jo ret godt.

Indtil en gæst falder død om midt i hotellets restaurant, da han skal holde en tale. Det er en berømt forfatter, som vil komme med en afgørende afsløring - det når han desværre ikke; og det står ret hurtigt klar, at han er blevet forgiftet.

Molly kommer igen under luppen ligesom alle andre ansatte på hotellet; men nu opdager den kvindelige politibetjent, at Mollys særlige evner måske kan hjælpe dem med at opklare mysteriet. Det er absolut hyggekrimi - der er ingen vold, og plottet er mere Maigret og underfundighed end blodige historier. Det er også den parallelle historie om Molly og hendes lidt skæve vinkel på livet - og hvis der skal komme en opfølger kan man måske se Molly i en ny og anderledes rolle kunne jeg forestille mig.

Men jeg vil stadig argumentere, at det er bedre at tage den på biblioteket, hvis man læser i et godt almindeligt tempo. 

Love is Blind - William Boyd

 

• Engelsk
• 13.-15. oktober
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en åbenbaring med William Boyds romaner sidste efterår og leder stadig efter det, der skulle være hans bedste nemlig Any Human Heart. Men så prøvede jeg denne, som er lidt i samme stil, hvor vi følger en mands liv som i The Romantic.

Hvor jeg var virkelig begejstret for den, var det en noget mere lunken fornemmelse i historien om Brodie Moncur. Historien foregår i slutningen af det 19. århundrede - Boyd elsker historiske rammer for sine personer. Brodie vokser op i en stor søskendeflok i Skotland med en alkoholiseret præst som far, og vil væk derfra - denne del fortælles i flashbacks og ikke kronologisk. Nu er han klaverstemmer i en forretning i Edinburgh, hvor han forsøger at komme på ideer til at øge omsætningen.

Ejeren sender ham til Paris, hvor han hyrer en kendt pianist til at blive sponsoreret af deres klaverer. Han skal give koncerter og til gengæld følger Brodie ham rundt i Europa for at stemme klaveret - og han møder pianistens elskerinde, den russiske operasanger Lika.

Det bliver en håbløs kærlighed - som titlen indikerer - og den unge Brodie er allerede syg af tuberkulose. Forholdet til pianisten lider selvfølgelig under hans affære med dennes elskerinde, og Brodie rejser nu syg rundt i Europa på flugt fra pianistens bror, der vil have ham ned med nakken.

Det bliver til en rejse rundt til datidens store europæiske byer men med ufatteligt dårlige beskrivelser af byen og tiden, der primært foregår ved at resumere nyheder fra de aviser Brodie læser undervejs. Det bliver for iscenesat - og der er lidt for meget klaverteknik til min smag.

Der er desværre lidt langt til den rigtigt gode og fascinerende historie som The Romantic var; det er forudsigeligt og langtrukkent. 

Lysets våben - Ken Follett

 

• Engelsk
• 5.-12. oktober
• 752 sider
• Originaltitel: The Armor of Light

Folletts serie om katedralen i Kingsbridge spænder vidt; han startede i den tidlige middelalder, fortsatte til det 14. århundrede for at springe til det 17. århundrede inden han skrev en forløber der foregik i slutningen af vikingetiden. Denne vel nok sidste i serien foregår fra 1792 til 1824, og der er ikke mange referencer til katedralen længere.

Vi er stadig i Kingsbridge, men nu er den industrielle revolution nået til England, som har en tung tekstilindustri. England er i krig med Frankrig efter revolutionen, og Bonaparte er på vej op i systemet som den kommende kejser.

Som altid er der en blanding af over- og underklasse; men man kan vel reelt set heller ikke skrive en roman, der foregår før 2. Verdenskrig uden at disse forskelle er markante. Her har vi den lokale adel, som ejer fabrikker og jorder og på den anden side arbejderne, som uden at være slaver ikke har meget bedre forhold. De lever fra dagen til vejen med syv dages arbejdsuger, og det er hårdt fysisk arbejde. De kan ikke modsætte sig fabriksejernes regler og et simpelt tyveri bliver ofte belønnet med piskeslag eller i værste fald hængning.

Der er en række protagonister fra de forskellige samfundslag og som altid i Folletts romaner er der de gode og de onde; de er ikke svære at spotte! Og der er lidt af hvert alle steder - kvinden, der ikke vil gifte sig med den hæderlige Amos fordi han ikke er rig nok. Spinderiejeren, der mistænker alle arbejdere for at lyve og stjæle fra ham. Der er den lettere alkoholiserede Jarge, som ser slagsmål som løsningen på alt, mens hans kone, Sal, arbejder sig op fra en rolle som bondekone til arbejder til chef og spirende politiker.

Det er nemlig også tiden, hvor maskinerne begynder at overtage menneskets arbejde og for disse fattige er det fatalt; de har ikke lov at strejke eller protestere. De har ingen fagforening men stritter alligevel imod med store omkostninger til følge. 

Det er langt mere en historie om begyndelsen på industri og Napoleons-tiden end det er en historie om Kingsbridge og katedralen. Det eneste vi hører til den er et par lidt malplacerede henvisninger til tidligere tiders karakterer. Det virker næsten lidt ligegyldigt, da det står som en selvstændig historie.

Der er masser af krig og kærlighed af alle slags; ikke mindst i slutningen, hvor vi detaljeret følger slaget ved Waterloo, hvor Napoleon jo så sit endeligt. Det var lidt pudsigt for en eks-belgier som mig; for nogle år siden var jeg ude at se den årlige rekonstruktion af slaget, som er en imponerende affære - tusinder af mennesker i kostumer fra tiden, og endda en Napoleon. 

Follett forstår at skrive sine historiske romaner; der er godt styr på detaljer og en god rytme i historien med gode skift mellem de mange personer. Det kommer dog aldrig til at nå højderne fra de middelalderlige katedralromaner for mig.