Drengen, muldvarpen, ræven og hesten - Charlie Mackesy

 

• Engelsk
• 30. april
• 128 sider
• Originaltitel: The Boy, the Mole, the Fox and the Horse

Det er jo ikke helt et eventyr selvom jeg puttede den etiket på; det er en smuk smuk eventyrlig lille bog.

De fineste illustrationer i tusch og akvarel og en lille historie om de fire væsener; det er både Peter Plys og Den lille prins - mere Peter Plys dog.

Der er ikke meget tekst; jeg læste den faktisk højt for mig selv - og på under en halv time. Til gengæld er det den slags bog med små guldkorn, som man vil have lyst til at kigge i igen og igen.

Den vil være en ideel gave til både børn og voksne - for det er svært at sætte den i nogen egentlig kategori. Et lille kunstværk til reolen!

Min fætter er høvding i Samoa - Johannes Langkilde

 

• Dansk
• 30. april 
• 279 sider

For noget tid siden så jeg journalisten Johannes Langkilde i et talkshow på TV fortælle om sin opdagelse af en gren af familien fjernt fra Danmark. En vaskeægte høvdingestamme i Samoa og Amerikansk Samoa - øgrupper i Polynesien langt ude i Stillehavet.

Han møder sin fætter under et politisk konvent i USA i 2017; men inden familien når at planlægge rejsen dertil dør denne fætter. Bogens titel er en hæder til ham; men familien tæller mange flere personer, som Langkilde med kone og børn tager ud for at besøge.

Han ved, at familiegenerne stammer fra forfaderen Hans Alfred, der i 1869 tog en båd til New York og derfra videre på hvalfangerskibe ud i verden. Det er også Hans Alfreds historie vi hører; men den er romantiseret - og desværre på en lidt svulstig Morten Korch-agitg facon. Muligvis fordi hans ghost writer og medforfatter heller ikke er forfatter, men journalist som ham selv. Vi får en del oplysninger om Hans Alfreds liv men desværre ikke til ende - hvornår døde han for eksempel? Det er som om, at luften gik af ballonen til sidst og det er ugjort arbejde.

Langkilde har rejst meget - men nok primært i velstående lande; for mødet med den samoanske kultur og fattigdommen overrasker. Især tirrer det ham, at det er kutyme at komme med gaver i form af brød, smør - men også kolde kontanter - til de familiemedlemmer de besøger. Da hans opgave også er at finde oplysninger om Hans Alfred føler han et etisk dilemma som journalist, der "betaler" sine kilder.

Det er meget nobelt, men man kan så undre sig over de faktuelle fejl, der er flere steder i bogen.

På side 82 skriver Langkilde, at familien rejser fra Danmark den 17. juni 2019 - altså midt i den danske sommer, og logisk til en meget lang rejse, da det falder sammen med skolesommerferie. De rejser første til Samoa, hvor de er nogle dage inden de flyver videre til Amerikansk Samoa. Men på side 212 skriver han så, at de på deres anden dag i Amerikansk Samoa fanges i et voldsomt uvejr. Det skuffer ham "for når man endelig befinder sig på en stillehavsø i februar..." og lidt længere fremme "men når det er vinter i Danmark, oplever Samoa varmt og vådt vejr." De har kun været afsted en gang forstår man - så hvordan passer det sammen?

Lige inden afrejsen hjem til Danmark (i juli eller februar???) skal de i kirke, og Langkilde beskriver på side 240 "Andreas [sønnen] har under stor protest tager lange bukser og en hvid skjorte på." Men på side 245 efter beskrivelsen af gudstjenesten er der et foto taget udenfor kirken - med sønnen i shorts!

Det skaber virkelig en seriøs tvivl om journalistisk integritet; man må så håbe, at det meste af resten af historien er faktuelt korrekt!

Anne Boleyn (Six Tudor Queens II) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 25.-29. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Andet bind i serien om de seks Tudor-dronninger handler om den nok mest kendte af dem alle - Anne Boleyn; hun blev årsagen til, at kongen brød med den katolske kirke i Rom, og England den dag i dag har monarken som overhoved - i modsætning til fx Danmark, men også mange andre lande. Desuden var hun den første af hans hustruer, der blev dødsdømt. Man har tilbøjelighed til at sige, at Henry VIII dræbte sine koner - men det skete rent faktisk kun for to af dem. Bevares - det er rigeligt! Men ikke helt så makabert som det er blevet til i folkemunde. Englænderne har et fantastisk rim, så skolebørn kan holde styr på det:

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Som jeg skrev om første bind så er Weirs opgave med denne store serie jo at differentiere sine protagonister - der er store kronologiske overlap, da flere af de efterfølgende dronninger levede under Katherine af Aragons tid og tilmed var ansat ved hoffet.

Annes historie starter dog lidt tidligere, da hun som 11-årig i 1512 bliver sendt til hoffet i Nederlandene for at blive oplært hos Margrethe af Østrig. Denne var tante til den tysk-romerske kejser, og i mange år regent for ham i Nederlandene. Det inspirerede Anne, og lærte hende, at kvinder sagtens kunne have noget at sige. Hun ville i hvert fald ikke affinde sig med en passiv rolle og giftes væk som teenager.

Men da konflikten mellem kejseren og kongen eskalerede kunne hun ikke fortsætte der, og blev i stedet sendt til det franske hof. I 1515 fik Frankrig en ny konge, og Frans I var kendt som lidt af en skørtejæger og forsøgte muligvis at forføre den unge Anne. 

Frans I var også den konge, der bragte Leonardo da Vinci til Frankrig, og Weir beskriver, hvorledes han på slottet Amboise malede et portræt af en italiensk adelsdame (Mona Lisa) og senere døde i kongens arme. Begge dele er faktuelt forkert! Mona Lisa var påbegyndt år forinden - og mange kilder angiver, at kongen slet ikke var i nærheden af slottet, da den berømte maler døde. En kunstnerisk frihed man sagtens kunne have været foruden.

Weir forsøger som sagt at give os et andet indtryk af Anne Boleyn som fritænkende, selvstændig - og tilsyneladende ikke forelsket i Henry VIII. Men hun var tiltrukket af magten og det kan man måske forstå? Især når man tænker på, at der gik seks år fra kongen først begyndte at kurtisere hende til de blev gift - og ifølge Weir ikke havde noget fysisk samvær inden. Det var derfor ikke en dyb passioneret forelskelse fra hendes side.

Anne Boleyn var heller ikke ung længere - i datidens øjne - da de endelig blev gift; hun var 32 år gammel, og der skulle hurtigt skaffes nogle arvinger. Stadig de prinser, som kongen desperat havde behov for.

Men det gik ikke bedre for Anne end det gjorde for hendes forgænger Katherine; hun fødte en robust datter - den senere Elizabeth I; men også flere for tidligt fødte børn - deriblandt drengebørn. Om det var årsagen til, at hun skulle ud vides næppe. Men sikkert er det, at kongen var så forhippet på at skaffe sig en tronfølger, at det blev vigtigere end forholdet til hustruerne. Men der skulle findes en årsag til at skaffe sig af med hende.

Med Cromwells hjælp blev hun anklaget for utroskab - endog incest med sin egen bror. Er det sandt?

Det finder vi nok aldrig ud af - måske er der et gran af sandhed i det. Hendes ægteskab var ikke baseret på kærlighed, og kongen var jo utro. Men derfra til at have fem elskere deriblandt sin egen bror - det er nok mere politik.

Anne overlevede sin ærkerival med blot fire måneder og nogle dage - og dagen efter hendes halshugning i Tower of London giftede Henry VIII sig med den næste dronning; som selvfølgelig også havde kendt Anne og været ved hoffet.

Katherine of Aragon (Six Tudor Queens I) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 21.-24. april
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Så fik jeg lige sat mig selv en lille udfordring! Jeg har tidligere læst flere bøger af Alison Weir; også nogle som ikke er anmeldt her på bloggen, da det er rigtigt mange år siden. Blandt andet hendes historiske biografi om Henry VIII's seks hustruer - men så opdagede jeg, at hun har skrevet en roman om hver af dem. Det bliver til nogle tusinde siders læsning, og de kan alle lånes på biblioteket - og det er god kemohjernegymnastik for mig også. 

Det er en historisk periode jeg holder meget af; og der er da heller ikke så meget nyt og spændende for mig at opdage. Slet ikke efter jeg for ganske nylig blev færdig med Hilary Mantels trilogi om Cromwell, som jo også vil optræde i flere af disse romaner.

Forskellen her er vel primært, at Weir har romantiseret dem. Da hun ser historien fra hovedpersonens vinkel har hun også måttet lade denne person antage en form, nogle holdninger og en personlighed, som selv om den er bygget på historiske overleveringer, også vil være fiktion.

Katherine af Aragon var spansk prinsesse, da hun blev forlovet med den engelske tronfølger og som 16-årig sendt til England. Det var endda lidt sent - men den engelske prins var et år yngre end hende; og bestemt ikke særlig robust!

Han dør da også efter kun nogle måneders ægteskab, hvor de endda er blevet opfordret til at holde fingrene fra hinanden. Den slags troede man kunne forværre hans sygdom. Men det skulle vise sig at få konsekvenser mange år frem - nogle vil mene indtil i dag!

Katherine blev nemlig efterfølgende forlovet med hans lillebror, den nye kronprins og den senere Henry VIII. Dernæst gik der dog ni år inden de blev lovformeligt gift. Der var mange årsager - først skulle der indhentes en dispensation fra paven, så hun kunne gifte sgi med broderen; men argumentet var jo her, at ægteskabet ikke var fuldbyrdet. Dernæst var der skænderier mellem fædrene om medgiften - hvor meget, hvornår, hvordan osv.; alle irriterende ting for Katherine, som ikke blev yngre (hun var i forvejen fem år ældre end Henry).

Men da Henry bliver konge, beslutter han selv, at de skal giftes - og de er faktisk også dybt forelskede i hinanden. Nu skal der bare præsenteres nogle kongelige børn.... altså prinser selvfølgelig.

Katherine bliver gravid mange gange; men der er også fem børn, der er enten dødfødte eller dør kort efter. Mest brutalt er det med den lille prins, der lever i 52 dage. Det lykkes kun én gang at få et sundt og levedygtigt barn - men det er en pige.

Katherine bliver ikke yngre, og pludselig ser Henry kun én udvej - nemlig at finde en ny kone. Katherine er nu for gammel til at han kan håbe på flere børn, og der er jo den unge og smækre hofdame Anne Boleyn? 

Det bliver startskuddet til mange års tovtrækkeri; Henry betvivler nu gyldigheden af deres ægteskab og mener pludselig, at hun havde fuldbyrdet ægteskabet med broderen. Derfor er det incest! Paven skal afgøre det - men han er ikke meget for at blande sig i en konflikt mellem Englands konge og den tysk-romerske kejser, som er Katherines nevø. Det er jo langt mere end en skilsmisse, der står på spil. Henry bliver utålmodig, udnævner sig selv til overhoved for kirken og bryder dermed med Rom.

Er man ikke parat til at acceptere dette og sværge på hans egenskab af kirkeoverhoved, så risikerer man selv at miste sit hoved. Og Katherine bliver sendt i husarrest for at nægte at anerkende den nye dronning Anne. Der dør hun i januar 1536 blot 50 år gammel, men syg og ensom. Man kunne virkelig have undt hende at leve et par måneder længere - for knap fire måneder senere dør ærkerivalen Anne Boleyn på skafottet.

Dermed betyder det jo også, at den anden roman i mangt og meget vil overlappe totalt med Katherines historie. Det bliver derfor udfordringen for forfatteren at skabe en anden persona omkring Anne, så vi får en måske mere personlig version af historien set fra hendes vinkel - men igen med en historisk nøjagtighed! Da flere af Henry VIII's hustruer var unge piger, da Katherine var dronning vil der være flere overlap, og det bliver interessant at se om Weir kan holde interessen hos læseren. 

Meurtres pour mémoire - Didier Daeninckx

 

• Fransk
• 19.-20. april 
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg forsøger at komme til bunds i bunken, der har stået lidt længe på reolen - og ikke kun lade mig friste af nyindkøb. Denne købte jeg nytårsaften 2018 i Bruxelles - i den tro, at det var en til dels politisk roman. Det viser sig så at være en krimi, og udgivet helt tilbage i 1983! Den var del af en serie med politiinspektøren Cadin som hovedperson, som udkom mellem 1982 og 1990.

Jeg har tidligere læst en helt anden type roman af Daeninckx, og med bagsidens lokkende omtale blev jeg fristet. Selvom det var noget helt andet end forventet!

Den 17. oktober 1961 fandt en decideret massakre sted i centrum af Paris, da et ukendt antal personer blev dræbt af det franske politi under en demonstration. Demonstranterne var algiere, der protesterede mod det nylige forbud for nordafrikanere mod at færdes i gaderne efter 20.30 og indtil 5.30 morgen.

Dette forbud var forbundet til Algeriets (og Nordafrikas) kamp for selvstændighed og aufhængighed fra Frankrig. Demonstranterne var ikke bevæbnede - alligevel dræbte politiet et antal varierende fra 38 til mere end 200 afhængig af kilder! Der er meget politik bag dette - og det var en helt ny historie for mig; så virkelig interessant.

Under demonstrationen bliver en franskmand dræbt - dette er den fiktive del af historien; Roger Thiraud er historielærer og skal snart være far. Han bor lige hvor det går galt, men hans drab er mere en regulær henretning på bestilling, som camoufleres af alt det andet.

21 år senere er hans søn Bernard Thiraud i Toulouse med sin kæreste, hvor han ligeledes bliver dræbt på klos hold efter at have forladt de regionale arkiver i sin søgning på historiske dokumenter.

Cadin får opgaven at opklare mordet, og finder hurtigt ud af, at meget er mørkelagt i forbindelse med massakren. Han finder dog hidtil gemte optagelser fra det belgiske fjernsyn, der viser mordet.

Nu har jeg jo kun læst denne ene krimi i serien - og kommer næppe til at læse de andre. De er sikkert glimrende - men jeg tror ikke, at de er ældet på samme gode måde som fx Maigret-serien. Men lige denne roman i serien har en absolut enorm historisk vigtighed, da nøglen til mysteriet skal findes i den franske regerings deportation af jøder under 2. Verdenskrig. Da bogen udkom i 1983 var en retssag i gang mod Maurice Papon - en fransk politiker og tidligere minister. Han havde personligt underskrevet ordren om deportation af jøderne deriblandt mange børn. 

Bogen blev solgt i svimlende 400.000 eksemplarer og efter en voldsom polemik blev den brugt som undervisningsmateriale i franske skoler. Den er kontroversiel idet den omtaler to perioder i fransk historie, som man helst vil glemme - både massakren og deportationen.

Derfor er det også lidt underligt, at den er opbygget som så mange andre krimier med sideløbende trivielle historier; sikkert med til at opbygge karakteren Cadin som alle krimiforfattere gør det med en protagonist i en serie. Det bliver til nogle lidt løse ender i en så kort roman; men jeg lærte selvfølgelig noget om begivenhederne i 1961.

Dansen - Anna Hope

 

• Engelsk
• 17.-18. april
• 352 sider
• Originaltitel: The Ballroom

I 2016 læste jeg Hopes meget smukke debutroman om den ukendte soldat fra 1. Verdenskrig og de kvinder, hvis historier flettede sig ind i soldatens liv. Så jeg havde store forventninger til denne, som foregår i næsten samme tidsperiode.

I 1911 sendes den unge Ella til et sindssygehospital efter at have smadret et vindue på den fabrik, hvor hun har arbejdet siden hun var 8 år gammel. Ikke nødvendigvis fordi hun er sindssyg - men fordi hun vil have luft; både fysisk og psykisk fra en kummerlig tilværelse på samfundets bund. Men samfundets reaktion på den slags er at lukke hende inde.

På anstalten møder hun den småborgerlige Clem, hvis familie har indlagt hende og betaler for hendes ophold. De bliver veninder, og Clem giver hende fif til, hvordan hun skal opføre sig for at klare sig igennem. Forhåbentlig for at blive løsladt!

Ella og Clem tilses blandt andet af Dr. Fuller - som ikke er færdiguddannet læge, men har arbejdet sig op i systemet. Han ville faktisk hellere have været musiker, og har en idé om at musik kan lindre patienterne og hjælpe til deres helbredelse. Derfor afholdes der hver fredag aften dans i den store balsal, som er smuk som på et slot.

Her møder Ella den tavse irer John, som også er endt der som et resultat af livets hårde skæbne - ingen af dem er reelt syge; snarere lider de af en depression. Men tiderne var absolut nogle andre!

Historien fortælles skiftevis af Ella, John og Dr. Fuller hen over foråret og sommeren 1911, hvor Fuller forsøger at få hæder og ære gennem sit projekt med musikken. Men han har selv nogle latente problemer, som var farlige i tiden - hans fornægtede homoseksualitet bliver voldsomt pirret af Johns åbenlyse maskulinitet. Pludselig vil han støtte op om et forslag om raceudrensning ved sterilisation - et forslag, som heldigvis aldrig blev vedtaget - men som jo fandtes i andre lande i årene derefter!

Det er som om den varme sommer får det hele til at eskalere - også for Clem, som bliver mellemmanden i Johns og Ellas breve; og dermed er hun måske den mest sårbare af dem alle. Til sidst er det nemlig svært at vide, hvem der er syg og hvem ikke.

Jeg synes det var absolut fint fortalt - en grusom historie egentlig, og absolut troværdig. Hope kan noget med den periode i engelsk historie så man fint ser protagonisterne for sig.

The Last Thing He Told Me - Laura Dave

 

• Engelsk
• 15.-16. april
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette var en total impulsiv idé, der kom til mig ved bogreolen på biblioteket. Jeg har aldrig tidligere læst noget af denne forfatter - men det er jo fordelen ved biblioteksbøger i modsætning til at have givet mange penge for en bog.

Hannah er i slutningen af 30'erne og næsten nygift med Owen. De bor på en husbåd i Californien sammen med Bailey - hans 16-årige datter. De har kendt hinanden i knap 2½ år, og Hannahs indtræden i deres liv er ikke just velkommen for Bailey, der har været alene med faderen siden moderen døde i e trafikulykke, da hun var lille.

En morgen tager Owen på arbejde, men kommer aldrig hjem. I stedet får Hannah overrakt en besked af en lille pige - hvor der blot står, at hun skal beskytte Bailey. Hans datter får ligeledes en besked samt en taske fuld af kontanter. Hurtigt opdager de, at hans firma er i FBI's søgelys for svindel - men er han involveret?

Og mens Hannah skal svare på spørgsmål fra politi og FBI begynder det at dæmre for hende, at Owen måske har skjult noget for hende.

Som Hannah og Bailey arbejder på at finde sandheden - og Owen - er der flashbacks til episoder siden hun mødte ham, hvor ting ikke faldt helt på plads. Små tegn, der tilsammen skulle have gjort hende mistænksom.

Læseren ved faktisk ikke om han er skyldig eller uskyldig - og hvad han skjuler - før langt henne; og endnu mere overraskende er slutningen! Jeg fik i hvert fald et par underholdende spændingsfyldte dage ud af den. Nu skal jeg nok bare passe på ikke at falde i fælden og låne alt andet - det er dér, man hurtigt bliver skuffet! Men klar anbefaling på et mysterie i højt tempo!

Historier om håb - Heather Morris

 

• Engelsk
• 13.-14. april
• 320 sider
• Originaltitel: Stories of Hope

Dette er vist endnu et biprodukt af Covid 19-krisen! Jeg så det i Hislops seneste roman og til dels i Mabanckous amerikanske anekdoter. Jeg var ikke klar over, at forfattere i den grad stænges af at skulle sidde hjemme. Nok kan de ikke rejse for research - men nu havde de jo masser af fred og ro til at skrive. Åbenbart ikke!

Morris har haft enorm succes med sin trilogi om overlevende fra Auschwitz - og absolut med rette; for det er vigtige historier. Og at hendes er funderet på rigtige personer gør dem blot endnu mere hjerteskærende; selvom der er taget visse friheder. Hendes første roman om tatovøren fulgte Lale Sokolov og den anden en kvinde, som han havde mødt i lejren - Cilkas rejse. Hendes seneste roman omhandler den utrolige historie om de tre søstre, der ender sammen i Auschwitz og alle overlever.

Men inden denne sidste udgivelse ramte corona, og bogen her falder - kan man sige - på et tørt sted. Den skal handle om at lytte; om hendes vej til de historier, hun har baseret romanerne på - men også helt generelt, hvordan vi kan og bør lytte til andre mennesker - og deres historier.

Indledningen er centreret omkring pandemien, og i den forbindelse den risiko for den noget ældre del af befolkningen, som vi så i mange lande. Dermed også en erkendelse af, at vi skal have deres historier inden det er for sent. Ikke ulig vores behov og pligt til at få historierne fra de overlevende fra krigen - der er ikke mange tilbage.

Men det bliver en anelse for søgt for mig; det er i bund og grund en historie om, hvordan hun skrev sine tre romaner - med nogle selvhjælpsfif i slutningen af hvert kapitel. Så det bliver en blanding af baggrundsresearch og selvudvikling?! 

Selvfølgelig er det interessant og rørende at læse om hendes første møder med Lale og de andre - men der er også grænser for hvor mange gentagelser det tåler. Jeg havde faktisk planlagt at låne den midterste roman - men jeg føler, at jeg kender historien (og plottet) nu; så det er næppe så interessant.

Som sagt - den pandemi skal have skyld for meget; men det undrer mig stadig, at der ikke er kommet nogle mesterværker ud af det. Måske har jeg bare ikke fundet dem endnu?

The Library of Lost and Found - Phaedra Patrick

 

• Engelsk
• 10.-11. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg falder altid for bøger med ordet bibliotek i titlen; oftest viser det sig virkelig at være en fejl. Det er som regel nogle romantiske historier om bogormen, der pludselig bliver lokket ud af hendes trygge boghule.

Og sådan er det jo også lidt her!

Martha er veli slutningen af fyrrerne og arbejder deltid på det lokale kommunebibliotek. Her animerer hun også læsegrupper; men mest er hun til grin i hele landsbyen fordi hun er for god af sig. Hun opbevarer den enes planter og guldfisk (og køber mad til dem), hun vasker og stryger den andens tøj og hendes hjem er så rodet til af andres ting, at hun end ikke kan sidde ved sit spisebord.

Det gælder også for hendes søster, som bare læsser af på hende - som hun gjorde det, da deres forældre blev syge. Da droppede Martha sin kæreste lige inden brylluppet, og så kom hun aldrig videre. Nu er hun gammeljomfru og bor i forældrendes hus med alle deres ting omkring sig.

En dag finder hun en gamel bog med en dedikation til hende; en bog fyldt med eventyr og smukke tegninger - og dedikationen er lavet af hendes elskede mormor. Men tre år efter, at denne døde, da Martha var femten år gammel.

Marthas søster advarer hende mod at grave i det; men Martha er pludselig ikke den lille sky kvinde - sådan er det i denne slags bøger! Hun finder en pudsig antikvarboghandler til at hjælpe hende (og han er selvfølgelig single!!) - og inden længe er huset ryddet, hun siger fra overfor folk og mysteriet opklares. 

Det er en rigtig easy-read feel-good bog; der er absolut ingen overraskelser - tværtimod har man regnet det hele ud, inden det sker. Men den slags skal der også være plads til! Det eneste jeg stadig ikke forstår er titlen - for der er intet med et hittegidskontor i bogen; den er temmelig malplaceret faktisk.

Jeg betragter denne slags som en lidt "ligegyldig" film eller to i fjernsynet; det tog mig vel 3½-4 timer at læse den, og det er somme tider den slags bøger, jeg tager med fra biblioteket. De er ikke værd at investere i som fx Gurnahs bog, som jeg læste inden og som mig langt længere fordi jeg nød prosaen. Jeg kan godt lide at begrave mig i de lidt tungere bøger, men min kemohjerne p.t. har også brug for virkelig let underholdning nogle gange.

Paradis - Abdulrazak Gurnah

 

• Engelsk
• 6.-9. marts
• 256 sider
• Originaltitel: Paradise

Et spontant køb, som skulle vise sig at være en absolut perle.

Abdulrazak Gurnah fik i 2021 Nobels Litteraturpris for hele sit værk, og derfor er der selvfølgelig en fornyet interesse for hans romaner. Jeg havde nok heller ikke læst den i 1994, da den oprindelig udkom.

Gurnah er født i sultanatet Zanzibar - det som i dag er Tanzania efter kolonialismens endeligt. Han lever i dag i England, og hans romaner er engelsksprogede på trods af hans arabiske baggrund.

Yusuf er blot 12 år gammel, da hans forældre overdrager ham til en omrejsende rig handelsmand som betaling for en gæld, de ikke kan afdrage. En mand, Yusuf kaldte onkel - og ingen fortæller ham, hvorfor han skal rejse med manden. Ankommet til dennes hus får han anvist sin plads; han skal gå til hånde i forretningen og sover om natten på jorden sammen med Khalil, som er endt der på samme måde år inden.

Tidsplaceringen gives ikke direkte, men bogen slutter med tyskernes oprustning til 1. Verdenskrig, så den starter omkring 1910 kan vi regne ud.

Nu er Yusuf husslave og hans eneste små glæder er de stjålne øjeblikke han kan tilbringe i husherrens indelukkede have. Bogens titel kan få en til at tro på en lykkelig historie - og den er alt andet end det! Snarere en symbolsk reference til en form for Edens have midt i noget, der snarere minder om Helvede for vores hovedperson. Det bliver både hans redning, men også senere hans forbandelse.

Husherrens hustru lever afsondret i huset; men hun ser ham i haven og er overbevist om, at han er vejen til hendes helbredelse - hun har et stort modermærke i ansigtet. Hvis han kunne røre hende, er hun sikker på, at hans ungdom vil kurere hende.

Derfor besluttes det at tage ham væk fra haven og hustruen; med på en handelsekspedition dybt ind i landet, som minder om Mørkets hjerte. Ofte fremstiller vi europæerne som de onde hvide, der kom og overtog Afrika og behandlede de indfødte som vilde etc.

Men lokalbefolkningen var jo bestemt lige så gode til at tage og sælge folk som slaver - og der var en intern "hakkeorden", hvor de civiliserede boede i byerne ved kysten; måske fordi de havde mere kontakt med omverden? Og så var der de totalt "vilde", der boede inde i landet - og der var jo stadig  områder som endnu ikke var fuldt kortlagte.

Det bliver en voldsom oplevelse for dem alle; og ved hjemkomsten er alt forandret. Yusuf bliver igen spottet af den isolerede hustru, men nu går det for langt. 

Slutningen er tragisk og ironisk på samme tid; den skal ikke afsløres her, da jeg virkelig vil anbefale, at man læser denne smukke historie. Der er både den traditionelle afrikanske animisme iblandet en dyb symbolik fra fx Koranen, men også mere universel - som vores forståelse af Paradis. Den er lidt tung i opbygningen - og jeg startede læsningen dagen efter min kemobehandling, hvor mit hoved nu ikke fungerer optimalt. Men så kunne jeg jo nyde den lidt længere!

Jeg skal i hvert fald have fat i flere af hans romaner nu.

Trouble - Jeroen Olyslaegers

 

• Fransk
• 1.-4. april
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endelig kom jeg i gang med den flamske forfatter, som havde drillet mig lidt. Det var en tuing start, hvor jeg havde et par tilløb over de sidste to uger, men det blev ikke til mere. I weekenden tog jeg mig sammen, og endelig fik jeg hul på bylden.

Den er nemlig tung at komme i gang med synes jeg - er man kommet over de første 50-60 sider går det dog langt nemmere.

Historien fortælles af Wilfried - en meget gammel mand, der i en lang monolog til sit oldebarn fortæller om 2. Verdenskrig i hjembyen Antwerpen i Belgien. Det var oprindeligt det, der tiltrak mig efter mine mange år i Belgien. Antwerpen spiller en central rolle i Belgiens version af krigen; det er nemlig landet og vel Europas diamantcentrum. En hel bydel er helliget handlen med diamanter selv den dag i dag, og det er primært styret af jøder.

Wilfried er tyve år gammel, da krigen bryder ud og Belgien besætes af tyskerne. Han er færdig med skolen, men skal finde et job for at undgå at blive sendt til Tyskland i arbejdslejr. Han bliver derfor politibetjent, hvor han møder Lode, der også er modstandsmand.

De to unge betjente deltager blandt andet i anholdelsen af jødiske familier, men reagerer vidt forskelligt. Lode klager over tyskerne, hvilket ikke ftremmer hans sag - mens Wilfried hurtigt viser sig at være glat som en ål. Han arbejder til dels lidt med Lode og hans folk ved blandt andet at tage mad til en jøde i skjul. På den anden side ses han ofte med sin fransklærer, som er gode venner med tyskerne og stærkt antisemitisk.

Men Lode og hans familie gemmer måske jøden fordi de bliver godt betalt for det? Spiller Wilfried dobbeltspil eller er han blot en kujon, som ikke vil tage stilling for eller imod?

Olyslaegers tager os med ind i de mørkeste kroge af, hvad der sker med folk under pres. Wilfried prøver ikke så meget at undskylde i denne forsinkede mea culpa til oldebarnet; men mere at forklare, at alle havde en pris. Wilfried skylder til tider skylden på sit alter ego, "Angelo" - en personnage, der bor i ham siden han som barn fik meningitis. Det er navnet til trods hans dæmon.

For at komplicere tingene gifter Wilfried sig med Lodes søster Yvette; efter Lode har gjort tilnærmelser til ham. Men de to mænd har så meget på hinanden, og i krigens sidste timer sker der ting, som der senere skal gøres regnskab for. Ikke med det samme, nej. Lode venter i årevis, og så rammer han Wilfried, hvor det gør mest ondt.

Det er voldsomt på mange måder. Der er passager, hvor jeg stadig føler en antisemitisme, der gjorde mig ubehagelig tilpas. Det er intenst - med blot tre kapitler på 400 sider. Det hopper fra fortid til nutid og forskellige periode indimellem. Og modtageren af monologen - findes det oldebarn virkelig?

Det er i sidste ende en gammel og dement mands tanker, som har lyspunkter, som er klare og pinefulde for han selv. For det minder ham om alt han gjorde dengang. Interessant vinkel men ikke nem og hyggelig læsning.