Sunday, November 19, 2017

Maigrets styrkeprøve (Maigret XLV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 19. november
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et la jeune morte

Maigret har netop overstået et maratonforhør på tredive timer, og sendt de skyldige videre i retssystemet, da en ung kvinde findes myrdet på åben gade. Hun har en lidt slidt festkjole på - og ingen dokumenter, der kan identificere hende. 

Samtidig er det slet ikke i Maigrets område, men tværtimod hos den meget uheldige Lognon, som vi fik et indgående kendskab til i roman nummer niogtredive. Endnu engang håber Lognon, at han kan opklare sagen og få den anerkendelse han higer efter. Maigret vil ikke nødvendigvis stjæle æren fra ham - men de to mænd har vidt forskellige arbejdsmetoder.

De samarbejder dog perifært, og finder gennem forviklinger frem til pigens identitet. En lidt stakkels pige, der rejser til Paris for at finde lykken - penge, arbejde og måske en rig mand. I toget påvejen har hun mødt en anden ung pige, og de to flytter sammen. Det viser sig dog hurtigt, at Louise ikke er nær så heldig som veninden Jeanine - og heller ikke besidder den samme drivkraft. Hun er omklamrende og blot en stakkel, og Jeanine vil af med hende.

Jeanine myrder hende selvfølgelig ikke; hun har fundet en rig mand og bliver gift. Men Louise får pludselig en kontakt fra fortiden, da hendes far sender en kammerat til Paris for at indikere, hvor han har efterladt hende en større sum penge - som bestemt ikke er tjent på lovlig vis.

Maigret og Lognon ender stort set samme sted på samme tidspunkt; men Lognon besidder ikke de psykologiske evner Maigret gør, og farer ud af et vildspor. Og endnu engang må han se sig slået af en stille og rolig Maigret, som løser mysteriet ved at tænke over det hele med en drink eller en fadøl i hånden!

Saturday, November 18, 2017

Si la lune éclaire nos pas - Nadia Hashimi



























  • Fransk
  • 12.-18. november
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste i starten af året den mest fantastiske roman af Nadia Hashimi, som desværre endnu ikke er oversat til dansk. Men hvis man har mod på den engelske udgave hedder den The Pearl that Broke Its Shell.

Det medførte jo så, at jeg købte endnu en roman - og forventningerne var høje. Lidt ligesom da jeg skulle læse den anden roman af Khaled Hosseini! Der holdt begejstringen dog igennem alle tre bøger.

Vi er stadig i Afghanistan - i hvert fald i starten af romanen, hvor hovedpersonen Fereiba fortæller om sin barndom. Hendes mor døde under fødslen, og det medførte en del rygter om barnets mørke kræfter. Faderen giftede sig igen, og fik flere børn - men dette første barn er og bliver lidt den onde steddatter i alles øjne. Det er hende, der ikke kommer i skole; det er hende, der bliver hjemme og laver mad og gør rent. Det er ren Askepot.

Hun bliver dog til sidst gift, og det er faktisk et meget lykkeligt ægteskab; et ligeværdigt og åbent ægteskab mellem to moderne mennesker - indtil talibanerne tager magten i landet. Fereiba kan ikke længere undervise, og skal gemme sig bag en burqa. En dag kommer nogle mænd og fjerner hendes mand, og langt senere får hun at vide, at han er død.

Vilkårene som enlig kvinde med tre børn i en krigshærget by er umulige, og Fereiba beslutter sig da også for at flygte fra Kabul - målet er at komme til England, hvor blandt andet søsteren bor.
Og dette er essensen i historien; flugten op gennem Europa - som vi jo desværre kender den alt for godt fra nyhedshistorierne med grusomme billeder af druknede flygtninge.

Det er også en meget svær historie at læse, synes jeg. Det er uhyre svært at skille tingene ad i det nyhedsbillede vi ser med flygtninge, der reelt har været i fare og dem, som flygter for komfort. Jeg har selv snakket med så mange afrikanere under mine rejser i Senegal, som oprigtigt tror på historierne om guld i gaderne - og slet ikke vil anerkende den triste virkelighed, som rent faktisk venter dem. Dem, som ikke vil indse, at selv Europa ikke kan rumme så mange mennesker, når vi jo faktisk har vores egne problemer.

Det er svært at sympatisere med alle i denne historie. De flygter, men må jo klare sig ved at lyve og stjæle. De bliver behandlet hårdhændet af fx lastbilchauffører, der er trætte af at blive udnyttet som transportmiddel, hvorved deres arbejde bliver sværere og de konstant udsættes for kontroller.

Fereiba og hendes børn rejser gennem Tyrkiet til Grækenland, hvor de skilles ad og den ældste søn sendes retur til Tyrkiet. Fereiba når langt om længe frem, og finder sin søster. Sønnen prøver endnu engang rejsen, og det sidste man hører er om hans ophold i flygtningezonen ved Calais. Der stopper historien.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal synes om den. Det var til tider utroligt langsommeligt, og så ender man alligevel med følelsen af at mangle en afslutning? Desuden er der det med sympatien .... skal jeg som læser have ondt af flygtningene og se alle europæere som onde personer, der ikke vil hjælpe og ikke vil tage mod flygtninge? Så enkelt er det jo desværre ikke!

Uagtet den politiske holdning så var jeg ikke ovenud begejstret, og det var lidt en kamp at nå til vejs ende. Den er desværre langt fra så god som hendes første roman.

Sunday, November 12, 2017

Skyggesøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 7.-11. november
  • 704 sider
  • Originaltitel: The Shadow Sister

Da det tredje bind om de syv søstre var udkommet, var det svært at holde fingrene væk!

Især fordi Riley nu er nået til de to ret enigmatiske søstre, Star og CeCe, som er jævnaldrende, og nærmest er opdraget som tvillinger. De har levet i total symbiose, men måske stærkt ansporet af CeCe, som er den stærke i forholdet. Star følger efter, og indretter hele sin tilværelse efter CeCes behov og ønsker. 

Derfor måtte hendes historie jo blive én om at slippe fri og flyve selv!

Hendes historie fører hende ikke langt væk; sikkert ret sigende - for så var hun aldrig kommet af sted. I stedet er det "blot" til en fin lille boghandel i det centrale London, som ejes af en absolut excentrisk herre, Orlando. Sporene fører også til børnebogsforfatteren Beatrix Potter, og den royale elskerind, Alice Keppel - og således fortsættes stilen med at blande fiktive og reelle personer og historiske begivenheder.

Historien starter i 1909, og fortæller om de to grene af familien, der på pudsig og tragikomisk vis deles. Det er de stadig i dag, men familien er da på talefod, og Star bliver hurtigt draget ind i det engelske landliv. Udover Orlando er der hans bror, Mouse, og kusinen Marguerite med det døve barn Rory. 

Star lander midt i en lidt prekær situation i familien; og gennem familiens forfædre begynder hun at forstå sammenhængen og forbindelsen til sig selv. Det handler igen om kærlighed selvfølgelig - jeg havde faktisk først troet, at Riley ville tage den i en lidt mindre konventionel retning. Men i sidste ende forblev det meget traditionelt rosenrødt - måske en anelse for meget?

Jeg håber ikke, at successen får Riley til at forhaste sig med de resterende bind? Jeg så en snert af lidt for meget melodrama her - og jeg behøves virkelig ikke, at man skriver en hel masse nøgleord i kursiv for at forstå. hvor følelserne er større, lykkeligere, etc. Det irriterer mig til gengæld når en forfatter anser sine læsere for så dumme.

Det er meget chick-lit - rent effektivt kan den jo læses på to dage; og så ville det have været rart, at hele serien var tilgængelig. Men det er jo min egen fejl! Fjerde bind er netop udkommet, men vil man have den i samme format som de tre foregående skal man vente til maj 2018. Det gør jeg så ....

Monday, November 6, 2017

Maigret i skolen (Maigret XLIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 5.-6. november
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret à l'école

Endnu engang sidder der en stakkels person og venter på Maigret ude i venteværelset på Politigården. Denne gang er det en skolelærer, der frygter at blive anholdt for mordet på en gammel dame.

Konen er landsbyens sorte får; sur, gammel og snager i alles privatliv for at bruge det imod dem - ikke just et tab for nogen. Men nogen skal jo have skylden, og så er det bedre, at det er skolelæreren fra Paris end en af de lokale i den lille landsby med knap trehundrede indbyggere.

Maigret får pludselig visioner af østers og hvidvin, da han hører, hvor landsbyen ligger - og vups tager han skolelæreren med tilbage for at grave lidt i mordhistorien - og spise østers. Man forstår vel at nyde livet, mens man arbejder.

Men der er ingen østers i denne sæson, og i stedet konfronteres Maigret med en flok usympatiske landsbyboere, der beskytter hinanden og bruger børnene som vidner i historien. En dreng påstår nemlig at have set læreren det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så Maigret må ned i børnehøjde, og pludselig erindrer han sin egen barndom, hvor de andre børn ikke ville lege med ham på grund af hans fars overlegne position. Han foretrak også at være i kirken eller holde sig til sig selv, og det kommer ham nu til gavn.

Det er et pudsigt indblik i denne lukkede verden, hvor man trods lukker sammen mod det fremmede selvom alle principielt ville af med den gamle harpe. Det kræver lidt tålmodighed, som ikke er Maigrets stærke side - han afhjælper det ved nogle gode morgenmadshvidvine i mangel af østers. Og stille og roligt kommer han frem til, hvilket barn, der besidder nøglen til mysteriet.

Sunday, November 5, 2017

Four queens - Nancy Goldstone



























  • Engelsk
  • 1.-5. november
  • 429 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var jo ret begejstret for Goldstones biografi af Catherine de Medicis og hendes datter; og især det faktum, at den historisk var nøjagtig og veldokumenteret. Så jeg fandt endnu en af de historiske biografier, som jeg jo er meget begejstret for, og som desværre ikke findes i hobetal.

Denne gang er vi langt tilbage - i begyndelsen af det 13. århundrede, hvor en lille grevefamilie i Provence bliver forældre til fire døtre, der kommer til at spille en central rolle i europæisk historie.

Det var ikke meningen, at de fire piger - Marguerite, Eleanor, Sanchia og Beatrice - skulle have så prominente pladser i historien. Deres fars magt var begrænset og underlagt såvelden franske krone, som den tysk-romerske kejser. Men i Frankrig sad der en dronning Blanche af Castille, som regerede landet på vegne af sin unge søn, Ludvig IX, og hun ledte efter en passende alliance. En der kunne styrke Frankrig mod England, kejserriget og paven; men sandelig også en der ville lade hende bibeholde indflydelse og ikke mindst en svigerdatter, der var medgørlig. Det blev Marguerite - og hendes mand blev den navnkundige Ludvig IX, som satte en stor del af landets formue over spil ved sine korstogter til det Hellige Land - men også blev kanoniseret efter sin død. En stærk troende konge, som byggede Sainte Chapelle i Paris, som er et af verdens absolut store kunstværker rent arkitektonisk.

Nu var verdens øjne rettet mod familien, og det blev ikke svært at afsætte Eleanor til den engelske konge. Kongen var ikke specielt dygtig som leder og feltherre; men Eleanor ville sandelig ikke stå i skyggen af sin mægtige søster, og pressede konstant sin husbond frem. Det havde dogden positive effekt, at Frankrig og England faktisk var i fred med hinanden i størstedelen af det århundrede - hvilket ikke skete senere før verdenskrigene indtraf!

De to familier mødtes ofte, og søstrene arbejdede ivrigt i kulisserne for at styrke politikken.

Der var nogle år ned til de to yngre søstre, men Sanchia blev gift med en af den engelske konges brødre efter denne var blevet enkemand. Det var knapt så vellykket på det amorøse plan, men det gjorde det muligt for de to ældre søstre at holde styr på familien og magten.

Dne yngste, Beatrice, havde af sin far fået testamenteret grevedømmet Provence - i mangel af sønner og fordi alle hendes søstre var blevet så fornemt gift. Men Provence var attraktivt! Der var adgang til havet; der var rige ressourcer ikke mindst i form af salt, som var datidens guld.

Søstrene havde åbenbart ikke nok i deres kongetitler, og livet igennem forsøgte de at fravriste Beatrice hendes land og godser. Hun var blevet gift med en af den franske konges yngre brødre -samme strategi som for Sanchia i England; men viste sig at være lidt mere oprørsk eller intelligent og sammen med sin mand kæmpede de for Provence, men formåede også at blive valgt til kongepar af Sicilien. Det blev dog en kort fornøjelse at kunne måle sig med søstrene, for Beatrice døde kun 37 år gammel.

Historien fortælles kronologisk med skiftende fokus på en af de fire søstre; men uanset hvad, var deres liv og skæbner tæt forbundet selvom deres personlige forhold ikke altid var det.

Det er ganske godt fortalt; men denne gang var der altså en del blamerende fejl. Så meget desto mere irriterende, da fx datoer i teksten ikke stemmer overens med årstal i slægtstavlerne. Det er altså ikke udelukkende en fejl i forhold til kildeangivelse, men manglende konsekvens fra forfatterens side. Derfor tager det lang tid - jeg skal altid dobbelttjekke fakta alle mulige steder.

Men det var en spændende fortælling, hvor kvindernes plads er langt mere i fokus - de var jo slet ikke så uduelige, som man gjorde dem til. Eller faktisk så havde middelalderens kvinder langt mere magt end deres navnesøstre et par århundreder senere, hvor det virkelig kun handlede om pyntesyge og børneavl.

Tuesday, October 31, 2017

Maigret tager fejl (Maigret XLIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 30.-31. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret se trompe

Jeg slutter måneden med en dejlig lille Maigret, der passede fint ind til en jetlagsramt hjerne efter hjemrejsen fra Cuba. 

Maigret er ved at forberede sig på de kolde vintermorgener i november i Paris, da han får besked om en ung kvinde, der er fundet myrdet. Lulu (eller Louise) er en tidligere prostitueret, der nu bor i en fin lejlighed i  byens bedre kvarter. Hun har en kæreste; en ung musiker, der forsvinder lige så snart det står i aviserne. Men Maigret mener, at der må være en anden mand også.

Han skal ikke lede langt væk - i etagen ovenover bor en dygtig kirurg, som har opereret Lulu og nu holder hende som elskerinde. Han ved, at hun har en kæreste, men han har selv et utal af elskerinder. Han har også en hustru og en sekretær, der begge forsvarer ham med næb og kløer. Ligesom portnerkonen og alle andre. Godt nok er han skruppelløs, arrogant og lidt ulidelig - men ikke morder!

Det specielle her er mest, at Maigret er så nervøs for at konfrontere den dygtige kirurg, at han forhører alle kvinderne omkring ham og først til allersidst og på fvorespørgsel af denne, møder han kirurgen. Og så viser det sig jo alligevel, at det er en kvinde, der står bag! 

Dejligt med en Maigret efter et par ugers pause. Og så blev det samtidig bog nummer 100 i 2017.

Sunday, October 29, 2017

Remembering Che (My life with Che Guevara) - Aleida March



























  • Engelsk
  • 27.-29. oktober
  • 242 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I Cuba kan man jo ikke undgå at blive bombarderet med billeder, statuer og plakater af landets to store helte - Fidel Castro og Che Guevara. Desuden er det netop 50 år siden, at Che blev myrdet - så hypen var lidt på sit højeste, da vi var der!

Che Guevaras kone har åbenbart holdt en meget lav offentlig profil i de mange år; selvom hun har arbejdet politisk og med at videreføre hans ideologi, har hun ikke givet mange interviews og slet ikke om deres liv sammen. Det ændrede hun på, da hun i 2012 udgav denne biografi/erindringsbog.

Hun har selv skrevet den; og det må siges at være virkelig ærgerligt. Det er en fascinerende historie om en meget ung pige, der fascineres af den spirende revolution og melder sig under fanerne. Hun arbejder i undergrundsbevægelsen, og derigennem møder hun Che som blot 22-årig mens han er 30 år gammel.

De forelsker sig, og (meget borgerligt) gifter sig i 1959 og får efterfølgende fire børn sammen på trods af hans mange lange ophold udenlands i de otte år inden han myrdes af CIA i Bolivia.

Bogen er rigt illustreret med mange billeder fra deres liv sammen; ikke mindst var jeg vild med billederne af Che udklædt som Ramon - den forklædning som gammel mand, han benyttede for at komme uset ind i Bolivia. 

Men men men .... det er ubehjælpeligt dårligt skrevet! Aleida March er ikke forfatter, og det havde virkelig tjent bogen bedre, hvis hun havde fortalt sin historie til en anden, der kunne nedskrive den.
Desuden kan man også ane, at den engelske oversættelse heller ikke er fantastisk - det er virkelig synd. Helhedsindtrykket lider en del under dette, og det bliver en tekst i staccato, hvor hun remser navne op på revolutionære soldater, som ingen mening giver for læseren i dag. Måske er det politisk korrekt i et land som Cuba; men som litteratur falder den desværre igennem.

Thursday, October 26, 2017

Stormsøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 23.-26. oktober
  • 720 sider
  • Originaltitel: The Storm Sister

Jeg havde været forudseende og havde købt andet bind i serien også! Så efter at have slugt de mere end 600 sider af første bind på 48 timer, fortsatte jeg direkte.

Indledningen er faktisk fuldstændig den samme - denne gang fortalt af Ally, den næstældste, og om hendes tur hjem til familiehjemmet efter faderens død. Riley har heldigvis gjort det korrekt, og konversationer og detaljer er identiske - blot set fra en ny vinkel.

Ally fortæller sin historie, og også hun begynder at lede efter sin familie og oprindelse. Denne gang rejser vi til Bergen, og i tiden omkring Ibsen og Grieg. Temaet er musik og Ally er netop selv tidligere musiker. Hun har også en stærk tilknytning til havet, deraf titlen tænker jeg - og igen har vi sfærer som det centrale element på den engelske forside. Det burde de have gjort i den danske version også; i stedet ligner forsiderne de værste Cartland-romaner.

Udfordringen for Riley i denne serie bliver jo uden tvivl at få nok variation i søstrenes fortællinger. Både når det gælder deres oprindelse, men også i udfaldet - da denne rejse for dem alle bliver en form for forløsning, hvor de finder deres ståsted. Skal det så være en ny kærlighed, en genfunden bror eller søster eller noget andet - men så mange muligheder er der jo heller ikke.

Jeg skal ikke røbe her, hvad der er resultatet for hver af dem; men jeg er spændt på at se, om der kan skabes afveksling nok?

Samtidig med historiens centrale emne får vi jo også hver gang lidt mere information om de andre søstre, og ikke mindst om deres indbyrdes forhold. I en flok med seks piger er der jo affiniteter på kryds og tværs, og dem skal Riley også holde styr på. Der skal et godt notatarkiv til tænker jeg.

Som i første bind overtages historien til sidst af den næste søster, som overgang til tredje bind. Og igen er der en indikation af, at faderen ikke er død ... spændingen holdes intakt. Men nu er der faktisk kun et enkelt bind mere, der er udkommet. Det bliver en lang "kamp"!

Monday, October 23, 2017

De syv søstre - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 21.-23. oktober
  • 640 sider
  • Originaltitel: The Seven Sisters

Jeg faldt i "fælden" og købte en ægte Easy-Read til ferien - en af den slags, hvor omslaget normalt ville skræmme mig langt væk. Men samtidig er der en dimension af symbolisme og kulturreferencer, som jeg mente kunne redde den. Og det fik jeg faktisk ret i!

I juni 2007 bliver Maia kaldt hjem til Génève, hvor hendes far Pa Salt er død. Maia er ikke alene, for der er seks søstre - alle adopterede af den mystiske rigmand, som allerede er begravet til søs inden de kommer hjem fra alverdens hjørner af verden.

De seks søstre - Maia, Ally, Star, CeCe, Tiggy og Electra - får ved åbningen af testamentet et brev fra deres adoptivfar. Ligeledes har han fået opsat en statue i haven (som ses på omslaget) med indgraverede beskeder til hver af dem. Beskederne indeholder en græsk inskription anset som en slags moralsk ledetråd samt koordinater, der kan føre dem til deres oprindelsessted, hvorfra han adopterede dem. Ikke nødvendigvis deres biologiske familie - men en indikation af deres tilknytning.

Serien er baseret på syv søstre, som de findes i den græske mytologi som døtre af Atlas og Pleione - og Riley benytter da også anagrammer i stor stil. Tænk blot her på Atlas vs. Pa Salt! Det er jo også et stjernebillede, og hermed skabes forbindelsen til sfæren med ledetrådene.

Hver bog skal omhandle en af søstrenes søgen efter deres oprindelse - og så er der jo mysteriet om den sidste og syvende søster, som aldrig kom til familien.

Dermed fortælles denne historie af Maia, den ældste, og hendes rejse til Rio de Janeiro, hvor koordinaterne leder hende hen. Derefter springes der i tid tilbage til 1920'erne, hvor man følger hendes forfædre - indtil hun finder sandheden ... og kærligheden!

For det er også en kærlighedsroman af den lidt rosenrøde slags desværre! Visse steder hæver vi os knap over Danielle Steel-niveau; men det må man tage med, hvis man vil have resten af historien. Det historiske research er fantastisk, og Riley tager os med til nogle steder og epoker med en god historie iblandet. I Rio er det fx bygningen af Kristus-skulpturen, der er omdrejningspunktet og hun blander såvel fiktive som reelle personer.

I slutningen af historien afsluttes Maias søgen, og historien overtages af den næste søster, Ally, som en glidende overgang til næste bind. Der er dog også den lille krølle, at Ally mener at høre faderens stemme - så er han død eller?

Der er bestemt lagt op til en spændende serie, hvor man jo vil have slutningen. Men det kan muligvis vare helt til 2020, hvis hun skal udgive et bind om året? Det er altid det irriterende ved den slags serier; men nu er jeg jo i gang!


Saturday, October 21, 2017

Parle-leur de batailles, de rois et d'éléphants - Mathias Enard



























  • Fransk
  • 21. oktober
  • 170 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har aldrig tidligere læst noget af Enard, som doghar vundet indtil flere fine priser i Frankrig. Det er da også en voldsom lang og pompøs titel til en så lille bog: "Tal til dem om slag, konger og elefanter"! 

I foråret læste jeg Irving Stones kæmpe fascinerende biografi af Michelangelo, og denne omhandler netop en lillebitte del af hans liv, som er mindre kendt. Michelangelo var jævnligt oppe at tottes med de paver, der gav ham arbejde. I 1506 er det pave Julius II, som ikke vil betale - og Michelangelo forlader Firenze i protest. Han er blevet inviteret til Konstantinopel af sultanen, som vil have bygget en bro over Bosporus-strædet, som forbinder Europa med Asien. 

Denne opgave er tidligere blevet givet til Leonardo da Vinci - Michelangelos ærkefjende - så han kan jo ikke sige nej. Michelangelo mente hele sit liv, at da Vinci ikke var arkitekt men "blot" en maler, og muligheden her er ganske enkelt for god!

Der findes ikke mange overleveringer om hans tid i byen, og den lille roman er en formfor eventyr baseret på de få dokumenter, der findes. Blandt andet en oversigt over de ejendele, han havde med sig og dem han tog med igen efter nogle måneder i byen. Men også breve, som man ved stammer fra Michelangelo og hans tid i byen.

Michelangelos seksualitet behandles langt mere åbent her end hos Stone; unge mænd forelsker sig i ham - og han er årsag til en del ballade i byen. En mystisk stemme giver en parallel fortælling - og hvem det er, finder man aldrig ud af!

Det er poetisk og smukt som Istanbul; broen blev aldrig til noget - og hvor meget sandhed, der er i den del er svært at sige ... det er jo hele charmen!

Friday, October 20, 2017

Glasslottet - Jeannette Walls



























  • Engelsk
  • 19.-20. oktober
  • 341 sider
  • Originaltitel: The Glass Castle

Jeg kendte ikke til Jeannette Walls, men faldt over bogen på NY Times Bestseller-liste, hvor den åbenbart har fået et come-back selvom den udkom i 2005.

Det er barsk, kærlig og rystende førstehåndsbeskrivelse af en amerikansk familie i 1960'erne - fortalt af datteren selv, som i dag er en kendt journalist. Hun starter historien med at fortælle om den dag, hun fra en taxa i New York ser sin mor samle mad ud af en container! 

Derfra tages vi tilbage til barndommen i familien med faderen Rex, moderen Rose Mary og de fire børn - Lori, Maureen og Brian. Jeannette er nummer to i flokken, og tæt i alder på Brian, som bliver hendes tætteste allierede i en hård verden.

Forældrene er ikke ligefrem 1960'er-hippier; men de er frie sjæle, som ikke kan indordne sig under de normer et samfund foreskriver. Faderen har et oprigtigt alkoholproblem, og moderen gider i bund og grund ikke at være mor, når det indebærer huslige pligter. Børnene er i høj grad overladt til sig selv, og kommer de til skade, er forældrene nærmest stolte over, hvor fint de klarer det uden at blive pylrede.

Som læser undrer man sig virkelig! Man tænker jo, at INGEN kan opdrage deres børn på denne måde? At sociale myndigheder burde have grebet ind og fjernet dem? Men børnene er meget bevidste om forældrenes svage sider, og de holder sammen og beskytter både sig selv og de voksne. De ved, at de må give afkald på juleaften, varm mad, omsorg .... basale behov!

Forældrenes ideologi er at leve uden for det normale samfund; helst i en trailer midt ude i ørkenen - og de fleste "normale" ting anser de for at være fup og fidus opfundet for at korrumpere børnenes hjerner. Da de når teenagealderen begynder børnene selv at se problemet, og de vil væk. De arbejder hårdt og planlægger et nyt liv i New York - og det lykkes dem. Og så flytter forældrene efter ...

Det er barsk læsning; men også underholdende - og rørende. Trods alt fornemmer man, at de elsker deres forældre og ved, at det ikke kan være anderledes. Men de har levet med skammen og følgerne af det! En bog jeg virkelig vil anbefale!


Thursday, October 19, 2017

Lægen fra Zaragoza - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 16.-19. oktober
  • 515 sider
  • Originaltitel: The Last Jew

Jeg har jo tidligere læst et par romaner af Noah Gordon, og det virkede som perfekt ferielæsning - så der røg en med i kufferten til Cuba. 

Det var dog med lidt blandede følelser, at jeg læste teksten på bagsiden, hvor de omtaler historien om den sidste i 1942! Der skulle selvfølgelig stå 1492 - men i lige dette tilfælde må det siges at være en uheldig trykfejl.

For bogen foregår nemlig under Inkvisitionen, hvor Spaniens jøder blev beordret til at forlade landet, og i mange tilfælde måtte overgive alle deres ejendele til spanierne. Yonah oplever sombarn, hvordan hans bror bliver myrdet - og umiddelbart inden de forbereder sig på at forlade landet, dræbes hans far. 

Yonah kan ikke længere komme ud af landet, så han rejser i stedet rundt i bjergene og lever af diverse forefaldende arbejde. Og ikke mindst forsøger han at skjule sin jødiske oprindelse; der er ellers mange, der er villige til at angive ham for en skilling. Han forsøger også at holde fast i sin religion, men mister langsomt overblik over de vigtige festdage, og han har jo ikke sine remedier til at fejre helligdage og sabbat med. 

Hans bror blev myrdet, da han skulle levere et relikvieskrin til en lokal kirke - og dette forsvandt. Yonah er dermed samtidig på jagt efter broderens mordere, og bliver indblandet i den lukrative handel, der foregår med relikvier på denne tid. En knogle fra en helgen kunne garantere en lind strøm af pilgrimme og dermed rigdom og berømmelse til en lille kirke. 

Noah Gordon er selv læge, og det er et tema, der går igen i hans bøger - som i hans trilogi. Yonah begynder også at studere medicin under et falsk navn, og i løbet af de tyve år romanen strækker sig over, følger vi ham i kampen for overlevelse, anerkendelse og kærlighed.

Det er lidt for meget en gentagelse af temaer brugt i Helbrederen, hvor hovedpersonen jo også var lægestuderende men til gengæld skiftede identitet til jøde. Havde jeg læst denne først, havde den sikkert været fin. Nu fandt jeg den lidt klichéagtig og forudsigelig i forhold til hans andre romaner. Det virker til, at der mangler lidt vidde i hans univers. Men det var glimrende meget nem strandlæsning.

Sunday, October 15, 2017

Fortidens tåge - Leonardo Padura



























  • Fransk
  • 12.-15. oktober
  • 435 sider
  • Fransk titel: Les brumes du passé

Den 12. oktober rejste jeg mod Cuba - og ikke mindst Havana, som jeg ikke besøgte på min sidste rejse dertil for fire år siden. Jeg havde inden besluttet, at jeg ville læse noget cubansk litteratur; men det skulle jo også være noget, der ikke blev konfiskeret i lufthavnen. Altså helst ikke af eksilerede cubanere!

Valget faldt derfor på krimiforfatteren Paduras roman om detektiven Mario Conde, som nu lever af at sælge gamle bøger. Cuba eksisterer jo på baggrund af en form for paralleløkonomi, hvor alle forsøger at tjene lidt ekstra til at skaffe sig mad og andre nødvendigheder. Efter den store økonomiske krisei 1990'erne, gælder dette også de tidligere rigere indbyggere. Mario Conde besøger derfor de fine gamle huse i Havana, hvor han håber at finde bøger, der er penge værd.

En dag besøger han et hus, der varetages af et søskendepar. Ejeren er død i USA mange år tidligere, og deres mor, som var husholderske er nu dement eller sindssyg. Men de har lovet at passe på biblioteket, som hurtigt viser sig at være en guldgrube. Mario vil endog slet ikke sælge de fineste eksemplarer, da han mener, at disse er nationale skatte. Men han og hans kompagnon begynder at sælge ud af bøgerne, da Mario finder et notat i en bog om den smukke sangerinde Violeta del Rio.

Han finder hendes plade fra 1959, og bliver besat af hendes hæse fado-agtige stemme, og vil finde hende. Men hun er død - men måske ikke af det selvmord, som omverdenen dengang godtog som forklaring. Den tidligere detektiv trækker igen i tøjet, og begynder at opsøge folk fra Violetas tid.

Det var en storhedstid i Havana; de unge, de smukke og de rige brugte øen som legeplads, og mafiaen garanterede som bekendt diktatoren Batista en klækkelig indtægt samtidig med, at de hvidvasskede penge i stor stil. Sangerinden var en del af den verden, og hun havde en ældre rig elsker, som købte hende en lejlighed og holdt hende. Måske vidste hun for meget om mafiaen?

Mario Condes venner er alle fattige men vanvittige personligheder; de lever i absolut usle kår i bydelen Vedado, som er gedigen slum. Hans indtægter fra bogsalget går derfor til overdådige måltider, hvor alt skal bruges på en gang - blot for at have smagt ordentlig mad igen.

Parallelt med historien om det mystiske søskendepar i villaen, sangerinden og opklaringen, er der dagbogsbreve skrevet af en anonym kvinde. Brevene er fra tiden lige omkring revolutionen, og henviser til et mord - og en temmelig uforløst kærlighed.

Jeg vil ikke sige, at det var en overraskende slutning. Som læser har man gættet den - men charmen består i den langsommelige døsige varme stemning, der præger bogen. Og velankommet til Havana var det jo endnu mere fantastisk nu at se de steder, han omtaler. Både de gamle paladser, der er forfaldet - men også slummen i Vedado, som virkelig er uvant for os. Og stemningen med salsa, cigarer og livsglæde trods vilkårene.

Det var en perfekt bog som indledning til Havana - men man skal kunne lide den specielle sydamerikanske stil.

Wednesday, October 11, 2017

Maigret bliver bange (Maigret XLII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9.-11. oktober
  • 189 sider 
  • Originaltitel: Maigret a peur

Maigret er på vej hjem fra en kongres med politikolleger, da han beslutter sig for at besøge en gammel ven på vejen. Denne bor i en lille fransk provinsby, og er den lokale dommer. Men da han stiger af toget, tror alle, at han er der for at opklare et mord. 

Først er der et mord på en af byens finere borgere; men dagen efter er det en gammel kone - og endelig en fulderik, der raver rundt i byens gader. Så nu er det jo nærmest en seriemorder, og Maigret gør sit for ikke at blande sig. Især når alle forventer det, bliver han tit stædig - og vil slet ikke opfattes som officielt indblandet i sagen. 

Men hans nysgerrighed er jo som altid for stor; og han begynder at tale med de andre familiemedlemmer og de lokale, som nærmest har lagt op til en vendetta. Der er en anspændt stemning i byen, og Maigret føler også, at hans ven indirekte anklager ham for ikke at beskytte 'deres egne' - byens velstillede borgerskab.

Der hviler en ret dyster stemning over historien, og man kan levende forestille sig byen opdelt i de to fronter. Maigret er ikke engang rolig, når han skal ind på det lokale værtshus.

Overraskende er slutningen måske ikke; men det er især Maigrets refleksioner undervejs, der gør den interessant. Indimellem ringer fru Maigret, som ikke forstår, hvorfor hendes mand ikke vender hjem - og da han endelig er i Paris affærdiger han weekenden som en bagatel. Typisk Maigret!

Monday, October 9, 2017

Maigret og manden på bænken (Maigret XLI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 8. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme du banc

Der er kun et par dage til jeg skal på den store efterårsrejse - 2½ uge til Cuba; og i dagene inden kan jeg aldrig bestemme mig til at gå i gang med en længere roman, som jeg skal slæbe med blot for at færdiggøre de sidste hundrede sider. Flylæsningen er klar - men inden da er det jo så praktisk med Maigrets romaner, som altid kan klares på en dag eller to. Jeg ville jo ikke gide slæbe 14-15 stykker med af dem til ferien! 

Simenon har benyttet samme finurlige opsætning tidligere; dog med et andet motiv. Men folk, der levede dobbeltliv fascinerede ham tydeligt.

Denne gang finder man en mand dræbt af et knivstik i ryggen; han er tilsyneladende en almindelig lagerchef med et hus i forstæderne, en rædselsfuld emsig madamme som kone, og en ung datter, der ikke plejer sin jomfruelighed, som det forventes.
Kedeligt og småborgerligt - bortset fra de farverige sko og det røde slips, som han bærer ved sin død?

For det viser sig jo, at firmaet var lukket tre år tidligere. Men Thouret tager stadig afsted med samme tog hver morgen - med madpakken under armen. Og der er stadig en løn, der bringes hjem hver måned. Endog er han pludselig efter 25 år blevet forfremmet hele to gange indenfor ganske kort tid, og der er langt flere penge!

Maigret sætter det helt store maskineri i gang; og finder ud af, at Thouret nok tjente penge, men også var ledig hele dagen. Han havde et lejet værelse i byen, hvor han opbevarede sine andre sko osv. Han havde en veninde - elskerinde var så grumt et ord for den slags. Og han havde en ven!

Vennen bliver nøglen til det hele; det er nemlig en gammel kending af politiet, som Thouret har mødt på en bænk. Man kan tit komme i snak med fremmede på en bænk i solen- og det var præcis, hvad Thouret gjorde; endda så godt, at de to mænd udtænkte en smart plan for at leve godt og udnytte hinandens styrker. Vennen er ikke morderen - og Maigret må igennem et par seje afhøringer af genstridige personer inden han skrinlægger sagen. Han lader den marinere inde i sit hoved lidt - sådan forestiller jeg mig det; og så pludselig falder tingene på plads!

Jeg kan dog slet ikke finde den anden roman nu, hvor en anden mand også havde et ekstra liv ... det er jo ulempen når man er nået til nummer enogfyrre i serien!

Saturday, October 7, 2017

Maigrets revolver (Maigret XL) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6.-7. oktober
  • 189 sider
  • Originaltitel: Le revolver de Maigret

Maigret ringer hjem til fruen for at fortælle, hvornår han er hjemme til frokost. Det var tider dengang, hvor man gik hjem og spiste et solidt måltid og måske tog en lille lur! Men fru Maigret har besøg af en ung mand, der meget gerne vil se Maigret. Denne skal dog lige en tur omkring den lokale og have et glas... eller to eller tre.... så da han endelig er hjemme, er fuglen fløjet. Og han har stjålet Maigrets revolver, som er en speciel amerikansk model han fik,da han var over there.

Det viser sig, at den unge mand er søn af en aldrende og særdeles finansielt afdanket baron, som er patient hos en af Maigrets venner. Manden er nu pludselig meget svagelig - men ikke mere end, at han tilsyneladende har transporteret en stor kuffert ned i en taxa aftenen inden. Kufferten finder de i bagageopbevaringen på Gare du Nord - og der er selvfølgelig et lig i. Og det er en berømt politiker oven i købet.

Baronen lader nu pludselig som om, at han er bindegal og Maigret bliver temmelig irriteret! Til gengælder han mere blødsøden overfor sønnen, som han finder i London. Der er Maigret nemlig fløjet til - også dette er jo fantastisk. Han står op klokken 7.30 for at flyve en time senere ... det er selvfølgelig usædvanligt ikke blot at tage toget og skibet; men til gengæld slap han for køer og sikkerhedstjek. Det var sandelig tider dengang!

Det hele løser sig jo på bedste vis, og han slipper endda for at smide nogen i fængsel. Og han får til med tid til at møde sine dejlige engelske kolleger igen.

Wednesday, October 4, 2017

En anden gren - Jesper Wung Sung



























  • Dansk
  • 1.-4. oktober
  • 555 sider

Jeg øver mig virkelig i det med de danske bøger; jeg har læst ni bøger på dansk i år - ud af de 91, det er blevet til indtil videre. Godt nok var 3 af dem norske forfattere oversat til dansk, men det er fremskridt. Ydermere kastede jeg mig over en nyudgivelse, hvilket jo er endnumere sjældent - men jeg havde set omtalen i medierne, og emnet interesserer mig. Jeg har tidligere læst om menneskeudstillinger i Bruxelles, hvor de jo foregik helt til 1958, hvor der var Verdensudstilling. Det er ganske skræmmende at tænke over i dag jo - men dengang var det set som en mulighed for at få lidt eksotisme i hverdagen.

Jesper Wung Sung er oldebarn af bogens to hovedpersoner, San og Ingeborg. De mdes i 1902, hvor San er sejlet fra Kina til København for at blive udstillet i en kinesisk landsby. Deres første møde er ren magi og kærlighed ved første blik, selvom de ikke kan forstå hinanden. Men det er kendetegnende for hele bogen, synes jeg, at der er et lidt drømmeagtigt skær over det hele.

Ingeborg kommer fra en relativt fattig familie med mange børn, der alle bor i en lille lejlighed i Ravnsborggade. Børnene må hurtigt ud at arbejde og hjælpe til med at forsørge familien, og Ingeborg arbejder i et bageri oppe ad Strøget. Det er faktisk en fornøjelse i sig selv at læse om København for mere end hundrede år siden, og følge med på turene rundt i gader, hvor der i dag ser noget anderledes ud.

Men det hele handler jo om San og Ingeborg og deres håbløse kærlighed; familien er imod det, og Ingeborg betragtes som en halvkvinde fordi hun er sammen med en kineser. Man var bestemt ikke vant til fremmede mennesker dengang, og San bliver forfulgt i gaderne og slået og chikaneret. Det gør Ingeborg også, og at de lever sammen som ugifte hjælper ikke på det.

Deres liv bliver hårdt! Ingeborg må finde sig i ydmygelsen, da en anden kvinde kommer og afleverer et spædbarn, der tydeligvis er Sans. De lever meget fattigt, og de mister indtil flere børn. De flytter meget rundt, og endelig må hun opgive sit danske statsborgerskab, da de gifter sig. De flytter til Berlin i en årrække, men fryses også ud der, da 1. Verdenskrig giver problemer for befolkningen med at skaffe føde til dem selv.

Man skal altså virkelig være forelsket for at kunne gennemleve så meget; og det er her, jeg som læser undrede mig. For deres forhold virker meget fysisk? Oldebarnet har af gode grunde ikke nogle direkte beretninger fra deres mund, og tit virker det meget opdigtet og fantasiagtigt? Jeg tænker, at det må have været særdeles håndgribeligt barsk - og hvad holder så sammen på et forhold og en familie? Da det er fjernt, er det nødvendigt at digte en del, men det bliver til tider lidt for distanceret til min smag.

Jeg læste den - og jeg nød den også i høj grad; men jeg manglede en wow-faktor ... og det har vist noget at gøre med den specielle skrivestil, der er blevet meget dansk.

Der er dog ingen tvivl om, at det er en vigtig historie! Det er vigtigt at forstå, hvor lidt respekt man havde for det fremmede - og hvor lidt fremskridt vi i den henseende har gjort nogle gange. Historisk set er det et smukt tidsbillede og absolut relevant!

Saturday, September 30, 2017

Maigret, Lognon og gangsterne (Maigret XXXIX) - Georges Simenon























  • Fransk
  • 30. september
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret, Lognon et les gangsters

Maigret har en kollega, der aldrig er nået helt til Politigården; han arbejder som kommissær på en af byens stationer, og er bare uheldig. Hans kone er ulidelig, og de fleste af hans kolleger har lidt ondt af ham, men forstår også, at han bare er en mand, der altid vil være uheldig. Men nu ringer den forfærdelige kone, og siger, at han er væk.

Maigret finder ham, men det viser sig, at han har overværet et mord - og i stedet for at melde det, beslutter han sig for selv at klare sagen. Måske kan han så endelig få den ære og oprejsning, han selvmener at fortjene. Men liget forsvinder; forbryderne ser ham - og nu bryder de skruppelløst ind i hans hjem,og tager sig slet ikke af, at fruen er sengeliggende.

Det visersig hurtigt, at det er nogle amerikanske gangstere; Maigret tager fat i sine kolleger over there, og de råder ham faktisk til at holdesig væk. Samme svar får han, når han opsøger de par stambarer i byen, hvor amerikanerne plejer at mødes.

Det franske politi er godt nok vant til lidt af hvert; men de amerikanske gangstermetoder er noget for sig. Det er bare afslutningen på en mordsag i Saint Louis, hvor et vidne bliver så panikslagen, at han flygter helt til Paris. Men det afholder ikke håndlangerne fra at forfølge ham, og tage deres egne love med til Paris. Men det vil Maigret altså ikke finde sig i!!!!

Han finder selvfølgelig morderne; han får det hele opklaret, og glæder sig til at vise dem, at man ikke bare kan rende rundt i Paris og lege amerikansk gangster. Men der er stadig en ukendt mand i kabalen - desværre viser det sig at være en FBI-agent. Maigret må overlade resterne - og ikke mindst vidnerne - til ham; og nøjes med at vide, at han trods alt fik skovlen under dem.

Friday, September 29, 2017

The Culture Map - Erin Meyer



























  • Engelsk
  • 27.-29. september
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Erin Meyer er amerikaner, men bor i Paris. Hun har arbejdet over store dele af verden, og hendes faglige speciale nu er lige præcis, hvordan man begår sig blandt forskellige kulturer. Det gælder i høj grad ledere, der udstationeres i andre lande- og tit behøver det ikke at være langt væk hjemmefra.

Men i dag arbejder rigtig mange mennesker jo internationalt i et eller andet omfang. Selv taler jeg mere fransk og engelsk på arbejde end dansk; jeg skriver alle mails på engelsk - selv til mine danske kolleger; og dagen igennem er man på conference calls med folk fra andre kulturer.

Derfor er det både underholdende og lærerig viden man får i Meyers bog.

Hun arbejder med otte hovedakser - du kan se dem nærmere her; og også se, hvor vi i Danmark befinder os. Det virker måske ikke overraskende, når man læser eksemplerne- for vi ved jo godt, at vi godt kan lige at være punktlige; at Janteloven gør os mindre hierarkiske end andre lande - og at vi er noget mere åbenmundede end andre kulturer, hvor en chef er en gudefigur.

Alligevel synes jeg ikke, at jeg helt kunne genkende mig selv? Men måske er jeg heller ikke så dansk? Jeg har arbejdet i multinationale firmaer i 25 år - eller rettere sagt kun to af slagsen. Et fransk og et amerikanske - hvilket jo i sig selv giver to meget forskellige placeringer på de otte skalaer. Men ydermere har jeg arbejdet i Frankrig og 14 år i Belgien for det amerikanske selskab. Så altså under voldsom kulturel indflydelse fra Frankrig (da Belgien ikke optræder på skalaen). I øvrigt er det meget pudsigt, at jeg sammenligner min wallonsk-belgiske tid med Frankrig; mens jeg har belgiske kolleger, som tydeligt er at sammenligne med Tyskland og Holland (og dermed til en vis grad Danmark) på skalaen, fordi de er flamske. Derfor er det heller ikke muligt at putte Belgien på den skala.

Man kan tage testen selv her; og resultaterne viste da også, at jeg er ret langt fra mit danske gennemsnit på nogle skalaer - jeg scorer konsekvent til højre for normalen. Hvilket jo også er naturligt, når Danmark ligger så langt til venstre. Men resultaterne gav bestemt god mening formig;og faktisk hjælper det mig også til at forstå, hvordan jeg agerer med danskere, når jeg nu ikke selv er så dansk længere!

Det er en interessant bog med gode illustrerende eksempler og grafer; et godt værktøj til folk der af alle mulige grunde færdes blandt forskellige kulturer!

Wednesday, September 27, 2017

Le monde est mon langage - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 21.-26. september
  • 312 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alain Mabanckou er - som tidligere nævnt - en af mine store helte indenfor afrikansk litteratur.
Dog er det ikke altid til at vide, hvad han kan finde på, da han udover at skrive prosa også underviser i litteratur, og skriver non-fiction. Det gjorde han blandt andet i bogen om sin retur til Congo for at opsøge familien; men også i "Den sorte mands gråd" [min oversættelse], som denne bog nok kan siges at være en videreudvikling af. Tidligere beskrev han det dilemma og den offerrolle, som han ser Afrika holde sig selv fast i mange år efter, at den store bølge af uafhængighed skete i 1960'erne.

Han kom også ind på den kritik, der er af mange afrikanske forfattere, som skriver på fransk eller engelsk i stedet for deres eget sprog. Tit og ofte vil dette jo være begrænsende; ikke blot i deres egne lande, hvor der som regel findes flere hundrede stammedialekter - men også i forhold til en international karriere og publikum.

I denne bog kommer han endnu videre i den betragtning ved at arbejde med frankofonien som tema.
Der er jo mange lande i verden, som har fransk som officielt sprog. Mabanckou fra Congo skriver på fransk, og kan derfor diskutere fransk sprog og litteratur med en tunesisk forfatter til eksempel.

Bogen er opdelt i geografiske kapitler som fx Canada, Madagascar, Haiti, Cuba, Senegal, Gabon, Schweiz - og alle de andre steder, hvor fransk er en fællesnævner for befolkningen; og hjælper dem til at mødes verden over på tværs af grænser og kulturer.

Han gennemgår for hvert af de steder nogle af de største litterære talenter; det var pudsigt for mig at se, hvor mange af især den ældre afrikanske litteraturs klassikere, jeg faktisk har læst!
Camara Layes bog, som er obligatorisk pensum i afrikanske skoler; den guineanske forfatter Tierno Monénembo og flere andre. Jeg mangler stadig en del af de ældre klassikere - men nu har jeg da fået glimrende inspiration.

Han beskæftiger sig ikke så meget med de nyere forfattere som Marie NDiaye og Léonora Miano, og slet ikke med de moderne krimiforfattere som Moussa Konaté. Hans tilgang er netop at vise, at den afrikanske litteratur rent faktisk startede og rodfæstede sig for mange år siden lige såvel som litteratur fra Madagascar, Maghreb-landene og andre som måtte sætte sig ud over en kolonitid i historien.

Det er interessant fordi han er så intelligent og analytisk; han har et fantastisk bredt spektrum i sin litteraturkendskab og kan sagtens sammenligne med Victor Hugo eller Rimbaud. Det er jo nærmest lidt blasfemisk i nogles øjne -men Mabanckou gør det!

Min læseliste er blevet endnu længere nu;og jeg tilgav sagtens Mabanckou, at han holdt sig væk fra prosaen i denne omgang!

Friday, September 22, 2017

Maigret og det lange siv (Maigret XXXVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 20. september
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret et la Grande Perche


En hurtig lille Maigret inden weekenden er jo altid godt!

Denne var virkelig underholdende, synes jeg... og igen en original vinkel til at starte historien.

En dame henvender sig til Maigret; hun er velkendt i "systemet" fra sin tid på fliserne i Paris. Men i sine ældre år har hun slået sig til ro, og er nu gift med en anden kending, Triste Alfred. Han arbejdede i mange år for et firma, der producerede bankbokse og installerede dem i offentlige kontorer som i private hjem. Men nu ernærer han sig ved at bryde ind i de selvsamme bokse, og drømmer konstant om den store gevinst, der skal give parret en rolig alderdom. En dag bryder han ind i et hjem, hvor han dog støder på et lig! Han skynder sig væk og tager toget langt væk; inden ringer han dog til konen, som gik under navnet Det lange siv i sin tidligere 'karriere'.

Maigret kan dog ikke umiddelbart finde nogle lig eller anmeldte indbrud. De finder dog en tandlæge, som benægter indbrud - men hans kone er forsvundet samme aften. Hun er hollænder, og efter 2½ års ægteskab vil hun hjem - situationen med den midaldrende mand, der lever sammen med sin strenge mor er ulidelig. Men tog hun toget hjem til Amsterdam - eller blev hun myrdet?

Maigret opfatter hurtigt dette som en form for hanekamp mellem to giganter; tandlægen er lige så stor og dyster som Maigret kan være. Og han gider sig bestemt ikke nemt! Det er en udmattelseskamp mellem de to, som ender med en memorabel nat på Politigården, hvor fru Maigret også er tilstede.

Det er dejligt, at hun er lidt tilbage på scenen, synes jeg. Hendes kommentarer til, hvad der foregår er vidunderligt naive og tørre på samme tid!

I sidste ende vinder Maigret over giganten, udmattelsen - men ikke mindst den uskyldige lille enke, som faktisk står bag ikke kun dette mord. Tandlægen havde en kone tidligere - og der var jo også en far og ægtemand; alle døde - men det viser sig nu, at det ikke var så naturligt.

Indbrudstyven og den pensionerede prostituerede slipper fri for alle anklager .... men selvfølgelig uden at have skydt den store økonomiske papegøje.

Thursday, September 21, 2017

Det år vi gik til begravelser - Henriette Rostrup



























  • Dansk
  • 18.-20. september
  • 320 sider

Jeg forsøger virkelig at læse flere danske romaner; og især når jeg falder over et godt tilbud, som det var tilfældet med denne. Selvfølgelig læser jeg dem så flere år efter alle andre. Men hellere sent end aldrig!

Jeg var faktisk meget positivt overrasket over sproget, som flød fint fra første side uden at have det lidt kunstigt konstruerede, som jeg tit finder ret belastende i dansk litteratur. Der er også fuld fart på fra første side, hvor vi hives med til en reception, hvor JT - Jewel Temper - skal repræsentere sit forlag. Jewel er ellers Julie fra Danmark, men har boet i New York i en del år, hvor hun nu har datteren NB (generelt går alle åbenbart under initialer her?).

Datteren passes nemlig primært af Mr. V, som er transvestit, hendes underbo og guardian angel i de fleste af livets situationer. JT er nemlig lidt vakkelvorn som person, synes jeg!

Bogen skifter utroligt meget i tid og perspektiv; i starten fortæller JT om sit New Yorker-liv, hvor hun møder færingen Tor igen. Så springer vi tilbage til hendes ankomst til byen, og det første møde med Tor, som altså også er far til hendes datter. Men det mener/tør JT ikke fortælle ham.

Sideløbende skriver hun sine erindringer om barndommen i Danmark med temmelig meget fantasi tilsat virkeligheden får man indtryk af. Faderens arbejde som politimand har ifølge hende ødelagt både ham, moderen og deres familie - og er årsagen til, at han gik fra dem. Moderen har hun ikke mange følelser overfor, og har tilsyneladende ingen kontakt med hende overhovedet. Derfor skruver hun selv de breve til barnebarnet, som hun mener, at NB skal have. Hvorforhun gør det, forstår jeg virkelig ikke? Hvorfor ikke bare lyve moderen død - eller konfrontere sine dæmoner og tage kontakt til moderen? Hun virker i hvert fald som et klassisk New Yorker-eksempel på lettere psykotiske mennesker, der lever i byens overhalingsbane, og aldrig når i dybden med sig selv.

Hendes forlagsarbejde er også kompliceret - eller måske foregår den slags ghost writing meget hyppigere end man forestiller sig. I hvert fald skriver hun for andre; især den gamle Scott, som er det eneste menneske, hun reelt knytter sig til - mere end hendes egen datter kunne man fristes til at sige.

Romanen er uden tvivl tænkt som en dannelsesroman, hvor det år præger hende og får hende til vokse som menneske. Der er flere begravelser - i slutningen er det 9/11, der fører til den sidste begravelse. Men jeg har ikke indtryk af, at hun reelt når til bunds med de dilemmaer, der tydeligvis skal bearbejdes.

Det er en ganske glimrende roman; dog kører den til tider ud af et sidespor, som ikke gør noget for historien - som en etape i Georgien; dette kunne med fordel være brugt på at komme tættere ind på hendes egen person, og skrælle lidt flere lag af facaden. 


Sunday, September 17, 2017

Maigret i pensionatet (Maigret XXXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 17. september
  • 155 sider
  • Originaltitel: Maigret en meublé

Det er næsten en måned siden, jeg læste den sidste Maigret - men glemt er han bestemt ikke.

Fru Maigret er taget til Alsace for at pleje sin søster, der skal opereres; det var jo dengang ægtemænd ikke kunne klare den slags uden feminin assistance. Så Maigret er alene tilbage i byen, og det har han det lidt underligt med. Han skammer sig lidt over at sætte sig på en god restaurant alene - eller bestille en særlig god vin til maden.

Men et skud sætter en stopper for hans kvaler, da en af hans betjente bliver skudt, mens denne holder vagt udenfor en bygning. Betjenten overlever heldigvis; men overvågningen var oprindeligt kun grundet et "uskyldigt" røveri med en attrap - og den hovedmistænkte er ikke en udpræget farlig mand. De ville bare gerne have fat i ham!

Så Maigret slår to fluer med et smæk, og flytter på ind på pensionatet, de overvågede. På den tid - nogle år efter krigen - er der stadig mange i Paris, der bor i møblerede værelser. Alle deres livsdrømme om livet i hovedstaden ender tit med mange år, hvor hver måned er en kamp for penge. Det er en broget flok mennesker, der bor der - og ejeren er ikke mindst en farverig dame.

Maigret installerer sig i et værelse, og observerer verden derfra - og dermed alle beboerne i de andre lejligheder overfor og rundt omkring. Han fatter mistanke til en helt anden sag - og en helt anden sammenhæng; og så begynder han sin sædvanlige systematiske nysgerrige 'nedbrydning' af målet for hans mistanker. En midaldrende kvinde, der grundet sygdom ligger i sengen hele tiden. Det betyder dog ikke, at der ikke foregår ting og sager i lejligheden - og Maigret har selvfølgelig ret i sin mistanke.

Fru Maigret er stadig kun med i periferien; men de taler da i telefon - men nu kunne hun da godt komme tilbage i historierne, synes jeg?

Saturday, September 16, 2017

Noget om Grace - Anthony Doerr



























  • Engelsk
  • 11.-16. september
  • 423 sider
  • Originaltitel: About Grace

Jeg havde faktisk ret hurtigt købt Doerrs første roman, som faktisk udkom ti år inden hans kæmpehit Alt det lys vi ikke ser. Jeg skulle selvfølgelig have ventet! For jeg var slet ikke så begejstret som resten af verden - og jeg var derfor meget i tvivl om denne. Jeg har virkelig ladet den stå længe i reolen for ikke at være forudindtaget; og håbede, at jeg kunne starte med friske øjne.

David Winkler er en lidt skæv professortype, som allerede som barn har drømme, hvor han tydeligt ser ting ske - og værre endnu, så sker de faktisk til tider. Hans mor forstår drengens problem og virker som den lidt overbeskyttende type. Så David rammes hårdt af hendes død, og lukker sig inde i sin underlige verden, hvor han udlever sin fascination af sne og vand.

Han bliver en lige så kejtet voksen; han er en enegænger, der passer sit arbejde som meteorolog på en tv-station indtil han en dag drømmer, at han vil møde sit livs kærlighed i et supermarked.

Den drøm fuldendes også; og han tager det som alt andet i sit liv som et ufravigeligt tegn uden overhovedet at stille spørgsmål ved sine egne følelser. Hun er gift, men de indleder et forhold - og stikker af sammen, da hun er gravid. Man kan undre sig over, hvad kvinder ser i ham? Han er tydeligt mindre disfunktionel i en autistisk form.

Nogle måneder efter deres barn fødes, rammes han igen af voldsomme drømme og søvngængeri. Denne gang handler det om en voldsom stormflod, der rammer deres hus - og babyen dør; primært fordi han ikke er i stand til at beskytte hende. Den drøm bliver så besættende for ham, at da stormen reelt rammer - så stikker han ganske enkelt af! Helt til Caribien, hvor han gemmer sig i 25 år. Han forsøger at tage kontakt til konen; men hurtigt lader han sig bare nøje med en ussel tilværelse.

Og pludselig efter 25 år tager han retur til Anchorage; det koldeste og mørkeste af Canada, hvor han kuler sig ned i en vinter. Selvfølgelig kommer han for sent - og ungdomskærligheden, Sandy, er død. Men hvad skete der reelt med datteren, Grace?

Det bliver hans livs besættelse, og dog er han så underlig apatisk og usympatisk?

Jeg kunne på ingen måde fatte sympati for hans handlingsmønstre eller adfærd? Jeg synes, at forfatteren trækker det hele i ulidelige langdrag, og jeg overvejede flere gange at give op. Men jeg troede, at der var en fantastisk åbenbarende slutning med Grace - som heller ikke kom!

Skrivestilen er uendelig langsom og alt alt for detaljeret; ikke detaljeret på den fantastiske Victor Hugo-måde .... bare alt alt for meget.

Så jeg endte lige så forvirret over successen som efter hans kæmpesælgende anden roman.

Monday, September 11, 2017

Kongehusets joker - Alex Frank Larsen



























  • Dansk
  • 10. september
  • 251 sider

Jeg blev fascineret af historien, som jeg læste den på omslaget - og endte med at investere de sindssygt mange penge som 300 kroner altså er for en bog, der læses på en enkelt dag!

Historien om Kwasi, som fanges i Ghana, og bliver sendt som slave til Caribien - hvor han ender som en skakbrik i et politisk spil, hvor slaver bruges som prestigegaver til konger og fyrster i det 18. århundrede.

Mange af disse slaver endte som hofnare - som Christian VI's Moranti; og levede ikke liv, der var synderligt bedre end det som slave. Bedre fysiske levevilkår muligvis - men ikke psykiske i form af respekt og anerkendelse som individer. De blev stadig anset som værende under den hvide race i intelligens, men som jokere kunne de bruges.

Historien går lidt dybere i den samtidige kontekst - Danmarks slave- og kolonipolitik; skærmydslerne med Sverige og magtforholdene i Europa, hvor Danmarks position skulle holdes lidt stangen, så vi ikke igen fik Sverige med i nationen og dermed blev for store og farlige.

Historien om det svenske kongehus, hvor man måtte hente en tysk prins ind som arvtager, og et ægteskab, der var strategisk. Her spillede Badin, som blev hans navn, en rolle som hofnar først - men senere som kongens ven og fortrolige. Der er ingen tvivl om, at han formåede at hive sig selv ud af fordommene og løfte sig - han giftede sig to gange med svenske kvinder, men fik aldrig nogen arvinger. Han blev bedsteven med den svenske troubadour, Bellman, og var vidne til skiftet i monarkiet, da kongen døde og hans søn kong Gustav senere gennemførte et reelt statskup, og samtidig sendte sin egen mor, enkedronningen, i eksil ude på landet.

Der er glimrende dokumentation i illustrationer og noter om samtidshistorien. Der er ganske få uddrag af de erindringer, som Badin selv skrev- og det er måske dens svage punkt i forhold til forventningerne. Det er ikke udelukkende historien om en slavedreng, der bliver slotsidol - der er faktisk langt mere fokus på helheden. Den er da interessant - men præmissen for mig var at få et indblik i dette menneskes tanker og følelser. som de jo er overleveret i hans erindringer. Man får blot alt for få uddrag derfra.

Man kunne muligvis vente på, at den eventuelt en dag udkom i paperback-udgave; så ville illustrationerne måske ikke være så gode. Til gengæld kunne man så læse ordentlig korrektur inden trykning - for det er igen et problem! Og så er det ganske enkelt for dyrt, for illustrationer og noter fylder måske halvdelen af bogen. 

Friday, September 8, 2017

Mens vi venter på Bojangles - Olivier Bourdeaut



























  • Fransk
  • 7.-8. september
  • 172 sider
  • Originaltitel: En attendant Bojangles

Den unge franske forfatter har i årevis set på alle bøgerne i sit bibliotek og tænkt, at han aldrig kunne skrive en roman selv. Og da han så gør det, er det en absolut eksplosion af følelser og vanvittige hændelser. Men pakket ind i en sælsom melankoli - for det er jo også en tragisk historie om en lille dreng, der mister sine forældre.

Det starter ganske fortryllende med den lille dreng, der fortæller om det anderledesliv, der leves i hans hjem. Der holdes fester og danses til langt ud på natten.Der drikkes cocktails i spandevis, og alt det kedelige og konventionelle forsages. Moderen har det bedst når hun hvirvler rundt til pladespilleren, der spiller Nina Simone, der synges den triste sang om manden Bojangles og hans hund, der lever på gaden og rejser landet rundt.

De lever i et herskabshjem sammen med en eksotisk fugl, der spankulerer rundt og betragtes som enb del af familien. Men det hele bygger på et temmeligt skrøbeligt grundlag, for man aner hurtigt, at der er ægte galskab til stede.

Bogen fortælles af sønnen afbrudt af faderens dagsbogsnotater, hvor han blandt andet fortæller om sit første møde med moderen. Han indså hurtigt, at hvis han ville elske hende og leve med hende, måtte han acceptere hendes verdensopfattelse.Han måtte også beskytte hende ved at styrke hende i overbevisningen om, at dette var den rigtige verden. Hver dag giver han hende et nyt navn, og allei familien er Des med alt og alle. 

Dette uortodokse liv går selvfølgelig ud over sønnen, som tages ud af skolen og må indordne sig under forældrenes påfund. Drengen ser det hele som en stor fest og synes, at verden udenfor er kedelig og alt alt for voksen. Han drejer med i en spiral, der blot går hurtigere og hurtigere.

De gør op med samtlige konventioner for hvad man kan og bør; men pludselig er der en grænse, der krydses og det går ned ad bakke - stille, roligt og uendeligt trist som noterne i Simones sang.

Det er ikke uden grund, at denne roman fik en utrolig succes i Frankrig- jeg havde ventet længe på paperback-udgaven, og måtte holde igen og igen for ikke at nå slutningen for hurtigt. For man bliver hvirvlet med i deres fantastiske livsglæde og holder vejret for, at det skal lykkes for dem at leve deres version af livet. At der skal være plads til marginalerne og lidt Gatsby-galskab i livet.

Og når man når til vejs ende bør man lytte til den smukke sang, som giver bogen en ekstra dimension i eftertankens lys.


Thursday, September 7, 2017

Havana - Mark Kurlansky




























  • Engelsk
  • 1.-6. september
  • 260 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mark Kurlansky er åbenbart en forfatter, der godt kan lide at skrive i fordybelse om helt almindelige ting. Således har han skrevet bøger om så forskellige ting som østers, papir, salt, torsk ... og de sælger!

Den bog jeg faldt over, er jo i den forstand yderst traditionel - den handler nemlig ganske enkelt om byen Havana i Cuba. Jeg rejser dertil om en måneds tid -og lidt forberedelse skal der jo til. Jeg har min Michelin-guide (faktisk fra da jeg for fire år siden besøgte hele sydkysten af øen) - men lidt uddybende litteratur er bestemt ikke af vejen.

Det er en rigtig lækker bog. Tykt lækkert papir og en dejlig indbinding i et smukt omslag; derfor var jeg også villig til at betale lidt mere. Oprindelig regnede jeg jo med, at den ville værelæst på to dage -men så kom en anden bog jo lige på tværs. Det er sådan en smuk lille sag til reolerne med rejseskildringer.

Kurlansky fortæller os hele historien om Cuba tilbage fra den først blev opdaget, kolonialiseret ... og hele den skiftende periode med amerikansk og/eller spansk herredømme.
Det er jo fascinerende at læse om Cubas storhedstid som amerikansk ferieparadis - i stærk kontrast til den virkelighed, der er i dag selvom den er noget opblødt nu. 

Cuba er virkelig et af de mest speciellelande, jeg nogensinde har besøgt! Folk er højt uddannede, og har principielt penge - men der er ingenting at købe. I Afrika, hvor jeg jo også har rejst meget, findes alting at købe - men der er ingen penge! Jeg tror først, at det er efter nogle dage i Cuba, at man pludselig indser, hvor anderledes det er. Ingen reklamer for produkter - nogen steder! Men store billboards med revolutionære budskaber - og så musikken, der fylder ethvert gadebillede.

Kurlansky kommer selvfølgelig også ind på kulturen - maden, kvinderne, sangene, digterne, stemningen. Jeg synes, at han til gengæld kommerlet og elegant udenom Buena Vista Social Club, som jo udenfor Cuba i hvert fald er blevet synonym med deres musik.

Men han berører jo Hemingway- ham kommer man ikke udenom i Havana. Da jeg var på sydkysten handlede det jo meget om Castro og Che Guevara; det var mindre byer som Santa Clara, Trinidad, Cienfugos osv.

Havana er noget helt andet - og jeg glæder mig vanvittigt til det; og til at køre i smukke gamle amerikanerbiler. At besøge de mange smukke pladser og kirker - og jeg skal helt bestemt smage de retter Kurlansky anbefaler i sin bog. 

Bogen er en meget fin start på ferien, som er helt anderledes end en traditionel turistguide; men skal man ikke til Havana er den måske mindre interessant?

Wednesday, September 6, 2017

And Then There Was Silence - Jan Grarup



























  • Engelsk
  • 2.-5. september
  • 496 sider
  • Dansk titel: Ikke nødvendig!

Jeg var jo faktisk gået i gang med en bog som rejseforberedelse; men i lørdags udkom så den længe ventede fotobog af Jan Grarup, som jeg havde forudbestilt i juli måned. To eksemplarer faktisk, da den er så smuk, at et eksemplar skulle bruges i gave.

Der er måske ikke meget tekst; men det der er, skal bestemt læses.

Det gælder Grarups egen indledning om baggrunden og idéen med hans bog.

Det gælder det vanvittigt smukke forord af Dalai Lama, som virkelig giver stof til eftertanke. Især måske den afsluttende sætning om, hvorledes vi fødes og dør omgivet af kærlighed og omsorg. Men i al den tid indimellem har vi så svært ved at give eller vise den samme omsorg specielt til mennesker i nød.

I slutningen af bogen er der en lille tekst til hvert af hovedafsnittene i bogen, som er inddelt geografisk - Iran, Mosul, Hebron, Afghanistan, Rwanda, Haiti osv. De forklarer lidt om de humanitære kriser dette land eller område er ramt af, og dermedbaggrunden for billederne.

Og så er der de utroligt mange sort-hvide billeder. Uden tekst. Der findes billedtekst til samtlige bagerst i bogen - men fokusér nu først på billederne. Sug det hele ind!

Principielt tager det nok længere end at læse en hvilken som helst anden bog på 500 sider; jeg bruger i hvert fald mange minutter på at tage hvert foto ind. Ikke noget hurtigt bladrende igennem - for det fortjener virkelig opmærksomhed. Jeg indrømmer dog, at et par enkelte stykker var så voldsomme, at jeg fik det lidt skidt med at kigge på dem.

Det er meget barske sager, der giver knude i maven og tårer i øjenkrogen. Men nogle fotos vidner da også om håb! 

Det er en bog, man ikke ser i en enkelt gang - en ren perle på trods af de voldsomme billeder. Men verden er ikke blid!

Wednesday, August 30, 2017

Une part de ciel - Claudie Gallay



























  • Fransk
  • 23.-30. august
  • 602 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Claudie Gallay er faktisk en forfatter, jeg rigtigt godt kan lide - men det er faktisk en del år siden, keg sidst læste hende. Måske fordi den roman ikke greb mig så meget som de forrige. Men nu var der gået passende lang tid, og hendes særegne rolige tempo passede perfekt til den trang, jeg havde til at fordybe mig i en lidt længere roman end de senere.

Hun er særdeles glad for lidt øde og dystre landskaber; det foregår aldrig i sol og sommer - altså faktisk på nær den ene roman,jeg ikke brød mig om. Tankevækkende! Det er lidt som Pamuks Istanbul, hvor der også altid er gråt og en anelse farligt.

Gallays yndlingsemne er forholdet mellem mennesker; helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, som jo alligevel er særlige fordi det er netop deres liv.

Carole er en nylig fraskilt kvinde i starten af fyrrerne, som rejser op i bjergene for at mødes med sine søskende - en ældre bror, Philippe, og en yngre søster, Gaby. De mødes fordi de regner med at deres far efter flere år fravær vil dukke op. De har modtaget en snekugle, som igennem hele deres liv har været en form for kodeord for hans tilbagevenden efter endnu en pause fra familien. Ikke nødvendigvis grundet en krise; snarere hans wanderlust.

Og nu sidder de så der i december måned, og venter på ham igen. De to andre bor permanent i bjergene, og trives med de barske levevilkår - Carole er bymennesket, der rationaliserer og bør forholde sig til alting. Og at være retur i barndommens omgivelser vækker minderne om den brand, hvor deres mor måtte vælge to af de tre børn, da hun skulle redde dem ned fra loftet. Søsteren - oven i købet den yngste - blev fravalgt, og lider nu af kroniske helbredsproblemer. Og Carole af kronisk skyld.

Der foregår egentlig ikke så meget i den halvanden måned. De venter. Hvert kapitel er en dag. Og hver dag starter med, at Carole fotograferer servitricen fra den lokale bar, når hun ryster lagener. Det er et underligt stilleståendemiljø, men hvor netop de små ting, og de humane relationer pludselig får en anden og dybere dimension. Det er mindst lige så megetdet, der ikke sker og det, der ikke siges, der giver betydning.

Jeg tror ikke, at hendes romaner ville finde et dansk publikum - men på fransk er de stort set altid skønne!

Thursday, August 24, 2017

Jomfruen fra Norge - Tore Skeie



























  • Dansk
  • 20.-22. august
  • 317 sider


Det er jo yderst sjældent, at jeg læser danske bøger - primært grundet den ufatteligt elendige korrekturlæsning disse ofte præges af. Der er en grum mangel på kvalitetskontrol hos danske forlag må man formode. Desuden er bøgerne ofte forholdsmæssigt dyre grundet de små oplag. Men denne fandt jeg til en god pris.

Denne var jo heller ikke som sådan dansk, da den er oversat fra norsk - men den var dog på dansk. Og den var heldigvis af en glimrende "teknisk" kvalitet. Historien i sig selv var ovenud fantastisk og dybt fascinerende.

Jeg læser heller ikke nær nok om nordisk historie; hvor jeg til gengæld har spist mig igennem utallige bind af biografier af franske og engelske monarker og deres landes historie. Så det var fornyende og interessant at finde en så velskrevet biografi af personer og en tidsalder, som var ny for mig.

Det 14. århundrede har muligvis færre skrevne overleveringer i Norden end i det sydligere Europa - ikke desto mindre er det en ufatteligt spændende periode, hvor magten skifter konstant mellem de tre kongeriger, der skulle ende med at blive et for noget tid. Inden de igen blev splittet på kryds og tværs, og nu er tilbage ved udgangspunktet som tre lande.

I 1290 sendes en ung norsk prinsesse, Margrete, på et skib mod Skotland. Hun er norsk prinsesse og skotsk barnedronning gennem sin mor; og nu skal hun vies til den engelske tronarving for at sikre Englands fredelige overtagelse af Skotland. Men skibsrejsen er brutal her om vinteren, og ankommet til Orkney-øerne dør hun, og vender tilbage til Bergen i en kiste.

Det bliver på sin vis starten på en turbulent tid i de nordiske lande, som styres af Håkon V i Norge, Erik Menved i Danmark (efter, at faderen Erik Klipping jo brutalt var blevet myrdet i Finderup Lade) og endelig kong Birger i Sverige.

De er alle intrigante og kampstridige, og landegrænserne er jo slet ikke som i dag. Især Sverige er kompliceret, da store dele tilhører enten Norge eller Danmark - især det eftertragtede Halland, som styrer søfarten og dermed toldafgifterne. Den svenske konge lider under to brødre, Erik og Valdemar, som har umådeligt svært ved at kende deres plads under kongen, og konstant forsøger at skabe alliancer for blot at bryde dem igen ved først givne lejlighed. Ikke desto mindre bliver hertug Erik forlovet med Håkons unge datter, allerede da hun var spæd - selvom han i flere omgange forrådte hendes far kongen. 

Det interessante ved denne historie er måske netop, at synsvinklen er Norge - vi betragter Danmark deroppefra og det giver et helt andet billede end vores egen historie, hvor Norge jo mere har været underlagt os. Men på den tid var Norge vigtig; det stoppede så i midten af det 14. århundrede, og da de endelig blev selvstændige igen i 1905 var det jo med et konstitutionelt monarki.

Det er en spændende og hæsblæsende skildring af magtkampe og krige (selvom disse nu mest var langsommelige belejringer uden meget aktion); men også så vidt det er muligt med personskildringer af disse mennesker om hvem vi ved så lidt.
De levede kort og intenst, og deres person blev mest målt i værdi på ægteskabsmarkedet. Alligevel fremstår de realistiske, og man glemmer helt, at det ikke er en roman.

Jeg var meget begejstret, og har bestemt lyst til at dykke mere ned i nordisk historie nu.