Saturday, July 15, 2017

Maigret (Novellerne) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 1. april - 15. juli
  • 800 sider


Jeg startede jo på Maigret-serien i november 2016, og besluttede mig for at følge den helt kronologisk. Jeg lavede en liste med rækkefølge af romaner og også noveller, for dem skrev han nemlig også en del af.

Så jeg læste de første nitten krimier, og så holder Simenon en pause. Netop som Maigret er retur fra sin pensionerede tilværelse, og man tror, at det starter igen. Men det var i 1934, og politikken i Europa ændrede sig jo - og Simenon havde en besværlig tid under okkupationen. Han arbejdede for et tysk filmselskab - Continental - som var ejet af nazisterne. I sine unge år havde han skrevet indtil flere antisemitiske artikler, og hans standpunkt er vist ikke helt klart.

I novellesamlingen er der en enkelt novelle fra ca. 1938, som omhandler en togrejse med en fransk kvinde, der forsøger at smugle en jøde ind over grænsen til Belgien; men det er det tætteste Simenon kommer på at omtale krigen. Det er jo i sig selv bemærkelsesværdigt for en forfatter, der var så produktiv som han var. Derfor er hans præferencer til stadighed dubiøse - og det gør tjener ham bestemt ikke til ære.

Ì perioden efter krimi nummer nitten skriver han således enogtyve noveller, som også har Maigret som hovedperson - men måske er hans egen person lidt påvirket af krigen og hans holdninger. 

Ikke desto mindre er det rene mesterværker; mange af de første er knap femten sider lange - men de formår at indeholde opbygningen af et mysterie og opklaringen. Det er af en anden støbning, med en Maigret, der hurtigere finder ind til sagens kerne - men plottene er eminente. Det er særdeles fremragende at kunne formå dette på så få sider, og jeg var behørigt imponeret.

Efter den lange pause skriver han igen, og de sidste syv noveller strækker sig langsommeligt over årene 1942-1950; men jeg fulgte jo kronologien til fulde.

Netop ved at gøre det, ser man også, at han i den sidste del jonglerede mellem krimier og noveller - der er den samme tendens til at bruge et navn, et sted eller et plot fra den tidligere krimi eller novelle. Det er en perpetuel bevægelse, som også gør, at Simenon ikke kan slippe sin Maigret, som er blevet en så integreret del af ham selv - eller måske hans alter ego? 

Det var lidt pinsomt for mig at have en bog liggende i måneder; det strider imod alt, hvad jeg ellers plejer at gøre - men det giver bestemt mening at gøre tingene ordentligt!


Friday, July 14, 2017

Skæld ud på Gud - Preben Kok




























  • Dansk
  • 14. juli
  • 120 sider

Jeg kan godt lide bøger skrevet af præster; som mange andre, startede jeg vel med Johannes Møllehave, som var så populær i 1990'erne. Jeg læste Kathrine Lilleørs smukke bog for 2½ år siden, og tænkte dengang, at jeg skulle genlæse Bibelen - det skete så ikke.

Min tro er meget privat - netop fordi det er så tabubelagt i Danmark. Hos mig spirede den først med de mange besøg i katolske kirker, da jeg boede i katolske lande. Jeg elsker katolske kirker med al deres pragt og overdådighed af malerier, skulpturer og symboler - der er danske kirker desværre en tam sammenligning!

Derfra startede min interesse for især renæssancekunsten, og der bliver man nødt til at forstå bibelske historier og symboler for at forstå malerierne. Jeg besøger altid kirker, når jeg rejser - i Danmark er de trist nok altid lukkede ... pånær søndag morgen. Det forstår jeg ikke? En kirke bør stå åben hver dag. Derfor besøger jeg dem i udlandet; jeg beder; jeg tænder et lys - og til tider snakker jeg med en præst.

Herhjemme ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle henvende mig? Måske fordi jeg ikke er så tæt på en så nærværende præst som Preben Kok, som lader til at være meget tilgængelig for sine sognebørn. Det er nok ulempen ved at bo i København og ikke i Engum! 

Preben Kok arbejder til dels som sygehuspræst, og hans historier i bogen er derfor tit taget fra situationer med døende eller efterladte. Det er stærke historier om, hvordan man finder roen til sidst. Der er dog også historier om andre, der lider på den ene eller den anden måde - en enkelt fik mig til at græde i bussen i morges. Længe leve sommeren og solbriller! Det var et intimt øjeblik i fuld offentlighed.

Blandet med disse historier er der fine betragtninger om livet og personlige forhold - hvad enten der er familie, par, arbejde, venner.... smukke filosofiske betragtninger.

Men det jeg måske var mest rørt over var hans genfortælling af Klods-Hans, hvor han netop drager parallellen til Peter, Paul og Johannes - alt, alt for få ved, hvor meget Bibelen er omnipresent i vor dags historier. Bibelen er den ultimative røverhistorie - den har alt! Men samtidig stammer alting jo derfra - navne, mønstre, symboler, handlinger ... det hele kan trække tråde tilbage til kardinalsynder og bibelske historier. Men i dag er det jo nærmest skamfuldt at læse en Bibel ... hvorfor jeg endnu engang må love mig selv, at jeg vil gøre det!

Thursday, July 13, 2017

Arizona-mysteriet (XXXII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12.-13. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret chez le coroner

Knap er Maigret tilbage fra sin tur sydpå med den engelske detektiv, før han sætter kursen mod Amerika. Dog er der gået to år, som det nævnes i historien - men Simenon skrev den nu alligevel i 1949 også.

Men nu er han altså blevet inviteret til Amerika for at observere deres metoder - og man kan næppe forestille sig noget menneske mere uegnet til Amerika end netop Maigret. Alt, hvad han står for, kan jo ikke lade sig gøre her, opdager han hurtigt, da han sidder i en retssal. Fem unge mænd er fremstillede for en eventuel forbindelse med en ung kvindes død. Men de afhøres offentligt - og en jury skal derefter afgøre, om de skal anklages eller ej. Det er langt fra de lidt mere håndfaste metoder Maigret ynder at anvende i sit kontor med udsigt over Seinen.

Og spørgsmålene!!! Der bliver jo ikke gået til dem???

Han irriteres over stort set alle amerikanske skikke - colaerne, at alle kalder ham ved fornavn ... og det bliver lidt pinligt, da han også må indrømme, at han intet kørekort har. I Paris går han jo meget - men herovre kører alle om så det er for hundrede meter. Ordentlig spiritus har de heller ikke, og i det hele taget ser han hurtigt igennem deres dobbeltmoral.

Hele historien foregår stort set i retssalen, hvor han lytter og observerer - som den første i hele serien, er denne krimi illustreret med vidnernes tegninger af de jernbanespor, hvor den unge kvinde blev fundet død.

Men han er jo også irriteret - for det er ikke sådan han ville gøre det. Han forsøger at influere 'the coroner' - og denne hører da også på ham. Men amerikanske metoder har deres eget kodeks. Endelig kommer der dog et frembrud i sagen, og netop der må Maigret rejse videre til Hollywood, så han ikke får slutningen på sagen.

Men han havde jo også inden gætte, hvordan alt hang sammen!

Tuesday, July 11, 2017

Min ven Maigret (Maigret XXXI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 10.-11. juli
  • 220 sider
  • Originaltitel:  Mon ami Maigret

Efter hoppet tilbage til Maigrets debut i politiet, er vi tilbage i 'nutiden'.

Maigret sidder med en lidt krakilsk 'kunde' på Politigården, da han bliver ringet op af en kollega, som for tiden er udstationeret i Sydfrankrig, og nu er blevet kaldt til Porquerolles, hvor en tidligere kriminel nu er blevet dræbt. Det mystiske er, at han aftenen inden sin død pralede af sit venskab med kommissæren - og man er lidt nervøs for om nogen nu er ude efter Maigret selv.

Derudover har den stakkels Maigret besøg af en engelsk detektiv fra Scotland Yard - han har ikke meget til overs for denne kedelige mand, som ikke drikker - og han er vist også lidt bange for ikke at kunne leve op til det. Men der er jo ikke andet for end at tage englænderen med til Sydens sol.

Det er en af de mere morsomme af krimierne - måske også fordi man læser den i dag. Maigret undrer sig for eksempel helt legitimt over, at man kan ringe til ham fra den lille ø - det vil sige, at der er telefonkabler under vandet?

Og nutidens moderne luner finder også ind - som med 'den olie kvinderne smører på sig for at blive brune' .... moderne tider! Men 'le bagne' findes stadig - altså en straf som arbejder, som oftest på et af marinens skibe - og som er blevet udødeliggjort i Hugos De Elendige. Det blev afskaffet i 1938, og de sidste fanger blev løsladt i 1953. Denne krimi skrev Simenon i 1949 - og hans kriminelle bekendtskaber kunne altså ende der.

Der er mangt og meget lystigt i denne opklaring med englænderen ved hans side; det er pittoreske Sydfrankrig blandet med cougar-kvinder og professionelle kunstfalsknere. En anderledes og særdeles morsom historie. Maigret er altid meget underholdende på udebane!

Sunday, July 9, 2017

Maigrets første sag (Maigret XXX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: La première enquête de Maigret

Nå, nu er vi da virkelig ude i noget helt andet!

Efter at have fulgt en stort set kronologisk fortælling af Maigrets liv og sager, så er vi pludselig tilbage ved hans allerførste opklaringssag i 1913. Der er Maigret 26 år gammel, og han har været gift i fem måneder. Han og fru Maigret er netop flyttet - midlertidigt - ind i den berømte lejlighed på Richard-Lenoir ... hvor garvede læsere jo ved, at han stadig bor fyrre år senere.

Men lige nu er han en lille kontormus - han sidder bag et skrivebord på et inferiørt politikontor i en bydel af Paris. Han tager sig af administrativt arbejde, mens han drømmer om at nærme sig det store politihovedkvarter inde i centrum af byen.

En sen nat kommer en yngre mand ind, og fortæller, at han har forsøgt at komme ind i et hus, hvor en ung kvinde råbte om hjælp fra et åbent vindue. Han blev slået ned af butleren - og vil både melde volden, men også hente forstærkninger. Huset tilhører en rig familie, og Maigret bliver hurtigt gjort til grin - de påråber sig deres forbindelser til hans chef og hele Paris' elite. 

Maigret er dog overbevist om, at der er et lig et sted - og den unge mand beslutter sig for at hjælpe ham. De to begynder deres egen lille efterforskning, og chefen tager det til dels pænt - han føler vist, at Maigret skal løbe hornene lidt af. Men da tampen brænder, så stikker de høje herrer kæppe i hjulene for ham.

Det er morsomt at se den unge Maigret; han er lidt forarget over drikkeriet fra morgenstunden. Han forarges over de riges magt, og han imponeres voldsomt af kontorerne på Politigården. Alt det, som senere ændrer ham - men dog bevarer han jo altid sin forkærlighed for de svage i samfundet.

Simenon formår virkelig at skildre ham som man ville forestille sig ham som ung. Det er underholdende og lidt underligt, da man lige skal situere ham. Og så er tiden jo også en helt anden, end da de første 'rigtige' sager starter i 1930'erne! Det er 'biler' med heste foran - og et andet moralkodeks, som i virkeligheden er det, der skal beskyttes - fremfor at finde den rigtige morder.

Men for at lukke munden på den unge betjent kommer han da til Politigården - så det er vel i sidste ende hans held, at han fandt sig i den løgn, der blev den offentlige historie.

Thursday, July 6, 2017

Det ukendte offer (Maigret XXIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 5.-6. juli
  • 220 sider
  • Originaltitel: Maigret et son mort

En sen nat deponeres et lig midt på Concorde-pladsen i Paris. Det undrer jo Maigret - for her er man da sikker på, at det ikke kan holdes hemmeligt i lang tid. Men det er tilsyneladende heller ikke meningen. Det er snarere en magtdemonstration og et tegn på, at 'man' ikke vil finde sig i at blive intimideret.

Maigret skal først finde ud af, hvem den døde mand er - tilsyneladende en uskyldig lille caféejer, som aldrig har været i klammeri med nogen. Men alligevel er der en hel bande af tjekkiske mafiafolk løs i Paris' gader, som har dræbt ham.

Mysteriet bliver derfor snarere at fange dem; det foregår i uendelige forfølgelser rundt i byens gader. I stedet for blot at anholde dem, så følges de til bens eller i bil i timevis - det er udmattelsestaktik. Desværre bliver nogle af dem dræbt af deres egne - når faren kommer for tæt på. Og de ender jo med at føre Maigret direkte til åstedet.

Gruppen viser sig at stå bag indtil flere yderst bestialske mord på gårde lige udenfor Paris. Og hvrofr skulle den uskyldige mand så dø? Han havde såmænd blot opdaget, at det var den berømte bande, som politiet ikke kunne finde.

Det er dejligt at læse de krimier, hvor man føler sig hjemme i Paris - selvom mange ting er anderledes, så kommer man på en guidet tur rundt i byen med Maigret; gadenavnene er familiære og man er næsten med ham derude.

Tuesday, July 4, 2017

The Rival Queens - Nancy Goldstone



























  • Engelsk
  • 1. - 4. juli
  • 448 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg har læst flere biografier af begge de damer - Catherine de Medici og hendes datter, Marguerite de Valois - eller Margot, som hun også kaldtes.
Den mest berømte af datteren er vel nok Alexandre Dumas' skildring; men jeg har også læst den mindre dramatiserede version af historikeren Garrisson.

Af moderen eksisterer der ligeledes en del - og ingen af dem er helt til hendes store fordel må man sige. Denne biografi beskriver lidt tættere netop deres forhold, og koncentrerer sig derfor mest om de år fra datteren bliver gift i 1572, og til moderen dør i 1589.

Det starter selvfølgelig med Pariserblodbrylluppet, hvor moderen foranlediger nedslagtningen af tusinder af protestanter, på trods af datterens bryllup med protestante Henry af Navarre. Dernæst følger år, hvor moderen konsekvent spiller datteren ud mod hendes sønner - og hun nåede jo som bekendt at sætte tre styks på den franske trone som konger.

Catherine de Medicis unge ægteskabsår var særdeles ulykkelige - med en notorisk utro mand - og måske blev hun derfor ret så kynisk, og alt skulle opgøres i politisk interesse. Der var ikke meget plads til følelser - og da slet ikke overfor datteren, som jo blot var et aktiv, der skulle investeres fornuftigt.

Marguerite de Valois er blevet beskyldt for alt fra incestuøse forhold til sine brødre, til at at være en maneater. Men hun blev gift som purung med en mand, der virkelig ikke ville hende - eller hendes familie eller hendes kongedømme. Han var ligeså utro som faderen havde været - og hun forsøgte vel blot at skabe sig sin egen lykke.

Bogen i sig selv kaster ikke noget nyt lys over nogen af begivenhederne; men ved at holde fokus på mor-datter-forholdet, giver det et andet perspektiv end de andre bøger, hvor forfatteren muligvis 'forsvarer' sin protagonist i biografien. 

Desuden var den særdeles velskrevet, og der var ingen - som i slet ingen - historiske fejl i den. Det er jo nærmest et særsyn!

Friday, June 30, 2017

Maigret og sølvknivens hemmelighed (Maigret XXVIII) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 29.-30. juni
  • 190 sider
  • Originaltitel: Les vacances de Maigret

Det var en noget lang og snørklet titel på den danske oversættelse; det lyder lidt Harry Potter-agtigt?

Den franske titel er jo Maigrets ferie, for han er nemlig på ferie ved vandet - men bruger ikke meget tid i de små badehytter på forsiden. Fru Maigret er nemlig blevet opereret for blindtarmsbetændelse, og ligger nu rekonvalescerende på et hospital drevet af nonner. Så Maigret er helt alene, og får sine dage til at gå med sine faste rutiner ... et glas hvidvin på en café om formiddagen; et opkald til hospitalet; frokost med en lille armagnac bagefter og kl. 3 hver eftermiddag besøger han fruen.
Derefter er det tid til endnu en café og en lille en, hvor han ser byens bedre borgerskab, der spiller bridge.

En dag finder han dog en seddel i sin lomme, der indtrængende beder ham om at se patienten, der ligger på stue 15. Det når Maigret ikke, for næste morgen er hun død af et kraniebrud, hun pådrog sig ved et fald ud af en bil. Chaufføren var ingen ringere end byens respekterede læge, som er en del af bridgeklubben.

Maigret keder sig, og når man ligefrem smider et mysterie foran næsen på ham... så han besøger lægen, hvor han ser en teenagepige forlade huset i al hast. Han vil meget gerne finde pigen igen, da hun tilsyneladende er den eneste, der har adgang til lægefruens værelser - og ører!

Men den unge pige findes kvalt i sin seng næste morgen, og så er Maigret fyr og flamme. Godt nok er han på ferie, og godt nok er det slet ikke hans opgave at blande sig i andre politikredses arbejde, men han kan jo ikke lade være!

Og han ender jo med at opdage to mord - og et selvmord forårsaget af de to andre mord. En skøn intrige om ulovlig kærlighed og familiehemmeligheder. Ikke just en afslappende ferie; men selv fru Maigret kan jo se under hans daglige besøg, at han trives bedst således.

Wednesday, June 28, 2017

Maigret i New York (Maigret XXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 26.-28. juni
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret à New York

Det er virkelig sløje læseperioder, når det tager mig tre dage at komme igennem sølle 190 sider. Juni bliver indtil videre den måned i 2017, hvor jeg får læst mindst! Forhåbentlig kommer koncentrationen snart retur, for jeg synes jo ikke, at tiden går med noget andet og mere spændende. 

Så selv en lille Maigret blev pludselig en stor ting - men det var det faktisk også for Maigret, da han ender helt i New York. Endnu engang er han blevet lokket ud af sit pensionseksil af en ihærdig "kunde"- denne gang en ung mand, hvis far er bosat i New York. Sønnen er bekymret for faderen, da der foregår mystiske rokeringer i familieformuen, og faderen virker mere stresset end tidligere. Så de stiger om bord på skibet, og pludselig er Maigret i New York. Maigret, som synes, at Côte d'Azur er lidt for voldsomt. Maigret, som ikke taler et ord engelsk. Maigret, som trives bedst i vante omgivelser - eller, hvor han hurtigt kan gøre dem til sine omgivelser. Det kan man ikke sådan lige i New York.

Sønnen forsvinder ved bådens ankomst. Faderen virker mildest talt ikke glad for at se Maigret. Men i stedet genser han den amerikanske kollega, som var i Paris og hjælpe ham i sagen i nummer XXII.

Han trøster Maigret lidt ved at tage ham med på et fransk brasserie i byen; og han forklarer Maigret om frihedsprincippet i Amerika. Det er svært at komme ind - men er man først inde, så kan politiet ikke blande sig i meget før der foreligger en reel forbrydelse. Nogle lidt andre metoder end Maigrets vanlige facon.

Det er gangsterstil med italiensk mafia, og folk, der køres ned på åben gade. Det er skumle værtshuse og fallerede cirkusartister. Og det er historien om to mænd, der sammen drog til Amerika for at finde lykken. Den ene måtte hjem til Frankrig i en periode, og da han vendte tilbage havde vennen taget hans kone - og hvordan kunne man vide, hvem der var far til det barn, der var født?

Maigret finder efterhånden sine rutiner i storbyen - selvom det jo stadig er forbandet, at de ikke snakker fransk, og drikker whisky i stedet for cognac. Det var sjovt at tage ham lidt ud af sin comfort zone, men som udgangspunkt er Maigret jo bedst på hjemmebane!

Sunday, June 25, 2017

Just Kids - Patti Smith




























  • Engelsk
  • 25. juni
  • 320 sider
  • Originaltitel: Just Kids

For tre år siden så jeg de to fantastiske Mapplethorpe-udstillinger i Paris, og købte en biografi af ham. Jeg købte ikke Just Kids, som de selvfølgelig kun solgte på fransk. Men den kom så med posten forleden dag - og i går helligede jeg mig Patti og Robert hele dagen!

Jeg har aldrig været en stor Patti Smith-fan; det er ikke lige min type musik - og det ændrer bogen næppe ved. Til gengæld giver den et fantastisk indblik i New York i slutningen af 1960'erne og 1970'erne, hvor de to mødte hinanden. De var knap tyve år gamle, og viste ikke andet, end at de ville bo i New York, være en del af det pulserende og spændende liv. Mapplethorpe ville være rig og berømt - men havde endnu ikke fundet sit kald i fotografiet. 

De var kærester; han havde nemlig heller ikke fundet sit andet kald - mændene! Men når pengekassen var tom, så solgte han sin krop til tilfældige -og da var det mænd og ikke kvinder. Var det en undertrykt tiltrækning, der skulle afprøves? Sikkert!

Efter nogle år mærker Patti dog, at deres liv tager forskellige retninger - men de forbliver sjælevenner for altid. De boede sammen på det legendariske Chelsea Hotel; og når man læser om det, er det jo en 1970-udgave af Paris halvtreds år tidligere. Ikke længere Picasso & Co. der holdt hof, men den verden, der drejede omkring Warhol og de nye kunstneriske drejninger, der prægede en tid med frigjorthed, stoffer - og al den løsslupne sex, som blev fatal for så mange af dem.

Man skal måske være en anelse mere fascineret af Patti Smith for at få det fulde udbytte af bogen; det handler jo også om starten på hendes karriere. Der var jeg selvsagt lidt fortabt - men det var interessant at læse om Mapplethorpes spæde start med et kamera i hænderne - og så var det faktisk befriende at læse en version af hans liv, hvor det hele ikke handler om mændene.

Det handler om deres venskab; også om deres kampe - hver for sig og sammen - for at holde sammen på et venskab efter, at forholdet er slut. Et venskab, der bliver mere distanceret i 1980'erne, hvor Smith gifter sig og slår sig lidt til ro- og hvor Mapplethorpe gør alt det modsatte. Det var hans vildeste år på alle mulige måder; men også de år, hvor sygdommens grimme ansigt stak frem og man døde efter ganske få år. 

Det slutter med hans død, og deres genforening på sygelejet - og det er meget rørende læsning; for de havde uden tvivl et meget stærkt bånd. Det er underholdende læsning om tiden på Chelsea, og så er det jo et billede af en tid, som aldrig kan komme igen - ikke med den galskab og ubekymrethed, der sluttede med den generation. 

Saturday, June 24, 2017

La Porte - Magda Szabó



























  • Fransk
  • 20.-24. juni
  • 352 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Magda Szabó er en ungarsk forfatter, der døde i 2007 - 90 år gammel. Men berømtheden er som for så mange andre kommet posthumt - i hvert fald uden for landets grænser.

'Døren' udkom i Ungarn i 1987, og blev oversat til engelsk i 1995. I 2003 blev den oversat til fransk, og modtog en fin litterær pris; og nu er den uvist af hvilken grund sprunget op på salgslisterne igen - hvor jeg så den. Hun er ikke oversat til dansk; men jeg er overbevist om, at denne historie sagtens ville appellere til et dansk publikum.

Bogen er skrevet fra fortællerens og synderens synspunkt; det er en form for lang syndsforladelse, der indledes med bekendelsen af at have dræbt Emerence. Vi ved ikke endnu, hvem Emerence er eller hvordan hun døde. Fortælleren er nu selv en gammel dame, men disse minder forfølger hende i drømme. Hun skal af med sin historie, og så får vi historien om Emerence og fortælleren, som er en populær forfatter - uden, at det dog antydes om det er selvbiografisk. Dog hedder fortælleren også selv Magda.

Magda og hendes mand har behov for en hushjælp, og de forhører sig i nabolaget. Dog bliver det Emerence, der ansætter dem til sidst - for de skal på prøve som arbejdsgiver, og først når hun har set dem og deres snavs an vil hun beslutte sig - og fastsætte en pris. Emerence er ikke ung længere, men hun arbejder døgnet rundt, og sover aldrig. Hun er samtidig portnerske, og selvom ingen må komme ind i hendes bolig, så ved man, at hun ikke ejer en seng - men sidder ret op og ned i sofaen om natten.

Magda stræber efter Emerences kærlighed og anerkendelse, som et barn vil en mors. Men Emerence kaster i stedet sin kærlighed på parrets hund, som udviser nærmest overnaturlige evner i hendes tilstedeværelse. De to kvinder har et kompliceret forhold, og Magda forbander hende langt væk - men kan ikke undvære hende. Men hun vil så gerne have noget igen. Emerence til gengæld har sine principper, og hun siger det, hun vil - når hun vil. Således får Magda i brudstykker hendes livshistorie - men aldrig den hele. Andre får andre småbidder, så hele gaden har noglebrikker til puslespillet - men igen ved, hvem der har de, der mangler.

Emerence værger helligt om sit hjem og den dør, der ikke må åbnes ind til huset. En enkelt gang får Magda lov at komme ind, da Emerence skriver hende ind i sit testamente. Det er nok den ultimative kærlighedserklæring, selvom Magda ikke ser det som sådan på tidspunktet.

En streng vinter bliver hun syg; hun nægter at søge læge og til sidst lukker hun sig inde bag sin dør.

Magda finder på en undskyldning til at lokke hende ud; men må selv haste væk til et tv-show, da naboer og læger bryder den berømte dør ned. Det bliver dette svigt, der kommer til at koste Emerence livet i en forstand - og som kommer til at forfølge Magda resten af livet. Det bliver hendes ultimative lærdom i humanitet på trods af hendes dybe religiøse tro, som Emerence altid gjorde grin med.

Magda troede vel selv, at hun var bedre end Emerence i kraft af sine gerninger og villigheden til at elske den gamle dame. Den gamle dame elsker hende også; men ved, at hun ikke kan regne med hende, når det virkelig gælder - og det er det eneste tidspunkt, vi virkelig har behov for trofasthed.

Der sker i lange perioder ikke meget i bogen, og dog er den vanvittigt kompakt og fængende. Mange sætninger er ½-1 side lang, og det er et fortryllende tungt og religiøst sprog, der fører os igennem de to kvinders dans om livets kerne. Der er manden, hunden og de andre naboer - men de er alle sekundære i den kamp de to kvinder udspiller med hinanden i mere end tyve år.

Det er absolut ikke mainstream; og jeg måtte give den tid. Men hvis den udkommer på dansk, kan den kun anbefales - ellers er den jo på engelsk!

Tuesday, June 20, 2017

Maigret se fâche (Maigret XXVI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 19. juni
  • 156 sider
  • Dansk titel: Ikke fundet

Mine læsestunder lider desværre lidt under al det andet, der sker omkring mig; så jeg slapper ikke af ved læsningen, som jeg ellers plejer. Men jeg fortsatte da med novellerne i Maigret-kronologien - selvom jeg efterhånden ikke kan finde rundt i den.

Jeg har taget kronologien ud fra udgivelsestidspunktet i diverse lister fundet på Wikipedia etc. Der findes, så vidt jeg kan se, ingen værker, der omhandler Maigret-serien - set i sammenhæng. Det kunne ellers være interessant at se en analyse af tidslinien, de andre protagonister (som hans inspektører Lucas, Janvier etc.). For tidslinien er lidt flydende!

Denne krimi udkom i 1947, men i slutningen af bogen skriver Simenon selv, at den er skrevet i 1945 i Canada. Muligvis blev den ikke udgivet på tidspunktet på grund af krigen? Desuden optræder den ikke på nogle danske lister over hans krimier, så jeg kan ikke finde den danske titel. Men nu er Maigret igen tilbage i sin pensionisttilværelse i Loire-dalen - hvorfra han ellers var vendt retur i nummer 20, som udkom i 1939. Så man skal nok ikke hænge sig meget i den kronologi - og den alder, som Maigret vil have fremover, da den ikke følger tidens udvikling.

Men nu sidder han i sin have - ikke helt roligt; for faktisk savner han jo livet på Politigården - så han er da nem at lokke, da en ældre autoritær dame lokker ham ud af sit skjul. Hendes barnebarn er fundet druknet, og hun vil have Maigret til at tage med tilbage for at undersøge sagen.

Ankommet til Orsenne, som byen hedder, opdager han dog, at familien blandt andet består af en hans gamle skolekammerater. En mand, som er sig sin status meget bevidst, og ser lidt ned på Maigret. De vil faktisk meget gerne af med ham - men Maigret lugter ballade. Barnebarnet har givetvis taget livet af sig selv, som man officielt siger - men der er jo en grund til det!

Maigret kommer tilbage til Politigården i Paris, hvor alle behandler ham, som havde han blot været på en kort ferie. Det er vist ret uortodokst blot at kunne vade ind og overtage en efterforskning ... men vi er jo trods alt 70 år tilbage i tiden!

Han genfinder sin yndlingsbar Le Dauphiné, og sagen løser sig med en lystig ledsagelse af fadøl og andre genstande; alt er ved det gamle! Plottet er også finurligt; familieskeletter, der vælter ud af skabe og gamle mennesker, der behandles som umyndige børn. En værdig retur for vores kommissær - uanset, hvor og hvordan den ellers skal placeres i hans livshistorie.

Monday, June 12, 2017

The Deadly Sisterhood - Leonie Frieda



























  • Engelsk
  • 5.-11. juni
  • 430 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg fik da indkøbt en enkelt bog med delvis tilknytning til Milano på min rejse dertil; sidste uge skulle så vise sig at være som taget ud af et mareridt ... misbrugt bankkort med efterfølgende spærring af kort, og en god ven, som gik bort. Det er ikke optimale forudsætninger for at kunne nyde sine læsestunder.

Men det var faktisk en interessant omend lidt rodet fortælling. Udgangspunktet var de forskellige kvinder, som spillede en afgørende rolle i Italiens renæssanceperiode. Der var en del - Catherine Sforza, som jo kan knyttes til Milano; Este-søstrene Beatrice og Isabella, som dystede om at få det mest prestigefyldte ægteskab. Der varogså Lucrezia Borgia - pavens uægte datter, som alligevel formåede at gifte sig til ære og rigdom - og så selvfølgelig nogle de Medici-kvindfolk, som spillede en rolle ved Medici-familiens endeligt som Firenzes herskere med udgangen af det 15. århundrede.

Det er ret mange personerat skulle flette sammen; de var nogenlunde samtidige - men jo ikke helt. Hvilket bevirker, at biografien springer en del rundt i tid - men også geografisk, da de hver især endte i forskellige af de mange småstater, som Italien bestod af på den tid.

Renæssancen udmærkede sig måske netop ved, at kvinder (i Italien i hvert fald) havde en del at skulle have sagt - hvis de viste sig at have en lidt stærk personlighed. Deres mænd rendte jo rundt og legede krig i en uendelighed; stater overgik konstant til andre fyrster enten gennem giftemål eller brudte eller genskabte alliancer. Hertil kom, at man nemt kunne komme i unåde hos Paven, så han gav og tog lidt hist og pist.

Så kvinderne skulle blande sig - ofte vedrørte det jo også deres egen arv, som var indgået i giftermål - og hermed var deres finansielle sikkerhed. Catherine Sforza var en af dem, der virkelig forstod at jonglere det politiske - selvom hun endte lidt trist. Lucrezia Borgia etablerede sit rygte som en ægte fyrstinde, der klarede skærene, da hendes tredje ægtemand var i krig. Ofte var det også kvinderne, der skabte relationer til renæssancens store kunstnere; de var alle som en temmelig forfængelige - og kunst var lige så attråværdigt som smukt tøj.... og så ville de jo foreviges i al deres storhed!

Det er så også et af bogens svage punkter; jeg købte paperback-udgaven, og der er en liste over illustrationer, men de er kun i hardback-udgaven. Hvorfor fjerner man så ikke det i den nyoptrykte paperback?

Ligeledes var der et gevaldigt rod i stamtavlerne. Der var ret mange - Medici, Sforza, della Rovere, Este, Borgia, Gonzaga og Aragona. Da de samtidigt giftede sig på kryds og tværs var ikke alle oplysninger ens alle vegne - naturligt nok! For de fik jo børn med forskellige partnere, og optræder derfor uens i de forskellige stamtavler. Derfor må man dog alligevel forvente, at årstal er korrekte - hvis man dør i et bestemt år er dette korrekt; og man dør vel på samme tid uanset hvilket stamtræ, man står i?

Da de samtidig ikke var uhørt opfindsomme med navne, brugte jeg en del tid på at tjekke frem og tilbage, hvornår en Isabella eller en Lucrezia reelt var død - og hvordan det placerede vedkommende i historien. Det irriterer mig grusomt med den slags fejl - og visse af dem var virkelig grumme.

Lærte jeg så noget nyt? Ikke om Este-søstrene eller de Medici-familien; men om Sforza-familien gjorde jeg- og netop efter at have besøgt slottet var det interessant og jo også formålet med indkøbet.

Men det er ikke en historieskriver jeg har tiltro til rent teknisk desværre.

Sunday, June 4, 2017

Maigret møder en kollega (Maigret XXV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 3.-4. juni
  • 192 sider
  • Originaltitel: L'inspecteur Cadavre

Så er jeg nået igennem en tredjedel af Maigret-seriens 75 krimier; jeg læser dem jo ikke lige efter hinanden men afbrudt af andre romaner. Ellers ville mit stakkels hoved nok blande det hele godt sammen.  Da jeg startede i november 2016, kan jeg nok regne med at blive færdig i sommeren 2018!

Den danske titel er forklarende i forhold til handlingen; men den franske titel er noget mere underholdende! Maigret er blevet bedt om at tage til den lille by Saint-Aubin-les-Marais af en kollega; det er ikke en officiel undersøgelse - men kollegaens svoger i problemer efter, at byen svirrer med rygter om, at han skulle være indblandet i et dødsfald, hvor en ung mand er kørt over af et tog. Da Maigret stiger af toget ser han en tidligere kollega, Cavre, som de i huset dengang kaldte for Hr. Cadavre - behøver vist næppe en oversættelse.

Maigret kan ikke forstå, hvad den anden laver der - han er nemlig privatdetektiv nu; så hvem har bestilt ham?

Familien tager da fint mod ham, og han spiser særdeles glimrende. Men de er ikke meget for at tale, og hele byen ser skævt til ham. Der er en tydelig klasseopdeling mellem 'dem' og 'dem' - byens arbejderklasse, hvor den myrdede kom fra og byens borgere, hvor de andre hører til. Men netop familiens unge datter havde et forhold til den unge mand, og påstår nu, at hun venter hans barn.

Familien har også en 'ven af huset', som tilbringer mere tid der end derhjemme. En svag karakter, som straks irriterer Maigret. Især da han opdager, at denne huser privatdetektiven - og at hele familien ikke havde forventet, at Maigret ville dukke op og være så ivrig. Nu vil de gerne have ham væk inden han opdager, hvordan det hænger sammen!

Netop den slags provokerer jo vores kære Maigret, og han finder da også hurtigt frem til motivet, hvor faderen til det ufødte barn er vennen af huset - og den unge mand blot brugt for at flytte skandalens blik et andet sted hen. Selv den unge mands mor ved det; men hun er tilfreds med de blodpenge hun får - og alle de skyldige rejser til Sydamerika, og gemmer sig for loven! Maigret begrunder denne løsning med, at der jo ingen beviser findes ... det var virkelig en anden tid!

Friday, June 2, 2017

Maigret og den stædige pige (Maigret XXIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 2. juni
  • 160 sider
  • Originaltitel: Félicie est là

Jeg er jo stadig i en kronologi, hvor krimier afbrydes af noveller - så de skal puttes ind i min læseorden.

Den 24. krimi i Maigret-serien er er dog igen lidt anderledes i stil end de tidligere krimier; Simenon udvikler sig tydeligt over tid. Der bruges langt mindre tid på at rekonstruere selve gerningen, og i stedet fokuserer han på sine tanker omkring de implicerede - ikke mindst den unge Félicie.

Félicie er tjenestepige hos den gamle eneboer Jules Lapie, som også kaldes "Træben" efter han mistede et ben under en sejlads til Sydamerika. En sejlads han aldrig skulle have været på; men han faldt fuld i søvn på skibet og endte langt væk hjemmefra. Ellers levede han meget stille og roligt - indtil han en dag myrdes i sit soveværelse, mens Félicie er ude at handle.

Félicie ved noget - men hun vil ikke tale. Hun lever i en drømmeverden, hvor hun har en forlove, som forlader hende - og hun nedfælder alle disse indbildte drømme i sin dagbog. I virkeligheden er hun hemmeligt forelsket i sin arbejdsgivers nevø, som tilbragte nogle måneder hos dem året inden.

Han kommer i et betændt miljø omkring Pigalle i Paris, hvor han også forsøges myrdet - og det får Maigret til at binde trådene sammen. Jules Lapie var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da hans hjem blot var blevet brugt til at gemme udbyttet fra en anden sag, som Maigret var på nogle år inden ... nemlig i krimi nummer nitten.

Det er tydeligere som man kommer frem i tiden, at Maigret refererer til tidligere sager i historierne. Det er ikke altid helt nemt lige at huske, hvilket nummer det var - nu hvor jeg er nået så langt i serien; men han har jo sine faste miljøer og et af dem er netop Pigalle.

Det er en fin lille krimi, hvor Félicie træder tydeligt frem som person og forholdet mellem hende og Maigret bliver en integreret del af historien med en god portion humor.

An Italian Education - Tim Parks



























  • Engelsk
  • 28. maj - 1. juni
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg køber stort set altid en bog eller flere, når jeg er ude at rejse. Det bliver til et minde om rejsen, og som regel er det bøger fra de kunstmuseer, jeg besøger - eller bøger, der på anden måde er relateret til det sted, jeg har været.

Således skulleder også bøger med hjem fra Milano; men på museerne var de fleste udelukkende på italiensk - eller det var blot almindelige turistguides, som jo er lidt dumme at tage med hjem!
Men i en meget smuk boghandel i det meget smukke Galleria Vittorio EmanueleII fandt jeg denne bog om italiensk kultur. Jeg havde faktisk en fornemmelse af, at forfatteren ikke var mig ubekendt ... men der stod jeg uden WiFi og kunne ikke tjekke bogbloggen.

Da jeg landede hjemme, fandt jeg dog hurtigt den anden bog, jeg havde læst af ham for knap et år siden, da min "Italiens-længsel" begyndte. Heldigvis havde jeg da ikke købt den samme bog. Men jeg havde alligevel forset mig en anelse, for jeg genfandt meget hurtigt den irritation, jeg havde med den første.

I sin anden bog om sit liv som italiener, fokuserer Parks på, hvad der gør os til dem vi er som kultur. Hvorfor er italienere bare så italienske - når vi jo som udgangspunkt er født ret ens?

Derfor beskriver han her Italien ud fra sine børns forløb i vuggestuer, børnehaver, skoler - men også de lege, de leger; hvordan de behandles af forældre, bedsteforældre og andre. Er det her, det sker? Det udefinerlige, der sætter sit kulturellepræg på os som mennesker?

I starten er jeg ganske godt underholdt; man genfinder den finurlige italienskhed, som gør dem så pokkers charmerende. Men jeg kører lidt træt i de mange gentagelser, og de til tider forlange udredninger og monologer, som virker til kun at skulle forlænge sideantallet.

Der er bestemt pudsige, interessante og gode historier iblandt; men jeg vil mene, at det hele kunne være klaret på det halve antal sider for at holde et godt tempo. Jeg kæmpede mig møjsommeligt igennem de sidste 150 sider - og nu husker jeg forhåbentligt min fejl til næste gang.

For selv om det drejer sig om Italien, så er visse deleret universelle - og som jeg observerede i hans første bog, så kunne disse betragtninger sagtens have være skrevet alle mulige andre steder.

Monday, May 29, 2017

La saga Maeght - Yoyo Maeght


























  • Fransk
  • 22.-27. maj
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alle, der har været i Sydfrankrig på et tidspunkt kender jo Maeght-fondens museum i Saint-Paul de Vence; men måske kender man ikke hele historien bag. Det kommer man så sandelig til med denne erindringsbog skrevet af stifternes barnebarn Françoise - også kaldet Yoyo.

Det er ren Dallas i bogform - offentlig udstilling af en families historie og problemer.

Barnebarnet starter med at fortælle om en barndom i vild luksus i Paris og Sydfrankrig, hvor bedsteforældrenes museum - ejet af en fond - står for de vildeste fester; men også nogle af de mest kendte udstillinger af moderne kunst. De tre piger - Isabelle, Florence og Yoyo - voksede op med legeonkler som Miro, Picasso, Chagall og Matisse; og blev kørt rundt i Rolls-Royce. Til gengæld var deres forældre totalt usynlige, og efterlod dem mest til dem selv eller barnepiger.

Pigernes far er søn af Aimé og Marguerite Maeght, som står bag den enorme kunstsamling, som lå til grund for museet og gallerierne rundt omkring i verden. Men han er blevet uvenner med sin far, som ikke mener, at han skal blandes ind i forretningsgangen. Som straf sendes pigerne i nogle år til deres mormor langt fra Paris, så bedsteforældrene ikke kan se dem - det er under lavmålet, og det har absolut ikke været en lykkelig barndom, hvad det angår. Uanset hvor mange materielle goder, de så ellers har haft.

Da farfaderen dør er Yoyo 22 år gammel, og beslutter at vie sit liv til at ære bedsteforældrenes minde og værk. Set i baglyset kan det virke en anelse helligt og selvforherligende; bogen er skrevet, da hele familien er faldet fra hinanden, og man kan kun mistænke hende for at ville fremstå som den eneste helgen i denne familie.

Men historien om, hvordan Maeght-parret startede deres kunstsamling er bemærkelsesværdig. De flygtede til det frie Frankrig under krigen; men Aimé kunne som forlagsredaktør rejse over grænsen og han tog til Paris for at hente store kunstværker i sine kunders lejligheder. Dengang var Chagall meget moderne og degenereret kunst - selv Hitler ødelagde jo hans malerier; og tit hang disse ikke i de pæne borgerlige hjem - men hos elskerinderne. Aimé malede dem ganske enkelt over med akvareller af ligegyldige og ikke særligt pæne landskaber, og sneg dermed store kunstskatte væk fra nazisterne.

Det blev startskuddet til en af de største successer indenfor kunstverdenen i Frankrig; men med det skrøbelige grundlag, som det er med familievirksomheder, at ikke alle efterkommere kan enes. Det skete også her, og det bliver lidt patetisk og trist at læse om en far, der lyver og stjæler fra sine børn.

Om den ældste søster, Isabelle, der får smidt Yoyo ud af bestyrelsen og snyder dem for deres arv ved at forfalske lister over kunstværker, eller videresælge dem, når de skulle være overgivet til deres retmæssige ejere.

Hele denne sag er endnu ikke afsluttet; Yoyos fortælling er skrevet i 2014 - men det retslige efterspil er en årelang sag. Den bliver næppe kønnere, når deres far en dag er borte, og der er endnu mere, der skal deles.

Man skal selvfølgelig have for øje, at det er Yoyos udlægning - og hun er bitter. Det kan uden tvivl også diskuteres om det er klogt således at hænge alt ud i offentligheden for at miskreditere sine nærmeste familiemedlemmer. Det er i hvert fald at brænde sine broer; og måske hjælper dette slet ikke på nogens eftermæle. Det er jo lidt trist, at en så smuk historie ender så grumt. Men slet ikke sjældent.

Jeg nød virkelig læsningen om opbygningen af fonden og museet, når man kender navnene så godt fra kunstverdenen. Jeg nød en del mindre den store bitterhed, der prægede den sidste del af bogen.

Sunday, May 21, 2017

The Letter - Kathryn Hughes



























  • Engelsk
  • 20.-21. maj
  • 416 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Lørdag morgen steg jeg på et fly til Milano - og havde jo et par timers nem flylæsning forude. Det egner denne slags bøger sig fortrinligt til. Jeg forstår godt, hvorfor forsiden siger, at det er en bestseller som ebog; man gemmer nemlig ikke denne slags bøger, og jeg efterlod da også min i den lejlighed, jeg havde lejet i Milano.

Historien starter i 1973 med Tina, som er gravid og lever i et voldeligt ægteskab. Hendes mand fortryder (selvfølgelig) altid - men et glas for meget, og så er den gal igen. Tina arbejder i en genbrugsforretning, hvor hun en dag finder et brev i lommen på en gammel frakke. Brevet er fra krigens start og er et kærlighedsbrev til en Chrissie - som åbenbart også er gravid, og den kommende far undskylder sin reaktion og frier nu til hende.

Tina beslutter sig for at brevet skal til sin rette ejer - hun opsøger de adresser og navne hun kan spore ud fra brevet. Men da manden finder det, tager han det for utroskab og nu bliver volden så gal, at Tina mister sit barn .... og endelig rejser fra ham.

Den anden historie er så den om Billy og Chrissie, som bliver forelskede, da krigen starter. Chrissies far mener ikke, at Billy er et passende parti for hendes datter - og skammen er for stor, da hun så bliver gravid. Faderen får Billys brev - men bringer det selvfølgelig ikke videre; moderen lover Billy at skrive til Chrissie, der er sendt til Irland for at føde. Men hun dræbes samme aften i en trafikulykke - og Billy dør nogle måneder senere ved fronten.

Det er virkelig ckich-lit på højeste - eller måske skulle man sige laveste - niveau; man kan regne det hele ud fra starten, og man får virkelig ikke brugt mange neuroner på dette. Man bliver heller ikke meget klogere, bedre underholdt eller noget som helst andet.

Det hele løser sig til sidst - alle bliver lykkelige; og vi bliver belært om, at fysisk og psykiskvold mod kvinder er forfærdeligt ... surprise!

Den klaredemig igennem en flytur, og to aftener på en varm terrasse i Milano, hvor benene ikke magtede andet efter en dags sightseeing. Ellers var jeg aldrig kommet igennem den!

Friday, May 19, 2017

The Marsh Arabs - Wilfred Thesiger



























  • Engelsk
  • 15.-19. maj
  • 283 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst Thesigers rejseskildring i "Den tomme fjerdedel" var jeg jo nemt fristet til også at købe hans bog om livet i sumpområderne i det gamle Mesopotamien - dvs. området omkring det sydvestlige Iran, sydlige Irak og Kuwait. 

Området bebos primært af Madan-stammen, som lever i stråhuse bygget på piller i vandet. De lever af at flette måtter - men også af kvægdrift; vandbøfler, som står med fødderne godt plantet i sumpe.

Thesiger har en forkærlighed for arabisk kultur-men også for steder, der stadig er uspolerede af den moderne verdens teknologi - og allerede i midten af 1950'erne var dette ved at være umuligt i store dele af verden. I den arabiske verden var udviklingen ved at komme igennem olieudvindingen - og de indfødte var ivrige efter at få moderne komfort.

Så ligesom i ørkenen er Thesiger vidne til en verden i forfald. Faktisk begyndte man at dræne sumperne i denne periode, og det drev folket på flugt. Da krigen i Irak startede i 2003 var 90% af området ødelagt - og Saddam Hussein var særligt med til at fremskynde det. Heldigvis for økosystemet og kulturen er en del af området nu blevet rehabiliteret.

Men i 1950'erne, da Thesiger er der, er det stadig ren gamle kultur, der præger området.
Der er stammer, som bor side om side - men er fjender; og den generelle regel (selv inden for samme stamme) er øje for øje. Kommer man forskyldt eller ej til at dræbe et medlem af en anden familie, så må de dræbe et medlem af dennes familie eller modtage blodpenge,

Thesiger er i området i 7-8 måneder om året i perioden 1951-58; og han bliver accepteret som en af deres egne, da de finder ud af, at han kan omskære drenge. Denne praksis foretages på ret store børn i denne egn, men Thesiger formår at gøre det hygiejnisk og uden for store smerter og ar for de stakkels drenge. Dog forstår de ikke, hvorfor denne hvide mand ikke kan helbrede alting med sin medicin - en fremskreden cancer kan ikke afhjælpes med aspirin! Men den trofaste tro har man stadig her langt væk fra civilisationen.

Der er mange lange beskrivelser af seljturene rundt i sumpene; det kan godt blive lidt repetitivt og kedeligt - ligesom fortællingerne om kamelerne var det i hans første bog. Han er ikke den fødte forfatter, og springene fra kedelige sejlture til interessant information om kulturen er til tider lidt overrumplende.

Til gengæld er hans bøger fulde af små interessante facts og mange fotos, som virkelig er uvurderlige, fordi de viser en tid og en kultur, som er borte nu.

Sunday, May 14, 2017

Maigret og knivstikkeren (Maigret XXIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14. maj
  • 200 sider
  • Originaltitel: Signé Picpus

Maigret sidder i telefoncentralen,og venter på, at klokken bliver 17. Politiet er blevet tippet om, at en spåkone vil blive myrdet på det tidspunkt. Der er dog hverken navn eller adresse - så de må vente på et alarmopkald. Brevet er underskrevet Picpus - men hvem er det?

Picpus er et kvarter i Paris; det er også en gade, en metrostation, en kirkegård - men kan det også være navnet på en person?

Opkaldet kommer, og det er en ung kvinde, der er myrdet af knivstik i ryggen. Men mere mystisk er det, at de finder en mand låst inde i lejlighedens køkken. Han siger ikke meget, og virker synligt nervøs, da de endelig kører ham hjem til kone og datter i et af byens bedre kvarterer. Her viser det sig, at han tit er låst inde - under påskud af, at han ikke er helt rask i hovedet efter, at han i mange år har sejlet på verdenshavene.

Men familien har penge; manden har nemlig engang reddet en ung pige fra døden - og hendes far betaler dem nu 200.000 francs årligt som tak. Men de penge forudsætter, at han er levende, da de ikke kan gå til familien. 

Maigret står virkelig overfor et dilemma. Han ved, at der er noget loddent ved den gamle, og at han lyver for ham - men samtidig er han overbevist om, at han er uskyldig. Men ringene spreder sig mere og mere - for den mand, der fandt advarslen viser sig selvat have skrevet den - og der findes slet ingen Picpus. Men der er et helt netværk af folk, der har levet af afpresning af rige mennesker, og nu er de pludselig faldet over familien med den mystiske fader. 

Maigret gennemskuer det - selvfølgelig - og det er jo en lidt trist historie om gadetiggeren, der bliver sat ind som erstatning for den myrdede læge, så familien stadig kan få de 200.000 francs årligt.
Maigret nyder dog at have tage hævne over de to kvinder, der har udnyttet den stakkels mand - og selvfølgelig tager han ham med på bistro for at fået solidt måltid mad.

Så han får sat nogle i fængsel denne gang, og kan endelig komme hjem til Madame Maigret, hvor han går i seng uden mad! Det er ikke noget, der sker tit for vores helt.

Friday, May 12, 2017

Maigret og den døde pige (Maigret XXII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. maj
  • 204 sider
  • Originaltitel: Cécile est morte

Jeg har fået Maigret-lageret fyldt op, så nu kan jeg roligt fortsætte et stykke tid endnu; men jeg når næppe igennem hele serien i 2017.

Vi er jo tilbage til Maigret efter den længere pause i krimierne, hvor Simenon skifter en anelse stil. Der er flere scener, der lapper over - hvor vi tidligere altid var, hvor Maigret var. Nu bevæger vi os lidt længere væk, og det giver et bedre indblik i de andre protagonister.

Cécile er en ung kvinde, der flere gange har henvendt sig til Maigret for at klage over, at nogle bryder ind i lejligheden om natten. Hun bor alene sammen med sin gamle tante - og Maigret morer sig lidt over vaser, der skifter plads osv. Det bliver en joke på Politigården, at Cécile er forelsket i Maigret siden hun sidder trofast i timevis og venter på ham. En morgen sidder hun der igen, men Maigret har travlt. Da han endelig har tid, er hun væk -men har efterladt et brev, hvor der står, at noget skrækkeligt er sket. 

Da Maigret kommer til bopælen finder de den gamle dame død - og nogle timer senere finder man Cécile i et kosteskab på Politigården.

Det viser sig, at den gamle dame var ganske forfærdelig - men hun var også rig, og pengene kom fra investeringer, hun næppe ville stå ved ... nemlig fra bordeller rundt omkring i byen. Hun har en elsker, som driver pengene ind for hende, og bor i den samme ejendom. 

Maigret får besøg fra Amerika - en ung kommissær, som gerne vil se Maigrets arbejdsmetoder - og de er jo om noget ret uortodokse.
Den unge amerikaner er heller ikke helt vant til, at man spiser og drikker så overdådigt i arbejdstiden. Da Maigret bestiller en rom til ham selv, bestiller amerikaneren et glas mælk - og da Maigret siger, at det skal være et stort glas mener han sandelig rommen - og ikke mælken.

Amerikaneren kommer dog med lidt gode råd til Maigret, og sammen får de løst mysteriet. Endnu engang står vi uden en egentlig skyldig - det er nemlig Cécile, der dræbte den gamle dame ... og hun er jo selv død nu. Man kan næsten mistænke Maigret for ikke at fortryde, at han havde travlt den morgen - han kan jo ikke lide at putte folk i fængsel!

Og det var faktisk også en rigtig underholdende roman - jeg morede mig kosteligt undervejs.

Thursday, May 11, 2017

La fille du Nil - Gilbert Sinoué


























  • Fransk
  • 7.-11. maj
  • 597 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte fra første bind i historien om den Egypten for ikke at slippe tråden; og muligvis fordi jeg ellers ville være bange for, at jeg ikke ville komme videre.

Det var da en spændende historie - og i andet bind fortsætter vi fra slutningen af 1820'erne med den omtumlede tilværelse landet gennemlever. Vicekongen Muhammad Ali har allerede mistet to sønner, og nu er den tredje konstant i krig for at forsvare Egyptens territorier - men også for at gøre landet selvstændigt; en plan, der absolut ikke behager Vesten, som foretrækker Egypten som en del af det ottomanske rige.

I Schéhérazades familie er hendes mand vendt hjem med hukommelsestab efter et skibsforlis i Middelhavet; og hun kæmper med datteren, der trodser moderen. Sønnen er ingeniør, og arbejder tæt sammen med franskmændene om Suez-projektet, der i årevis skifter udformning. Man er ikke enige om, hvor kanalen skal føres - eller om der i det hele taget er niveauforskelle, som vil kræve sluser undervejs. Det er et omfattende projekt for den tids ingeniører, og det fylder meget i bogen - men det er spændende at læse om.

Det er en blanding af romantisk pladder og seriøs historieskrivning; og til tider irriterede overgangen mig - for det lykkes ikke særlig godt for Sinoué. Et andet kæmpe problem er årstal! Han gør meget ud af kapitler er tidsfæstede nogle gange ned til datoer - men så bør man altså have styr på, hvor gamle ens protagonister er! Det er så sjusket - man kan ikke være 20 år gammel i 1828 - og så kun 23 år 5-6 år senere. Det er blot et eksempel - men både i første og andet bind haltede det gevaldigt, og det tager noget af læseglæden fra mig.

Historien om Egyptens kamp for selvstændighed og Suez-kanalen var dog fascinerende; og familiens saga vel til dels også. Men det hang ikke helt godt sammen, når romanfigurer skal kobles op på verdensbegivenheder og kendte non-fiktive personer. Jeg synes, at han kom noget bedre fra det i sin roman om Gent-maleriet, som er skrevet nogle år senere.

Saturday, May 6, 2017

L'Égyptienne - Gilbert Sinoué



























  • Fransk
  • 1.-6. maj
  • 682 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Gilbert Sinoué er ikke oversat til dansk - muligvis fordi emnerne nok appellerer mere til et fransk publikum end et nordisk? Hans bog om kunstneren Jan van Eyck var ganske glimrende, men allerede for fire år siden havde jeg faktisk en anden af hans bøger stående. Den havde jeg købt billigt på et loppemarked engang - for blot derefter at opdage, at det var andet bind af to. Det tog mig så en del år (nok mest fordi jeg i mellemtiden havde glemt det) at finde første del. Så har det taget mig yderligere noget tid inden den kom i hænderne på mig.

Vi starter i 1790 i Egypten, hvor Napoleon endnu ikke er kejser - men blot en lille (men meget ambitiøs) general, der bruger Egypten som springbræt i sin karriere.
På den tid var Egypten en del af det stærke ottomanskerige styret fra Istanbul men styret lokalt af tyrkiske pachaer og mamelukker, som var tidligere slaver, der nu var frie og regerede landet. 

Egypten var et patchwork af forskellige kulturer og religioner; der var slet ikke de samme spændinger, som vi i dag ser mellem muslimer og kopter. Men der var stadig et socialt hierarki, og den græsk-katolske Chedid-familie hører til overklassen. Familiens yngste, Schéhérazade, opkaldt efter fortælleren i 1001 nats eventyr, er omdrejningspunktet i romanerne. Hun er egypterinden.

Mens Napoleon indtager landet, gifter hendes ældre søster sig med en muslim, og smides ud af familien. Hendes bror involverer sig i de kontrarevolutionære bevægelser i landet - og selv er hun håbløst forelsket i familiens stalddreng, Karim, som vil ud at sejle.

Krigen er ret voldsom og blodig; Egypten skulle vise sig at være mere genstridig end Napoleon havde regnet med - selvom han gør alt for at indynde sig hos muslimerne. Men det koster mange menneskeliv, og til sidst også hele hans flåde.

Schéhérazade er i mellemtiden blevet gift med en ung mand af den rigtige sociale status - men hun elsker ham ikke, og drømmer stadig om sin barndoms kærlighed. Så da manden bliver dræbt, håber hun på at møde ham igen - men han har kun sine krigsskibe i hovedet!

Schéhérazade er helt alene - hele hendes familie er udryddet; hun tager tilbage til familiens gård ude på landet, hvor hun beslutter sig for at dyrke bomuld. Hun kommer på finurlig vis tæt på landets nye vicekonge, Muhammad Ali - og han vil forfærdelig gerne have hende lidt tættere på sig. Men han er ikke den eneste - der er også den venetianske handelsmand Ricardo Mandrino, som irriterer hende grænseløst - indtil hun selvfølgelig overgiver sig helt og holdent.

Der er en del paralleller til 'Borte med blæsten' synes jeg; det er vel den ultimative kærlighedshistorie - og der er vel ikke noget at sige til, at andre forfattere bruger samme plot? De sociale krav, forelskelsen i den forkerte svage mand, krigen, den kvindelige styrke og overlevelsesdrift - og endelig den mystiske eksotiske mand, som render med hende.

Det gør historien lidt banal til tider; til gengæld er den også utroligt spændende, når det handler om Egyptens historie. Jeg har læst masser af bøger om faraoner. Jeg har læst samtlige af El Aswanys fantastiske bøger om det moderne Egypten; men hele denne 'franske' periode, havde jeg endnu ikke berørt - og der er og har siden dengang været et særligt bånd mellem Egypten og fransk kultur. Så kan jeg godt bære over med lidt for lyserød romantik til tider!


Sunday, April 30, 2017

Dommerens hus (Maigret XXI) - Georges Simenon




























  • Fransk
  • 30. april
  • 184 sider
  • Originaltitel: La maison du juge

Maigret er ikke længere på pension - men heller ikke på sin plads i politiets hovedkvarter i Paris i den store bygning langs Seinen. Tværtimod er han i en lille landsby i Loire-dalen, hvor han er sendt til som en form for straf. Hvorfor ved han ikke rigtigt selv - men der er vist noget med noget rod i administrative papirer. Der sker jo ikke meget i sådan en lille by, hvor fru Maigret og han har lejet en lejlighed, mens de venter på, at stormen passerer og de kan vende retur til Paris.

Men en dag får han besøg på sit kontor af en emsig lille kone, Didine, som mener, at hendes nabo - byens dommer - vil forsøge at skaffe sig af med det lig, der har ligget hos ham i to dage. Didine og hendes mand er byens spioner - de ved alt om alle, og vil hellere end gerne indvie Maigret i det.

Og dommeren vil da også af med det lig - men han påstår hårdnakket, at han ikke har dræbt manden. I stedet sætter de to mænd sig ned med lidt alkohol og taler stille og roligt om det hele. Maigret synes godt om denne underlige dommer; men hele situationen er jo bizar - og ingen ved, hvem den dræbtre er. Husets anden beboer er dommerens datter, som lider af en psykisk lidelse - og som har jævnlige natlige besøg af unge herrer, som kravler op af husets mure. Hvad hun præcist fejler får vi ikke at vide - men løssluppen livsførelse var jo en sygdom i sig selv for borgerskabets pæne piger på den tid.

Der er også dommerens søn - som måske ikke er hans biologiske søn; og som ikke bryder sig om dommeren. Og det bliver udslagsgivende; for selvom dommeren ikke vil indrømme mordet, så indrømmer han pludselig et andet, som er femten år gammelt - og således må Maigret til Paris for at grave et lig op. Det er lidt nostalgisk for ham; for hans assistent på landet kan jo ikke måle sig med Lucas, Janvier og de andre trofaste betjente, der kendte ham ud og ind. Den nye betjent kan ikke finde ud af at læse Maigrets mærkværdige handlinger, som ofte skjuler noget helt andet - og han kan slet ikke finde ud af at sørge for sandwich og øl fra den lokale bar. Maigret kan jo ikke opklare mord på tom mave - og mad spiller altid en stor rolle i romanerne.

Det er vist første gang, at Maigret i en krimi konfronteres med to mysterier - men hvor det ene er enkelt, så må han tage alle sine kneb i brug for at få de andre til at gå i fælden. Det indebærer en del uortodokse og sikkert lidet tilladte metoder.

Samtidig kæmper han med Didine, som følger han som en skygge for at udlevere alt og alle. Hun er nyttig for Maigret, men han kan faktisk ikke holde hendes sladren ud. Og så er der damen, der styrer landsbyens telefoncentral, som han må love chokolader for alle de sene telefonopkald han skal have. 

Men indrømmet - det var da snedigt, at man blot kunne spørge nogen, hvor de sidst havde bestilt en samtale til! Ganske vist kan alting også spores i dag - men det kræver tilladelser og teknologi ... Maigret kommer meget langt med at simulere viden, og få den på den ene eller den anden vis.

Det er jo det, der gør ham ret så elskværdig og i denne krimi var han især meget levende som person.

Saturday, April 29, 2017

Maigret i Hotel Majestic (Maigret XX) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 28.-29. april
  • 214 sider
  • Originaltitel: Les caves du Majestic

Jeg læste ikke en eneste Maigret-krimi i april måned - der har været en lang pause siden jeg tog på ferie i midten af marts måned; men jeg skulle følge den kronologiske orden. Da jeg forlod Maigret var han gået på pension, og blev forstyrret en enkelt gang. Men Simenon selv holdt op med at skrive krimierne og begyndte i stedet at skrive noveller. 

I april måned har jeg således læst de 21 noveller, der passer ind i det første tomrum mellem krimi nummer nitten fra 1934 og denne, som han skrev i 1939.

Der refereres ikke til om og hvordan han er retur fra sit "eksil" på landet, så som læser ved man ikke, hvornår den skal situeres i Maigrets overordnede karriere. Men man mærker alligevel en udvikling hos Simenon, siden den sidste var skrevet fem år forinden. Der er stadig de sædvanlige elleve kapitler - men der er lidt flere sider; og nu har kapitlerne titler og ikke kun numre. Muligvis er det også en litterær udvikling, der skete på den tid, hvor stil måske ændrede sig.

Vi starter heller ikke lige på og hårdt med Maigret, der står foran et lig.

Det starter stille og roligt med den hotelansatte, Prosper Donge, der cykler på arbejde igennem Boulogne-skoven. Vi følger hans stille tur på arbejde med et dæk, der punkterer - og det bliver et vigtigt indicie, da samme Prosper et par timer senere finder liget af en af det fine hotels gæster i et skab i kælderen, hvor den tjenende stab huserer.

Derfra indkaldes Maigret, og det begynder at ligne den sædvanlige efterforskning, hvor han tager sig en lille gibbernakker fra morgenstunden, og kalder folk ind til samtaler, der ikke ser ud til at føre nogle vegne. Vi følger de ansatte på det fine hotel og deres liv fjernt fra de fine gemakker oven på; men der er alligevel forbindelser - for den afdøde havde ikke helt så fin en baggrund.

Maigret kommer omkring Nice, hvor han graver nogle skeletter ud af skabene - og til sidst får han hele denne gruppe samlet i Paris. Endnu et lig dukker op under efterforskningen; og det ser skidt ud for Prosper, der uheldigvis også finder dette lig.

Simenon har jo en forkærlighed for den mere skumle del af livet; og også her møder vi småkriminelle, prostituerede og andet godtfolk - nogle som han tidligere har krydset i andre sager. Tilmed undrede jeg mig over et efternavn, han havde givet til en protagonist - men det kom ganske enkelt fra en af de sidste noveller, jeg netop havde læst.

Så selvfølgelig falder det hele på plads til sidst - med en ganske rørende og overraskende slutning selv for Simenon. Der er nemlig et barn involveret, som viser sig at være Prospers - men som altså er vokset op i Amerika. Børn er et ømt punkt for Maigret, som nævnes lidt tiere nu - Maigret-parret har nemlig selv mistet en lille pige. Måske inspireres han af denne slutning fra sit eget liv? Efter seksten års ægteskab bliver Simenon nemlig selv far for første gang i 1939 - og hans eget liv overføres mere end en gang til hans Maigret-personnage, som vel bliver en form for alter ego for forfatteren.

En absolut vellykket retur til bogformat for den kære Maigret!

Monday, April 24, 2017

Tørst - Jo Nesbø


























  • Dansk
  • 22.-23. april
  • 524 sider

Det var totalt gået min næse forbi, at Nesbø var vendt tilbage til Harry Hole - indtil en stor stak fangede mit blik i boghandlens vindue. 

Det er jo næsten tre år siden, at jeg læste tidende bind, Politi, og selvom jeg mente at have skimtet en åbning i afslutningen, så har jeg jo siden udelukkende set helt andre bøger fra hans hånd. Jeg har Sønnen stående i reolen - og der har den stået rigtigt længe uden at kunne friste mig. Jeg var slet ikke vild med Headhunterne og havde derfor ikke meget lyst til at læse de par små romaner, der siden er kommet. Betyder det så nu, at Harry er tilbage i kampen? Ikke nødvendigvis - men der er da noget mere åbning i slutningen af Tørst end tidligere. Nesbø har måske indset, at Harry Hole er hans bedste karakter?

Men som udgangspunkt er han færdig med livet som udefarende kriminalbetjent - og også med sprutten! Han underviser på Politiskolen og lever et lykkeligt liv med sin Rakel - på tredje år. Han har ikke nogen som helst planer om, at dette skal ændre sig. 

Så bliver en kvinde myrdet efter en Tinder-date; og ganske hurtigt følger en anden efter. Metoden er voldsom - de bides ihjel med et jerngebis, som morderen sætter direkte i struben på ofrene - som en anden Dracula. Harry hentes ind - mod sin vilje, og med lidt afpresning fra hans arvefjende Mikael Bellman, som står til at blive landets næste justitsminister.

Selvfølgelig vikles han hurtigt helt ind i efterforskningen, som involverer vampyreksperter og hans stedsøn Oleg. Men Rakel bliver samtidig syg, og lægges i kunstigt koma - lige, hvad der skulle til for at drive Harry helt tilbage til alle dæmonerne. 

Selve plottet skal bestemt ikke afsløres her for de ægte Harry Hole-fans; men det er en fantastisk come back-krimi! Harry er lige så forfærdelig og elskværdig, som han altid har været. Plottet er lige så overraskende og nervepirrende som i de bedste af hans tidligere krimier. Jeg var sikker på noget, som først i sidste øjeblik blev vendt helt på hovedet. Så er det jo en succes!

Med den snarlige filmatisering af Snemanden, kan man jo kun håbe på, at interessen for Harry Hole bredes endnu mere - og at det fremskynder Nesbø til at holde fast i sin antihelt!

Friday, April 21, 2017

Arabian Sands - Wilfred Thesiger



























  • Engelsk
  • 17.-21. april
  • 380 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg selv rejser, så er nogle af de bedste oplevelser uden tvivl dem, hvor jeg kommer væk fra turisterne og ud blandt de lokale. For en måned siden stod jeg således af en bus i Mexico, hvor jeg var på vej til Chichen Itza ... for det skulle man jo se, når man var der! Men pludselig gjorde alt inde i mig oprør mod at være i en kæmpe gruppe mennesker og blive ført rundt som turistkvæg. Så jeg stod af; klokken var 8 om morgenen - og efter at have siddet lidt i grøftekanten, fandt jeg en lille lokal café og fik mig lidt kaffe en og en morgentaco. Så kom jeg i snak med nogle lokale, som inviterede mig ind i deres hjem - og til sidst kørte mig retur (mod betaling selvfølgelig). Den måde vil jeg langt hellere rejse på!

Derfor er jeg så fascineret af disse rejsebeskrivelser, hvor man kommer helt væk fra det kendte - og Thesiger må siges at have dyrket det ud i ekstremerne. Hans drøm efter at være vokset delvist op i Ethiopien, var at rejse gennem "The Empty Quarter"- også kaldet "Den tomme fjerdedel" - den kæmpe sandørken, der ligger i den sydlige del af den arabiske halvø,på grænserne mellem Saudi- Arabien, Yemen, Oman og Emiraterne.

De første europæere, som tog den tur var englænderne Thomas og Philby i 1930'erne - men det er et barsk landskab; og de lokale beduinfolk var ikke alle lige begejstrede for kristne. I 1940'erne var man stille og roligt ved at opdage olien, og mulighederne for at investere i området - det, der jo i dag har ændret især Emiraterne til ukendelighed. De lokale sheikher var derfor skeptiske ved at lade europæerne rejse rundt derinde alene - de var vel bange for, at man ville stjæle deres naturlige rigdomme - og sikkert ganske begrundet!

Thesinger foretager flere rejser fra 1946 til 1950, og det er basen for hans bog. Han kaldte området for ørkenen - men opdagede snart, at de lokale beduiner kaldte det for "Sandet" - enkelt og logisk!

Han finder sig en del rejsefæller blandt Rashid-stammen, og mange af dem bliver hans tro følgesvende under alle rejserne på kryds og tværs af ørkenen. Desuden har de jo brug for rigtigt mange kameler; og jeg må sige, at jeg ved mere om kameler nu end jeg nogensinde havde drømt om (og måske ønsket)!

Turene er ikke uden farer; der er rivalitet mellem beduinstammerne - og da han officielt er blevet nægtet adgang til "Sandet" skal de konstant være på udkig efter sheikhernes folk, der vil tage dem til fange. De kæmper mod madrationeringen; kamelerne kan kun bære et vist åg, og de lever af meget lidt urent vand, og brød bagt uden gær eller smag. Når de er heldige, kan de skyde et stykke kød - men på mystisk vis dukker der så altid gæster op; og ifølge beduinernes skikke skal de have mad først.

Thesiger må bestemt også selv sluge nogle fiktive kameler undervejs, da han er den eneste europæer blandt beduinerne, og de irriterer ham til tider. Men han har også en enorm respekt for deres levevis, og er ivrig modstander af alle moderne opfindelser, der kan fjerne den civilisation. Det kan jeg jo godt finde lidt dobbeltmoralsk! At man vil fastfryse en befolkning i en tid, som er bagud - blot for at bevare et stykke verden, som han kan tage til og som er urørt. For det er jo i menneskets ånd at søge forbedringer og nemmere levevilkår. Men man forstår ham jo samtidig også - det er et dilemma uden lige.

Thesiger så selv, hvad der senere skete med beduinerne, da han vendte tilbage i slutningen af 1970'erne og blev fløjet ud til beduinerne i helikopter. Der holdt de med store firehjulstrækkere, og levede knapt nok i telte længere. Ørkenen var blevet et rekreativt område for dem og ikke længere deres levebrød.

Selv måtte han da også til sidst tage imod penge fra et olieselskab; han skulle optegne kort og til gengæld fik han finansiering til sine rejser. Der er altid en krølle på historien - uanset hvor mange principper man har.

Det er dog fascinerende læsning; han er bestemt ikke litterært på højde med Kapuscinski - til tider virker det ret barnligtog utrænet, men dét han fortæller er spændende. Den måde de mennesker rejste på, er jo ikke længere mulig - i hver en afkrog af verden er der jo en iPhone i dag nærmest. Derfor er det spændende uanset den litterære kvalitet - og fordi han som menneske har nogle ærværdige principper og tanker om sine medmennesker og sine rejser.

Sunday, April 16, 2017

Michelangelo - Irving Stone



























  • Engelsk
  • 11.-16. april
  • 778 sider
  • Originaltitel: The Agony and the Ecstasy

Jeg tror ikke længere, at det er muligt at opdrive den dnaske udgave af denne biografi - den udkom i 1961; men måske man kan være heldig at finde den i et antikvariat.

Jeg samler jo nærmest på biografier af renæssancemalere; og at den er så gammel gør derfor ikke det helt store i denne sammenhæng. Desuden er Stones værk om Michelangelo internationalt anerkendt som værende en absolut reference.

Stone beskæftigede sig mest med biografier, men han skrev ikke mange igennem sit liv. Til gengæld gjorde han det grundigt! Jeg ved ikke præcist, hvor mange år han brugte på denne - men hans sidste bog blev skrevet syv år inden, så mon ikke den tid er gået med at forberede sig på Michelangelo?

Til formålet levede han i flere år i Italien - i Rom og Firenze, hvor de fleste af Michelangelos værker findes. Han arbejdede i et marmorbrud og uddannede sig som billedhugger for at få den fulde forståelse for kompleksiteten i Michelangelos arbejde og personen bag. Det er virkelig lykkedes! Man hives som læser med ind i hvert hammerslag af de første skulpturer, så man til sidst føler, at man selv kender al teknikken bag denne særlige kunstform.

Michelangelo kom fra en tidligere rig familie; men de lever nu kun af navnet og den smuldrende formue. Faderen er derfor ikke imponeret over drengens lyst til at blive kunstner, men ender med at sende ham i lære hos Ghirlandaio. Men knægten vil have fingrene i sten, og sniger sig rundt i kunstnerhaven ejet af Lorenzo de Medici, indtil denne tager ham under sine vinger. Han er ikke en sædvanlig lærling og får kun til tider lidt lommepenge. Men til gengæld kommer han til at færdes i Medici-kredsen af lærde humanister, som overbeviser ham om, at han som kunstner også må kende sin Bibel men også græsk og romersk historie. Dette bliver til uvurderlig hjælp for ham senere.

Biografien fokuserer derfor en del på disse dannende år inden Lorenzo dør i 1492; men også på tiden lige efter, hvor den kontroversielle munk Savonarola kommer til magten. Det betyder, at Michelangelo flygter til Rom, hvor han allerede som 24-årig laver sin Pietà.

Han forsvarer hele sit liv billedhuggerkunsten - overfor blandt andet da Vinci, som mener, at malerkunst står langt over skulpturer. Men mange af hans skulpturer er virkelig mesterværker - for nogle år siden så jeg en fotoudstilling af netop Pietà'en. Jeg havde selvfølgelig set den i Peterskirken, men der kommer man jo ikke rundt om den. Selvom dette blot var fotografier - og mine billeder dermed fotografier af fotografier, så ser man tydeligt, hvor imponerende billedhuggerkunst kan være, når man fokuserer på detaljerne.

















Vi kommer vidt omkring hans kunstneriske skrupler; hans kampe med diverse paver - han forsøger at modsætte sig at skulle male loftet i det Sixtinske Kapel, som måske er det han er mest berømt for i dag. Han kæmpede en indædt kamp med mange paver, ikke mindst på grund af den årelange fejde mellem Medicier og Borgiaer - og han blev aldrig rig af sin kunst.

Det eneste aspekt, hvor forfatteren kommer lidt til kort er Michelangelos seksualitet. Hvor der i dag jo er udbredt overbevisning om hans homoseksualitet, så har dette måske været for meget for en puritansk amerikaner i 1950'erne? Det strejfes kort, at han har et tæt forhold til Tommaso dei Cavalieri - men det fremstilles nok langt mere platonisk end virkeligheden var.

Jeg havde heldigvis påskens dårlige vejr til at fordybe mig i teksten på den ene side og diverse opslagsværker på den anden. Detaljerne om de religiøse symboler i statuer men ikke mindst loftet i Vatikanet, er så detaljerede, at jeg måtte have mine kæmpe renæssancekunstbøger frem og til tider også min lup.

Stone formår at give os et billede af mennesket bag kunstneren; det er bestemt ikke uden grund, at dette er den ultimative biografi af Michelangelo. Men man skal nok også interessere sig voldsomt for perioden og kunsten for at nyde den til fulde. Det kræver et vis forudgående kendskab til Firenze og Medicierne - men den litteratur har jeg jo for længst udtømt. 

Jeg lærte dog også nyt - selvfølgelig via indblikket i personen - men også i alle kontroverserne omkring byggeriet af Peterskirken, da den skulle bygges om i starten af det 16. århundrede. Det var som at grave sig ud af et skjul, da jeg nåede til vejs ende - og med en tåre i øjet. Jeg fik en hel ny forstærket fascination af billedhuggerkunsten, som ellers i sin gamle religiøse form altid har interesseret mig. Men der er mange flere facetter end jeg anede.

Og så er det jo lidt pudsigt, at forfatteren hed Stone...