Thursday, September 21, 2017

Det år vi gik til begravelser - Henriette Rostrup



























  • Dansk
  • 18.-20. september
  • 320 sider

Jeg forsøger virkelig at læse flere danske romaner; og især når jeg falder over et godt tilbud, som det var tilfældet med denne. Selvfølgelig læser jeg dem så flere år efter alle andre. Men hellere sent end aldrig!

Jeg var faktisk meget positivt overrasket over sproget, som flød fint fra første side uden at have det lidt kunstigt konstruerede, som jeg tit finder ret belastende i dansk litteratur. Der er også fuld fart på fra første side, hvor vi hives med til en reception, hvor JT - Jewel Temper - skal repræsentere sit forlag. Jewel er ellers Julie fra Danmark, men har boet i New York i en del år, hvor hun nu har datteren NB (generelt går alle åbenbart under initialer her?).

Datteren passes nemlig primært af Mr. V, som er transvestit, hendes underbo og guardian angel i de fleste af livets situationer. JT er nemlig lidt vakkelvorn som person, synes jeg!

Bogen skifter utroligt meget i tid og perspektiv; i starten fortæller JT om sit New Yorker-liv, hvor hun møder færingen Tor igen. Så springer vi tilbage til hendes ankomst til byen, og det første møde med Tor, som altså også er far til hendes datter. Men det mener/tør JT ikke fortælle ham.

Sideløbende skriver hun sine erindringer om barndommen i Danmark med temmelig meget fantasi tilsat virkeligheden får man indtryk af. Faderens arbejde som politimand har ifølge hende ødelagt både ham, moderen og deres familie - og er årsagen til, at han gik fra dem. Moderen har hun ikke mange følelser overfor, og har tilsyneladende ingen kontakt med hende overhovedet. Derfor skruver hun selv de breve til barnebarnet, som hun mener, at NB skal have. Hvorforhun gør det, forstår jeg virkelig ikke? Hvorfor ikke bare lyve moderen død - eller konfrontere sine dæmoner og tage kontakt til moderen? Hun virker i hvert fald som et klassisk New Yorker-eksempel på lettere psykotiske mennesker, der lever i byens overhalingsbane, og aldrig når i dybden med sig selv.

Hendes forlagsarbejde er også kompliceret - eller måske foregår den slags ghost writing meget hyppigere end man forestiller sig. I hvert fald skriver hun for andre; især den gamle Scott, som er det eneste menneske, hun reelt knytter sig til - mere end hendes egen datter kunne man fristes til at sige.

Romanen er uden tvivl tænkt som en dannelsesroman, hvor det år præger hende og får hende til vokse som menneske. Der er flere begravelser - i slutningen er det 9/11, der fører til den sidste begravelse. Men jeg har ikke indtryk af, at hun reelt når til bunds med de dilemmaer, der tydeligvis skal bearbejdes.

Det er en ganske glimrende roman; dog kører den til tider ud af et sidespor, som ikke gør noget for historien - som en etape i Georgien; dette kunne med fordel være brugt på at komme tættere ind på hendes egen person, og skrælle lidt flere lag af facaden. 


Sunday, September 17, 2017

Maigret i pensionatet (Maigret XXXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 17. september
  • 155 sider
  • Originaltitel: Maigret en meublé

Det er næsten en måned siden, jeg læste den sidste Maigret - men glemt er han bestemt ikke.

Fru Maigret er taget til Alsace for at pleje sin søster, der skal opereres; det var jo dengang ægtemænd ikke kunne klare den slags uden feminin assistance. Så Maigret er alene tilbage i byen, og det har han det lidt underligt med. Han skammer sig lidt over at sætte sig på en god restaurant alene - eller bestille en særlig god vin til maden.

Men et skud sætter en stopper for hans kvaler, da en af hans betjente bliver skudt, mens denne holder vagt udenfor en bygning. Betjenten overlever heldigvis; men overvågningen var oprindeligt kun grundet et "uskyldigt" røveri med en attrap - og den hovedmistænkte er ikke en udpræget farlig mand. De ville bare gerne have fat i ham!

Så Maigret slår to fluer med et smæk, og flytter på ind på pensionatet, de overvågede. På den tid - nogle år efter krigen - er der stadig mange i Paris, der bor i møblerede værelser. Alle deres livsdrømme om livet i hovedstaden ender tit med mange år, hvor hver måned er en kamp for penge. Det er en broget flok mennesker, der bor der - og ejeren er ikke mindst en farverig dame.

Maigret installerer sig i et værelse, og observerer verden derfra - og dermed alle beboerne i de andre lejligheder overfor og rundt omkring. Han fatter mistanke til en helt anden sag - og en helt anden sammenhæng; og så begynder han sin sædvanlige systematiske nysgerrige 'nedbrydning' af målet for hans mistanker. En midaldrende kvinde, der grundet sygdom ligger i sengen hele tiden. Det betyder dog ikke, at der ikke foregår ting og sager i lejligheden - og Maigret har selvfølgelig ret i sin mistanke.

Fru Maigret er stadig kun med i periferien; men de taler da i telefon - men nu kunne hun da godt komme tilbage i historierne, synes jeg?

Saturday, September 16, 2017

Noget om Grace - Anthony Doerr



























  • Engelsk
  • 11.-16. september
  • 423 sider
  • Originaltitel: About Grace

Jeg havde faktisk ret hurtigt købt Doerrs første roman, som faktisk udkom ti år inden hans kæmpehit Alt det lys vi ikke ser. Jeg skulle selvfølgelig have ventet! For jeg var slet ikke så begejstret som resten af verden - og jeg var derfor meget i tvivl om denne. Jeg har virkelig ladet den stå længe i reolen for ikke at være forudindtaget; og håbede, at jeg kunne starte med friske øjne.

David Winkler er en lidt skæv professortype, som allerede som barn har drømme, hvor han tydeligt ser ting ske - og værre endnu, så sker de faktisk til tider. Hans mor forstår drengens problem og virker som den lidt overbeskyttende type. Så David rammes hårdt af hendes død, og lukker sig inde i sin underlige verden, hvor han udlever sin fascination af sne og vand.

Han bliver en lige så kejtet voksen; han er en enegænger, der passer sit arbejde som meteorolog på en tv-station indtil han en dag drømmer, at han vil møde sit livs kærlighed i et supermarked.

Den drøm fuldendes også; og han tager det som alt andet i sit liv som et ufravigeligt tegn uden overhovedet at stille spørgsmål ved sine egne følelser. Hun er gift, men de indleder et forhold - og stikker af sammen, da hun er gravid. Man kan undre sig over, hvad kvinder ser i ham? Han er tydeligt mindre disfunktionel i en autistisk form.

Nogle måneder efter deres barn fødes, rammes han igen af voldsomme drømme og søvngængeri. Denne gang handler det om en voldsom stormflod, der rammer deres hus - og babyen dør; primært fordi han ikke er i stand til at beskytte hende. Den drøm bliver så besættende for ham, at da stormen reelt rammer - så stikker han ganske enkelt af! Helt til Caribien, hvor han gemmer sig i 25 år. Han forsøger at tage kontakt til konen; men hurtigt lader han sig bare nøje med en ussel tilværelse.

Og pludselig efter 25 år tager han retur til Anchorage; det koldeste og mørkeste af Canada, hvor han kuler sig ned i en vinter. Selvfølgelig kommer han for sent - og ungdomskærligheden, Sandy, er død. Men hvad skete der reelt med datteren, Grace?

Det bliver hans livs besættelse, og dog er han så underlig apatisk og usympatisk?

Jeg kunne på ingen måde fatte sympati for hans handlingsmønstre eller adfærd? Jeg synes, at forfatteren trækker det hele i ulidelige langdrag, og jeg overvejede flere gange at give op. Men jeg troede, at der var en fantastisk åbenbarende slutning med Grace - som heller ikke kom!

Skrivestilen er uendelig langsom og alt alt for detaljeret; ikke detaljeret på den fantastiske Victor Hugo-måde .... bare alt alt for meget.

Så jeg endte lige så forvirret over successen som efter hans kæmpesælgende anden roman.

Monday, September 11, 2017

Kongehusets joker - Alex Frank Larsen



























  • Dansk
  • 10. september
  • 251 sider

Jeg blev fascineret af historien, som jeg læste den på omslaget - og endte med at investere de sindssygt mange penge som 300 kroner altså er for en bog, der læses på en enkelt dag!

Historien om Kwasi, som fanges i Ghana, og bliver sendt som slave til Caribien - hvor han ender som en skakbrik i et politisk spil, hvor slaver bruges som prestigegaver til konger og fyrster i det 18. århundrede.

Mange af disse slaver endte som hofnare - som Christian VI's Moranti; og levede ikke liv, der var synderligt bedre end det som slave. Bedre fysiske levevilkår muligvis - men ikke psykiske i form af respekt og anerkendelse som individer. De blev stadig anset som værende under den hvide race i intelligens, men som jokere kunne de bruges.

Historien går lidt dybere i den samtidige kontekst - Danmarks slave- og kolonipolitik; skærmydslerne med Sverige og magtforholdene i Europa, hvor Danmarks position skulle holdes lidt stangen, så vi ikke igen fik Sverige med i nationen og dermed blev for store og farlige.

Historien om det svenske kongehus, hvor man måtte hente en tysk prins ind som arvtager, og et ægteskab, der var strategisk. Her spillede Badin, som blev hans navn, en rolle som hofnar først - men senere som kongens ven og fortrolige. Der er ingen tvivl om, at han formåede at hive sig selv ud af fordommene og løfte sig - han giftede sig to gange med svenske kvinder, men fik aldrig nogen arvinger. Han blev bedsteven med den svenske troubadour, Bellman, og var vidne til skiftet i monarkiet, da kongen døde og hans søn kong Gustav senere gennemførte et reelt statskup, og samtidig sendte sin egen mor, enkedronningen, i eksil ude på landet.

Der er glimrende dokumentation i illustrationer og noter om samtidshistorien. Der er ganske få uddrag af de erindringer, som Badin selv skrev- og det er måske dens svage punkt i forhold til forventningerne. Det er ikke udelukkende historien om en slavedreng, der bliver slotsidol - der er faktisk langt mere fokus på helheden. Den er da interessant - men præmissen for mig var at få et indblik i dette menneskes tanker og følelser. som de jo er overleveret i hans erindringer. Man får blot alt for få uddrag derfra.

Man kunne muligvis vente på, at den eventuelt en dag udkom i paperback-udgave; så ville illustrationerne måske ikke være så gode. Til gengæld kunne man så læse ordentlig korrektur inden trykning - for det er igen et problem! Og så er det ganske enkelt for dyrt, for illustrationer og noter fylder måske halvdelen af bogen. 

Friday, September 8, 2017

Mens vi venter på Bojangles - Olivier Bourdeaut



























  • Fransk
  • 7.-8. september
  • 172 sider
  • Originaltitel: En attendant Bojangles

Den unge franske forfatter har i årevis set på alle bøgerne i sit bibliotek og tænkt, at han aldrig kunne skrive en roman selv. Og da han så gør det, er det en absolut eksplosion af følelser og vanvittige hændelser. Men pakket ind i en sælsom melankoli - for det er jo også en tragisk historie om en lille dreng, der mister sine forældre.

Det starter ganske fortryllende med den lille dreng, der fortæller om det anderledesliv, der leves i hans hjem. Der holdes fester og danses til langt ud på natten.Der drikkes cocktails i spandevis, og alt det kedelige og konventionelle forsages. Moderen har det bedst når hun hvirvler rundt til pladespilleren, der spiller Nina Simone, der synges den triste sang om manden Bojangles og hans hund, der lever på gaden og rejser landet rundt.

De lever i et herskabshjem sammen med en eksotisk fugl, der spankulerer rundt og betragtes som enb del af familien. Men det hele bygger på et temmeligt skrøbeligt grundlag, for man aner hurtigt, at der er ægte galskab til stede.

Bogen fortælles af sønnen afbrudt af faderens dagsbogsnotater, hvor han blandt andet fortæller om sit første møde med moderen. Han indså hurtigt, at hvis han ville elske hende og leve med hende, måtte han acceptere hendes verdensopfattelse.Han måtte også beskytte hende ved at styrke hende i overbevisningen om, at dette var den rigtige verden. Hver dag giver han hende et nyt navn, og allei familien er Des med alt og alle. 

Dette uortodokse liv går selvfølgelig ud over sønnen, som tages ud af skolen og må indordne sig under forældrenes påfund. Drengen ser det hele som en stor fest og synes, at verden udenfor er kedelig og alt alt for voksen. Han drejer med i en spiral, der blot går hurtigere og hurtigere.

De gør op med samtlige konventioner for hvad man kan og bør; men pludselig er der en grænse, der krydses og det går ned ad bakke - stille, roligt og uendeligt trist som noterne i Simones sang.

Det er ikke uden grund, at denne roman fik en utrolig succes i Frankrig- jeg havde ventet længe på paperback-udgaven, og måtte holde igen og igen for ikke at nå slutningen for hurtigt. For man bliver hvirvlet med i deres fantastiske livsglæde og holder vejret for, at det skal lykkes for dem at leve deres version af livet. At der skal være plads til marginalerne og lidt Gatsby-galskab i livet.

Og når man når til vejs ende bør man lytte til den smukke sang, som giver bogen en ekstra dimension i eftertankens lys.


Thursday, September 7, 2017

Havana - Mark Kurlansky




























  • Engelsk
  • 1.-6. september
  • 260 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mark Kurlansky er åbenbart en forfatter, der godt kan lide at skrive i fordybelse om helt almindelige ting. Således har han skrevet bøger om så forskellige ting som østers, papir, salt, torsk ... og de sælger!

Den bog jeg faldt over, er jo i den forstand yderst traditionel - den handler nemlig ganske enkelt om byen Havana i Cuba. Jeg rejser dertil om en måneds tid -og lidt forberedelse skal der jo til. Jeg har min Michelin-guide (faktisk fra da jeg for fire år siden besøgte hele sydkysten af øen) - men lidt uddybende litteratur er bestemt ikke af vejen.

Det er en rigtig lækker bog. Tykt lækkert papir og en dejlig indbinding i et smukt omslag; derfor var jeg også villig til at betale lidt mere. Oprindelig regnede jeg jo med, at den ville værelæst på to dage -men så kom en anden bog jo lige på tværs. Det er sådan en smuk lille sag til reolerne med rejseskildringer.

Kurlansky fortæller os hele historien om Cuba tilbage fra den først blev opdaget, kolonialiseret ... og hele den skiftende periode med amerikansk og/eller spansk herredømme.
Det er jo fascinerende at læse om Cubas storhedstid som amerikansk ferieparadis - i stærk kontrast til den virkelighed, der er i dag selvom den er noget opblødt nu. 

Cuba er virkelig et af de mest speciellelande, jeg nogensinde har besøgt! Folk er højt uddannede, og har principielt penge - men der er ingenting at købe. I Afrika, hvor jeg jo også har rejst meget, findes alting at købe - men der er ingen penge! Jeg tror først, at det er efter nogle dage i Cuba, at man pludselig indser, hvor anderledes det er. Ingen reklamer for produkter - nogen steder! Men store billboards med revolutionære budskaber - og så musikken, der fylder ethvert gadebillede.

Kurlansky kommer selvfølgelig også ind på kulturen - maden, kvinderne, sangene, digterne, stemningen. Jeg synes, at han til gengæld kommerlet og elegant udenom Buena Vista Social Club, som jo udenfor Cuba i hvert fald er blevet synonym med deres musik.

Men han berører jo Hemingway- ham kommer man ikke udenom i Havana. Da jeg var på sydkysten handlede det jo meget om Castro og Che Guevara; det var mindre byer som Santa Clara, Trinidad, Cienfugos osv.

Havana er noget helt andet - og jeg glæder mig vanvittigt til det; og til at køre i smukke gamle amerikanerbiler. At besøge de mange smukke pladser og kirker - og jeg skal helt bestemt smage de retter Kurlansky anbefaler i sin bog. 

Bogen er en meget fin start på ferien, som er helt anderledes end en traditionel turistguide; men skal man ikke til Havana er den måske mindre interessant?

Wednesday, September 6, 2017

And Then There Was Silence - Jan Grarup



























  • Engelsk
  • 2.-5. september
  • 496 sider
  • Dansk titel: Ikke nødvendig!

Jeg var jo faktisk gået i gang med en bog som rejseforberedelse; men i lørdags udkom så den længe ventede fotobog af Jan Grarup, som jeg havde forudbestilt i juli måned. To eksemplarer faktisk, da den er så smuk, at et eksemplar skulle bruges i gave.

Der er måske ikke meget tekst; men det der er, skal bestemt læses.

Det gælder Grarups egen indledning om baggrunden og idéen med hans bog.

Det gælder det vanvittigt smukke forord af Dalai Lama, som virkelig giver stof til eftertanke. Især måske den afsluttende sætning om, hvorledes vi fødes og dør omgivet af kærlighed og omsorg. Men i al den tid indimellem har vi så svært ved at give eller vise den samme omsorg specielt til mennesker i nød.

I slutningen af bogen er der en lille tekst til hvert af hovedafsnittene i bogen, som er inddelt geografisk - Iran, Mosul, Hebron, Afghanistan, Rwanda, Haiti osv. De forklarer lidt om de humanitære kriser dette land eller område er ramt af, og dermedbaggrunden for billederne.

Og så er der de utroligt mange sort-hvide billeder. Uden tekst. Der findesbilledtekst til samtlige bagerst i bogen - men fokusér nu først på billederne. Sug det hele ind!

Principielt tager det nok længere end at læse en hvilken som helst anden bog på 500 sider;jeg bruger i hvert fald mange minutter på at tage hvert foto ind. Ikke noget hurtigt bladrende igennem - for det fortjener virkelig opmærksomhed. Jeg indrømmer dog, at et par enkelte stykker var så voldsomme, at jeg fik det lidt skidt med at kigge på dem.

Det er meget barske sager, der giver knude i maven og tårer i øjenkrogen. Men nogle fotos vidner da også om håb! 

Det er en bog, man ikke ser i en enkelt gang - en ren perle på trods af de voldsomme billeder. Men verden er ikke blid!

Wednesday, August 30, 2017

Une part de ciel - Claudie Gallay



























  • Fransk
  • 23.-30. august
  • 602 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Claudie Gallay er faktisk en forfatter, jeg rigtigt godt kan lide - men det er faktisk en del år siden, keg sidst læste hende. Måske fordi den roman ikke greb mig så meget som de forrige. Men nu var der gået passende lang tid, og hendes særegne rolige tempo passede perfekt til den trang, jeg havde til at fordybe mig i en lidt længere roman end de senere.

Hun er særdeles glad for lidt øde og dystre landskaber; det foregår aldrig i sol og sommer - altså faktisk på nær den ene roman,jeg ikke brød mig om. Tankevækkende! Det er lidt som Pamuks Istanbul, hvor der også altid er gråt og en anelse farligt.

Gallays yndlingsemne er forholdet mellem mennesker; helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, som jo alligevel er særlige fordi det er netop deres liv.

Carole er en nylig fraskilt kvinde i starten af fyrrerne, som rejser op i bjergene for at mødes med sine søskende - en ældre bror, Philippe, og en yngre søster, Gaby. De mødes fordi de regner med at deres far efter flere år fravær vil dukke op. De har modtaget en snekugle, som igennem hele deres liv har været en form for kodeord for hans tilbagevenden efter endnu en pause fra familien. Ikke nødvendigvis grundet en krise; snarere hans wanderlust.

Og nu sidder de så der i december måned, og venter på ham igen. De to andre bor permanent i bjergene, og trives med de barske levevilkår - Carole er bymennesket, der rationaliserer og bør forholde sig til alting. Og at være retur i barndommens omgivelser vækker minderne om den brand, hvor deres mor måtte vælge to af de tre børn, da hun skulle redde dem ned fra loftet. Søsteren - oven i købet den yngste - blev fravalgt, og lider nu af kroniske helbredsproblemer. Og Carole af kronisk skyld.

Der foregår egentlig ikke så meget i den halvanden måned. De venter. Hvert kapitel er en dag. Og hver dag starter med, at Carole fotograferer servitricen fra den lokale bar, når hun ryster lagener. Det er et underligt stilleståendemiljø, men hvor netop de små ting, og de humane relationer pludselig får en anden og dybere dimension. Det er mindst lige så megetdet, der ikke sker og det, der ikke siges, der giver betydning.

Jeg tror ikke, at hendes romaner ville finde et dansk publikum - men på fransk er de stort set altid skønne!

Thursday, August 24, 2017

Jomfruen fra Norge - Tore Skeie



























  • Dansk
  • 20.-22. august
  • 317 sider


Det er jo yderst sjældent, at jeg læser danske bøger - primært grundet den ufatteligt elendige korrekturlæsning disse ofte præges af. Der er en grum mangel på kvalitetskontrol hos danske forlag må man formode. Desuden er bøgerne ofte forholdsmæssigt dyre grundet de små oplag. Men denne fandt jeg til en god pris.

Denne var jo heller ikke som sådan dansk, da den er oversat fra norsk - men den var dog på dansk. Og den var heldigvis af en glimrende "teknisk" kvalitet. Historien i sig selv var ovenud fantastisk og dybt fascinerende.

Jeg læser heller ikke nær nok om nordisk historie; hvor jeg til gengæld har spist mig igennem utallige bind af biografier af franske og engelske monarker og deres landes historie. Så det var fornyende og interessant at finde en så velskrevet biografi af personer og en tidsalder, som var ny for mig.

Det 14. århundrede har muligvis færre skrevne overleveringer i Norden end i det sydligere Europa - ikke desto mindre er det en ufatteligt spændende periode, hvor magten skifter konstant mellem de tre kongeriger, der skulle ende med at blive et for noget tid. Inden de igen blev splittet på kryds og tværs, og nu er tilbage ved udgangspunktet som tre lande.

I 1290 sendes en ung norsk prinsesse, Margrete, på et skib mod Skotland. Hun er norsk prinsesse og skotsk barnedronning gennem sin mor; og nu skal hun vies til den engelske tronarving for at sikre Englands fredelige overtagelse af Skotland. Men skibsrejsen er brutal her om vinteren, og ankommet til Orkney-øerne dør hun, og vender tilbage til Bergen i en kiste.

Det bliver på sin vis starten på en turbulent tid i de nordiske lande, som styres af Håkon V i Norge, Erik Menved i Danmark (efter, at faderen Erik Klipping jo brutalt var blevet myrdet i Finderup Lade) og endelig kong Birger i Sverige.

De er alle intrigante og kampstridige, og landegrænserne er jo slet ikke som i dag. Især Sverige er kompliceret, da store dele tilhører enten Norge eller Danmark - især det eftertragtede Halland, som styrer søfarten og dermed toldafgifterne. Den svenske konge lider under to brødre, Erik og Valdemar, som har umådeligt svært ved at kende deres plads under kongen, og konstant forsøger at skabe alliancer for blot at bryde dem igen ved først givne lejlighed. Ikke desto mindre bliver hertug Erik forlovet med Håkons unge datter, allerede da hun var spæd - selvom han i flere omgange forrådte hendes far kongen. 

Det interessante ved denne historie er måske netop, at synsvinklen er Norge - vi betragter Danmark deroppefra og det giver et helt andet billede end vores egen historie, hvor Norge jo mere har været underlagt os. Men på den tid var Norge vigtig; det stoppede så i midten af det 14. århundrede, og da de endelig blev selvstændige igen i 1905 var det jo med et konstitutionelt monarki.

Det er en spændende og hæsblæsende skildring af magtkampe og krige (selvom disse nu mest var langsommelige belejringer uden meget aktion); men også så vidt det er muligt med personskildringer af disse mennesker om hvem vi ved så lidt.
De levede kort og intenst, og deres person blev mest målt i værdi på ægteskabsmarkedet. Alligevel fremstår de realistiske, og man glemmer helt, at det ikke er en roman.

Jeg var meget begejstret, og har bestemt lyst til at dykke mere ned i nordisk historie nu. 

Saturday, August 19, 2017

Maigret på Montmartre (Maigret XXXVI) - Georges Simenon




























  • Fransk
  • 18.-19. august
  • 186 sider
  • Originaltitel: Maigret au Picratt's

Efter den sidste noget overraskende - men også geniale - roman i Maigret-serien, er vi nu tilbage i den traditionelle mordopklaring.

En danserinde fra en af Montmartres obskure barer vælter halvberuset ind på den lokale politistation klokken fire om morgenen for at fortælle, at hun har overhørt to mænd planlægge et mord på en komtesse. De lader hende sove rusen ud, inden de henter hende ind til Maigret på Politigården - og nu vil hun pludselig intet sige. Hun vil bare hjem og sove - og her findes hun kvalt blot et par timer senere.

Så nu er Maigret jo på udkig efter en komtesse, der måske er den næste i rækken - og han slår sig ned i natklubben, Picratt's, for at finde ud af, hvem den unge danserinde var. Det viser sig oven i købet, at en af hendes ihærdige beundrere er en af hans egne unge mænd, der var opsat på at få Arlette væk fra det liv. Håbløst forelsket er han; og helt sønderknust nu.

Tidligt på aftenen finder de så en myrdet komtesse; en afdanket ældre kvinde, der er afhængig af morfin, og lever uhumsk og sølle omgivet af sine sprøjter og rødvinsdunke. Men hvor er forbindelsen mellem de to kvinder, som ikke kendte hinanden? Og hvorfor sagde Arlette, at hun havde hørt de to mænd tale, når ingen i natklubben har set to mænd den nat?

Maigrett slår sig mere eller mindre ned på natklubben, som bliver hans hovedkvarter mens hans mænd vandrer Montmartres gader tynde. Det er et mikrokosmos, hvor alle kender alle - men ingen kender tilsyneladende den mand, som de hurtigt identificerer som morderen.

De ender selvfølgelig med at finde ham - men han bliver dræbt af skud under anholdelsen. Ved man så reelt om det var ham? Den slags detaljer er jo mindre relevante for den kære Maigret - og det er jo også ham, ved vi som læsere.

Et pudsigt træk i denne roman er, at fru Maigret faktisk slet ikke nævnes. Hun er ellers altid i periferien for at passe på sin kære mand. 

Friday, August 18, 2017

La Jeune Épouse - Alessandro Baricco



























  • Fransk
  • 16.-17. august
  • 256 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde over denne bog - eller mit køb af den!?

Jeg er kæmpe fan af Baricco; hans bog 'Silke' er for mig stadig en af de smukkeste bøger, der findes og uden tvivl den, jeg har foræret væk i gave flest gange på alverdens sprog.

Ikke mange af hans bøger oversættes til dansk, men Denne historie er netop oversat, og er også et pragteksemplar af hans litteratur. Jeg har kunnet lide samtlige af hans bøger uden undtagelsel; det har faktisk altid været stor begejstring, og jeg har derfor aldrig været i tvivl om jeg skulle købe den næste. Jeg ventede meget længe på paper back-udgaven af denne, og utålmodigheden voksede indtil den endelig udkom i sommers.

Derfor er følelserne nok endnu mere ambivalente!

Historien er som altid meget mystisk; her har vi Den Unge Brud - hovedpersonen - som ankommer til familien for at gifte sig med Sønnen, som det er blevet aftalt tre år tidligere. Sønnen er dog ikke hjemme, da hun ankommer og hun bliver boende i huset sammen med Moderen, Faderen, Onklen og Datteren. Perioden er lidt udefinerbar, men i Italien omkring 1920 er et godt bud.

Fortælleren er til tider i første person og til tider i tredje person. Problemet er nok, at første personen skifter tit og brat uden varsel - og det er fuldstændigt umuligt at navngive fortælleren i det hele taget. Det forvirrer desværre mig en del!

Mens hun venter på Sønnen, som i mellemtiden ser ud til at være forsvundet i England, drages hun ind i familiens hemmeligheder. De tager hende under deres vinger, og beslutter sig for at overvåge hendes erotiske opdragelse. Det starter med Søsteren, der lærer hende at masturbere, og det kulminerer da Faderen skaffer hende et job i byens bordel. Dialogerne er spontane, og oftest er det ikke nemt at gætte mellem hvilke personer, de foregår. Teksten er stort set ud i et stykke - ingen kapitler, men et par afsnitsafbrydelser hist og her. Og så fortælleren, som midt i handlingen, drager ud af en helt anden tangent og iblander sine egne observationer om hint og andet.

Jeg læste den vel mere i håbet om at blive fanget senere hen - end af ren nydelse, som jeg sædvanligvis gør med Baricco. Jeg er vist ikke snerpet, synes jeg - men jeg brød mig heller ikke om den erotiske dagsorden i bogen; den slags er generelt for mig totalt overflødigt på trods af den stigende trend indenfor denne genre.

Jeg var faktisk slet ikke med i historien på noget tidspunkt; jeg overvejede at stoppe - men min nysgerrighed løber altid af med mig. Denne gang vandt den bestemt ikke!

Wednesday, August 16, 2017

Den underjordiske jernbane - Colson Whitehead



























  • Engelsk
  • 13.-15. august
  • 320 sider
  • Originaltitel: The Underground Railroad


En af det sidste års helt store udgivelser - ikke mindst efter, at selveste Obama bekendtgjorde, at den stod på hans liste over bøger, der skulle læses i sommerferien.

Den har desuden vundet både Pulitzer-prisen og National Book Award for Fiction; noget, der ikke er sket for den samme bog siden 1993. 

Så der var meget høje forventninger, der heldigvis blev indfriede!

Historien er den barske fortælling om de sorte slaver i midten af det 19. århundrede, og deres kamp for at flygte. Det var stort set umuligt, og ikke mange kom særligt langt inden de blev fanget af professionelle slavejægere, der indkasserede en større eller mindre dusør for dem. 

Hovedpersonen er Cora, hvis mor selv flygtede, da Cora var 10 år gammel og dermed efterlod hende til en sikker grusom skæbne. De andre slaver var efter hende - til dels af jalousi over den mor, derslap væk og aldrig blev fundet; og til dels fordi Cora kæmpede for sit eget. Så for at knække hende tager de hendes lille køkkenhave, og voldtager hende. Derefter ender hun i et særligt hus med andre kvinder, som betragtes som anderledes ... eller lidt halvgale!

Hendes redning bliver Cæsar, en ny slave, der ankommer til plantagen og udser sig Cora som flugtpartner. Han tror, at hendes mors succes bringer held, og sammen flygter de gennem den underjordiske jernbane. I bogen fremstilles denne jernbanehelt som togvogne, der kører under jorden ud af sydstaterne, og bringer slaverne til en bedre fremtid. I virkeligheden var det ikke et reelt tognetvær, men et netværk af folk, som husede dem og sørgede for videre transport. De benyttede sig af terminologien fra jernbanerne som fx billet, konduktør, stationer etc.

Jeg synes ikke, at det er forstyrrende, at bogen benytter disse metaforer. Coras rejse beskriver til dels disse etaper, men i lige så høj grad de pauser, der er imellem rejserne. Perioder, hvor hun arbejder og lever blandt andre flygtninge - indtil faren igen nærmer sig.

Coras oplevelser fortælles i hovedafsnittene, mens de kortere afsnit imellem er historierne om nogleaf de vigtigste protagonister - slavefangeren Ridgeway, Cæsar, hendes mor Mabel, den hvide kvinde Ethel etc. Dermed får man et mere komplekst og komplet af det tidsbillede, som slaveperioden jo var.
Den frigivne slave Frederick Douglass kritiserede jernbane-konceptet i sin fantastiske selvbiografi; ikke desto mindre blev det vejen ud for titusinder af mennesker, hvoraf mange tog turen helt til Canada.

Det er en virkelig barsk roman; for det er ikke kun deres status som slaver, der er opslidende på krop og sjæl. Slaverne lever jo også under en intern hakkeorden, da det virkelig er survival of the fittest. Og senere bliver Cora tilbudt at blive steriliseret - en metode de hvide benyttede på trods af deres holdninger til frigivelse af slaver. For der var jo det problem, at de var så mange - og frigav man dem alle, så ville de være i overtal i visse byer eller stater;og det ønskede man trods alt heller ikke.

I lyset af de nylige raceoptøjer i USA er det desværre en debat, der stadig er aktuel - og spørgsmålet er vel reelt set om den befolkningsgruppe nogen sinde slipper helt fri - på trods af Obama og al anden rationel evolution.

En bog, der bestemt har fortjent sine priser- og som jeg varmt kan anbefale!

Saturday, August 12, 2017

Maigrets memoirer (Maigret XXXV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. august
  • 189 sider
  • Originaltitel: Les mémoires de Maigret

I 1951 har Simenon skrevet 35 krimier med Maigret som hovedperson; en hovedperson, der i starten i 1929 allerede var en moden mand i midten af fyrrerne. På et tidspunkt sender Simenon ham på pension, og der er flere "huller" i serien som fx mellem 1934 og 1939, og 1943 og 1947. Til gengæld skrev han en lang række andre krimier - han var produktiv. Udover Maigret-serien på 75 krimier og 28 noveller, skrev han 117 andre krimier, og en stor del af dem altså i tomrummene mellem Maigrets eventyr.

Da han startede Maigret-serien var det med seks bind, og det var slet ikke tænkt som et livslangt værk. Men den form for 'banegårdsromaner', som man kalder det på fransk, fik stor succes og forlaget bad om flere efter det planlagte stop i 1934 efter bind nummer nitten. 

Men det skaber jo så problemet med at få placeret en korrekt kronologi og naturlig udvikling i Maigrets liv, da han jo i 1951 skulle være 64 år gammel - og pensionsalderen for politifolk i mellemtiden var ændret til 65 år. Dog havde Simenon vel nu indset, at han ikke kunne slippe sin protagonist - og vel også, at der var gode penge i ham!

Simenon foretager derfor intet mindre end en genistreg! I Maigrets memoirer er det nemlig Maigret selv, der fortæller i første person. Her forklarer han, hvordan han en dag er blevet kontaktet af en ung journalist omkring 1927-28 - Simenon er født i 1903 - som vil studere ham og Politigårdens som research til en krimiserie. Da bøgerne udkommer opdager Maigret, at forfatteren Georges Simenon (!!!) har baseret sin hovedperson på ham selv - og med samme navn. Maigret bliver nu pludselig lidt berømt - men han er utilfreds med visse detaljer, som han mener gør ham til en karikatur.

Han fortæller yderligere, at de sager, som Simenon beskriver i sin serie om politimanden slet ikke er foregået i virkeligheden; at Simenon roder rundt i årstal, så han en dag er ung og den næste dag gammel - og at det slet ikke passer med de sager, han reelt har arbejdet med i forskellige perioder af sit liv. Han tager det dog ret godmodigt, og Simenon og ham bliver private venner og det er også Simenon, der låner Maigret-parret lejligheden på Place des Vosges på et tidspunkt. Ligesom Maigret i sine erindringer indrømmer, at han accepterede rejsen til USA, fordi Simenon på det tidspunkt boede der - og så kunne han jo se sin ven samtidig; og hermed refererer han til Arizona-mysteriet.

Det er jo virkelig exceptionelt - her har vi forfatteren, der skriver i første person som sin vigtigste personnage - om sig selv som forfatter! Han giver Maigret mulighed for at fylde de huller denne mener, at Simenon har overset - blandt andet får vi her historien om hans barndom, hans medicinstudie, der bliver afbrudt og om hvordan han mødte Louise, Madame Maigret.

Ikke alene skifter de roller og overtager hinandens plads; men det giver også Maigret mulighed for at forklare, at denne forfattertype jo er lidt underlig som sådan nogle kunstnere er. Derfor skal man ikke tage det så nøje, at han roder rundt i årstal og ikke kan finde ud af, hvor gammel han, Maigret, er. Det løser jo Simenons problem med en aldrende protagonist, der skal placeres i en naturlig udvikling. Det legitimiserer hele serien, og fritager Simenon for yderligere forklaringer i de mange (fyrre) bind, der følger efter disse erindringer.

Det er morsomt, unikt, genialt! Virkelig en opfindsom måde at trække en streg i sandet, så han ikke skal belemres med spørgsmål om sin hovedperson og blot kan benytte ham frit. Samtidig understreger det jo den symbiose, der er opstået mellem forfatteren og hans person - og nu er linjerne klare.

Den taktik har jeg vist aldrig set før; men nu har jeg jo heller aldrig læst en serie med så utroligt mange bind. 

Friday, August 11, 2017

Jeg har et tæppe i tusind farver - Anne B. Ragde



























  • Dansk
  • 8.-11. august
  • 252 sider

Jeg har læst en del af Anne Ragdes bøger, men det er efterhånden en del år siden. Ikke desto mindre var jeg jo ret sikker på, at jeg ville kunne lide denne - selvom det ikke er en roman. Anne Ragde skrev allerede i Arseniktårnet om sin familie, men navnene var ændrede og jeg syntes, at den manglede en afrunding, som forklarede hele den krise, der tilsyneladende var mellem Annes mor og mormor. Det kommer vi heller ikke meget nærmere her - måske skal man også blot respektere, at visse familiekriser ikke skal udblæses i fuld offentlighed!

Annes mor er ved at være en ældre dame; og pludselig ikke længere så frisk - denne bog beskriver moderens sidste tid med rædsomme oplevelser i det norske sundhedsvæsen. Det overraskede mig noget, da jeg troede, at det var noget bedre end vores danske. Tilsyneladende ikke!

Men det er også en meget kærlig historie om de samtaler de to har, nu hvor de ved, at tiden nærmer sig. Anne får derfor den idé at skrive om moderen - og det er den ældre dame vældigt stolt af. Det er jo ikke en historie om moderens liv; det er en fortælling om den sidste tid, og deres forhold. Det er tilbageblik til en barndom og en ungdom - men igen er det sporadisk og ikke fuldgjort, synes jeg.

Jeg kan sagtens forstå, at man har sine grænser - og at man ikke vil udlevere for meget. Jeg synes dog stadig - som i Arseniktårnet - at det bliver lidt for flydende og ustruktureret.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er smukke øjeblikke - der er humor, grin og tårer i de livshistorier de to kvinder deler. Der er sødme og melankoli i afskeden, og sprogligt er det en fryd at læse Ragde. Men måske er den skrevet for meget i selve afskedsfasen med for lidt distance?

Jeg ærgrede mig også over, at Gyldendals forlag tilsyneladende endnu engang har svært ved at korrekturlæse. Det var ret grelt i denne bog desværre.

Monday, August 7, 2017

Fru Maigrets veninde (Maigret XXXIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6. august 
  • 188 sider
  • Originaltitel: L'amie de Madame Maigret

Jeg måtte jo op på min Maigret-hest igen selvom han skuffede mig dybt i det 33. bind; men det var jo principielt mere Simenon end Maigret selv.

Heldigvis må det have været en momentan tilstand, for her finder man både Maigret og Simenon i topform!

Fru Maigret spiller jo som regel en ret tilbagetrukket og anonym tilværelse; hendes rolle er at stå klar med varm mad og tøfler, når Maigret vender hjem fra den barske verden, hvor han har bekæmpet de onde. Hun kommer med velmenende moderlige formaninger, og sørger for at pakke hans varme tøj, når han skal finde de onde længere væk fra den hyggelige rede på Boulevard Richard-Lenoir.

Således sætter hun også denne morgen dagens gryderet over, inden hun skal til tandlæge. På vejen sætter hun sig på en bænk, og konverserer med en ung dame. Ganske som hun har gjort det de andre dage. Men i dag forsvinder damen pludseligt og beder hende holde øje med en lille toårig dreng; fru Maigret har jo et ømt punkt for alle de børn hun aldrig selv fik. Men hun bliver alligevel bekymret og faktisk også lidt gal, da damen først vender tilbage to timer senere. Hun har misset sin aftale hos tandlægen, men hvad værre er - Maigret kom hjem til en brændt kasserolle, og måtte spise ostemadder den dag. Det er nok hendes ægteskabs kulinariske lavpunkt.

Maigret arbejder på en sag om en bogbinder, som man mener har brændt et lig i sin ovn - men hvem?
Det bringer ham igen på forsiderne af byens aviser; og ved et skæbnens sammentræf bruger man et billede fra hans ferie ved havet, hvor fru Maigret optræder ved siden af ham.

Hvad der tilsyneladende var en håbløs sag for Maigret og en irriterende hændelse for fruen, bliver nu pludselig til en mere alvorlig affære, der accelerer, da forbryderne ser det billede. For den unge kvinde fra parken er en del af en professionel bande, der laver forfalskninger og begår tyverier. Og nu tror de jo, at fru Maigret hjælper sin mand!

Det gør hun på sin vis også; men uden hans viden. Hun mener nemlig ikke, at han (eller politiet i det hele taget) har forstand på kvindehatte. Så hun finder den modist, der har lavet den unge kvindes hvide hat - og faktisk leverer hun ofrenes navne på et sølvfad til Maigret!

Som sagt så var det tilbage til den sædvanlige Simenon; selvsagt er der efterhånden nogle scenarier, der begynder at gentage sig - men det er alligevel imponerende, at han efter så mange krimier stadig kommer med unikke plots!

Sunday, August 6, 2017

Icons - Steve McCurry



























  • Engelsk
  • 6. august 
  • 100 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For et par uger siden var jeg i Bruxelles - på hjemmebane for at besøge venner og få den kulturelle indsprøjtning, der så meget mangler i Danmark desværre. Denne gang blev det til en absolut fantastisk udstilling af den amerikanske fotograf Steve McCurry, hvis værker, jeg har beundret i mange år.

Jeg elsker hans portrætter af mennesker fra verdens afkroge; mennesker, som bærer så meget smerte og livsvisdom i deres blikke - og udstillingen her var virkelig imponerende med mere end 200 fotografier i stort format. Ophængningen var yderst original - alt hang på tynde lagner, i en komplet labyrint, så man ikke fulgte en snorlige vej, men sprang rundt i tid og sted.

McCurry har dækket politiske konflikter, naturkatastrofer, krige - og han har taget helt almindelige billeder af helt "almindelige" mennesker; men jeg er knap så begejstret for hans senere arbejde, der i mine øjne mangler sjæl. Men det er også sværere og sværere at finde de befolkningsgrupper, der lever isoleret og i deres egen kultur, når man i dag ser Adidas t-shirts midt ude i den afrikanske ørken. 



























Mest berømt er vel nok hans billede af den unge afghanske pige, der prægede forsiden på National Geographic i 1984 - de grønne øjne, og den mutte mund; stoltheden og angsten, der på samme tid kigger os lige i øjnene. Atten år senere tog McCurry tilbage for at finde hende; udstillingen viser en utrolig dokumentar om den kamp det var at lokalisere hende blandt de mange, der håbede på deres 15 minutes of fame.

Han fandt hende, og tog nye billeder, der fortæller en anderledes barsk livshistorie i hendes øjne.

Jeg købte selvfølgelig en bog på udstillingen - den viser et antal fotografier, vi så der, men akkompagneret af McCurrys fortælling om hvor og hvordan disse billeder blev taget.
Jeg morede mig med samtidig at tage en tur i Google Earth for at gå i hans fodspor - mange billeder er fra 1990'erne; og det er utænkeligt at kunne tage de samme billeder i dag. Lande har forandret sig; udviklingen har udryddet etnicitet - eller der er krige, der gør det umuligt at rejse der.

Samtidig opdagede jeg, at det jeg så ikke altid var den virkelighed, der reelt var bag et fotografi, når jeg læste McCurrys kommentarer. Hvad ser man i et billede? Som drengen nedenfor... er det en leg? Er det fotografen, der har bedt ham om at stille sig op - men hvorfor græder han så?
Det var derfor en ganske smuk og unik bog; som man vil vende tilbage til igen og igen på grund af de fantastiske billeder - og historierne, der tilhører dem.


Saturday, August 5, 2017

Shamanen - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 31. juli - 5. august
  • 652 sider
  • Originaltitel: Shaman

Da jeg bestilte 'Helbrederen', havde jeg i samme omgang bestilt andet bind i Gordons trilogi.
Jeg ved dog ikke, om man oprigtigt kan kalde det en trilogi, når der er så mange år imellem de to første bind? Og jeg har vist allerede besluttet at jeg ikke vil bestille det tredje bind - på den anden side er det sikkert glimrende ferielæsning, når jeg til efteråret skal ud på en 11 timers flytur.

Helbrederen foregik jo i det 11. århundrede med de medicinske forudsætninger og forhindringer, man havde på den tid. I Shamanen er vi nu i Amerika i 1864, hvor den unge Rob J. Cole - også kaldet Shamanen - rejser hjem til familiens gård efter faderens død. Faderen var også en Rob J. Cole - ligesom Helbrederen og som alle førstefødte sønner i slægten siden det 11. århundrede. Ligesåvel som traditionen er, at disse førstefødte sønner bliver læger - hvilket jo unægteligt er nemmere i det 19. århundrede.

Disse sønner har også alle den særlige evne, som gør, at de ved at holde en patients hånd kan mærke om denne snart vil dø. Det minder mig faktisk lidt om Rutherfurds episke historiske romaner, hvor han altid har et særligt træk ved sine personer, der går i arv ned gennem generationerne. Om de har inspireret hinanden er jo svært at sige? Men de startede begge at skrive disse historiske romaner i slutningen af 1980'erne - Shamanen udkom i 1991 samtidig med Rutherfurds Russka. Som jeg nævnte i anmeldelsen af Helbrederen, så var der i den periode åbenbart en trend for historiske murstene - selvom de fleste nu synes at have fået større succes nu et par årtier senere.

Shamanen er i starten af tyverne, da faderen dør og han finder hans dagbøger, og så tages vi tilbage til 1839, da den unge Rob Cole ankommer fra Skotland til Boston. Han er allerede læge - men skal have et arbejde; det lykkes ikke godt i storbyens slum og han er fascineret af indianerne. Så han drager mod vest, og undervejs møder han det jødiske par Jay og Lillian Geiger, som bliver familiens tro venner igennem årtier. Her ser vi selvfølgelig en parallel til Helbrederen - men det jødiske religiøse aspekt spiller en langt mindre rolle i denne historie.

Som en anden nybygger starter han fra bunden i en lille by, der knap kan kaldes en by endnu - men at have en læge er attraktivt for Nick Holden, som sørger for at bygge lokalsamfundet op. Rob Cole møder indianere, der er forfulgte og landløse, og ansætter dem på sin gård. Det er ikke velset af alle, og slet ikke af hans egen hustru, da han gifter sig. Hun er jaloux på den indianske kvinde, der er deres shaman - men som ender voldtaget og knivdræbt; et mysterie, som bliver en del af familiens historie.

Rob Cole og Sarah får sønnen, som også hedder Rob Cole - men får kælenavnet Shamanen som barn. Han bliver dog døv som barn efter mæslingesygdom; men vil være læge som sin far - og man følger hans kamp for at nå dertil. Samtidig er det en politisk tid med tumult, da Amerika splittes mellemnord- og sydstater i spørgsmålet om slaveri.

Både far og søn involveres i Borgerkrigen trods deres pacifistiske principper; og de mødes endog over operationsbordet, hvor faderen endelig anerkender sønnen som læge i sin egen ret.
Der er stadig udvikling i medicinsk historie; basale ting for os som hygiejne - men som stadig var i eksperimenterede stadie dengang - og anset som hysteri af nogle.

Der er visse paralleller til Helbrederen; men det er i høj grad en absolut selvstændig historie, som er sprængfyldt af spænding. Jeg havde en anelse svært ved at blive fanget i starten - men det viste sig at skyldes en god sommerinfluenza; da jeg først kom i gang, blev de sidste 340 sider læst på en dag. 

Så selvom det ikke bliver til tredje bind, så vil jeg bestemt se nærmere på andre af hans bøger.


Sunday, July 30, 2017

L'origine de nos amours - Erik Orsenna



























  • Fransk
  • 30. juli
  • 249 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Franskmænd har et enormt behov for at tale - gerne med rigtigt mange ord, og med rigtigt mange krumspring.

De har også et stort behov for at tale om, hvem de er og hvorfor de er blevet sådan. En sådan selvransagelse ser man vist ikke så tit hos danske forfattere; men dog mere end hos engelske og amerikanske, fornemmer jeg. Men franskmændene vil altså til bunds i de her ting, og det er derfor helt legitimt for dem at skrive bøger om deres rødder, om forholdet til forældre, børn eller (eks)kærester og koner.

Alexandre Jardin har skrevet en række romaner om sin egen far; Amin Maalouf har skrevet den meget smukke bog om, hvordan han går på opdagelse i sin families historie. Eric Fottorino skrev om forholdet til sin far efter denne begik selvmord - og sådan kan man blive ved!

Orsenna har jeg tidligere læst romaner af; hans fantastiske afrikanske historier - men denne gang er det altså også en mere navlepillende historie. Sammen med sin far undrer de to mænd sig over, hvorfor de ikke kan få kærlighedslivet til at fungere - de bliver skilt samtidig i 1975. Faderen fra moderen som ca. 50-årig og Orsenna somca. 30-årig fra sin første kone. De mødes jævnligt på den samme restaurant, og diskuterer emnet. En forklaring må være deres cubanske rødder, mener faderen - al det musik, de smukke kvinder etc.

Faderen begynder som en gammel herre at grave i den historie, da Orsenna som 60-årig skal giftes igen - for nu skal den forbandelse altså hæves.

Historien springer meget frem og tilbage mellem alle deres samtaler og konklusioner; i tid og i sted.
Og samtidig kommer Orsenna ind på sit forhold til søskende, elskerinder og faderen selv. Det nye ægteskab er heller ikke særligt vellykket - men for at givedet en chance, forsvinder faderen. Han søger tilflugt langt ude på landet, og Orsenna og hans nye kone skriver rørende optimistiske breve om deres lykke for at lokkeham ud af sit skjul. Faderen gennemskuer dog det hele - men tilgiver sønnen, inden han dør som en glad gammel herre.

Man kan undre sig over, om det ikke er forstyrrende for forfatternes familie, venner og elskede således at blive udstillet; men den slags tager franskmænd forbløffende roligt. Det sker jo uden tvivl ikke uden de andres viden eller samtykke. Og så antager det pludselig en helt anden form, synes jeg.

Orsennas bog er på trods af sin lidt kaotiske opbygning meget smuk, og en hyldest til faderen og hans liv - og lige det kunne man måske godt lære af. Vi har så travlt med at forandre og fjerne os fra tidligere generationer, hvor man i andre lande og kulturer opsøger netop dette.

Saturday, July 29, 2017

Maigret og den gamle dame (Maigret XXXIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 28.-29. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret et la vieille dame

Det begynder som det ofte gør - Maigret bliver opsøgt i sit kontor på Politigården af en 'kunde' - denne gang altså en gammel dame. Men hurtigt begynder jeg at tænke, at der da er noget helt galt? Simenon plejer at være meget grundig i sine fakta - men denne gang er han altså helt ved siden af!

Der er konsekvent "regnefejl" i hans kronologi. Damen kan ikke være mere end 61 år gammel. men hun giftede sig som 30-årig med en mand, der var 55 år og meget rig. Han dør så 25 år senere - som 70-årig??? Det er yderst usædvanligt med den slags rod, og det irriterede mig grænseløst må jeg nok indrømme.

Krimien er skrevet i 1950, hvor Simenon genoptager krimiformatet efter at have skrevet den sidste novelle; måske er han selv ved at køre lidt træt i det hele - og dog er der jo mange krimier endnu forude!

Men Maigret tager jo med ud til den lille landsby, hvor den gamle dame bor og hvor hendes stuepige er død af arsenikforgiftning; det var skjult i den sovepilleopløsning den gamle dame selv skulle have drukket. Og gamle damer er jo per definition søde og uskyldige?

Nu forholder det sig så således, at hele hendes familie havde været i huset den dag - stedsønnerne, som hun ikke kan fordrage og hendes egen datter, som er sin mand utro - selv under moderens tag. Der var engang en formue - men den forsvandt og stedsønnerne kan måske med rette bebrejde hende, at den smuldrede væk i ekstravagance og fine smykker.

Og så er den gamle dame jo ikke så uskyldig, som hun ser ud. Jeg tænker også, at Simenon måske har ladet sig inspirere af filmen Arsenik og gamle kniplinger, som kom frem i 1944 - det var på den anden side af Atlanten og ikke helt frisk ... måske var det nemt inspirationsmateriale, hvis man selv var begyndt at løbe tør.

Altså ikke en af de bedste krimier; faktisk temmelig irriterende med de sjuskefejl!

Thursday, July 27, 2017

Les amants de Coyoacan - Gérard de Cortanze




























  • Fransk
  • 24.-27. juli
  • 352 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Et af mine formål med turene hjem til Bruxelles er jo bogindkøb; denne gang blev det dog kun til otte styks; en af dem var denne fantastiske romanbiografi af forholdet mellem Frida Kahlo og Lev Trotskij.

Jeg har tidligere læst den eminente biografi af Hayden Herrera, hvor hun selvfølgelig også kommer ind på den affære de to havde i slutningen af 1930'erne. Men Cortanze har sammenbragt alverdens informationer såvel som personlige breve fra alle, der omgav de to på den tid, og han har romantiseret det hele. Det bliver det bestemt ikke ringere af - og absolut plausibelt.

Trotskij blev udskibet til Mexico i 1937, og modtagelseskomiteen bestod af Frida Kahlo og hendes mand Diego Rivera, som begge var brændende kommunister, og stillede deres hus til rådighed for den eksilerede familie. Trotskij fatter hurtigt interesse for den excentriske maler - og hun leder altid efter adspredelse for at give modspil til Riveras notoriske utroskab.

Deres affære bliver relativt kort, da Trotskij ender med moralske skrupler overfor hans aldrende hustru, som altid har støttet ham. Men forholdet til Kahlo er mere og andet end blot fysisk. De skal først igennem en periode, hvor de ikke ser hinanden og hun skal provokere ham med diverse eskapader ... men deres forhold er i høj grad også et meget dybt venskab.

Ægteskabet med Rivera opløses, og Kahlo gennemgår operation efter operation og er dybt depressiv i perioder; her træder Trotskij til - selvom hans eget liv ikke er enkelt. Han fremstilles in absentia for retssager i Rusland; han bliver skydeskive for de mexicanske revolutionære kommunister og lever bag tykke mure overvåget nat og dag.

Historien her giver en detaljeret og indlevende gengivelse af det komplot, der endte med at slå ham ihjel i 1940. Den giver et billede af et smukt venskab mellem to specielle mennesker. Der refereres en del til Kahlos malerier, og det er spændende at se i hvilken kontekst hun malede dem, når man har set dem alle og straks kan se dem for sit indre øje.

Kahlos skæbne var ikke nem; men man tænker, at hun trods alt havde en oprigtig ven i russeren. En smuk lille bog!

Sunday, July 23, 2017

Helbrederen - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 16.-23. juli
  • 768 sider
  • Originaltitel: The Physician

Jeg så faktisk denne i et dansk supermarked - og på dansk; det var et rigtigt godt tilbud - men altså desværre på dansk. Men den fandtes jo derude i en originalversion, som jeg fik anskaffet mig. Jeg havde aldrig hørt om denne trilogi før - og dog er den fra 1986.

Det er faktisk tankevækkende, at der tilsyneladende var en bølge af historiske mammutromaner i den periode, som kommer frem igen nu. Folletts Jordens Søjler er fra 1989 - men fik jo sit helt store internationale gennembrud for ganske få år siden. Måske var interessen for middelalderen ikke stor nok i de hurtige 1980'ere, hvor alt jo gik så fantastisk?

I Helbrederen er vi endnu længere tilbage end Follett; han starter i 1021 i London med den lille knægt Rob Cole, hvis mor dør i barselssengen. Umiddelbart inden holder han hendes hånd, og kan der mærke, at hun vil dø. En skræmmende fornemmelse for en lille dreng. Ikke lang tid efter dør faderen - og nu er der fire forældreløse børn. De havner vidt forskellige steder; men Rob er den sidste tilbage i huset, da en omrejsende barber/kirurg, som var datidens tætteste svar på en læge. 

Det var både en gøgler, en fupmager, der solgte mystiske miksturer (som slet ikke var så mystiske) og som samtidig kunne ordne mindre skader. Det meste var selvlært eller overdraget under en læretid, som den unge Rob nu kommer i. De rejser land og rige rundt - men det er også til tider farligt. Dør en patient efter deres indblanding er der ikke langt til anklager om hekseri.

Men Rob fascineres af lægekunsten, og opdager, at der findes nogle med mere avancered kundskaber. Ingen vil dog lære fra sig, men langt om længe møder han en jøde, der fortæller ham, at man i Ispahan kan komme på en skole, hvor kunsten læres. Dog accepterer de kun muslimer og jøder, så da hans læremester dør, begynder Rob stille og roligt at forvandle sig til jøde i udseende, og drager mod Persien.

Det er en enestående skildring af de religiøse forskelle mellem kristendommen og jødedommen; men også islam, som han må få et indgående kendskab til under sine studier i Persien. På en tid, hvor vi stadig var noget så barbariske i Vesteuropa, var araberne jo nået meget langt indenfor medicinvidenskaben - men der er stadig det helt store dilemma, som også Michelangelo døjede med 500 år senere - man må ikke obducere lig. Al viden om menneskekroppens indvendige sammensætning får man fra grise - og Rob er konstant ude efter at sprænge disse grænser.

Det er spændingsmættet med krig og kærlighed; men også filosofisk med hans religiøse skærmydsler - ikke mindst, da han gifter sig med en kristen. Og endelig vender han tilbage til England - men kan aldrig sige, hvor og hvordan han er blevet læge. Var det så det hele værd?

Det er en roman, der læser sig selv - man forsvinder hurtigt helt ind i den; jeg havde "desværre" fire dages ferie i Bruxelles undervejs, hvor jeg var sammen med venner konstant. Da lagde jeg den helt fra mig - men nu skal toeren også snart læses. Jeg så til gengæld en trailer af den filmatiserede version, og den tror jeg ikke, at jeg skal se - det virkede lidt fjernt fra den skrevne version.

Saturday, July 15, 2017

Maigret (Novellerne) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 1. april - 15. juli
  • 800 sider


Jeg startede jo på Maigret-serien i november 2016, og besluttede mig for at følge den helt kronologisk. Jeg lavede en liste med rækkefølge af romaner og også noveller, for dem skrev han nemlig også en del af.

Så jeg læste de første nitten krimier, og så holder Simenon en pause. Netop som Maigret er retur fra sin pensionerede tilværelse, og man tror, at det starter igen. Men det var i 1934, og politikken i Europa ændrede sig jo - og Simenon havde en besværlig tid under okkupationen. Han arbejdede for et tysk filmselskab - Continental - som var ejet af nazisterne. I sine unge år havde han skrevet indtil flere antisemitiske artikler, og hans standpunkt er vist ikke helt klart.

I novellesamlingen er der en enkelt novelle fra ca. 1938, som omhandler en togrejse med en fransk kvinde, der forsøger at smugle en jøde ind over grænsen til Belgien; men det er det tætteste Simenon kommer på at omtale krigen. Det er jo i sig selv bemærkelsesværdigt for en forfatter, der var så produktiv som han var. Derfor er hans præferencer til stadighed dubiøse - og det gør tjener ham bestemt ikke til ære.

Ì perioden efter krimi nummer nitten skriver han således enogtyve noveller, som også har Maigret som hovedperson - men måske er hans egen person lidt påvirket af krigen og hans holdninger. 

Ikke desto mindre er det rene mesterværker; mange af de første er knap femten sider lange - men de formår at indeholde opbygningen af et mysterie og opklaringen. Det er af en anden støbning, med en Maigret, der hurtigere finder ind til sagens kerne - men plottene er eminente. Det er særdeles fremragende at kunne formå dette på så få sider, og jeg var behørigt imponeret.

Efter den lange pause skriver han igen, og de sidste syv noveller strækker sig langsommeligt over årene 1942-1950; men jeg fulgte jo kronologien til fulde.

Netop ved at gøre det, ser man også, at han i den sidste del jonglerede mellem krimier og noveller - der er den samme tendens til at bruge et navn, et sted eller et plot fra den tidligere krimi eller novelle. Det er en perpetuel bevægelse, som også gør, at Simenon ikke kan slippe sin Maigret, som er blevet en så integreret del af ham selv - eller måske hans alter ego? 

Det var lidt pinsomt for mig at have en bog liggende i måneder; det strider imod alt, hvad jeg ellers plejer at gøre - men det giver bestemt mening at gøre tingene ordentligt!


Friday, July 14, 2017

Skæld ud på Gud - Preben Kok




























  • Dansk
  • 14. juli
  • 120 sider

Jeg kan godt lide bøger skrevet af præster; som mange andre, startede jeg vel med Johannes Møllehave, som var så populær i 1990'erne. Jeg læste Kathrine Lilleørs smukke bog for 2½ år siden, og tænkte dengang, at jeg skulle genlæse Bibelen - det skete så ikke.

Min tro er meget privat - netop fordi det er så tabubelagt i Danmark. Hos mig spirede den først med de mange besøg i katolske kirker, da jeg boede i katolske lande. Jeg elsker katolske kirker med al deres pragt og overdådighed af malerier, skulpturer og symboler - der er danske kirker desværre en tam sammenligning!

Derfra startede min interesse for især renæssancekunsten, og der bliver man nødt til at forstå bibelske historier og symboler for at forstå malerierne. Jeg besøger altid kirker, når jeg rejser - i Danmark er de trist nok altid lukkede ... pånær søndag morgen. Det forstår jeg ikke? En kirke bør stå åben hver dag. Derfor besøger jeg dem i udlandet; jeg beder; jeg tænder et lys - og til tider snakker jeg med en præst.

Herhjemme ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle henvende mig? Måske fordi jeg ikke er så tæt på en så nærværende præst som Preben Kok, som lader til at være meget tilgængelig for sine sognebørn. Det er nok ulempen ved at bo i København og ikke i Engum! 

Preben Kok arbejder til dels som sygehuspræst, og hans historier i bogen er derfor tit taget fra situationer med døende eller efterladte. Det er stærke historier om, hvordan man finder roen til sidst. Der er dog også historier om andre, der lider på den ene eller den anden måde - en enkelt fik mig til at græde i bussen i morges. Længe leve sommeren og solbriller! Det var et intimt øjeblik i fuld offentlighed.

Blandet med disse historier er der fine betragtninger om livet og personlige forhold - hvad enten der er familie, par, arbejde, venner.... smukke filosofiske betragtninger.

Men det jeg måske var mest rørt over var hans genfortælling af Klods-Hans, hvor han netop drager parallellen til Peter, Paul og Johannes - alt, alt for få ved, hvor meget Bibelen er omnipresent i vor dags historier. Bibelen er den ultimative røverhistorie - den har alt! Men samtidig stammer alting jo derfra - navne, mønstre, symboler, handlinger ... det hele kan trække tråde tilbage til kardinalsynder og bibelske historier. Men i dag er det jo nærmest skamfuldt at læse en Bibel ... hvorfor jeg endnu engang må love mig selv, at jeg vil gøre det!

Thursday, July 13, 2017

Arizona-mysteriet (Maigret XXXII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12.-13. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret chez le coroner

Knap er Maigret tilbage fra sin tur sydpå med den engelske detektiv, før han sætter kursen mod Amerika. Dog er der gået to år, som det nævnes i historien - men Simenon skrev den nu alligevel i 1949 også.

Men nu er han altså blevet inviteret til Amerika for at observere deres metoder - og man kan næppe forestille sig noget menneske mere uegnet til Amerika end netop Maigret. Alt, hvad han står for, kan jo ikke lade sig gøre her, opdager han hurtigt, da han sidder i en retssal. Fem unge mænd er fremstillede for en eventuel forbindelse med en ung kvindes død. Men de afhøres offentligt - og en jury skal derefter afgøre, om de skal anklages eller ej. Det er langt fra de lidt mere håndfaste metoder Maigret ynder at anvende i sit kontor med udsigt over Seinen.

Og spørgsmålene!!! Der bliver jo ikke gået til dem???

Han irriteres over stort set alle amerikanske skikke - colaerne, at alle kalder ham ved fornavn ... og det bliver lidt pinligt, da han også må indrømme, at han intet kørekort har. I Paris går han jo meget - men herovre kører alle om så det er for hundrede meter. Ordentlig spiritus har de heller ikke, og i det hele taget ser han hurtigt igennem deres dobbeltmoral.

Hele historien foregår stort set i retssalen, hvor han lytter og observerer - som den første i hele serien, er denne krimi illustreret med vidnernes tegninger af de jernbanespor, hvor den unge kvinde blev fundet død.

Men han er jo også irriteret - for det er ikke sådan han ville gøre det. Han forsøger at influere 'the coroner' - og denne hører da også på ham. Men amerikanske metoder har deres eget kodeks. Endelig kommer der dog et frembrud i sagen, og netop der må Maigret rejse videre til Hollywood, så han ikke får slutningen på sagen.

Men han havde jo også inden gætte, hvordan alt hang sammen!

Tuesday, July 11, 2017

Min ven Maigret (Maigret XXXI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 10.-11. juli
  • 220 sider
  • Originaltitel:  Mon ami Maigret

Efter hoppet tilbage til Maigrets debut i politiet, er vi tilbage i 'nutiden'.

Maigret sidder med en lidt krakilsk 'kunde' på Politigården, da han bliver ringet op af en kollega, som for tiden er udstationeret i Sydfrankrig, og nu er blevet kaldt til Porquerolles, hvor en tidligere kriminel nu er blevet dræbt. Det mystiske er, at han aftenen inden sin død pralede af sit venskab med kommissæren - og man er lidt nervøs for om nogen nu er ude efter Maigret selv.

Derudover har den stakkels Maigret besøg af en engelsk detektiv fra Scotland Yard - han har ikke meget til overs for denne kedelige mand, som ikke drikker - og han er vist også lidt bange for ikke at kunne leve op til det. Men der er jo ikke andet for end at tage englænderen med til Sydens sol.

Det er en af de mere morsomme af krimierne - måske også fordi man læser den i dag. Maigret undrer sig for eksempel helt legitimt over, at man kan ringe til ham fra den lille ø - det vil sige, at der er telefonkabler under vandet?

Og nutidens moderne luner finder også ind - som med 'den olie kvinderne smører på sig for at blive brune' .... moderne tider! Men 'le bagne' findes stadig - altså en straf som arbejder, som oftest på et af marinens skibe - og som er blevet udødeliggjort i Hugos De Elendige. Det blev afskaffet i 1938, og de sidste fanger blev løsladt i 1953. Denne krimi skrev Simenon i 1949 - og hans kriminelle bekendtskaber kunne altså ende der.

Der er mangt og meget lystigt i denne opklaring med englænderen ved hans side; det er pittoreske Sydfrankrig blandet med cougar-kvinder og professionelle kunstfalsknere. En anderledes og særdeles morsom historie. Maigret er altid meget underholdende på udebane!

Sunday, July 9, 2017

Maigrets første sag (Maigret XXX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. juli
  • 189 sider
  • Originaltitel: La première enquête de Maigret

Nå, nu er vi da virkelig ude i noget helt andet!

Efter at have fulgt en stort set kronologisk fortælling af Maigrets liv og sager, så er vi pludselig tilbage ved hans allerførste opklaringssag i 1913. Der er Maigret 26 år gammel, og han har været gift i fem måneder. Han og fru Maigret er netop flyttet - midlertidigt - ind i den berømte lejlighed på Richard-Lenoir ... hvor garvede læsere jo ved, at han stadig bor fyrre år senere.

Men lige nu er han en lille kontormus - han sidder bag et skrivebord på et inferiørt politikontor i en bydel af Paris. Han tager sig af administrativt arbejde, mens han drømmer om at nærme sig det store politihovedkvarter inde i centrum af byen.

En sen nat kommer en yngre mand ind, og fortæller, at han har forsøgt at komme ind i et hus, hvor en ung kvinde råbte om hjælp fra et åbent vindue. Han blev slået ned af butleren - og vil både melde volden, men også hente forstærkninger. Huset tilhører en rig familie, og Maigret bliver hurtigt gjort til grin - de påråber sig deres forbindelser til hans chef og hele Paris' elite. 

Maigret er dog overbevist om, at der er et lig et sted - og den unge mand beslutter sig for at hjælpe ham. De to begynder deres egen lille efterforskning, og chefen tager det til dels pænt - han føler vist, at Maigret skal løbe hornene lidt af. Men da tampen brænder, så stikker de høje herrer kæppe i hjulene for ham.

Det er morsomt at se den unge Maigret; han er lidt forarget over drikkeriet fra morgenstunden. Han forarges over de riges magt, og han imponeres voldsomt af kontorerne på Politigården. Alt det, som senere ændrer ham - men dog bevarer han jo altid sin forkærlighed for de svage i samfundet.

Simenon formår virkelig at skildre ham som man ville forestille sig ham som ung. Det er underholdende og lidt underligt, da man lige skal situere ham. Og så er tiden jo også en helt anden, end da de første 'rigtige' sager starter i 1930'erne! Det er 'biler' med heste foran - og et andet moralkodeks, som i virkeligheden er det, der skal beskyttes - fremfor at finde den rigtige morder.

Men for at lukke munden på den unge betjent kommer han da til Politigården - så det er vel i sidste ende hans held, at han fandt sig i den løgn, der blev den offentlige historie.

Thursday, July 6, 2017

Det ukendte offer (Maigret XXIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 5.-6. juli
  • 220 sider
  • Originaltitel: Maigret et son mort

En sen nat deponeres et lig midt på Concorde-pladsen i Paris. Det undrer jo Maigret - for her er man da sikker på, at det ikke kan holdes hemmeligt i lang tid. Men det er tilsyneladende heller ikke meningen. Det er snarere en magtdemonstration og et tegn på, at 'man' ikke vil finde sig i at blive intimideret.

Maigret skal først finde ud af, hvem den døde mand er - tilsyneladende en uskyldig lille caféejer, som aldrig har været i klammeri med nogen. Men alligevel er der en hel bande af tjekkiske mafiafolk løs i Paris' gader, som har dræbt ham.

Mysteriet bliver derfor snarere at fange dem; det foregår i uendelige forfølgelser rundt i byens gader. I stedet for blot at anholde dem, så følges de til bens eller i bil i timevis - det er udmattelsestaktik. Desværre bliver nogle af dem dræbt af deres egne - når faren kommer for tæt på. Og de ender jo med at føre Maigret direkte til åstedet.

Gruppen viser sig at stå bag indtil flere yderst bestialske mord på gårde lige udenfor Paris. Og hvrofr skulle den uskyldige mand så dø? Han havde såmænd blot opdaget, at det var den berømte bande, som politiet ikke kunne finde.

Det er dejligt at læse de krimier, hvor man føler sig hjemme i Paris - selvom mange ting er anderledes, så kommer man på en guidet tur rundt i byen med Maigret; gadenavnene er familiære og man er næsten med ham derude.

Tuesday, July 4, 2017

The Rival Queens - Nancy Goldstone



























  • Engelsk
  • 1. - 4. juli
  • 448 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Jeg har læst flere biografier af begge de damer - Catherine de Medici og hendes datter, Marguerite de Valois - eller Margot, som hun også kaldtes.
Den mest berømte af datteren er vel nok Alexandre Dumas' skildring; men jeg har også læst den mindre dramatiserede version af historikeren Garrisson.

Af moderen eksisterer der ligeledes en del - og ingen af dem er helt til hendes store fordel må man sige. Denne biografi beskriver lidt tættere netop deres forhold, og koncentrerer sig derfor mest om de år fra datteren bliver gift i 1572, og til moderen dør i 1589.

Det starter selvfølgelig med Pariserblodbrylluppet, hvor moderen foranlediger nedslagtningen af tusinder af protestanter, på trods af datterens bryllup med protestante Henry af Navarre. Dernæst følger år, hvor moderen konsekvent spiller datteren ud mod hendes sønner - og hun nåede jo som bekendt at sætte tre styks på den franske trone som konger.

Catherine de Medicis unge ægteskabsår var særdeles ulykkelige - med en notorisk utro mand - og måske blev hun derfor ret så kynisk, og alt skulle opgøres i politisk interesse. Der var ikke meget plads til følelser - og da slet ikke overfor datteren, som jo blot var et aktiv, der skulle investeres fornuftigt.

Marguerite de Valois er blevet beskyldt for alt fra incestuøse forhold til sine brødre, til at at være en maneater. Men hun blev gift som purung med en mand, der virkelig ikke ville hende - eller hendes familie eller hendes kongedømme. Han var ligeså utro som faderen havde været - og hun forsøgte vel blot at skabe sig sin egen lykke.

Bogen i sig selv kaster ikke noget nyt lys over nogen af begivenhederne; men ved at holde fokus på mor-datter-forholdet, giver det et andet perspektiv end de andre bøger, hvor forfatteren muligvis 'forsvarer' sin protagonist i biografien. 

Desuden var den særdeles velskrevet, og der var ingen - som i slet ingen - historiske fejl i den. Det er jo nærmest et særsyn!