Monday, April 24, 2017

Tørst - Jo Nesbø


























  • Dansk
  • 22.-23. april
  • 524 sider

Det var totalt gået min næse forbi, at Nesbø var vendt tilbage til Harry Hole - indtil en stor stak fangede mit blik i boghandlens vindue. 

Det er jo næsten tre år siden, at jeg læste tidende bind, Politi, og selvom jeg mente at have skimtet en åbning i afslutningen, så har jeg jo siden udelukkende set helt andre bøger fra hans hånd. Jeg har Sønnen stående i reolen - og der har den stået rigtigt længe uden at kunne friste mig. Jeg var slet ikke vild med Headhunterne og havde derfor ikke meget lyst til at læse de par små romaner, der siden er kommet. Betyder det så nu, at Harry er tilbage i kampen? Ikke nødvendigvis - men der er da noget mere åbning i slutningen af Tørst end tidligere. Nesbø har måske indset, at Harry Hole er hans bedste karakter?

Men som udgangspunkt er han færdig med livet som udefarende kriminalbetjent - og også med sprutten! Han underviser på Politiskolen og lever et lykkeligt liv med sin Rakel - på tredje år. Han har ikke nogen som helst planer om, at dette skal ændre sig. 

Så bliver en kvinde myrdet efter en Tinder-date; og ganske hurtigt følger en anden efter. Metoden er voldsom - de bides ihjel med et jerngebis, som morderen sætter direkte i struben på ofrene - som en anden Dracula. Harry hentes ind - mod sin vilje, og med lidt afpresning fra hans arvefjende Mikael Bellman, som står til at blive landets næste justitsminister.

Selvfølgelig vikles han hurtigt helt ind i efterforskningen, som involverer vampyreksperter og hans stedsøn Oleg. Men Rakel bliver samtidig syg, og lægges i kunstigt koma - lige, hvad der skulle til for at drive Harry helt tilbage til alle dæmonerne. 

Selve plottet skal bestemt ikke afsløres her for de ægte Harry Hole-fans; men det er en fantastisk come back-krimi! Harry er lige så forfærdelig og elskværdig, som han altid har været. Plottet er lige så overraskende og nervepirrende som i de bedste af hans tidligere krimier. Jeg var sikker på noget, som først i sidste øjeblik blev vendt helt på hovedet. Så er det jo en succes!

Med den snarlige filmatisering af Snemanden, kan man jo kun håbe på, at interessen for Harry Hole bredes endnu mere - og at det fremskynder Nesbø til at holde fast i sin antihelt!

Friday, April 21, 2017

Arabian Sands - Wilfred Thesiger



























  • Engelsk
  • 17.-21. april
  • 380 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg selv rejser, så er nogle af de bedste oplevelser uden tvivl dem, hvor jeg kommer væk fra turisterne og ud blandt de lokale. For en måned siden stod jeg således af en bus i Mexico, hvor jeg var på vej til Chichen Itza ... for det skulle man jo se, når man var der! Men pludselig gjorde alt inde i mig oprør mod at være i en kæmpe gruppe mennesker og blive ført rundt som turistkvæg. Så jeg stod af; klokken var 8 om morgenen - og efter at have siddet lidt i grøftekanten, fandt jeg en lille lokal café og fik mig lidt kaffe en og en morgentaco. Så kom jeg i snak med nogle lokale, som inviterede mig ind i deres hjem - og til sidst kørte mig retur (mod betaling selvfølgelig). Den måde vil jeg langt hellere rejse på!

Derfor er jeg så fascineret af disse rejsebeskrivelser, hvor man kommer helt væk fra det kendte - og Thesiger må siges at have dyrket det ud i ekstremerne. Hans drøm efter at være vokset delvist op i Ethiopien, var at rejse gennem "The Empty Quarter"- også kaldet "Den tomme fjerdedel" - den kæmpe sandørken, der ligger i den sydlige del af den arabiske halvø,på grænserne mellem Saudi- Arabien, Yemen, Oman og Emiraterne.

De første europæere, som tog den tur var englænderne Thomas og Philby i 1930'erne - men det er et barsk landskab; og de lokale beduinfolk var ikke alle lige begejstrede for kristne. I 1940'erne var man stille og roligt ved at opdage olien, og mulighederne for at investere i området - det, der jo i dag har ændret især Emiraterne til ukendelighed. De lokale sheikher var derfor skeptiske ved at lade europæerne rejse rundt derinde alene - de var vel bange for, at man ville stjæle deres naturlige rigdomme - og sikkert ganske begrundet!

Thesinger foretager flere rejser fra 1946 til 1950, og det er basen for hans bog. Han kaldte området for ørkenen - men opdagede snart, at de lokale beduiner kaldte det for "Sandet" - enkelt og logisk!

Han finder sig en del rejsefæller blandt Rashid-stammen, og mange af dem bliver hans tro følgesvende under alle rejserne på kryds og tværs af ørkenen. Desuden har de jo brug for rigtigt mange kameler; og jeg må sige, at jeg ved mere om kameler nu end jeg nogensinde havde drømt om (og måske ønsket)!

Turene er ikke uden farer; der er rivalitet mellem beduinstammerne - og da han officielt er blevet nægtet adgang til "Sandet" skal de konstant være på udkig efter sheikhernes folk, der vil tage dem til fange. De kæmper mod madrationeringen; kamelerne kan kun bære et vist åg, og de lever af meget lidt urent vand, og brød bagt uden gær eller smag. Når de er heldige, kan de skyde et stykke kød - men på mystisk vis dukker der så altid gæster op; og ifølge beduinernes skikke skal de have mad først.

Thesiger må bestemt også selv sluge nogle fiktive kameler undervejs, da han er den eneste europæer blandt beduinerne, og de irriterer ham til tider. Men han har også en enorm respekt for deres levevis, og er ivrig modstander af alle moderne opfindelser, der kan fjerne den civilisation. Det kan jeg jo godt finde lidt dobbeltmoralsk! At man vil fastfryse en befolkning i en tid, som er bagud - blot for at bevare et stykke verden, som han kan tage til og som er urørt. For det er jo i menneskets ånd at søge forbedringer og nemmere levevilkår. Men man forstår ham jo samtidig også - det er et dilemma uden lige.

Thesiger så selv, hvad der senere skete med beduinerne, da han vendte tilbage i slutningen af 1970'erne og blev fløjet ud til beduinerne i helikopter. Der holdt de med store firehjulstrækkere, og levede knapt nok i telte længere. Ørkenen var blevet et rekreativt område for dem og ikke længere deres levebrød.

Selv måtte han da også til sidst tage imod penge fra et olieselskab; han skulle optegne kort og til gengæld fik han finansiering til sine rejser. Der er altid en krølle på historien - uanset hvor mange principper man har.

Det er dog fascinerende læsning; han er bestemt ikke litterært på højde med Kapuscinski - til tider virker det ret barnligtog utrænet, men dét han fortæller er spændende. Den måde de mennesker rejste på, er jo ikke længere mulig - i hver en afkrog af verden er der jo en iPhone i dag nærmest. Derfor er det spændende uanset den litterære kvalitet - og fordi han som menneske har nogle ærværdige principper og tanker om sine medmennesker og sine rejser.

Sunday, April 16, 2017

Michelangelo - Irving Stone



























  • Engelsk
  • 11.-16. april
  • 778 sider
  • Originaltitel: The Agony and the Ecstasy

Jeg tror ikke længere, at det er muligt at opdrive den dnaske udgave af denne biografi - den udkom i 1961; men måske man kan være heldig at finde den i et antikvariat.

Jeg samler jo nærmest på biografier af renæssancemalere; og at den er så gammel gør derfor ikke det helt store i denne sammenhæng. Desuden er Stones værk om Michelangelo internationalt anerkendt som værende en absolut reference.

Stone beskæftigede sig mest med biografier, men han skrev ikke mange igennem sit liv. Til gengæld gjorde han det grundigt! Jeg ved ikke præcist, hvor mange år han brugte på denne - men hans sidste bog blev skrevet syv år inden, så mon ikke den tid er gået med at forberede sig på Michelangelo?

Til formålet levede han i flere år i Italien - i Rom og Firenze, hvor de fleste af Michelangelos værker findes. Han arbejdede i et marmorbrud og uddannede sig som billedhugger for at få den fulde forståelse for kompleksiteten i Michelangelos arbejde og personen bag. Det er virkelig lykkedes! Man hives som læser med ind i hvert hammerslag af de første skulpturer, så man til sidst føler, at man selv kender al teknikken bag denne særlige kunstform.

Michelangelo kom fra en tidligere rig familie; men de lever nu kun af navnet og den smuldrende formue. Faderen er derfor ikke imponeret over drengens lyst til at blive kunstner, men ender med at sende ham i lære hos Ghirlandaio. Men knægten vil have fingrene i sten, og sniger sig rundt i kunstnerhaven ejet af Lorenzo de Medici, indtil denne tager ham under sine vinger. Han er ikke en sædvanlig lærling og får kun til tider lidt lommepenge. Men til gengæld kommer han til at færdes i Medici-kredsen af lærde humanister, som overbeviser ham om, at han som kunstner også må kende sin Bibel men også græsk og romersk historie. Dette bliver til uvurderlig hjælp for ham senere.

Biografien fokuserer derfor en del på disse dannende år inden Lorenzo dør i 1492; men også på tiden lige efter, hvor den kontroversielle munk Savonarola kommer til magten. Det betyder, at Michelangelo flygter til Rom, hvor han allerede som 24-årig laver sin Pietà.

Han forsvarer hele sit liv billedhuggerkunsten - overfor blandt andet da Vinci, som mener, at malerkunst står langt over skulpturer. Men mange af hans skulpturer er virkelig mesterværker - for nogle år siden så jeg en fotoudstilling af netop Pietà'en. Jeg havde selvfølgelig set den i Peterskirken, men der kommer man jo ikke rundt om den. Selvom dette blot var fotografier - og mine billeder dermed fotografier af fotografier, så ser man tydeligt, hvor imponerende billedhuggerkunst kan være, når man fokuserer på detaljerne.

















Vi kommer vidt omkring hans kunstneriske skrupler; hans kampe med diverse paver - han forsøger at modsætte sig at skulle male loftet i det Sixtinske Kapel, som måske er det han er mest berømt for i dag. Han kæmpede en indædt kamp med mange paver, ikke mindst på grund af den årelange fejde mellem Medicier og Borgiaer - og han blev aldrig rig af sin kunst.

Det eneste aspekt, hvor forfatteren kommer lidt til kort er Michelangelos seksualitet. Hvor der i dag jo er udbredt overbevisning om hans homoseksualitet, så har dette måske været for meget for en puritansk amerikaner i 1950'erne? Det strejfes kort, at han har et tæt forhold til Tommaso dei Cavalieri - men det fremstilles nok langt mere platonisk end virkeligheden var.

Jeg havde heldigvis påskens dårlige vejr til at fordybe mig i teksten på den ene side og diverse opslagsværker på den anden. Detaljerne om de religiøse symboler i statuer men ikke mindst loftet i Vatikanet, er så detaljerede, at jeg måtte have mine kæmpe renæssancekunstbøger frem og til tider også min lup.

Stone formår at give os et billede af mennesket bag kunstneren; det er bestemt ikke uden grund, at dette er den ultimative biografi af Michelangelo. Men man skal nok også interessere sig voldsomt for perioden og kunsten for at nyde den til fulde. Det kræver et vis forudgående kendskab til Firenze og Medicierne - men den litteratur har jeg jo for længst udtømt. 

Jeg lærte dog også nyt - selvfølgelig via indblikket i personen - men også i alle kontroverserne omkring byggeriet af Peterskirken, da den skulle bygges om i starten af det 16. århundrede. Det var som at grave sig ud af et skjul, da jeg nåede til vejs ende - og med en tåre i øjet. Jeg fik en hel ny forstærket fascination af billedhuggerkunsten, som ellers i sin gamle religiøse form altid har interesseret mig. Men der er mange flere facetter end jeg anede.

Og så er det jo lidt pudsigt, at forfatteren hed Stone... 

Monday, April 10, 2017

Bogen om Baltimore-familien - Joël Dicker



























  • Fransk
  • 3.-9. april
  • 592 sider
  • Originaltitel: Le Livre des Baltimore

Aprils læsemåned startede med, at jeg boardede et fly i Mexico klokken 2 om natten dansk tid - så jeg forsøgte ikke at læse men sove mest muligt undervejs. Vel hjemme igen var jeg lidt jetlagsramt - og så har jeg jo Maigrets noveller, som skal passes ind i kronologisk rækkefølge inden jeg kan fortsætte med krimiromanerne.

Så der gik nogle dage inden jeg kom i gang med den længe ventede nye roman fra Joël Dicker, som endelig er udkommet i pocketudgave, og som jeg fik overdraget i Mexico. Bøger må nogle gange rejse langt!

Forventningerne var jo store; ikke mindst efter hans første store internationale succes, men også efter den anden roman, som ikke er oversat til dansk endnu. Modtagelsen af denne nye roman, som oprindelig var tiltænkt som en del af en trilogi sammen med Harry Quebert-bogen, har da også fået fine anmeldelser internationalt. 

Jeg havde virkelig svært ved begyndelsen; jeg kom kun igennem knap tyve sider om dagen, og troede til tider, at jeg havde fat i en Marc Levy-roman ... hvilket absolut ikke er et kvalitetsstempel! I weekenden tvang jeg mig selv til at fokusere og komme videre; og efter 300-350 sider begyndte historien endelig at få grebet i mig. Men det var bestemt ikke nemt, og mine følelser er noget blandede.

Familien er den samme som i Harry Quebert; forfatteren er forfatteren Marcus Goldman, som otte år efter et stort "Drama" i sin familie føler trang til at skrive familiens historie ned. Der var to grene af familien - hans egen med faderen og moderen, som boede i Montclair og levede et relativt middelklasseliv. Så er der faderens bror, Saul, der bor i Baltimore med tanten Anita og fætteren Hillel. De er objektet for al Marcus' beundring og også lidt jalousi - som ikke mindskes, da de tager en ung forældreløs dreng, Woody, til sig.

Baltimore-familien bor i et kæmpe hus. De har sommerhuse de rigtige steder. De har flotte jobs og mange penge. Og de er tydeligt bedsteforældrenes foretrukne del af familien. 

De tre drenge - Marcus, Hillel og Woody - ender dog med at blive tætte venner; de bliver Goldman-banden, som holder sammen i tykt og tyndt. Alligevel pines Marcus når han må tage hjem, og ved, at Woody og Hillel er sammen tilbage hos familien.

Allerede i indledningen får vi datoen for "Dramaet" - oktober 2004. Men vi starter i 2012, hvor Marcus er tilbage i Miami for at rydde op efter onkel Sauls død - og samtidig forsøger at genskabe et forhold til sin forliste kærlighed Alexandra. I tidsspring er vi derfra tilbage ved starten - deres barndom, pubertet og op til tiden for "Dramaet".

Men det bliver altså til tider for flyvsk og for klichéagtigt; og det tager alt alt for lang tid. Hen mod slutningen undrede jeg mig over om forløsningen overhovedet kunne nå at komme på de få antal sider, der var tilbage? Det gjorde den - sammen med en "sødsuppekærlighedsslutning". Men det var for abrupt i forhold til de 550 sider, der var gået forud i den franske udgave.

Dicker har dog stadig nogle forcer - og det er pudsigt nok de samme, som gjorde historien om 2. Verdenskrig så stærk. Han formår at beskrive familierelationer - især de maskuline - på en enestående måde. Det er forholdet mellem far og søn - og i dette tilfælde surrogatsønnerne, som Marcus og Woody ender med at blive i forhold til Saul. De sætter alt ind på at få hans accept, og det bliver kimen til "Dramaet" - og det er først som voksen, at Marcus endelig får pillet Saul ned fra piedestalen. Det er dog også en af bogens svagheder, for hvor er Marcus' egen far i hele denne problematik? Er han for svag til at se, hvad der vil ske? Eller er det også konkurrencen mellem de to ældre brødre, der afgør børnenes forhold?

Den sidste halvdel var bestemt mere læseværdig - men niveauet var desværre i mine øjne ikke som i Harry Quebert; og slet ikke som i den anden roman, som forhåbentlig bliver oversat til dansk.

Friday, March 31, 2017

Russka - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 24.-31. marts
  • 1024 sider
  • Originaltitel: Russka

Jeg læste et sted, at denne historiske Rutherfurd-saga ikke er udgivet på russisk - men nu kan jeg selvfølgelig ikke finde det igen! Men det skulle da bestemt ikke undre mig!

Hvor Sarum var hans første roman, så er Russka skrevet i 1991 - og altså med et Rusland, der er noget anderledes end det, vi kender i dag.

Men i den lange historie, der følger landet igennem 18 århundreder er der rigeligt med kontroversielt indhold, som selv årtier senere uden tvivl kan mishage russisk censur.

Det er denne gang ikke en enkelt by - men snarere det russiske folk, vi følger. Dog er det centreret omkring to fiktive landsbyer, som begge hedder Russka. Vi starter ud på den barske russiske steppe med to familier, der over årene udvikler sig til fem familier. Der er som sædvanlig nogle modsætninger - her har vi kosakker, ortodokse, rige, fattige og senere kommunister og de reaktionære.

Gennem alle disse århundreder følger vi de fattige bønders skæbne, og kamp for frihed. Og så er ironien jo blot, at da revolutionen endelig kommer, så bliver det snarere værre for dem (og alle andre) i forhold til ytringsfrihed og mulighed for personlig berigelse.

Rusland er et specielt land; den russiske sjæl har måske behov for at have en faderfigur? I mine øjne er den tradition ikke forsvundet med tsarens fald. Tværtimod er russiske præsidenter i dag ikke langt fra at indtage samme rolle som tsaren gjorde for hundrede år siden. Både Lenin og Stalin var til fulde de perfekte erstatninger for denne - og Putin fortsætter jo nu i fin stil!

Rutherfurd kan det med at skrive en saga, så man ikke keder sig. Han formår at holde liv i sine familier kapitel efter kapitel, og tilføre dem nyt liv og udvikling, så man som læser ikke falder ind i en søvndyssende rytme.

Personligt ville jeg selvfølgelig gerne have haft, at han havde skrevet den tyve år senere - det kunne have været virkelig interessant at se hans fortolkning af den udvikling, der nu er sket.

Russka - og samtlige af Rutherfurds værker - er glimrende ferielæsning. Ikke fordi det er for nem læsning; men fordi det er her, man måske har tid til at læse mange sider om dagen, og kan fordybe sig i dem. Jeg håber da stadig, at der kommer flere - men det ser vist ikke lysende ud.

Thursday, March 23, 2017

Den gamle neger og medaljen - Ferdinand Oyono



























  • Fransk
  • 22.-23. marts
  • 192 sider
  • Originaltitel: Le vieux nègre et la médaille

Nu tørman jo faktisk dårligt skrive den titel - men ikke desto mindre var det, hvad den fik som dansk titel, da den blev udgivet i 1963. Det er stadig den titel, den bærer på fransk - hvor debatten om ordbrug ikke er så ophedet som hos os. Men det kommer uden tvivl, og så kan man jo vurdere om man skal ændre en bogs titel så mange år efter dens udgivelse, som var 1956 i Frankrig.

Det er dog i denne forbindelse værd at nævne, at det er en indfødt, der har skrevet romanen og dermed titlen. Ferdinand Oyono står også bag klassikeren En boy's liv, som udkom på dansk i 1965. Begge romaner er kritiske overfor kolonialismen og udkom altså inden Camerouns uafhængighed i 1960.

Meka er en ældre mand, som pludselig en dag bliver indkaldt til storbyen, hvor han skal modtage en medalje fra den hvide mand, som kommer til landet i forbindelse med 14. juli-festlighederne, som Frankrig jo også fejrede udenfor landets egne grænser. Det er lidt uklart hvorfor han skal have denne medalje - og hvilken medalje, det handler om. Men alene nyheden sætter gang i hele landsbyen, som jo alle indirekte er modtagere af den, hvis de bare på nogen mulig måde har en forbindelse til Meka.

Denne første halvdel er urkomisk med beskrivelserne af familie og venner, som sammenlignes med dyr - i stil med afrikanske traditioner, og en stil, som også Mabanckou benyttede sig af især i hans tidlige romaner.

Meka drager afsted med konen og en ged, der skal slagtes i den højtidelige anledning - og han får endda syet nyt europæisk tøj, som dog viser sig at være mere latterligt end noget andet.

Selve dagen er dog ikke en succes; Meka kender ikke til de hvides skikke, og champagnen bliver fatal for ham. Han mister sin medalje, og vågner fuld og ussel op i en stormflod - ingen kan længere genkende den stolte mand, som ydmyget må vende hjem med æren ødelagt! Dette bliver anledningen for ham og alle de andre til at indse den dobbeltmoral, som hersker hos koloniherrerne med deres fine taler om venskab.

Det er absolut samfundskritisk, og man kan måske argumentere, at den ikke ville stå distancen i dag. Men man skal jo huske på netop, at den blev skrevet under kolonimagten og er et direkte angreb på denne. Set i denne kontekst er den ligesom hans anden roman absolut vigtig og ret enestående i afrikansk litteratur.

Tuesday, March 21, 2017

Tråden - Victoria Hislop



























  • Engelsk
  • 17.-21. marts
  • 465 sider
  • Originaltitel: The Thread

Nu er jeg vist ved at være igennem Victoria Hislops bøger, som er glimrende som nem ferielæsning i flyet eller ved stranden. De har alle det til fælles, at de starter i nutiden for derefter at gå tilbage og fortælle en familiesaga. Et andet fællestræk er Grækenland, som er scenen for to af de andre romaner. Grækenland har en storplads hos hende åbenbart!

Denne gang er vi i Thessaloniki, hvor det græske barnebarn, der ellers bor i London, besøger sine bedsteforældre. Det bliver anledningen til, at de fortæller deres livshistorie startende med en storbrand, der hærgede byen i 1917. Her introduceres vi til en samling familier, der består af såvel ortodokse som jøder og muslimer - Thessaloniki var lidt af en smeltedigel. Dette ændrer sig i starten af 1920'erne, da krigen mellem Tyrkiet og Grækenland bryder ud, og ender med en ombytning af befolkningen - tyrkerne skal tilbage til Tyrkiet, som til gengæld sender alle deres græske indbyggere retur. Det er jo en massiv folkevandring, som ændrer såvel folks liv som landets struktur fundamentalt.

Venskaber brydes op, da muslimerne rejser. Og nogle årtier senere sker det samme med jøderne, da 2. Verdenskrig rammer byen. Efter krigen kastes landet jo som bekendt ud i borgerkrig og diktaturer, som først slutter op i 1970'erne. 

Alle disse begivenheder oplever vi igennem Dimitri og Katerina som de bærende protagonister. Det er en historie om en enkelt bys historie, som jeg faktisk ikke kendte meget til. Det er også en historie om krig og konflikter; religion, sociale uligheder etc. 

Det er ganske glimrende gribende læsning - men jeg forstår aldrig det behov for at sætte det ind i den rammefortælling? Historien ville jo stå ganske glimrende uden den indledende rørstrømske scene med barnebarnet.

Thursday, March 16, 2017

Le bouddha blanc - Hitonari Tsuji



























  • Fransk
  • 13.-16. marts
  • 287 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Dagen inden jeg satte mig på flyet til Mexico, nåede jeg at færdiggøre denne smukke lille roman, som ellers havde stået på mine hylder i årevis. Stor fejl - for det var jo en ren perle! Men japansk litteratur er jo ikke det jeg læser mest af.

Forfatteren har ladet sig inspirere af sin egen bedstefars historie i romanen om våbenmageren Minoru Eguchi, som bor på en lille japansk ø i starten af det 20. århundrede. Han er en følsom sjæl, der præges af dødsfald, og tit fornemmer overnaturlige ting. Han er en lille dreng på otte år, da historien starter - sammen med to venner leger de voldsomme lege, og driller kirkegraverens lidt tilbagestående søn, som dog ender med at blive hans tætteste ven.

Samtidig pines af han af det store eksistentielle spørgsmål - "hvor kommer jeg fra"- har vi en sjæl, og hvad sker der med den, når vi dør? Hans ene datter har klare erindringer som barn om et tidligere liv; og Minoru finder endda den familie, som sidst var hendes. Men disse hændelser giver ham en ærbødig respekt for de døde, som han gerne vil ære.

Da øen begynder at mangle plads til at begrave alle de døde, foreslår han, at man brænder alle knoglerne fra århundreders forfædre. Alle disse rester skal bruges til at bygge en enorm opretstående buddha, som skal beskytte og trøste øens beboere. Buddhaen har han set flere gange i sit liv i åbenbaringer, men først som gammel mand går han i gang med sit store projekt.

Det er en utrolig poetisk historie på trods af og måske på grund af emnet. Rørende smuk - og med en slutning, som måske kan få en til at tro på, at der er en højere mening med alting! Men desværre ikke oversat til dansk så vidt jeg kan se.


Monday, March 13, 2017

Paris sera toujours une fête - Danielle Mérian og mange andre



























  • Fransk
  • 12. marts
  • 128 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var faktisk startet på en længere rejseskildring fra Mellemøsten; men rejsefeberen er begyndt, og der var mange praktiske ting, der skulle ordnes i weekenden. Temperamentet var ikke til at starte en ny bog, som jeg vidste ikke kunne blive færdig inden.

I stedet var jeg lørdag forbi den Franske Bogcafé i centrum. Det er ikke tit, jeg køber bøger der - deres udvalg er lidt lille, og nyudgivelser er længe om at komme. Men denne lille samling af tekster er relativt ny, og det passede lige til søndagens underholdning.

Hemingways fantastiske bog om Paris er en klassiker for alle, der er forelskede i den by. Dens franske titel er 'Paris est une fête' - Paris er en fest.

Efter de voldsomme terrorangreb i januar og ikke mindst november 2015, strøg den lige til tops på de franske bestseller-lister. Befolkningen samledes, som man så det i medierne, omkring deres by og deres kærlighed til den. Attentaterne i november skete især omkring og for mennesker, der ganske enkelt festede - til en koncert eller med venner på en fortovscafé en dejlig fredag aften, som endte med 130 dødsfald.

Den franske advokat, Danielle Mérian, er på stedet morgenen efter - foran Bataclan, hvor hun lægger en blomst, og opfordrer franskmændene til at genlæse Hemingway, og ikke mindst med en appel om fred.

Danielle Mérian har derfor skrevet forordet til denne lille samling af tekster, som hylder Paris gennem forskellige forfatteres beskrivelser af byen. Det er fx digte af Baudelaire, Cendrars, Appollinaire; det er ældre tekster af Zola, Hugo - og byens første bad boy François Villon.

Der er mere moderne tekster af fx Queneau, Perec og Modiano - en fantastisk blanding, der alle har det til fælles, at det er byens sjæl, der er i fokus. Uanset om det er Zolas beskrivelse af grisehovederne i de gamle Haller eller de mere mondæne beskrivelser.

Bogen er opdelt i fire hovedafsnit - Paris, frihedens hovedstad; Ankomst til Paris; Parisiske vandringer og Minder om parisiske steder.

Hvert indledes de af et lille citat; og Hemingways er der selvfølgelig:

"If you are lucky enough to have lived in Paris as a young man, wherever you go for the rest of your life, it stays with you, for Paris is a moveable feast.” 

Jeg ved ikke om den bliver oversat til dansk; muligvis er det for indviklet at finde oversættelser af samtlige eksempler fra denne bog. Ikke alle findes nødvendigvis på dansk.

Men for alle, der elsker Paris, og kan læse fransk, er det en fantastisk kærlighedserklæring. Paris har rejst sig igen. Da jeg sidst var der, var det knap et halvt år siden attentaterne - og byen er præget af bevæbnet politi. Selv det mest beskedne supermarked på et gadehjørne skal se din taske inden du lukkes ind. Men knækket livsglæden har man ikke!

Friday, March 10, 2017

Maigret vender tilbage (Maigret XIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. marts
  • 157 sider
  • Originaltitel: Maigret

Nu skulle Maigret jo gå på pension; og jeg var simpelthen så nysgerrig, at jeg fortsatte direkte med næste bind for at se, hvordan den overgang skulle foregå!

Maigret er nemlig i sit hus langt ude på landet; der har han været i to år - og nyder livet med at fiske, slappe af og læse aviser. Han holder sig langt væk fra Paris og miljøet med de gamle kolleger. Men en tidlig morgen står hans unge nevø, Philippe, udenfor og er i lidt af en suppedas.

Plottet minder ret meget om det vi ser i nummer ti - Philippe skulle overvåge en barejer, der skulle anholdes om morgenen for narkobesiddelse. Men stik mod alle ordrer vælger han at blive inde i baren om natten, og hører ejeren, Pepito, blive skudt. Han bliver forvirret og farer rundt og rører ved revolver, og bliver genkendt på gaden - nu står han til at komme i fængsel, og Maigret må hjælpe nevøen ud af fadæsen.

Maigret vender tilbage til byen, og fører sin egen lille undersøgelse blandt byens underverden - det er et bandeopgør i datidens form; alle implicerede nægter at kende hinanden på trods af, at de alle er set sammen. Den unge prostituerede Maigret har 'hyret' som hjælper, forelsker sig i en af banditterne, og vil ikke længere hjælpe. Det lykkes dog selvfølgelig at få nevøen ud af klemmen og opklare det hele.

Så kan han roligt tage tilbage til sit stille landliv! Og det bliver så til endnu en lang pause i serien. Den næste rigtige krimi udkommer først i 1939; i den mellemliggende periode bliver det til en del noveller. Deraf mit dilemma.

Jeg har nu købt en stor samlet bog med alle noveller i - og den kommer meget passende med i kufferten næste uge. Der er en elleve timers flytur og to ugers ferie, hvor noveller må være glimrende læsning. Men jeg kan jo ikke færdiggøre den - efter de første 21 noveller er jeg tilbage, hvor bøgerne starter igen. Til gengæld skal de sidste syv noveller skiftevis ind mellem femten krimier - så den bliver nok først helt færdig på den anden side af sommeren. 

Det er den metode, jeg tror fungerer bedst - netop fordi kronologien viser sig at være relevant i historierne. Nu er der nevøen, der dukker op - og huset på landet - hvis jeg sprang rundt i det, ville jeg jo miste den parallelle historie, tænker jeg. Så Maigret tager dermed også på en længere ferie fra bloggen.

Thursday, March 9, 2017

Maigret og flodskipperen (Maigret XVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 7.-8. marts
  • 158 sider
  • Originaltitel: L'écluse N° 1

Maigret er tilbage ved sine sluser - men denne gang kun lige i udkanten af Paris med udsigt ind over byen og dens tårne og kirker.

En sen aften falder en sømand ned i kanalen - temmelig beruset - men værre bliver det, da han opdager, at han ikke er alene dernede. Den anden mand er Emile Ducrau, som ejer alle bådene i området samt kalkgrave, beværtninger, ejendomme og så videre. Han er blevet stukket i ryggen, men kommer sig dog hurtigt og ser en bonkammerat i Maigret.

Han bor i et større hus, hvor han har installeret sin elskerinde på anden sal, og den fordrukne sømand ved ikke, at det faktisk er Emile, der er far til hans lettere retarderede datter. Emile er en mand, der ikke tager mange hensyn til sine omgivelser - derfor rører det ham heller ikke meget, da hans egen søn hænger sig nogle dage senere.

Han orker ikke al den jammer derhjemme,og flygter hen til et lille værtshus med en mutter, der minder temmelig meget om Jaja i nummer atten i serien. Den nat findes endnu en mand dræbt.

Maigret er dog ved at gå på pension; det er den store overraskelse i denne krimi, hvor man også lærer, at der faktisk har været en lille datter, som er død spæd. Simenon har nu skrevet ud i et stræk i nogle år - de nitten krimier er alle skrevet fra 1930-1933; og jeg vidste, at der kom et stop. Det annonceres så nu med hans pensionering selvom han jo langt fra har alderen til det.

Det ved Emile Ducrau også - og han vil ansætte Maigret; muligvis også for at dække over sin egen forbrydelse. Hans skruppelløse opførsel fører nemlig også til den fordrukne sømands selvmord. Faktisk er det nok den krimi med flest døde i - men Simenon tro er der ikke nødvendigvis en morder, der skal i fængsel for alle disse mord. Til sidst ender Ducrau dog ved fængslets døre og så slutter det her i modsætning til så mange andre af krimierne, hvor det afsluttes hjemme i køkkenet eller stuen hos fru Maigret.

Simenon har vist virkelig troet på denne afsked med sin kommissær; men heldigvis ved vi jo i dag, at der skulle komme mange flere mysterier.

Tuesday, March 7, 2017

Stormen udenfor - Stefan Merrill Block



























  • Engelsk
  • 5.-6. marts 
  • 350 sider
  • Originaltitel: The Storm at the Door

Denne bog fandt jeg som en del af et pakketilbud forleden, hvor jeg fik tre bøger for 100 kroner. Der skulle handles lidt ind til ferie, som er lige om hjørnet. Men jeg synes dog ikke, at jeg ville læse om sindssygehospitaler under min ferie.

Stefan Merrill Block skriver her en roman, som er delvis fiktiv og delvist baseret på hans bedsteforældres historie. Frederick og Katharine mødes i starten af krigen i 1940'ernes USA. De kurtiserer kort og intenst, som man gjorde under de forhold verden var i - og Frederick bliver sendt ud til et krigsskib. Her bliver han syg, nærmest anorektisk og skriver desperat hjem til Katharine for at fri til hende. Dermed bliver de gift efter et halvt års bekendtskab; og Katharine opdager først senere, at den sygdom var symptomatisk for mange andre ting. De får fire døtre; men det er også turbulent med meget alkohol og utroskab, som Katharine lukker øjnene for. Indtil Frederick en dag står kun iført en regnjakke og blotter sig nede ved vejen - og politi, familie og venner får hende overtalt til at lade ham indskrive på Mayflower, som er et anerkendt privat psykiatrisk hospital.

Bogen følger skiftevis Fredericks og Katharines tanker og oplevelser i de måneder denne indlæggelse varer. Her er den fiktive del overvejende, da forfatteren jo ikke har kendskab til, hvad der foregik indenfor. Men det er uden tvivl et godt billede af, hvordan man behandlede psykiske lidelser. Elektrochok er helt normalt, og den siddende direktørs popularitet hos bestyrelsen er direkte forbundet med antal af selvmord på anstalten.

Læseren møder de andre indlagte, og får også en indsigt i, hvorfor de er endt der. Samtidig kæmper Katharine med en far, der ikke længere vil betale for svigersønnens behandlinger - og omverdenens syn på det. I længden bliver det jo svært at sige. at han "blot trænger til hvile".

Jeg havde dog lidt svært ved disse mange distancerede beskrivelser - der er ikke en reel dialog mellem de to ægtefæller. Barnebarnet har opdigtet en verden, der alligevel samtidig skal reflektere hans egne bedsteforældre - og mormoderen har brændt alt, hvad morfaderen skrev mens han var indlagt. Der er ganske få konkrete hændelser at hænge handlingen op på - og denne kombination af fiktion og virkelighed lykkes derfor ikke rigtig. 

Intentionen er da god; men så skulle man nok have skrevet den udelukkende som fiktion, og skabe mere dybde i protagonisterne. 

Det er dog rørende - men også meget tidstypisk - da Katharine ender med selv at hente Frederick hjem; vel vidende, at hun må leve med hans personlighed, som den er. Men det handler uden tvivl lige så meget om at bevare facaden i det sociale liv.

Jeg ville derfor ønske, at forfatteren havde holdt det til en fiktiv historie - at han ikke gjorde bunder tilsyneladende i en frygt for selv at være ramt af samme sygdom som bedstefaderen; og dermed et behov for at gøre op med egne dæmoner. Men så er dette nok ikke måden at gøre det på?

Saturday, March 4, 2017

Petit Piment - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 3.-4. marts
  • 240 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne har jeg virkelig ventet længe på; den udkom allerede i oktober 2015 - men jeg kvier mig altså noget ved at give mere end 20 EUR for en hardback-udgave, når den er så hurtigt læst.

Men den var til gengæld værd at vente på! Mabanckou kan både begejstre og frustrere mig - nogle gange er det bare fantastisk; og andre gange er det mindre godt. Det er tit når han bevæger sig over i non-fiction eller debatgenren. Generelt er jeg dog så stor fan, at de ganske enkelt skal læses uanset hvad.

Denne gang er vi på et børnehjem i Republikken Congo, som jo er Mabanckous fædreland. Her bor den lille Tokumisa Nzambe po Mose yamoyindo abotami namboka ya Bakoko - eller Moïse for nemheds skyld. Han elsker den katolske præst, der hver søndag kommer og synger og danser med børnene. Pludselig en dag kommer han dog ikke - for nu er landet i gang med en revolution, og alle skal arbejde for den, og ikke bekymre sig om spirituel frelse. Moïse har en kammerat på børnehjemmet, men ellers styres det mest af et par tvillinger med hvem Moïse ender med at flygte til Pointe-Noire, som er målet for alle deres drømme.

Men i Pointe-Noire er der mange andre tilflyttere, og det er en kummerlig tilværelse som gadebørn og tiggere, der venter dem. Moïse arbejder for at skrabe penge sammen til bandelederne; men en dag ændres hans liv, da han møder bordelmutteren Madame Fiat 500 - og hendes to unge piger. Han bliver en slags søn af huset, og går til hånde mens han observerer det turbulente liv i bordellet.

Det får dog også en slutning, da byens borgmester beslutter, at alle prostituerede fra nabolandet - det andet Congo - skal ud af byen. Madame Fiat 500 og pigerne forsvinder, og Moïse bliver vanvittig.

I årevis vandrer han rundt; både psykologer og heksedoktorerforsøger at hjælpe ham - men faktisk vil han bare gerne dræbe borgmesteren, som står bag al hans ulykke. 

Historien strækker sig derfor pludselig og hurtigt over en del år, inden Petit Piment er tilbage på børnehjemmet, som nu er et fængsel.

Mabanckous sædvanlige humor og sarkasme er retur; han rammer de afrikanske arketyper lige på kornet - og jeg grinede en del. Men slutningen kom en anelse for brat; det er ikke en af hans bedste romaner. Men det var uendeligt godt at læse noget af ham igen!

Wednesday, March 1, 2017

Liberty Bar (Maigret XVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 28. februar - 1. marts
  • 188 sider
  • Originaltitel: Liberty Bar

Maigret er blevet kaldt til Côte d'Azur; men som den gode pariser, han jo er - så er han lidt skeptisk overfor alt det fremmede udenfor hovedstaden. Faktisk kan han slet ikke rigtigt komme i gang med selve mordsagen, for den lokale kommissær henter ham ved toget, og straks er de i gang med at drikke på en bar med udsigt over havet.

Men faktisk er han der jo for at opklare mordet på William Brown; en rig australier, der i mange år har boet ved kysten. Han har en kone og børn hjemme i Australien, hvor han var en af landets største jordbesiddere, men under en rejse til Frankrig blev han forelsket i det søde liv. Han boede i en villa langs kysten med sin elskerinde og dennes mor - og de blev bange, da de fandt ham myrdet i haven. For de levede jo på hans bekostning - men det viser sig, at de langt fra var de eneste.

Der er også en lille ussel bar - Liberty Bar - som faktisk ikke officielt er en bar. I dag fungerer det som et sted for sjælesørgere, som drikker sig fulde sammen med Madame Jaja og bidrager medlidt kostpenge. Desværre bor der også en ung luder, og Brown havde kastet sine øjne på hende .... udover elskerinden derhjemme i huset, og den aldrende Jaja. Det bliver til mange kvindfolk!

Maigret lader sig derfor først forvirre lidt over alt dette, og flyder med det søde liv. Men så beslutter han sig for, at det må være nok - og kommer selvfølgelig hurtigt til bunds i det. Endnu en gang uden at nogen skal i fængsel eller på anden måde lider overlast! Den ansvarlige gør nemlig det eneste fornuftige - dør selv af naturlige årsager.

Og Maigret er vist lettet, da han ender hjemme i Paris hos fruen, der serverer ordentlig solid kost for ham igen!

Tuesday, February 28, 2017

Kadaveret på Klosterbakken - Birgitte Abdel




























  • Dansk
  • 26.-27. februar
  • 447 sider
  • ANMELDEREKSEMPLAR

Denne bog har jeg fået tilsendt af forlaget forfatterskabet.dk, som tilbyder forfatter/skriveskoler, og samtidig udgiver romaner. Men anmeldelse og mening er selvfølgelig stadig min helt egen.

Da jeg fik valget i deres katalog, valgte jeg denne nyudgivne krimi; den var ikke den af en igangværende serie, og passede nok bedst til min smag. Samtidig var jeg nok også lidt skeptisk - for det er jeg af natur overfor danske udgivelser desværre. Men man skal da give en ny forfatter en chance, og temaet med munken på forsiden tiltalte mig nu - da jeg ikke er så meget for bloddryppende krimier.

Birgitte Abdel vil skrive en ny krimiserie, hvor hovedpersonen er den kvindelige reporter Beate - altså ikke en kriminalbetjent, som man jo ellers tit ser i hovedrollen.

Beate skal tilbage på sin arbejdsplads efter en længere periode med psykiske problemer; vi får ikke helt at vide hvad og hvorfor ... jeg tænkte selvfølgelig først på Adler-Olsens psykotiske Rose; men også på muligheden, det giver forfatteren, for at køre en parallel historie i de bind, der tilsyneladende er planlagt til at udkomme. 

Men nu skal Beate så retur til avisen, og tage sig af helse- og livsstilsmateriale; ikke just hendes kop te. Samtidig skal et nyt moderne hospital - eller hotel - for psykisk syge åbne på Midtsjælland; tæt ved en gammel kirke, der oprindelig var en del af benediktinerordenen.
Her overfaldes Inge Merethe, som er projektleder for det nye tiltage, aftenen inden den store åbning - og efter at have fundet et lig hængende i et reb fra foyerens balustrade. Dette afholder hende fra at deltage i den pompøse åbning, hvor Beate dog deltager som repræsentant for sin nye journalistiske afdeling.

Nogle dage efter findes et lig i hotellets kælder, og stort set alle ansatte i ledelsen viser sig at opføre sig ret underligt. De har hver deres dagsorden, hvad enten den er kriminel eller blot et udtryk for den interne hakkeorden og jalousi, hvor alle vil eliminere en kollega, der står i vejen for personlig succes.

Beate kan selvfølgelig ikke holde sig væk fra denne potentielle mordsag, og opsøger sin gamle forbundsfælle på Politigården, Steinar Knutsson. Han holder sig ude af det hele, da det jo ikke er i hans område - men pludselig eskalerer det hele, og alle er nu inde i kampen efterhånden som flere lig dukker op. 

Spændingsmomentet er ganske glimrende; jeg var godt underholdt af de ærgerrige personnager, der udgjorde ledelsen på dette sted. Og for sin vis også af Beate, selvom der manglede lidt dybde i forhold til hendes fortid. Men som sagt er dette sikkert bevidst for at kunne skrive den historie videre i næste bind.

Det er også en ganske let læselig krimi; der er mange små kapitler med en del dialog, så det tog ikke mange timer at komme igennem den - selvfølgelig også fordi jeg var spændt!

Og så til det tekniske! Det er pudsigt nok slet ikke noget, jeg tænker over, når jeg læser franske eller engelske bøger; men for danske udgivelser - både originalmanuskripter og oversættelser - er det desværre noget, der presser sig på. Jeg har tidligere nævnt Gyldendals Forlag, som er notorisk elendige i korrekturlæsning - så jeg faktisk dårligt gider købe deres bøger længere. 

Denne var i starten faktisk overraskende god; så meget, at jeg denne gang lagde mærke til, at jeg ikke skulle lægge mærke til fejlene. Men de kom dog også her; det var ikke mange, men til gengæld i crescendo efterhånden som bogen skred frem. Helt galt gik det dog på side 245, hvor der er en kommentar indsat efter en paragraf, som tydeligt er et spørgsmål fra forfatteren til sig selv eller fra korrekturlæseren. Det står med // omkring, og relaterer sig til et faktuelt tjek, der skal gøres - og så er kommentaren ikke fjernet inden tryk. Det har dog aldrig i mit liv set før?

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på korrekturlæsning; dog kan det ikke undgå at undre mig, hvorfor forskellene er så store? Jeg vil mene, at jeg ville spotte disse fejl uden problemer ved en gennemlæsning - hvorfor kan forlagenes korrekturlæsere så ikke se dem? 

Men altså - alt i alt kunne jeg sagtens finde på at læse mere om Beates eventyr, hvis beskrivelsen af næste roman også fanger mig.

Sunday, February 26, 2017

Maigret og den gale fra Bergerac (Maigret XVI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 25. februar
  • 189 sider
  • Originaltitel: Le fou de Bergerac

Denne må siges at være aldeles atypisk for Maigret-serien på mange måder.

Der er slet intet mord til at starte med; Maigrets kone er i Alsace - hvor hun jo altid er, når hun er væk - da hendes søster  skal føde. Maigret keder sig derfor lidt i Paris, så da han modtager en invitation fra en gammel kollega til at besøge denne i Dordogne lyder det som en god undskyldning for at tage lidt væk. I sovekupeen i toget forstyrres han dog af sin medrejsende, som puster og stønner, så stakkels Maigret ikke kan sove. Med sin sædvanlige nysgerrighed følger han derfor efter manden, da denne forlader kupeen - og også da denne hopper af toget. Men Maigret bliver skudt i skulderen, da han forsøger at forfølge den ukendte, hvis ansigt han slet ikke har set.

Efter en operation ligger han nu på hospitalet i byen Bergerac, hvor der faktisk er sket to mord - og alle forbinder nu Maigret og den ukendte mand med disse. Hans kone kommer selvfølgelig, og de flytter ham til byens hotel, hvor han er sengeliggende mens han rekonvalescerer. Blot et lille blik ud af vinduerne har han på denne by, han aldrig har været i.

Men folket defilerer på hans hotelværelse, mens fru Maigret laver mad til ham i hotellets køkken - det er første gang, at hun er så meget til stede i en roman. Hun bliver endog tildelt små opgaver af sin mand, som jo meget mod sin vilje ikke kan snuse rundt i byen.

Han løser selvfølgelig hele gåden om mordene, og borgerskabets skumle hemmeligheder fra sit sygeleje. De onde begår selvmord til sidst - så han slipper endog for at arrestere nogen; og det har han det jo bedst med, ved vi. Og det hele i elleve kapitler og 189 sider - der er vi i det mindste retur til det normale!

Saturday, February 25, 2017

1793 - Victor Hugo



























  • Fransk
  • 19.-24. februar
  • 518 sider
  • Originaltitel: Quatrevingt-treize


Franskmænd ved selvfølgelig, at der kun er et århundrede, der har et 93-år, der er værd at skrive om. Derfor er den franske titel ganske enkelt dette - treoghalvfems!

Den er nok langt mindre kendt på dansk end De Elendige eller Klokkeren fra Notre Dame; det var oprindeligt tiltænkt som en del af en trilogi tilegnet den franske revolution, og Hugo skrev da også første del, som blev til Manden, der ler. Men andet bind, som skulle handle om monarkiet, kom aldrig - og i 1874 udgav han så som 72-årig sin sidste roman, som blev historien om revolutionen under Terrorregimet med Robespierre, Marat og Danton. Alle tre skulle dø inden et år efter dette skæbnesvangre år - men lige nu er magtkampen igang - og de forskellige fraktioner er uenige om, hvilken retning deres kamp skal tage.

Der er stadig royalister i Frankrig, som kæmper for at få hjælp af andre monarkier som Spanien eller England efter, at kongen jo blev halshugget i januar måned, og arvingen til den franske trone nu er en lille dreng, der sidder indespærret i et tårn i Paris.

En af de adelige, der vil kæmpe for monarkiet er greven af Lantenac, som sejles over fra England for at gå i land i Bretagne, hvor tropperne venter ham for at nedkæmpe republikanerne. Men under de republikanske faner kæmper hans nevø, Gauvain, som tror på de nye tider.

Det er selvfølgelig typisk Hugo at sætte to familiemedlemmer op mod hinanden - på den ene side den gamle mand, der står for traditioner, monarki og kirke - og den unge rebel, der tror på moderne tider. For at skærpe konflikten yderligere er der Gauvains gamle huslærer, Cimourdain, som har kastet præstekåben for at blive revolutionær. Men han er i den ekstreme version, hvor ingens liv skal spares - Gauvain vil ikke dræbe ældre, kvinder, børn eller præster. Cimourdain mener, at ingen skal gå fri, og at netop disse grupper er de farligste, da de nok er spioner.

Lantenac har henrettet en hel landsby, og skudt kvinderne - men én ung kvinde overlever ved et mirakel; men Lantenac har taget hendes tre små børn. De holdes nu fanget i Tourgue, som er den adelige families slot - og det er her det endelige slag skal stå.

Læseren følger denne kamp om principper fra flere fronter; først er der turen fra England, og rejsen ind i Bretagne, hvor man stifter bekendtskab med alle disse personer, og deres overbevisninger. 

Anden del foregår i Paris, og er en mere filosofisk diskussion mellem de tre ledere, Robespierre, Danton og Marat - med Hugos humor, hvor Robespierre i teksten advarer Marat mod at tage for mange bade, da det kan være skidt for helbredet. Et par uger senere blev Marat jo som bekendt dræbt med knivstik .... mens han lå i sit badekar!

Tredje store del er selve opgøret; tropperne mødes alle omkring slottet Tourgue, hvor også den ulykkelige mor er nået frem. Nevøen står klar med 4.500 mand udenfor, og indenfor er den gamle greve med nitten måned, og et ultimatum om at udlevere børnene og overgive sig.

Hugo kan godt lide beskrivende historier; det er ikke så udtalt her som i andre af hans værker; men han flagrer lidt ud i beskrivelserne af arkitekturen, som altid har stået ham nær - men så sandelig også i detaljerne i det blodige slag. Alligevel er det moralen, der er hovedelementet i historien.

Som man nærmer sig afslutningen er det som en opera, hvor et crescendo bygges op indtil det hele slutter med et brag, og man som læser sidder helt forpustet tilbage. Det er hér Hugo for alvor viser sin eminente styrke - man griner og græder med hans helte. For de er alle helte i denne historie - den onde greve viser sig i sidste ende at være human; den barske Cimourdain viger ikke fra sine principper, da han skal stille sin elev, som han betragtede som sin søn, foran en krigsdomstol - men han går med han i døden. Og den unge mor får selvfølgelig sine børn tilbage - Hugo har altid haft en svaghed for børn som symbolet på renheden og uskylden, og de er altid med i centrum af hans bøger.

Jeg kan virkelig kun anbefale at kaste sig ud i disse store klassikere; selv mangler jeg desværre kun en af hans store romaner - derudover er det teaterstykker; men jeg er bange for, at jeg her vil savne netop hans evne til at fløjte ud af en tangent for at fortælle læseren om formen på et træ eller en anden lang beskrivelse.

Friday, February 17, 2017

La Nuit de feu - Eric-Emmanuel Schmitt




























  • Fransk
  • 15.-17. februar
  • 187 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Eric-Emmanuel Schmitts bøger er enten fantastiske eller irriterende i mine øjne; jeg var ikke helt overbevist af den sidste, jeg læste - men så ved jeg jo, hvad han kan med historien om fx Oscar eller Ibrahim, som også begge er omsat til film og teater. Andre gange er det for flydende, og han får mig ikke rigtig med på rejsen. 

I 1988 tog Eric-Emmanuel Schmitt, som relativt nyuddannet doktor i filosofi,til Algeriet for at undersøge locations til en film. Det betød samtidig en ti dages vandring igennem ørkenen - til fods, og ledsaget af en beduin og et par kameler. Schmitt er den pragmatiske type, der gør lidt grin med de andre i gruppen - den overdrevne botaniker, der slet ikke ser ørkenen som andet end en indsamlingsplads af specimen. Eller den kristne kvinde, der til dels forsøger at omvende sine medrejsende.

Han mener selv, at det med Gud er lidt for fjollet - der er ingen beviser, og beviser må der til for at påvise noget. Langt størstedelen af bogen handler om disse indledende dage af rejsen, og hans rumlen over verdens tilstand - alt dette jo set i bagklogskabens lys, da bogen er skrevet 25 år efter hændelserne.

Men en dag kommer han væk fra gruppen, og må tilbringe en nat alene i ørkenen - uden vand og mad. Uden ret meget tøj også. Det bliver et vendepunkt i hans liv, da han udsættes for en nærmest paranormal fornemmelse af, at nogen passer på ham. Denne lille hændelse fylder knap et par sider. Næste morgen går han videre; bliver fundet og kommer helskindet hjem.

Det bliver dog starten på et helt andet forhold til Gud. Nu kalder han sig religiøs - og mange af hans senere bøger har da også religion som tema. Ikke mindst trilogien over de tre store monoteistiske religioner. Han pådutter ikke nogen noget - men vil fortælle om dette vendepunkt.

Det bliver dog for kedeligt for mig. Efter en voldsom lang opbygning til hændelsen, gik det for brat ned af bakke, og konklusionen kom hurtigt og skulle vel blot afvikles. Der manglede absolut substans i den sidste del af bogen. Jeg tænkte snarere, at han var løbet tør for inspiration, og lige skulle skrive en hurtig bog, der kunne give lidt omsætning? Så det tog mig virkelig lang tid at komme til vejs ende.
Men forhåbentlig bliver han igen bedre!

Wednesday, February 15, 2017

Et skud i tågen (Maigret XV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14- februar
  • 223 sider
  • Originaltitel: Le Port des Brumes

Simenon bryder på nogle punkter her - med 223 sider fordelt over 13 kapitler; men der er også lidt mere dybde i hans tankepauser undervejs. Ikke fordi man lærer så meget mere om ham som person; og fru Maigret hører vi ikke om. Men han tager sin tid derude på en skibskaj i tågen.

For vi er tilbage ved vandet, som åbenbart står ham nær. Men ikke på en kanal denne gang, men helt ude ved det barske hav i den lille by Ouistreham i Normandiet. I dag bor der knap 10.000 mennesker, men Wikipedia oplyser, at der i 1931 boede 2.584 personer - da Maigret altså var der. Det er en lille by, der lever af havneindustrien, som er så gammel, at den har givet navn til byen - Ouistre kommer af ordet østers! Derudover er den kendt som en vigtig brik i D-day-aktionerne; men alt det var jo også langt ude i fremtiden i 1931, hvor ingen kunne forestillesig, hvor meget der ville ske i det næste årti.

Men Maigret ankommer altså med tog fra Paris sammen med byens havnefoged og hans husholderske. Havnefogeden, Joris, er blevet opereret efter et skud i hovedet, og har nærmest mistet forstanden. Selv samme nat som de fører ham hjem, bliver han forgiftet i sin seng med stryknin, som var i hans vandglas. Den unge husholderske står pludselig til at skulle arve en masse penge - penge, som hun slet ikke mener, at Joris kan have ejet.

Havnen ligger indhyllet i tyk tåge, og sømændene er ikke meget for at tale med denne fremmede. Byens borgmester opfører sig mystisk, og mere og mere går det op for Maigret, at ingen vil tale - nogen skal beskyttes; eller også er det bare hele landsbyens omdømme, der skal bevares.

En anden fremmed dukker også op, og han viser sig at være nøglen til mysteriet. Men heller ikke han er meget for at tale. Faktisk roder alle de implicerede sig - skyldige som uskyldige - ud i endnu mere ballade undervejs. 

For der er faktisk kun en enkelt skyldig, og han begår selvmord til sidst - som så ofte formår Maigret at komme ud af det uden at sende nogen i fængsel. Man kunne efter nutidens principper argumentere, at indtil flere skulle anklages for diverse ting såsom at manipulere med beviser eller tilbageholde dem. Men Maigrets verden er jo grundlæggende en god og ordentlig én; og han knytter sig hver gang til stedet og de mennesker han møder ... særligt altid den lokale kromutter eller -fatter.

Jeg synes der var en lille snert af vemod i denne bog; Maigret reflekterer over, hvordan han føler tristhed, når han forlader et sted efter en opklaring. I den oprindelige kronologi stoppede Simenon efter den nittende roman. Men allerede efter nummer sytten faldt kadencen voldsomt fra den første produktivitet. Måske er han allerede her ved at fase Maigret ud - uden at vide, at han skulle leve med ham fyrre år endnu?

Jeg er nu nået gennem en femtedel af serien; det er virkelig en fornøjelse, og især at læse den kronologisk. Det sætter mig i lidt af et dilemma snart! For da han stopper med at skrive første gang i 1934, kunne han alligevel ikke slippe Maigret, og udgav en række noveller. De findes samlet i et bind, hvoraf 21 af de 28 noveller er skrevet i pausen fra 1934 til 1939. Spørgsmålet er nu, om de ikke skal puttes ind der i min kronologi? Selvom jeg faktisk allerede har de næste ti krimier stående i venteposition. Til gengæld ville jeg så skulle gemme de sidste syv noveller, som skal ind imellem bind 25 til 32. Store problemer!!!

Monday, February 13, 2017

Journal de ce qui s'est passé à la tour du Temple



























  • Fransk
  • 12. februar
  • 287 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Der er ingen forfatter til denne historiske øjenberetning - eller snarere er der tre!

I 1792 bliver den franske kongefamilie overført fra Louvre-slottet til fængslet i Temple; en fæstning, som nu er destrueret. Familien består af Ludvig XVI, Marie-Antoinette, kongens søster Madame Elisabeth og deres to børn - arvingen Ludvig (XVII), som var syv år gammel, og hans søster Marie-Thérèse på tretten år.

De skulle forblive derinde i måneder; den første, der kom ud var kongen - men kun for at blive ført til guillotinen den 21. januar 1793. Knap seks måneder senere blev Marie-Antoinette fjernet, og tilbragte en kort tid i Conciergeriet, hvor man stadig kan besøge hendes celle - og som i øvrigt er et af de smukkeste steder at besøge i Paris. Hun blev henrettet 16. oktober 1793.

Kongens søster var så alene med de to børn, indtil hun selv blev ført til Conciergeret i maj 1794, og henrettet den efterfølgende dag.
Den unge arving - som royalisterne nu kaldte Ludvig XVII - var blevet skilt fra sin søster; og han døde i juni 1795 af voldsom misrøgt. Der har været mange spekulationer om drengen i fængslet; man troede, at han var blevet forbyttet og selv levede et sted. Men DNA-prøver har senere påvist, at det altså var kronprinsen, der døde af tuberkulose, isolation, underernæring - voldsom misrøgt af et lille barn. 

Endelig var prinsessen tilbage som den eneste fange, og hun blev i december 1795 udleveret til Østrig som betaling for fanger, som var holdt fanget der. På trods af disse barske år i fængsel, blev hun gift og levede både i og udenfor Frankrig, og døde først som 72-årig uden børn.

Så der var altså én person, der undslap fængslet og kunne fortælle om det! Bogen er en sammenstykning af tre forskellige personers version af primært det første år og kongeparrets henrettelser.

Den første er Jean-Baptiste de Cléry, som var kongens kammertjener - men i realiteten fungerede han også som kammerpige for kvinderne i fængslet. Alle andre tjenestefolk var blevet fjernet fra dem;og de skulle have hjælp til påklædning, frisering osv. Men primært boede og sov han sammen med kongen, som boede på sin eget etage i fængslet. Da kongen blev isoleret fra resten af familien, fungerede han som bindeled og budbringer mellem de to etager - med fare for selv at blive henrettet.

Hans beskrivelse er derfor ret nøjagtig og han fortæller om deres daglige liv og forhold; men også i detaljer om retssagen, og kongens sindstilstand op til henrettelsen.Selvfølgelig var han stadig royalist, og hans loyalitet lå hos kongefamilien - men teksten fremstår for det meste objektiv og beskrivende. Der er nogle mere rørstrømske passager, da han skal tage afsked med kongen - men han var ikke med til kongens afsked med familien.

Den anden fortæller er den præst kongen fik lov til at have hos sig den sidste nat for at skrifte og afholde en sidste messe nogle timer inden henrettelsen. Hans fortælling er derfor udelukkende centreret omkring de sidste knap tolv timer - men han er det eneste vidne, der ved, hvad kongen gjorde og sagde i de timer, de var alene.

Endelig er der datteren, Marie-Thérèse, som efter sin frigivelse kunne berette om tiden i fængslet - hendes version er til tider præget af fejl, da de blev separeret fra kongen. Men hun og familien fik knap to timer alene med kongen aftenen inden henrettelsen - og her er hendes overlevering den eneste beskrivelse, der findes.

De tre beretninger tilsammen giver således et vigtigt historisk vidnesbyrd; og selv for den moderne læser (med historisk interesse vel at mærke) er det interessant. Der er ydermere mere end 70 siders fodnoter; de er placeret sidst i bogen, hvilket jeg virkelig hader. Det bliver så afbrudt hele tiden at skulle bladre frem og tilbage; men noterne fungerer som vigtig baggrundsinformation til det, der foregik inde i fængslet. 

Man skal måske være lidt af en historie-nørd for at kunne lide denne slags gamle historier; men jeg synes personligt, at det er langt mere interessant at læse end en fiktiv version med risiko for fejl!

Saturday, February 11, 2017

Botticelli


























  • Engelsk
  • 11. februar
  • 96 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat?

Reformationen har jo desværre gjort Danmark til en kunstnerisk ødemark for os, der gerne vil se en Madonna med barn en gang imellem! Der er nogle få på Statens Museum for Kunst - men man kan ikke bare vade ind i hvilken som helst kirke, og nyde en hel bunke af dem - selvom det selvfølgelig ikke ville være de store mestres værker. Det savner jeg virkelig! 

Derfor har jeg bestilt en uges ferie i Milano til maj - og der bliver det Madonnaer og renæssancemalerier for fuld udblæsning! Deriblandt nogle af Botticelli, hvis malerier ellers for det meste hænger på Uffizi i Firenze. Der kunne man jo også godt planlægge en tur til igen - jeg var der i 2002; men man kan jo mageligt bruge to fulde dage derinde.

Nå, men nu bliver det Milano - og jeg begyndte forberedelsen med at nyde denne bog om Botticelli som lørdags aftens underholdning; langt bedre end fjernsyn!

Botticelli er jo skøn - med de karakteristiske ansigter, hvor konturerne er tegnet op med den fineste sorte streg. Hans måde at male øjne og hårets bølgende krøller er universelt genkendelige; der er den fineste snert af manierisme, der senere prægede Caravaggio og El Greco - især i hans sekulære malerier fra 1480'erne. Men så blev han ramt af de samme samvittighedskvaler, som mange andre florentinere - ansporet af Savonarola. 

Nogle mener at vide, at han brændte flere af sine malerier på Forfængelighedens Bål; jeg har læst det flere steder - men der er vist ikke nogle tydelige beviser for, hvilke malerier, det skulle være. Og hans nøgne kvinder eksisterer jo også stadig! Men sikkert er det, at han i sine sidste år malede langt mere sobre malerier. Der var ikke længere guld i overflod, og prægtige dragter - i stedet var det ydmyge klæder til samtlige personer i hans nu udelukkende religiøse motiver.

Bogen er selvfølgelig rigt illustreret med malerier, og detaljer fra dem - ellers er det jo altid godt med den lup, jeg benytter til læsning af denne slags bøger. Og helt sikkert en smukkere oplevelse end en lørdag aften foran skærmen!

Nu glæder jeg mig virkelig til at se nogle af dem i al deres pragt ... om nogle måneder!

Solopgang - Victoria Hislop




























  • Engelsk
  • 9.-11. februar
  • 410 sider
  • Originaltitel: The Sunrise

Dette er nu den tredje af Hislops bøger, jeg læser. Historien om øen for de spedalske var så interessant, at jeg lod mig rive med til den næste, som handlede om den Spanske Borgerkrig- og der var jeg lidt mere irriteret over kærlighedshistorien i dem. Men denne handlede om den cypriotiske by, Famagusta, som jeg så på afstand - som alle andre - for snart mange år siden på en ferie på øen. Men det gjorde et stort indtryk på mig, at der lå denne spøgelsesby med hoteller og hjem, hvor folk var gået fra en gryde på komfuret for aldrig at vende tilbage.

Jeg var faktisk heller ikke klar over, om der var sket nogle ændringer i byens status siden dengang.

Denne er ikke en rammehistorie som de to andre, jeg har læst af Hislop. Den åbner som en film med et bredt panorama over protagonisterne, som alle er involverede i åbningen af et nyt luksushotel ved den cypriotiske strand, som var jet-settets legeplads i starten af 1970'erne. Der er det græske ejerpar, Savvas og Aphroditi; barchefen Marcos og strandhjælperen Hüseyin - de er henholdsvis græske og tyrkiske, men deres mødre er veninder på trods af den ulmende konflikt mellem øens to befolkningsgrupper.

Åbningen af hotellet placerer personerne i deres roller i det sociale hierarki, mens vi introduceres til de politiske aktioner, der foregår fra 1972 og frem til krisen indtræffer. Samtidig indleder Aphroditi et forhold til barchefen, da hendes mand har for travlt med at tjene flere penge.

Da invasionen kommer, forlader de fleste byen - men nogle forventer naivt at alting vil ordne sig. Således ender de to familier i byen bag pigtråden, mens Aphroditi og hendes mand slipper væk til Nicosia. Historien handler om deres overlevelse i byen - dereskamp for at finde mad i de forladte forretninger; men også i stigende grad den konflikt, som ikke kan undgå at skabe splid mellem dem med deres forskellige religioner og holdninger. En konflikt, som kommer fra de unge i familierne - der er lidt alfahan-kamp over det!

Sideløbende er der historien om Aphroditi, som vil finde sin Marcos og til sidst bestikker sin vej tilbage til den belejrede by; det ender selvfølgelig ikke godt!

Men spørgsmålet er jo gennemgående - i mine øjne - om det er plausibelt? Kunne nogen overleve i måneder i skjul i et no mans-land bevogtet af fjendtlige soldater? Jeg ved ikke, om der er eksempler på den slags skæbner - fra forfatterens side er det jo tydeligt en lektion i medmenneskelighed; historien om de to familier, der overkommer religionsforskelle for at overleve. Politisk korrekt og en solstrålehistorie vi kan bruge i disse tider.

Desværre synes jeg ikke personerne fungerede som hele mennesker; der manglede dybde, og det endte ret pludseligt med lidt for mange løse politiske ender, hvorimod sødsuppen tog rigeligt over.

Men jeg fik da undervejs undersøgt, at byen stadig står som i 1974, da folk flygtede. At genåbne og genopbygge ville uden tvivl rive op i nogle sår, og en svær beslutning om, hvem der skulle bo der - nu hvor øen er så markant opdelt. Men det er stadig fascinerende, og jeg tror mange er fascineret af tanken om at kunne bevæge sig ind i gaderne - i dag er det jo som et museum fra 1970'erne, der er uberørt af menneskehånd. En tidsboble, der aldrig vil springe!

Thursday, February 9, 2017

I, Juan de Pareja - Elizabeth Borton de Treviño



























  • Fransk
  • 7.-8. februar
  • 279 sider
  • Dansk titel:Ikke oversat
  • Fransk titel: Je suis Juan de Pareja

Bøger om malerier, malere og renæssancekunst er jo en sikker vinder hos mig!

Denne historie handler om Diego Velazquez - en af mine absolutte favoritter - og det forhold han havde til sin sorte slave, Juan de Pareja. Historien er ganske sand; i denne form er den selvfølgelig romantiseret, og fortælles af Juan de Pareja selv som hans livshistorie.

Hvert kapitel har en titel, som med det samme fik smilet frem hos mig! De hedder alle noget, der starter med "Hvor ....". Den opmærksomme læser vil jo med det samme se, at det er inspireret af Cervantes titler til kapitlerne i Don Quijote. Det er en fin lille hyldest til en anden stor spansk kunstner, som jo var samtidig med Velazquez, der er født i 1599.

Juan de Pareja er født slave, og vokser op i et rigt hus i Sevilla, hvor han bor indtil han er en stor dreng. Det er lidt svært at tidsfæste mange af disse begivenheder, da meget lidt selvfølgelig findes nedskrevet. Men hans ejere dør, og han overgår i testamentet til Velazquez i Madrid. Han er stadig slave, men arbejder direkte for maleren som hans assistent i atelieret og derigennem får vi også indblik i kunstnerens måde at arbejde på; og nogle af de store malerier, han har efterladt sig.

Historien udvikler sig heldigvis for den unge slave, og som voksen ender han med at blive sat fri. Det giver han muligheden for at male - som han har gjort i skjul i mange år. Det var nemlig forbudt for slaver at udføre kunst; arbejde måtte de selvfølgelig - men ikke udøve ædel kunst.

Juan de Pareja ledsager også Velazquez på hans rejser til Italien, og følger ham på slottet, hvor Velazquez jo i mange år arbejdede som hofmaler for Filip 4. og der malede mesterværket Las Meninas.

Jeg forsøgte oprigtigt at koncentrere mig om Juans historie; men jeg kan ganske enkelt ikke læse biografier uden at verificere visse ting. Desuden har jeg læst en del om Velazquez, som gjorde, at jeg hurtigt undrede mig. For der er nogle fundamentale historiske fejl!

Bogen er jo skrevet i 1965 - men jeg kan ikke forestille mig, at viden om Velazquez har ændret sig radikalt siden da; så hvorfor snyder forfatteren så med så mange fakta? Velazquez dør i 1660 og hans hustru blot nogle dage senere - i bogen dør hun flere år inden. Ligeledes stemmer visse ting slet ikke overens i forbindelse med de meget veldokumenterede rejser til Italien. Jeg forsøgte hele tiden at regne deres respektive aldre ud i forhold til begivenhederne, og så stemte det slet ikke med den anerkendte kronologi.

Principielt ville det jo ikke have gjort historien ringere; så hvorfor ændre fakta?

Selvfølgelig er det en forfatters frihed at digte lidt, når man skriver biografier århundreder efter, at protagonisterne er døde. Hun skriver fx historien om, at det er Filip 4., der med Juans hjælp posthumt maler en orden på Velazquez' selvportræt i Las Meninas. Det er helt i orden med mig, fordi ingen ved, hvem der har gjort det! Men alle kan læse sig til, hvor og hvordan han og hans familie døde.

Det ødelægger desværre mit helhedsindtryk; men det var en ellers poetisk og smuk historie om en stor kunstner, som samtidig var human. Han frisatte virkelig sin slave, så det karaktertræk kan vi jo anerkende - og det var en sjældenhed på den tid.

Tuesday, February 7, 2017

Maigret og mordet ved grænsen (Maigret XIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6. februar
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret chez les Flamands

Maigret ankommer til den lille stationsby Givet, som ligger i en lille lomme af Frankrig, der er omsluttet af Belgien. Dengang var der jo reelle grænseposter, og i nogle grænseområder levede man i to landerent juridisk - men rent praktisk i samme landsby. Sådan er det også hos Peeters-familien, hvis hus er halvt i Frankrig og halvt i Belgien .... hvilket muliggøre visse handler i deres lille købmandsbutik/beværtning.

Husets datter henter Maigret på stationen, da de har en forbindelse til ham gennem en fjern fætter, der bor i Nancy. De skal have hjælp til at rense familiens navn efter, at en af landsbyens unge piger er forsvundet. Hun er ikke af en pæn familie, men hun har et uægte barn med Peeters-familiens søn; hvilket har ødelagt familiens planer for et godt ægteskab med den mere respektable Marguerite.

Og nu er den unge Germaine væk! Alle anser familien Peeters for at stå bag mordet, da hun generer familiens planer. Den unge Anna bedyrer dog broderens uskyld, og Maigret får hele landsbyen på nakken, da han dukker op. Men liget er der ikke - så hvem skal man anklage?

Maigret selv kan sagtens se, at denne familie minder ham om en mordsag i Holland (nummer VIII i serien) - overfladen er så fin og poleret; men det ender selvfølgelig med, at morderen skal findes netop der, hvor man forsøger at fralede hans opmærksomhed.

Meget mod sin sædvane er der kun 156 sider - men stadig 11 kapitler; og Maigret er lidt mere i baggrunden ligesom i nummer XIII. Men han er stadig den gode gamle detektiv, der lige tager sig en lille én til morgenkaffen!

Monday, February 6, 2017

Hvem har flyttet min ost? - Spencer Johnson



























  • Engelsk
  • 5. februar
  • 95 sider
  • Originaltitel: Who Moved My Cheese?

En klassiker indenfor businesslitteratur - som man nok enten vil elske eller hade!

Det er så ærkeamerikansk, at det driver, og det skal man virkelig sætte sig ud over, når man går igang.
For det er jo selvfølgelig så indlysende, at man tænker, at det kunne man jo selv have regnet ud - men som med så mange andre bøger i den kategori, er det jo netop de folk, der får skrevet dem, der får successen og får os andre til at ryste på hovedet.

Bogen er opdelt i tre afsnit - først en indledning, der skal bygge op til, at en af protagonisterne kan fortælle selve historien - og dermed totalt unødvendig! Men noget mere kød skulle der nok på for at trykke og sælge dem som en bog.

Selve historien handler om de to mus, Sniff og Scurry, og de to minimennesker, Hem og Haw - deres navne giver fint mening på engelsk. De bor alle i en labyrint, hvor de leder efter Ost. Osten er i dette tilfælde særdeles symbolsk på alt, hvad vi søger i livet enten privat eller professionelt.
De to mus handler mere på instinkter, og er reaktive lige så snart de ser ændringer i den Ost, de ka finde. Men de to minimennesker falder hurtigt ind i en rutine, hvor de forventer, at tingene forbliver konstante - netop alt det, som livet jo ikke er. Og de er derfor totalt uforberedte på den dag, hvor Osten er væk!

Derfra reagerer de to menneskelige karakterer først med resignation, vrede, skuffelse, afmagt ... indtil Haw begiver sig ud for at lede efter ny Ost. Ikke med fuld fart og masser af energi; men bange og nervøs for, hvad der venter om det næste hjørne. Indtil han opdager, at han skal overvinde sin frygt og tilpasse sig - og selvfølgelig ender han med at finde Ost. En anden slags Ost - men én, som han faktisk bedre kan lide.

Som sagt er det indlysende lommefilosofi; og den er læst på 45 minutter - men det er altid meget godt at få præsenteret disse ting på en barnlig og lettilgængelig måde. Og det er da helt sikkert interessant at dele den med venner og kollegaer og få en snak om, hvordan man opfatter sig selv og andre. Jeg kunne uden tvivl se, hvem jeg var af de fire typer - men vi er jo samtidig forskellige i forskellige sammenhænge (arbejde vs. privatliv fx).

Interessant til en teambuilding-øvelse!

The Old Patagonian Express - Paul Theroux




























  • Engelsk
  • 1.-5. februar
  • 440 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg den seneste af Theroux's rejsebøger, og den var intet mindre end fantastisk. Den var melankolsk og sentimental - men alligevel livsbekræftende; og det mindede mig jo om, at jeg i 2011-2012 havde læste nogle af hans største rejsebøger - og så gik jeg på jagt efter nogle flere.

Denne er en af hans meget tidlige bøger; skrevet i 1978, hvor han begiver sig ud på en togtur fra hjemmet i Massachusetts med endestation i Patagonien - helt nede i spidsen af det sydamerikanske kontinent. Dermed krydser han stort set alle central- og sydamerikanske lande i det omfangdet er muligt på den tid - fx er det ikke muligt at komme igennem Nicaragua.
Men han krydser igennem Mexico til Guatemala, El Salvador, Costa Rica, Panama, Colombia, Peru, Argentina etc. 

Som sædvanligt rejser han med tog, og betragter togrejsen som mere end midlet til målet - det er snarere omvendt; transporten er rejsen - og endemålet er et antiklimaks, hvor han så bare gerne vil hjem igen. Togene i denne del af verden er selvfølgelig ikke de mest avancerede i hverken teknologi eller komfort - mange af dem er næppe meget bedre næsten 40 år senere. 

Men det er jo den oplevelse, Theroux normalt opsøger - alligevel havde jeg på fornemmelsen, at han var mindre inde i rejsen end i de andre, han har beskrevet. Han virker mere opgivende, negativ og besværet af problemerne undervejs? Meget mere end når han som langt ældre begiver sig ud på svære rejser. Måske havde jeg også sværere ved at leve mig ind i turen? De to eneste lande, jeg havde et reelt minde af på hans rute, var jo Costa Rica og Nicaragua, som han må droppe. Der var det mere end sikkert at rejse, da jeg var der i 2008, og jeg var fuldstændigt betaget af begge lande.

Jeg indrømmer blankt, at det var en træg omgang at komme igennem denne - der var smukke landskabsbeskrivelser; men færre personlige møder - dog er det værd at nævne hans møde med Borges. Men der var også mindre diversitet - eller også var jeg bare ikke helt så inspireret.

Dog er og bliver det en fantastisk og beundringsværdig måde han rejser på - som jeg ville ønske, at jeg selv havde tid (og mod) til at indlade mig på!