Sunday, December 31, 2017

Sapiens - en kort historie om menneskeheden - Yuval Noah Harari




























  • Engelsk
  • 26.-31. december
  • 512 sider
  • Engelsk titel: Sapiens - A Brief History of Humankind

Den sidste bog i 2017 blev nummer 114 i året; det er lidt mere end jeg har læst de tidligere år - primært grundet de mange små Maigret-krimier, som jo er hurtige at nå igennem.
Samtidig er der måneder, hvor jeg generelt har læst mere, som fx i marts, da jeg var i Mexico og i oktober, da jeg var i Cuba. Der er lange flyrejser og stranddage jo gode til læsning, selvom det oftest er de lidt lettere bøger, der fordøjes der. I maj var jeg på en intensiv kulturrejse til Milano - og så blev der til gengæld ikke læst så meget. 

Men alt i alt er jeg ganske godt tilfreds! Jeg havde regnet med at nå nummer 50 i Maigret-serien i år; det skete ikke. Der er aldrig tid nok desværre - og der er stadig alt for mange bøger, jeg hellere vil læse end dem, jeg får læst nogle gange. Det må være mit nytårsforsæt - at blve mere kritisk i min udvælgelse; for tiden er som sagt begrænset, og der er meget god litteratur derude. Men sandelig også meget middelmådigt!

Sådan er det med denne overhypede bog, som udkom første gang på hebraisk i 2011, og senere blev oversat til engelsk, og fik kæmpe international succes. Jeg har tøvet og vægret mig - og endte med at overgive mig.

Harari forsøger sig med en 'hurtig' gennemgang af dyret Homo Sapiens historie; for det er hvad, vi er - en art, der formåede at rejse sig over de andre arter. Heriblandt først og fremmest neanderthalmanden. Han arbejder med tre milepæle: Den kognitive revolution, hvor vi opdagede ilden, som gjorde os i stand til at tilberede mad og dermed øge omfanget af vores hjerne. Dermed begyndte at dele følelser, myter og begyndte at samarbejde om at udvikle os. Det er også det, der ellers kaldes for Big Gods-teorien, som forskere dog langt fra er enige om. 

Dernæst kommer landbrugsrevolutionen, hvor vi begyndte at slå os ned i beboelser og gik fra at være jægere-samlere til at dyrke jorden og holde dyr - i stedet for at løbe efter dem med et spyd hver dag for at få lidt aftensmad. Det er ifølge Harari både godt og skidt, for vi lader os kue af landbruget. Vores kroppe er ikke byggede til det, og nu skal vi pludselig holde os til det samme sted fordi landbruget kommer til at diktere vores liv.

Generelt mener Harari ikke, at vi har gjort os selv en tjeneste lige dér; selvfølgelig giver det muligheder for at berige os selv, og gøre enorme fremskridt - men det er også spiren til kapitalismen, som han ikke er udbredt fan af. Desuden er han selv vegetar, og dyrenes velfærd som følge af dette fatale skridt i menneskets udvikling fylder en del bogen igennem.

Endelig kommer den videnskabelige revolution og nu kan vi fra omkring renæssancetiden gøre opdagelser og opfindelser, som hidtil var uhørte grundet vores manglende matematiske, astronomiske, biologiske (osv.!) kendskab.

Han slutter lidt dommedagsagtigt med et mørkt udsyn til artens uddøen - ligesom vi selv har været med til at udslette en hel del andre dyrearter gennem tiderne. Men han virker ikke synderlig bekymret for at vi skal opbruge jordens energiressourcer, og det kan jo virke lidt pudsigt?

Generelt er der en del pudsige ting ved denne bog; den er skrevet af en videnskabsmand med netop den tilgang ... indledning, analyse, konklusion osv. så det bliver lidt for tørt. Så pludselig springer han til mystiske anekdoter, der ikke altid falder lige heldigt ud set fra et videnskabeligt synspunkt.

Bogen har bestemt haft gavn af, at folk som Obama, Gates og Zuckerberg har gjort reklame for den. Men der er altså mangler, hvis man ser rent teknisk på den. Jeg syntes faktisk, at den første del om frem til den videnskabelige revolution var spændende - især hans fremlægning af den kognitive revolution, som jeg ikke erindre at have fået serveret på samme måde i skoletiden. Men der er lange perioder, hvor han irriterer mig, og jeg næsten giver op. Inden der pludselig kommer lidt liv i det igen - og jeg nåede da til vejs ende. Ikke helt smertefrit dog!

Friday, December 22, 2017

Papmachéreglen - Hella Joof



























  • Dansk
  • 21.-22. december
  • 202 sider

Jeg har altid synes, at Hella Joof er en fantastisk livsbekræftende, intelligent, underholdende og skøn kvinde - og dygtig skuespiller. Jeg havde dog vægret mig ved at give så mange penge for en så lille bog, og endte med at købe den til en god nedsat pris. Heldigvis vil jeg nu sige!

202 sider, der er skrevet med meget stor skrifttype - og med en del tegninger i også; men er resten så det værd?

Både ja og nej! Der er finurlige livsunderfundige betragtninger over stort og småt. Men efter at have set hende udtale sig om netop denne bog i diverse tv-shows, var der efterhånden ikke meget nyt under solen. Bevares - det var da fin underholdning.

Men det er alt for nemt sluppet i mine øjne; og så til den pris. Jeg læste den med vilje så langsomt som overhovedet muligt for at få den trukket en anelse ud. Men principielt er der jo kun til en aftens underholdning - og det er altså for lidt.

Og så er der igen det med sproget! Jeg må være ualmindeligt snerpet - men det huer mig bestemt ikke, at der skal bruges så vulgære ord. Jeg synes, at meningen sagtens kan overbringes på en blidere måde - og det tager desværre læselysten fra mig. 
Så jeg var slet ikke så begejstret som jeg havde forventet. Blot lidt sur på mig selv over at have brugt pengene. 

Thursday, December 21, 2017

Vi var fiskere - Chigozie Obioma



  • Fransk
  • 18.-20. december
  • 360 sider
  • Fransk titel: Les pêcheurs

Jeg har ikke læst mange afrikanske romaner i 2017; faktisk er det kun blevet til tre romaner skrevet af afrikanske forfattere. Der er færre af dem i Danmark, men denne er da oversat til dansk, hvilket må siges at være en sjældenhed.

Nigeriansk litteratur er en tung arv at kæmpe mod for unge talenter, der skal følge efter forfattere som Chinua Achebe (som jeg stadig mangler at læse) til Chimamanda Ngozi Adichie.
Denne roman er en debutroman, og det slipper han temmelig godt fra - selvom jeg ikke var ubetinget begejstret. Det kan dog også skyldes, at den afrikanske litteratur er så anderledes - efter en lang pause mærker man virkelig forskellen i udtryksform, som stammer fra et verdensbillede, der er fundamentalt anderledes fra vores.

Der er meget animistisk overtro i denne familiesaga om de fire brødre, der som børn fulgte hinanden i tykt og tyndt. Den ældste Ikenna er lederen; den næste Boja er hans skygge og så kommer de to yngre drenge, Obembe og Benjamin, som samtidig er fortælleren. Der er også de to helt små søskende, broderen David og den eneste pige, Nkem.

Faderen, Agwu, arbejder for regeringen og må flytte til en by i det nordlige Nigeria - langt fra familien. Han har store ambitioner for sine børn - de skal være læger, advokater osv. Men friheden ved faderens rejse giver drengene mulighed for at tage ned til floden for at fiske. Efter helt almindelige fisk! Men som mange steder i naturen i Afrika anses floden for at være forbandet; og da det opdages er straffen hård. Faderen siger til dem, at de kan være en anden slags fiskere - efter uddannelse, intelligens, karrierer ... men det bliver næsten en form for hybris, der vender sig mod dem.

Ved floden lever en gammel sær mand; han kaster en forbandelse over drengene og det bliver begyndelsen på en ondsindet spiral. Forbandelsen siger, at Ikenna, den ældste vil blive dræbt af en fisker - og nu mistænker han sine brødre. Det er en dramatisk episk historie med toner af græske tragedier. Det hele iblandet konflikten, der er konstant i Afrika mellem korrupte politikere, der skal føre kontinentet ind i en moderne æra og civilisation.

Dog synes jeg til tider, at der var for meget hoppen frem og tilbage i tid, som distraherede mig fra hovedlinjerne i historien. Men det ses ofte i afrikansk litteratur, hvor fortælleren ofte antager skikkelse af den gamle vise, der overleverer historierne.

Slutningen skal ikke afsløres her; da jeg dog stadig varmt vil anbefale denne til danske læsere, hvor så lidt afrikansk litteratur er tilgængelig.

Sunday, December 17, 2017

Bogtyvene - Anders Rydell

 

 
  • Dansk
  • 14.-17. december
  • 466 sider

Der er nogle bøger, man instinktivt ved er fantastiske - og med denne var jeg ikke et sekund i tvivl.
Jeg har efterhånden læst en del faglitteratur omkring den stjålne kunst under 2. Verdenskrig. De har alle handlet om malerkunst, så måske er det passende med en lille opsummering af de vigtigste af dem:

  • Kvinden i guld. som også er blevet filmatiseret - om Klimts malerier, der blev beslaglagt fra en jødisk familie i Wien
  • Monumenternes mænd, som jo er blevet til en utrolig dårlig amerikaniseret film. Læs langt hellere bogen om det fantastiske arbejde de allierede tropper gjorde for at genfinde alle de malerier, nazisterne havde gemt væk efter at have stjålet dem.
  • Stealing the Mystic Lamb om den helt utrolige historie om altertavlen i Gent, som nok var det mest værdifulde kup, nazisterne gjorde.
  • Portrættet, en roman, hvor Ingres' berrmte portræt af Betty Rothschild fortæller læserne om dets livshistorie - deriblandt årene hengemt i den tyske saltmine.

Men nazisterne stjal ikke kun malerier; selvom disse på grund af deres enkeltstående værdi oftest har været fremme i medierne i de senere år. Ret tidligt i deres kamp for verdensdømmet fik de behov for en ideologi - en af grundstenene blev jo bekendt at udrydde jøderne, som skulle gøres ansvarlige for alt ulykkeligt i denne verden. Det kunne give det alibi, der gjorde 2. Verdenskrig til et forsvarskrig i stedet for en angrebskrig. Og et væsentligt element var kulturen!

Hvor finder vi vores kultur? I ord - i overleveringer, historier, sagaer, breve, dagbøger ....
Det skrevne ord har til alle tider været bevis for, at vi har været her. Tænk på runerne vi i dag studerer som levn fra vikingetiden! Tænk på de gamle faraoer i Egypten - når man besøger templerne i Luxor, ser man, hvorledes de huggede deres symboler dybt ind i stenene; de ville være sikre på, at den næste farao ikke fjernede sporet efter dem. Ligesådan har bogbrændinger jo været en vigtig del af triumfatorens hævn igennem tiden - Luthers teser, Inkvisitionen, Savonarola... og helt frem til vores modern historie, hvor det symbolsk anses for noget af det værste, man kan gøre.

Det er ord, der gør, at vi ved hvem vi er og hvor vi kommer fra. Det er ord, der gør det muligt at bære dette videre til næste generation; der gør det muligt at lære om os selv. Derfor er det skræmmende at forestille sig, at man kan fjerne de ord, der definerer os. Men det var netop den djævelske plan, nazisterne udtænkte. På den ene side ville de fjerne dette eksistensgrundlag fra den jødiske befolkning. På den anden side ville de indsamle bøgerne for at kunne studere dem, og genopbygge en ideologi baseret på en verden, som de så den.

De ribbede biblioteker af utrolig økonomisk og kulturel værdi i byer som Prag, Vilnius, Rom, Paris og Amsterdam; og de fjernede alle religiøse bøger - og Tora-ruller - fra de synagoger, de nedbrændte. De fjernede bøger fra alle private hjem, som blev tømt, da deres jødiske beboere blev sendt til lejre.
I alt mener man, at der blev stjålet mellem 100 og 200 millioner bøger.

De blev desværre ikke alle behandlet lige så nænsomt som malerierne; mange blev brændt - man må jo også gå ud fra. at der var en del dubletter i modsætning til malerierne. Andre skulle bruges til studier, men blev blot opbevaret i trækasser i lagre, kældre eller andre uegnede fugtige steder.
De blev desuden splittet op; en originalsamling kunne jo indeholde bøger omhandlende mange forskellige emner. Den ville afspejle ejerens passioner og interesser; men nazisterne opdelte dem efter netop disse emner, som blev sendt til hvert sit institut, hvor de skulle samles og studeres. På den måde ødelagde man hele samlingens værdi.

Bøgerne endte vidt forskellige steder, og mange af dem har ikke den store økonomiske værdi, hvorfor interessen for at restituere dem er langt mindre end for malerkunsten. Men visse steder gøres der et enormt stykke arbejde for at genfinde ejeren af samlingen - eller efterkommere, hvis det handler om privatejede bøger. Man kigger på ex libris, dedikationer eller blot et håndskrevet navn i et omslag - og Rydell afslutter da også sin bog med en historie om en ubetydelig lille bog, som han personligt overleverer til et barnebarn af en mand, der døde i lejrene.

Det er et fantastisk stykke historie; det er veldokumentret - og utroligt rørende. Det er skræmmende at læse om de mennesker, der udgjorde nazismen og hvordan de ville knuse ikke blot et folk - men hele deres historie. Vi tænker vel sjældent på, hvor voldsomt det ville være, hvis det skrevne ord blev frataget os?

En fantastisk anbefalelsesværdig bog for historieinteresserede og/eller bogelskere!

Wednesday, December 13, 2017

Maigret hos ministeren (Maigret XLVI) - Georges Simenon

 
  • Fransk
  • 13. december
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret chez le ministre

En lille hurtig Maigret til at komme mig oven på den langsommelige Follett-affære!

Maigret er denne gang lidt uden for sine vante omgivelser, da han bliver kontaktet af en minister, som sidder i en temmelig prekær situation. En måned inden er der sket et lavineskred ved et børnesanatorium, og 128 børn er døde i ulykken. En politisk skandale, som medierne selvfølgelig er meget interesserede i.

Det viser sig nemlig, at der allerede ved byggeriets start var dem, der mente, at placeringen ikke var optimal - og dette blev der redegjort for i en rapport. Den rapport vil medierne jo meget gerne se; men da transportministeren fik den overbragt af en lidt kontornusset mand og bragte den hjem til sin private lejlighed, forsvandt den på mystisk vis dagen efter.

Ministeren er ude af sig selv - han ved ganske glimrende, at der blot er behov for en enkelt syndebuk i denne affære. Han er tilfældigvis et nemt offer, og kan blive helt uskyldigt dømt i denne sag. Måske ikke juridisk - men moralsk; og med en sikker afslutning af hans politiske karriere.

Maigret sætter sine folk i gang; men de er langt fra alene - der er såvel regeringens eget politi som diverse afdankede detektiver i hælene på dem. Der er intet blod og ingen skeletter - andet end de 128 børn, som nævnes perifært i begyndelsen af romanen. Men det er alligevel nervepirrende - politik er jo også en ganske farlig sag!

Men det lykkes Maigret at lure, hvilken politiker kunne have personlig gavn af at rapporten kvæles; og ganske rigtigt er den pågældende personligt irrelevant. Der skulle bare bruges et hoved!
Ganske forfriskende med en hurtig lille krimi.

Tuesday, December 12, 2017

Den evige ild - Ken Follett




























  • Engelsk
  • 3.-12. december
  • 768 sider
  • Originaltitel: A Column of Fire

Jeg var længe om at opdage og komme i gang med Folletts middelalderromaner om katedralbyggerierne; men så læste jeg de mammutromaner i vinteren 2013, og var ganske fascineret af dem. Så meget, at jeg forfaldt til at købe hans trilogi om det tyvende århundredes historie - som jeg læste med varierende fornøjelse, men da absolut med nydelse.

Så da det blev annonceret, at der var en opfølger til de to romaner om Kingsbridge-familierne så tænkte jeg først, at nu skal der altså malkes på en succes. Men dernæst også, at den selvfølgelig skulle læses. Desværre var jeg så ivrig, at jeg bestilte den straks den udkom - det vil sige i det store hardcover-format. Det er virkelig en stor og tung bog; og jeg fortrød det hurtigt. Den kunne slet ikke transporteres nogle steder hen, og den egnede sig heller ikke til hyggelæsning i sofa eller seng. Det var nok den primære årsag til, at det tog mig en krig at komme igennem den.

Den anden årsag var netop alle de krige, den indeholder! Der er faktisk ikke meget forbindelse til de to tidligere romaner, andet end at nogle fiktive hovedpersoner stammer fra byen. De mødes og konfronteres livet igennem alle mulige andre steder, og en gang imellem smutter de lige hjem forbi. Men man skal absolut ikke forvente, at Kingsbridge eller dens katedral er temaet.

Det er tværtimod de store religionskrige, der prægede det 16. århundrede efter, at Henry VIII lavede sit lille stunt med at adskille den engelske kirke fra Paven for at kunne gifte sig igen i sin lange række af dronninger. Så kom Elizabeth I, som var protestant, og hun ville forsone landets religioner meget mod indbyggernes vilje. Det udløste krige og konflikter med Frankrig og Spanien, og i Frankrig følger vi den ærgerrige og ambitiøse Pierre Aumande, som vil i hus hos Guise-familien, som i praksis styrer landet gennem dronningen Catherine af Médicis - da hendes sønner, kongerne, jo dør på stribe.

Det bliver omdrejningspunktet i bogen - og så er der selvfølgelig en god kærlighedshistorie i centrum af det hele. Der er et par ærkerivaler, Ned Willard og Rollo Fitzgerald, som arbejder på hver sin side af sagen i England - og så er der Pierre Aumande i Frankrig. Alle rejser de gennem romanen rundt i Europa, og befinder sig altid lige i orkanens øje.

Således er Pierre Aumande nu nærmest hovedmanden bag Bartholomæusnatten! Og Rollo bag Guy  Fawkes mislykkede terrorforsøg mange år senere. De når også at være i frontlinjen under den spanske armadas mislykkede angreb mod England i 1588. Og de er altid tæt på konger og dronninger! Det irriterer mig! Præcist som det gjorde det en del i første del af trilogien om det tyvende århundrede; jeg synes, at det er utroværdigt - og især når man forestiller at kende præcise detaljer om så vigtige historiske begivenheder. Man kan ikke ændre på historien! Og denne gang bliver det altså for meget til min smag.

Der er lange lange udredninger under disse historiske begivenheder, og så kommer han let og elegang igennem resten; så historien ikke bæres af personer eller hændelser fra hans fantasi. Det tog mig virkelig lang tid - og en del personlig overvindelse at komme igennem de sidste trehundrede sider.
Det var stædighed og ikke begejstring; jeg fornemmede virkelig, at dette var et forsøg på nemt at skumme fløden af de tidligere successer. Synd!


Saturday, December 2, 2017

Une histoire symbolique du Moyen Age occidental



























  • Fransk
  • 28. november - 2. december
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endelig blev det tid til lidt lærdom! Den har ellers ventet i reolen i et par år; og det er jo heller ikke det mest lystige og lette, man kan læse. Men til gengæld er det skønt at lære nyt, og udvide sin viden til brug i anden læsning - eller på mine kunstrejser.

Middelalderen i Midteuropa er nok lidt anderledes end herhjemme; vi var lidt mere barbariske - og det, der lignede landene længere sydpå er i høj grad forsvundet efter Reformationen. Alle afbildninger af helgener og deslige blev jo bandlyst, og er erstattet af kirkernes hvidkalkede vægge.

Men jeg er jo besat af netop denne form for religiøse kunst; og den kan virke fjern og uforståelig for os i dag. I virkeligheden er det jo såre simpelt; for der findes en "facitbog" i form af afkodning af de symboler, der bruges. Det gælder alt fra dyr, blomster, træer, madvarer til de attributter, man malede personerne med. Var de gode eller onde? Hvilke særlige egenskaber besad de?

Pastoureau er historiker med speciale i symboltydning; og det mærkes da også tydeligt, at det ikke er mainstream-litteratur. Han skriver snarere som var det en universitær afhandling, men hans viden er enorm, hvis man tillader sig selv at blive opslugt af den lidt tørre tilgang til tingene.

Bogen er opdelt i afsnit efter dyreriget, planteriget, fabler, farver - men også ikonografien omkring Judas og lidt mere "nutidige" figurer som Ivanhoe og Kong Arthur.  Der ligger årtiers forskning bag hans værk, som man selvfølgelig kan bruge seneresom en form for opslagsværk.

Jeg har indtil flere af den slags, som er reelle opslagsbøger med korte beskrivelser af symbolikken indenfor forskellige områder. Jeg bruger dem, når jeg læser mine kunstbøger eller studerer malerier. Men denne går jo lidt mere i dybden i teksten, og det er bestemt også lærerigt.

Tuesday, November 28, 2017

Là oû rêvent les étoiles - Eric Marchal



























  • Fransk
  • 1088 sider - jeg stoppede efter 294!
  • 20.-27. november
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er virkelig sjældent, at jeg gør, som det skete her - efter en uges kamp og knap trehundrede sider gav jeg op. Den røg i skraldespanden; for når man har det således, så tror jeg heller ikke på, at det går bedre en anden gang.

Det var ellers lovende- en historie om de store byggere i det 19. århundrede- ikke mindst Eiffel. Mest kendt for sit tårn i Paris, som vel nok er noget af det mest imponerende. Men manden byggede jo faktisk 27 broer; og satte helt nye standarder for netop viaduktbygning. 

Historien skulle fortælle hans livshistorie parallelt med en opdigtet familie, der levede indenfor murene i Alhambra i Granada. Som Washington Irving beskriver det i sin fantastiske samling af eventyr og anekdoter fra 1832, så var det stadig praksis på den tid, inden det var fuldt restaureret og blev til museum.

Men det fungerede simpelthen ikke. Det var jo en mursten af rang, og man fornemmedefra starten, at forfatteren ikke havde fat i den lange ende. Det var langtrukkent med beskrivelser af samtligesøm og skruer,der skulle bruges i byggeriprojekterne - også skiftede det brat og pludseligt til Alhambra og en rørende familiefortælling. Men tråden var der slet slet ikke, og jeg blev ved med at anspore mig selv til bare et par sider mere i håbet om forbedring. Jeg synes faktisk selv, at jeg gav den en mere end retfærdig chance - men jeg kunne ikke se nogen reelglæde ved historien.

Det ærgrer mig grænseløst, for jeg er overbevist om, at de sidste 3-400 sider var meget interessante. Men hvordan skulle jeg nå derhen?

Nej!

Monday, November 27, 2017

Under bjælken - Jens Andersen



























  • Dansk
  • 380 sider
  • 26. november

Jeg var jo i gang med en tung fransk sag - men det glider bare slet ikke, og så fik jeg denne i fødselsdagsgave .... jeg var nem at lokke til at lade mig distrahere.

Der har vist været skrevet en del om denne biografi af vores Kronprins; og det er da nemt at argumentere for, at der intet ny er under solen. Men de selvsamme medier, der brokker sig over dette, er jo de samme, som stalker kongefamilien døgnet rundt. Så selvfølgelig ved vi mange af de ting, der står om Kronprinsens liv. Men vi har hidtil fået netop pressens version og udlægning af sagen.

Bogen er opdelt i otte kapitler med hans livs hovedtemaer:
- Dreng, Teenager, Akademiker, Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og Konge.

Dreng og Teenager handler jo meget om barndommen; så bevæger vi os over i studietiden - og starten på pressens hårdhændede behandling efter en spirituskørsel nytårsaften, som også bliver udslaget i at løbe det første marathon og bevise, at man altså KAN noget.

Frømands-delen handler om de skelsættende år, hvor Kronprinsen virkelig imponerede danskerne -men man får virkelig et indblik i, hvor vanvittigt hårdt det var. Og hvordan mange i hans omgangskreds forsøgte at tale ham fra det! Risici ved at fejle var enorme - langt værre end for nogen anden; netop fordi man kun ventede på et nederlag.

Erobrer handler om Sirius-patruljerejsen men også detaljeret om mødet med Mary, og alle de komplikationer, der var i starten. Her måtte jeg altså tørre en tår - det indrømmer jeg.

Afsnittet om Sportsmennesket handler i høj grad om problematikken omkring IOC; der boede jeg jo ikke i Danmark, og fulgte det derfor kun perifært. Her lærte jeg virkelig mange nye ting!

I det hele taget lærte jeg et menneske at kende; en person, som nok har været udsat for sin del af berettiget eller uberettiget kritik- for forfatteren og de personer, der udtaler sig forsøger på ingen måde at nedgøre problemet med offentlig optræden. Aftenen inden jeg læste bogen, så jeg netop Kronprinsen holde en tale - og det er altså ikke behageligt at overvære. Jeg får lidt ondt af ham -for han virker så ubekvem, og samtidig kan man se, at ordene er der.

Når man læser Kronprinsens udtalelser i bogen, ser man jo, at det er et følsomt, intelligent og særdeles velformuleret menneske, der gemmer sig bag den hakken og stammen, vi kender. Man serlidt af den sproglige finurlighed, vi kender fra Dronningen. Det var en stor og yderst positiv overraskelse for mig, og det er jo virkelig synd, at det ikke kommer ordentligt til udtryk. Hvis nu alle danskere læste denne bog, ville de få et meget anderledes indtryk af vores kommende konge.

Samtidig ser man en person, som virkelig vil gå sine egne veje. Et menneske, der virkelig kæmper for de ting, han står inde for - og derfor når det er nødvendigt, er i stand til at lade kritikken prelle af.

Jeg synes, at det var en meget modig og interessant biografi. Jeg var vild med formatet, hvor der skiftes mellem objektiv beskrivelse og input fra nogle af dem, der står Kronprinsen nærmest.
Ikke at forglemme den skønne detalje med hans yndlingssange, der figurerer nederst på hver side med en enkelt linie. Jeg er jo ret samtidig med Kronprinsen, så i hvert fald i de yngre år, havde jeg meget nemt ved at følge den. Senere bliver hans musiksmagret så avanceret - endnu et overraskende træk!

Absolut interessant læsning!

Sunday, November 19, 2017

Maigrets styrkeprøve (Maigret XLV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 19. november
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et la jeune morte

Maigret har netop overstået et maratonforhør på tredive timer, og sendt de skyldige videre i retssystemet, da en ung kvinde findes myrdet på åben gade. Hun har en lidt slidt festkjole på - og ingen dokumenter, der kan identificere hende. 

Samtidig er det slet ikke i Maigrets område, men tværtimod hos den meget uheldige Lognon, som vi fik et indgående kendskab til i roman nummer niogtredive. Endnu engang håber Lognon, at han kan opklare sagen og få den anerkendelse han higer efter. Maigret vil ikke nødvendigvis stjæle æren fra ham - men de to mænd har vidt forskellige arbejdsmetoder.

De samarbejder dog perifært, og finder gennem forviklinger frem til pigens identitet. En lidt stakkels pige, der rejser til Paris for at finde lykken - penge, arbejde og måske en rig mand. I toget påvejen har hun mødt en anden ung pige, og de to flytter sammen. Det viser sig dog hurtigt, at Louise ikke er nær så heldig som veninden Jeanine - og heller ikke besidder den samme drivkraft. Hun er omklamrende og blot en stakkel, og Jeanine vil af med hende.

Jeanine myrder hende selvfølgelig ikke; hun har fundet en rig mand og bliver gift. Men Louise får pludselig en kontakt fra fortiden, da hendes far sender en kammerat til Paris for at indikere, hvor han har efterladt hende en større sum penge - som bestemt ikke er tjent på lovlig vis.

Maigret og Lognon ender stort set samme sted på samme tidspunkt; men Lognon besidder ikke de psykologiske evner Maigret gør, og farer ud af et vildspor. Og endnu engang må han se sig slået af en stille og rolig Maigret, som løser mysteriet ved at tænke over det hele med en drink eller en fadøl i hånden!

Saturday, November 18, 2017

Si la lune éclaire nos pas - Nadia Hashimi



























  • Fransk
  • 12.-18. november
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste i starten af året den mest fantastiske roman af Nadia Hashimi, som desværre endnu ikke er oversat til dansk. Men hvis man har mod på den engelske udgave hedder den The Pearl that Broke Its Shell.

Det medførte jo så, at jeg købte endnu en roman - og forventningerne var høje. Lidt ligesom da jeg skulle læse den anden roman af Khaled Hosseini! Der holdt begejstringen dog igennem alle tre bøger.

Vi er stadig i Afghanistan - i hvert fald i starten af romanen, hvor hovedpersonen Fereiba fortæller om sin barndom. Hendes mor døde under fødslen, og det medførte en del rygter om barnets mørke kræfter. Faderen giftede sig igen, og fik flere børn - men dette første barn er og bliver lidt den onde steddatter i alles øjne. Det er hende, der ikke kommer i skole; det er hende, der bliver hjemme og laver mad og gør rent. Det er ren Askepot.

Hun bliver dog til sidst gift, og det er faktisk et meget lykkeligt ægteskab; et ligeværdigt og åbent ægteskab mellem to moderne mennesker - indtil talibanerne tager magten i landet. Fereiba kan ikke længere undervise, og skal gemme sig bag en burqa. En dag kommer nogle mænd og fjerner hendes mand, og langt senere får hun at vide, at han er død.

Vilkårene som enlig kvinde med tre børn i en krigshærget by er umulige, og Fereiba beslutter sig da også for at flygte fra Kabul - målet er at komme til England, hvor blandt andet søsteren bor.
Og dette er essensen i historien; flugten op gennem Europa - som vi jo desværre kender den alt for godt fra nyhedshistorierne med grusomme billeder af druknede flygtninge.

Det er også en meget svær historie at læse, synes jeg. Det er uhyre svært at skille tingene ad i det nyhedsbillede vi ser med flygtninge, der reelt har været i fare og dem, som flygter for komfort. Jeg har selv snakket med så mange afrikanere under mine rejser i Senegal, som oprigtigt tror på historierne om guld i gaderne - og slet ikke vil anerkende den triste virkelighed, som rent faktisk venter dem. Dem, som ikke vil indse, at selv Europa ikke kan rumme så mange mennesker, når vi jo faktisk har vores egne problemer.

Det er svært at sympatisere med alle i denne historie. De flygter, men må jo klare sig ved at lyve og stjæle. De bliver behandlet hårdhændet af fx lastbilchauffører, der er trætte af at blive udnyttet som transportmiddel, hvorved deres arbejde bliver sværere og de konstant udsættes for kontroller.

Fereiba og hendes børn rejser gennem Tyrkiet til Grækenland, hvor de skilles ad og den ældste søn sendes retur til Tyrkiet. Fereiba når langt om længe frem, og finder sin søster. Sønnen prøver endnu engang rejsen, og det sidste man hører er om hans ophold i flygtningezonen ved Calais. Der stopper historien.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal synes om den. Det var til tider utroligt langsommeligt, og så ender man alligevel med følelsen af at mangle en afslutning? Desuden er der det med sympatien .... skal jeg som læser have ondt af flygtningene og se alle europæere som onde personer, der ikke vil hjælpe og ikke vil tage mod flygtninge? Så enkelt er det jo desværre ikke!

Uagtet den politiske holdning så var jeg ikke ovenud begejstret, og det var lidt en kamp at nå til vejs ende. Den er desværre langt fra så god som hendes første roman.

Sunday, November 12, 2017

Skyggesøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 7.-11. november
  • 704 sider
  • Originaltitel: The Shadow Sister

Da det tredje bind om de syv søstre var udkommet, var det svært at holde fingrene væk!

Især fordi Riley nu er nået til de to ret enigmatiske søstre, Star og CeCe, som er jævnaldrende, og nærmest er opdraget som tvillinger. De har levet i total symbiose, men måske stærkt ansporet af CeCe, som er den stærke i forholdet. Star følger efter, og indretter hele sin tilværelse efter CeCes behov og ønsker. 

Derfor måtte hendes historie jo blive én om at slippe fri og flyve selv!

Hendes historie fører hende ikke langt væk; sikkert ret sigende - for så var hun aldrig kommet af sted. I stedet er det "blot" til en fin lille boghandel i det centrale London, som ejes af en absolut excentrisk herre, Orlando. Sporene fører også til børnebogsforfatteren Beatrix Potter, og den royale elskerind, Alice Keppel - og således fortsættes stilen med at blande fiktive og reelle personer og historiske begivenheder.

Historien starter i 1909, og fortæller om de to grene af familien, der på pudsig og tragikomisk vis deles. Det er de stadig i dag, men familien er da på talefod, og Star bliver hurtigt draget ind i det engelske landliv. Udover Orlando er der hans bror, Mouse, og kusinen Marguerite med det døve barn Rory. 

Star lander midt i en lidt prekær situation i familien; og gennem familiens forfædre begynder hun at forstå sammenhængen og forbindelsen til sig selv. Det handler igen om kærlighed selvfølgelig - jeg havde faktisk først troet, at Riley ville tage den i en lidt mindre konventionel retning. Men i sidste ende forblev det meget traditionelt rosenrødt - måske en anelse for meget?

Jeg håber ikke, at successen får Riley til at forhaste sig med de resterende bind? Jeg så en snert af lidt for meget melodrama her - og jeg behøves virkelig ikke, at man skriver en hel masse nøgleord i kursiv for at forstå. hvor følelserne er større, lykkeligere, etc. Det irriterer mig til gengæld når en forfatter anser sine læsere for så dumme.

Det er meget chick-lit - rent effektivt kan den jo læses på to dage; og så ville det have været rart, at hele serien var tilgængelig. Men det er jo min egen fejl! Fjerde bind er netop udkommet, men vil man have den i samme format som de tre foregående skal man vente til maj 2018. Det gør jeg så ....

Monday, November 6, 2017

Maigret i skolen (Maigret XLIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 5.-6. november
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret à l'école

Endnu engang sidder der en stakkels person og venter på Maigret ude i venteværelset på Politigården. Denne gang er det en skolelærer, der frygter at blive anholdt for mordet på en gammel dame.

Konen er landsbyens sorte får; sur, gammel og snager i alles privatliv for at bruge det imod dem - ikke just et tab for nogen. Men nogen skal jo have skylden, og så er det bedre, at det er skolelæreren fra Paris end en af de lokale i den lille landsby med knap trehundrede indbyggere.

Maigret får pludselig visioner af østers og hvidvin, da han hører, hvor landsbyen ligger - og vups tager han skolelæreren med tilbage for at grave lidt i mordhistorien - og spise østers. Man forstår vel at nyde livet, mens man arbejder.

Men der er ingen østers i denne sæson, og i stedet konfronteres Maigret med en flok usympatiske landsbyboere, der beskytter hinanden og bruger børnene som vidner i historien. En dreng påstår nemlig at have set læreren det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så Maigret må ned i børnehøjde, og pludselig erindrer han sin egen barndom, hvor de andre børn ikke ville lege med ham på grund af hans fars overlegne position. Han foretrak også at være i kirken eller holde sig til sig selv, og det kommer ham nu til gavn.

Det er et pudsigt indblik i denne lukkede verden, hvor man trods lukker sammen mod det fremmede selvom alle principielt ville af med den gamle harpe. Det kræver lidt tålmodighed, som ikke er Maigrets stærke side - han afhjælper det ved nogle gode morgenmadshvidvine i mangel af østers. Og stille og roligt kommer han frem til, hvilket barn, der besidder nøglen til mysteriet.

Sunday, November 5, 2017

Four queens - Nancy Goldstone



























  • Engelsk
  • 1.-5. november
  • 429 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var jo ret begejstret for Goldstones biografi af Catherine de Medicis og hendes datter; og især det faktum, at den historisk var nøjagtig og veldokumenteret. Så jeg fandt endnu en af de historiske biografier, som jeg jo er meget begejstret for, og som desværre ikke findes i hobetal.

Denne gang er vi langt tilbage - i begyndelsen af det 13. århundrede, hvor en lille grevefamilie i Provence bliver forældre til fire døtre, der kommer til at spille en central rolle i europæisk historie.

Det var ikke meningen, at de fire piger - Marguerite, Eleanor, Sanchia og Beatrice - skulle have så prominente pladser i historien. Deres fars magt var begrænset og underlagt såvelden franske krone, som den tysk-romerske kejser. Men i Frankrig sad der en dronning Blanche af Castille, som regerede landet på vegne af sin unge søn, Ludvig IX, og hun ledte efter en passende alliance. En der kunne styrke Frankrig mod England, kejserriget og paven; men sandelig også en der ville lade hende bibeholde indflydelse og ikke mindst en svigerdatter, der var medgørlig. Det blev Marguerite - og hendes mand blev den navnkundige Ludvig IX, som satte en stor del af landets formue over spil ved sine korstogter til det Hellige Land - men også blev kanoniseret efter sin død. En stærk troende konge, som byggede Sainte Chapelle i Paris, som er et af verdens absolut store kunstværker rent arkitektonisk.

Nu var verdens øjne rettet mod familien, og det blev ikke svært at afsætte Eleanor til den engelske konge. Kongen var ikke specielt dygtig som leder og feltherre; men Eleanor ville sandelig ikke stå i skyggen af sin mægtige søster, og pressede konstant sin husbond frem. Det havde dogden positive effekt, at Frankrig og England faktisk var i fred med hinanden i størstedelen af det århundrede - hvilket ikke skete senere før verdenskrigene indtraf!

De to familier mødtes ofte, og søstrene arbejdede ivrigt i kulisserne for at styrke politikken.

Der var nogle år ned til de to yngre søstre, men Sanchia blev gift med en af den engelske konges brødre efter denne var blevet enkemand. Det var knapt så vellykket på det amorøse plan, men det gjorde det muligt for de to ældre søstre at holde styr på familien og magten.

Dne yngste, Beatrice, havde af sin far fået testamenteret grevedømmet Provence - i mangel af sønner og fordi alle hendes søstre var blevet så fornemt gift. Men Provence var attraktivt! Der var adgang til havet; der var rige ressourcer ikke mindst i form af salt, som var datidens guld.

Søstrene havde åbenbart ikke nok i deres kongetitler, og livet igennem forsøgte de at fravriste Beatrice hendes land og godser. Hun var blevet gift med en af den franske konges yngre brødre -samme strategi som for Sanchia i England; men viste sig at være lidt mere oprørsk eller intelligent og sammen med sin mand kæmpede de for Provence, men formåede også at blive valgt til kongepar af Sicilien. Det blev dog en kort fornøjelse at kunne måle sig med søstrene, for Beatrice døde kun 37 år gammel.

Historien fortælles kronologisk med skiftende fokus på en af de fire søstre; men uanset hvad, var deres liv og skæbner tæt forbundet selvom deres personlige forhold ikke altid var det.

Det er ganske godt fortalt; men denne gang var der altså en del blamerende fejl. Så meget desto mere irriterende, da fx datoer i teksten ikke stemmer overens med årstal i slægtstavlerne. Det er altså ikke udelukkende en fejl i forhold til kildeangivelse, men manglende konsekvens fra forfatterens side. Derfor tager det lang tid - jeg skal altid dobbelttjekke fakta alle mulige steder.

Men det var en spændende fortælling, hvor kvindernes plads er langt mere i fokus - de var jo slet ikke så uduelige, som man gjorde dem til. Eller faktisk så havde middelalderens kvinder langt mere magt end deres navnesøstre et par århundreder senere, hvor det virkelig kun handlede om pyntesyge og børneavl.

Tuesday, October 31, 2017

Maigret tager fejl (Maigret XLIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 30.-31. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret se trompe

Jeg slutter måneden med en dejlig lille Maigret, der passede fint ind til en jetlagsramt hjerne efter hjemrejsen fra Cuba. 

Maigret er ved at forberede sig på de kolde vintermorgener i november i Paris, da han får besked om en ung kvinde, der er fundet myrdet. Lulu (eller Louise) er en tidligere prostitueret, der nu bor i en fin lejlighed i  byens bedre kvarter. Hun har en kæreste; en ung musiker, der forsvinder lige så snart det står i aviserne. Men Maigret mener, at der må være en anden mand også.

Han skal ikke lede langt væk - i etagen ovenover bor en dygtig kirurg, som har opereret Lulu og nu holder hende som elskerinde. Han ved, at hun har en kæreste, men han har selv et utal af elskerinder. Han har også en hustru og en sekretær, der begge forsvarer ham med næb og kløer. Ligesom portnerkonen og alle andre. Godt nok er han skruppelløs, arrogant og lidt ulidelig - men ikke morder!

Det specielle her er mest, at Maigret er så nervøs for at konfrontere den dygtige kirurg, at han forhører alle kvinderne omkring ham og først til allersidst og på fvorespørgsel af denne, møder han kirurgen. Og så viser det sig jo alligevel, at det er en kvinde, der står bag! 

Dejligt med en Maigret efter et par ugers pause. Og så blev det samtidig bog nummer 100 i 2017.

Sunday, October 29, 2017

Remembering Che (My life with Che Guevara) - Aleida March



























  • Engelsk
  • 27.-29. oktober
  • 242 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I Cuba kan man jo ikke undgå at blive bombarderet med billeder, statuer og plakater af landets to store helte - Fidel Castro og Che Guevara. Desuden er det netop 50 år siden, at Che blev myrdet - så hypen var lidt på sit højeste, da vi var der!

Che Guevaras kone har åbenbart holdt en meget lav offentlig profil i de mange år; selvom hun har arbejdet politisk og med at videreføre hans ideologi, har hun ikke givet mange interviews og slet ikke om deres liv sammen. Det ændrede hun på, da hun i 2012 udgav denne biografi/erindringsbog.

Hun har selv skrevet den; og det må siges at være virkelig ærgerligt. Det er en fascinerende historie om en meget ung pige, der fascineres af den spirende revolution og melder sig under fanerne. Hun arbejder i undergrundsbevægelsen, og derigennem møder hun Che som blot 22-årig mens han er 30 år gammel.

De forelsker sig, og (meget borgerligt) gifter sig i 1959 og får efterfølgende fire børn sammen på trods af hans mange lange ophold udenlands i de otte år inden han myrdes af CIA i Bolivia.

Bogen er rigt illustreret med mange billeder fra deres liv sammen; ikke mindst var jeg vild med billederne af Che udklædt som Ramon - den forklædning som gammel mand, han benyttede for at komme uset ind i Bolivia. 

Men men men .... det er ubehjælpeligt dårligt skrevet! Aleida March er ikke forfatter, og det havde virkelig tjent bogen bedre, hvis hun havde fortalt sin historie til en anden, der kunne nedskrive den.
Desuden kan man også ane, at den engelske oversættelse heller ikke er fantastisk - det er virkelig synd. Helhedsindtrykket lider en del under dette, og det bliver en tekst i staccato, hvor hun remser navne op på revolutionære soldater, som ingen mening giver for læseren i dag. Måske er det politisk korrekt i et land som Cuba; men som litteratur falder den desværre igennem.

Thursday, October 26, 2017

Stormsøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 23.-26. oktober
  • 720 sider
  • Originaltitel: The Storm Sister

Jeg havde været forudseende og havde købt andet bind i serien også! Så efter at have slugt de mere end 600 sider af første bind på 48 timer, fortsatte jeg direkte.

Indledningen er faktisk fuldstændig den samme - denne gang fortalt af Ally, den næstældste, og om hendes tur hjem til familiehjemmet efter faderens død. Riley har heldigvis gjort det korrekt, og konversationer og detaljer er identiske - blot set fra en ny vinkel.

Ally fortæller sin historie, og også hun begynder at lede efter sin familie og oprindelse. Denne gang rejser vi til Bergen, og i tiden omkring Ibsen og Grieg. Temaet er musik og Ally er netop selv tidligere musiker. Hun har også en stærk tilknytning til havet, deraf titlen tænker jeg - og igen har vi sfærer som det centrale element på den engelske forside. Det burde de have gjort i den danske version også; i stedet ligner forsiderne de værste Cartland-romaner.

Udfordringen for Riley i denne serie bliver jo uden tvivl at få nok variation i søstrenes fortællinger. Både når det gælder deres oprindelse, men også i udfaldet - da denne rejse for dem alle bliver en form for forløsning, hvor de finder deres ståsted. Skal det så være en ny kærlighed, en genfunden bror eller søster eller noget andet - men så mange muligheder er der jo heller ikke.

Jeg skal ikke røbe her, hvad der er resultatet for hver af dem; men jeg er spændt på at se, om der kan skabes afveksling nok?

Samtidig med historiens centrale emne får vi jo også hver gang lidt mere information om de andre søstre, og ikke mindst om deres indbyrdes forhold. I en flok med seks piger er der jo affiniteter på kryds og tværs, og dem skal Riley også holde styr på. Der skal et godt notatarkiv til tænker jeg.

Som i første bind overtages historien til sidst af den næste søster, som overgang til tredje bind. Og igen er der en indikation af, at faderen ikke er død ... spændingen holdes intakt. Men nu er der faktisk kun et enkelt bind mere, der er udkommet. Det bliver en lang "kamp"!

Monday, October 23, 2017

De syv søstre - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 21.-23. oktober
  • 640 sider
  • Originaltitel: The Seven Sisters

Jeg faldt i "fælden" og købte en ægte Easy-Read til ferien - en af den slags, hvor omslaget normalt ville skræmme mig langt væk. Men samtidig er der en dimension af symbolisme og kulturreferencer, som jeg mente kunne redde den. Og det fik jeg faktisk ret i!

I juni 2007 bliver Maia kaldt hjem til Génève, hvor hendes far Pa Salt er død. Maia er ikke alene, for der er seks søstre - alle adopterede af den mystiske rigmand, som allerede er begravet til søs inden de kommer hjem fra alverdens hjørner af verden.

De seks søstre - Maia, Ally, Star, CeCe, Tiggy og Electra - får ved åbningen af testamentet et brev fra deres adoptivfar. Ligeledes har han fået opsat en statue i haven (som ses på omslaget) med indgraverede beskeder til hver af dem. Beskederne indeholder en græsk inskription anset som en slags moralsk ledetråd samt koordinater, der kan føre dem til deres oprindelsessted, hvorfra han adopterede dem. Ikke nødvendigvis deres biologiske familie - men en indikation af deres tilknytning.

Serien er baseret på syv søstre, som de findes i den græske mytologi som døtre af Atlas og Pleione - og Riley benytter da også anagrammer i stor stil. Tænk blot her på Atlas vs. Pa Salt! Det er jo også et stjernebillede, og hermed skabes forbindelsen til sfæren med ledetrådene.

Hver bog skal omhandle en af søstrenes søgen efter deres oprindelse - og så er der jo mysteriet om den sidste og syvende søster, som aldrig kom til familien.

Dermed fortælles denne historie af Maia, den ældste, og hendes rejse til Rio de Janeiro, hvor koordinaterne leder hende hen. Derefter springes der i tid tilbage til 1920'erne, hvor man følger hendes forfædre - indtil hun finder sandheden ... og kærligheden!

For det er også en kærlighedsroman af den lidt rosenrøde slags desværre! Visse steder hæver vi os knap over Danielle Steel-niveau; men det må man tage med, hvis man vil have resten af historien. Det historiske research er fantastisk, og Riley tager os med til nogle steder og epoker med en god historie iblandet. I Rio er det fx bygningen af Kristus-skulpturen, der er omdrejningspunktet og hun blander såvel fiktive som reelle personer.

I slutningen af historien afsluttes Maias søgen, og historien overtages af den næste søster, Ally, som en glidende overgang til næste bind. Der er dog også den lille krølle, at Ally mener at høre faderens stemme - så er han død eller?

Der er bestemt lagt op til en spændende serie, hvor man jo vil have slutningen. Men det kan muligvis vare helt til 2020, hvis hun skal udgive et bind om året? Det er altid det irriterende ved den slags serier; men nu er jeg jo i gang!


Saturday, October 21, 2017

Parle-leur de batailles, de rois et d'éléphants - Mathias Enard



























  • Fransk
  • 21. oktober
  • 170 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har aldrig tidligere læst noget af Enard, som doghar vundet indtil flere fine priser i Frankrig. Det er da også en voldsom lang og pompøs titel til en så lille bog: "Tal til dem om slag, konger og elefanter"! 

I foråret læste jeg Irving Stones kæmpe fascinerende biografi af Michelangelo, og denne omhandler netop en lillebitte del af hans liv, som er mindre kendt. Michelangelo var jævnligt oppe at tottes med de paver, der gav ham arbejde. I 1506 er det pave Julius II, som ikke vil betale - og Michelangelo forlader Firenze i protest. Han er blevet inviteret til Konstantinopel af sultanen, som vil have bygget en bro over Bosporus-strædet, som forbinder Europa med Asien. 

Denne opgave er tidligere blevet givet til Leonardo da Vinci - Michelangelos ærkefjende - så han kan jo ikke sige nej. Michelangelo mente hele sit liv, at da Vinci ikke var arkitekt men "blot" en maler, og muligheden her er ganske enkelt for god!

Der findes ikke mange overleveringer om hans tid i byen, og den lille roman er en formfor eventyr baseret på de få dokumenter, der findes. Blandt andet en oversigt over de ejendele, han havde med sig og dem han tog med igen efter nogle måneder i byen. Men også breve, som man ved stammer fra Michelangelo og hans tid i byen.

Michelangelos seksualitet behandles langt mere åbent her end hos Stone; unge mænd forelsker sig i ham - og han er årsag til en del ballade i byen. En mystisk stemme giver en parallel fortælling - og hvem det er, finder man aldrig ud af!

Det er poetisk og smukt som Istanbul; broen blev aldrig til noget - og hvor meget sandhed, der er i den del er svært at sige ... det er jo hele charmen!

Friday, October 20, 2017

Glasslottet - Jeannette Walls



























  • Engelsk
  • 19.-20. oktober
  • 341 sider
  • Originaltitel: The Glass Castle

Jeg kendte ikke til Jeannette Walls, men faldt over bogen på NY Times Bestseller-liste, hvor den åbenbart har fået et come-back selvom den udkom i 2005.

Det er barsk, kærlig og rystende førstehåndsbeskrivelse af en amerikansk familie i 1960'erne - fortalt af datteren selv, som i dag er en kendt journalist. Hun starter historien med at fortælle om den dag, hun fra en taxa i New York ser sin mor samle mad ud af en container! 

Derfra tages vi tilbage til barndommen i familien med faderen Rex, moderen Rose Mary og de fire børn - Lori, Maureen og Brian. Jeannette er nummer to i flokken, og tæt i alder på Brian, som bliver hendes tætteste allierede i en hård verden.

Forældrene er ikke ligefrem 1960'er-hippier; men de er frie sjæle, som ikke kan indordne sig under de normer et samfund foreskriver. Faderen har et oprigtigt alkoholproblem, og moderen gider i bund og grund ikke at være mor, når det indebærer huslige pligter. Børnene er i høj grad overladt til sig selv, og kommer de til skade, er forældrene nærmest stolte over, hvor fint de klarer det uden at blive pylrede.

Som læser undrer man sig virkelig! Man tænker jo, at INGEN kan opdrage deres børn på denne måde? At sociale myndigheder burde have grebet ind og fjernet dem? Men børnene er meget bevidste om forældrenes svage sider, og de holder sammen og beskytter både sig selv og de voksne. De ved, at de må give afkald på juleaften, varm mad, omsorg .... basale behov!

Forældrenes ideologi er at leve uden for det normale samfund; helst i en trailer midt ude i ørkenen - og de fleste "normale" ting anser de for at være fup og fidus opfundet for at korrumpere børnenes hjerner. Da de når teenagealderen begynder børnene selv at se problemet, og de vil væk. De arbejder hårdt og planlægger et nyt liv i New York - og det lykkes dem. Og så flytter forældrene efter ...

Det er barsk læsning; men også underholdende - og rørende. Trods alt fornemmer man, at de elsker deres forældre og ved, at det ikke kan være anderledes. Men de har levet med skammen og følgerne af det! En bog jeg virkelig vil anbefale!


Thursday, October 19, 2017

Lægen fra Zaragoza - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 16.-19. oktober
  • 515 sider
  • Originaltitel: The Last Jew

Jeg har jo tidligere læst et par romaner af Noah Gordon, og det virkede som perfekt ferielæsning - så der røg en med i kufferten til Cuba. 

Det var dog med lidt blandede følelser, at jeg læste teksten på bagsiden, hvor de omtaler historien om den sidste i 1942! Der skulle selvfølgelig stå 1492 - men i lige dette tilfælde må det siges at være en uheldig trykfejl.

For bogen foregår nemlig under Inkvisitionen, hvor Spaniens jøder blev beordret til at forlade landet, og i mange tilfælde måtte overgive alle deres ejendele til spanierne. Yonah oplever sombarn, hvordan hans bror bliver myrdet - og umiddelbart inden de forbereder sig på at forlade landet, dræbes hans far. 

Yonah kan ikke længere komme ud af landet, så han rejser i stedet rundt i bjergene og lever af diverse forefaldende arbejde. Og ikke mindst forsøger han at skjule sin jødiske oprindelse; der er ellers mange, der er villige til at angive ham for en skilling. Han forsøger også at holde fast i sin religion, men mister langsomt overblik over de vigtige festdage, og han har jo ikke sine remedier til at fejre helligdage og sabbat med. 

Hans bror blev myrdet, da han skulle levere et relikvieskrin til en lokal kirke - og dette forsvandt. Yonah er dermed samtidig på jagt efter broderens mordere, og bliver indblandet i den lukrative handel, der foregår med relikvier på denne tid. En knogle fra en helgen kunne garantere en lind strøm af pilgrimme og dermed rigdom og berømmelse til en lille kirke. 

Noah Gordon er selv læge, og det er et tema, der går igen i hans bøger - som i hans trilogi. Yonah begynder også at studere medicin under et falsk navn, og i løbet af de tyve år romanen strækker sig over, følger vi ham i kampen for overlevelse, anerkendelse og kærlighed.

Det er lidt for meget en gentagelse af temaer brugt i Helbrederen, hvor hovedpersonen jo også var lægestuderende men til gengæld skiftede identitet til jøde. Havde jeg læst denne først, havde den sikkert været fin. Nu fandt jeg den lidt klichéagtig og forudsigelig i forhold til hans andre romaner. Det virker til, at der mangler lidt vidde i hans univers. Men det var glimrende meget nem strandlæsning.

Sunday, October 15, 2017

Fortidens tåge - Leonardo Padura



























  • Fransk
  • 12.-15. oktober
  • 435 sider
  • Fransk titel: Les brumes du passé

Den 12. oktober rejste jeg mod Cuba - og ikke mindst Havana, som jeg ikke besøgte på min sidste rejse dertil for fire år siden. Jeg havde inden besluttet, at jeg ville læse noget cubansk litteratur; men det skulle jo også være noget, der ikke blev konfiskeret i lufthavnen. Altså helst ikke af eksilerede cubanere!

Valget faldt derfor på krimiforfatteren Paduras roman om detektiven Mario Conde, som nu lever af at sælge gamle bøger. Cuba eksisterer jo på baggrund af en form for paralleløkonomi, hvor alle forsøger at tjene lidt ekstra til at skaffe sig mad og andre nødvendigheder. Efter den store økonomiske krisei 1990'erne, gælder dette også de tidligere rigere indbyggere. Mario Conde besøger derfor de fine gamle huse i Havana, hvor han håber at finde bøger, der er penge værd.

En dag besøger han et hus, der varetages af et søskendepar. Ejeren er død i USA mange år tidligere, og deres mor, som var husholderske er nu dement eller sindssyg. Men de har lovet at passe på biblioteket, som hurtigt viser sig at være en guldgrube. Mario vil endog slet ikke sælge de fineste eksemplarer, da han mener, at disse er nationale skatte. Men han og hans kompagnon begynder at sælge ud af bøgerne, da Mario finder et notat i en bog om den smukke sangerinde Violeta del Rio.

Han finder hendes plade fra 1959, og bliver besat af hendes hæse fado-agtige stemme, og vil finde hende. Men hun er død - men måske ikke af det selvmord, som omverdenen dengang godtog som forklaring. Den tidligere detektiv trækker igen i tøjet, og begynder at opsøge folk fra Violetas tid.

Det var en storhedstid i Havana; de unge, de smukke og de rige brugte øen som legeplads, og mafiaen garanterede som bekendt diktatoren Batista en klækkelig indtægt samtidig med, at de hvidvasskede penge i stor stil. Sangerinden var en del af den verden, og hun havde en ældre rig elsker, som købte hende en lejlighed og holdt hende. Måske vidste hun for meget om mafiaen?

Mario Condes venner er alle fattige men vanvittige personligheder; de lever i absolut usle kår i bydelen Vedado, som er gedigen slum. Hans indtægter fra bogsalget går derfor til overdådige måltider, hvor alt skal bruges på en gang - blot for at have smagt ordentlig mad igen.

Parallelt med historien om det mystiske søskendepar i villaen, sangerinden og opklaringen, er der dagbogsbreve skrevet af en anonym kvinde. Brevene er fra tiden lige omkring revolutionen, og henviser til et mord - og en temmelig uforløst kærlighed.

Jeg vil ikke sige, at det var en overraskende slutning. Som læser har man gættet den - men charmen består i den langsommelige døsige varme stemning, der præger bogen. Og velankommet til Havana var det jo endnu mere fantastisk nu at se de steder, han omtaler. Både de gamle paladser, der er forfaldet - men også slummen i Vedado, som virkelig er uvant for os. Og stemningen med salsa, cigarer og livsglæde trods vilkårene.

Det var en perfekt bog som indledning til Havana - men man skal kunne lide den specielle sydamerikanske stil.

Wednesday, October 11, 2017

Maigret bliver bange (Maigret XLII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9.-11. oktober
  • 189 sider 
  • Originaltitel: Maigret a peur

Maigret er på vej hjem fra en kongres med politikolleger, da han beslutter sig for at besøge en gammel ven på vejen. Denne bor i en lille fransk provinsby, og er den lokale dommer. Men da han stiger af toget, tror alle, at han er der for at opklare et mord. 

Først er der et mord på en af byens finere borgere; men dagen efter er det en gammel kone - og endelig en fulderik, der raver rundt i byens gader. Så nu er det jo nærmest en seriemorder, og Maigret gør sit for ikke at blande sig. Især når alle forventer det, bliver han tit stædig - og vil slet ikke opfattes som officielt indblandet i sagen. 

Men hans nysgerrighed er jo som altid for stor; og han begynder at tale med de andre familiemedlemmer og de lokale, som nærmest har lagt op til en vendetta. Der er en anspændt stemning i byen, og Maigret føler også, at hans ven indirekte anklager ham for ikke at beskytte 'deres egne' - byens velstillede borgerskab.

Der hviler en ret dyster stemning over historien, og man kan levende forestille sig byen opdelt i de to fronter. Maigret er ikke engang rolig, når han skal ind på det lokale værtshus.

Overraskende er slutningen måske ikke; men det er især Maigrets refleksioner undervejs, der gør den interessant. Indimellem ringer fru Maigret, som ikke forstår, hvorfor hendes mand ikke vender hjem - og da han endelig er i Paris affærdiger han weekenden som en bagatel. Typisk Maigret!

Monday, October 9, 2017

Maigret og manden på bænken (Maigret XLI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 8. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme du banc

Der er kun et par dage til jeg skal på den store efterårsrejse - 2½ uge til Cuba; og i dagene inden kan jeg aldrig bestemme mig til at gå i gang med en længere roman, som jeg skal slæbe med blot for at færdiggøre de sidste hundrede sider. Flylæsningen er klar - men inden da er det jo så praktisk med Maigrets romaner, som altid kan klares på en dag eller to. Jeg ville jo ikke gide slæbe 14-15 stykker med af dem til ferien! 

Simenon har benyttet samme finurlige opsætning tidligere; dog med et andet motiv. Men folk, der levede dobbeltliv fascinerede ham tydeligt.

Denne gang finder man en mand dræbt af et knivstik i ryggen; han er tilsyneladende en almindelig lagerchef med et hus i forstæderne, en rædselsfuld emsig madamme som kone, og en ung datter, der ikke plejer sin jomfruelighed, som det forventes.
Kedeligt og småborgerligt - bortset fra de farverige sko og det røde slips, som han bærer ved sin død?

For det viser sig jo, at firmaet var lukket tre år tidligere. Men Thouret tager stadig afsted med samme tog hver morgen - med madpakken under armen. Og der er stadig en løn, der bringes hjem hver måned. Endog er han pludselig efter 25 år blevet forfremmet hele to gange indenfor ganske kort tid, og der er langt flere penge!

Maigret sætter det helt store maskineri i gang; og finder ud af, at Thouret nok tjente penge, men også var ledig hele dagen. Han havde et lejet værelse i byen, hvor han opbevarede sine andre sko osv. Han havde en veninde - elskerinde var så grumt et ord for den slags. Og han havde en ven!

Vennen bliver nøglen til det hele; det er nemlig en gammel kending af politiet, som Thouret har mødt på en bænk. Man kan tit komme i snak med fremmede på en bænk i solen- og det var præcis, hvad Thouret gjorde; endda så godt, at de to mænd udtænkte en smart plan for at leve godt og udnytte hinandens styrker. Vennen er ikke morderen - og Maigret må igennem et par seje afhøringer af genstridige personer inden han skrinlægger sagen. Han lader den marinere inde i sit hoved lidt - sådan forestiller jeg mig det; og så pludselig falder tingene på plads!

Jeg kan dog slet ikke finde den anden roman nu, hvor en anden mand også havde et ekstra liv ... det er jo ulempen når man er nået til nummer enogfyrre i serien!

Saturday, October 7, 2017

Maigrets revolver (Maigret XL) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6.-7. oktober
  • 189 sider
  • Originaltitel: Le revolver de Maigret

Maigret ringer hjem til fruen for at fortælle, hvornår han er hjemme til frokost. Det var tider dengang, hvor man gik hjem og spiste et solidt måltid og måske tog en lille lur! Men fru Maigret har besøg af en ung mand, der meget gerne vil se Maigret. Denne skal dog lige en tur omkring den lokale og have et glas... eller to eller tre.... så da han endelig er hjemme, er fuglen fløjet. Og han har stjålet Maigrets revolver, som er en speciel amerikansk model han fik,da han var over there.

Det viser sig, at den unge mand er søn af en aldrende og særdeles finansielt afdanket baron, som er patient hos en af Maigrets venner. Manden er nu pludselig meget svagelig - men ikke mere end, at han tilsyneladende har transporteret en stor kuffert ned i en taxa aftenen inden. Kufferten finder de i bagageopbevaringen på Gare du Nord - og der er selvfølgelig et lig i. Og det er en berømt politiker oven i købet.

Baronen lader nu pludselig som om, at han er bindegal og Maigret bliver temmelig irriteret! Til gengælder han mere blødsøden overfor sønnen, som han finder i London. Der er Maigret nemlig fløjet til - også dette er jo fantastisk. Han står op klokken 7.30 for at flyve en time senere ... det er selvfølgelig usædvanligt ikke blot at tage toget og skibet; men til gengæld slap han for køer og sikkerhedstjek. Det var sandelig tider dengang!

Det hele løser sig jo på bedste vis, og han slipper endda for at smide nogen i fængsel. Og han får til med tid til at møde sine dejlige engelske kolleger igen.

Wednesday, October 4, 2017

En anden gren - Jesper Wung Sung



























  • Dansk
  • 1.-4. oktober
  • 555 sider

Jeg øver mig virkelig i det med de danske bøger; jeg har læst ni bøger på dansk i år - ud af de 91, det er blevet til indtil videre. Godt nok var 3 af dem norske forfattere oversat til dansk, men det er fremskridt. Ydermere kastede jeg mig over en nyudgivelse, hvilket jo er endnumere sjældent - men jeg havde set omtalen i medierne, og emnet interesserer mig. Jeg har tidligere læst om menneskeudstillinger i Bruxelles, hvor de jo foregik helt til 1958, hvor der var Verdensudstilling. Det er ganske skræmmende at tænke over i dag jo - men dengang var det set som en mulighed for at få lidt eksotisme i hverdagen.

Jesper Wung Sung er oldebarn af bogens to hovedpersoner, San og Ingeborg. De mdes i 1902, hvor San er sejlet fra Kina til København for at blive udstillet i en kinesisk landsby. Deres første møde er ren magi og kærlighed ved første blik, selvom de ikke kan forstå hinanden. Men det er kendetegnende for hele bogen, synes jeg, at der er et lidt drømmeagtigt skær over det hele.

Ingeborg kommer fra en relativt fattig familie med mange børn, der alle bor i en lille lejlighed i Ravnsborggade. Børnene må hurtigt ud at arbejde og hjælpe til med at forsørge familien, og Ingeborg arbejder i et bageri oppe ad Strøget. Det er faktisk en fornøjelse i sig selv at læse om København for mere end hundrede år siden, og følge med på turene rundt i gader, hvor der i dag ser noget anderledes ud.

Men det hele handler jo om San og Ingeborg og deres håbløse kærlighed; familien er imod det, og Ingeborg betragtes som en halvkvinde fordi hun er sammen med en kineser. Man var bestemt ikke vant til fremmede mennesker dengang, og San bliver forfulgt i gaderne og slået og chikaneret. Det gør Ingeborg også, og at de lever sammen som ugifte hjælper ikke på det.

Deres liv bliver hårdt! Ingeborg må finde sig i ydmygelsen, da en anden kvinde kommer og afleverer et spædbarn, der tydeligvis er Sans. De lever meget fattigt, og de mister indtil flere børn. De flytter meget rundt, og endelig må hun opgive sit danske statsborgerskab, da de gifter sig. De flytter til Berlin i en årrække, men fryses også ud der, da 1. Verdenskrig giver problemer for befolkningen med at skaffe føde til dem selv.

Man skal altså virkelig være forelsket for at kunne gennemleve så meget; og det er her, jeg som læser undrede mig. For deres forhold virker meget fysisk? Oldebarnet har af gode grunde ikke nogle direkte beretninger fra deres mund, og tit virker det meget opdigtet og fantasiagtigt? Jeg tænker, at det må have været særdeles håndgribeligt barsk - og hvad holder så sammen på et forhold og en familie? Da det er fjernt, er det nødvendigt at digte en del, men det bliver til tider lidt for distanceret til min smag.

Jeg læste den - og jeg nød den også i høj grad; men jeg manglede en wow-faktor ... og det har vist noget at gøre med den specielle skrivestil, der er blevet meget dansk.

Der er dog ingen tvivl om, at det er en vigtig historie! Det er vigtigt at forstå, hvor lidt respekt man havde for det fremmede - og hvor lidt fremskridt vi i den henseende har gjort nogle gange. Historisk set er det et smukt tidsbillede og absolut relevant!

Saturday, September 30, 2017

Maigret, Lognon og gangsterne (Maigret XXXIX) - Georges Simenon























  • Fransk
  • 30. september
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret, Lognon et les gangsters

Maigret har en kollega, der aldrig er nået helt til Politigården; han arbejder som kommissær på en af byens stationer, og er bare uheldig. Hans kone er ulidelig, og de fleste af hans kolleger har lidt ondt af ham, men forstår også, at han bare er en mand, der altid vil være uheldig. Men nu ringer den forfærdelige kone, og siger, at han er væk.

Maigret finder ham, men det viser sig, at han har overværet et mord - og i stedet for at melde det, beslutter han sig for selv at klare sagen. Måske kan han så endelig få den ære og oprejsning, han selvmener at fortjene. Men liget forsvinder; forbryderne ser ham - og nu bryder de skruppelløst ind i hans hjem,og tager sig slet ikke af, at fruen er sengeliggende.

Det visersig hurtigt, at det er nogle amerikanske gangstere; Maigret tager fat i sine kolleger over there, og de råder ham faktisk til at holdesig væk. Samme svar får han, når han opsøger de par stambarer i byen, hvor amerikanerne plejer at mødes.

Det franske politi er godt nok vant til lidt af hvert; men de amerikanske gangstermetoder er noget for sig. Det er bare afslutningen på en mordsag i Saint Louis, hvor et vidne bliver så panikslagen, at han flygter helt til Paris. Men det afholder ikke håndlangerne fra at forfølge ham, og tage deres egne love med til Paris. Men det vil Maigret altså ikke finde sig i!!!!

Han finder selvfølgelig morderne; han får det hele opklaret, og glæder sig til at vise dem, at man ikke bare kan rende rundt i Paris og lege amerikansk gangster. Men der er stadig en ukendt mand i kabalen - desværre viser det sig at være en FBI-agent. Maigret må overlade resterne - og ikke mindst vidnerne - til ham; og nøjes med at vide, at han trods alt fik skovlen under dem.

Friday, September 29, 2017

The Culture Map - Erin Meyer



























  • Engelsk
  • 27.-29. september
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Erin Meyer er amerikaner, men bor i Paris. Hun har arbejdet over store dele af verden, og hendes faglige speciale nu er lige præcis, hvordan man begår sig blandt forskellige kulturer. Det gælder i høj grad ledere, der udstationeres i andre lande- og tit behøver det ikke at være langt væk hjemmefra.

Men i dag arbejder rigtig mange mennesker jo internationalt i et eller andet omfang. Selv taler jeg mere fransk og engelsk på arbejde end dansk; jeg skriver alle mails på engelsk - selv til mine danske kolleger; og dagen igennem er man på conference calls med folk fra andre kulturer.

Derfor er det både underholdende og lærerig viden man får i Meyers bog.

Hun arbejder med otte hovedakser - du kan se dem nærmere her; og også se, hvor vi i Danmark befinder os. Det virker måske ikke overraskende, når man læser eksemplerne- for vi ved jo godt, at vi godt kan lige at være punktlige; at Janteloven gør os mindre hierarkiske end andre lande - og at vi er noget mere åbenmundede end andre kulturer, hvor en chef er en gudefigur.

Alligevel synes jeg ikke, at jeg helt kunne genkende mig selv? Men måske er jeg heller ikke så dansk? Jeg har arbejdet i multinationale firmaer i 25 år - eller rettere sagt kun to af slagsen. Et fransk og et amerikanske - hvilket jo i sig selv giver to meget forskellige placeringer på de otte skalaer. Men ydermere har jeg arbejdet i Frankrig og 14 år i Belgien for det amerikanske selskab. Så altså under voldsom kulturel indflydelse fra Frankrig (da Belgien ikke optræder på skalaen). I øvrigt er det meget pudsigt, at jeg sammenligner min wallonsk-belgiske tid med Frankrig; mens jeg har belgiske kolleger, som tydeligt er at sammenligne med Tyskland og Holland (og dermed til en vis grad Danmark) på skalaen, fordi de er flamske. Derfor er det heller ikke muligt at putte Belgien på den skala.

Man kan tage testen selv her; og resultaterne viste da også, at jeg er ret langt fra mit danske gennemsnit på nogle skalaer - jeg scorer konsekvent til højre for normalen. Hvilket jo også er naturligt, når Danmark ligger så langt til venstre. Men resultaterne gav bestemt god mening formig;og faktisk hjælper det mig også til at forstå, hvordan jeg agerer med danskere, når jeg nu ikke selv er så dansk længere!

Det er en interessant bog med gode illustrerende eksempler og grafer; et godt værktøj til folk der af alle mulige grunde færdes blandt forskellige kulturer!

Wednesday, September 27, 2017

Le monde est mon langage - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 21.-26. september
  • 312 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alain Mabanckou er - som tidligere nævnt - en af mine store helte indenfor afrikansk litteratur.
Dog er det ikke altid til at vide, hvad han kan finde på, da han udover at skrive prosa også underviser i litteratur, og skriver non-fiction. Det gjorde han blandt andet i bogen om sin retur til Congo for at opsøge familien; men også i "Den sorte mands gråd" [min oversættelse], som denne bog nok kan siges at være en videreudvikling af. Tidligere beskrev han det dilemma og den offerrolle, som han ser Afrika holde sig selv fast i mange år efter, at den store bølge af uafhængighed skete i 1960'erne.

Han kom også ind på den kritik, der er af mange afrikanske forfattere, som skriver på fransk eller engelsk i stedet for deres eget sprog. Tit og ofte vil dette jo være begrænsende; ikke blot i deres egne lande, hvor der som regel findes flere hundrede stammedialekter - men også i forhold til en international karriere og publikum.

I denne bog kommer han endnu videre i den betragtning ved at arbejde med frankofonien som tema.
Der er jo mange lande i verden, som har fransk som officielt sprog. Mabanckou fra Congo skriver på fransk, og kan derfor diskutere fransk sprog og litteratur med en tunesisk forfatter til eksempel.

Bogen er opdelt i geografiske kapitler som fx Canada, Madagascar, Haiti, Cuba, Senegal, Gabon, Schweiz - og alle de andre steder, hvor fransk er en fællesnævner for befolkningen; og hjælper dem til at mødes verden over på tværs af grænser og kulturer.

Han gennemgår for hvert af de steder nogle af de største litterære talenter; det var pudsigt for mig at se, hvor mange af især den ældre afrikanske litteraturs klassikere, jeg faktisk har læst!
Camara Layes bog, som er obligatorisk pensum i afrikanske skoler; den guineanske forfatter Tierno Monénembo og flere andre. Jeg mangler stadig en del af de ældre klassikere - men nu har jeg da fået glimrende inspiration.

Han beskæftiger sig ikke så meget med de nyere forfattere som Marie NDiaye og Léonora Miano, og slet ikke med de moderne krimiforfattere som Moussa Konaté. Hans tilgang er netop at vise, at den afrikanske litteratur rent faktisk startede og rodfæstede sig for mange år siden lige såvel som litteratur fra Madagascar, Maghreb-landene og andre som måtte sætte sig ud over en kolonitid i historien.

Det er interessant fordi han er så intelligent og analytisk; han har et fantastisk bredt spektrum i sin litteraturkendskab og kan sagtens sammenligne med Victor Hugo eller Rimbaud. Det er jo nærmest lidt blasfemisk i nogles øjne -men Mabanckou gør det!

Min læseliste er blevet endnu længere nu;og jeg tilgav sagtens Mabanckou, at han holdt sig væk fra prosaen i denne omgang!