Friday, October 29, 2010

Les déferlantes - Claudie Gallay


  • French
  • October 26-28
  • 539 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Det er en skam, at Claudie Gallay ikke oversættes til dansk. Jeg var allerede ret begejstret for den første roman, jeg læste af hende sidste år - og denne var jeg totalt forsvundet ind i efter blot nogle minutter, som det sikkert kan anes af hastigheden, hvormed den blev læst.
Onde tunger kan påstå, at temaet ikke forandrer sig meget - der er fire år imellem de to romaner; men for denne har hun vundet et utal af priser i Frankrig - helt bestemt fortjent. Skrivestilen minder meget om Seule Venise - kort, kontant, koncis... der er ikke et komme for meget; der er ingen unødvendige beskrivelser og man får intet foræret. Hun starter lige på med personerne - ingen introduktion eller blid indføring. Man får tingene serveret og som regel opfatter man sammenhængen i den efterfølgende sætning. Man får langsomt fornemmelsen af den utrolige melankoli og tristhed, der præger både hovedpersonen og hele samfundet.
Hele handlingen foregår i et lille fiskermiljø ved den barske kyst i Normandiet; det er så levende, at man har skumsprøjt og triste grå dage, der siver ud igennem linierne. Hovedpersonens elskede er død - og de præcise omstændigheder får man aldrig forklaret - men hun isolerer sig der - med alle de sære personnager, sådanne landsbymiljøer som regel fostrer. Det er lidt Babettes gæstebud, indremissionsk Jylland og det hele hensat til en nyere tidsperiode og Frankrig.
Der er en samling utrolige skæbner; det er der sådanne steder - og stille og roligt kommer hovedpersonen ind under huden på dem, og deres hemmeligheder kommer for vejen. Men det er ikke en detektivroman - det er stille og rolige beskrivelser; det ender en anelse for happy end til min smag, men de første 500 sider var jeg totalt opslugt og beundrende overfor hendes måde at skrive på. Min intuition om hendes talent holdt stik - og nu vil jeg bestemt investere i flere af hendes romaner. Jeg er desuden overbevist om, at de ville passe glimrende til danske læseres temperament.
-------------------------------------------------------------------------
Après Seule Venise, j'avais envie de lire plus de cet auteure qui m'avait impressionnée par sa façon de construire des phrases courtes - tranchantes et concises. C'est sans doute une façon d'écrire qui cloche un peu avec l'amour des français de longues phrases et beaucoup de mots... surtout beaucoup de mots et difficulté pour montrer qu'on maitrise. Mais pour mon tempérament et ma culture nordique c'est une façon parfaite de s'exprimer.

Les paysages du roman - les côtes brutes de la Normandie - et le petit village reclus m'a rappelé par exemple Le festin de Babette de Blixen. Les personnages et leurs tristes destins m'ont rappelé toutes les chansons de Brel - je suis sûr qu'ils y sont tous... avec leurs tristesses et envies d'autres vies, mais aussi la résignation que la vie est ainsi sur ses terres sans compromis.
On pourrait reprocher à Gallay de reproduire le contexte de Seule Venise - ici c'est la femme devenue presque folle après le décès de son amoureux qui part se réfugier à La Hague. Elle veut vivre tranquille, mais petit à petit elle est entrainée dans la vie du village et mêlée à ces destins qui cachent des secrets qui ne doivent à tout prix pas venir bousculer les vies des villageois.
J'ai lu des critiques qui disent que c'est sans intérêt et qu'ils ont laissé tomber au bout d'un tiers du livre. J'étais absolument dedans au bout de 2 pages. Cette façon courte et précise de couper les phrases; la manière d'éviter toutes descriptions presque mais laisser au lecteur de découvrir les traits de caractère de chaque personnage. Je voyais sans problème le petit bar du port, l'atelier d'artiste... je sentais l'écume de la mer et les larmes de la femme venue se cacher. Il y a beaucoup de pudeur dans cette personne et dans le livre en général; j'étais totalement conquise et ne peut que le récommander!

Sunday, October 24, 2010

La première nuit - Marc Levy


  • French
  • October 22-24
  • 489 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Il n'y a pas plus d'excuse cette fois-ci que la fois précédente - sauf peut-être que je suis tombée dans le piège de la curiosité, et que j'ai voulu savoir comment se finissait cette aventure! Mr. Levy doit bien y compter pour remplir son compte en banque - car il aurait pu facilement comprimer les deux livres en un seul. D'autant plus que cette suite ne se comprend absolument pas sans avoir lu le premier - car il faut avouer qu'il y a un minimum à comprendre.

Mais si il avait effacé les répétitions, les phrases dignes d'un gamin de cinq ans et les blagues insupportables et horribles, il aurait pu mettre les deux sur 500 pages au lieu de 1000. Mais ça rapporte moins et il se moque ouvertement des gens avec ce livre - il a du l'écrire en une semaine en pensant aux chiffres d'affaires - tous les imbéciles qui comme moi l'ont acheté pour connaitre la fin.

Eh ben - la fin est aussi ridicule que le reste; et que les livres de Brown d'ailleurs! Le premier homme sur terre était une femme... et de toute probabilité elle venait de Mars. Donc ça évidemment il ne faut le dire à personne... et voilà! Seule consolation est que la douleur est courte puisque la moitié se lit en diagonale - tant c'est sans intérêt! Il ne part pas à la retraite bientôt?

PS! La seule phrase intéressante est celle qui précède le livre:

"Chacun de nous a en lui un peu de Robinson avec un nouveau monde à découvrir et un Vendredi à rencontrer."

Et ce n'est même pas lui qui l'a dit - mais c'est une phrase qui me parle au moins...

Att äga ett ord - Henric Lindqvist


  • Swedish
  • October 21
  • 180 pages

Denne bog falder lidt udenfor kategori, da det er en fagbog. Det er desuden en marketingbog jeg næppe selv ville have købt, selvom den absolut var interessant at læse. Men det er ikke meget dybdegående teori, der behandles. Jeg fik den tilsendt, da der er en del referencer til mit firma -og forfatteren havde bedt mig gennemlæse netop de passager, der omhandlede vores varemærke.

Den handler, som titlen beskriver, om varemærker - det være sig produkter eller personer - som i den grad er blevet personificeret, at de kan beskrives med et enkelt ord. Der er både positive og negative eksempler - heldigvis hører vores til de absolut positive, da det på engelsk er blevet til et almindeligt accepteret verbum for en præcis handling. Der bruges også eksempler på fx Prinsesse Diana og betegnelsen The People's Princess; på kokken Gordon Ramsay, som på negativ vis har fået prædikatet The F-word knyttet til sin person.

Den beskriver, hvordan firmaer som fx Volvo konsekvent har arbejdet med at få ordet sikkerhed knyttet til deres brand i folks bevidsthed - ikke kun ved reklamer, men ved reel produktudvikling. Det er selvfølgelig interessant; men det er en meget lille bog for nybegyndere indenfor den slags lære. Personligt lærte jeg ikke noget revolutionerende - men den er lækker at læse i, og selvfølgelig var det for mit vedkommende mest af professionelle årsager - og der blev jeg ikke skuffet!

The Lighted Rooms - Richard Mason


Emnet lød for så vidt interessant - og nyt for mig; det lød også til den perfekte ferielæsning - men på trods af disse tiltalende aspekter, havde jeg mere end almindelig svært ved at komme til bunds. For det første var min sidste uge i Senegal travl med alt muligt andet - og for det andet kom jeg aldrig rigtigt ind i hverken historier eller personer.

Forfatterens egen bedstemor tilbragte som barn nogle år i en sydafrikansk koncentrationslejr under Boerkrigen, og dette var inspirationen til romanen - og emnet var til dels nyt for mig, og burde kunne give en masse spændende læsning. I romanen bygger Mason historien om fortiden op omkring den 80-årige Joan McAllister, som skal flytte på plejehjem - lidt mod sin vilje; men datteren - en succesfuld midaldrende børshandler, Eloise - insisterer.

Inden denne uafvendelige gerning tager de to sammen på en rejse til Sydafrika og genser nogle af de steder, hvor moderen boede som barn. Men denne passage er hurtigt overstået og fylder slet ikke det, den burde i bogen. Hjemme igen flytter Joan på plejehjem, hvor hun ifølge personalet udvikler en særpræget form for demens. Selv mener hun, at hun kan genkalde et par pianopedaler fra sin barndom - og når de er i hendes synsvinkel kan hun omdanne lokaler til at ligne fortidens.

Som sygdommen skrider frem forsøger hun at blande historier - hendes eget ulykkelige ægteskab med historien om familien, der byggede huset, der i dag huser plejehjemmet. Den familie havde også en fortid i Sydafrika og var muligvis på den forkerte side i Boerkrigen - dem, som torturerede børn og skamferede små piger. Hun forsvinder langsomt ind i denne underlige verden, hvor hun forsøger at forstå, hvad der egentlig skete dengang - men fordi det ses ud fra hendes demente tilstand kommer forfatteren aldrig tilbunds i sandhederne, som jo er nok så interessante.

Bogen handler vel i virkeligheden mere om frustrationerne mellem generationer - Eloise, som samtidig med, at hun skal klare et krævende arbejde, pines af dårlig samvittighed over moderens elendighed på plejehjemmet. Joan, som bebrejder Eloise og idoliserer sønnen, som til gengæld bor på den anden side af jorden og intet gør for at hjælpe.

Det hele bliver temmelig diffust, og den røde tråd forsvinder totalt - der er intet reelt fokus på nogle af de emner, Mason ambitiøst forsøger at tage op. Pudsigt nok afsluttes bogen med et brev forfatteren har modtaget fra Desmond Tutu som tak for en fond, han har oprettet til at hjælpe unge sydafrikanere - til minde om sin bedstemoder. Det vidner jo netop om, at der er en historie at fortælle, om hvad der skete i de lejre - han formår bare aldrig at komme ind til kernen i emnet. Muligvis fordi det må være en smertefuld historie at skrive for en forfatter i 20'erne - men så er det synd, at det bliver salgsargumentet for bogen.

Jeg læste den færdig - men den røg altså i skraldespanden!

Tuesday, October 19, 2010

Le toubab de Saint-Louis - Sylvie Argondico


  • French
  • October 8-9
  • 335 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Denne bog købte jeg i 2006 efter min første rejse til Senegal, hvor jeg ved hjemkomsten anskaffede mig en hel del senegalesisk litteratur. Mit hjerte var allerede solgt dengang - men jeg fik aldrig læst denne roman. Da jeg på denne rejse til landet havde intentioner om at besøge Saint-Louis, var det oplagt at tage den med.
Historien handler om den unge journalist, Stan, som af sin redaktør bliver sendt til Senegal for at opsøge en afdanket forfatter, som efter at have skabt furore på den franske kulturscene efter sigende skulle skjule sig et sted i landet. Stan har aldrig før rejst i Afrika - eller i Senegal, og de første beskrivelser af hendes indtryk ved ankomsten til lufthavnen i Dakar er simpelthen utrolige, når man samtidig kan visualisere det hele. Hun gennemgår alle de faser, som jeg og sikkert alle andre, gennemlever ved deres første møde med landet.
Hun oplever samtlige stereotyper af ulidelge europæere, der bosætter sig i landet og forsøger at videreføre en form for kolonialisme med deres arrogante syn på de indfødte. Men hun møder også de lokale - og da hun endelig finder den berømte forfatter i Saint-Louis oppe ved den mauritanske grænse, slår hun sig ned i byen og kan ikke løsrive sig.
Jeg blev færdig med bogen et par dage inden jeg selv tog til Saint-Louis, og det var derfor nærmest som et gensyn, da vi kørte ind i byen. Men jeg burde slet slet ikke læse bøger som denne!!! Det giver mig vanvittige tanker om at gøre som bogens hovedperson, og droppe alt andet for at leve sit liv i Afrika. Jeg kan nemlig sagtens følge hendes betragtninger - hendes fascination af landet, kulturen og menneskene; den fornemmelse af, at man kommer ind til det helt essentielle i livet og ikke behøver andet og mere - som vi så fejlagtigt tror i Vesten.
Forfatteren har selv rejst meget i Senegal, og er betaget af landet, hvilket romanen jo er et tydeligt bevis på. Selv forærede jeg den til en lokal, som jeg håber vil nyde at se, hvordan deres smukke land omtales i litteraturen.
-----------------------------------------------------------------------
Ce livre m'attendait depuis l'achat en revenant du Sénégal en 2006; cette fois-ci en y retournant je l'ai pris avec. Surtout parce que je prevoyais de visiter la ville de Saint-Louis près de la frontière mauritanienne. Je ne l'ai pas pris comme un guide de voyage mais pour vivre la ville un peu à travers l'histoire de cette femme qui comme l'écrivaine est visiblement amoureuse du pays sénégalais, de ses habitants et de sa culture.
La jeune journaliste Stan est envoyée au Sénégal pour retrouver un célèbre auteur français qui après avoir créé le scandale à Paris est censé s'être réfugié sous le soleil africain; et il ne veut surtout pas être trouvé! Stan ne connait pas l'Afrique ni le Sénégal - et les descriptions de son arrivée au pays, le choc culturel à l'aéroport de Dakar (aéroport qui m'est particulièrement chèr!!!) sont tellement vraies quand on l'a veçu!
Elle tombe aussi sur tous les types de personnes que l'on rencontre en voyageant en Afrique - les idiots qui se prennent toujours pour les gens supérieurs sans aucun respect pour les locaux; ceux qui pensent qu'ils ne veulent pas travailler etc. etc. Les stéréotypes d'une imbecilité infinie! Mais elle rencontre aussi les gens qui aiment ce pays plus que tout - et elle trouve finalement son auteur qui se cache à Saint-Louis qui est décidément moins touristique que Saly par exemple.
Plus elle passe du temps dans ce pays et surtout dans cette ville très particulière elle tombe amoureuse du pays; comme beaucoup elle retrouve une façon de vivre plus simple - mais plus authentique et où elle se sent tellement plus heureuse que dans sa vie parisienne. Donc elle retourne pour tout vendre et revenir s'installer au pays. Je ne devais PAS lire des tels livres... trop dangeureux, car je pourrais vite - très vite - avoir les mêmes idées. Malheureusement c'est moins facile à réaliser dans la vraie vie que dans les livres... et je ne pense pas que je choisirais Saint-Louis.

Mais c'était amusant de voir la ville d'abord à travers le roman et puis reconnaitre les rues et les endroits en y allant quelques jours après. Les enfants dans la rue m'appellait aussi Toubab... et ma lecture suscitait tellement de curiosité à l'hôtel que je l'ai donné à un sénégalais en partant - en espèrant qu'il va rigoler en lisant l'impression que donne son pays à un novice du continent africain!

Random Acts of Heroic Love - Danny Scheinmann


Perfekt ferielæsning!!! Ikke for tungt og heller ikke for ulideligt let - og delt op i mange kapitler, som gør det velegnet til ferie, hvor man ikke læser i timevis i træk.

Romanen binder to personer sammen - over årtier, og selvfølgelig (som man kan gætte sig til fra starten) er der en forbindelse mellem de to historier. Den ene er den unge mand Leo Deakin, som er rejst til Sydamerika med sin kæreste Eleni; på deres rundrejse med primitive transportmidler dør Eleni i et trafikuheld i Ecuador, og Leo rejser alene hjem til England. Han er fuldstændigt knust, og kan slet ikke kommer videre med sit liv eller se nogen som helst mening med det eller grund til at arbejde sig ud af sorgen.

Parallelt læses historien om den unge Moritz Daniecki, som tager afsted som soldat i 1. Verdenskrig i en lille polsk landsby. Han efterlader sin elskede Lotte, men tanken om at han skal tilbage til hende bærer ham igennem krigen. Da han bliver taget til krigsfange og sendt i en fangelejr i Siberien, flygter han til fods - og begynder gåturen hjem. Tusindevis af kilometer kun i håbet om, at Lotte stadig er der, når han når frem efter flere års rejse.

De to historier flettes stille og roligt sammen - hvor den ene intet håb har, så overlever den anden udelukkende på et spinkelt håb baseret på næsten ingenting. Lotte og Moritz har knapt kysset hinanden, hvorimod Leo og Eleni har levet sammen i flere år.

Leos depression bliver til stigende bekymring for såvel hans venner som hans familie; men Leo har aldrig været tæt på sin far, som er en indelukket person med nogle åbenlyse traumer. Leo ved blot, at faderen mistede sine forældre som barn - men han kender ikke hele historien; og slet ikke den sande historie. For Leos farfar var denne Moritz - og Leos far overgiver ham denne historie for at hjælpe ham - og vel i realiteten også sig selv.

Det lyder meget rosenrødt og lidt for sødsuppeagtigt; men der var barske krigsbeskrivelser, der var vanvittigt morsomme scener især med Moritz og hans utrolige rejseledsager på turen tilbage til Polen. Hvert kapitel indledtes med et billede af dyr, der parrer sig eller blot er i tæt kontakt og med et lille citat, som gjorde det temmelig underholdende. Det var en glimrende historie - men absolut i den lette genre, ja! Men det er lige den slags, der skal til på ferier.

The Rain Before It Falls - Jonathan Coe


Jonathan Coe er et nyere bekendtskab, men absolut et vellykket et efter den første roman, jeg læste af ham - så jeg tøvede ikke med at tage denne med på ferie. Det er en meget letlæst lille bog, men temaet er absolut ikke overfladisk.

Historien starter med den gamle dame Rosamonds død; hun bliver fundet i sit hjem med en mikrofon i hånden og hendes niece fatter hurtigt mistanke til, at hun ikke er død en helt naturlig død. Da hun begynder at gå igennem hendes ting finder hun indtil flere kassettebånd, og aflytningen af dem viser sig at være oprulningen af et helt livs fantastiske historie.

Rosamond blev under krigen sendt ud på landet til sin familie, hvor hun tilbringer noget tid sammen med sin kusine Beatrix. De er meget tætte, men familieforholdene i denne gren af familien er ikke nemme - og da Beatrix selv bliver mor lever hun et omtumlet liv. Hun overlader derfor sin lille datter Thea til Rosamond og dennes lesbiske kæreste, og de får endelig et egentligt familieliv; men Beatrix vender tilbage og henter datteren. Det bliver afslutningen på Rosamonds kærlighedshistorie, da forholdet ikke kan bære denne splittelse - og igen har Beatrix' liv ændret Rosamonds. De to kusiners skæbner krydses igen og igen, men Beatrix forstår aldrig rigtigt hvor meget deres forhold betød for Rosamond.

Thea selv vokser op og får en datter, Imogen, som igen får et temmeligt trist liv - og det er til den lille pige, at Rosamond har fortalt sin livshistorie på båndene. Hun fortæller i kronologisk rækkefølge ud fra tyve fotografier, hvilket i sig selv er ret opfindsomt - men Coes talent er lige så meget den måde han stille og roligt beskriver menneskeskæbner. Det er ikke så vildt som i What a carve up, men det var en smuk lille bog, som giver lyst til at læse mere af ham.