Ve, mit elskede land - Alan Paton

 

• Engelsk
• 20.-25. marts
• 256 sider
• Originaltitel: Cry, the Beloved Country

Jeg forundres stadig over kvaliteten af danske biblioteker, og de ydelser de tilbyder. For nylig fandt jeg nogle brochurer med forskellige teamer - bøger om rejser, sommerferielæsning og én med bøger, man absolut burde læse en gang i sit liv. En del af dem havde jeg læst; men ikke denne klassiker fra 1948, som dog ikke fandtes på biblioteket i originaludgaven. Den blev bestilt hjem!

Det er 1946, og Stephen Kumalo er præst i en lille landsby i Sydafrika langt fra hovedstaden Johannesburg. En dag modtager han et brev fra en præst i hovedstaden, som beder ham komme, da Stephens søster er syg. Det er samtidig muligheden for Stephen til at lede efter sin egen søn, Absalom, som rejste til hovedstaden for at lede efter søsteren. Men hovedstaden lader til at opsluge alle disse mennesker fra Stephens liv.

Stephen er ikke vant til en storby; det bliver et skræmmende møde med trafikken, menneskemasserne, fattigdommen. Men også hans egen bror, John, som er politisk aktiv. Man skal jo huske her, at det er 1946 - blot to år inden indførelsen af apartheid. Alan Paton er selv sydafrikaner og stærkt imod apartheidstyret, og hans roman er uden tvivl tænkt som en protest - hele bogen igennem hylder han kærligheden til landet; jorden, folket, kulturen - men også med en dyb melankoli og sørgmodighed over det, der foregår.

Stephen finder sin søster, og får hende overtalt til at tage med ham hjem. Så finder han sporet af sønnen, der også er endt i uføre - og mens han leder, får han at vide, at sønnen er anholdt for mordet på en hvid mand. Denne mand, Arthut Jarvis, er søn af den "store hvide mand" fra hans egen egn. Skammen er total! 

Vi følger Stephen mens han sidder under retssagen, og ser hvordan sønnen bliver dømt mens broderense søn går fri; det skaber en endelig kløft mellem de to brødre. Til gengæld kommer han i kontakt med Arthurs far, James Jarvis. Efter mordet på sønnen er faderen faldet over hans skrifter, og det går op for ham, at sønnen arbejdede for at de indfødte skulle have deres land tilbage - hvilket jo som bekendt ikke skete før mange år senere. 

Men det får James til at give mere til lokalmiljøet, og selvom de to mænd aldrig direkte får talt ud om deres individuelle sorg, så ved de, hvordan den anden har det.

Det er en bog fyldt af biblisk og episk storhed; der er passager så hjerteskærende poetiske, at jeg måtte genlæse dem flere gange for at komme helt ind i den atmosfære, der er i historien. Det er en historie om social uretfærdighed selvfølgelig - men også om familie, håb, kærlighed, tilgivelse. Om forholdet mellem far og søn - det er næppe uskyldigt, at sønnen hedder Absalom som kong Davids søn, der undsiger sig sin fars autoritet. 

Det tog mig relativt lang tid at komme igennem denne lille roman; men kun fordi jeg virkelig måtte ind i den stemning; og genlæse og genlæse. Det var en smertelig smuk historie! Ikke uden grund på listen over de tusind bøger man skal læse i sit liv - og en absolut klassiker indenfor afrikanske romaner.

Den hvide død - Robert Galbraith

• Engelsk
• 15.-19. marts
• 784 sider
• Originaltitel: Lethal White 

Da jeg i januar læste tredje bind i serien om Cormoran Strike og Robin, havde jeg egentlig besluttet mig for at vente med fjerde bind til en lang flyvetur. Men den slags er der desværre alt for få af lige nu, og samtidig er jeg jo desværre en alt for nysgerig person. Så hurtigt efter fik jeg købt fjerde bind, og var spændt på, hvordan det ville gå. Et af mine klagepunkter var jo netop længden på krimierne og de mange gentagelser fra tidligere bind til ære for dem, der ikke læser bøgerne i kronologisk rækkefølge (hvilket jeg stærkt vil anbefale, at man gør).

Fjerde bind er næsten 200 sider længere end tredje bind; og alligevel er det uden tvivl den af krimierne, jeg har syntes bedst om. Jeg var ret hurtigt grebet af den, og de sidste næsten 300 sider blev læst på nogle søndagstimer.

I tredje bind forlader vi Robin lige efter brylluppet med Matthew; hun ved, at han har slettet hendes beskeder fra Strike - og vi mere end aner, at de to jo nok skal få hinanden på et tidspunkt. 

Nu er hun tilbage i jobbet som hans partner; mens hun og manden er flyttet i nyt hus for at komme væk fra dæmonerne efter hendes overfald i tredje bind.

På kontoret møder en ung og tydeligt sindsforvirret mand op for at fortælle om et mord, han så for mere end tyve år siden. Han mener, at han var vidne til, at en lille pige blev kvalt og senere begravet i parken ved det store hus tæt på hans barndomshjem. Han vil have Strike til at hjælpe ham; men inden de får mere at vide, er han smuttet. 

Sideløbende får Strike et job for kulturministeren, som er udsat for pengeafpresning og mistænker, at det er idrætsministeren og hendes mand, der står bag. Oveni alt det andet er det lige, da de Olympiske Lege i London skal skydes igang med alt hvad der dertil hører af demonstrationer og utilfredshed.

Det bliver ret omfattende; der trækkes tråde fra den britiske overklasse og ned til arbejderklassen. Der er intriger familier imellem; ægtepar imellem og søskende imellem. Der er Strike, som render ind i eksen Charlotte igen; og Robin, der kæmper med ægteskabet. Endelig er der Strike og Robin, der bøvler med at finde den kammeratlige tone fra starten på deres samarbejde, da de nu har andre følelser i spil.

Selve mysteriet er genialt skruet sammen - i den forstand, at man ikke har vidst det i hundredvis af sider, da det endelig opklares. Jeg synes i dette tilfælde ikke, at den principielt var for lang - men det er stadig lidt irriterende at skulle igennem alle de gentagelser af forhistorien. Det bliver jo mere og mere opsummering at skulle rykke med over i næste bind; og det ses da også - da femte bind igen er knap 200 sider længere end fjerde bind. Jeg var jo nede for at købe det allerede inden jeg nåede slutningen af dette bind; men det skal lige modne lidt i reolen.

Le piéton de Naples - Dominique Fernandez

 

• Fransk
• 13.-14. marts
• 213 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Til maj skal jeg en uge til Napoli, og der er selvfølgelig indkøbt rejseguides. For lang tid siden endda - da Covid satte en stopper for vores første bestilte og betalte rejse; så nu prøver vi igen!

I mellemtiden læste jeg så Fernandez' bog om skjulte skatte i Italien, og opdagede, at han havde skrevet en hel bog on Napoli alene. Det er ikke en rejseguide; men en stemningsbog over byen og dens historie, men han besøger også både kirker og museer.

Hans tips til byen indeholder ikke åbningstider og transportmidler; men fokuserer på enkelte malerier eller statuer med en mere uddybende historie bagved. Det er selvfølgelig ikke undtaget hans velkendte fascination for statuer af yngre nøgne mænd; han finder som homoseksuel sjældent de kvindelige motiver interessante. Jeg begynder at mistænke ham for at være en anelse misogyn!

Han refererer også litteratur; men beskriver der Elena Farrante som kedelig! Det er da noget af en påstand med tanke på hendes forfatterskab, der om noget hylder Napoli; foregår i Napoli og gav mig følelsen af allerede at kende byen gennem hendes beskrivelser. Som sagt - kvinder er ikke hans kop te.

Jeg læste den allerede nu for at kunne forberede min liste af seværdigheder; måske var der en kirke, jeg ville have streget af listen - men med Fernandez' gode råd ved jeg nu, at der er et maleri, som jeg absolut må se. Jeg glæder mig til at se, om den napolitanske stemning han beskriver fra 2019 stadig er intakt. I hans ord fra 2019 er den stadig larmende, beskidt, kaotisk og fantastisk - ikke langt fra en stereotyp forestilling af Italien i 1950'erne. Måske er den stadig tilstede nogle steder - for man finder den ikke længere i fx Milano.

En skøn måde at starte rejsen på! Selvom han kan blive lidt trættende med sit lidt forsnævrede syn på tingene.

Victoria - Knut Hamsun

 

• Dansk
• 12. marts
• 141 sider
• Læseklub

Til marts måneds udfordring i læseklubben skulle jeg læse Knut Hamsuns roman fra 1898. Den er tilsyneladende blevet "opdateret" sprogligt for nogle år siden, men jeg valgte at finde den antikvarisk, og endte med en udgave fra 1966. Den er stadig med den gamle retskrivning og sprogligt langt tættere på bokmål end dansk synes jeg. Det gjorde nu ikke noget for læsningen. Den har heller ikke så let og yndig en forside som her; tværtimod er den mørk, dunkel og ikke romantisk på nogen måde.

Undertitlen hedder En kærligheds historie. Tænker man over det, så er det jo markant anderledes end at skrive En kærlighedshistorie! Her fornemmer man allerede, at der er en begyndelse - men også en slutning. Så den nyromantiske ynde til trods ved vi, at dette ikke er en happy ending.

Johannes er møllerens søn, og som barn leger han med herskabsbørnene oppe fra slottet; den smukke Victoria, som han forelsker sig i - men kun kan drømme om.

Som ung begynder han at digte og skrive; Victoria er selvfølgelig den evige inspiration - og han får al sin ulykke ned på papir, mens han lever på et lille hummer inde i byen. Her møder han også Victoria, når hun er på besøg hos familiens venner. Victoria indrømmer, at hun elsker ham - men, at det er umuligt. Der er de graverende sociale klasseskel og samtidig må hun gifte sig til en formue, da faderen er ved at gå fallit. Hun må ofre sig, så familiens ære kan reddes.

Deres møder i den meget lille roman er sporadiske over de knap femten år fra de er børn til slutningen. Der går år imellem de ses; Johannes rejser ud i verden; han skriver og bliver berømt - og da han vender hjem igen, inviteres han med til fest på slottet - og denne gang går han ind af hoveddøren. Han er socialt accepteret nu; og han håber Victoria vil tage ham. Men den aften annoncerer hun sin forlovelse med Otto; som har været den trofaste ledsager også siden de var børn. 

Da Otto tragsik dør i en jagtulykke tænker man, at der ligger andet bag. Han opdager, at Victoria elsker Johannes og måske skammen er for meegt at bære? Men nu er familiens håb om finansiel redning også væk, og Victorias far sætter ild til slottet mens han sidder i gallatøj midt i vinkælderen. Det er grandiot og melodramatisk på samme tid.

Nu har Johannes jo faktisk muligheden for at få Victoria; hun skal ikke tænke på økonomien og de elsker hinanden. Men nu vil han ikke. I stedet flirter han med den unge Camilla, som ender med at svigte ham - og der følger en række små historier, som skal læses som Johannes forfatterværk men også er en form for fremtidsudsyn for, hvordan hans liv arter sig eller hvordan han drømmer det kommer til at blive. Det er nogle ret interessante små intermezzoer.

Victoria dør; en kærligheds historie er endt. Til sidst overdrages Johannes et brev fra hende, som kun må læses posthumt. Det er den tragiske ende på deres historie/ Samtidig undrer jeg mig over om Johannes var mere forelsket i forelskelsen, da den var uopnåelig og fungerede som inspirationskilde for ham - end da han fik en reel mulighed for at realisere den? Det bliver interessant at drøfte i læseklubben om nogle dage.

Elizabeth of York: The Last White Rose - Alison Weir

 

• Engelsk
• 6.-11. marts
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg synes næsten lige jeg var blevet færdig med serien om Henry VIII's hustruer; men det er noget tid siden - jeg læste sjette bind i juli måned. Inden da var der gået mere end ti ås side jeg havde læst hendes roman om Henry VIII's datter, Elizabeth I. Inden da havde jeg læst om Eleanor af Aquitaine i en reel biografisk form; og jeg kan virkelig godt lide hendes historiske biografier.

De er historisk korrekte; og selvom der er begrænset kildemateriale til de mere "bløde" sider af historierne, så formår Weir at give karaktererne liv - stadig med respekt for fakta.

Efter serien om de seks hustruer, har hun kastet sig ud i en roman om livet ved hoffet - en slags behind the scenes. Den må jeg virkelig også læse; men denne udgivelse fra sidste år var allerede på biblioteket.

Elizabeth af York var Henry VIII's mor; hun levede fra 1466 til hun døde i barselsseng i 1503 med sit syvende barn. Hendes far var Edward IV, som døde i 1483. Det var midt under Rosekrigene, som var en strid om arverettighederne mellem de to adelige familier, York og Lancaster. Edward IV havde to sønner og kronprinsen var 13 år gammel, da faderen døde og ansås jo som den naturlige arvtager. Men hans onkel - Edward IV's lillebror, Richard, udråbte sig selv som konge. Han smed kronprinsen og hans mindre bror i Tower-fængslet, hvor de senere forsvandt og højst sandsynligt døde på mystisk vis.

Elizabeth og hendes mor og søskende havde søgt tilflugt i et kloster; der var man beskyttet af kirken, og Richard kunne ikke trænge ind for at anholde dem. Men det var stadig en form for fængsel, og Richard erklærede forældrenes ægteskab for ugyldigt og børnene for uægte.

Elizabeth og familien forlader klostret, og vender tilbage til hoffet, og selvom det er hendes onkel overvejer hun på et tidspunkt at gifte sig med Richard; ikke mindst for at moderen kan få sin tidligere status og levevis tilbage. Men der er stadig en, der mener at have ret til tronen - Henry af Richmond. Hans aner gik også tilbage til den tidligere Henry VI, og han levede i eksil - men ved et ægteskab med Elizabeth ville englænderne anerkende dem som kongepar. I Elizabeths øjne skulle det foregå som datidens mest berømte powerpar - Ferdinand og Isabella i Spanien; men da Henry angriber og dræber kongen, udråber han sig som retmæssig arving med slaget som retfærdiggørelse.

Ikke desto mindre blver de gift; og det er et lykkeligt ægteskab. De har deres problemer som alle andre - men den største fare er de konstante prætendanter til tronen. De to unge prinser er jo aldrig fundet - hverken døde eller levende; og jævnligt må de slås med nye unge mænd, der foregiver at være dem. En ambivalent situation for Elizabeth, som jo gerne vil finde sine brødre - men det vil så være på bekostning af tronen. 

De får syv børn; kronprinsen Arthur, som bliver gift med den spanske prinsesse Katherine af Aragon - som senere bliver Henry VIII's første hustru. Nogle dør spæde - mens Arthur dør som teenager, og Henry dermed bliver landets retmæssige kronprins. Det tab får kongeparret til at forsøge at få et barn mere - men Elizabeth er nu 36 år gammel, og hun dør nogle dage efter fødslen - på sin 37 års fødselsdag. 

De havde et absolut godt ægteskab efter datidens standarder - og ikke mindst fordi det som udgangspunkt var strategisk og politisk. Weir gør historien levende og vibrerende, så man føler sig placeret midt i hofsalen mellem alle protagonisterne. Det er jo også lidt ironisk, hvordan hendes søn, Henry VIII, behandler sine hustruer med den bagage! Han erklærer sit ægteskab til Katherine ugyldigt; senere frastøder han Anne Boleyns børn som uægte - præcis de samme ting, som Richard udsatte hans mors familie for, og den historien måtte han jo kende.

Le duel des grands-mères - Diadié Dembélé

 

• Fransk
• 5. marts 
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er fart over læsningen for øjeblikket; der er så mange ting, jeg vil læse og jeg havde netop fået en ny levering fra Amazon af franske bøger. En af de mest ventede var faktisk denne, som jeg har ventet på skulle udkomme i paperback i mange måneder. Måske forstår man bedre min besættelse af paperbacks, når jeg læser den på en enkelt dag? 

Diadié Dembélé er fra Mali, og dette er hans debutroman fra 2022. Den handler om Hamet på 12 år, som bor i landets hovedstad Bamako sammen med sin mor og søskende. På traditionel vis bor de i et mindre kompleks sammen med de andre koner, faderen har og tanter, onkler osv. Faderen bor i Frankrig, hvor han som mange andre arbejder for en ussel løn, der kan sendes hjem til familien. De kender sikkert ikke den fulde sandhed om hans liv i Frankrig; men helt sikkert er det, at de hårdt tjente penge faderen sender hjem, skal bruges på at gøre deres fremtid bedre.

Familien er dog også meget traditionel; hvilket skaber nogle gnidninger, når Hamet fortæller om videnskab, biologi og andre fag, der kolliderer med Koranens og faderens verdensopfattelse. Faderen er i hvert fald ikke nedstammet fra nogen som helst abe!

I skolen lærer Hamet at tale fransk, hvor han derhjemme skal kæmpe med alverdens forskellige sprog - men fransk er kolonialisternes sprog. Hamet er fanget mellem de to verdener, han skal balancere imellem, og ender med at pjække fra skolen. Det er dråben for faderen, der ender med at sende ham hjem til landsbyen.

Hamet ankommer til bushen - landsbyen, hvor hans far kommer fra og hans to bedstemødre stadig bor. Titlen refererer jo til en kamp mellem to bedstemødre - men faktisk er det primært den ene, der optræder i romanen. Den anden bedstemor møder vi næsten ved slutningen af romanen, da en familiehemmelighed afsløres. Det undrer mig noget, at han vælger den titel - for reelt set foregår bogen over e kort periode, og flere kapitler omhandler nogle få timers hændelser. 

Alligevel er det jo en coming-of-age roman; ude på landet er Hamet langt fra moderens beskyttelse og bylivets komfort. Han skal deltage i markarbejdet sammen med alle andre og vænne sig til det beskidte vand, den anderledes mad og de forskellige sprog. Her tales der nemlig ikke fransk.

Men han kommer også tættere på de ældre, der kan lære ham om landets og hans families kultur. Han begynder at forstå legenderne, og skaffer sig nye venner. Det er skrevet med humor - men desværre så mange år senere, kan jeg aldrig lade være med at sammenligne alt med Mabanckous debut. Det falmer altig desværre ved! Men primært er det nok mest bagsidens beskrivelse, der er ret anderledes fra virkeligheden - så faktisk en anelse skuffet.

Jean-Michel Basquiat: King Pleasure

 

• Engelsk
• 4. marts
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I april åbner en større kunstudstilling i Paris med værker af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat - to kunstnere, der prægede kunstverdenen i New York i 1980'erne. Warhol behøver næppe en introduktion for nogen - men Basquiat er nok mindre kendt. Ikke desto mindre sælges hans værker i dag for priser over 110 millioner... dollars!

Sidste år åbnede en større retrospektiv udstilling af hans værker i Los Angeles, og i den forbindelse udgav hans familie denne bog, som også er en form for katalog til udstillingen. Den er skrevet af hans to søstre og stedmor, som i dag bestyrer arven efter Basquiat.

Basquiat var født i 1960; hans far var fra Haiti og hans mor fra Puerto Rico. De mødtes i New York og fik tre børn inden de gik fra hinanden. Det blev faderen, der opdragede børnene og havde forældremyndigheden. Han var en hårdtarbejdende mand, der lagde stor vægt på, at hans børn skulle blive til noget - især som sorte indvandrere ville han ikke have det på sig, at de mislykkedes. Der var stolte traditioner at føre videre.

Men Basquiat var allerede som meget ung klar over, at han ville kunstens vej. Som blot 15-årig opsøgte han Warhol for at få penge til at købe malegrej for - og sikkert også for at møde sin helt! Warhol gav ham 25 dollars, som han tilbagebetalte år senere, da han var etableret og de igen krydsede veje og blev tætte venner.

Hans karriere startede med graffiti under pseudonymet SAMO - Same Old Shit; og bliver opdaget af Keith Haring. Derfra gik han til at male - hans stil er neoekspressionistisk og primitiv; han bruger kronen som symbol på afrikaneres stolthed, og hans værker er en blanding af tegninger og tekst. Det er politisk - emnerne er kolonialisme og sociale forskelle; men samtidig har han et dybt kendskab til klassikerne. Tekster på hans malerier kunne være titler på værker af Rubens eller Manet, og hans intellektuelle påvirkninger kom fra musik, film og litteratur.

Han rejste til Afrika og Hawaii, hvor han malede i længere perioder; han spillede med i film, og gik modeshows. Han datede Madonna - inden hun rigtigt var Madonna. Han var multikunstner som Warhol og en del af den punk-underground-bevægelse, der kendetegnede 1980'ernes USA.

Hans værker blev udstillet allerede fra starten af 1980'erne og faderen kunne da endelig se, at det altså var det sønnen skulle. Så han fik hurtigt mange penge og den berømmelse han eftersøgte; men det er jo tit en dårlig cocktail.

Da Warhol døde i 1987 begyndte hans narkomisbrug at eskalere og han begyndte at sprøjte heroin - en optrapning fra hans tidligere misbrug. Familien taler ikke direkte om narkoen i bogen; de taler om hans "svære tider", men på trods af flere forsøg på at komme ud af det ved at indlogere sig på afvænningsklinikker, så faldt han tilbage i hullet. I august 1988 døde han i sit hjem i New York af en overdosis - 27 år gammel - og blev dermed medlem af den triste Klub 27.

Langt de fleste af hans værker er i private samlinger; hvis man vil se nogle i Europa, er nogle få udstillet i Barcelona og Bilbao. Ellers skal man vente på netop denne slags udstillinger, som jeg håber at nå at se i Paris inden sommeren er omme. Det er nemlig en sjældenhed at kunne beundre dem live.

Olivier ou les trésors templiers (Les chevaliers III) - Juliette Benzoni

 

• Fransk
• 1. -4. marts
• 507 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så nåede jeg til bind i trilogien om tempelridderne; og nu følger vi Olivier, søn af ridder Rénaud og den unge Sancie, som vi fulgte i andet bind. De kommer hjem til Frankrig, men lever adskilt i mange år, da Sancie mener Rénaud stadig elsker dronningen. Men endelig bliver alt godt, og sent får sønnen Olivier, og lever fredeligt i Provence på deres slot.

Men Olivier vokser op med faderens historier om tempelridderne, og han vil selv være ridder. Det huer ikke forældrene, da han er deres eneste barn - og dermed arving til hele herligheden. Der er dog intet at gøre, og han drager afsted. Tempelridderne har her i begyndelsen af det 14. århundrede en utrolig politisk magt i Frankrig - og andre steder i Europa. De svarer kun til Paven, og er dermed ikke underlagt kongers og fyrsters love i de lande, de bor i. Samtidig er de rige! Deres mange korstogter har gjort dem utroligt rige samtidig med, at de selv lever asketisk. Denne formue bruger de blandt andet på at låne penge til kongerne, og nu er den franske konge Philippe IV ved at være lidt træt af dem.

Dette tredje bind tager udgangspunkt i de samme handlinger, som er omdrejningspunktet for kultserien Les rois maudits, som jeg læste i 2012.

I 1307 beslutter Philippe IV sig nemlig for at arrestere tempelridderne; i en organiseret aktion slår han til i deres klostre over hele Frankrig den samme dag - fredag den 13. oktober. Nogle mener, at dette er baggrunden for overtroen omkring fredag den 13.; men det er der forskellige meninger om. Kongen havde behov for penge, og i stedet for at låne flere af tempelridderne var det nemmere blot at tage alt fra dem. Det gjorde han ved at konstruere en historie om deres usædelige levevis - de var sodomitter, ugudelige og diverse andre uhyrlige sager for middelalderens moralkodeks.

Men netop som de slår til er Olivier på en mission, hvor de skal fjerne nogle af de allerhelligeste relikivier fra borgen i Paris - tempelridderne anede uråd. De tager hjem til Provence, og gemmer skattene i et tårn på faderens slot. Men nogle er kommet der før dem; Rénauds gamle ærkefjende fra andet bind, og moderen er blevet dræbt af dem. 

Vi følger Olivier mens han lever under jorden indtil 1314, hvor tempelriddernes ledere endelig kommer for en domstol, og deres leder Jacques de Molay sammen med andre brændes på bålet. Inden han dør udråber han den forbandelse over paven, kongen og kongens højre hånd, at de alle vil dø inden der er gået et år. 

Denne del er absolut historisk korrekt; og man kan kun forestille sig folkets chok, da paven dør ganske kort tid efter. Så dør Nogaret, kongens rådgiver - og nu bliver Philippe IV for alvor bekymret. 

Olivier får hjælp til at gemme sig af en familie af katedralbyggere, som sympatiserer med tempelridderne - de er nogle få tilbage, som lever i skjul. Men de vil også gerne dræbe kongen - selvom profetien jo burde ordne den sag for dem?

Det hele ender selvfølgelig godt. Ikke for kongen - han dør nemlig efter en jagtulykke; og inden året er gået. Men Olivier finder tilbage til Provence, han opgiver sit tempelridderløfte om kyskhed, og finder kærligheden. Det var en fantastisk historisk saga - der skal jo være kærlighed blandet ind i historien så den sælger. Det er dog også en historie om tempelridderne, deres magt og deres endeligt. 

De er dog ikke helt væk - der eksisterer i Frankrig i dag flere klostre, hvor en ny generation af tempelriddere lever og forsvarer de gamle dyder. I vores moderne tid udmønter dette sig desværre tit i en højreradikalisering, da den gamle doktrin var at forsvare de kristne værdier. Hvor mange der findes er vist svært at vide; men myten lever stadig i bedste forstand!