La maison vide - Laurent Mauvignier

 

• Fransk
• 21.-26. juli
• 752 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske Goncourt-pris uddeles hvert år i november, og så skal man jo som regel vente lidt længere på en paperback-udgave, da den får større succes. Det er det jeg plejer at gøre; jeg har læst størstedelen af vinderne fra dette århundrede og forsøger at læse nogle af de tidligere som fx denne fra 1959, som jeg læste i maj. Den tidligste, jeg har læst, er fra 1916 og er en barsk fortælling om 1. Verdenskrig og det er altid en interessant udfordring at kaste sig over de ældre vindere. Da denne vandt sidste år besluttede jeg mig dog for, at det ikke kunne vente til en paperback-udgave, som heller ikke er planlagt endnu - men så endte den alligevel på reolen i alt for lang tid. Nu er der ikke lang tid til en ny vinder skal findes, så det måtte være på tide at komme i gang.

Jeg havde læst en roman af Mauvignier i 2014, så jeg var bekendt med hans komplekse stil - og han skuffer bestemt heller ikke her.

Titlen - Det tomme hus - refererer til hans families hus på landet i det vestlige Frankrig. Et hus, der stod tomt i mange år indtil hans forældre besluttede at genåbne det i 1976, da han var ni år gammel. Det er kernen i hans families historie - en historie, der er fyldt med tragiske skæbner helt indtil hans far begår selvmord i 1983, da Mauvignier er 16 år. Et selvmord, han ikke forsøger at finde en årsag til men snarere mener stammer fra tidligere generationers traumer.

Han springer tilbage til tipoldeforældrene - Firmin og Jeanne-Marie; huset er på den tid en driftig gård med jorder, smedjer og andre små indtægtskilder. De er ikke borgerskab, men rige bønder, der giver kost og logi til mange i lokalområdet. Firmin er en hård mand, der ikke går af vejen for en håndfast behandling af hustruen - både fysisk og seksuel vold. En kendsgerning, som er fortalt videre i familien til Mauvignier selv som chokeret teenager hører om det.

De får to sønner og en datter, men sønnerne viser sig snart ikke at ville fortsætte på gården. Den ene bliver præst og den anden flytter til Paris (man fornemmer, at han er homoseksuel), så nu sættes alle håb til datteren, Marie-Ernestine, som er født i 1885. Hun kommer derfor i skole hos nonnerne, hvor hun lærer at spille klaver - og det bliver hendes livs bedste eller værste beslutning, for nu drømmer hun om at komme på konservatoriet og er mere end naturligt begejstret for sin klaverlærer - den elegante Florentin, som dog er gift.

Men familiens fremtid er vigtigere, og da hun jo "kun" er en kvinde, finder Firmin en solid arbejdsmand som hendes kommende ægtemand. Det afstedkommer det første drama i familien, da hun forsøger at begå selvmord - men overlever, og bliver tvunget ind i et ulykkeligt ægteskab, hvor kun klaveret bliver hendes frirum.

Et klaver, der stadig står i huset, og er langt mere end blot et objekt. Det er symbolet på Marie-Ernestines knuste drømme. Det er der, huset gemmer sine minder. Det er symbolet på den manglende moderkærlighed mellem Marie-Ernestine og hendes eneste datter, Marguerite, som får forbud mod at være i rummet, når moderen spiller. Klaveret, som får en uendelig tragisk hovedrolle i familiens opbrud i 1945.

Vi følger primært kvinderne i familien - Jeanne-Marie, Marie-Ernestine og Marguerite - i deres liv og deres forhold. Til hinanden, til deres ægtemænd og deres børn. Og til huset. Sidste led i historien er en mand - hans egen far - der fylder næsten ingenting i historien; men den tomhed er som det tomme hus. Den fylder alligevel alt!

Der er ingen dialoger i de tætpakkede sider, hvor de fleste sætninger fylder 10-20 linjer. Det er virkelig intenst, introspektivt og baseret på det implicitte i handlingen. I starten måtte jeg mange gange starte en sætning forfra ganske enkelt for at få hele meningen og alle nuancerne med. Jeg tænkte, at det ville blive et langt sejt træk at komme igennem mere end 700 sider i denne stil. Men så kommer man ind i rytmen, og historien fanger - man bevæger sig mod en uafvigelig afgrund, men det foregår i et uendeligt langsomt tempo med tid til hver en følelse. 

Marguerite, som jo er forfatterens farmor, sendes som 13-årig i tjeneste i en butik. Hun udsættes for seksuelle overgreb af ejeren, og al den kærlighed hun aldrig fik fra moderen søger hun nu i tilfældige mænds arme - og en enkelt kvinde. Men de mænd er desværre ikke altid hendes egen mand - og da denne tages til fange under 2. Verdenskrig er det pludselig en tysk mand, der formår at opfylde hendes behov for ømhed. Det kan kun ende galt og det gør det.

Er det så generationers forbandelse, der i sidste ende fører til faderens selvmord? Mauvignier graver ned i familiehusets historie; han finder gamle fotos i skuffer og skabe og han digter lidt omkring de fakta han kender for at genskabe situationer, som han forestiller sig, det er foregået. Der er faktuelle data, men selvfølgelig er følelser og omstændigheder fiktive netop fordi det hele foregår i lagene under personerne og ikke i deres dialoger. Men den teknik mestrer han eksemplarisk - når man først giver sig tid til at komme ind i en virkelig anderledes stil og rytme.

Des hommes - Laurent Mauvignier

• Fransk
• 21.-23. august
• 283 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En lille fransk landsby. En fest for vennerne for at fejre, at man går på pension. Det er Solanges lørdag og hendes store dag. Hun har endda inviteret sin håbløse bror, som de kalder Bålet - som i lejrbål. Bålet, som er alkoholiker og landsbyens særling. Som alle forsøger at undgå - faktisk lader de som om de slet ikke ser ham, når han turer byen rundt på sin scooter i sin brandert. De køber sig til denne fred ved at give ham lidt håndører til at købe den næste flaske for. Men til Solanges fest kommer han. Hun var altid hans yndlingssøster, og han kommer med en særlig gave. En broche med diamanter, som må have kostet så mange penge, at de øjeblikkeligt forarges - fordi de jo har hjulpet. Og fordi han jo må have stjålet pengene. Han har måske endda stjålet dem fra den gamle moder, der netop er kommet på plejehjem. Men det er jo Bålet - og han er totalt utilregnelig. 

De smider ham ud fra festen. Og Bålet tager sin scooter og kører ud til en af landsbyens beboere. Ikke en hvilken som helst. En algierer. Han skræmmer børnene og slår hunden. Han er i oprør og vred. Han kører igen og de vil ikke lægge sag an - bare helst leve i fred og fordragelighed med naboerne. Men Solange mener, at nu er Bernard gået et skridt for langt og de må stoppe ham. For der var en Bernard inden der var Bålet. Inden krigen i Algeriet fyrre år tidligere, hvor de var afsted - Bernard og hans fætter Rabut.

Vi hopper tilbage i tiden. Til Algeriet i starten af 1960'erne, hvor de unge mænd, som ikke kendte andet end de hjemlige pløjemarker pludselig skulle sendes i krig for at forsvare den franske koloni. De stod pludselig i storbyen Marseille, og blev skibet over - og mødte nye mennesker og en ny kultur, og ikke mindst en krig, som de ikke forstod meget af.

De lærer at gå i krig, og de er med til at slå folk ihjel; men i Algeriet var det ikke blot mand mod mand i en skyttegrav, som deres bedstefædre havde gjort det. Det var tortur og udryddelse af landsbyer med både kvinder og børn for at afsløre rebellernes gemmesteder. Det var også en krig, hvor algierske soldater som franske statsborgere måtte kæmpe mod deres egne og forsøge at forhindre deres fædrelands frihed. 

Og en dag går det galt. På grund af en ligegyldig bemærkning under en bytur under udgangen til 14. juli-festen. Rabut, der starter en slåskamp med fætteren, så de ryger i detentionen og kommer for sent tilbage til lejren. Hvor alle ligger halshuggede og dræbte i et blodbad, som de aldrig glemmer - og som de anses som medskyldige i.

Algeriet bliver frit, og de rejser hjem sammen med de titusinder af franskmænd, der aldrig har sat benene på fransk jord. Dem, der bliver til pieds-noirs - sortfødderne - og som skal integreres i et samfund, som ikke ønsker dem. Og soldaterne, der kommer hjem med et nederlag og nogle minder, som ingen gider at høre om.

Bernard bliver til Bålet - han kan ikke bekæmpe dæmonerne. Men Rabut fortrænger dem. Indtil det hele vælter op til overfladen så mange år efter.

Det er en meget forvirret roman i skrivemåden. Hurtig, intens og med skiftende fortællere og totalt uden dialoger - kun de indre, som fortæller om de minder, de hver især har haft.

I starten var jeg lidt forvirret over, hvor han ville hen med sin historie, der kørte lidt for lang tid i festen og konflikten mellem Bålet og alle de andre gæster. Men meningen kommer - og fra at være den sølle drukkenbolt bliver Bålet til den mest 'normale' person i hele hændelsesforløbet.

Jeg har ikke læst mange romaner om denne tid i fransk historie; der er uden tvivl en masse stærke historier om emnet - men uden tvivl er det også svært stadig at behandle det for en fransk forfatter; denne sorte plet i deres historiebog.