Safirbogen - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 16.-22. januar
• 672 sider
• Originaltitel: Le livre de saphir

Sinoué er født i Egypten, og det er også scenen for den mini-serie, jeg læste i 2017. Han har skrevet et utal af romaner, selvom han først debuterede som 40-årig. De har ofte mellemøstlige eller religiøse omdrejningspunkter - men personligt var jeg mere begejstret for hans historie om van Eyck. Jeg er dog også ret interesseret i netop spansk historie i det 15. århundrede - en skelsættende tid, hvor kristne kæmpede for at genvinde deres land, og samtidig ekskludere muslimer og jøder. Enhver, der har besøgt fx Grenada eller Sevilla ved dog, hvor stor maurisk indflydelse stadig har på arkitekturen - og mange af de smukkeste kunstskatte i form af bygninger stammer fra netop den tid.

Det første jeg kan konkludere er, at Dan Brown langt fra var den første i sin genre! Da han udgav Engle og dæmoner i 2000, som var den første Langdon-roman, havde Sinoué allerede udgivet sin roman om jagten på et mystisk - og potentielt farligt - religiøst symbol.

Som sagt er vi i Spanien i 1487; en af dronning Isabellas hofdamer/veninder overværer en autodafé, hvor en gruppe jøder brændes for deres tro, som den Spanske Inkvisition havde sat sig for at udrydde.

En af de dømte fanger hendes opmærksomhed ved sin stoiske ro foran flammerne; og netop denne mand, Aben Baruel, viser sig at være kernen i intrigen.

Han har efterladt et manuskript, som skal føre til en safirtavle, som kan lyse sig selv op - og som er overleveret af Gud selv til Adam og derfra videre ned gennem generationer og generationer. Aben Baruel har gemt tavlen et sikkert sted, og de otte 'paladser', som han kalder sine kodede beskeder skal lede til tavlen. Problemet er blot, at beskederne ikke er komplette - og for at få stykket det sammen til hele sætninger skal en gruppe mænd finde hinanden. Det er en rabbiner, en munk og en muslimsk lærd - og beskederne selv er et skønt sammensurium af Biblen, Toraen og Koranen.

Undervejs får de følge af den unge kvinde, som dronningen sender ud for at spionere - hvis beskeden nu viser sig at være en bekræftelse af en verdensreligion frem for en anden (og denne ikke er kristendommen), så ser det skidt ud for Spanien, Inkvisitionen og monarken. Det bliver en rejse gennem Spanien på kryds og tværs - men mest fylder dog afkodningen af beskederne.

Jeg fik til sidst en fornemmelse af, at Sinoué var ude i et forsøg på at sammenligne de tre monoteistiske verdensreligioner for sig selv - og derfor satte det hele ind i den ramme, som historien giver ham. For der er jo utallige ligheder mellem judaismen, kristendommen og islam - der er også forskelle; men nogle gange ligger islam og kristendommen tættere på hinanden - og andre gange er det fx judaismen og islam, der er tættere.

Tag eksemplet med Jesus! I islam og kristendommen - der er Jesus født af jomfru Maria, og han er en profet. Han er dog ikke Guds søn i islam. Men i judaismen er han ikke en profet.

På den anden side har vi syndefaldet, som kun findes i kristendommen; og både jøder og kristne fastholder Jesu korsfæstelse. Det var nogle af disse sammenfald og forskelle, der slog mig mest, da jeg besøgte Jerusalem, som om noget personificerer den konflikt, der har raseret i århundreder.

Sinoué benytter derfor utallige skriftsteder og citater til at understøtte sin historie. Det gør det tungt, hvis man ikke har et vist kendskab til teologi og symboler. Der tog Dan Brown jo den nemme udgave, og udpenslede det så selv en 2-årig kunne forstå det. Det var heller ikke en succes - i mine øjne! Men Sinoué går for meget i den anden grøft, og på bekostning af dybde i persongalleriet.

Men som hos Dan Brown ender det hele jo med en politisk korrekt symbolsk hændelse, som betyder, at ingen føler sig stødt og alle kan sove roligt. Lige så fascineret jeg var i begyndelsen - lige så træt var jeg mod slutningen, da gejsten var gået af mig - og Sinoué.

La fille du Nil - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 7.-11. maj
• 597 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte fra første bind i historien om Egypten for ikke at slippe tråden; og muligvis fordi jeg ellers ville være bange for, at jeg ikke ville komme videre.

Det var da en spændende historie - og i andet bind fortsætter vi fra slutningen af 1820'erne med den omtumlede tilværelse landet gennemlever. Vicekongen Muhammad Ali har allerede mistet to sønner, og nu er den tredje konstant i krig for at forsvare Egyptens territorier - men også for at gøre landet selvstændigt; en plan, der absolut ikke behager Vesten, som foretrækker Egypten som en del af det ottomanske rige.

I Schéhérazades familie er hendes mand vendt hjem med hukommelsestab efter et skibsforlis i Middelhavet; og hun kæmper med datteren, der trodser moderen. Sønnen er ingeniør, og arbejder tæt sammen med franskmændene om Suez-projektet, der i årevis skifter udformning. Man er ikke enige om, hvor kanalen skal føres - eller om der i det hele taget er niveauforskelle, som vil kræve sluser undervejs. Det er et omfattende projekt for den tids ingeniører, og det fylder meget i bogen - men det er spændende at læse om.

Det er en blanding af romantisk pladder og seriøs historieskrivning; og til tider irriterede overgangen mig - for det lykkes ikke særlig godt for Sinoué. Et andet kæmpe problem er årstal! Han gør meget ud af kapitler er tidsfæstede nogle gange ned til datoer - men så bør man altså have styr på, hvor gamle ens protagonister er! Det er så sjusket - man kan ikke være 20 år gammel i 1828 - og så kun 23 år 5-6 år senere. Det er blot et eksempel - men både i første og andet bind haltede det gevaldigt, og det tager noget af læseglæden fra mig.

Historien om Egyptens kamp for selvstændighed og Suez-kanalen var dog fascinerende; og familiens saga vel til dels også. Men det hang ikke helt godt sammen, når romanfigurer skal kobles op på verdensbegivenheder og kendte non-fiktive personer. Jeg synes, at han kom noget bedre fra det i sin roman om Gent-maleriet, som er skrevet nogle år senere.

L'Égyptienne - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 1.-6. maj
• 682 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Gilbert Sinoué er ikke oversat til dansk - muligvis fordi emnerne nok appellerer mere til et fransk publikum end et nordisk? Hans bog om kunstneren Jan van Eyck var ganske glimrende, men allerede for fire år siden havde jeg faktisk en anden af hans bøger stående. Den havde jeg købt billigt på et loppemarked engang - for blot derefter at opdage, at det var andet bind af to. Det tog mig så en del år (nok mest fordi jeg i mellemtiden havde glemt det) at finde første del. Så har det taget mig yderligere noget tid inden den kom i hænderne på mig.

Vi starter i 1790 i Egypten, hvor Napoleon endnu ikke er kejser - men blot en lille (men meget ambitiøs) general, der bruger Egypten som springbræt i sin karriere.

På den tid var Egypten en del af det stærke ottomanskerige styret fra Istanbul men styret lokalt af tyrkiske pachaer og mamelukker, som var tidligere slaver, der nu var frie og regerede landet. 

Egypten var et patchwork af forskellige kulturer og religioner; der var slet ikke de samme spændinger, som vi i dag ser mellem muslimer og kopter. Men der var stadig et socialt hierarki, og den græsk-katolske Chedid-familie hører til overklassen. Familiens yngste, Schéhérazade, opkaldt efter fortælleren i 1001 nats eventyr, er omdrejningspunktet i romanerne. Hun er egypterinden.

Mens Napoleon indtager landet, gifter hendes ældre søster sig med en muslim, og smides ud af familien. Hendes bror involverer sig i de kontrarevolutionære bevægelser i landet - og selv er hun håbløst forelsket i familiens stalddreng, Karim, som vil ud at sejle.

Krigen er ret voldsom og blodig; Egypten skulle vise sig at være mere genstridig end Napoleon havde regnet med - selvom han gør alt for at indynde sig hos muslimerne. Men det koster mange menneskeliv, og til sidst også hele hans flåde.

Schéhérazade er i mellemtiden blevet gift med en ung mand af den rigtige sociale status - men hun elsker ham ikke, og drømmer stadig om sin barndoms kærlighed. Så da manden bliver dræbt, håber hun på at møde ham igen - men han har kun sine krigsskibe i hovedet!

Schéhérazade er helt alene - hele hendes familie er udryddet; hun tager tilbage til familiens gård ude på landet, hvor hun beslutter sig for at dyrke bomuld. Hun kommer på finurlig vis tæt på landets nye vicekonge, Muhammad Ali - og han vil forfærdelig gerne have hende lidt tættere på sig. Men han er ikke den eneste - der er også den venetianske handelsmand Ricardo Mandrino, som irriterer hende grænseløst - indtil hun selvfølgelig overgiver sig helt og holdent.

Der er en del paralleller til 'Borte med blæsten' synes jeg; det er vel den ultimative kærlighedshistorie - og der er vel ikke noget at sige til, at andre forfattere bruger samme plot? De sociale krav, forelskelsen i den forkerte svage mand, krigen, den kvindelige styrke og overlevelsesdrift - og endelig den mystiske eksotiske mand, som render med hende.

Det gør historien lidt banal til tider; til gengæld er den også utroligt spændende, når det handler om Egyptens historie. Jeg har læst masser af bøger om faraoner. Jeg har læst samtlige af El Aswanys fantastiske bøger om det moderne Egypten; men hele denne 'franske' periode, havde jeg endnu ikke berørt - og der er og har siden dengang været et særligt bånd mellem Egypten og fransk kultur. Så kan jeg godt bære over med lidt for lyserød romantik til tider!

L'enfant de Bruges - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 26.-27. august
• 438 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en temmelig stor stak bøger, som alle handler om malerkunst eller kunstnerne bag dem. Det er jo en af mine store interesser, og der er visse perioder, der absolut interesserer mig mere end andre. Deriblandt den flamske renæssance, som også var temaet i denne fremragende bog. For et par uger siden i Paris fik jeg så fyldt godt op i lageret af kunstrelaterede bøger.

Gilbert Sinoué er franskmand, men født i Cairo og mange af hans romaner omhandler Egypten. Men denne roman fra 1999 har Jan van Eyck som en af hovedpersonerne i et fiktivt drama, der udspiller sig i sommeren 1441. Det vil altså sige før Dan Brown kom på banen - og de to bøger kan da heldigvis slet ikke sammenlignes.

I 1441 møder vi Jan van Eyck - maleren - og hans unge lærling, også kaldet Jan, som er en forældreløs dreng, maleren har taget til sig. Om dette er sandfærdigt er nok ret tvivlsomt. Men der var behov for en 'ukendt' aktør i dramaet. Kulisserne er i Brugge, som dengang stadig var en af de vigtigste handelsbyer i Europa og samtidig hovedsæde for den politiske og kulturelle magt under Filip den Gode. På den anden side var der Firenze og Venedig - men Medicis-familien begynder at få godt tag i Firenze, ikke mindst som mæcener.

Mellem de to byer er der en skjult 'krig', og man begynder at finde myrdede malere i begge byer. I Brugge bekymrer man sig, for de er alle tidligere elever af van Eyck. Det bliver til en lang historie om spioner - van Eyck er kendt for at have skullet agere som hemmelig udsending for sin grå eminence, Filip.

Intrigen er selvfølgelig opfundet til formålet; og dermed kan Sinoué få et temmelig imponerende persongalleri ind på scenen. I Brugge er udover van Eyck også maleren Petrus Christus og det er en fin gennemgang af hans altertavle i Gent. I Firenze er det endnu mere imponerende med Brunelleschi, Alberti, Donatello, Ghiberti blandt andre. Derfor virker plottet mere som en anledning til at diskutere forskellen mellem de kunstneriske tendenser - i Italien malede man stadig efter tempera-metoden, mens van Eyck var en af pionererne indenfor oliemaling, og regnes for at være ophavsmanden bag teknikken til at få oliemalingen til at holde.

Så selve plottet er måske ikke det mest overraskende - men for en renæssanceaficionado som mig var det dejlig, let og underholdende læsning. Det værste var, at jeg fik en ulidelig trang til at gense altertavlen - heldigvis er det ikke værre end, at jeg kan tage toget en lørdag og sidde foran det en hel dag, hvis jeg vil. Det er trods alt et af verdens vigtigste kunstværker - og det kom muligvis til at overskygge historien lidt for mig; jeg kunne ikke abstrahere fra det reelle.