De ufuldkomne - Tom Rachmann

 

• Engelsk
• 11.-12. juli
• 355 sider
• Originaltitel: The Imperfectionists

Nu har jeg faktisk læst stort set alle Rachmanns romaner pånær en enkelt; han har "kun" skrevet fem, så det er jo også relativt overskueligt.

De ufuldkomne er hans debutroman fra 2010, men man finder allerede her hans forkærlighed for emner som litteratur og kunst, som senere sniger sig ind i alle hans romaner.

Kulissen er en engelsksproget avis i Rom, som er grundlagt for mere end 50 år siden af en excentriker, hvis familie har holdt den oven vande trods dalende læsertal og stigende digitalisering. Tom Rachmann arbejdede selv i en årrække på en avisredaktion, og kender derfor glimrende de personlighedstyper man kan krydse i den verden. 

Historien bygges op af elleve individuelle historier fortalt af medarbejderne og en enkelt læser, men deres historier og liv væves ind i hinanden, som historien skrider frem.

Vi møder chefredaktøren, hvis åbne ægteskab begynder at blive sværere at acceptere, og derfor forsøger at generobre en ungdomsflirt blot for at opdage, at han er langt bedre til at fortælle hende om hendes svage sider. 

En af de mere groteske historier er om den unge Winston, der håber at få stillingen som korrespondent for Mellemøsten og rejser til Cairo. Her skal han mødes med en erfaren krigsjournalist, som udnytter ham på det groveste og personificerer alle træk af den blaserte bedrevidende verdensmand. Man genkender ham som det menneske man har mødt engang, der ved alt om alting og har været alle steder - men hvor det meste er ren opspind.

Imellem de forskellige skildringer er en kontinuerlig historie om avisens historie fra 1950'erne til nutiden, hvor stifterens efterfølger må beslutte at lukke den ned og fyre alle medarbejdere. Mange af dem lever især for den prestige det er at være i Rom, og de vil ikke vende hjem til USA med et nederlag i kufferten. De ville næppe kunne klare det på en anden redaktion og deres mikrokosmos er en verden i sig selv. 

Det er skarpe portrætter af mennesker, hvis hele liv afhænger af den identitet de får igennem arbejdet. Rachmann udviser ikke megen sympati for sine protagonister og slutningen er nærmest grotesk med den unge arving til avisen, der bekymrer sig mere om sun hund end de ansatte, han nu skal fyre.

Hvor realistisk historien er, er svært at sige - men i små lukkede kredse er der altid forskellige arketyper, og Rachmann rammer den alle på kornet i et satirisk og menneskeligt portræt. 

Den italienske mester - Tom Rachmann

 

• Engelsk
• 17.-20. juni
• 384 sider
• Originaltitel: The Italian Teacher

Da jeg i maj læste en roman af Tom Rachmann, blev jeg inspireret til at finde flere af hans romaner - selvom jeg var lidt forbeholden ved denne, så havde jeg jo været meget begejstret for den første. Desuden handlede den om malerkunst - en stor chance for begejstring!

Bear Bavinsky er en levemand - en amerikansk kunstner, der virker som en krydsning mellem Hemingway (hvis han var maler) og Picasso, som jo var det. Storforbruger af kvinder, vin og det gode liv. Lige efter 2. Verdenskrig bor han i Rom med hustruen Nathalie og sønnen Charles - også kaldet Pinch. Charles forguder sin far, og er lidt i klemme i det konfliktfyldte ægteskab, hvor Nathalie forsøger at slå igennem som keramiker. Men Bear tåler ikke at dele opmærksomheden, og hun tvinges ind i rollen som hjemmegående husmor. De bliver skilt, da Bear finder en ny kvinde og flytter retur til USA. Da Charles besøger ham, opdager han, at det mere komplekst, da der allerede er to halvsøskende. Det er Bears sædvanlige modus operandi; den ene overlapper den anden igennem hans mange ægteskaber og sytten børn. Men lige nu er Charles teenager og vil have sin faders anerkendelse som maler; men faderen fejer ham af og Charles rører ikke en pensel i årtier.

Charles forsvarer dog sin far til det ekstreme - forhold, der går i stykker, og et liv som italiensklærer i London bliver hans anonyme liv. Indimellem tager han til faderens hytte i Sydfrankrig, hvor atelieret gemmer nogle af faderens malerier. En dag kopierer han et, og sælger det for at hjælpe en af sine halvsøskende økonomisk. Ingen opdager svindleriet - men Charles skal navigere forsigtigt mellem museer, kunstgallerier, journalister og ikke mindst den aldrende fader.

Men han er også ude i en proces, han ikke længere kan styre for sin egen skyld. For det viser sig, at Charles kan male - ligesom faderen, og han tager flere og flere risici.

Der gøres absolut grin med kunstverdenen, som ikke ser plagiatet; men det er først og fremmest en historie om en mand, hvis ego er helt ude af proportioner. Kunstneren, der skal være i centrum og skifter kone og børn ud, når glorien falmer. I den forbindelse tænker jeg straks på Picassos barnebarn, som skrev en lammende kritik af den store mand, som ændrer hans image markant. Der er absolut inspiration fra den historie; også i hvordan Charles vælger at forvalte arven efter faderen. Men et lykkeligt liv får han aldrig selv - den store kunstner var alt andet end et godt mennesker, men tilsyneladende totalt ubevidst om dette - og ligeglad!

Det var en helt anden fortælling end de andre; alligevel centrerer emnerne om kunst - forfattere og malere går igen i Rachmanns værker og denne var absolut den mest helstøbte historie af de tre.

The Imposters - Tom Rachman

 

• Engelsk
• 19.-21. maj
• 352 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I 2015 læste jeg min første - og hidtil eneste - roman af Tom Rachman. og det var en oplevelse. Jeg husker den præcis som i min anmeldelse - lige dele kringlet og fantastisk med nogle tungere passager.

Jeg tror det må være hans stil, for denne er absolut heller ikke en let og lineær historie. Faktisk sidder man bagefter og undrer sig over, hvilke dele var hovedpersonens reelle historie og hvilke dele var opdigtede.

Dore Frenhofer en en hollandsk forfatter, som er i midten af 70'erne. Hendes bøger fik aldrig nogen voldsom succes, og hun lever et temmelig ensomt liv nu. Hendes datter bor i USA, og de har kun sporadisk kontakt. Hendes største frygt er nok at blive for gammel, for syg, for intellektuelt svag. 

Nu sidder hun alene i London i sin lejlighed midt uner lock-down, og forsøger at skrive en sidste roman, men ordene driller og i sin dagbog følger vi hendes indledninger til en del kapitler. Dem, der ikke duer og dem, der så bliver til den indledning, vi ser i kapitlerne.

Imellem dagbogsnotaterne følger nemlig syv kapitler, som reelt er noveller. De er dog fortalt af personer, som krydser Doras liv. Hendes halvbror, som forsvinder i Indien på en hippierejse i 1970'erne; hendes datter; et leveringsbud; hendes ungdomselsker osv. Det bliver til enkeltstående historier indtil man pludselig ser, at nogle af disse protagonister også krydser hinandens historier. De fortæller dermed deres oplevelse af hende som menneske. Men er det hendes konstruktion af fiktive personer, hvor hun iscenesætter sig selv, som hun ønsker at blive set - eller er det forfatterens udgave af protagonisternes liv.

Mange af novellerne har tilmed et islæt af litteratur eller skrivekunst - ligesom i Storhed og fald fylder bøger og ord en del i Rachmans verden. Datteren Beck er fx satireforfatter og vi møder en forfatter, der ligesom Dora ikke kan slå igennem ligegyldigt hvilken genre han forsøger sig med.

Novellerne indeholder derfor mange mysterier og menneskehistorier, som vi aldrig får fulgt helt til dørs - hvad skete der fx egentlig med broderen i Indien? Det er nok her man skal forstå, at det er Doras demens, der skrider frem mens hun forsøger at skrive disse sidste historier og finde frem til romanen - den hun aldrig opnåede før i sit liv. Men ingen af dem fungerer, og derfor får vi aldrig en rundet historie.

Det er meget specielt, og jeg ved stadig ikke rigtigt om jeg kunne lide den eller ej? Det er eksperimenterende og interessant; men også irriterende, hvis man gerne vil en mere ligefrem og reel historie. Jeg tror dog, at jeg skal have fat i nogle af hans mellemliggende bøger, hvor der skulle være et par perler imellem.

Storhed og fald - Tom Rachman

• Engelsk
• 23.-26. april
• 374 sider
• Originaltitel: The Rise & Fall of Great Powers

En af sidste års helt store publikumssuccesser, hvis man følger anmeldere og salg - og kun forfatterens anden roman. Det måtte prøves!

Historien starter med begyndelsen, som er i 2011. Tooly ejer en lille boghandel i Wales langt fra alfar vej og også fra de fleste kunder. Det meste af dagen går derfor med at diskutere med hendes eneste ansatte, Fogg, og læse bøger. Hun lever af sine sidste penge inden hun kan blive tvunget til at sælge forretningen. Men så får hun en opringning fra en gammel kæreste, og må rejse til USA for at forsøge at finde hoved og hale i den mest mystiske historie, hun kender - hendes egen.

Bogen springer imellem tre perioder - 2011, 1999/2000 og 1988, hvor Tooly var et barn på ti år og levede sammen med sin stille og lidt underlige far. De rejser fra land til land hvert år, og hun får blot at vide, at moderen har travlt hjemme i USA. Men da de havner i Bangkok i 1988 dukker en kvinde pludselig op, og det er moderen. Tooly bliver taget fra faderen, som tilsyneladende heller ikke forsøger at lede efter hende.

Igennem årene leder hun en temmelig rodløs tilværelse sammen med moderen, som har det med at forsvinde i lange perioder ad gangen. Så er der den gamle Humphrey, som taler med en tyk russisk accent, og lærer hende skak og af at holde af de store klassiske filosoffer. Og lurendrejeren Venn, som lever af at snyde andre - men Tooly ser op til ham som en gud. Han lærer hende tricks som at besøge ukendte menneskers lejligheder og foregive, at det er hendes barndomshjem - og hun tror naivt, at de en dag skal lave noget stort sammen.

Historien skifter konstant mellem disse tre perioder i hendes liv; og mens den gamle Humphrey nu er syg og døende i en ussel lejlighed i New York, forsøger Tooly endelig at sammen stykke det puslespil, som hendes liv er. Et puslespil som har gjort hende rodløs og ude af stand til at knytte sig ordentligt til mennesker og steder. Mens læseren opdager hendes barndom og ungdom, forsøger Tooly at finde ud af, hvem alle de mennesker var og hvorfor de også pludselig forlod hende.

Der er en vis ironi i titlen - man forventer måske en historie om det 20. og 21. århundrede med verdenspolitiske begivenheder; men faktisk er det jo blot om alle disse individers egne historier og hvor alene vi er i vores egen verden. Der er mange referencer til andre bøger, og det er jo faktisk den eneste konstant i denne rodløse verden, som Tooly selv siger det i slutningen af bogen:

"People kept their books, she thought, not because they were likely to read them again 

but because these objects contained the past - the texture of being oneself at a particular place, 

at a particular time, each volume a piece of one's intellect, 

whether the work itself had been loved or despised or had induced a snooze on page forty."

Det er jo smukke ord om bøger og noget jeg kan relatere til. For hvorfor bugner mine reoler med læste bøger - også fordi det er dejligt at tage dem frem igen uden at læse dem. Men man kan huske, at den bog læste man på et bestemt sted - fysisk eller psykisk i sit liv. For Tooly er det bøgerne, som giver hendes liv ro og stabilitet - men hun finder selvfølgelig også ud af, hvad der reelt skete med hende.

Jeg vil ikke sige, at jeg er blæst bagud af begejstring hele vejen igennem. Der var meget stærke episoder hen mod slutningen; men der var også mere usammenhængende kapitler, hvor jeg kedede mig en anelse. Men jeg var oprigtigt rørt mod slutningen, så det opvejer måske alt det andet.