Friday, June 28, 2019

Hvor der er vilje (Clifton-krøniken I) - Jeffrey Archer


























  • Engelsk
  • 24.-27. juni
  • 464 sider
  • Originaltitel: Only Time Will Tell

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne serie - og endog af en forfatter, jeg aldrig har læst. Navnet var mig ikke ubekendt; men ikke en eneste gang har jeg tænkt, at det ville interessere mig. Muligvis fordi jeg følte en vis tidsforskydelse i hans forfatterskab i forhold til mine læseinteresser; det er enten de gamle klassikere eller nyudgivelser. Men sjældent litteratur fra 1980'erne.

Det kan vise sig at være mit held; for dette er den første i en stor familiesaga, som strækker sig over syv bind. Den fælde er jeg faldet i nogle gange; og jeg synes det er svært at holde gejsten, hvis det skal trækkes over flere år. Jeg startede på Jan Guillous serie om det 20. århundrede i 2013, og nåede fire bind - det var udelukkende fordi jeg startede sent, da det første udkom i 2011 allerede. Så gik der lang tid inden det femte udkom, og det står stadig ulæst i reolen. Nu er tråden vist tabt, og jeg tænker ikke, at jeg kommer til at læse resten - og i øvrigt er serien kun nået til ottende bind. Potentielt kan det tage ti år at komme igennem serien - og så er min interesse vist svunden.

Nu anede jeg jo intet; og har kunnet købe alle syv bind på én gang.

Historien drejer sig om de to engelske familier Clifton og Barrington. Clifton-familien er de fattige; den unge Maisie skal netop giftes med sin udkårne Arthur efter, at 1. Verdenskrig er slut. Men under en firmaudflugt et par uger inden brylluppet, lader hun sig forføre af chefens søn. Hun tænker, at lidt erfaring jo ikke kan skade - og meget lidt på de vidtrækkende konsekvenser dette får.

Sønnen, Harry, vokser op uden sin far - denne er død under krigen fortæller man ham. Men virkeligheden er måske en noget anden?

Unge Harrys veje krydser hurtigt Giles Barringtons; han er den rige dreng fra byens skibshandel, som Clifton-familien arbejder for. Og især Giles' far ser sig ond på sønnens kammerat. Han vil end ikke give ham hånden, og kun Harrys mor kan forestille sig, hvor det dybe had kan komme fra.

Vi følger de to knægtes liv op gennem barndommen og ungdommen; Harrys kamp for at få karakterer, der garanterer fri skoleadgang. Morens kamp for at tjene penge nok til at skaffe tøj til Harrys skolegang - og Giles' fars kamp for at ødelægge det hele.

Historien fortælles i skift set fra de forskellige protagonisters synsvinkel. Det giver en virkelig interessant vinkel, hvor det faktisk bliver til et skridt tilbage og to skridt frem hele tiden, og man skal således ret langt frem i historien før visse brikker falder på plads. Det fungerer glimrende, og ikke mindst holder det en konstant spænding og iver efter at komme videre.

Det er et godt drama uden at være for højspændt; men med en tilpas blanding af modsætninger mellem høj og lav, had og kærlighed - og det hele sat ind i en tidshistorisk ramme med 2. Verdenskrig, som lurer rundt om hjørnet.

Det hele ender ret dramatisk midt under en vielse - og det skaber en naturlig overgang og lyst til straks at komme videre med næste bind. Som jo heldigvis nu var klar i reolen!

Sunday, June 23, 2019

Ministeriet for den ypperste lykke - Arundhati Roy



























  • Engelsk
  • 20.-23. juni
  • 464 sider
  • Originaltitel: The Ministry of Utmost Happiness

Det er snart otte år siden, jeg læste Arundhati Roys berømmede roman om tvillingerne Rahel og Estha. Det var virkelig en fantastisk bog og læseoplevelse, og generelt er indisk litteratur alt for overset - for der er nogle mesterværker iblandt. 

Der skulle mange år før Roy fik skrevet sin næste roman, som udkom tyve år efter den enorme succes. Og der er selvfølgelig et pres! Vikram Seth har i årevis skullet udgive sin efterfølger til En passende ung mand; men Seth lider af skriveblokering - muligvis også grundet de enorme forventninger, der vil være til en efterfølger.

På samme måde havde jeg store forventninger til Roys bog, og den har modnet i reolen i et godt stykke tid. Den har været i hænderne nogle gange, men det var ikke kærlighed ved første blik. Endelig besluttede jeg mig for, at nu skulle den altså læses. Jeg laver måske lidt for mange impulskøb til tider, og det er mange penge, der forsvinder i det hul - så ligegyldigt hvad så måtte jeg igennem den.

Det var også med besvær må jeg nok sige; så var der passager, hvor det hele gled lidt - og så ramte jeg en mur, som jeg måtte læse mig igennem med møje.

En af de manger hovedpersoner er Anjum, som er født som hermafrodit. Hendes forældre forsøger at fremtvinge det maskuline i hende; men hun beslutter selv at flytte ind i et hus med transkønnede og transseksuelle. Her finder hun sine ligesindede, og lever i mange år uden konflikter. 

Hun bliver endog mor, da hun en dag finder et forældreløst barn på markedet; og alt er lutter lykke indtil hun under en rejse til Gujarat bliver fanget i Indiens politiske problemer. Da hun vender hjem derfra er hun forandret, og kan ikke længere trives i huset.

Hun tager sine ting, og flytter hen på en kirkegård, hvor hun slår sig ned. Det er det første store indledende kapitel i bogen, og jeg var nærmest lettet over at være nået dertil! Herefter bliver det nemlig virkelig forvirrende. Der er så mange mange personer, hvis livshistorie skal udpensles i styore hurtige træk - hvorfor??? - og det får historien til fuldstændig at stikke af.

Der er vigtige samfundskritiske budskaber; der er samfundssatire - og hjerteskærende skæbner fra det indiske kastesystem. Men der er desværre også en roman med en struktur, der skifter konstant og eksperimenterer helt derud, hvor læserne mister tråden. Det er virkelig synd for historien; men jeg foretrak langt hendes første roman

Wednesday, June 19, 2019

Meurtre à Tombouctou - Moussa Konaté



























  • Fransk
  • 17.-19. juni
  • 216 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst en eneste krimi siden jeg blev færdig med Maigret-serien i november. Inden da havde jeg stort set ikke læst andre i de to år, det tog mig at komme igennem de 76 bøger af Simenon om hans helt Maigret.

Jeg havde et par stykker stående i reolen, som måtte vente på, at piberøgen var lettet - deriblandt de to sidste bind af den maliske forfatters miniserie om kommissær Habib og hans assistent Sosso.

Jeg læste de første to for 7-8 år siden; og Konaté døde faktisk i 2013. De to sidste bind er således udkommet posthumt i henholdsvis 2014 og 2015; og jeg ved ikke, om det er skrivebordsfund, der ikke er blevet fuldt ud korrigeret? Nogle steder kunne det tyde på det.

Som i hans andre krimier er vi selvfølgelig i hjemlandet Mali, som er et enormt geografisk område med mange foskellige stammer og kulturer. I Timbuktu - den mytiske by - lever mange af tuareg-folket i lejre uden for byens mure; midt ude i sandørkenen. En dag tager en af familiens unge ind til Timbuktu for at mødes med venner, men hans bror finder ham senere lidt uden for byen. Hans dromedar står alene, og Ibrahim ligger død med kvæstelser i hovedet efter slag med stor sten.

Senere samme eftermiddag skydes der mod et hotel i byen; og direkte mod det værelse, hvor Gérard - en ung franskmand - bor. Skuddene affyres af en mand ridende på en sort hingst, og som råber de forbandelser og ord mod europæere, som vi i dag er begyndt at forbinde med terrorismen.

Det får jo alle alarmklokker til at ringe, og i Bamako beslutter man, at Habib, Sosso og en ung franskmand fra et antiterrorkorps skal afsted til Timbuktu. Tuareg-folket lever dog efter deres helt eget moralkodeks, og da de mener at vide, hvem morderen er, er de allerede på vej for at hævne sig.

Habib får manet sindene i bero; men hvordan forklare, at den unge Ibrahim havde spor af narko i sit blod? Eller at han kendte den unge franskmand, og tilsyneladende også er set drikke alkohol sammen med ham? Det er det ultimative brud på familiens ære; en tuareg drikker ikke, ryger ikke, og overholder i øvrigt islam til punkt og prikke.

Man skal absolut huske på, at historien er skrevet i en geopolitisk kontekst, hvor vi allerede var udsat for terrorangreb. 2014 var et særdeles blodigt år i netop Mali; men det er lige inden de store angreb i Europa, som i dag står som rædselseksemplerne - Paris, Bruxelles, Nice. Konaté bruger også den situation til at understrege, at terrorismen ikke er et afrikansk eller mellemøstligt fænomen; men at det kan ske alle steder - noget vi jo i dag ved alt for godt.

Det er derfor naturligt at bruge denne situation til at tænke i potentielle islamistiske baner, men vores politifolk finder hurtigt ud af, at det er mere et personligt opgør enkeltpersoner imellem end et principielt opgør mellem religioner.

Dog er den sociale pagt vigtig; tuareg-folkets ære skal ikke krænkes - og det er den blevet igennem Ibrahims forfald til vestlige traditioner - drikkeriet, rygning og nu viser det sig også, at han har gjort en pige gravid udenfor ægteskab. Der er mulige hævnakter i spil - men alle har deres alibier i orden. 

Mens de efterforsker sagen, er der også en række morsomme episoder, når de unge kommissærer er ude i byen. De bliver komikerparret, som venter på den satte Habibs næste træk. Det er til tider lidt for pedantisk og flyder ikke helt så godt som i de første romaner. Måske fordi det var et ufærdigt manuskript, da han døde?

Løsningen er dog enkel; dog grusom for en vestlig sjæl - det er Ibrahims egen mor, der har givet ham det stof, der har fået ham til at hallucinere og begå selvmord. Det er barsk kost; men absolut overens med tuareggernes kultur, som Habib også forstår. Der ligner han jo Maigret - ingen skal i fængsel, for moderen dør af alderdom nogle dage senere. 

Sunday, June 16, 2019

Le soleil des rebelles - Luca Di Fulvio



























  • Fransk
  • 11.-16. juni
  • 860 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Hvorfor ingen danske forlag har købt rettighederne til Di Fulvios bøger er mig virkelig en gåde!
Som det franske omslag siger, så er han nemlig Italiens svar på Dickens - som jeg også selv skrev i min anmeldelse af hans anden roman udgivet på fransk. 
Men det tog også franskmændene lidt tid at få øjnene op for ham; lige nu udkommer de i rask rækkefølge - men romanen om gangsteren Christmas udkom på italiensk allerede i 2008.

Det tager jo noget tid at skrive romaner i den kategori Di Fulvio gør; og nu hvor de franske oversættelser har indhentet de italienske udgivelser, venter vi på den næste roman. Den udkommer så heldigvis simultant på italiensk og fransk; selvom jeg jo nok vil vente til det mindre format kommer.

Når man ser tilbage på de tre romaner tegner der sig et billede. De foregår på vidt forskellige tidspunkter - i 1900-tallets begyndelse i New York; i 1515 i Venedig og nu helt tilbage i 1407 i det sydlige Tyskland i et imaginært lille kongedømme i Sachsen.

Men det er alle tre Coming of Age-romaner - dannelsesromaner, hvor den mandlige hovedperson fra barn til voksen skal grueligt meget igennem; ikke mindst lære, hvem han er i en verden, der skal forstås. Det er selve præmissen for dannelsesromanen, og Di Fulvios tre (anti)helte er eminente eksempler på den rejse.

Christmas som gangster, der omvendes fra en kriminel løbebane. Mercurio, der starter som lommetyv i en børnebande. Og nu Marcus - eller Mikael, som vi også kommer til at kende ham som.

I 1407 er Marcus syv år gammel, da han lever et trygt liv bag slottets mure i en lille landsby. Bevares - det er ikke Versailles! Det var den middelalder, hvor der var et utal af vassaler, som styrede et mindre område og underlagde sig en overordnet fyrste - men de var den lokale magt, og indbyggerne var livegne, som ikke kunne rejse derfra, gifte sig eller foretage sig noget som helst uden dennes accept.

Marcus fars slot angribes af banditten Agomar, som er håndlanger for Ojsternig, som vil være fyrste.
Hele familien slagtes foran øjnene på ham, men han leger gemmeleg med sin guvernante, og dermed reddes han. En lille pige fra landsbyen, Eloisa, redder ham ud af det brændede slot, og i månedsvis gemmer hende og hendes mor, Agnete, det skræmte barn i et lille kælderrum.

Det er unægteligt et stort skifte. Marcus omdøbes til Mikael, og skal nu være livegen - de skal hærde ham, så han glemmer alt om sin fortid, som kun tre mennesker kender til. Han kan selvfølgelig ikke følge med de andre i det daglige arbejde; knap nok med pigerne. Men stille og roligt udvikler han sig; ikke mindst mentalt, da han konstant stiller spørgsmålstegn ved retfærdigheden i det hele.

Han er ikke bange for Ojsternig, som til gengæld pirres af knægtens frygtløshed. Han ser, at der ingen angst er i drengen - men derimod et ubeskriveligt had, som han er for dum til at undersøge nærmere.
Han sætter ham til at skovle afføring på slottet; han ydmyger ham gang på gang - men han knækker ham aldrig/ Og Mikael venter kun på at vokse og tage sin hævn.

Der er rigtig mange slåskampe undervejs! Jeg har aldrig været fan af langtrukne beskrivelser af den slags, og det er jeg heller ikke nødvendigvis her. Men der er stadig den enorme forskel med eksempelvis Outlander-bøgerne, hvor det har kappet helt over, at det giver os et mere fuldstændigt billede af personerne.

Di Fulvio skaber personer med så stor dybde og relief, at jeg kan se og høre dem for mig.
Det gælder såvel hovedpersoner som bipersoner, og man elsker eller hader dem alle.

Der er selvfølgelig også kærlighed iblandet; og nu med det tvist, at han jo er en rigtig prins... men det ender alligevel ikke som et eventyr. Det er i sandched en historie om at komme overens med, hvem man er og hvilke værdier man har.

Nogle franske kritikere har sammenlignet netop denne af hans romaner med Game of Thrones, som jo er vældig populær. Jeg har aldrig set den serie, men hvis man er fan er det muligvis også interessant at læse Di Fulvio. Jeg gør det primært fordi han er en eminent historisk historiefortæller - og jeg glæder mig allerede til den næste roman, som kommer til at foregå mellem Sicilien og Buenos Aires i begyndelsen af 1900-tallet.

Sunday, June 9, 2019

The Burning Chambers - Kate Mosse



























  • Engelsk
  • 4.-9. juni
  • 608 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne blev løsningen på mit sidste dilemma i Prags lufthavn med tjekkiske kroner i overskud; pengene skulle passe og der var ikke mange andre muligheder. Så med historien om tatovøren og denne havde jeg præcis 1 tjekkisk krone tilbage. 

Men så havde jeg jo købt en bog jeg intet anede om! Det er snart fire år siden jeg læste den sidste roman af Mosse; og det var let og underholdende flylæsning. Inden da havde jeg læst hendes trilogi om katarerne, som af temmelig vekslende karakter. Men det skyldes nok mest, at den genre blev så utroligt populær på det tidspunkt - spring mellem fortid og nutid, og jagten på en mystisk genstand, som skal redde menneskeheden eller kan ødelægge den. Og gerne med lidt religion oveni!

Jeg blev derfor lidt ærgerlig, da jeg hurtigt opdagede, at dette var endnu en trilogi. Dette er første bind, som starter perifært i 1862 for derefter at hoppe tilbage til 1562, da Frankrig er midt i religionskrigene.

Det foregår stadig i Carcassonne og Toulouse; det er et område Mosse er meget begejstret for. Vi følger den protestantiske Piet - eller huguenotten, som de jo blev kaldt i Frankrig, som er med i den protestantiske hær. Hans barndomsven Vidal er nu katolsk præst, og de to er ikke just på talefod.

Så er der den unge Minou - Marguerite - som bor med sin far og to søskende efter moderens død. Hun får en dag et mystisk brev med en kryptisk besked; men byen kastes ud i kampe mellem de to fraktioner, og hun glemmer alt om det. Men der er en mystisk kvinde - hvis tanker findes som mystiske indlæg imellem handlingen. Hun er Vidals elskerinde, og slotsfrue - og tilsyneladende ret opsat på at udrydde Minou.

Det bliver en kamp om både religion på et mere overordnet plan, da man følger den franske historie med den svage konge Charles IX, som styres af sin mor Catherine de Medici. Men også den lokale historie i Languedoc-området, og de forskellige familiers kamp. Der er kidnapning og kærdlig, mord og mystik - og en happy ending!

Jeg synes dog ikke, at karaktererne var dybe nok; en enkelt biperson trådte godt frem - men hovedpersonerne kunne jeg slet ikke se for mig som mennesker. Og så var der en uendelig lang passage mod slutningen, hvor alle tråde skal udredes - men det kan altså gøres nemmere og hurtigere; og uden helt så meget melodrama.

Epilogen foregår ti år senere; i 1572, hvor de to hovedpersoner har fået hinanden - og et barn. Nu er de på vej til Paris til bryllup for Henri IV og kongens søster.... og så er det jo nemt at forestille sig, hvad andet bind skal handle om. Bartolomæus-natten i august 1572, hvor alle hovedstadens protestanter blev myrdet.

Hvor tredje bind skal føre os hen, er svært at vide - men det bliver jo tidligst i 2021. Deraf min irritation - for jeg orker ikke flere serier, hvor jeg skal vente i årevis på at kunne komme til vejs ende.

Monday, June 3, 2019

Tatovøren fra Auschwitz - Heather Morris



























  • Engelsk
  • 2.-3. juni
  • 320 sider
  • Originaltitel: The tattooist of Auschwitz

Forleden dag stod jeg i lufthavnen i Prag med et mindre beløb i tjekkiske kroner, som jeg nok ikke får brig for nogensinde igen. Så er bøger altid en oplagt mulighed - men det skulle jo passe med mit budget! Denne havde jeg tidligere set perifært uden at vide meget mere om historien; men den passede sammen med en anden roman perfekt til mit budget. Desuden var det en passende læsning umiddelbart efter at have besøgt Prags jødiske museer - deriblandt Pinkas-synagogen, hvor navnene på de næsten 80.000 tjekkiske jøder er graveret på væggene; en rystende og knugende oplevelse.

Det viste sig at være en roman bygget over en sandfærdig historie om det jødiske par Lale og Gita. De er begge fra Slovakiet, og ender i foråret 1942 i den frygtede lejr. Lale er frivilligt rejst, da hver familie skulle sende et medlem over 18 år i arbejdslejr - det hed det jo; og lidet anede han, at hans fine tøj, bøger og penge ville blive frataget ham så snart han steg af toget.

Han bliver sat til det hårde arbejde, men efter en alvorlig sygdomsperiode, reddes han af en medfange, som skaffer ham job som tatovør. Det er et job med privilegier som eget værelse og mere mad - men også med frygten for represalier - ikke alle så mildt på de jøder, som således gik nazisternes ærinde. Lale lærer hurtigt at tatovere det foragtede nummer på de nyankomnes arme uden at se dem i øjnene - det er hans måde at distancere sig på; og muligvis også skjule sig selv.

En dag ser han dog den unge Gita, og det er kærlighed ved første blik. Men hvordan kurtiserer man under de vilkår? Lale får et system sat op, hvor han får penge og smykker af pigerne, som tømmer de nyankomnes tøj for skjulte skatte. Dem giver han til nogle lokale dagarbejdere, som uden for lejren kan skaffe mad til ham. Han deler maden ud i minimale portioner til de mest trængende - og selvfølgelig lidt til hans elskede.

Historien fortæller om de tre år i lejren, hvor de bygger deres forhold op gennem flygtige møder og gensidig støtte - og med hjælp fra kapoer og også SS-officerer. 

Men det er også historien om det Lale ser; om sigøjnere, der udryddes i flok. Afstrafninger og Mengeles menneskeforsøg. SS-officerernes voldtægter af de kønneste piger. Ydmygelser og umenneskelighed.

Lale selv kommer også i uføre, men reddes - en situation, der i årevis plager ham. Han er bange for at blive stemplet som kollaboratør; men i bund og grund var han blot en overlever. Der var nogle, der foretrak at dø. Der var nogle, som valgte at udstå det værste med stoltheden i behold. Og endelig var der nogle, som valgte at finde en måde at forbedre deres chancer for overlevelse. Ingen af disse er i mine øjne bedre mennesker end andre, for vi kan slet ikke forstå den situation de stod i.

Efter krigen finder Lale og Gita hinanden, bliver gift og får en søn. De udvandrer til Australien, og frst da Gita dør i 2003, beslutter han sig for at fortælle sin historie. 
Morris har romantiseret denne historie; og der er uvægerligt fakta, som ikke er korrekte. Der er skrevet en del om de kontroverser, blandt andet i denne analyse fra Auschwitz-museet, som ikke mindst frygter, at læsere vil forstå Holocaust alene ud fra denne romantiserede version. Det synes jeg jo er lidt at undervurdere folk; og jeg er da ganske klar over, at der er mange lag og mange versioner i den historie - det samme kan siges om Primo Levis absolutte mesterværk, som heller ikke nævner gaskamrene. Er det så også vildledende? Det er en barsk, smuk og utrolig historie, som flere gange bragte tårerne frem.

Bogen er desuden komplementeret med et efterord af deres søn, fotos fra livet efter krigen og en fortælling om forfatterens historie til Lales fødeby. Man skal ikke læse den som den endegyldige sandhed; for den bog kan ikke skrives af nogen - men som et indblik i bare et par af de skæbner krigen skabte.