Les femmes cathares - Anne Brenon

• Fransk
• 29.-31. juli
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette var en bog, jeg havde glædet mig til at læse og som viste sig at være en enorm skuffelse.

Katharernes liv og historie er fascinerende; jeg har læst flere bøger om emnet - både de overdrevent romantiske fiktioner som af Kate Mosse; men også romaner af den franske forfatter Henri Gougaud, som er fra Carcassonne, og har skrevet en del romaner om emnet.

Anne Brenon er historiker - akademiker; og har specialiseret sig i emnet katharerne. 

Hun har været ansvarlig det franske nationale center for studier i katharernes historie; og behersker selvfølgelig emnet på et helt anderledes akademisk niveau.

Men hun beslutter sig så for at skrive en bog - roman - om kvinderne hos katharerne. Det er ikke en roman, for hun baserer sin bog på reelle personer, hvor man har overleveringer om deres skæbner. Men hun er samtidig midt i en indre dialog med sig selv, som nedskrives - en diskussion om, hvorvidt det ene eller det andet er relevant - og hvorfor. Det bliver til en form for disputats, og det er temmelig forstyrrende for læseren.

Jeg har intet imod at læse faglitteratur om emner, der virkelig passionerer mig. Men så skal det være reel faglitteratur. Og når det er skønlitteratur, så skal man holde sig til den stil. For Brenon forsøger krampagtigt at få det til at blive en fantastisk historie om kvindernes rolle i denne religion; men det virker desværre på ingen mulig måde.

Emnet er virkelig spændende; men formen fulgte ikke med.

L'affaire des coupeurs de têtes - Moussa Konaté

• Fransk
• 27.-28. juli
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den sidste krimi fra den maliske forfatter Konaté, som var bag makkerparret Habib og Sosso. Mange krimiserier har sådan et par - det er enten bood cop/bad cop eller den ældre vise, der oplærer den unge lidt klodsede. Hos Konaté er der så stammevittighederne, da den ene er Bambara og den anden Malinké.

Det er jo svært at vurdere som helt fremmed for det lands kultur; men alle de små stikpiller virker ret tilforladelige for de implicerede. Men de går til hinanden!

Denne gang foregår handlingen i Kita, som er en mellemstor by helt ovre i det vestlige hjørne af Mali, som har sådan en interessant geografisk form synes jeg.

En bølge af mord vælter ind over byen; hver gang er det tiggere, der findes myrdede - uden hoveder. De sidder foroverbøjede med en turban på hovedet - indtil man opdager, at der ikke er noget hoved under. Da den tredje er fundet hovedløs, og den lokale kommissær er helt på bar bund, sender de bud efter Habib, som kommer fra Bamako. Men Habib er selv fra Kita, så at tage hjem igen er ikke så nemt. Han skal forklare til hele familien - som jo er en større klan - at han bor på hotellet.

Han skal få bugt med de lokale overbevisninger, som alle mener, at det er guderne, der er sure på byen. Man har set ånden gå op af bjerget i en flammerød dragt; og det er aldrig et godt tegn for fremtiden.

Derfor bruger Habib den unge Sosso til at agere hans mand ude omkring, mens han sidder på hotellet og eftersøger.

Det er endnu en krimi, som udkom efter Konatés død i 2013, og ligesom den forrige virker den til tider lidt upoleret. Plottet fungerer fint nok; men der er lidt ujævnheder i formen.

Det er synd, at de to sidste udkom på denne måde, da hans første krimier var rene perler - men desværre døde han jo alt for ung. En skam for afrikansk litteratur! 

Les déracinés - Catherine Bardon

• Fransk
• 21.-26. juli
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange falder man tilfældigt over en bog, som man satser helt ubegrundet på; man bestiller den på nettet på baggrund af et omslag og en omtale - og så sidder man nogle dage senere, og tårerne triller og man er en intens oplevelse rigere. I dette tilfælde også en hel del viden rigere!

Bogen er en roman; det er fiktion - men indledningsvis nævner forfatteren en samtale med en Kurt Luis Hess, som hun havde mødt i den Dominikanske Republik. Denne mand var heldig; han undslap Holocaust og levede i mange år under palmernes skygge inden han døde i en yderst respektabel alder af 101 år. Men hvor lykkeligt et liv under palmetræerne end kan lyde, så havde Kurt Hess sagt farvel til sit fædreland for aldrig nogen sinde at vende tilbage.

Romanens hovedpersoner er baseret på de skæbner, som startede deres liv forfra i den Dominikanske Republik under 2. Verdenskrig.

Wilhelm er født i Wien i 1911 som søn af en bogtrykker, og fra en ikke særligt velstående familie. De er jøder, men ikke ortodokse. Almah er af en yderst rig jødisk familie; hun er enebarn og alle regner med, at hun skal giftes med vennen af familien, som kommer fra samme baggrund.

Wilhelm vil ikke følge i faderens fodspor, men i stedet være journalist - og det er i den sammenhæng, at han møder Almah i starten af 1930'erne. Der er Wien stadig et kulturelt knudepunkt, hvor man ikke bekymrer sig om religion. Byen summer af koncerter; Klimt maler sine smukke portrætter - og ofte af jødiske overklassedamer, som beskrevet i Kvinden i guld. I Tyskland begynder Hitler at få politisk fremgang, og selvom det bekymrer jøderne i Wien, er det stadig langt væk. Det er jo et andet land, og de har en regering, som beskytter dets befolkning.

Som tiden går, bliver det jo som bekendt mere bekymrende, og som Wilhelm og Almah bliver gift, begynder de også at overveje muligheden for at forlade Østrig. Først rejser Wilhelms søster og svoger dog; men forældrene mener stadig ikke de er i fare grundet deres alder. 

Til sidst er situationen dog uholdbar; og det bliver helt tragisk, da Almahs forældre begår selvmord.

Wilhelm og Almah håber på et visum til Amerika; ikke mindst da de jo har familie der. Men det internationale samfund begynder at lukke grænserne; USA holder fast i deres kvota, og nu begynder Schweiz at lukke ned. Til gengæld er der andre lande, som tilbyder indrejse - flere sydamerikanske lande og fx den Dominikanske Republik.

Det er et historisk kapitel, jeg var fuldstændig uvidende om. Jeg har endog været to gange i den Dominikanske Republik; men aldrig i de fjerne områder, hvor man sendte de eksilerede jøder hen.

Men der havner de altså - efter lange ventetider i flygtningelejre; efter at have forsøgt sig på Ellis Island og til sidst se sig afvist og sat på et skib til Santo Domingo. På den tid var Trujillo enevældig diktator på øen; men han var interesseret i arbejdskraften, og sammen med den nystiftede organisation DORSA oprettede man en form for mini-kibbutz i området ved Sosua nord på øen.

Mange af de eksilerede var dog ikke landmænd; tværtimod var det fote højtuddannede intellektuelle fra Wien - eller andre østeuropæiske lande. De befandt sig pludselig i en situation, hvor de nærmest fungerede som prøvekaniner for den fremtidige israelske stat. Kibbutz-forsøget var en forløber for dem, der senere skulle blive oprette i Israel.

Så det er et nyt liv i en ny politisk kontekst; uden mulighed for at rejse, hvis det ikke passer en - og samtidig isoleret fra familien i Europa. Nogle faldt til - mens andre blot ventede på, at krigen ophørte for at returnere til Østrig, rejse til USA eller endog til Isarael efter 1948.

Romanen fortælles både i første og tredje person; Wilhelm fortæller om livet i troperne; om vanskelighederne ved ideologien - men også de praktiske problemer; livet i kibbutz og i et diktatur - de var jo flygtet fra en anden politisk uhyrlighed.

Og så er det historien om Wilhelm og Almah; deres børn og deres omgangskreds. En historie om, hvordan sådanne skæbner kan udvikle sig. Det var til tider barsk hjerteskærende læsning - selvom det jo er fiktion. Men fiktion, der krævede lommetørklæder! Man forbløffes til stadighed over, hvor passivt verdenssamfundet forblev i de år. Det var jo som om ingen reelt så faren ved Hitler. Og så var det for sent...

Familien Scortas sol - Laurent Gaudé

• Fransk
• 18.-20. juli
• 288 sider
• Originaltitel: Le soleil des Scorta

Jeg har i et stykke tid tænkt på denne roman, som jeg læste omkring 2006, da den udkom i lille format. Jeg er ret begejstret for Gaudés poesi; men der er langt mellem romanerne, som tilmed altid er ret små. Desuden forbruger jeg jo så mange ord, at det må være passende at genlæse nogle af de gamle i hylderne - og denne står stadig for mig som et lille mesterværk. Det var endog en roman, som han modtog Goncourt-prisen for.

Gaudé har et særligt forhold til Italien; landet og kulturen optræder tit i hans historier perifært eller centralt som i hans napolitanske version af Dantes Inferno. Men nok aldrig mere end her, hvor han skriver en kærlighedserklæring til sin hustrus hjemland - det tørre, barske Apulien helt nede i enden af landet.

I 1875 kommer en løsladt forbryder til byen på sit æsel. Det er middagstid, og alle sover. Han ved, at han har en stakket frist - men inden han dør vil han elske med den kvinde, der i sin tid fik han i fængsel. Da det er gjort vil han forlade byen; men han ved, at de vil dræbe ham inden han når bygrænsen. Desværre blander præsten sig, og vil give ham den sidste nadver efter, at mændene har stenet ham. Det holder ham i live lige de minutter for længe, hvor han opdager, at kvinden i sengen var en anden. 

Han har dog formået at gøre hende gravid; men moren dør ikke lang tid efter, og landsbyboerne forventer, at præsten skal dræbe barnet født af synd og voldtægt. Præsterne i bogen er markante og vigtige skikkelser. Livet i landsbyen drejer sig om kirkens gang - men landsbyboerne finder sig heller ikke i alt fra præstens side. Det får mere end én præst aføle - og til tider må de så leve uden præst i flere år.

For det er en lille afsondret landsby; oppe i bjergene og ned over havet. Som man kan se for sig, når Gaudé beskriver den lille plads, hvor byens beboere mødes. Hvor de gamle sidder på en stol foran deres forretning, som nu styres af næste generation. Et sted, hvor tingene foregår på samme måde. Altid. Indtil det barn laver om på det hele.

Han bliver en bandit. Pirat. Mafioso. Og alt andet. Og han får tre børn, som han intet efterlader da han dør i 1928 - en om muligt endnu mere fattig periode i Italiens historie. Så de tre unge rejser mod Amerika. Og de vender hjem ti måneder senere, og vil integrere sig i den landsby, som frygtede og hadede deres far.

Men kom de afsted? Og hvorfor kom de så hjem? Kan man overhovedet forlade det sted eller er det deres skæbne at blive i landsbyen? De kan blive forsonet med naboerne; men kan man slå en handel af med skæbnen og nu bare leve lykkeligt?

Sproget er poetisk og pompøst; det er i mine øjne måske den bedste Gaudé-roman, som tager hele essensen af hans forfatterskab i duftene, sproget, landskabet, livet.... de store følelser liv spom det tit er med Gaudé.

Lettres noires - Alain Mabanckou

• Fransk
• 17. juli
• 96 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg trængte til noget helt andet efter tre uger i selskab med Archers krønike; og da det også er en måned siden, jeg har læst på fransk, så savner jeg også det. Det er trods alt det sprog, jeg er mest hjemme i at læse.

Mabanckou er helt oppe i toppen af mine yndlinge, selvom han ikke længere er så produktiv som han var i 00'erne. Det er der jo en grund til; for han bruger mere og mere af sin tid på at undervise i fransksproget litteratur. Det er et emne, han også behandlede i en bog i 2016, hvor han analyserede fransksproget litteratur verden over.

Men det ville nu ikke gøre noget, hvis han lige kunne skrive et par romaner mere! Jeg mangler også stadig hans debutroman; men den er fra 1998 og nærmest umulig at opdrive i dag - i hvert fald på distance.

I 2016 blev Mabanckou inviteret til et år som gæsteunderviser i Collège de France; en fornem institution, som blev oprettet af François I i 1530. Det er den absolutte elite, der studerer der - selvom det er gratis. Der er permanente pladser, hvortil man vælges "for livstid" - og så er der gæsteoptrædende, som kan excellere i deres speciale. Det var det Mabanckou gjorde i perioden 2016-17.

Ved indtræden i Collège de France forventes det, at man holder en tale. Denne tale har nærmest form af en afhandling og der er store forventninger til præstationerne på talerstolen. Mange af disse taler udgives efterfølgende, da det jo nærmest er små doktorafhandlinger, og må tage talerne umådelig tid at forberede.

Mabanckous tale i marts 2016 gav genlyd i Frankrig; han talte om Lettres noires - eller sorte bogstaver. Det er hans hjertebarn - den afrikanske litteratur (fransksproget eller ej). Men i talen her starter han med en gennemgang af Afrika i litteraturen, da man først beskrev kontinentet. Det vil sige skrevet af den hvide mand og med hans syn. Det kommer jo uvægerligt omkring Conrad - men også Céline; begge barske romaner uanset indfalds- og synsvinkel.

Derfra bevæger han sig frem mod négritude-bevægelsen i 1930'erne og frem til den moderne afrikanske litteratur. Disse taler skal ses som en form for smagsprøve på, hvad kandidaten senere vil undervise i - og her kan man kun ærgre sig over ikke at kunne sætte sig på skolebænken senere.

Her var en mand (Clifton-krøniken VII) - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 14.-16. juli
• 528 sider
• Originaltitel: This Was A Man

Jeg fortsatte straks søndag aften med sidste bind i Archers lange familiekrønike; og så var der lige knap firehundrede sider til transport og aftenhygge i to dage. 

Sidste bind i krøniken løber fra starten af 1980'erne til 1992, og følger stadig både Barrington- og Clifton-familien. Archer har en del uforløste historier, der skal nå at afsluttes - og samtidig bruger han til tider side op og ned i blandt andet en detaljeret teknisk beskrivelse af en cricket-kamp, som næppe giver mening for mange ikke-britiske læsere?

Til gengæld afslutter han på kun ganske få sider sygdommen og døden af en af krønikens mest prominente protagonister; et underligt valg i mine øjne!

Selvsagt starter der ikke mange nye intriger; der er lidt småballade hist og her - men i det store og hele falder de alle til ro, og de gamle dæmoner er borte. Og især fjenderne - der er et sidste kapløb mod rigdom fra Lady Virginias side, og så en del politik. Vi er nu i Thatcher-æraen - og sidst i 1980'erne falder muren, og Giles og hans østtyske hustru tager tilbage for at danse på muren. En ikke helt troværdig scene deres alder taget i betragtning.

Harry kommer endelig videre, og skal skrive sin store roman; i den forbindelse er der nogle morsomme passager, hvor han filosoferer over de dumme fodfejl forfattere kan begå, når research og korrektur ikke er i orden. Lidt pudsigt når man tænker på de graverende fejl han selv begik i sjette bind.

Det har taget mig lige knap tre uger at læse hele serien; og det har absolut været en fordel at have dem alle. Jeg tror ikke, at jeg ville have været lige så entusiastisk, hvis jeg havde læst dem ved udgivelse - fra 2011 til 2016! Det ville nok være gået som med Guillous krønike, som jeg opgav da der gik for langt mellem bindene.

Det er svært at skrive en krønike, og holde læseren til ilden - og gøre dem til trofaste købere. I dette tilfælde vil jeg ikke mene, at det er relevant at starte midt i serien.

I min optik er der nogle basale grundregler for succes for sådan et projekt:

• Tiden... forfatteren skal sørge for at have en solid tidstabel. Såvel i forhold til, hvor gamle hans protagonister er i hvert stadie af krøniken. At de ikke lige pludselig bliver for unge eller for gamle. Det gik faktisk fint for Archer lige til sidste bind, hvor Harry udtaler, at han bliver 70 år om et år - men da han er født i 1920 og vi er i 1986 er det jo umuligt.
• Udviklingen... personer såvel som handling skal udvikle sig i en samtidig kontinuerligt forandrende verden. Sprogligt, kulturelt, socialt og historisk sker der jo mange ting, hvis man skal dækker knap 70 års historie. Det klarer Archer fint ved hist og her at referere til en historisk begivenhed, en sang, en rioman eller hændelse - altså bortset fra svipserne i sjette bind. Men det kræver en rigid oversigt over, hvor hver enkelt person er i deres livslinie.
• Handlingen... der skal ske noget, hvis man skal skrive syv bind. Det gør der på en virkelig vellykket måde i de første par bind. De tre første bind var markant forskellige i deres beskrivelse af Harrys og Giles' barndom og ungdom og krigen. Fjerde og femte bind drukner i detaljerede beskrivelser, og handlingen rykker slet ikke nok fremad. Det er money milking-bindene! Og endelig kommer han tilbage til et mere forsonligt forhold til sine personnager i sjette bind, og genvinder endelig en form for interesse for at uddybe deres personligheder i syvende bind. Men overordnet manglede jeg stadig noget mere personlig dybde i relationerne; der hæmmes Archer af sin fortid som spændingsforfatter.

Det er perfekt sommer-fly-strand-læsning - men sørg dog for at have alle bind indenfor rækkevidde inden du starter!

Men der kommer en time (Clifton-krøniken VI)

• Engelsk
• 12.-14. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Cometh the Hour

Jeg var ikke særlig glad for femte bind i Archers familiekrønike; men nu havde jeg jo de to sidste stående - og nysgerrrig er man jo om ikke andet. Sjette og næstsidste bind er da også noget mere interessant - der er færre bestyrelsesmøder, valgkampe og aktiekurser. Og lidt mere humanitet!

Præcis som alle de andre bind starter det lige, hvor vi slap personerne sidst - nemlig i injuriesagen mod Lady Virginia, hvor Emma Clifton sidder på anklagebænken. Det ser meget skidt ud - men som altid sejrer de gode, og vi bliver af med en af de onde.

Da dette forsøg på at komme familien til ivs mislykkes, satser 'de onde' nu på at få skovlen under bankens store investor, Hakim Bishara - og så er vi tilbage i retssalen. Men midt i alt dette fremstår Harry og Emmas søn, Sebastian, pludselig som en lidt mere fuldstøbt person, da han forelsker sig i en indisk pige. Det passer ikke hendes forældre; og det eskalerer hurtigt - for Sebastian er jo ikke sine forældres barn for ingenting.

Harry kæmper stadig for sin russiske forfatterven, der sidder i en sibirisk arbejdslejr. Han kender også sandheden om Giles Barringtons østtyske hustru - og muligvis er det hende, der har en finger med i spillet, da Babakov tildeles Nobels litteraturpris. Men denne del går desværre virkelig skævt for Archer; jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan research i den grad kan mislykkes?

Der var allerede et lille fortilfælde med en dansk kvinde, der skulle hedde Kristina Bergström? I Noble-komiteen er der så en svensk herre ved navn Hans Christiansen? Eller måske de to nationaliteter skulle have være byttet rundt?

Nå, men Babakov vinder - vi er nu i 1978; så det minder jo unægteligt om Solsjenitsyn, som vandt  prisen i 1970 efter at have været statsløs i 16 år. Dernæst får Emma og Harry et personligt opkald fra den svenske konge, som inviterer dem til at bo på slottet. Det finder jeg desværre ret urealistisk - ligesom den noget afslappede protokol næppe ville være foregået ved et hof. Som da Emma og Harry er på deres værelse (på slottet), og får at vide, at kongen venter på dem nede ved bilen. Det er fuldstændigt utænkeligt.

Men det absolut værste er vel, da kortegen sætter af mod Nobel-overrækkelsen. Først en bil med kongen og dronningen; dernæst en bil med Prins Philip og de to prinsesser.

Den lader vi lige stå et sekund ......

Prins Philip må antages at være Carl Philip; som jo i øvrigt ikke er den ældste, ikke tronfølger - og nok vigtigst af alt slet ikke født! Nobel-overrækkelsen er altid i Stockholm den 10. december - og eftersom vi er i 1978, er Kronprinsesse Victoria kanp 17 måneder gammel, og dronningen var gravid med prinsen. Den sidste prinsesse skulle først komme 4 år senere. Men selv Victoria var næppe med som spædbarn. Det er en så eklatant brøler, at man ikke fatter det.

Men derudover må jeg sige, at dette bind var noget mere energisk - som sgat var femte bind udelukkende proppet ind i serien for at tjene lette penge. Nu slutter vi til gengæld i 1978, og der skal pludselig samles en del tråde i det sidste bind vil jeg mene.

Mægtigere end sværdet (Clifton-krøniken V) - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 9.-11. juli
• 512 sider
• Originaltitel: Mightier than the Sword

Det går hurtigere og hurtigere for mig - og langsommere og langsommere for Archer og hans to familier!

I femte bind af krøniken er vi nået til 1965; den starter ombord på Barrington-rederiets skib, som under sin jomfrurejse er forsøgt bombet af IRA. Men hvem står bag? Hvem har betalt for denne operation?

Hævntørsten er absolut ikke blevet mindre; og det fylder efterhånden ret meget synes jeg. Vi følger de to familier i perioden 1965-70, hvor den kolde krig er i fuld flor. Men vi mister lidt grebet med personerne i familien; således nævnes det som en bibemærkning, at Giles Barrington og hans kone har mistet deres 3-årige søn. Uden yderligere forklaring! Ligeledes er Harrys mor, Maisie, som spillede en markant rolle i de første par bind nu helt ude af billedet. Man ved reelt set ikke om hun stadig lever. Det synes jeg er lidt synd.

For til gengæld er der stadig uendeligt meget politik; det havde ikke været nødvendigt med en så detaljeret gennemgang af valgprocedurer, som blot er en gentagelse fra tidligere bind.

Jeg synes desværre Archer virkelig er faldet i money milking-fælden nu, og trækker tingene lidt for meget i langdrag for at udnytte de gode salgstal.

Det drejer sig om aktier, spekulationer i køb og salg for at ødelægge firmaer og bestyrelser. Der er en injuriesag med den notoriske Lady Virginia - men endelig kommer vi da af med en af de absolutte ærkefjender i hele dette spil. Og så er der bihistorien om Harry, som bliver valgt til præsident for forfatterforeningen, og tager som mærkesag at forsvare en russisk forfatter, som sidder fængslet i Siberien.

Harry skriver selv krimier; og i et tidligere bind har man set små uddrag af dem - det vidner ikke om stor litteratur. Derfor kan det undre, at han vælges til en sådan post - og ydermere, at han selv drømmer om en Nobelpris i litteratur! Det er meget utroværdigt desværre; men selvfølgelig passer hans krimigen til kampen for russeren - som dog ikke ender særligt godt for Harry.

Men der er jo to bind endnu - så man kan jo nok regne ud, at han ikke dør lige med det samme... der skal vist et par rutchebaneintriger til endnu!

Jeg må indrømme, at dette bind var langtrukkent at komme igennem. For meget intrige, gentagelser og intetsigende personer.

Pas på, hvad du ønsker dig (Clifton-krøniken IV) - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 7.-8. juli
• 480 sider
• Originaltitel: Be Careful What You Wish For

Nu går det hurtigt! Jeg var færdig med tredje bind lørdag aften, hvor det endte med en alvorlig trafikulykke, og læseren ved ikke om det Sebastian Clifton eller mafiabossen Don Pedros søn, der er dræbt. Så jeg fortsatte fluks med fjerde bind - og det gik søndagen så med. Havde jeg ikke haft en 7 timers udflugt på programmet også, havde den været færdiglæst søndag aften - men det blev for sent!

Det viser sig at være Sebastian, der vågner op. Det passer jo bedre til historien om Clifton-familien; men Archer har også tendens til at aflive de meget sympatiske bedste venner til vores primære protagonister. Det skete for Giles' soldaterkammerat, for Harrys fængsels- og soldaterkammerat - og nu for næste generation af familien, som også har den der bedste ven i livet.

Uheldigt er det dog, at Don Pedro først fik fortalt, at det var Sebastian - målet for hans hævnakt - og nu er han rigtigt på krigsstien! Det bliver en kamp, der udspilles i bestyrelseslokaler, hvor han får stråmænd til at agere bad cop på hans vegne. Han bruger sin formue af forfalskede pundsedler til at handle på børsen, og spekulere i Barrington-rederiets forfald.

Samtidig er Giles ved at opbygge sin politiske karriere; det er en spændende tid fra 1957-64, hvor England skal beslutte om de vil i EEC (det EU de nu så gerne vil ud af). Det er også perioden, hvor irske IRA er særdeles aktiv - og nu har de i historien her jo adgang til Don Pedros finansiering. Det skal primært gå ud på at sabotere bygningen af Barrington-rederiets store nye krydstogtsskib Buckingham.

Jeg synes man mærker en forskel, som nok vil gøre sig gældende serien ud. Archer har tidligere skrevet en del spændingsromaner, og det er ovre i den genre vi er nu. Det har hele tiden været ret så hektisk; men det var på et mindre voldeligt plan og med langt større dybde i personerne. Nu er galleriet på plads, og introduktionen af nye bipersoner - som Don Pedro - er primært for at tilføje en konflikt og spændingshistorie. 

Det ændrer historiens karakter desværre; og selvom jeg stadig læste den hurtigt, var det måske også netop af samme grund - der gik lidt for meget detektivroman i det, der tidligere var en familiekrønike med facetterede menneskelige relationer. Så fyldte hele aktiespekulationen også en hel del mere end nødvendigt var. og man begynder at fornemme en vis modvilje mod at ende sagaen. Det lugter mere af money milking nu. Desværre!

En velbevaret hemmelighed (Clifton-krøniken III) - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 3.-6. juli
• 480 sider
• Originaltitel: Best Kept Secret

Det er altså dejligt at kunne lægge den ene, og fortsætte med den næste i denne serie - især med den spænding, som hver enkelt bog afsluttes med. Netop derfor er det også lidt svært at skrive en fyldestgørende anmeldelse, da der vist er mange, der læser serien nu. Det er ikke helt så sjovt, hvis hele handlingen er afsløret.

Det er stadig i et hæsblæsende tempo, at vi fortsætter lige efter 2. Verdenskrig. Harry og Giles - de to barndomsvenner - er begge retur fra krigen med hver deres psykologiske og fysiske bagage. Der er også en ny generation undervejs med den unge Sebastian Clifton, som er søn af Harry og Emma, som er Giles' søster fra Barrington-familien.

Barrington-familien ejer jo det store rederi, som styrer livet for høje og lave i Bristol; men Harry vil intet have med forretningen at gøre, og slår sig i stedet ned som forfatter efter krigen.

Men såvel Barrington- som Clifton-grenen er under luppen fra dem, der vil dem det ondt. Sebastian bliver den næste i rækken, da han kommer i klemme med en skolekammerats far. Pedro Martinez er en ægte mafioso - nok prøver han at spille respektabel overklasse ved at uddanne sønnen Bruno på de bedste skoler; men pengene stammer fra lyssky forretninger i Argentina og bruges i pomp og pragt i England.

Sebastian kommer i uføre i skolen, og pludselig er han på vej til Argentina for at løse en lille opgave for Don Pedro, som er begejstret for sin naive kurer. Men familierne bag står sammen - og samarbejder tilmed med efterretningstjenesten for at få sønnen hjem uden, at han samtidig bliver kriminel. Det sætter en kæp i hjulet for Don Pedros forretninger - og fører til endnu en spændende afslutning, hvor Sebastian og Bruno ender i en trafikulykke arrangeret af Don Pedro.

Det er højdramatisk, og på sin vis enkelt, da man ikke er i tvivl om, hvem der er de gode eller de onde. Det kunne blive trivielt, men Archer forstår at fortælle hverdagshistorierne såsom det engelske valg, eller personernes små problemer lige så godt som han parallelt kører mafiakrige og intriger - og som læser vender man side efter side.

Hver bog har et stamtræ i begyndelsen; men snedigt nok viser det familien, som den ser ud i starten af romanen - så han afslører intet. 

Faderens synder (Clifton-krøniken II) - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 28. juni - 2. juli
• 448 sider
• Originaltitel: The Sins of the Father

Første bind af Clifton-krøniken sluttede med en virkelig cliffhanger midt i en kirkevielse. 

Netop derfor var det skønt, at andet bind stod klar - og det fortsatte fuldstændigt, hvor det første slap. Det virkede blot som næste kapitel i en tykkere bog, selvom der var en snert af forklaring til læsere som først kommer ind i historien her. Jeg vil dog virkelig ikke anbefale at læse dem i anden end den kronologiske rækkefølge! Man vil komme til at mangle den forståelse for personerne, som man har fået ved at følge dem fra barnsben.

Vi er nu ved 2. Verdenskrigs udbrud, og den kommer jo unægteligt til at påvirke alle protagonisterne. Enten i aktiv handling eller blot som en sideeffekt, hvor de venter og lider.

Der er ikke mange scener fra selve krigen; men det gør intet.

Archer fortsætter til gengæld i stilen med at skifte vinkel fra del til del; der er en del flere overordnede dele i denne end i første bind, og det giver igen den samme historie set fra flere vinkler. Jeg synes det fungerer virkelig fint - og samtidig er det anderledes.

Det hjælper også til at trække spændingen, da kronologien altid lige rykkes lidt bagud for så at indhentes igen. Så man læser og læser for at komme videre.

Der er mange interessante intriger; men de er stadig troværdige. Dog synes jeg det er synd, at nogle af de virkelig interessante bipersoner forsvinder fra historien. Der er nogle exceptionelle gode karakterer imellem, som jeg gerne havde set fortsætte.

Men den primære historie handler jo om Barrington og Clifton-familierne; og igen efterlades man på sidste side midt i en sindsoprivende scene. Det mestrer han absolut!