Kvinden i guld - Anne-Marie O'Connor

• Dansk
• 15.-16. maj 
• 518 sider
• Originaltitel: The Lady in Gold

Jeg havde allerede spottet denne for nogle måneder siden i en boghandel; forsiden var jo som en magnet på en maleriaficionado som mig. Men da jeg så, at det var en oversættelse fra engelsk, fraveg jeg ikke mine principper og lod den ligge. For et par uger siden så jeg den så i et supermarked til en uhørt lav pris, og så kunne jeg ikke dy mig. Heldigvis! For pinsens kolde vejr var lige til at begrave sig i den fantastiske historie om Bloch-Bauer familien og det fantastiske Klimt-maleri.

Jeg var i Wien i august 2012, og selvfølgelig også på Belvedere-museet for at se Klimts malerier, men da havde den gyldne dame forladt landet. Men er man i Wien fornemmer man overalt den betydning Klimt har haft for byen og landets kunst. En god temmelig kontroversiel historie, som denne bog beskriver.

I starten at det tyvende århundrede var den jødiske befolkning i Wien byens elite; de var de rige, der bidrog til byens rige kulturliv, som det også beskrives i de Waals dejlige erindringer, og som minder grusomt om den skæbne, der overgik Bloch-Bauer-familien. Klimt var byens nye kunststjerne - men meningerne var ikke udelte omkring gruppen af Secessions-kunstnere, og Klimt vendte sig snarere mod byens rige kvinder, der ville have malet portrætter -og i visse tilfælde fik lidt mere 'personlig' opvartning af den kvindeglade maler. Men dem, der havde pengene til disse portrætter var jo netop de rige jødiske familier. Kvinden i guld er portrættet af Adèle Bloch-Bauer, som var gift med en mand, der var meget ældre end hende.

De fik aldrig børn, og hun døde tragisk af meningitis i 1924, da hun blot var 43 år gammel. Hendes testamente angav, at Klimt-malerierne skulle hænge på Belvedere, når hende og hendes mand ikke længere var der. Hun havde vel forestillet sig at overleve den meget ældre mand - men han levede længe; indtil nazisterne indtog byen. Og så er vi ovre i den tragiske fortælling om omfattende tyveri af kunst, som beskrives i de Waals bog nævnt ovenfor, men også i bogen om saltminerne, i historien om altertavlen fra Gent eller Rothschild-portrættet. Alle sammen historier om den kunst, som nazisterne ødelagde eller stjal og som det var stort det umuligt for familierne at få restitueret efter krigen. Enten var der ikke længere en familie eller også beholdt staterne kunstværkerne.

Bloch-Bauer-familien lider samme skæbne; nogle dør i lejre, andre i flugt og eksil - men nogle formår at komme til USA - deriblandt Adèles niece Maria, som har giftet sig Altmann.

I årtier lever de et liv langt fra den opulente luksus i førkrigstiden Wien, men de er i sikkerhed. I slutningen af 1990'erne ændrer det sig dog, da en østrigsk journalist begynder at stille spørgsmålstegn ved de malerier, der trækker turister i tusindetal til; byens museer. Malerier, der giver staten penge - men som er tyvegods.

Maria Altmann finder en ung advokat, og de ender med at stævne den østrigske stat i den amerikanske højesteret for med magt at få udleveret de malerier, der engang tilhørte familien. Denne historie fylder den sidste fjerdedel af bogen uden dog at blive tør jura. For i bund og grund handler det meget om skyld og tilgivelse. Den kollektive skyld, som gør at mange østrigere i årtier nægtede at indse deres forfædres og statens aktive rolle i nazismen. De var ikke et invaderet land - og alle har man forfædre, som måske deltog i skrækkelige handlinger. Har man så haft et valg - eller var det uundgåeligt at følge med flokken for sin egen sikkerheds skyld?

Det er bestemt ikke et ensidigt spørgsmål - og efter at have læst nu en del bøger om emnet, så ser jeg ikke malerier på et museum med samme øjne. For hvad er historien bag? Hang de engang i et rigt jødisk hjem og kunne de have hjulpet familier til at komme på fode efter krigen? Det er indlysende, at Belvedere-museet og Østrig kæmpede imod udleveringen - og da familien vandt sagen, startede en ny konflikt. Nogle mente, at de skulle doneres til museer, så de stadig kunne ses af alle - som jo reelt var hovedpersonens oprindelige ønske. Men mennesket er grisk! Så mens Kvinden i guld i dag hænger på et museum i New York, er andre af de restituerede malerier i privat eje. Og arvingerne fik en voldsom sum på mere end 300 millioner dollars - hvoraf den unge ukendte advokat fik 40% i salær.

Men det er jo stadig usmageligt, at Østrig i årtier fornægtede, at mange af disse malerier var af jødiske kvinder, de selv havde medvirket til at udslette. Det forsøgte man så at skjule ved at ændre maleriets navn til det neutrale 'Kvinden i guld' - smuk dobbeltmoral!

En fantastisk spændende bog, som er blevet filmatiseret - men hvor langt fra sandheden er man gået der? Hvis det er lige så hårrejsende som i Monuments Men - så skal jeg ikke se den!