Showing posts with label Niccolò Ammaniti. Show all posts
Showing posts with label Niccolò Ammaniti. Show all posts

Monday, March 11, 2013

La fête du siècle - Niccolò Ammaniti


























Hvis man engang imellem ser udsendelser på det italienske Rai Uno som fx Porta a Porta, så kan man ikke undlade at  bemærke overfladiskheden i denne samling brylcremeslikkede værter med Colgate-smil og en imponerende parade af peroxidblonde kvinder med silikone og botox alle mulige og umulige steder. Det er muligvis indbegrebet af Berlusconis storhedstid i Italien - som man jo som bekendt aldrig rigtig ved, om den er slut, for aftagende eller på vej til nye groteske højder.

Prøv så at tænke på de romerske saturnalia - eller gladiatorfestene; ved Saturnalia ombyttedes rollerne, så slaverne blev herskere i den tid festen varede, og der var udvalgt en konge til at parodiere det romerske samfundssystem. Eller gladiatorfesterne, hvor slaverne blev smidt for en flok glubske vilddyr i de gamle arenaer. Begge allegorier passer glimrende på Ammanitis imponerende ironiske samfundskritiske roman.

Ammaniti har tidligere skrevet socialrealistiske romaner om den italienske fattige arbejderklasse, som også er udkommet på dansk. Denne gang angriber han delvis fra den anden ende af samfundshierarkiet med sin satire over overklassen. Den nyrige byggemagnat Chiatti vil vise verden, at han er noget - at han hører med til eliten af VIP's; og han erhverver sig derfor en park i Rom, som han omdanner til en gigantisk zoo ved at opkøbe udpinte dyr fra blandt andet fallerede østeuropæiske cirkus. Det hele skal vises frem for verden ved den hidtil mest overdådige fest i Italien, hvor alt der kan krybe og gå af VIP's er inviteret.

Deriblandt den populære forfatter Fabrizio Ciba, som er i litterær tomgang, men til gengæld møder 'kvinden i sit liv' cirka hvert femte minut. Et overdimensioneret ego kombineret med en manglende selvtillid og et konstant behov for at blive bekræftet gør ham til en temmelig ulidelig personage.

En anden uindbuden gæst er Mantos - lederen af en ubetydelig satanisk sekt, som består af fire medlemmer som alle er en slags tabere. Mantos - alias Saverio - er under tøflen både derhjemme og på jobbet i svigerfaderens møbelforretning. Så han planlægger den ultimative happening, der skal gøre ham berømt som satanist - og helst skal indeholde en ofring af en jomfru og andre symbolske handlinger. Men både ham og hans akolytter er dømt til at mislykkes i deres klodsethed og mangel på situationsfornemmelse. De kan ikke engang blive enige om de skal begå selvmord eller ej - der er langt til de Røde Brigader!

Festen er henlagt til Chiattis private park, og højdepunktet er de tre jagter på ræve, løver og tigre, som skal henrykke de kræsne gæster. Men det hele udvikler sig til en grotesk satire, hvor gæsterne bliver ofre for dyrene og de russiske afhoppere, der har levet i parkens underjordiske grotter i halvtreds år. Rollerne ombyttes som ved de gamle saturnalia og gladiatorkampene; da det pludselig er det sociale flødeskum som bliver som jagede dyr i den lukkede og mørklagte park, hvor dyr og halvvilde har taget magten.

De er alle personer, som er vant til at blive feteret og beundret, og pludselig befinder de sig alle i en grotesk parodi på Berlusconi-periodens vulgaritet og forfængelighed. Der er både stof til eftertanke og scener så groteske, at man virkelig må grine af det hele samtidig med, at man genkender det hele fra det star system, som er en integreret del af det 21. århundrede - og ikke kun i Italien.

Saturday, August 27, 2011

Je n'ai pas peur - Niccolò Ammaniti

























Ligesom den første roman jeg læste af Ammaniti, er der tale om en poetisk thriller. En bog, der umiddelbart fremstår som en 'normal' fortælling, men som udvikler sig til gru. En bog, der omhandler de fattigste områder og de laveste sociale lag i støvlelandet. Og en bog, som er fortalt ud fra barnets perspektiv.

Michele er ni år gammel, og lever med sin familie i en 'landsby', som består af fem huse. De fire identiske huse ligger to og to overfor hinanden, og så er der et patricierhus, hvor den lidt mere velstillede advokat bor. Det er ikke engang en landsby, og der er ikke andet at foretage sig end at lege med de andre børn, og underkaste sig deres hierarki. Der er ikke mulighed for at fravælge eller finde andre venner. De er prisgivet hinanden, og forældrenes armod.

Der er den ligeledes ni-årige Salvatore, den lidt ældre buttede Barbara, Micheles fem-årige lillesøster Maria, den mere anonyme Remo og ikke mindst lederen Rackam, som bestemmer, hvad straffen er, når man taber i deres lege.

Micheles far er lastvognschauffør og er væk i lange perioder, hvor han kører oppe nordpå, og moderen er ved at bukke under af savn, pligter og ensomhed i fattigdommen. Indtil han vender tilbage for at blive, og lover dem, at tingen vil ændre sig.

Under en leg overgiver Michele sig overfor en total ydmygelse af Barbara, og tager straffen. Og her opdager han et hul, hvor en skræmt og stum nøgen dreng gemmer sig. Endelig har han noget, som Rackam ikke har - og han fortæller ingen sin hemmelighed. Men han vender tilbage, og snakker med drengen og giver ham vand - mens den tilbagevendte far undrer sig over hans lange ensomme eskapader.

Stemningen i denne overophedede sensommer koger; og de voksne skriger og skændes - indtil Michele overrasker dem i en diskussion og ser i fjernsynet, at den lille dreng, Filippo, er kidnappet og eftersøgt i hele landet. Han opdager samtidig sin fars og alle de andre voksnes indblanding i affæren. Den lille by huser en flok voksne med miniambitioner om at gå Den Røde Brigade i benene - kidnapning af rige industrifolks børn mod en løsesum.

For Michele bliver disse varme sommerdage opdagelsen af en voksenverden, hvor han skal tage stilling til sine egne handlinger i forhold til faderens autoritet. Han lærer om venners troskab og svigt, da han beslutter at dele hemmeligheden.

Det er denne force i Ammmanitis bøger, der er enestående. Perspektivet i barneøjne, som Cristiano beskriver det i På Herrens mark, og den grusomhede de voksne udsætter børnene for uden nogen omtanke. Det er historien, der udvikler sig så overraskende, men forbliver poetisk og æstetisk i sin brutalitet.
En perle af en smuk lille bog!

Sunday, August 14, 2011

Comme dieu le veut - Niccolò Ammaniti



Dante har ikke levet forgæves! Moderne italienske forfattere glemmer ikke deres litterære rødder - det er ikke den første italienske bog, jeg læser, hvor Dantes helvedesskildringer genopstår i moderne forklædning. Men det gør ikke bogen ringe - tværtimod er dette en reel åbenbaring.

I en imaginær landsby sandsynligvis et sted på Po-sletten, lever den 13-årige Cristiano Zeno alene med sin far Rino i et faldefærdigt hus mellem tomme pizzaæsker og øldåser. Faderen er alkoholiker, nazist, voldelig, for det meste arbejdsløs og efter alles mening ude af stand til at passe på drengen. Han har to venner, Quattro Fromaggio - landsbytossen, som lever i et hus ingen må komme ind i; måske fordi han ikke vil have, at man opdager hans enorme krybbe, som er opbygget af tegneseriefigurer fundet på gaden. Han har været ude for en ulykke, og hovedet har ikke været helt normalt siden.

Den anden ven, Danilo, er forladt af konen efter, at deres lille datter døde ved en ulykke og han slog sig på flasken. De tre venner er en treenighed af forfald og nederlag. Men Cristiano holder af sin far og hans venner; faderen og han holder sammen og de gør alt for at camouflere katastroferne ved besøgene af socialassistenten.

De tre voksne har planlagt et bankkup - de skal blot køre en tung bil ind i bankautomaten i væggen i landsbyen; men den nat, det hele skal ske, bliver verden uigenkendelig. Alt går galt, og hændelserne tager en grusom vending for de tre, men også Beppe, socialassistenten, som må se sin tro på Gud sat på prøve.

Guds rolle i bogen er allestedsnærværende - enten for den troende Beppe, men også for Danilo, Quattro Fromaggio og Cristiano, som hver gang, det er helt galt, tror på et tegn fra oven. Det er en tragisk og intens fortælling - det er samtidig så absurd, at man til tider trækker på smilebåndet af deres vanvid.

Historien foregår sammenlagt over fem dage, hvoraf den forfærdelige nat fylder en stor del; det er apokalypsen, og ingen af dem kommer ud på den anden side uændrede. Der er selvfølgelig en morale i historien - for enden af den halsbrækkende uge for de forskellige personer. Men den skal ikke afsløres her - den skal læses; for dette var virkelig en stor bog, og forfatteren en positiv opdagelse for mig.