Saturday, December 31, 2016

Ambassadøren - Stéphanie Surrugue



























  • Dansk
  • 30. december 
  • 287 sider

Rufus Gifford er jo efterhånden en superstar i Danmark - og her på falderebet inden han forlader os, er der udkommet to bøger om og med ham; en kogebog - og denne biografi skrevet af og sammen med den fantastisk dygtige journalist, Stéphanie Surrugue.

I bogen fortæller Rufus om sin opvækst i en tryg overklassefamilie med søstre og brødre, hvor han var en forsigtig lille dreng, der var lidt bange for alting og ikke kunne finde sin plads.
Han fortæller om sin studietid, coming out og den begyndende karriere, hvor han endelig fandt sit ståsted, da han kom ind i politik.

Og selvfølgelig om Danmark og forholdet til danskerne, men også de store begivenheder, der har præget hans tid i landet. Om terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen, og hans samarbejde med Obama for at få Danmark på verdenskortet i den forbindelse.

Der er absolut ingen tvivl om, at Gifford har ændret den gængse opfattelse af diplomati. Han har arbejdet hårdt for at komme rundt i landet; for LBGT-sagen - ikke mindst med sit eget bryllup på Københavns Rådhus. Han har åbnet sit hjem, og givet os alle en indsigt i livet som ambassadør på godt og skidt.

Er det så en bog værd?

Den er interessant og der er rig billeddokumentation; men jeg synes også, at mange ting var gentagelser af meninger og oplevelser, jeg har hørt ham tale om - netop fordi han har været så mediatiseret. Der var ikke mange epokegørende nyheder, hvis man har set hans tv-serie - men han er et dybt sympatisk menneske.

Det næste enorme problem er igen korrekturlæsningen! Gyldendals Forlag er vel et af landets største - og samtidig det absolut ringeste, når det gælder kvaliteten af netop korrekturlæsning af deres udgivelser. Jeg må indrømme, at jeg virkelig ike forstår det og det irriterer mig grænseløst at skulle betale så mange penge for en bog og så skulle se fejl efter fejl! Jeg læste den på en aften; det er lidt for mange penge for for lidt, må jeg konkludere. Der er ikke gjort Rufus en tjeneste her desværre.

Friday, December 30, 2016

To brødre - Ben Elton



























  • Engelsk
  • 27.-30. december 
  • 621 sider
  • Originaltitel: Two brothers

Der er efterhånden mange måder at angribe historier om 2. Verdenskrig - og denne er da på sin vis temmelig original. Den er sikkert også glimrende for personer med lidt historisk kendskab til de politiske detaljer i Hitlers vej til magten, da den forklarer det på en pædagogisk måde.

Et ungt jødisk par får i 1923 tvillinger - men den ene dreng er dødfødt, hvilket er en stor sorg for Frieda. Da sygeplejersken på hospitalet tilbyder dem at adoptere en ligeledes nyfødt baby, hvis mor døde under fødslen, slår de derfor til. De to drenge er nu de to drenge, hun skulle have haft. Men den anden dreng er tysk - arisk! Et tilfælde gør, at de ikke får omskåret drengene på den påkrævede dag ifølge judaismen - og så bliver de det aldrig. Meget bekvemt for den videre historie!

De to drenge vokser op i Berlin, som i stigende grad påvirkes af nazismen, og er meget forskellige. Men vel ikke mere end alle andre brødre. Deres fra, Wolfgang, er musiker - men da jøderne fratages muligheden for at arbejde offentligt, begynder han at undervise derhjemme. Det er her de to drenge møder Dagmar - datteren af en rig jødisk forretningsmand. De to drenge og Dagmar danner en lørdagsklub sammen med også Silke, som er deres rengøringskones datter.

Historien svæver rundt om deres opvækst - drengene, der begge er forelskede i Dagmar; Silke, der er forelsket i den ene af drengene. Og historien fortælles med udgangspunkt i 1956, hvor den ene af drengene er voksen og i London. Men læseren får ikke umiddelbart at vide, hvilken af drengene, det er.

Dagmar er da den styggeste kvindelige hovedperson, jeg længe har mødt! En selvisk, ubehagelig person - som livet igennem udnytter de to drenges forelskelse i hende. Der er et plot omkring forskellen på dem - jøden og tyskeren; for det finder nazi-Tyskland jo ud af, og familien må skilles. En slipper ud og en anden kommer i hæren - og dør! Og Silke og Dagmar forbliver deres "redningskvinder" og sjælelige forfølgere.

Liv ødelægges på grund af især Dagmar, og ikke så meget på grund af omstændighederne ved fødslen - det er temmelig søgt, og ikke en særlig overraskende slutning.

Elton har selv en familiehistorie med familie på begge sider af denne forfærdelige racebestemte grænse, og de inspirerede ham til romanen. Måske skulle han hellere have skrevet den historie, eller have holdt sig til stand-up comedy-genren, som er hans domæne. Der er så utroligt mange smukke bøger om den krig; dette er desværre ikke en af dem - men glimrende chick-lit for personer, som ikke magter de tungere beskrivelser af en af verdens største katastrofer.

Friday, December 23, 2016

Tyven - Ulrik Langen



























  • Dansk
  • 19.-22. december
  • 363 sider

Det er mange år siden, at jeg læste Langens bog om Christian VII - og jeg var bestemt ikke begejstret. Men efter mere end syv år glemmer man jo; og nogle forfattere skal da også have en anden chance.
Man kan jo ikke sige, at han var ung og nybegynder dengang - men under alle omstændigheder er der sket store fremskridt; og jeg var fuldstændig opslugt af denne før-jul-roman, som virkelig skulle afsluttes inden jeg kunne drage på litteraturfri juleferie.

Niels Heidenreich kender mange sikkert ikke af navn - jeg gjorde da ikke; men han er jo en vigtig person i Danmarkshistorien. Manden, der stjal Guldhornene og omsmeltede dem, så det i dag er simple kopier alle vi turister beundrer på Nationalmuseet.

Langens bog er en enestående og levende biografi af manden og hans opvækst - som måske eller måske ikke var medvirkende til, at hans liv udviklede sig som det gjorde. Han var altid i pengenød - ikke mindst på grund af moderens strejfen; og han må finde på løsninger til at skaffe penge. I første omgang sker det ved at forfalske pantelånersedler - men han bliver fanget. I tugthuset opfører han sig dog så eksemplarisk, at han snart får særligt betroede gerninger, og bliver benådet som en omvendt mand.

Men han er stadig bedre til at snakke for sig selv og sine gode ideer, end at føre dem ud i livet. Og det er her tyveriet af Guldhornene begynder at spire. Langen giver et fantastisk indblik i manden og hans tankegang og selve tyveriet en mørk aften i maj 1802. Den er baseret på datidens udskrifter af retssagen blandt andet; men selvfølgelig er der også fiktion i det. Men det virker ganske plausibelt, og samtidig får man en fantastisk skildring af København på netop den tid. Jeg fornemmede nærmest hvert hus i de små gader i Indre By, hvor jeg selv bor og hvor man tit glemmer, at det var en form for landsby på den tid. Alle kendte alle og lokalmiljøet begrænsede sig til en temmelig lille firkant omkring hoffet. Østerport er grænsen ud til en helt anden verden!

Man kan næppe kalde Heidenreich for sympatisk - men ej heller usympatisk. Han var bestemt heller ikke dum - intellektuelt set. Han var måske bare en umådelig svag person, som ikke kunne tage sig sammen til det hårde arbejde, der skulle til for at tjene penge til familien.

Der var dog stadig nogle dumme sjuskefejl i form af stavefejl, som ganske enkelt ikke burde være der. Det irriterer mig altså stadig, at man ikke kan gøre den slags ordentligt, når der ellers er lagt en masse energi i noter og lignende.

Monday, December 19, 2016

Drama i Holland (Maigret VIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 18. december
  • 177 sider
  • Originaltitel: Un crime en Hollande

Det vil nok vise sig at blive svært at finde alle Maigret-krimierne i fine nye udgaver, da de jo er 85 år gamle her i starten af serien. Det skete med nummer otte, hvor Amazon tilbød mig at købe den brugt hos en antikvar - til gengæld for den beskedne sum af 1,50 €. Jeg blev dog virkelig overrasket, da jeg modtog den - det var en person, der som jeg, passer på sine bøger. En person, der indskriver købsdato og navn - og den var fra 1982. Sikkert kun læst den ene gang, og måske dukket op i et dødsbo. Men den var i perfekt stand - det vil jeg bestemt ikke afholde mig fra en anden gang, så jeg kan overholde min kronologi.

Jeg mener nu også at se, at Simenon måske overfører en flig fra den sidste bog til den næste; blot et koncept eller en idé - ikke en person eller en direkte kontinuitet. I nummer syv blev der gjort lidt af et nummer ud af danskerens protestantiske strenge tro; og i nummer otte er vi i Holland i noget, der minder om et indremissionsk miljø.

En fransk gæsteforelæser er på besøg hos den hollandske professor og hans kone, da professoren bliver myrdet. Maigret tilkaldes for at hjælpe en landsmand - men det viser sig jo at være svært med hans manglende sprogkundskaber; Maigret er nemlig en ordentlig franskmand, der ikke taler et ord engelsk eller tysk. Men heldigvis taler nogle af protagonisterne lidt fransk- selvom de faktisk er meget for at tale overhovedet.

Man forsøger at skyde skylden på en besøgende sømand, som jo for længst er langt væk - men således kan man bevare freden i lokalsamfundet. Selv den lokale politibetjent er med på den; for de havde haft skandaler nok med den afdøde, der havde drukket cognac ved flere lejligheder og sandelig også havde et forhold til en af de lokale unge piger.

Maigret tager det som sædvanlig i stiv arm og uden at forhaste sig. Han tager sig en lille en til morgenmaden, og kommer ikke med nogle konklusioner før han samler dem alle til sidst til en rekonstruktion af mordaftenen ... og så er det mysterie løst!

Jeg synes, at stemningen i denne bog var lidt mindre fascinerende. Maigret var ikke rigtigt i topform, og personerne var i det hele taget lidt for vage. Maigret har det vist bedst hjemme i Frankrig, hvor man kan forstå hans sprog og hans kultur!

Sunday, December 18, 2016

Belgravia - Julian Fellowes





























  • Engelsk
  • 15.-17. december
  • 411 sider
  • Dansk titel: Belgravia 

Som mange andre Downton Abbey-fans købte jeg denne roman af instruktøren bag den succesfulde engelske tv-serie. Det kunne jo være et kæmpe flop, hvis man konsekvent havde de stærke personligheder fra tv-serien på nethinden. Men Fellowes har selvfølgelig gjort det smarte at henlægge handlingen, så den starter ca. hundrede år før Downton Abbey - nemlig i Waterloo i 1815.

Allerede der var jeg jo ramt på følelserne, da det er mit gamle hjemland, og området, hvor Napoleons sidste store slag stod, har jeg besøgt en del gange - endog også for at se en genopførelse af netop det slag i juni 1815. 

James og Anne Trenchard er netop flyttet til Bruxelles for at være tæt på det hele; James sælger forsyninger til den engelske hær - men er også lidt af en social opkomling og snob. Han vil så gerne være med hos de fine mennesker! Det lettes i Bruxelles lidt af hans datter, Sophia, som er blevet lidt for tætte venner med den unge Edmund Bellasis, som er adelig og arving til en stor familie.

Aftenen inden slaget er de begge inviterede til et bal, som er gået over i historien, hos grevinden af Richmond. For faderen er det et højdepunkt i hans liv, og som man kan se af gæstelisten på Wikipedia var der faktisk borgerlige til stede. Men krigen bryder ud, og direkte fra festen drager de unge mænd i krig. Men inden da har Sophia opdaget noget, hun ikke bryder sig om - og da Edmund dræbes i slaget, og hun senere opdager, at hun er gravid er skandalen tæt på at ødelægge familien.

Derefter springes 26 år til det fashionable Belgravia-kvarter i London - et kvarter, som James Trenchard i høj grad har været med til at opbygge gennem sine investeringer. Og familien er da også kommet lidt mere med i det bedre selskab - men adelige bliver de jo aldrig. Anne skammer sig til tider over mandens taktløse smigren for herskaberne; især fordi hun ved, at netop en hemmelighed faktisk forbinder dem til Brockenhurst-familien - Edmunds forældre. Han var deres eneste barn, og deres arving er nu nevøen John, som er en talentløs, forgældet skørtejæger!

De tre familier begynder nu uafhængigt af hinanden et detektivarbejde - med hver deres formål. Og de bliver godt hjulpet på vej af deres tjenestefolk. For Fellowes får deres verden til at glide smukt ind i herskabernes, præcis som i tv-serien. 

Det er rent drama og romantik; jeg overvejede på et tidspunkt, om det blev lidt Danielle Steel .... men nej! For Fellowes tekst bevarer lidt af den engelske stiff upperlip, og man fornemmer alligevel lidt Downton Abbey i hans ironiske betragtninger. Gør jeg selv den tjeneste at læse den på engelsk - det er virkelig synd at læse den slags i en oversættelse!

Thursday, December 15, 2016

Maigret og mordet ved vejkrydset (Maigret VII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14. december
  • 190 sider
  • Originaltitel: La Nuit du Carrefour

For første gang tog det mig to dage at læse en Maigret! Men et heldagsmøde overmandede mig om aftenen, og jeg måtte give op.

Ikke at denne var mindre spændende; den starter som sædvanligt lige på med Maigret, der sidder og forhører en mand i 17 timer. Denne mand viser sig atr være dansker; man kan undre sig over om Simenon blev inspireret af sin person i nummer VI, der var dansk konsul?

Manden er yderst standhaftig, og det imponerer Maigret. Efter 17 timer er der ikke en fold i hans skjorte - og det ses som et tegn på absolut uskyld, hvorefter han løslades. Han bor et gudsforladt sted - i et vejkryds langt ude på landet, hvor der kun er to andre huse. Den ene tilhører en forsikringsagent, der bor der med sin kone og så er der en mekaniker. Landevejen er dog voldsomt trafikeret - og mekanikeren har kronede dage.

Danskeren bor sammen med sin søster .... en kvinde, han låser inde, hver gang han skal til Paris for at sælge noget, så de kan overleve. Men så var hans bil pludselig blevet ombyttet med naboens, og der sad et lig i naboens bil ... i danskerens garage.

Hele stemningen omkring dette mikrokosmos i vejkrydset fik mig til at tænke i Hopperske billeder; og det er da også absolut 1930'er gangsterstil, der udspiller sig her med kokain gemt i dæk og vinduer, der giver tegn om der er fri bane eller ej.

Ganske underholdende og velkonstrueret lille mysterie. Men jeg synes nu ikke, at Simenon virkede helt troværdig i beskrivelsen af danskeren, der skulle være adelig og leve under falsk navn, da hans familie var ved hoffet i Danmark! I 1930 var den praksis næppe længere eksisterende?

Tuesday, December 13, 2016

Den gule hund (Maigret VI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. december
  • 190 sider
  • Originaltitel: Le Chien jaune

Kan en hund være morder? Simenon fik mig næsten til at tro det i dette sjette bind af Maigret-serien; for nogle af skuddene falder temmelig tilfældigt og der er altid en grim gul hund, der strejfer rundt i nærheden af gerningsstederne.

Men faktisk er der kun et enkelt mord, da startskuddet (i bogstaveligste forstand) rammer ved siden af! Det er den ene af fire mænd, der hver aften spiller kort i baren på det lokale hotel i en by ved den franske kyst. Han overlever - men dagen efter, da de tre andre sidder ved bordet, opdager de pludselig, at flaskerne indeholder stryknin! 

Og så forsvinder en af dem - som pudsigt nok er vicekonsul af Danmark. Og så dør en af dem af forgiftning. 

Panikken breder sig i byen, og borgmesteren synes, at Maigret tager alt for let på tingene. Han tusser lidt rundt, og snakker med folk. Han drikker sine øl på hotellet, alt imens han forhører men ikke anholder nogle. Det kan man jo ikke forstå, og borgmesteren ser det lidt som en parisisk snobisme - og ineffektivitet især. Selv den unge inspektør Leroy, som er med Maigret for første gang, ved ikke, om han skal se op til denne chef. Alle roser ham jo - men der sker jo intet i sagen?

Hunden er der hele tiden - men ingen ved, hvem der ejer den. Hunden bliver målet for befolkningens raseri, da den bliver lynchet; men Maigret redder den. Inden den igen forsvinder ...

Der er fuld fart på spændingen igen; og bag al roen funderer Maigret. Pludselig kalder han dem alle sammen - og fortæller alle, hvem der har gjort, hvad, hvornår og hvorfor! 

Det gør han selvfølgelig i 11. kapitel selvom han slutter bogen på 190 sider denne gang. Men det er den eneste afvigelse i hans principper. Det morer mig altså!

Monday, December 12, 2016

Ces âmes chagrines - Léonora Miano


























  • Fransk
  • 8.-11. december
  • 275 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Léonora Mianos romaner er fantastisk akkurate i deres observationer af afrikaneres rolle og plads i såvel Europa, som i Afrika - for dem, der vender hjem eller rejser ud, og skal balancere de to verdener. Som hun selv har gjort det som boende i Frankrig men med sine rødder i Cameroun.

Jeg har læst flere bøger af hende - men ikke alle; så meget desto større er glæden, når jeg falder over en ny bog.

Antoine er afrikaner, men er født i Paris. Hans mor er alkoholiker og han ser hende en gang om ugen, hvor han giver hende lidt småpenge for at lette sin skyldfølelse. Deres forhold er kompliceret efter, at hun overlod ham til en kostskole, da han var 7 år gammel, og hun havde mødt en ny mand - som nok ville have den eksotiske sorte kvinde; men ikke hendes barn. Om sommeren blev han sendt hjem til 'Kontinentet', hvor han boede hos bedstemoderen - og han hadede alt ved Afrika.

Nu lever han en nem tilværelse i Paris, hvor han bruger al sin tid på at pleje sit image som Snow - hans hår er farvet hvidt, og grim er han bestemt ikke med det look. Pengene kommer fra en halvbror og en ven, som ikke har opholdstilladelse - deres løn går ind på Antoines bankkonto, og han tager en fyrstelig kommission for at dække over deres ulovlige situation.

Hele korthuset falder dog sammen, da først den ene og så den anden melder fra. Halvbroderen rejser tilbage til 'Kontinentet', og vennen gifter sig med en fransk pige, der får lovliggjort ham. 

Det bliver kun værre, da halvbroderen opdager den hjemløse alkoholiske mor (og endnu én af Snows løgne) - og nu også tager hende med. For Antoine havde behov for hende som mål for sit had, sin manglende selvtillid og bebrejdelserne for den barndom, hun gav ham. Han får succes i et TV-show - men heller ikke her finder han lykken. Det nemmeste vil faktisk være selvmord!

Antoines rejse ind i sig selv bliver en rejse tilbage til 'Kontinentet', hvor han må se sine rødder i øjnene samtidig med, at de alle dør fra ham. Det er historien om at forlige sig med en kultur, man er en del af hvad enten man vil det eller ej. Han kan bo i Paris, og føle sig hævet over alle andre -men i bund og grund er hans rødder ikke der. Det er et dilemma, som Miano ofte berører og som er særdeles relevant for mange, der forlader deres fødeland og kultur.

Hun skriver samtidig ironisk, og barsk om den afrikanske virkelighed - på den måde kun en afrikansk forfatter kan gøre det. Ganske enkelt rørende enestående; men nok ikke salgbar til et dansk publikum?

Thursday, December 8, 2016

Selfies- Jussi Adler-Olsen



























  • Dansk
  • 3.-7. december
  • 505 sider

Jeg var jo faktisk gået i gang med en mursten af en roman af den rumænske forfatter, Petru Dumtriu, som han fik en pris for i 1968. Det var en form for personificering af Den Evige Jøde - og placeret i det 16. århundrede er det jo lige mig. Men efter to dage var jeg slet slet ikke inde i historien, og det kunne jeg godt se kunne blive svært. Det er yderst sjældent, at jeg ligefrem giver helt op - men denne gang var der ikke andet for.

I stedet investerede jeg i et tilbud på Adler-Olsens seneste krimi i Afdeling Q-serien. Jeg var ved at blive lidt mere afhængig af Carl-Rose-Assad-kombinationen i de to seneste i romaner i serien, og jeg synes bestemt, at niveauet er højere end da han startede ud med Kvinden i buret.

Temaerne bliver ligesom i Marco effekten mere og mere socialrealistiske og aktuelle - denne gang er der faktisk en hel del mordere og mord at holde styr på. Men en af de mere spøjse personnager er Anne-Lise Svendsen, som arbejder på et socialt kontor (eller hvad den slags hedder?). Her ser hun dagen lang på de unge piger, som drømmer om penge og berømthed men absolut ingen uddannelse eller kvalifikation har. De vil have staten til at sørge for hele deres livsstil uden selv at løfte en finger.

Det er et temmelig spydigt billede, der tegnes af disse piger, og man kan også sagtens se den desillusionerede Anne-Lise for sig; den midaldrende kvinde, der er ugift, og nu oven i købet får konstateret brystkræft. Det er for meget for hende - så hun beslutter sig for at meje dem ned én for én.

Roses barndom og historie fylder meget i denne bog; til gengæld træder Carl en del mere i baggrunden. Men vi får afdækket en del, der er med til at forklare visse af Roses handlinger gennem tiden. Man kan så undre sig over, om hun skal skrives ud - for med slutningen kan man undre sig over, om hun kan vende tilbage til et job på Politigården.

Assads mystiske fortid kommer vi ikke meget nærmere; og nu synes jeg måske snart, at der skulle prikkes lidt hul på den byld - men med fokus på Rose i denne roman, er det måske hans tur i en kommende?

Alt i alt ganske underholdende - letlæselig, hurtig, underholdende .... Adler-Olsen har bestemt fat i en god opskrift, selvom det måske ikke udvikler sig til stor litteratur.

Wednesday, November 30, 2016

Det gælder et liv (Maigret V) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 30. november
  • 187 sider
  • Originaltitel: La tête d'un homme

Dette er bestemt den bedste - indtil videre - i Maigret-serien.

De er jo ret nemme; og efter at have læst fem stykker, ser jeg nu, at der virkelig er et mønster i dem.
Der er konsekvent altid 11 kapitler, og de er typisk 187-189 sider lange. Simenon må have arbejdet ret struktureret med sine bøger - han skrev dem jo også meget hurtigt. Men jeg synes, at det er pudsigt, at man kan holde sig så stringent indenfor nogle rammer. Ligesom klassiske tegneserier - Tintin, Asterix etc. - der altid er på samme sideantal. Det har også altid undret mig - er der en slags konvention omkring det?

Denne krimigåde starter hårdt og hurtigt ud med en fange, der sidder på dødsgangen. En sen aften flygter han fra fængslet, men da han når ud i gården og skalfinde udgangen til friheden, er han overvåget af Maigret og nogle betjente. Det er en flugt arrangeret af Maigret, som mener, at manden er uskyldig, og vil følge efter ham i håbet om at finde gerningsmanden. Den stakkels flugtfange gemmer sig på et skummelt hotel, og sover og sover. Der sker ikke meget, mens Maigret sidder i et hus overfor og holder øje med hvert åndedrag manden tager.

Sagen fører ham til det fine klassiske Coupole-brasserie i midten af Paris, og til luksushotellet George V - begge stadig institutioner i Paris. Den myrdede var nemlig en ældre rig kvinde og hendes selskabsdame - og arvingen er en ung forarmet mand, der dog lever som var han millionær. 

Maigret opsøges af en mystisk tjekkisk mand, som bevidst provokerer ham med små bidder af information. En mand, der viser sig at være central i mysteriet - og selvfølgelig morderen. Men vejen dertil er underholdende og mere psykologisk konstrueret end i de tidligere. Så morer det mig også stadig med datidens kommentarer, som da kommissæren konstaterer, at en kvinde må være noget oprørt eftersom hun går ud 'uden hat' .... en skrækkelig ting, som viser alle tegn på uligevægt i 1931.

Og endelig får en morder sin straf! 

Som sagt så er det meget let læsning; jeg starter om morgenen og når som regel 35-50 sider frem og tilbage til arbejde afhængig af vind og vejr. Og så er der lige to timers læsning om aftenen - hvilket er perfekt for mig, som jo ikke ser meget fjernsyn.

Men nu fik jeg læst 12 bøger i november, og en del af dem var ganske små. Kun to af dem var omkring de 500 sider. December er generelt en dårligere læsemåned - der er for mange sociale distraktioner. Men den skal startes op med en god mursten - jeg skal jo også have fyldt mit Maigret-lager op snart.

Forladte dage - Elena Ferrante



























  • Fransk
  • 28.-29. november
  • 275 sider
  • Fransk titel: Les jours de mon l'abandon


Elena Ferrante fik jo sit helt store internationale gennembrud med den napolitanske kvartet om to kvinders venskab et langt liv igennem. En serie, som jeg var meget begejstret for, selvom den bestemt ikke var let tilgængelig. Men det er uden tvivl historier, jeg vil have lyst til at genlæse en gang.

Men Ferrante havde jo skrevet i mange år inden denne succes; faktisk udkom Forladte dage allerede i 2003 på dansk; men nu hvor jeg havde lært hende at kende, købte jeg den på fransk. 

Ferrantes verden er meget italiensk; det er traditionelle familiemønstre, hvor kvinden er hjemmegående og passer hus og børn. Hvor det ikke er usædvanligt, at manden har en affære. 
Sådan er det også her, hvor Olga som 38-årig helt har droppet en karriere for at passe børnene Gianni og Ilaria, mens manden Marco tjener pengene. Men en dag vil han ikke længere - han er kommet ud i et stort tomrum, siger han til hende. Han kan intet føle længere, og femten års ægteskab er ovre.

Hurtigt viser det sig dog, at han dog føler særdeles meget - for en kollegas datter, som er blot tyve år gammel. En pige, som Olga allerede nogle år tidligere havde følt som en Lolita-trussel.

Olga kastes ud i et reelt tomrum til gengæld. En tilstand, hvor hun skifter mellem raseri, obskønitet, fysisk vold - men sjældent tårer og sorg. Hun overfalder Marco på gaden, da hun ser ham med den nye kvinde. Hun kaster sig i armene på den midaldrende underbo, og det ender fysisk set selvfølgelig katastrofalt. Hun skammer sig, men kan slet ikke styre afmagten.

En dag går det helt galt; denne ene dag fylder nok en tredjedel af bogen. En morgen, hvor hun vågner til en syg søn - og en syg hund. Hvor hun ikke kan se klart - og slet ikke tænke rationelt. Så galt går det, at hun ikke kan få hoveddøren åbnet - og ender med at sidde med en død hund i armene. Denne dag bliver for hende symbolet på, hvor langt ud hun er kommet.

Og som læser fristes man også til at irritere sig over hende. At hun ikke kan tage sig sammen; at hun lader der gå ud over børnene. At hun ikke forlanger noget fra manden i forhold til hjælp til børn og økonomi. Det bliver måske en anelse for meget ynk; men alligevel genkender man jo den følelse af hel og fuldstændig afmagt, når noget stort og voldsomt sker. 

Det klogeste Olga som person siger, er nok, da hun endelig får sagt fra overfor eksmanden - og siger til ham, at han intet ved om tomrum. Mænd kommer vist heller ikke derud på samme måde som kvinder; de mister ikke sig selv, som Olga gør - og det er en malerisk beskrivelse. Men måske lige lang nok i sidste ende. 

Dette var Ferrantes anden roman; og hvis man skal læse hende, vil jeg nok især anbefale Napoli-romanerne. 

Monday, November 28, 2016

Congo Inc. - In Koli Jean Bofane


























  • Fransk
  • 25.-27. november
  • 297 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er nogle måneder siden jeg sidst har læst om Afrika - og det var helt tilbage i juni, at jeg sidst læste en afrikansk forfatter. Glæden er derfor desto større; især når det er så positivt som denne roman. Fredag morgen sad jeg både med meget rynkede øjenbryn i metroen - for derefter at smile, og holde et godt grin tilbage.

Isookanga er en 25-årig pygmæ af ekonda-stammen - men han er faktisk lidt for høj, fordi hans mor har været uden for stammen i hendes jagt efter mænd. Noget hun har haft så travlt med, at hun også glemte at få omskåret sin søn - og nu griner pigerne af ham, når han klæder sig af. For hvor pinligt er det ikke at vise sig frem uden en omskæring?

Vi er ude i sort afrikansk humor, som måske ikke er specielt nemt at forstå for en europæer; ikke desto mindre er det et effektivt middel til at angribe nogle af Afrikas eller Congos problemer. Isookanga bor nemlig langt ude i junglen i Congo - men nu har de sat en mobiltelefonmast op, og han har stjålet en bærbar PC fra en belgisk dame - og nu har han opdaget internettet. Verden udenfor hans lille landsby virker pludselig betydeligt mere tillokkende end at blive hjemme i lændeklæde og passe geder. Han vil være 'mondialist' - en verdensborger, der tjener penge og er en del af det store spil om magt og dollars og olie osv.

Derfor tager Isookanga til Kinshasa; men ender jo selvfølgelig hurtigt på gaden sammen med en flok børn, som er højere end ham selv. De ernærer sig ved at sælge vand eller prostituere sig. Isookanga møder også den unge kineser, Zhang Xia, som ligeledes er blevet snydt, og nu sælger vand i gaderne for at tjene til sin flybillet hjem.

Omkring Isookanga og Zhang Xia er der en række andre farverige personer, som alle er nærmest klassiske i historien om det post-koloniale Afrika - præsten, der snyder folk, så det driver og iklæder sig det dyreste mærketøj, mens han lover menigheden evig frelse. Den tidligere guerilla-chef, som nu er en del af regeringen. Den litauiske FN-udsendte, som selvfølgelig falder i korruptionens fælde, og sælger våben til guerillaerne. Og i en uheldig transaktion får dræbt seks soldater af den førnævnte guerillachef/politiker - et sammenfald, som de hos FN i New York er meget interesserede i at opklare.
Der er også Lomoma - Isookangas onkel - som til sidst tager ind til hovedstaden for at finde sin søn, og for at protestere mod telefonmasten, som har fået vendt op og ned på dyrelivet i skoven. Nu er der fx vildsvin, der har dræbt deres bedste leopard. Verden er af lave!

Så mens Isookanga og nogle drømmer om at blive rige og vestlige, så udspilles alle de arketypiske tragedier i og omkring dem. Det er underholdende, det er tragikomisk og det er jo også ramme alvor. Bofane berører her på humoristisk vis de samme alvorlige emner, som Dowden beskriver i sin fantastiske bog, som stadig står soleklart for mig her mere end fire år senere. Når han beskriver gaderne og markedet, ser jeg Dakar for mig - på nogle måder er Afrika jo ens over hele det store kontinent på en måde som Europa ikke er. Og forfattere som Bofane og Mabanckou er der heldigvis til at bringe det Afrika til os med godt og ondt.

Det er måske tit den samme og den samme historie, vi får fra afrikanske forfattere - altid fra nye vinkler; men det er jo den sandhed, de lever med. På samme måde som mellemøstlige forfattere også har deres temaer. Men det gør det bestemt ikke trivielt - tværtimod får jeg måske aldrig nok af det!

Friday, November 25, 2016

Everything I Never told You - Celeste Ng



























  • Engelsk
  • 22.-24. november
  • 297 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

En nyudgivelse, som uden tvivl kommer på dansk inden længe og dermed har mine varmeste anbefalinger.

En tidlig sommerdag i 1977 vågner familien Lee op; de samles om morgenbordet - moderen Marilyn, faderen James, den store søn Nath og lillesøster Hannah. Men Lydia - familiens mellemste 16-årige datter mangler. Da de tjekker hendes værelse, er det tomt og forældrene mener først, at hun må være blevet kidnappet. Men et par dage senere hiver politiet hende op af den nærliggende sø - en lille robåd ude midt på søen er det sidste spor af hende.

Familien er ellers en mønsterfamilie med faderen som lærer, moderen, der er hjemmegående - og Lydia var familiens stolthed; den dygtige skolepige, som studerede hårdt for at komme på universitetet og blive læge.

Men de er også en mixed family; James er førstegenerationsindvandrer af kinesisk afstamning, og da Marilyn giftede sig med ham, var det i 1950'ernes USA var det meget usædvanligt. Det var en tid, hvor der stadig var stater, der ikke tillod interraciale ægteskaber - og det gjaldt ikke kun den afro-amerikanske befolkning. Desuden var følelserne overfor den asiatiske befolkning stadig noget kølige efter Pearl Harbor og 2. Verdenskrig. Men James og Marilyn er ligeglade - på trods af moderens advarsler.

Hurtigt bliver Marilyn dog gravid, og hendes drømme om en lægekarriere må droppes. Da de to ældste børn er 5-7 år gamle, dør Marilyns mor - og det får hende til at tænke over alt det, hun har opgivet. Så forlader hun hjemmet og familien. Det varer dog kun nogle måneder - så opdager hun, at hun er gravid med lille Hannah og vender hjem igen.

Men skaden er sket. Det er historien om en familie, hvor de altid må forholde sig til at være anderledes. Hvor børnene efter moderens lille krise vil gøre alt for, at hun bliver og er glad  - selvom det betyder at forstille sig, og ikke sige fra.

Hele familiens dynamik forandres - selvom den stadig præges af deres forskellighed.

I tilbageblik ser vi, hvordan forældrenes fortid påvirker børnene og i sidste ende fører til Lydias død.

Det er jo i og for sig en thriller; det er en krimi - for der er mordere. Men det er ikke med et våben i hænderne. Det er den stille langsomme påvirkning, der kan ødelægge alting indefra. Det bliver faktisk mere og mere hjerteskærende, som det skrider frem og man ser, hvor mange livsløgne den unge pige har - blot for at bevare familiens balance. Hvor stort et ansvar man kan lægge på et barns skuldre.

Absolut så fantastisk som den er blevet udråbt til i blandt andet NYT og som Book of the Year på Amazon. Den kommer uden tvivl på dansk - derfor skal der ikke afsløres mere her.

Tuesday, November 22, 2016

Den hængte fra Saint-Pholien (Maigret IV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 21. november
  • 187 sider
  • Originaltitel: Le pendu de Saint-Pholien

Der er jo det sjove ved disse gamle Maigret-krimier, at der intet står på omslaget. I dag er omslag tilklistrede med ros fra aviser og blogge; og der er altid et kortere resumé af handlingen for at lokke køberen til. Men her er der ganske enkelt genskrevet den første side (eller lidt mindre) af bogen. Ingen forventninger skabes der!

Min næste observation nu, hvor jeg begynder at fylde en hylde med de læstebøger, er at de ikke er ens. Selvom de indtil videre alle er fra Livre de Poche-forlaget, så er der åbenbart flere bølger af udgivelser. Jeg kunne faktisk bedst lide de sorte forsider med skrivemaskinebogstaver som i de to første. Men eftersom jeg jo vil have alle 75 krimier, må jeg nok indstille mig på, at det bliver en blanding, da de ikke alle er nemme at finde.

Men derudover er alt ved det gamle! Maigret får rodet sig ud i nogle eventyr - denne gang dog helt selvforskyldt, da han ser en mand opføre sig underligt. Han følger efter ham fra Bruxelles til Bremen - helt normalt på trods af den besværlige rejsefacon. Men på den anden side var det vel nemmere at skygge folk i et tog end på motorvejen. Han er nysgerrig over indholdet af mandens kuffert, og forbytter den derfor på en jernbanerestaurant, hvorefter han indlogerer sig på samme hotel, og bruger nøglehullet til at spionere. Da manden opdager, at hans kuffert nu kun indeholder gamle papirer, skyder han sig selv. Det er jo ikke smart for en politibetjent!

Maigret lider da også lidt af skyldfølelse; den overtages dog hurtigt af nysgerrighed efter at opklare mordet. Hurtigt tager det ham til Reims i Frankrig og Liège i Belgien; det var faktisk lidt hyggeligt at læse om de steder, jeg kender. Ligesom når han omtaler Paris - i denne historie er vi i det 11. arrondissement, som var en ren ghetto dengang. Nu er det byens hippe gå-i-byen-kvarter; men det er jo nogle årtier senere.

Denne gang regnede jeg virkelig med, at Maigret ville anholde nogle - men han lod dem gå .... igen!
Teknisk set var de jo heller ikke ansvarlige for selvmordet; men det viser sig, at der er et andet mord, som er tæt på at falde for forældelsesfristen, som dengang kun var 10 år. Og der er en gruppe af venner, som samme med den afdøde var ansvarlige for det mord - og som siden har udviklet sig vidt forskelligt. Skal de så straffes eller har de fået straf nok? Maigret mener tilsyneladende det sidste.

Nu bliver det jo en hel sport at se, hvor langt hen i serien jeg skal før der kommer en bag lås og slå!

Monday, November 21, 2016

Afdøde Monsieur Gallet (Maigret III) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 20. november
  • 190 sider
  • Originaltitel: Monsieur Gallet, décédé

En lille hurtig søndagskrimi i Maigret-serien. De er meget hurtige at læse; det er næsten som at sætte sig foran en film - man stopper når man når slutningen.

I denne krimi hentes Maigret til et hotel udenfor Paris, hvor en mand er fundet død af et skud i hovedet, og dernæst et dybt knivstik i hjertet. Han er en midaldrende mand, der ernærer sig som omrejsende sælger af bestik og andet metalskrammel. Det er i hvert fald, hvad konen tror! Men på hotellet er han indskrevet under et helt andet navn, og har tilsyneladende levet et dobbeltliv i mange år - hans arbejdsgiver har i hvert fald ikke hørt til ham i atten år.

Men Maigret kan ikke finde nogle motiver - og selvom der er flere mystiske personer i omkredsen af den myrdede, så lyver de alle af helt andre årsager. Sønnen, som har en elskerinde, der er noget ældre end ham - hvilket ikke ville passe ind i det småborgerlige miljø Monsieur Gallet kommer fra. Eller naboen til hotellet, den lavadelige Saint-Hilaire, som har skændtes med ham flere gange. 

Det er lidt pudsigt ved disse romaner, at den store stjerne Maigret rejser frem og tilbage mellem gerningssted, ofrets familie og Paris i tog. Det er absolut en anden tid, han beskriver - men det er autentisk om noget.

Og jeg blev overrasket over slutningen; et par gange undrede jegmig over, hvorfor Simenon gjorde så meget ud af at understrege ofrets dårlige helbred, da det intet med mordsagen havde at gøre. Men alle tråde væves fint sammen til sidst.

Det er også i denne roman, at man begynder at få lidt mere information om Maigret - nu ved vi, at han er 45 år gammel. Vi opdager, at der er en Madame Maigret - omend meget perifært, da han en aften kommer sent hjem. Og som i de to første er han meget forstående overfor sine kriminelle - uden at han derved overskrider sit embeds etiske grænser, kan man vel nok sige.

Christine de Suède - Bernard Quilliet



























  • Fransk
  • 14.-19. november
  • 450 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den svenske historie er absolut ikke én, jeg har fordybet mig i. Jeg har læst så uendelig mange biografier om danske, engelske, belgiske, tyske, franske, russiske eller franske monarker - men Sverige er pudsigt nok sluppet helt fri. Selvfølgelig optræder deres personligheder rundt omkring i andre bøger, da deres konger og dronninger jo havde en indflydelse på resten af verdenshistorien - i hvert den europæiske del af den. 

Dronning Kristina af Sverige møder man jo mest som hende, der abdikerede og rejste til Rom. Men i min verden var det altid blevet til en forestilling om den fromme gudsfrygtige kvinde, der ikke magtede det politiske spil, og ville hellige sig Gud. Jeg kunne vist ikke være fjernere fra sandheden!

Det første, der slår læseren er nok historien om hendes fødsel på kongeslottet i 1626; hvor man først fortæller kongen, at han har fået en søn - som pludselig bliver til en datter. Hvordan kan en seriøs jordemoder tage så meget fejl? Det viser sig, at der er en endog ganske logisk men 'fantastisk' forklaring på dette. Barnet var meget behåret, og havde en dyb stemme ... og teorierne har siden været mange: Var Kristina i virkeligheden en hermafrodit - eller en transkønnet, som man ville kalde det i dag?

Der er ingen tvivl om, at hendes far valgte at opdrage hende som en prins - da hun var hans eneste arving. Hun gik derfor maskulint klædt, og interesserede sig mere for at læse og studere end at lege med dukker. Og da hun som 6-årig blev dronning tog denne side mere og mere over. Hun kæmpede imod et giftermål - og muligvis var dette fordi hun selv vidste, at der ville hun ikke kunne skjule visse deformiteter. Måske var dette blot en undskyldning for at skjule hendes homoseksualitet, da der også er en del spekulationer om lesbiske forhold?

I 1965 åbnede man hendes grav for at undersøge hende; men med kun et skelet var det dengang ikke muligt at konkludere noget. Om ikke andet så var hun en farverig person!

Hun var umådelig belæst og intelligent; og hun bekymrede sig ganske lidt om, hvad man tænkte om hende. På hendes rejser rundt i Europa chokerede hun mere end en gang - selv da hun ankom til Rom, og højlydt grinte og spolerede kardinalernes messer. Men hun mente uden tvivl, at katolicismen var den rigtige for hende. Samtidig kunne hun dog heller ikke helt droppe tanken om magten - og forsøgte først at blive dronning af Napoli, og senere af Polen. Dette hang muligvis også sammen med de penge, hun aldrig fik nok af fra Sverige - og hendes levestil var vanvittig ekstravagant, og førte tit til store gælde problemer.

Men hun var også en monark, der satte fred højere end krig - stort set for enhver pris. hvilket jo var usædvanligt på en tid med krige hele tiden og ustandseligt. 

Hun var samtidig en beleven løgner når det kom til hendes egen fremstilling af tingene; hendes selvbiografi som er skrevet som et brev til Gud fordrejer på smukkeste vis en del fakta, som kan modbevises igennem andre tekster og breve. En interessant kvinde!

Jeg må sige, at her fik jeg da overraskelse for alle pengene - alle mine forestillinger om den lidt kedelige dronning, der bare ville til Rom for at bede .... intet passede! Det er jo en fantastisk læseoplevelse så. 

Monday, November 14, 2016

Maigret og mordet på kanalen (Maigret II) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13. november
  • 189 sider
  • Originaltitel: Le Charretier de La Providence

Jeg har besluttet mig for at læse hele Maigret-serien - fra ende til anden i kronologisk rækkefølge! Det krævede først og fremmest at etablere den rækkefølge, da der er forskellige indfaldsvinkler, der florerer på nettet. Men jeg endte med at beslutte mig for at tage dem kronologisk. Der er samletset 75 romaner/krimier og 28 noveller.

Jeg havde allerede læst den første for næsten syv år siden i forbindelse med en bogudfordring. Jeg havde desuden købt de næste under min seneste tur til Bruxelles - men efterfølgende er det sikkert smartere at investere i de samlinger, der har 8-9 krimier i hver mursten. Derudover er de 28 noveller samlet i et enkelt bind, som jeg så skal læse til sidst - eller tage dem ind i mellem krimierne for virkelig at respektere den kronologiske rækkefølge.

Jeg har desuden kæmpet lidt med de danske titler, da nogle af de allertidligste - som jo er mere end 80 år gamle nu - ikke fik danske titler med Maigret i dem. Den logik følges til fulde i de senere romaner fra 1950 og frem. Men mange af de tidligere har indtil flere titler; jeg har benyttet denne oversigt, og har taget den titel, der er tættest på den franske originaltitel. Og så er der et par stykker, som aldrig blev oversat. Men indtil videre har jeg en god lang liste at starte med!

Jeg skrev i min anmeldelse af den første krimi, at Simenon lod til at have sympati for sin morder - og det gælder for så vidt også i denne historie, hvor han bliver tilkaldt til en sluse, hvor der er fundet en død kvinde i en stald, hvor sømændene sover. Men hun ligner en noget rigere kvinde, der slet ikke hører til i dette miljø. Og ikke længe efter kommer en yacht til slusen med en bemanding af en engelsk falleret rigmand, en russisk sømand og en ungarsk småkriminel håndlanger. Da det viser sig, at det er englænderens kone, der er dræbt, er der jo oplagte mistænkte.

Men snart er der endnu en dræbt og Maigret cykler op og ned langs kanalerne for at holde styr på alle bådene på deres vej gennem sluserne. Og han ender med at finde sin morder - og sit motiv; men det er en blid slutning, hvor Maigret endnu engang har sympati for og medlidenhed med sin bandit.

Da Simenon startede med sin Maigret-serie var hans forlægger ikke begejstret. Da han havde gennemlæst de første manuskripte, skrev han til Simenon:

"1/ Deres krimiromaner er ikke rigtige krimiromaner. De er ikke videnskabelige. De følger ikke spillereglerne.
2/ Der er ingen kærlighed; i hvert fald ikke kærlighed som man forventer det i en krimiroman.
3/ Der er ikke nogle virkelig sympatiske personer eller nogle personer, der er direkte frastødende. Deres romaner ender hverken godt eller dårligt. Det er en katastrofe.

Det er ikke krimiromaner. Det er ikke videnskabeligt. Der er ingen ung helt eller heltinde. Ingen sympatisk person, og det ender skidt fordi der aldrig er nogen, der bliver gift. De får ikke tusinde læsere."

Det var jo ikke opmuntrende ord; men Maigret arrangerede en stor fest i Paris, hvor alle skulle komme udklædte som forbrydere eller politifolk, og der uddelte han to af romanerne. Og så var successen i gang.

Jeg synes, at de er underholdende at læse fordi de er skrevet i kontekst. Når han skriver om mordet ved sluserne, og beskriver det liv - så er det som det var på hans tid i 1931. Jeg tror, at det bliver netop spændende at læse dem i rækkefølge, så man også ser, hvordan Simenon og Maigret udvikler sig igennem de knap 40 år, der gik fra første til sidste roman.

Saturday, November 12, 2016

we are water - Wally Lamb



























  • Engelsk
  • 6.-12. november
  • 565 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er syv år siden, jeg sidst læste en Wally Lamb-roman og det var en genudgivelse af en roman fra 1992; og totalt set har jeg læst fire over omkring ti år. De kommer nemlig ikke så tit - selvom det ser ud som om, at han er mere produktiv nu, da der er udkommet to mindre romaner, som jeg altså har til gode.

Men hans styrke ligger jo nok i de store episke dramaer, som han mestrer til forbløffelse. De er ikke nemme at komme ind i; de første par dage kom jeg igennem 25-30 sider per dag. Men da det blev fredag aften med tid til fordybelse, så kunne jeg lade mig opsluge.

Det er 2009, og den 52-årige Annie er ved at gøre sig klar til sit bryllup med Viveca.
Hun har nogle år forinden forladt sin mand Orion Oh til fordel for et ny liv som lesbisk. En omvæltning eksmanden samt hendes tre børn Andrew, Ariane og Marissa lige skal fordøje. Hun er en succesfuld kunstner, der producerer provokerende og voldsom kunst ud af brugsgenstande - og Viveca er hendes galleriejer/manager.

Så trækkes vi tilbage til 1963, hvor Annie var en lille pige. Hun bor lykkeligt med sin familie - faderen, moderen, storebroderen og lillesøsteren... og en fætter, da en dæmning bryder. Under flugten fra huset drukner moderen og lillesøsteren. Faderen begynder at drikke; broderen holder sig langt væk fra hjemmet i opløsning - og nu bliver det teenagefætteren, Kent, der passer hende. Og han lider også af traumatiske barndomsminder, der får ham til at misbruge den lille pige.

Historien indeholder desuden vinklen om de to sorte Jones-brødre, hvoraf den ene også døde i floden. Den ene var maler, og Annie og Orion bor som voksne dér, hvor de havde et skur nede i haven. Her finder de nogle af Jones' malerier, som er sjældne, dyre - og som Viveca meget gerne vil have fat i.

Nu lyder det lidt som et krimidrama; men i realiteten er det en dybt tragisk historie om, hvad barndommens traumer kan gøre ved mennesker. Det er ikke forklaringen på, hvorfor Annie bliver lesbisk som midaldrende - men det er belysningen af, hvordan en enkelt hemmelighed kan ødelægge et menneske - og til sidst en hel familie både fysisk og psykisk.

Historien fortælles af Orion, Annie og Kent primært; og det hele foregår i ugen op til brylluppet med mange tilbageblik til deres fortid.

Det ender egentlig tragisk; for Annie konfronteres med Kent igen - og alle spøgelserne vælter ud af skabet, da det er for sent. Men det er jo også en moderne roman om familiens styrke og svagheder - og så selvfølgelig lidt politisk i kraft af det lesbiske element, da det netop var her staten Connecticut tillod ægteskab af homoseksuelle.

Jeg synes dog ikke, at det er hans bedste. Jeg tror snart, at jeg skal genlæse I Know This Much Is True - med fare for at blive skuffet; men den roman sidder i mig som ualmindelig stærk. Lamb er ikke bange for at tage kontroversielle emner op - en anden af hans romaner handler jo om Columbine-skyderierne. Han går direkte efter de barske ting - pædofili, våben, psykisk sygdom ....

Bestemt stadig et bekendtskab værd!

Monday, November 7, 2016

Stille København - Peter Olesen



























  • Dansk
  • 184 sider
  • 5. november

En lille hurtig og hyggelig bog til lørdagsaftenhygge!

Jeg har altid syntes godt om Peter Olesen, og hans fortællinger om og kærlighed til København. Han nyder vores by kan man mærke - og han kender den bedre end flertallet.

Fokus er her de små oaser byen byder på - i en cirkel fra indre by og ud til Vesterbro, Nørrebro og Østerbro - længst ude er vel nok Bispebjerg. Der er 40 forskellige små åndehuller, hvoraf nogle er relativt kendte: Den smukke bibliotekshave inde bag Christiansborg var en lidt hemmelig perle indtil den blev ramt af Pokémon Go-feberen, som totalt har ødelagt freden derinde. Det er forhåbentligt glemt til næste forår, så vi andre igen kan nyde freden derinde.

Der er mere oplagte steder som pladsen ved Vor Frue Kirke eller Glyptotekets Have og Blågårds Plads; men der var bestemt også steder, jeg slet ikke ville have tænkt på at opsøge. Steder, som kan bruges ikke blot om sommeren, men også til en god oplevelsestur til fods en vinterdag.

Når man som jeg bor midt inde på Strøget nærmest, så bliver det hurtigt en sport at undgå de mest befærdede gader med al den travlhed og de mange ikke-københavnere, der invaderer byen. Søndag morgen inden nogle af forretningerne jo desværre åbner igen, er et dejligt tidspunkt at komme ud i sin by og føle, at man kan mærke den.

Jeg forsøger at variere mine ture - det handler ikke om nye shoppingmuligheder; men derimod om at opdage byen fra andre vinkler. Jeg fik rigeligt med inspiration hos Peter Olesen. Jeg vil nok ikke benytte bogen som en guide til at tage med mig. Det ville være lidt synd for bogen. Men læs den derhjemme, og notér nye steder at besøge!

Endelig er den jo også krydret med dejlige billeder, så det i det hele taget er en vidunderlig lille investering. Derfor fortjener den også at få etiketten rejsebog.

Le tabac Tresniek - Robert Seethaler



























  • Fransk
  • 2.-4. november
  • 271 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den østrigske forfatter, Seethaler, er tidligere oversat til dansk med romanen Et helt liv, som er blevet sammenlignet med Williams' roman Stoner. Selv havde jeg dog ikke hørt om ham, før jeg samlede denne op i Belgien. Men der er bestemt potential til at læse mere.

Vi er i Wien i 1937. Eller faktisk lidt før - for den unge Franz bor lidt ude på landet med sin mor, hvor de lever af en månedlig ydelse fra moderens beundrer/elsker - og måske Franz' far? Men da han dør, sender moderen ham til Wien for at arbejde. Her bor og arbejder han for Otto Tresniek, som har en lille tobaksforretning, der ligeledes sælger aviser og blade. Det er hårdt arbejde for den unge mand, som samtidig får øjnene op for, hvad der sker i verden netop da. Ikke mindst da forretningens facade overmales, da en af deres kunder er Sigmund Freud.

Franz vil også gerne finde kærligheden - men ved slet ikke i sin naivitet, at det han tror er en sød pige, nok snarere er en prostitueret. Så han finder en ven i netop Freud, selvom hans første råd til den unge mand ikke imponerer ham. 

Men byens atmosfære bliver mere og mere anspændt, og snart må også forretningen lide under det. Samtidig forsøger Franz at beskytte moderen - de ugentlige postkort er nok så uskyldige, og fortæller ikke den fulde sandhed om gruen i byen eller Tresnieks endeligt.

Franz forsøger selv at klare skærene - men det ender sørgeligt. 

Det gør dog ikke bogen mindre god; det var nok en nødvendig melankolsk afslutning på et kapitel i historien, hvor der jo ikke var meget godt at komme efter.

Seethaler beskriver fint den unge mands konfrontation med en verden, der går fra barndommens uskyld til krigens gru på få øjeblikke. 

Wednesday, November 2, 2016

Hviskeslottet - Carole Martinez



























  • Fransk
  • 31. oktober - 1. november
  • 226 sider
  • Originaltitel: Du domaine des Murmures

Nogle gange overraskes jeg over, hvilke bøger, der oversættes til dansk - men denne gang positivt!
Carole Martinez havde jeg bestemt ikke regnet med, og slet ikke med en historie, som er så 'katolsk'- men det er den så måske alligevel ikke.

Jeg har læst Martinez for mange år siden; faktisk er det mere end syv år siden, selvom jeg erindrer bogen ganske tydeligt og med stor glæde. Så der var ikke meget tvivl, da jeg faldt over endnu en af hendes bøger.

Det er en lille men intens historie; i starten var jeg lidt perpleks over starten, men hurtigt var jeg dybt inde i hendes historie, som er en drømmeagtig blanding af religion, overtro, eventyr og kismet.

Esclarmonde er ung pige i middelalderens Frankrig - året er 1187, og hun er 15 år gammel.
Hendes far vil gifte hende væk, men hun vil ikke have noget af den lovede Lothaire, som er berygtet for at rende efter hele egnens piger. Da dagen oprinder siger hun nej ved alteret - som jo på den tid var udenfor kirken - og skærer sit ene øre af. Den handling skæmmer hende for evigt, og fortæller samtidig alle, at hun gifter sig med Gud. Denne praksis var vist ikke kendt i Norden - men i Sydeuropa er der utallige eksempler på kvinder, der på denne måde afsiger sig den verdslige verden, og lader sig indemure i et lille kapel. De har meget lidt plads - nogle gange knap nok til at kunne lægge sig ned for at sove; og blot et lille hul ud til verden, hvor de kan snakke med forbipasserende og få mad ind. Og så bliver de der til de dør! 

Et meget berømt eksempel er den indemurede kvinde i Hugos roman, Notre Dame de Paris. Men virkeligheden bød også på mange eksempler, hvor de typisk fik bygget et lille kapel op adeller tæt ved en kirke.

Esclarmonde forbereder sig således på dette eksil, men på morgenen for hendes indemuring, bliver hun voldtaget af sin far. Der går lang tid inden det går op for hende, hvad der sker med hendes krop. Og hun må jo føde den lille dreng inde i sit indelukke - han gives navnet Elzéar, som pudsigt nok er navnet på en berømt fransk prins, som levede i afholdenhedsægteskab - eller jomfrueligt ægteskab, som man kaldte det.

Drengen får befolkningen til at se hende som en helgeninde, og hendes liv bliver pludseligt langt mere animeret end, hvad hun kunne have håbet på som en adelig gift frue på den tid. Folk kommer langvejs fra for at blive berørt eller velsignet af hende. Landsbyens beboere er ikke længere syge, de dør ikke - og høsten er hvert år bedre end nogensinde.

Esclarmondes liv kommer nu til at handle om sønnen, om Lothaire, som pludselig forandrer sig til den perfekte mand - men nu uopnåelig; og faderen, som vil renses for sine synder ved at tage på dcet tredje korstog i 1189 sammen med den tysk-romerske kejser Barbarossa. 

Hjemme i sit lille kapel følger Esclarmonde ham i tankerne, og deres forhold bliver tættere end nogensinde igennem afstanden. Det er her historien begynder at gå over i et eventyr; handlingen skal ikke afsløres her - den er smuk, intens og overraskende. 

Nok er det en "gammel" historie - men jeg så også træk op til vor tid, og hele diskussionen om kvinders undertrykthed ved fx at bære slør. Måske er der også her det element, som sætter Esclarmonde fri af en traditionsbunden verden, da hun træder ind i rollen som religiøs. Der er bestemt flere lag i denne fascinerende historie.

Monday, October 31, 2016

På kanten af evigheden- Ken Follett



























  • Engelsk
  • 25.-30. oktober
  • 1.159 sider
  • Originaltitel: Edge of Eternity

Det har jo faktisk taget mig fem år at komme igennem Folletts trilogi om det tyvende århundrede; jeg startede med Giganternes fald i efteråret 2011. Den blev startet under en dejlig ferie under den afrikanske sol langt væk fra europæisk efterår - og selvom det ikke var ultimativ kærlighed, så kan jeg jo godt lide en roman med gods i.

Så skulle jeg vente på paperback-udgaven af andet bind, Verdens vinter, som jeg læste i 2013 - men der var tredje og sidste bind ikke udkommet. Igen ventede jeg på paperback-udgaven, og den har så stået i min reol i mere end et år. Jeg havde behov for at genopfriske de to tidligere bind, og få personerne og deres forbindelser til hinanden, genopfrisket. Jeg fandt nogle resuméer, og dagen inden jeg gik i gang med tredje bind, læste jeg mig igennem de 50 A4-sider-og var klar.

Weekenden bød på hjemmetid efter nogle grimme vacciner, og jeg var totalt opslugt af historien, der følger de mange familier fra 1961 og frem til murens fald i 1989. Nu var vi ovre i endnu flere højspændte politiske kriser med den Cuba-missilkrisen og den kolde krig. Follett har jo placeret sine personer godt - Tyskland, Rusland, England og USA; der var grundstenene lagt til, at de alle endte på hver sin side af konflikten. Den tyske familie deles ydermere af muren, der skiller dem ad, og foranlediger flugtforøg ud i friheden.

Men det er jo i USA også tiden med borgerrettighedskampene mellem sorte og hvide; mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King. Der var nogle intense kapitler, hvor læseren er med på en historisk hvirvelvind verden rundt. 

Det bliver til et fantastisk tidsbillede, og jeg var faktisk mere begejstret for denne. Jeg lærte en hel del om den kolde krig, som jo startede før min tid - men jeg genopdagede pludselig hele 80'er-tiden med de mange skiftende russiske præsidenter, som døde på stribe. Det var yderst interessant at genleve den tid med Walesa, kommunismens fald - og ikke mindst at få den amerikanske politiske vinkel på episoderne.

Derudover er vi jo netop i en amerikansk præsidentkampagne, som af alle udråbes til at være den mest modbydelige nogensinde. Og så er det jo tankevækkende at læse om Nixon, Johnson - og Reagan, som uden tvivl stod bag drabene på alle de uskyldige mennesker i terrorangrebet i Bagdad i 1985. Det mindede mig om, at verden ikke altid kommer til at se meget bedre ud med tiden - omstændighederne forandrer sig; men slutresultatet er desværre ikke langt fra, hvad der er sket tidligere.

Folletts personer er desuden meget virkelige; og selvom der er mange af dem, formår han at holde dem levende og i udvikling over de utroligt mange sider. Jeg må beundre, at han kan have en så fatslagt idé allerede fra første bind! De er skrevet løbende, men hans udgangspunkt er på en måde slutningen; således, at han ikke har kunnet skrive første bind og placere sine personer geografisk, socialt, religiøst og politisk uden at vide, hvordan de skulle udvikle sig individuelt og indbyrdes.

Der var et par steder, hvor jeg kneb en tåre - og det sker ellers ikke tit; men jeg blev bragt meget tilbage til mine teenageår, hvor det var underligt at vide, at der var en lukket verden bag en mur et sted i verden. 

Follett slutter sin bog et passende sted; han bliver ikke fristet til at tage den hele vejen til årtusindskiftet - han kunne have dækket AIDS, den nye form for terroriske, 9/11 og alt muligt andet. Han stopper, hvor personerne kommer til et naturligt punkt og de yngre generationer endnu ikke kan fylde det ud. Og så slutter han smukt med et lille efterskrift fra dagen, hvor Obama blev valgt til præsident i 2008. En god lang historie, som han har ført læseren smukt igennem.

Monday, October 24, 2016

Det uperfekte menneske - Jørgen Leth



























  • Dansk
  • 20.-23. oktober
  • 672 sider

Det er virkelig sjældent, at jeg køber en bog på dansk - og så til fuld pris. Generelt synes jeg ikke, at det er pengene værd, og oversættelser læser jeg jo helst heller ikke. Og så er der ikke meget tilbage i dansk litteratur, der passer til min smag.

Men Leths bog fristede mig - jeg havde set et interview med ham i Aftenshowet, og kendte ham så selvfølgelig som så mange andre danskere fra Tour de France. Jeg har aldrig set en eneste af hans film; jeg har ikke læst hans digte - og jeg havde kun et yderst perifært kendskab til hele skandalen omkring 'kokkens datter', der i 2005 fik ham diverse forsider og forårsagede fyringer som både konsul og sportskommentator. Der boede jeg jo ikke i Danmark, og syntes nok, der var lidt for meget andedam i den polemik.

Bogen er først og fremmest lækker. Tyk og tung med dejligt smukt og behageligt papir; den slags betyder altså noget, når man nu ikke køber en paperback.

Dernæst skulle jeg lige forstå opbygningen; for det er jo tilsyneladende en samling af det bedste fra hele fire andre erindringsbøger. Det gør det i starten lidt springende; og jeg indrømmer blankt, at jeg var mindre entusiastisk, når det gjaldt erindringerne om hans ungdom og hele happening-kunsten, som jo var noget før min tid. Måske fangede det absolut mindre, fordi det var brudt op og taget ud af andre bøger, så kontinuiteten forsvandt. Dog har man stadig hans smukke sprog - og i starten skulle jeg lige få hans stemme til at forsvinde fra mine tanker; den er så markant, et jeg følte, at han læste op for mig.

Mange af disse tidlige erindringer ledsages af hans digte - og poesi generelt er virkelig ikke min stærke side. Og slet slet ikke den slags, hvor der for mig at se, hverken er hoved eller hale i det. Men det er jo en smagssag.

Så er hele polemikken om hans liv i Haiti og de unge kvinder, som jeg jo først fik den fulde version af her. Jeg bliver faktisk ikke chokeret; der er jo ingen tvang - og Leth er til gengæld umådelig bevidst om, at det er en form for handel på et andet plan end en almindelig kærlighedshistorie mellem to måske mere ligestillede personer. Der forventes modydelser i mere håndfast form - og kan man som person affinde sig med det (og det udelukker jo på ingen måde kærlige følelser), så er det vel i sidste ende hans eget valg.

Der er dog passager, hvor jeg synes ordsproget er lige lovlig bramfrit; men det gælder hele hans ret så omfattende kærlighedsliv. Jeg tænker, at det må have været fantastisk at blive elsket af den mand, men måske mindre fantastisk at forelske sig i ham. Man må konstant have været nervøs for hans troskab?

Bogens styrke er for mig at se de længere passager, hvor der kommer en reel tidslinje og handling i historien - det gælder fx tiden efter 'skandalen' i 2005, hvor man virkelig kommer under huden på ham.

Men det gælder især også den fjerde og sidste del af bogen, som omhandler tiden omkring og efter jordskælvet i Haiti i 2010. Det var gribende og personlig læsning.

Nu er han jo ikke helt ung længere, og jeg synes da også, at det var både lidt vemodigt og sentimentalt at læse hans tjekliste, som er det sidste kapitel i bogen.

Jeg har uden tvivl kun kendt til en brøkdel af manden Leth inden denne bog; og den kunstneriske side kommer jeg nok heller ikke til at udforske meget mere. Men personen åbnede sig op, og jeg synes, at det var en meget personlig og sårbar bog.

Thursday, October 20, 2016

Le syndrome du Titanic - Nicolas Hulot


























  • Fransk
  • 18.-19. oktober
  • 309 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fandt denne bog af Nicolas Hulot nede i den franske boghandel, hvor de solgte den (pænt) brugt til den ydmyge pris af 20 kroner. Hulot er lidt af et mysterie for mig, så jeg blev jo nysgerrig.

Efter mine mange år i Frankrig og Belgien kender jeg jo især Hulot fra hans helt fantastiske reportager fra hele verden; en sand beundrer af vores skønne jordklode. Det startede først som en karriere som fotoreporter, og han blev som helt ung kendt for både at have mistet sit livs scoop, da han efter at have holdt vagt foran et hus i 46 dage, forlod det netop som 'emnet' trådte frem. En anden kendt hændelse var, da han nægtede at fotografere en berømt fransk forbryder selvom han var en af de første fremme ved gerningsstedet, da politiet dræbte ham i 1979.

Men stille og roligt skifter hans fokus fra sensationshistorier til naturen og miljøet, og får sin egen udsendelse på den største franske TV-kanal. Han tog franskmændene med ud til de steder i verden, hvor vi er i fuld fart med at ødelægge naturen. Det gjorde ham så populær, at han selvfølgelig begyndte at engagere sig politisk.

Han præsenterede sig som kandidat for det franske grønne parti til valget i 2012; men det var selvfølgelig en utopisk tanke at blive valgt. Men siden da har han haft en fremtrædende rolle som Hollandes særlige udsending, og været på missioner verden over.

Bogen her er dog fra 2004; og det gør den muligvis lidt uaktuel, da der på netop på miljøområdet sker noget hele tiden. Men den fortæller en del om manden og hans visioner ligesom man følger hans venskaber med fx Chirac. Det er jo lidt en kontroversiel situation - en decideret højrepolitiker, der tager en 'grøn' som rådgiver - og især tilbød ham posten som miljøminister efter 2002-valget . Hulot valgte dog klogt nok, at det er bedre at sidde udenfor at gø end at blive en del af magteliten.

Bogen følger ham på noglerejser rundt i Afrika og Sydamerika blandt andet, hvor han forklarer om de konkrete klimaændringer og konsekvenserne - men netop her er det måske lidt forældet information. Men det er jo min og ikke hans skyld!

Det er sikkert også glimrende ikke at læse den nyeste information - så ville de kvalificere som en thriller!

Tuesday, October 18, 2016

Manet Le secret - Sophie Chauveau



























  • Fransk
  • 10.-17. oktober
  • 487 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det har taget mig næsten et halvt år at få denne ned fra hylden efter, at den blev indkøbt i Paris i foråret. Så gjorde jeg det oven i købet netop som jeg skulle et par dage til Amsterdam på forretningsrejse - det tænkte jeg jo var god hyggelæsning i fly og på et kedeligt hotelværelse. Men det var uden at tage højde for, at jeg faktisk havde behov for et opslagsværk ved siden af.

Chauveaus biografi af Manet tager udgangspunkt i hans teenageår, hvor han kæmper mod en despotisk far, der kun vil høre tale om en akademisk uddannelse. Så ender han med at blive sendt ud at sejle - en god gennemprøvet metode på den tid til at få uterlige unge til at indse komforten ved et skrivebord. Men for Manet blev Brasilien en åbenbaring af farver, indtryk... og ikke mindst kvinder.

Da han kom hjem accepterede faderen endelig hans valg om at blive kunstmaler; en beskæftigelse som på den tid bestod i at overholde Kunstakademiets udstukne regler for god smag. Man malede og sendte sine billeder ind til Akademiets udstilling, hvor en jury skulle bedømme den inden adgang. Og Manets malerier blev afvist stort set hele hans liv. Det var netop den ene ting, han stræbede efter for, at faderen ikke skulle få ret.

Sideløbende med sin begyndende karriere falder han for familiens unge klaverlærer - en trivelig hollandskpige, som han gør gravid. Han er mand nok til at installere hende og hendes familie i en lejlighed; men han bliver selv boende med sin egen - og sønnen får at vide, at det er hans gudfar. Selv år efter, da han endelig gifter sig med Suzanne, får sønnen Léon intet at vide - selvom han vel nok havde sine anelser.

Men kampen om Akademiets gunst er umulig at vinde; hans malerstil er oprørsk - og det krævede netop at have malerierne i stort format ved siden af sig for at forstå, at Le Déjeuner sur l'herbe kunne skabe en sådan furore. Et par år senere præsenterede han Olympia, som var en moderne version af Tizians Venus of Urbino - der er jo en tydelig sammenlignelig struktur i maleriet; men Manets afklædte kvinde var for meget en letlevende dame til at det kunne præsenteres for det bedre borgerskab.

Sammen med slænget af venner/kolleger, som bestod af Pissarro, Cézanne, Monet, Sisley, Degas, Renoir, kæmpede de for at blive accepteret af Akademiet - og især for Manet var det vigtigt at blive anerkendt af det etablerede selskab. Hans venner trak sig væk og skabte deres egne udstillinger - totalt uhørt på den tid - og det blev starten på impressionismen. Det er alt sammen almindeligt kendt, men jeg var ikke klar over hans mere end tætte forhold til Morisot, som senere giftede sig med hans bror.

Jeg kendte ikke til hans dandy-facon, som gjorde ham kendt i hele byen for at være velklædt og en damernes mand. Han var ikke fattig som mange af sine kolleger, og han var altid parat til at hjælpe netop dem, når det stod skidt til.

Selvfølgelig blev hans eftermæle større - og i dag kan enhver jo genkende en Manet på lang afstand på grund af hans kendetegn i penselstrøg og ikke mindst hans sorte farve. Og alle kender historien om hans asparges-maleri - hvilket jeg i øvrigt stadig mener burde hænge sammen og ikke i to forskellige lande og museer.

Manet døde som kun 51-årig - ædt op af syfilis, som han havde taget med hjem fra Brasilien som ung. Den tragiske og tidlige død hjalp selvfølgelig gevaldigt på hans popularitet - men stadig var det vel blot et spørgsmål om tid, før tiden var rigtig klar til impressionisterne .... og så kunne betragte ekspressionisterne, kubisterne og alle de næste generationer som galninge!

Monday, October 10, 2016

Min mormor hilser og siger undskyld - Fredrik Backman



























  • Dansk
  • 6.-9. oktober
  • 464 sider

Da jeg begyndte på den anden Backman-bog, der stod i min reol, vidste jeg jo, at det var nummer tre og, at nummer to hed Britt-Marie var her. Allerede på første side så jeg så, at en person ved navn Britt-Marie optrådte i nummer tre, og lagde den straks fra mig igen. Så måtte jeg jo læse demi rækkefølge - og det vil jeg faktisk anbefale at gøre i hvert fald med netop disse to.

Hovedpersonen er dog den 7-årige Elsa, som bor i en lejlighedsejendom med sin mor og dennes nye mand allerøverst oppe. Ved siden af dem bor mormor, som er en farverig person. Sprudlende, grænseoverskridende, anarkistisk- og ikke særlig mormor-agtig i den traditionelle forstand. Men hun er verdens bedste mormor, vor hun har opfundet en hel eventyrverden, som hun hver aften tager Elsa med til, når hun skal have godnathistorie. En verden, hvor der ikke er fraskilte forældre, nye mænd og nye halvsøskende på vej.

Der er seks kongeriger i mormors verden, som er lidt Narnia-lignende: Kongeriget for musik, drømme, krigere, kærlighed osv. Og Elsa er jo overbevist om, at det kun er hende og mormor, der deler denne verden.

Men mormor er også meget syg, og dør af kræft. Hun videregiver dog nogle breve til Elsa, som er en form for skattejagt, som Elsa ikke er helt vild med. For hvad sjov er der ved det alene - og hvad skal hun finde ved slutningen af skattejagten? Og hvordan skal mormor give hende nye spor, når hun nu er død? 

Det hele fortælles gennem hendes 7-årige øjne; og med hendes sprog - men også hun har (ligesom alle Backmans protagonister) et særligt ordforråd og små særheder, der kendetegner hende ligesåvel som husets andre beboere. Skattejagten bringer hende nemlig tæt på dem allesammen; og undervejs opdager hun, at de alle er i huset af en speciel årsag og fordi hendes mormor samlede dem omkring sig. Huset er lidt ligesom slottene i eventyrlandet, og historierne begynder temmelig meget at minde om de personer, hun nu lærer at kende. 

Mormoren har brugt de gode og de dårlige sider til at fortælle alle beboernes liv med dets tragedier og konsekvenser for dem. Det er tsunami, krig og traumer. Og det er historien om en mormor, der ofrede sig selv og forholdet til sit eget barn for at hjælpe alle andre.

Elsa opdager jo så også, at hun ikke er så unik, som hun troede.Og at mange andre kendte til deres hemmelige sprog og verden. Den er hård at sluge for en 7-årig, og hun når at både elske og hade mormoren undervejs i skattejagten. 

Men det er jo også en meget livsbekræftende historie, hvor alle husets skæbner flettes sammen - og med en happy ending! Det er jo en form for børnebog - men absolut for voksne. Jeg kneb OGSÅ en lille tåre ved afslutningen af denne bog; det formår han altså at røre i mig hver gang. Så slutningerne læser jeg konsekvent kun derhjemme! Men jeg læser helt sikkert hans næste bog, hvis der kommer én.