Tyven - Ulrik Langen

• Dansk
• 19.-22. december
• 363 sider

Det er mange år siden, at jeg læste Langens bog om Christian VII - og jeg var bestemt ikke begejstret. Men efter mere end syv år glemmer man jo; og nogle forfattere skal da også have en anden chance.

Man kan jo ikke sige, at han var ung og nybegynder dengang - men under alle omstændigheder er der sket store fremskridt; og jeg var fuldstændig opslugt af denne før-jul-roman, som virkelig skulle afsluttes inden jeg kunne drage på litteraturfri juleferie.

Niels Heidenreich kender mange sikkert ikke af navn - jeg gjorde da ikke; men han er jo en vigtig person i Danmarkshistorien. Manden, der stjal Guldhornene og omsmeltede dem, så det i dag er simple kopier alle vi turister beundrer på Nationalmuseet.

Langens bog er en enestående og levende biografi af manden og hans opvækst - som måske eller måske ikke var medvirkende til, at hans liv udviklede sig som det gjorde. Han var altid i pengenød - ikke mindst på grund af moderens strejfen; og han må finde på løsninger til at skaffe penge. I første omgang sker det ved at forfalske pantelånersedler - men han bliver fanget. I tugthuset opfører han sig dog så eksemplarisk, at han snart får særligt betroede gerninger, og bliver benådet som en omvendt mand.

Men han er stadig bedre til at snakke for sig selv og sine gode ideer, end at føre dem ud i livet. Og det er her tyveriet af Guldhornene begynder at spire. Langen giver et fantastisk indblik i manden og hans tankegang og selve tyveriet en mørk aften i maj 1802. Den er baseret på datidens udskrifter af retssagen blandt andet; men selvfølgelig er der også fiktion i det. Men det virker ganske plausibelt, og samtidig får man en fantastisk skildring af København på netop den tid. Jeg fornemmede nærmest hvert hus i de små gader i Indre By, hvor jeg selv bor og hvor man tit glemmer, at det var en form for landsby på den tid. Alle kendte alle og lokalmiljøet begrænsede sig til en temmelig lille firkant omkring hoffet. Østerport er grænsen ud til en helt anden verden!

Man kan næppe kalde Heidenreich for sympatisk - men ej heller usympatisk. Han var bestemt heller ikke dum - intellektuelt set. Han var måske bare en umådelig svag person, som ikke kunne tage sig sammen til det hårde arbejde, der skulle til for at tjene penge til familien.

Der var dog stadig nogle dumme sjuskefejl i form af stavefejl, som ganske enkelt ikke burde være der. Det irriterer mig altså stadig, at man ikke kan gøre den slags ordentligt, når der ellers er lagt en masse energi i noter og lignende.