Monday, November 30, 2009

Baking cakes in Kigali - Gaile Parkin


  • English
  • November 29-30
  • 361 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
  • Titre français: Pas traduit

Angel er en midaldrende kvinde fra Tanzania, som er flyttet til Rwanda med sin mand, hvor de lever i en bygning sammen med udlændinge fra andre afrikanske lande, men også europæere og amerikanere. En del af den store gruppe af udlændinge, som er kommet til landet efter massakrerne i 1994 for at hjælpe landet med at blive genopbygget eller deltage i retssagerne mod morderne.

Angel og Pius opdrager samtidig deres fem børnebørn. Sønnen er død - skudt ved et indbrud i sit hus; men forældrene ved, at hvis det ikke var sket - så var han død af AIDS. Datteren er ligeledes død; af stress... for højt blodtryk og hovedpine, som gjorde, at hun måtte tage en masse piller.

Det lyder meget dystert - men det er det ikke umiddelbart. Angel er ikke en højtuddannet kvinde; men hun bager kager - flotte kager i fantasifulde former afhængig af kundernes ønsker, og igennem denne lille forretning kommer hun i berøring med folk med vidt forskellige historier. For I Rwanda har alle en historie... alle er personligt berørt og forsøger at komme videre som mennesker. Angel får alle disse menneskers historier, og samtidig hjælper det hende til at se hendes egne historier i et andet lys.

Angel besidder en særlig form for menneskekundskab - hun leger Kirsten Giftekniv; hun stiller nogle spørgsmål, som får andre til at se deres liv i et andet lys... hun formår især at få de vestlige udlændinge til at se Afrika og Rwanda i et andet lys. Hun er vel på sin vis lidt naiv i sin livsanskuelse; men hun har en intuition, som bringer hende langt i relation til andre mennesker.

Som tiden går og hun ser, hvordan de lokale formår at leve videre på trods af, hvad de har set og oplevet, indrømmer hun langt om længe for sig selv, at datteren begik selvmord - og det gør man kun, hvis alternativet er værre - at forældrene skulle se hende dø af AIDS. Hun kan endelig også lukke et kapitel bag sig og samtidig sørge for, at hendes børnebørn får en anden skæbne og uddannelse.

Der er en del utrolige personportrætter - man møder mange forskellige mennesker; men fælles for dem er, at deres historier er de historier, man vil møde i Rwanda i dag. De overbringes på en blid måde - men alle, der har set eller hørt om Mille Collines og inyenzi, kan ikke undgå at elske denne lille bog.

------------------------------------------------------------------------
Un livre que j'espère sera traduit en français, car il le mérite. Ce sont des histoires des pleins de personnes - des histoires qui font des vies en apparence ordinaires, mais qui sont toutres extraordinaires. Toutes ces histoires sont racontées à Angel, une femme dans la cinquantaine qui est venu de Tanzanie pour s'installer pour une période au Rwanda avec son mari.
Ils vivent dans un immeuble où il y a d'autres étrangers venus aider le pays à se reconstruire après le génocide ou travailler pour les procés légales pour trouver les coupables. Mais Angel a d'autres choses à faire - elle s'occupe aussi de ses cinq petits-enfants depuis la mort de ses propres enfants. Son fils est mort dans une fusillade - mais sinon il serait mort de 'la maladie'; sa fille est morte de stress, hypertension et mal de tête qui l'obligeait à prendre bequcoup de comprimés.
Angel fait aussi des gâteaux - des beaux gâteaux en formes et couleurs optimistes; et son petit business marche de mieux en mieux grace à la réputation qu'elle se crée dans la ville. Les gens viennent vers elle pour commander leurs gâteaux, et à chaque rencontre elle entend leurs histoires. Ils lui donnent en échange un bout de leur vie, et Angel comprend au fur et à mésure les cicatrices profondes que beaucoup d'entre eux porteront pour toujours.
Il y a des portraits de personnages touchants et raconté avec cette vision africaine du monde - un certain humour et imcompréhension face aux coutumes des occidentaux. Angel est une médiateur qui arrive à faire parler les gens; à se lier entre eux malgré ce qu'il y a eu avant comme antipathie. Mais en écoutant comment ces gens continuent à vivre en sachant ce qu'ils ont vus et senti, elle accepte finalement la vérité qui la tourmentait depuis plus d'un an. Sa fille n'est pas morte de stress; elle s'est suicidée parce qu'elle avait aussi 'la maladie' - le Sida - et elle n'osait l'admettre à ses parents.
Angel trouve cette consolation en elle qui lui permets alors d'aider ses petits-enfants pour qu'eux ils comprennent qu'il leur faut un autre avenir. Elle arrive enfin à comprendre que même si il y a Mille Collines et les inyenzi - on peut pardonner et avancer.

Saturday, November 28, 2009

Den anden hånd - Chris Cleave


En gribende, morsom, tragisk, eftertænksom bog om menneskeskæbner - som ikke kan undgå at gøre indtryk.

Little Bee er en 16-årig nigeriansk pige, der i kraft af en jamaicansk pige tricks bliver sluppet illegalt ud af et asylcenter i England, hvor hun har ventet i to år på at få sin skæbne beseglet. Sandsynligvis for blot at blive sendt tilbage igen med uforrettet sag. Så da hun pludselig står ude i den engelske frihed, er det et chok for hendes kultur; og hun skynder sig at opsøge de eneste mennesker, hun kender - Andrew og Sarah.

Andrew hænger sig selv, og Little Bee dukker op på dørtrinnet morgenen inden begravelsen - i Sarah's genfortælling af historien, som skifter med Little Bee's. Sarah føler, at hun bliver nødt til at give hende husly for at frelse sig selv fra de minder, der bragte dem sammen på en nigeriansk strand to år tidligere. Det var den oplevelse, der begyndte at tage livet af hendes mand og nu får hun chancen for at råde bod og selv finde fred med minderne.

Little Bee og Sarah nærmer sig forsigtigt emnet og endelig kommer den fulde historie om deres møde frem; om Sarah's mod overfor hendes mands hjælpeløshed "fordi det alligevel ikke nytter noget". Men Little Bee fortæller ikke Sarah hele sandheden med det samme - for hun er den stærke af de to. Hun er den pinte flygtning; men det bliver hendes force... hun har set og følt for meget allerede, mens Sarah er en ung kvinde, der er frustreret over at have mistet sin pure ungdoms idealer og er forfaldet til den nemme og bekvemme liv.

Little Bee beskriver sit liv og sine oplevelser med humor og undren over den vestlige verden - den første verden; for hendes er jo den tredje. Men hun har en visdom og alderdom i sin sjæl, som bliver broen mellem de to kvinder og hun kan også nå ind til Sarah's 4-årige søn, Charlie, som har forskanset sig bag et Batman-kostume i sin sorg.

Men hun er der illegalt; og selv da de voksne hvide ubevidst udsætter hende for en fare, hun er fuldt bevidst om, så gør hun det fordi hun også har en gæld, hun vil indfri. Hendes dødsfrygt er på et andet plan - lige så lille som hendes håb for en fremtid.

Ringen sluttes på en nigeriansk strand - slutningen kan godt virke en anelse Benetton-agtig, men samtidig er det beskrevet i et meget poetisk sprog, som overflødiggør mange unødvendige ord for at beskrive den grusomhed vestlige lande nægter finder sted.

Det er en nem bog at læse - i den danske udgave er det skrevet i stor skrift og det tog mig vel knap fire timer at læse den; men absolut også fordi den var god. Man knytter sig uendeligt til Little Bee og vil virkelig have, at det hele ender godt - men det er nok for naivt! En fantastisk lille bog.

----------------------------------------------------------------------

Ce livre va vous bouleverser - il est touchant, violent, emouvant, humouristique et si tragique. Le langage est absolument à part - mes mots trop crus ne sont pas nécessaires pour décrire le cuachemar que vivent certains réfugés; mais la poésie employée dans ce livre suffit largement à créer les images dans votre tête.

Little Bee est une jeune fille nigérienne de 16 ans qui un jour par erreur (et tricherie d'une camarade) se trouve liberée du centre de demande d'asile en Angleterre. Elle ne connait rien de ce pays si loin du jungle où elle a grandi jusqu'à une guerre de petrole ont chassé et tué toute sa famille. Elle ne connait que deux personnes - Andrew et Sarah; deux anglais blancs rencontrés sur une plage au Nigéria.

Sarah raconte sa version des faits - Little Bee qui arrive devant sa porte le matin de l'enterrement d'Andrew. Depuis deux ans il sombre dans une dépression et le coup de fil de Little Bee était le coup de grace. Il s'est pendu. Sarah se sent obligée d'accueillir la fille - autant pour l'aider que pour se faire pardonner des évènements de la plage.

A tour de rôle elles décrivent ce qui s'y passait alors; comment cette épisode ont transformé leurs vies. Pour Sarah c'était le moment où elle arrêtait définitivement d'aimer son mari face au manque de courage de sa part - et elle a du assumer le rôle de l'homme, du sauveur lors de cet incident. Elle a essayé d'effacer ces souvenirs, mais l'arrivée de Little Bee l'oblige à les affronter.

Little Bee raconte avec stupéfaction et humour cette vie anglaise; mais aussi avec une amertume, vieillesse et sagesse puisqu'elle a déjà tout vu; trop vu. Elle n'a plus peur de mourir et même quand les blancs inconscients lui envoie directement face au danger sans y penser elle y va. Car elle n'a pas tout dit à Sarah; et elle a aussi son poids de dettes à règler. Elle arrive à toucher le petit Charlie, le fils de Sarah, qui se cache dans son costume de Batman pour venger la vie et la mort de son papa.

Le cercle se referme sur un autre plage au Nigéria - la fin certes un peu trop Benetton - nous nous aimons tous sur cette terre multicolore; mais aussi avec une fin infiniment tragique et poétique décrit si simplement qu'on le remarque à peine.

On s'attache énormement à Little Bee - on aimerait tant que tout cela finisse bien... mais ce ne serait pas en accord avec les sorts de ces milliers de personnes qui vivent des moments niés par l'Occident.

Wednesday, November 25, 2009

Rejsen til nattens ende - Céline


  • French
  • November 12-25
  • 505 pages
  • Originaltitel: Voyage au bout de la nuit
Bukowski har engang sagt om denne bog, at det var den bedste bog skrevet de sidste totusinde år! I Frankrig er den jo en af de helt store klassikere - men efterhånden tror jeg, at jeg kender flere, der snakker om den end dem, som reelt har læst den. Ikke uden grund! Den krævede, at jeg tog mig tid til at komme ind i hans skrivestil - og hans voldsomme sprog. Den egner sig ikke til et par siders læsning hist og pist - som andre bøger, jeg uden problemer kan læse i sporvognen om morgenen. Céline kræver fuld opmærksomhed - og når det lykkes, så er det en fryd at læse.
Ikke at der overhovedet er noget frydefuldt over det! Hans protagonist, Bardamu, er en antihelt ganske enkelt. Hans livssyn er antioptimistisk, antiidealistisk og verden er i bund og grund et forfærdeligt sted at leve - og det handler kun om at hutle sig igennem til man endelig kan dø.
Muligvis stammer Bardamu's livslede fra den dag, han ser tropperne drage i krig - og lader sig rive med uden at vide, hvad krigen vil indebære. Hans møde med krigen bliver så voldsomt, at han fra den dag af forsøger at flygte - fra krigen og senere fra enhver form for ansvarlighed og mod. Han er nok den mest krysteragtige feje person, jeg har mødt i en bog... alt virker sort, ulideligt og trøstesløst. Men det hele beskrives med en særegen ironi, som man ikke kan undgå at lade sig opsluge af.
Sproget i sig selv er meget bemærkelsesværdigt for perioden - romanen udkom i 1932; og der er fransk slang, som jeg troede først var opfundet årtier senere. Interessant opdagelse sprogmæssigt - også med sine bratte brud og samtalesprog, som ikke var almindeligt i den tids dannelsesromaner.
For det er vel nærmest en moderne kynisk dannelsesrejse vi kommer med ud på - opdelt i forskellige antitemaer:
Antinationalismen i den første del af bogen, hvor vi er i skyttegravene i 1. Verdenskrig og efterfølgende i Bardamu's forsøg på at blive erklæret gal og uegnet som soldat. Hans syn på krigen er meget realistisk, og han kommer med nogle fantastisk rammende teser, som er universelt rigtige.
Antikolonialismen i den anden del, hvor han ender i Afrika; i Senegal, som dengang var en fransk koloni. Denne del havde jeg til gengæld meget svært ved og var lige ved at give op. Jeg glemte, at datiden havde et andet syn på kolonialisme - og Céline i særdeleshed muligvis med sine senere antisemitiske synspunkter. Det er på grænsen af, hvad jeg fysisk kan klare at læse... hvor 'negeren' omtales som 'den' eller 'det' - det var utroligt grænseoverskridende.
Antikapitalismen da han efter rejsen til Afrika ender i 1920'ernes USA. Efter krigen i en bekymringsløs tid for de rige - men i dyb fattigdom for de andre; tiden for industrialismen og konceptet af fabriksarbejdere, som fremstillet af Chaplin i Moderne Tider. Pudsigt nok bliver Bardamu her behandlet med den samme manglende respekt og som den moderne hvide slave, som han selv behandlede de indfødte i Afrika - uden, at det udløser nogle samvittighedskvaler hos ham. Det er gennemgående synes jeg - uanset, hvad der sker så reflekterer han ikke over sine handlinger til at udvikle sig som person. Han mangler simpelthen en samvittighed!
Anarkismen er et gennemgående træk uanset, hvor han befinder sig. Tanken om at skulle inddele samfundet i klasser er Céline meget imod; alligevel mener hans Bardamu selv at befinde sig på et niveau udenfor andres rækkevidde - ganske vist helt i bunden af hierarkiet; og det psykiske hierarki fordi han er nået til enden af natten... det ultimative mørke, som er menneskets inderste og oprigtigeste sjæl.
Bardamu's fornavn er Ferdinand - som Céline selv; og der er uden tvivl mange af hans egne synspunkter i denne roman. Man når allerede at ane hans racistiske holdninger - og hovedpersonen er læge som han selv. Céline arbejdede også både i USA og i Afrika - men det er ikke en selvbiografi... officielt!
Jeg havde meget glæde af at læse den anden halvdel - da vi var væk fra Afrika, og jeg samtidig grundet sygdom havde tid til at læse, lægge den fra mig og læse videre; men i større portioner. Det er nok sådan han skal læses. Det er uden tvivl også en roman, der skal genlæses for at få det fulde udbytte af den.

Wednesday, November 11, 2009

Home - Marilynne Robinson


Glory Boughton er 38 år gammel, da hun som ugift lærerinde vender hjem til barndomshjemmet til den gamle fader; byens præst, som er gammel og døende. Hun konfronteres med barndommens minder om de syv søstre og brødre - især den fortabte søn Jack. Pludselig en dag får de et brev fra Jack, som meddeler, at han vil komme hjem igen - efter at have været væk fra hjemmet i tyve år og uden, at de vidste om han stadig var i live.

Jack er familiens sorte får; som barn var han den tavse dreng, som levede sit eget liv midt i den store præstefamilie. Han var ansvarlig for samtlige narrestreger på grænsen af loven i den lille by Gilead, som også er scenen for Robinson's tidligere roman for hvilken hun vandt Pulitzer-prisen. Faderens bedste ven, præsten Ames, er hovedpersonen i den roman og også en del af denne historie om tilgivelse, familieforhold, stolthed og småborgerlighed i en mellemamerikansk by i 1950'erne.

Jack og Glory nærmer sig hinanden med forsigtige skridt; hun er angst for at skræmme ham væk igen i frygt for, hvad det kan gøre ved faderen. Hun forsøger at trænge ind til ham og formår det på mange måder langt bedre end faderen, som aldrig har kunnet forstå sin søn og dennes manglende tro. Jack og faderen er uenige politisk - det er i perioden, hvor segregationen mellem sorte og hvide fører til utallige optøjer, som de ser på det nyerhvervede fjernsyn. Man fornemmer, at Jack forsøger at fremprovokore en diskussion og en indrømmelse af, hvor han har været de sidste mange år - men faderen vælger at ignorere det.

Jack vender sig mod Ames som en troens mand - men som ikke dømmer ham som sin søn; men heller ikke der får han afløb for de tanker, han tydeligvis har behov for at komme af med. Det driver ham ud i drikkeri igen, og Glory bruger al sin energi på at undskylde for ham, hjælpe ham uden at træde for nær - og samtidig tænke over sit eget mislykkede liv med en mand, som på mange måder minder hende om Jack... den utro, ustabile type, der udnytter kvinder og ikke er i stand til at give noget igen.

Men Jack har en kvinde i sit liv, som han elsker - og som han dagligt sender breve til. De kommer retur og overbeviser Jack om sin egen uduelighed; han indrømmer over for Glory, at kvindens familie ikke ser positivt på ham.

Da faderen svækkes tydeligt og bliver senil, er Jack parat til at give ham de indrømmelser, faderen har ventet så mange år på - men da kan han ikke længere genkende sin søn. De beslutter sig for at kalde de andre søskende hjem - og Jack vil ikke være der til den konfrontation. Han tager afsted - og umiddelbart efter kommer kvinden uanmeldt på besøg, og Glory forstår hele omfanget af det liv, hendes bror har levet i mange år. For sent.

Det er en meget gribende historie om de fordomme, der trivedes på den tid; de forhold mellem forældre og børn - selv voksne - som forhindrer dem i at tale ærligt til hinanden og lægge gamle historier bag sig. Barrierer, som aldrig kan nedbrydes på grund af facader, der skal opretholdes - og det er egentligt dybt tragisk men på en utroligt stille og dyb måde, der griber langt ind i én ved læsningen.

-----------------------------------------------------------------------

Marilynne Robinson a gagné le Prix Pulitzer pour son 2ème roman - Gilead - qui précède celui-ci mais qui se lit indépendamment. Les deux se passent dans une petite ville américaine au début des années 50, période où la segregation entre noirs et blancs donnaient des combats violents et qui marquait le début d'une fin pas facile à comprendre pour tout le monde qui ne connaissait le monde que tel - divisé.

La famille Boughton vit dans cette ville - le père pasteur et les huit enfants; aujourd'hui ils sont tous adultes et ont quitté la maison. Mais le père vieillit et c'est le devoir de Glory qui ne s'est jamais mariée de rentrer s'en occuper. Sa vie est ratée selon les valeurs de l'époque. Mais moins que la vie de Jack - le fils prodigue qui est parti depuis vingt ans on ne sait où.

Peu après son retour Jack envoie une lettre signalant son retour; il a des soucis mais ne veut pas en parler. Le père est content de le voir mais évite les sujets sensibles - les seuls qui auraient pu les approcher et permettre de s'expliquer. Glory y va doucement - par peur de le faire fuir et en voyant en lui l'homme qui a abusé d'elle sentimentalement depuis des années. Mais malgré tout ces deux se retrouvent dans leurs propres souffrances et destins tragiques hors des vies acceptées de l'époque.

Jack essaie de provoquer le père en parlant politique et en invoquant les emeutes entre noirs et blancs qu'ils regardent sur la petite télévision installée dès son retour. Le père réfuse et ainsi il réfuse aussi de comprendre que là est une partie de l'aveu que Jack a besoin de faire pour se soulager et devenir lui aux yeux de cette famille qui ne l'a jamais compris. Quand il veut finalement donner ce que le père attend de lui, celui-ci est trop malade et sénile et ne le reconnait plus.

On fait appeler les autres frères et soeurs et Jack décide alors de partir avant - estimant qu'il n'a pas sa place dans une famille en deuil. Après son départ Glory reçoit la visite de cette femme dont il parlait vaguement; qu'il disait aimer mais d'un amour impossible vu sa situation et l'opinion de la famille de la femme. Alors finalement elle comprend son frère en sachant qu'elle ne saura plus le trouver et qu'elle ne le verra sans doute plus jamais.

C'est un livre tragique et poignant; sur les non-dits des familles - peut-être plus encore dans cette famille réligieuse où les écarts des pensées n'ont pas leur place. Le manque de compréhension d'une autre façon de vivre - certes parfois pas dans les règles; mais même quand Jack s'est rangé il n'est jamais bon aux yeux du père. Ses efforts d'obtenir un pardon et se reconcilier sont vains... il y a trop de conventionnel et de fierté dans ce vieux pasteur qui ne veut pas faire des sacrifices. Finalement ils ont tous perdants chacun de leur manière.

Saturday, November 7, 2009

Blood Test - Jonathan Kellerman


Jeg fik denne foræret forleden dag i den engelske boghandel - og det siger man jo ikke nej til! Desuden trængte jeg til en anden genre efter de seneste læsninger; og en god krimi er aldrig af vejen - selvom det ikke er det domæne, jeg gør mest i.

Kellerman's krimier har Alex Delaware som hovedperson - psykiater, som ikke arbejder på fuld tid længere; men lever af nogle penge/investeringer, som vi ikke rigtig får meget kendskab til. Han er 35 år og bor i Los Angeles, hvor han ind i mellem hjælper til i retssager, hvor der skal foretages psykiatriske bedømmelser.

Denne krimi er den anden i serien, men den er fra 1986 - man skal pludselig forholde sig til en verden uden mobiltelefoner og beskrivelserne af deres tøj kan godt få et nostalgisk grin frem - for indrømmet: Det var ikke den mest æstetiske periode i verdenshistorien!

Hovedsagen i denne krimi handler om den lille Woody på 5 år, som ligger på hospitalet med en alvorlig kræftsygdom. Hans familie består af den 19-årige søster, Nona, og nogle ældre forældre. En dag er Woody forsvundet fra hospitalet; det motelværelse familien boede på er raseret og inden længe finder man forældrene myrdet. Men drengen og teenagepigen er væk.

Alex tager kontakt til en ven indenfor politiet, Milo - han er bøsse, og igen fornemmer man, at dette var i en tid, hvor AIDS var en nyopfindelse. De arbejder uofficielt som et team, og historien hænger faktisk glimrende sammen - der er overraskelser og ikke for meget vold (som jeg hurtigt bliver lidt træt af). Det spiller mere på det psykologiske plan, og handlingen går i et passende tempo.

Ud fra de anmeldelser jeg kan finde, skulle nogle af de senere bøger være bedre - der er 24 i serien om Delaware; dog er de senere knap så roste. Uden at ville opsøge dem, så ville det være passende underholdning til en flytur - hvis man falder over dem til en god pris.

----------------------------------------------------------------------

Je ne refuse pas un livre gratuit - donc quand on m'a proposé celui-ci dans la librairie en faisant d'autres achats je me suis dit qu'il ferait un bon break après les livres un peu lourds et assez noirs que j'ai lu dernièrement.

Kellerman est pédiatre et psychiatre devenu auteur de polars, et celui-ci est le 2ème dans une série de 24 sur le psychiatre Alex Delaware. Il date de 1986 - et on le ressent par moments; il n'y a pas de GSM, le SIDA vient d'apparaitre et leurs vêtements sont fabuleusement kitsch. Ca a un côté amusant puisque on oublie parfois que tout se passe il y a si longtemps.

Delaware vit à L.A. - il ne travaille plus tellement; il vit de ses rentes - à 35 ans. Parfois il aide des amis dans de procès où il faut une diagnose psychologique. Le livre commence avec une telle histoire où il se voit vite melé à un père fou divorcé de sa femme. Mais l'histoire principale est une autre - l'histoire du petit Woody de cinq ans atteint d'un cancer.

Il est hospitalisé mais la soeur et les parents n'aiment le voir isolé à l'hopitâl. Un jour il disparait et la chambre d'hôtel où logeaient la famille est ravagée. Très vite on découvre les corps de parents tués - mais les enfants ont disparus. Delaware commence sa propre petite enquête aidé par son ami flic, Milo, homosexuel et un peu la caricature des années 1980.

L'histoire avance bien avec un rythme soutenu - ni trop long ni trop court; il y a des portraits de personnes bien cernés pour un polar et ce n'est pas du tout mauvais. De là à aller acheter les 23 autres... je ne pense pas. Mais à lire pendant un vol ou sur la plage, c'est tout à fait le genre. Et absolument ce qu'il me fallait pour rompre un peu le fil noir...

Wednesday, November 4, 2009

Contours du jour qui vient - Léonora Miano


  • Français
  • November 2-3
  • 274 pages
  • Dansk titel: Kun oversat til svensk
Léonora Miano er absolut en lovende ung afrikansk forfatter - hvis man altså kan lide den slags litteratur. Hun er født i Cameroun, men flyttede til Frankrig i 1991, men hendes romaner foregår i Afrika - tit i et fiktivt land; sikkert fordi problemerne hun beskriver ikke henholder sig til hendes eget hjemland alene men til et helt kontinent.
Denne roman er hendes anden, og vandt i 2006 Goncourt-prisen for unge forfattere - som heller ikke er at kimse af!
Romanen foregår som sagt i det fiktive land, Mboasu - men mange af navnene og ordene er i douala; Camerouns sprog. Men ellers er det et lille afrikansk land, som der er så mange af... tidligere fransk koloni; plaget af borgerkrige og drab på europæere - og det kan minde om såvel Rwanda som Cameroun som andre lande i samme situation. En situation, hvor folket er fattige og desperate; de dør på gaden uden, at nogle rynker på næsen. Men de benytter også en anden mulighed for at skaffe føde til familien - de udstøder deres børn.
Den lille Musango er ni år, da hendes far dør. Hendes forældre var ikke gift og moderen får intet fra faderens velstående familie. Moderen er overbevist om, at Musango er besat af djævlen - og smider hende ud af huset. Hun driver rundt, finder kortvarigt hvile hos nogle franske nonner men må flygte, da de bliver angrebet af rebeller. Hun ender ude i junglen i et hus, hvor nogle religiøse fanatikere under dække af religion, holder unge kvinder fanget indtil de sendes til Europa for at arbejde som prostituerede.
Musango er blot tjenestepige og hendes liv er ikke så ringe, som det kunne være. Men hun vil væk! Hele bogen igennem taler hun til sin mor; hun vil genfinde sin mor og sikre sig, at denne virkelig vil forkaste hende - lidt ligesom Afrika som kontinent er Europa's udstødte barn. Hun skriver på en meget poetisk og smuk måde om afrikanske traditioner; om hendes ønske om at få et liv - men ikke i Europa, som så mange af de unge piger, der ikke aner, hvad der venter dem.
Musango er en lille pige med en voksens sjæl - som Afrika er ung i vores højtudviklede øjne, men besidder en urgammel sjæl med visdom, som vi ikke længere regner for noget. Musango skal igennem en renselsesrejse for at kunne komme til verden - en verden uden sin mor; en verden, hvor hun endelig kan acceptere sig selv som menneske med en værdighedd og ikke bare barnet, der blev smidt for døren.
Det er helt bestemt en fortjent pris; men måske ikke af bred interesse - i Frankrig er der selvfølgelig et ret stort publikum for den fransksprogede afrikanske litteratur, og jeg synes, at det er positivt, at hun oversættes til svensk.
-----------------------------------------------------------------------
Léonora Miano a reçu le Prox Goncourt des lycéens pour ce livre - son deuxième qui comme le premier se passe en Afrique dans un pays imaginaire - le Mboasu. Ce pays peut être chaque pays africain quasiment - avec un passé colonialiste (pour le Mboasu la France); ravagée par les guerres civiles et des meurtres sur les européens - cela peut rappeler le Rwanda autant que d'autres pays africains.
Musango est une petite fille de neuf ans qui se trouve dans la rue après la mort de son père. Ses parents n'étaient pas mariés; sa mère se contentant de vivre sous le toit de cet homme plus fortuné mais déjà marié et espèrant qu'un jour il la marierait. Hélas il meurt avant et la famille du père mets Musango et sa mère dans la rue.
Or commence la bataille quotidienne pour se nourrir et vite sa mère l'accuse d'être ensorcelée pour trouver l'excuse de s'en débarasser mais aussi pour exprimer la haine qu'elle ressent depuis des années envers cet enfant qui devait lui donner la richesse et l'assurance d'un mariage riche; mais qui a fini par reçevoir l'amour du père que la mère n'a pas eu. La mère l'expulse; elle devient l'enfant non voulu comme l'Afrique l'est devenu pour l'Europe dès qu'elle a posé des conditions de vie.
Musango erre dans le pays et se trouve captivée dans une cabane cachée dans le jungle où des fanatiques réligieux sous prétexte de purifier les jeunes filles, les violent avant de les envoyer en Europe pour devenir prostituées. Elle réussit enfin à s'échapper; et elle se mets à la quête de sa mère. Elle a besoin de la revoir; de se contronter à elle pour renaître ou enfin naître et avoir une existence.
Musango raconte sa vie de gamine de neuf à douze ans avec une grande poésie; c'est une fille avec l'âme d'une vieille - comme l'Afrique à nos yeux évolués est un enfant, mais pourtant possède une sagesse que nous avons longtemps oublié.
C'est un très beau petit livre... chaque livre que je lis sur ce continent me donne envie d'y retourner; même si c'est des vies dûres mais aussi avec tant de douceur.

Sunday, November 1, 2009

En hårfin balance - Rohinton Mistry


  • Engelsk
  • 752 sider
  • 25. oktober - 1. november
  • Originaltitel: A Fine Balance
I en af de anmeldelser jeg læste om bogen, stod der: "Read this only if you have roboust emotional and mental heatlh." Jeg kunne ikke være mere enig; selvom den har vundet priser, og anmeldelserne er fantastiske - så er det en af de mest deprimerende grusomme bøger, jeg nogensinde har læst. I en sådan grad, at jeg til tider lagde den fra mig, fordi jeg tænkte, at nu var grænsen nået. Men det er samtidig en bog, jeg ikke fortryder at have læst efter, at den har stået i tolv år i reolen.
Det er en meget lang bog, hvor der til tider måske ikke sker særlig meget - men det er i de stille beskrivelser, at al gruen går op for én. En afsløring af, hvordan livet er i den nederste kaste i Indien under Indira Gandhí's styre i 1970'erne.
Bogen fortæller fire personers liv - den midaldrende Dina Dilal; hun giftede sig som ung imod familiens ønske med en fattigere person, og blot tre år efter bliver han slået ihjel i en af de utallige trafikulykker, der sker i byen hver dag. Efterfølgende kæmper hun en hård kamp for ikke at gifte sig igen og overleve selv. Hun bliver boende i den lille lejlighed og forsørger sig som syerske - indtil hendes øjne giver op, og hun indser, at hun må finde andre indtægtsmuligheder.
Den unge Maneck, som er datter af Dina's gamle skolekammerat, skal studere i byen og mangler et sted at bo. Han skal derfor leje et værelse hos Dina - hendes eget værelse, og hun rykker ind i et lille hummer. Han kommer fra landet, et beskyttet liv i en rigere familie; men er i konflikt med sin far, som ikke vil indse, at tiderne ændrer sig.
For at få det hele til at hænge sammen, ansætter Dina to skræddere, som skal arbejde hjemme i hendes lejlighed. Så tjener hun lidt kommission på deres arbejde, og derved ender de fire forskellige mennesker sammen. Ishvar og hans nevø Omprakesh kommer fra den laveste kaste, og er flygtet til byen efter, at hele deres familie er blevet udslettet, da de forsøgte sig med et andet erhverv, end det deres kaste var forudbestemt til. De er de laveste på rangstigen, og Dina er mistroisk og forventer det værste fra dem. De hutler sig igennem en ulidelig tilværelse på gaden eller i slummen; men regeringen raserer deres usle bolig, sender dem i arbejdslejr, tvangssteriliserer dem... der er faktisk ingen ende på deres ulykker.
Men langsomt åbner Dina med Maneck's hjælp op for at hjælpe dem. Hun oplever endelig at leve i en familie; og de fire lever en nogenlunde rolig tilværelse. Men den bliver hele tiden afbrudt af de tragiske skæbner, der krydser deres veje - byens tiggere og deres ejere; halvskøre individer, som landet rummer millioner af efter, at de har mistet alt og dagligt kæmper for at få bare et måltid mad.
Der er nogle frygtelige beskrivelser af Gandhi's regerings metoder, som rystede mig. Det er en periode jeg er for ung til at have oplevet - men kønt har det ikke været. De to skræddere bliver gang på gang ydmyget og sendt tilbage til startpunktet - eller længere tilbage endda. Men de bibeholder alligevel en overlevelsestrang og optimisme, som Maneck ikke kan beholde. Hans filosofi og bogens morale er, at uanset hvad du gør for at komme frem i verden, så vil højere magter ødelægge det for dig.
Det er barske ord, men nok sande, hvis man fødes ind i et kastesystem, hvor hver især skal kende sin plads - og godt hjulpet på vej af en korrupt regering, som ingen midler skyr. Derfor er det ikke en lykkelig bog - der er en alt andet en lykkelig slutning. Men det er en bog, som mærker en med sin barskhed.