Tuesday, October 31, 2017

Maigret tager fejl (Maigret XLIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 30.-31. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret se trompe

Jeg slutter måneden med en dejlig lille Maigret, der passede fint ind til en jetlagsramt hjerne efter hjemrejsen fra Cuba. 

Maigret er ved at forberede sig på de kolde vintermorgener i november i Paris, da han får besked om en ung kvinde, der er fundet myrdet. Lulu (eller Louise) er en tidligere prostitueret, der nu bor i en fin lejlighed i  byens bedre kvarter. Hun har en kæreste; en ung musiker, der forsvinder lige så snart det står i aviserne. Men Maigret mener, at der må være en anden mand også.

Han skal ikke lede langt væk - i etagen ovenover bor en dygtig kirurg, som har opereret Lulu og nu holder hende som elskerinde. Han ved, at hun har en kæreste, men han har selv et utal af elskerinder. Han har også en hustru og en sekretær, der begge forsvarer ham med næb og kløer. Ligesom portnerkonen og alle andre. Godt nok er han skruppelløs, arrogant og lidt ulidelig - men ikke morder!

Det specielle her er mest, at Maigret er så nervøs for at konfrontere den dygtige kirurg, at han forhører alle kvinderne omkring ham og først til allersidst og på fvorespørgsel af denne, møder han kirurgen. Og så viser det sig jo alligevel, at det er en kvinde, der står bag! 

Dejligt med en Maigret efter et par ugers pause. Og så blev det samtidig bog nummer 100 i 2017.

Sunday, October 29, 2017

Remembering Che (My life with Che Guevara) - Aleida March



























  • Engelsk
  • 27.-29. oktober
  • 242 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I Cuba kan man jo ikke undgå at blive bombarderet med billeder, statuer og plakater af landets to store helte - Fidel Castro og Che Guevara. Desuden er det netop 50 år siden, at Che blev myrdet - så hypen var lidt på sit højeste, da vi var der!

Che Guevaras kone har åbenbart holdt en meget lav offentlig profil i de mange år; selvom hun har arbejdet politisk og med at videreføre hans ideologi, har hun ikke givet mange interviews og slet ikke om deres liv sammen. Det ændrede hun på, da hun i 2012 udgav denne biografi/erindringsbog.

Hun har selv skrevet den; og det må siges at være virkelig ærgerligt. Det er en fascinerende historie om en meget ung pige, der fascineres af den spirende revolution og melder sig under fanerne. Hun arbejder i undergrundsbevægelsen, og derigennem møder hun Che som blot 22-årig mens han er 30 år gammel.

De forelsker sig, og (meget borgerligt) gifter sig i 1959 og får efterfølgende fire børn sammen på trods af hans mange lange ophold udenlands i de otte år inden han myrdes af CIA i Bolivia.

Bogen er rigt illustreret med mange billeder fra deres liv sammen; ikke mindst var jeg vild med billederne af Che udklædt som Ramon - den forklædning som gammel mand, han benyttede for at komme uset ind i Bolivia. 

Men men men .... det er ubehjælpeligt dårligt skrevet! Aleida March er ikke forfatter, og det havde virkelig tjent bogen bedre, hvis hun havde fortalt sin historie til en anden, der kunne nedskrive den.
Desuden kan man også ane, at den engelske oversættelse heller ikke er fantastisk - det er virkelig synd. Helhedsindtrykket lider en del under dette, og det bliver en tekst i staccato, hvor hun remser navne op på revolutionære soldater, som ingen mening giver for læseren i dag. Måske er det politisk korrekt i et land som Cuba; men som litteratur falder den desværre igennem.

Thursday, October 26, 2017

Stormsøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 23.-26. oktober
  • 720 sider
  • Originaltitel: The Storm Sister

Jeg havde været forudseende og havde købt andet bind i serien også! Så efter at have slugt de mere end 600 sider af første bind på 48 timer, fortsatte jeg direkte.

Indledningen er faktisk fuldstændig den samme - denne gang fortalt af Ally, den næstældste, og om hendes tur hjem til familiehjemmet efter faderens død. Riley har heldigvis gjort det korrekt, og konversationer og detaljer er identiske - blot set fra en ny vinkel.

Ally fortæller sin historie, og også hun begynder at lede efter sin familie og oprindelse. Denne gang rejser vi til Bergen, og i tiden omkring Ibsen og Grieg. Temaet er musik og Ally er netop selv tidligere musiker. Hun har også en stærk tilknytning til havet, deraf titlen tænker jeg - og igen har vi sfærer som det centrale element på den engelske forside. Det burde de have gjort i den danske version også; i stedet ligner forsiderne de værste Cartland-romaner.

Udfordringen for Riley i denne serie bliver jo uden tvivl at få nok variation i søstrenes fortællinger. Både når det gælder deres oprindelse, men også i udfaldet - da denne rejse for dem alle bliver en form for forløsning, hvor de finder deres ståsted. Skal det så være en ny kærlighed, en genfunden bror eller søster eller noget andet - men så mange muligheder er der jo heller ikke.

Jeg skal ikke røbe her, hvad der er resultatet for hver af dem; men jeg er spændt på at se, om der kan skabes afveksling nok?

Samtidig med historiens centrale emne får vi jo også hver gang lidt mere information om de andre søstre, og ikke mindst om deres indbyrdes forhold. I en flok med seks piger er der jo affiniteter på kryds og tværs, og dem skal Riley også holde styr på. Der skal et godt notatarkiv til tænker jeg.

Som i første bind overtages historien til sidst af den næste søster, som overgang til tredje bind. Og igen er der en indikation af, at faderen ikke er død ... spændingen holdes intakt. Men nu er der faktisk kun et enkelt bind mere, der er udkommet. Det bliver en lang "kamp"!

Monday, October 23, 2017

De syv søstre - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 21.-23. oktober
  • 640 sider
  • Originaltitel: The Seven Sisters

Jeg faldt i "fælden" og købte en ægte Easy-Read til ferien - en af den slags, hvor omslaget normalt ville skræmme mig langt væk. Men samtidig er der en dimension af symbolisme og kulturreferencer, som jeg mente kunne redde den. Og det fik jeg faktisk ret i!

I juni 2007 bliver Maia kaldt hjem til Génève, hvor hendes far Pa Salt er død. Maia er ikke alene, for der er seks søstre - alle adopterede af den mystiske rigmand, som allerede er begravet til søs inden de kommer hjem fra alverdens hjørner af verden.

De seks søstre - Maia, Ally, Star, CeCe, Tiggy og Electra - får ved åbningen af testamentet et brev fra deres adoptivfar. Ligeledes har han fået opsat en statue i haven (som ses på omslaget) med indgraverede beskeder til hver af dem. Beskederne indeholder en græsk inskription anset som en slags moralsk ledetråd samt koordinater, der kan føre dem til deres oprindelsessted, hvorfra han adopterede dem. Ikke nødvendigvis deres biologiske familie - men en indikation af deres tilknytning.

Serien er baseret på syv søstre, som de findes i den græske mytologi som døtre af Atlas og Pleione - og Riley benytter da også anagrammer i stor stil. Tænk blot her på Atlas vs. Pa Salt! Det er jo også et stjernebillede, og hermed skabes forbindelsen til sfæren med ledetrådene.

Hver bog skal omhandle en af søstrenes søgen efter deres oprindelse - og så er der jo mysteriet om den sidste og syvende søster, som aldrig kom til familien.

Dermed fortælles denne historie af Maia, den ældste, og hendes rejse til Rio de Janeiro, hvor koordinaterne leder hende hen. Derefter springes der i tid tilbage til 1920'erne, hvor man følger hendes forfædre - indtil hun finder sandheden ... og kærligheden!

For det er også en kærlighedsroman af den lidt rosenrøde slags desværre! Visse steder hæver vi os knap over Danielle Steel-niveau; men det må man tage med, hvis man vil have resten af historien. Det historiske research er fantastisk, og Riley tager os med til nogle steder og epoker med en god historie iblandet. I Rio er det fx bygningen af Kristus-skulpturen, der er omdrejningspunktet og hun blander såvel fiktive som reelle personer.

I slutningen af historien afsluttes Maias søgen, og historien overtages af den næste søster, Ally, som en glidende overgang til næste bind. Der er dog også den lille krølle, at Ally mener at høre faderens stemme - så er han død eller?

Der er bestemt lagt op til en spændende serie, hvor man jo vil have slutningen. Men det kan muligvis vare helt til 2020, hvis hun skal udgive et bind om året? Det er altid det irriterende ved den slags serier; men nu er jeg jo i gang!


Saturday, October 21, 2017

Parle-leur de batailles, de rois et d'éléphants - Mathias Enard



























  • Fransk
  • 21. oktober
  • 170 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har aldrig tidligere læst noget af Enard, som doghar vundet indtil flere fine priser i Frankrig. Det er da også en voldsom lang og pompøs titel til en så lille bog: "Tal til dem om slag, konger og elefanter"! 

I foråret læste jeg Irving Stones kæmpe fascinerende biografi af Michelangelo, og denne omhandler netop en lillebitte del af hans liv, som er mindre kendt. Michelangelo var jævnligt oppe at tottes med de paver, der gav ham arbejde. I 1506 er det pave Julius II, som ikke vil betale - og Michelangelo forlader Firenze i protest. Han er blevet inviteret til Konstantinopel af sultanen, som vil have bygget en bro over Bosporus-strædet, som forbinder Europa med Asien. 

Denne opgave er tidligere blevet givet til Leonardo da Vinci - Michelangelos ærkefjende - så han kan jo ikke sige nej. Michelangelo mente hele sit liv, at da Vinci ikke var arkitekt men "blot" en maler, og muligheden her er ganske enkelt for god!

Der findes ikke mange overleveringer om hans tid i byen, og den lille roman er en formfor eventyr baseret på de få dokumenter, der findes. Blandt andet en oversigt over de ejendele, han havde med sig og dem han tog med igen efter nogle måneder i byen. Men også breve, som man ved stammer fra Michelangelo og hans tid i byen.

Michelangelos seksualitet behandles langt mere åbent her end hos Stone; unge mænd forelsker sig i ham - og han er årsag til en del ballade i byen. En mystisk stemme giver en parallel fortælling - og hvem det er, finder man aldrig ud af!

Det er poetisk og smukt som Istanbul; broen blev aldrig til noget - og hvor meget sandhed, der er i den del er svært at sige ... det er jo hele charmen!

Friday, October 20, 2017

Glasslottet - Jeannette Walls



























  • Engelsk
  • 19.-20. oktober
  • 341 sider
  • Originaltitel: The Glass Castle

Jeg kendte ikke til Jeannette Walls, men faldt over bogen på NY Times Bestseller-liste, hvor den åbenbart har fået et come-back selvom den udkom i 2005.

Det er barsk, kærlig og rystende førstehåndsbeskrivelse af en amerikansk familie i 1960'erne - fortalt af datteren selv, som i dag er en kendt journalist. Hun starter historien med at fortælle om den dag, hun fra en taxa i New York ser sin mor samle mad ud af en container! 

Derfra tages vi tilbage til barndommen i familien med faderen Rex, moderen Rose Mary og de fire børn - Lori, Maureen og Brian. Jeannette er nummer to i flokken, og tæt i alder på Brian, som bliver hendes tætteste allierede i en hård verden.

Forældrene er ikke ligefrem 1960'er-hippier; men de er frie sjæle, som ikke kan indordne sig under de normer et samfund foreskriver. Faderen har et oprigtigt alkoholproblem, og moderen gider i bund og grund ikke at være mor, når det indebærer huslige pligter. Børnene er i høj grad overladt til sig selv, og kommer de til skade, er forældrene nærmest stolte over, hvor fint de klarer det uden at blive pylrede.

Som læser undrer man sig virkelig! Man tænker jo, at INGEN kan opdrage deres børn på denne måde? At sociale myndigheder burde have grebet ind og fjernet dem? Men børnene er meget bevidste om forældrenes svage sider, og de holder sammen og beskytter både sig selv og de voksne. De ved, at de må give afkald på juleaften, varm mad, omsorg .... basale behov!

Forældrenes ideologi er at leve uden for det normale samfund; helst i en trailer midt ude i ørkenen - og de fleste "normale" ting anser de for at være fup og fidus opfundet for at korrumpere børnenes hjerner. Da de når teenagealderen begynder børnene selv at se problemet, og de vil væk. De arbejder hårdt og planlægger et nyt liv i New York - og det lykkes dem. Og så flytter forældrene efter ...

Det er barsk læsning; men også underholdende - og rørende. Trods alt fornemmer man, at de elsker deres forældre og ved, at det ikke kan være anderledes. Men de har levet med skammen og følgerne af det! En bog jeg virkelig vil anbefale!


Thursday, October 19, 2017

Lægen fra Zaragoza - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 16.-19. oktober
  • 515 sider
  • Originaltitel: The Last Jew

Jeg har jo tidligere læst et par romaner af Noah Gordon, og det virkede som perfekt ferielæsning - så der røg en med i kufferten til Cuba. 

Det var dog med lidt blandede følelser, at jeg læste teksten på bagsiden, hvor de omtaler historien om den sidste i 1942! Der skulle selvfølgelig stå 1492 - men i lige dette tilfælde må det siges at være en uheldig trykfejl.

For bogen foregår nemlig under Inkvisitionen, hvor Spaniens jøder blev beordret til at forlade landet, og i mange tilfælde måtte overgive alle deres ejendele til spanierne. Yonah oplever sombarn, hvordan hans bror bliver myrdet - og umiddelbart inden de forbereder sig på at forlade landet, dræbes hans far. 

Yonah kan ikke længere komme ud af landet, så han rejser i stedet rundt i bjergene og lever af diverse forefaldende arbejde. Og ikke mindst forsøger han at skjule sin jødiske oprindelse; der er ellers mange, der er villige til at angive ham for en skilling. Han forsøger også at holde fast i sin religion, men mister langsomt overblik over de vigtige festdage, og han har jo ikke sine remedier til at fejre helligdage og sabbat med. 

Hans bror blev myrdet, da han skulle levere et relikvieskrin til en lokal kirke - og dette forsvandt. Yonah er dermed samtidig på jagt efter broderens mordere, og bliver indblandet i den lukrative handel, der foregår med relikvier på denne tid. En knogle fra en helgen kunne garantere en lind strøm af pilgrimme og dermed rigdom og berømmelse til en lille kirke. 

Noah Gordon er selv læge, og det er et tema, der går igen i hans bøger - som i hans trilogi. Yonah begynder også at studere medicin under et falsk navn, og i løbet af de tyve år romanen strækker sig over, følger vi ham i kampen for overlevelse, anerkendelse og kærlighed.

Det er lidt for meget en gentagelse af temaer brugt i Helbrederen, hvor hovedpersonen jo også var lægestuderende men til gengæld skiftede identitet til jøde. Havde jeg læst denne først, havde den sikkert været fin. Nu fandt jeg den lidt klichéagtig og forudsigelig i forhold til hans andre romaner. Det virker til, at der mangler lidt vidde i hans univers. Men det var glimrende meget nem strandlæsning.

Sunday, October 15, 2017

Fortidens tåge - Leonardo Padura



























  • Fransk
  • 12.-15. oktober
  • 435 sider
  • Fransk titel: Les brumes du passé

Den 12. oktober rejste jeg mod Cuba - og ikke mindst Havana, som jeg ikke besøgte på min sidste rejse dertil for fire år siden. Jeg havde inden besluttet, at jeg ville læse noget cubansk litteratur; men det skulle jo også være noget, der ikke blev konfiskeret i lufthavnen. Altså helst ikke af eksilerede cubanere!

Valget faldt derfor på krimiforfatteren Paduras roman om detektiven Mario Conde, som nu lever af at sælge gamle bøger. Cuba eksisterer jo på baggrund af en form for paralleløkonomi, hvor alle forsøger at tjene lidt ekstra til at skaffe sig mad og andre nødvendigheder. Efter den store økonomiske krisei 1990'erne, gælder dette også de tidligere rigere indbyggere. Mario Conde besøger derfor de fine gamle huse i Havana, hvor han håber at finde bøger, der er penge værd.

En dag besøger han et hus, der varetages af et søskendepar. Ejeren er død i USA mange år tidligere, og deres mor, som var husholderske er nu dement eller sindssyg. Men de har lovet at passe på biblioteket, som hurtigt viser sig at være en guldgrube. Mario vil endog slet ikke sælge de fineste eksemplarer, da han mener, at disse er nationale skatte. Men han og hans kompagnon begynder at sælge ud af bøgerne, da Mario finder et notat i en bog om den smukke sangerinde Violeta del Rio.

Han finder hendes plade fra 1959, og bliver besat af hendes hæse fado-agtige stemme, og vil finde hende. Men hun er død - men måske ikke af det selvmord, som omverdenen dengang godtog som forklaring. Den tidligere detektiv trækker igen i tøjet, og begynder at opsøge folk fra Violetas tid.

Det var en storhedstid i Havana; de unge, de smukke og de rige brugte øen som legeplads, og mafiaen garanterede som bekendt diktatoren Batista en klækkelig indtægt samtidig med, at de hvidvasskede penge i stor stil. Sangerinden var en del af den verden, og hun havde en ældre rig elsker, som købte hende en lejlighed og holdt hende. Måske vidste hun for meget om mafiaen?

Mario Condes venner er alle fattige men vanvittige personligheder; de lever i absolut usle kår i bydelen Vedado, som er gedigen slum. Hans indtægter fra bogsalget går derfor til overdådige måltider, hvor alt skal bruges på en gang - blot for at have smagt ordentlig mad igen.

Parallelt med historien om det mystiske søskendepar i villaen, sangerinden og opklaringen, er der dagbogsbreve skrevet af en anonym kvinde. Brevene er fra tiden lige omkring revolutionen, og henviser til et mord - og en temmelig uforløst kærlighed.

Jeg vil ikke sige, at det var en overraskende slutning. Som læser har man gættet den - men charmen består i den langsommelige døsige varme stemning, der præger bogen. Og velankommet til Havana var det jo endnu mere fantastisk nu at se de steder, han omtaler. Både de gamle paladser, der er forfaldet - men også slummen i Vedado, som virkelig er uvant for os. Og stemningen med salsa, cigarer og livsglæde trods vilkårene.

Det var en perfekt bog som indledning til Havana - men man skal kunne lide den specielle sydamerikanske stil.

Wednesday, October 11, 2017

Maigret bliver bange (Maigret XLII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9.-11. oktober
  • 189 sider 
  • Originaltitel: Maigret a peur

Maigret er på vej hjem fra en kongres med politikolleger, da han beslutter sig for at besøge en gammel ven på vejen. Denne bor i en lille fransk provinsby, og er den lokale dommer. Men da han stiger af toget, tror alle, at han er der for at opklare et mord. 

Først er der et mord på en af byens finere borgere; men dagen efter er det en gammel kone - og endelig en fulderik, der raver rundt i byens gader. Så nu er det jo nærmest en seriemorder, og Maigret gør sit for ikke at blande sig. Især når alle forventer det, bliver han tit stædig - og vil slet ikke opfattes som officielt indblandet i sagen. 

Men hans nysgerrighed er jo som altid for stor; og han begynder at tale med de andre familiemedlemmer og de lokale, som nærmest har lagt op til en vendetta. Der er en anspændt stemning i byen, og Maigret føler også, at hans ven indirekte anklager ham for ikke at beskytte 'deres egne' - byens velstillede borgerskab.

Der hviler en ret dyster stemning over historien, og man kan levende forestille sig byen opdelt i de to fronter. Maigret er ikke engang rolig, når han skal ind på det lokale værtshus.

Overraskende er slutningen måske ikke; men det er især Maigrets refleksioner undervejs, der gør den interessant. Indimellem ringer fru Maigret, som ikke forstår, hvorfor hendes mand ikke vender hjem - og da han endelig er i Paris affærdiger han weekenden som en bagatel. Typisk Maigret!

Monday, October 9, 2017

Maigret og manden på bænken (Maigret XLI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 8. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme du banc

Der er kun et par dage til jeg skal på den store efterårsrejse - 2½ uge til Cuba; og i dagene inden kan jeg aldrig bestemme mig til at gå i gang med en længere roman, som jeg skal slæbe med blot for at færdiggøre de sidste hundrede sider. Flylæsningen er klar - men inden da er det jo så praktisk med Maigrets romaner, som altid kan klares på en dag eller to. Jeg ville jo ikke gide slæbe 14-15 stykker med af dem til ferien! 

Simenon har benyttet samme finurlige opsætning tidligere; dog med et andet motiv. Men folk, der levede dobbeltliv fascinerede ham tydeligt.

Denne gang finder man en mand dræbt af et knivstik i ryggen; han er tilsyneladende en almindelig lagerchef med et hus i forstæderne, en rædselsfuld emsig madamme som kone, og en ung datter, der ikke plejer sin jomfruelighed, som det forventes.
Kedeligt og småborgerligt - bortset fra de farverige sko og det røde slips, som han bærer ved sin død?

For det viser sig jo, at firmaet var lukket tre år tidligere. Men Thouret tager stadig afsted med samme tog hver morgen - med madpakken under armen. Og der er stadig en løn, der bringes hjem hver måned. Endog er han pludselig efter 25 år blevet forfremmet hele to gange indenfor ganske kort tid, og der er langt flere penge!

Maigret sætter det helt store maskineri i gang; og finder ud af, at Thouret nok tjente penge, men også var ledig hele dagen. Han havde et lejet værelse i byen, hvor han opbevarede sine andre sko osv. Han havde en veninde - elskerinde var så grumt et ord for den slags. Og han havde en ven!

Vennen bliver nøglen til det hele; det er nemlig en gammel kending af politiet, som Thouret har mødt på en bænk. Man kan tit komme i snak med fremmede på en bænk i solen- og det var præcis, hvad Thouret gjorde; endda så godt, at de to mænd udtænkte en smart plan for at leve godt og udnytte hinandens styrker. Vennen er ikke morderen - og Maigret må igennem et par seje afhøringer af genstridige personer inden han skrinlægger sagen. Han lader den marinere inde i sit hoved lidt - sådan forestiller jeg mig det; og så pludselig falder tingene på plads!

Jeg kan dog slet ikke finde den anden roman nu, hvor en anden mand også havde et ekstra liv ... det er jo ulempen når man er nået til nummer enogfyrre i serien!

Saturday, October 7, 2017

Maigrets revolver (Maigret XL) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 6.-7. oktober
  • 189 sider
  • Originaltitel: Le revolver de Maigret

Maigret ringer hjem til fruen for at fortælle, hvornår han er hjemme til frokost. Det var tider dengang, hvor man gik hjem og spiste et solidt måltid og måske tog en lille lur! Men fru Maigret har besøg af en ung mand, der meget gerne vil se Maigret. Denne skal dog lige en tur omkring den lokale og have et glas... eller to eller tre.... så da han endelig er hjemme, er fuglen fløjet. Og han har stjålet Maigrets revolver, som er en speciel amerikansk model han fik,da han var over there.

Det viser sig, at den unge mand er søn af en aldrende og særdeles finansielt afdanket baron, som er patient hos en af Maigrets venner. Manden er nu pludselig meget svagelig - men ikke mere end, at han tilsyneladende har transporteret en stor kuffert ned i en taxa aftenen inden. Kufferten finder de i bagageopbevaringen på Gare du Nord - og der er selvfølgelig et lig i. Og det er en berømt politiker oven i købet.

Baronen lader nu pludselig som om, at han er bindegal og Maigret bliver temmelig irriteret! Til gengælder han mere blødsøden overfor sønnen, som han finder i London. Der er Maigret nemlig fløjet til - også dette er jo fantastisk. Han står op klokken 7.30 for at flyve en time senere ... det er selvfølgelig usædvanligt ikke blot at tage toget og skibet; men til gengæld slap han for køer og sikkerhedstjek. Det var sandelig tider dengang!

Det hele løser sig jo på bedste vis, og han slipper endda for at smide nogen i fængsel. Og han får til med tid til at møde sine dejlige engelske kolleger igen.

Wednesday, October 4, 2017

En anden gren - Jesper Wung Sung



























  • Dansk
  • 1.-4. oktober
  • 555 sider

Jeg øver mig virkelig i det med de danske bøger; jeg har læst ni bøger på dansk i år - ud af de 91, det er blevet til indtil videre. Godt nok var 3 af dem norske forfattere oversat til dansk, men det er fremskridt. Ydermere kastede jeg mig over en nyudgivelse, hvilket jo er endnumere sjældent - men jeg havde set omtalen i medierne, og emnet interesserer mig. Jeg har tidligere læst om menneskeudstillinger i Bruxelles, hvor de jo foregik helt til 1958, hvor der var Verdensudstilling. Det er ganske skræmmende at tænke over i dag jo - men dengang var det set som en mulighed for at få lidt eksotisme i hverdagen.

Jesper Wung Sung er oldebarn af bogens to hovedpersoner, San og Ingeborg. De mdes i 1902, hvor San er sejlet fra Kina til København for at blive udstillet i en kinesisk landsby. Deres første møde er ren magi og kærlighed ved første blik, selvom de ikke kan forstå hinanden. Men det er kendetegnende for hele bogen, synes jeg, at der er et lidt drømmeagtigt skær over det hele.

Ingeborg kommer fra en relativt fattig familie med mange børn, der alle bor i en lille lejlighed i Ravnsborggade. Børnene må hurtigt ud at arbejde og hjælpe til med at forsørge familien, og Ingeborg arbejder i et bageri oppe ad Strøget. Det er faktisk en fornøjelse i sig selv at læse om København for mere end hundrede år siden, og følge med på turene rundt i gader, hvor der i dag ser noget anderledes ud.

Men det hele handler jo om San og Ingeborg og deres håbløse kærlighed; familien er imod det, og Ingeborg betragtes som en halvkvinde fordi hun er sammen med en kineser. Man var bestemt ikke vant til fremmede mennesker dengang, og San bliver forfulgt i gaderne og slået og chikaneret. Det gør Ingeborg også, og at de lever sammen som ugifte hjælper ikke på det.

Deres liv bliver hårdt! Ingeborg må finde sig i ydmygelsen, da en anden kvinde kommer og afleverer et spædbarn, der tydeligvis er Sans. De lever meget fattigt, og de mister indtil flere børn. De flytter meget rundt, og endelig må hun opgive sit danske statsborgerskab, da de gifter sig. De flytter til Berlin i en årrække, men fryses også ud der, da 1. Verdenskrig giver problemer for befolkningen med at skaffe føde til dem selv.

Man skal altså virkelig være forelsket for at kunne gennemleve så meget; og det er her, jeg som læser undrede mig. For deres forhold virker meget fysisk? Oldebarnet har af gode grunde ikke nogle direkte beretninger fra deres mund, og tit virker det meget opdigtet og fantasiagtigt? Jeg tænker, at det må have været særdeles håndgribeligt barsk - og hvad holder så sammen på et forhold og en familie? Da det er fjernt, er det nødvendigt at digte en del, men det bliver til tider lidt for distanceret til min smag.

Jeg læste den - og jeg nød den også i høj grad; men jeg manglede en wow-faktor ... og det har vist noget at gøre med den specielle skrivestil, der er blevet meget dansk.

Der er dog ingen tvivl om, at det er en vigtig historie! Det er vigtigt at forstå, hvor lidt respekt man havde for det fremmede - og hvor lidt fremskridt vi i den henseende har gjort nogle gange. Historisk set er det et smukt tidsbillede og absolut relevant!