Le premier amour - Véronique Olmi

• Fransk
• 28.-30. juni
• 281 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Olmis roman om slaven, der bliver nonne i Italien, rørte mig dybt - og var en helt utrolig velskrevet og gribende bog baseret på en sand historie. Det fik mig til at kigge lidt mere på Olmis romaner.

Le premier amour - den første kærlighed - er en meget mærkelig historie. Det er fransk litteratur, når det er allermest filosofisk intellektuelt mystisk! Og det er jo skønt; men unægteligt lidt svært at beskrive.

Emilie Beaulieu er 48 år gammel, og skal fejre sølvbryllup med sin mand. Det skal bare være en stille romantisk middag for to derhjemme, og Emilie er ved at forberede den. Hun går i vinkælderen efter en nyindkøbt flaske vin, der er pakket ind i avispapir. Og der ser hun efterlysningen: Emilie. 1976. Aix-en-Province. Kom til Genoa og find mig hurtigst muligt. Dario.

Hun ved det er hende denne Dario leder efter, og hun tager sin bil og kører mod Italien. Ikke et ord til mand eller børn; og uden mobiltelefon. Undervejs tænker hun tilbage på den sommer, hun var 15 og mødte Dario - den første kærlighed der varede præcis en sommer. Så skulle han tilbage til Italien og de mistede kontakten.

Men det er også historien om en opvækst i et strengt katolsk hjem med en storesøster, der har Downs Syndrom. Med forældre, der ikke var glade og ikke elskede hinanden. Og nu et liv med Marc, som er taxachauffør og tre døtre, som er spredt for alle vinde.

Næsten to tredjedele af bogen handler om rejsen, forhistorien og det stop hun foretager i Aix undervejs for at se sin søster og hvor hun møder sin ene datter. Det har intet som helst med resten af historien at gøre; men alligevel er det jo den stille livsbeskrivelse, der er Emilies historie.

Man forventer måske drama og store ord; men da hun ankommer til Genoa opdager hun, at det slet ikke er Dario, der har efterlyst hende. Det er hans kone, Giuletta, som er desperat fordi Dario det sidste år er gået helt ind i sig selv og ikke taler længere. Hun har fundet nogle tekster om Emilie, og tænker, at det emotionelle chok ved at se hende vil hive ham ud af amnesien.

Det sker ikke; faktisk sker der ikke særligt meget. Det er spændingerne mellem Emilie og alle personerne i hendes liv, der er historien - Marc, søsteren, datteren, moderen, Dariom Giuletta, .... 

Man sidder først lidt forundret tilbage ved slutningen; men ved eftertanke er det en smuk historie, hvor den første kærlighed ikke nødvendigvis er en fysisk kærlighed, men også familien.

Det er også historien om at opdage som voksen, at man ikke kan gå tilbage til ungdommen. Emilies forestillinger ender brat og brutalt og hun må indse, at hun er en gift kvinde på 50 år snart, som ikke lever i et eventyr. 

All Abroad - Toni McClintock

• Engelsk
• 25.-27. juni
• 282 sider
• Dansk titel: Heldigvis ikke oversat

Åh, jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte her! Jeg er vist ramt af wanderlust på grund af Covid-19-situationen; og ikke mindst savner jeg en stille gåtur i Paris. Så jeg forfaldt til den nemme løsning at læse om Paris. At jeg så valgte en beskrivelse skrevet af en amerikansk kvinde, der i 2007 flytter familien fra Santa Barbara til Paris var nok en monumental fejltagelse.

Det er jo ikke nogen stor hemmelighed, at kultur og almen viden ikke er amerikanernes stærkeste side. Her får alle disse fordomme desværre alle muligheder for at blomstre. Efter et par kapitler var jeg virkelig overrasket over, hvordan dette kunne være blevet udgivet; desuden er opsætningen meget mærkelig med underlige linjeafstande mellem paragraffer etc. - og det viser sig da også, at bogen er trykt i Polen på Amazons eget forlag. Så kan jeg sikkert også få udgivet en bog uanset hvor elendig den er!

Forfatteren og hendes familie med mand og tre børn på 5, 8 og 11 år beslutter sig for at tilbringe et sabbatår i Paris; manden skal arbejde - men forfatteren selv skal gå lange ture, spise croissanter og bare nyde livet. Børnene skal gå i skole - for det skulle være så godt for dem at lære at tale fransk (eller et andet fremmedsprog - og det er NU sidste chance er for at lære det, har hun læst).

Der er utroligt meget brok over, at tingene er anderledes end i USA. Ja. Sådan er det. Og kan man ikke kapere det, skal man blive hjemme. Der er selvfølgelig også begejstringen for det franske - men med den typisk amerikanske Disney-tilgang til tingene. Og uendelige mængder ignorans og dumhed!

Såsom at alt er "virkeligt gammelt her" - når man besøger et sted fra middelalderen; eller den generelle geografiske forvirring, som da de beslutter sig for at køre til Belgien og Amsterdam. Det ene er et land og den anden en by Toni McClintock! 

Jeg nåede endog frem til, at der muligvis aldrig HAR været en rejse til Paris i 2 år (for de blev et år mere) - og at det hele er opfundet fra fri fantasi? Under alle omstændigheder er der ikke læst korrektur af nogen form.

• De fleste franske ord i teksten (i kursiv) er forkert stavede
• Montmartre har aldrig ligget i det 8. arrondissement som det gør her
• Solen går ned ca. 20h50 i Paris i august måned; her får forfatteren det til, at børnene ikke vil i seng efter kl. 22, fordi det er så lyst som kl. 3 om eftermiddagen. Nej, det er det ikke i Paris i slutningen af august måned
• Metroen har ikke knapper man skal trykke på for, at den stopper - dette bringes op flere gange; men det er ikke den parisiske metro, der har det
• Belgiske vafler er ikke gode; slet ikke så gode som bedstemoderen i USA laver dem - måske laver hun dem så ikke som belgiske vafler. Nu var det jo trods alt belgierne, der 'opfandt' dem?
• Der var ikke nogen stor Warhol-udstilling på Grand Palais i september 2007 - og det ved jeg fordi jeg selv tog til Paris udelukkende for at se den store udstilling... i 2009!
• Anne Franks hus i Amsterdam er virkelig skuffende for dem; de havde jo forventet at se et HUS - og nu var det faktisk mere som en slags museum!?!?!? Den lader vi bare stå....

Imellem historien om familiens liv i Paris, er der indsat dagbogsnotater, som vel skal forestille at være originale. Det tror jeg ikke de er. De er konstruerede og forcerede. og hvis de er originale er der noget helt galt med tidsregningen - som da de til nytår tager til Normandie. Der er et dagbogsnotat fra den 30. december. Dagen efter er de på tur, og så tager de videre til venner og dagen efter ankomsten igen på tur. Og så kommer dagen, hvor det er nytårsaften! Interessant! Og de fejrer og besøger steder og rejser hjem til Paris - og næste notat er tilbage i Paris den 2. januar. Det er ren tidsmaskinesnak!

Men hvis man publicerer hos Amazon kan man skrive alt muligt slags bras; også uden nogensinde at have oplevet eller været de steder skulle man tro. Det er første gang jeg har købt en bog printet af Amazon - og det skal man så åbenbart tjekke fremover - for at undgå!

The Keeper of Lost Things - Ruth Hogan

• Engelsk
• 22.-24. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Denne bog bliver mange steder fremhævet som intet mindre end en lille perle; ikke i den højlitterære genre, bevares... men god nem sommerlæsning. Det var det også til at starte med - men forfatteren formår desværre ikke at løfte historien op til eget ambitionsniveau.

Historien starter med en kagedåse, der findes forladt i et tog. Den samles op af den aldrende Anthony Peardew, som hjemme hos sig selv opdager, at den sandsynligvis indeholder aske fra en afdød person.

Anthony samler ting op; alt, hvad folk glemmer rundt omkring tager han med hjem. Han registrerer alting sirligt, og putter dem i skuffer og skabe i det store håb, at han en dag vil kunne returnere bare en enkelt ting, som vil gøre et menneske lykkeligt - eller hele et bristet hjerte. Hans eget bristede i 1973, da hans forlovede, Therese, pludselig (og ung) faldt død om af et hjerteanfald på gaden. Den dag mistede han den lille medaljon, hun havde givet ham og han føler, at han svigtede. Siden har han levet i en boble, hvor han har dyrket dette tab og fokuseret på at redde ting for andre mennesker.

Derfra løber historien parallelt over fyrre år. På den ene side Eunice, som i 1973 får et job hos den homoseksuelle Bomber. Hun forelsker sig i ham - til ingen nytte selvfølgelig - men de lever et liv som partnere på en platonisk vis, som er det tætteste de begge kommer på et fast forhold.

Anthony dør og overlader sit hus til Laura, hans husholderske, men med den tydelige besked, at hun skal arbejde på at returnere tingene.

Hertil går det faktisk udmærket. Indlagt i historien er bitte små historier om de mange objekter - en frakkeknap, en brik fra et puslespil, et hårbånd.... som er utroligt præcise og fine historier på 1-3 sider. 

Men så vikles det hele ind i Thereses spøgelse, der går igen i huset; kærlighedshistorien mellem Laura og gartneren og venskabet med den unge pige, der bor overfor og har Downs Syndrom. Det bliver for kvalmende lige der, hvor det bliver en politisk korrekt romantisk historie med moralen om, at vi alle skal finde os selv og at vi alle har en rette hylde at være på i livet; ligesom alle ting har et sted, de hører til.

Selvfølgelig bliver det med tiden mere og mere åbenlyst, at Eunices og Bombers historie skal flettes ind i Lauras - men det hele munder ud i en forhastet og krøllet slutning, som bliver alt for flad og klichéagtig.

Det absolut bedste er de små historier om objekterne, hvor man ser talentet for at kondensere en historie og alligevel få et helt liv ind i så få sætninger. Men det er ikke nok til at skabe en god litterær oplevelse.

Som vandets farve - James McBride

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 256 sider
• Originaltitel: The Color of Water

Flere gange har en kollega anbefalet mig at læse denne emblematiske bog; og i forbindelse med de sidste ugers Black Lives Matter-demonstrationer blev det blot mere aktuelt. Da mit Covid-19 boglager var ved at løbe tør, kom den selvfølgelig straks på indkøbslisten.

Det er en lille bog, som er nem at læse - men så utrolig stærk!

James McBride er født i 1957 som nummer otte ud af tolv børn. Hans egen far døde lige inden han blev født, og moderen giftede sig igen og fik yderligere fire børn. Både hans far og stedfar var afro-amerikanere, og de boede i et typisk afro-amerikansk område selvom moderen insisterede på at sende dem i skoler i mere hvide områder.

Bogen kører i to spor; James' mor, Ruth, fortæller sin historie - modvilligt og efter mange år. I hvert andet kapitel fortæller James sin version af opvæksten med en mor, som ikke lignede de andre.

For Ruth var hvid. Hun var af jødisk afstamning, og da hun tog til New York og giftede sig med James' far, blev hun erklæret død for familien. Hun så dem aldrig igen - og de ville intet have med hende at gøre. I stedet vendte hun sig helt mod hendes nye lokalsamfund, og var sammen med sin mand med til at stifte en kirke for afro-amerikanerne.

Som barn spørger James tit moderen om hun er sort eller hvid? Han kan se, at hun er anderledes men hun nægter at tale om det. De mange søskende ved bare, at de skal arbejde hårdt i skolen og blive til noget. Men hvorfor er det så vigtigt for moderen? Hun fik aldrig selv de muligheder som barn af en ortodoks rabbinerfar, som misbrugte hende seksuelt. Og hun vil ikke have, at børnene bliver stigmatiseret på grund af deres farve - vi er jo stadig i USA i 1960'erne! Så de skal på universitetet og alle tolv får en god uddannelse i kraft af hendes ihærdighed.

Hendes filosofi må være at lære dem at være farveblinde! Da James spørger hende om Gud er sort eller hvid, siger hun, at han har samme farve som vand. Man kan måske argumentere, at hun kunne have brugt netop deres situation til at tage emnet op - men med tolv børn og næsten ingen penge, var der næppe tid til det. Hun valgte at fokusere på, at de skulle blive til noget.

Samtidig måtte hun leve med det kæmpe ar, at hendes familie og hendes kultur havde undsagt hende totalt. Hun skiftede religion og havde aldrig meget tilovers for jødedommens dogmer.

Det er en virkelig stærk fortælling; en enorm kærlighedserklæring fra søn til mor; en fortælling om flere årtiers amerikanske historie, som virkeligheden var for disse minoriteter af blandede ægteskaber. Og selvfølgelig en kraftfuld påmindelse om, hvad vi skal fokusere på i vores forhold til mennesker.

Den er ikke mindre relevant lige nu; for selvom der er gået årtier - så er det som om, at visse ting universelt ikke forandrer sig; som de tragiske hændelser i disse sidste uger har vist os.

Kættere - Leonardo Padura

• Fransk
• 11.-18. juni
• 720 sider
• Fransk titel: Hérétiques

I efteråret 2017 var jeg sidste gang i Cuba, og havde taget lidt lokal litteratur med på rejsen; dog på fransk, da jeg ikke taler spansk. Men en del af Paduras bøger er faktisk oversat til dansk, hvilket jo er dejligt omend de ser ud til at være lidt svære at finde i papirform. Da jeg kom hjem fra Cuba måtte jeg have flere af hans romaner; og den kom hjem i reolen, men har ventet i lidt mere end to år på at blive åbnet.

Paduras bøger karakteriseres som krimier; og der er jo også den centrale figur i Mario Conde som pensioneret politibetjent, der havner i disse mystiske sager gang på gang. Men de er så meget mere end det!

De er for det første et fantastisk billede af det komplekse cubanske samfund; og hvis man har været i Havana er det en fryd at læse, da man genkender gadebillederne, stemningen og føler sig helt tilbage dertil.

Kættere er nærmest tre romaner i én. Den første tredjedel introducerer os til Isaac Kaminsky; af jødisk afstamning, som nu bor i Miami. Men hans far boede i Havana som barn; han ankom i 1939 fra Polen for at flygte fra nazisterne, og hurtigt skulle forældrene og hans søster følge efter. De kom med skibet MS St. Louis og med viaser i hænderne, der skulle sikre dem indrejse. Det er en frygtelig historie, som jeg ikke kendte til - men da skibet kom, blev de nægtet at stige fra borde. Efter en lille uges isolation i havnen, satte skibet kurs tilbage over Atlanten og selvom nogle kom fra borde, så resulterede det også i, at nogle kom direkte tilbage til Hitler, lejrene.... og døden.

Isaac Kaminskys forældre håber at kunne overtale tolderne ved hjælp af et lille Rembrandt-portræt, der har været i familiens eje i århundreder. Det mystiske er, at portrættet af Kristus ligner en ung jødisk mand - og hvorfor ville en ortodoks jøde lade sig portrættere (mod religionens regler) og hvordan er det kommet fra Amsterdam til Østeuropa?

Conde hjælper Kaminsky med at få hoved og hale på den historie - for maleriet er nu dukket op på en auktion i London. Hvor har det været i de mellemliggende 70 år?

Anden store del af bogen tager os tilbage til Amsterdam i 1643, hvor vi følger den unge jøde Elias, som mod sin tros principper drømmer om at blive maler, og får en (hemmelig) elevplads hos Rembrandt. Så bringer det mig lige tilbage til Rembrandts hus, som virkelig er et besøg værd og beskrivelserne af de huset er fuldstændigt korrekte. Dette afsnit beskæftiger sig med Elias' dilemma ved at male; han skal holde det hemmeligt - og hans religiøse kvaler er store. Samtidig fortæller det glimrende om Amsterdam i dets storhedstid som Europas rigeste by og kommercielle centrum.

Elias bliver afsløret, og bliver ekskommunikeret - og rejser til Østeuropa; med maleriet i sin taske!

Sidste store tredjedel af bogen tager os tilbage til Cuba, hvor Conde bliver bedt om hjælp ytil at finde en forsvunden ung pige. Hun er på en kringlet måde del af den cubanske gren af Kaminsky-familien, som Conde jo kendte fra mysteriet om maleriet.

Den unge pige er en del af emo-bevægelsen (endnu et ukendt begreb for mig!!!), og gennemgik en eksistentiel krise - muligvis har hun begået selvmord. 

Således kommer alle trådene pludselig til at mødes i Havana i 2007; Conde får optrevlet, hvordan maleriet kom fra skibet til Havana i 1939; hvordan det senere kom ud af Cuba - og i den mellemliggende historie, hvordan det overhovedet kom til at eksistere på trods af dilemmaet omkring det jødiske ansigt.

Men lige så meget som det er en detektivroman, så er det Paduras cubanske filosofiske sjæl. I alle historierne og på tværs af tiderne, er det en diskussion om fri vilje som dilemmaet mod religionen, hvad enten den så måtte være. 

Stort set alle hovedpersonerne i de forskellige dele af dramaet fornægter den religion de er opdraget med; Conde selv filosoferer grundigt over livets - og kærlighedens - mening; ofte godt hjulpet på vej af kliken og et par flasker rom. Og så bliver det så inderligt cubansk, at man kan dufte og høre Havana på samme tid. Det er virkelig intenst og komplekst - men fabelagtigt smukt på den sydamerikanske måde.

Tøbruddet - Primo Levi

• Fransk
• 9.-10. juni
• 250 sider
• Originaltitel:  La Trève

Primo Levis første roman om hans oplevelser i Auschwitz er blandt de store klassikere, som man bør læse - og den er det hele værd! Han skrev den i 1947, blot nogle år efter krigen og efter at være vendt hjem til Torino i Norditalien. I 1963 skrev han så historien om, hvordan han kom hjem. Den franske titel - og den italienske originaltitel for den sags skyld - er våbenstilstant; hvorfor den danske fik denne underlige titel undrer mig. Den kan således ses som en opfølger til Hvis dette er et menneske.

Primo Levi er i Auschwitz, da tyskerne forlader lejren og overlader fangerne til deres egen skæbne. Levi selv er dødssyg, og i lang tid bliver de bare i lejren, som nu bevogtes af russerne. De får mad af russerne, og holder sig derinde - for det er stadig for uvirkeligt, at de kan bevæge sig væk - og ud. Da de endelig forsøger, opdager de også, at den lokale polske befolkning ikke er begejstret for, at de taler tyske til dem. Det er det eneste, de har lært sig i lejren udover deres modersmål - men Polen vil også gerne glemme krigen nu.

Det næste problem bliver at få organiseret hjemturen - grænser er ikke nødvendigvis åbne, og de skal have ressourcer psykisk, fysisk og økonomisk til at komme hjem. Der er tusinder af mennesker i hele Europa, som er det forkerte sted og alle skal på kryds og tværs af lande hjem til deres familier. Eller til ingenting! 

Levis rejse hjem bliver lang, og den tager ham til tider i den forkerte retning; så han ender med at tilbringe sommeren 1945 i den russiske natur i en sælsom lejr midt ude på den russiske steppe.

Men måske er det også godt for ham?

Omgivet af ligesindede italienere (og andre nationaliteter) bliver de lige så stille mennesker igen; de begynder at grine og græde; de fedes op og begynder at indlede forhold til de andre flygtninge. Var de rejst direkte hurtigt hjem fra Auschwitz til familien ville chokket uden tvivl have været for stort.

Levi beskriver hele denne lange rejse, som ender med at tage omkring fem måneder med humor, ironi og smerte. Der er personnager i historien, som minder om Calvino - og Levis skrivestil bærer også præg af denne underfundige italienske humor.

Det er en kort - men intens - bog; det mærkes måske også, at den er skrevet i 1963 og ikke lige så hurtigt efter som den første. Smerten er ikke knap så voldsom, og måske - forhåbentligt - fylder de gode minder fra nogle russiske rejser mere med så meget efterslæb.

Uanset er den absolut fantastisk; og bør nok læses lige efter den første roman!

A People's Tragedy - Orlando Figes

• Engelsk
• 1.-8. juni
• 1018 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Corona-tiden betyder mindsket adgang til boghandlere; og desværre også, at udbuddet af engelske bøger i København er noget forringet. Da jeg ikke læser mange bøger på dansk, måtte jeg i gemmerne for at finde inspiration. Det var jo oplagt at gå efter de tunge bøger, da jeg jo ikke skal med offentlig transport til hjemmekontoret.

Orlando Figes' mesterværk fra 1996 har endda sin egen Wiki-side. Ganske lille - men dog!

Det er en mastodont! Det er massiv research, der ligger bag og det tog da også forfatteren mange år at skrive den. Men det er et yderst komplekst værk, hvis man vil forstå den russiske revolution - og faktisk også den moderne geopolitiske situation, hvor det moderne Rusland stadig har sammenligmelige punkter med tsar-tiden - synes jeg! For Putin optræder og betyder jo noget nær det samme for den moderne russer, som tsaren for lidt mere end hundrede år siden. En familiefader!

Som omslaget antyder omfatter bogen hele perioden fra 1891 til 1924, hvor Lenin dør og Stalin overtog magten. Allerede i slutningen af 1900-tallet begyndte tsar-familiens trone at vakle, da det enorme land gennemgik en to-årig periode med hungersnød, som kostede op mod en halv million russere livet. Tsarens respons til krisen var langt fra tilstrækkelig - og samtidig kunne folket jo se den rigdom, de levede i. Dette blev igen understreget i 1903, da de holdt et kæmpe bal, hvor alle mødte op med juveler fra top til tå. Og igen i 1913, da Romanov-familien fejrede deres 300 års jubilæum med en ekstrem ekstravagance, som chokerede den almene russer, som selvom de ikke længere var 'slaver' staidg levede under tilstande, som langtfra var demokratiske.

Figes er historiker, og har specialiseret sig i russisk historie, hvorom han har skrevet flere meget detaljerede værker.

Og ganske vist er denne bog virkelig omfattende; men emnet er omfattende - som landet er det; og hans tilgang er såvel politisk som socialrealistisk med mange vinkler, der drejer læseren rundt for at anskue det som Rasputin, Gorky eller menige borger (eller rettere bønder).

Det er ikke hyggelæsning; men det er utroligt spændende - i det hele taget er hele baggrunden for revolutionen og landets kollaps værd at læse om; andre gode bøger er Massies historie om, hvordan blødersygdommen også spillede en rolle.