Gå-bogen - Bente Klarlund Pedersen

• Dansk
• 27.-30. januar
• 217 sider

For nogle år siden, da jeg boede et andet sted; i en anden by i et andet land - da gik jeg tit hjem fra arbejde. Det var en tur på 4,5 eller 5 km afhængig af, hvilken rute jeg tog. Det var igennem en storby og med en del stigninger i terræn; nogle hovedstæder er bygget på høje. Det var en tur med liv i gaden, og jeg havde nogle pejlepunkter undervejs. Jeg brugte dem næsten som mellemtider, og gjorde det til en sport at udfordre mig selv på dem. Det var skøn motion. og en fantastisk måde at få luftet hoved og krop efter en dag bag computeren.

Så flyttede jeg hjem til Danmark, og nu er min dagligdag noget anderledes. Jeg bor i byen; faktisk så centralt, at det er irriterende fordi der er for mange mennesker. Arbejdsturen indebærer en kort metrotur, og derefter en bustur de sidste knap 4 km. Dem kunne jeg vel principielt tilbagelægge til fods - men her er det en lang kedelig tur uden pejlepunkter. Det er ligeud hele vejen, og det er åbent og blæsende terræn. Jeg har ikke lyst til at gå den tur; og jeg går også sjældent langt i min by.

Denne bog måtte jo være oplagt til at få nogle tips til at komme igang igen. 

Bogen er opdelt i kapitler omhandlende gangs effekt på blodtryk, sukkersyge, kræft og en lang række andre (livsstils)sygdomme. Hvert kapitel indledes med 1 side, hvor det beskrives, hvad kapitlet skal handle om - og det irriterer mig. For der er meget lidt tekst generelt; mange billeder og citater eller blot sider uden tekst; det minimerer indholdet så meget, at en sådan introduktion ikke er nødvendig - og det bliver til temmelig mange gentagelser.

Der er et par gode interviews med ex Jørgen Leth, Søren Ryge og Ritt Bjerregaard - og så pirrer det jo til ens dårlige samvittighed.

Men jeg fik ikke information, jeg ikke kunne have fundet på 5 minutter på Google - eller allerede viddste; og slet ingen redskaber til at lægge en selvmotiverende plan for at komme i gang... med gang.

Jeg havde ventet længe med at købe den, da jeg fandt nyprisen temmelig høj - og det er den altså også; der er alt for lidt kød og for meget pynt. Men jeg fik da lidt dårlig samvittighed; om det er nok er tvivlsomt.

Charlotte - David Foenkinos

• Fransk
• 27.-30. januar
• 257 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I efteråret læste jeg en mærkværdigt rørende roman af Foenkinos; deri refererer han en del til den tysk-jødiske maler Charlotte Salomon, og det gjorde mig nysgerrig, da jeg opdagede, at han havde skrevet en roman om hendes liv. 

Forsiden er præget af et af hendes selvportrætter fra 1940, da hun var i Frankrig. Det var ikke en kunstner, jeg kendte - men hendes historie er spændende; og hendes kunst ligeså.

Foenkinos har grebet det meget specielt an; det er ikke en roman eller biografi i den traditionelle forstand; men derimod sætninger ofte på en enkelt linje - eller mindre. Det er snarere prosa.

Det fungerer utroligt stærkt, fordi han skærer helt til benet, og der er ikke et overflødigt ord. Til gengæld er der en hel masse mellem linjerne; alt det usagte, som gør historien dybere og bredere.

Charlotte blev født i 1917 i Berlin; af en jødisk familie, som var præget af mentale helbredsproblemer. Hendes tante, som også hed Charlotte begik selvmord inden hun kom til verden. På bedstemoderens side var der mange selvmord i familien, og i 1926 sprang hendes egen mor ud af et vindue. Det skjulte man for den lille pige, og sagde det var en influenza.

Hendes far gifter sig igen med en berømt operasangerinde; men med Hitlers indtog må faderen opgive sin lægegerning, og stedmoderen at optræde. Charlotte begynder at tegne, og opnår på trods at studere på Kunstakademiet. Men da hun vinder prisen for årest bedste værk - som kåres anonymt - er det hendes tyske ariske veninde, der henter trofæet på scenen. 

I januar 1939 rejser hun til Sydfrankrig, hvor bedsteforældrene har opholdt sig siden 1934, og nogle måneder senere lykkes det forældrene at flygte til Amsterdam. De ses aldrig igen.

Charlotte bor sammen med bedsteforældrene i et stort hus ejet af Ottilie Moore, en amerikaner, der vil redde så mange jøder som muligt. Men i marts 1940 begår også bedstemoderen selvmord - og bedstefaderen udviser over flere gange tiltag til at ville have intimt samvær med hende. Var hun selv også psykisk syg - ellers ville man nemt kunne blive det under lignende omstændigheder?

Hendes værker er knyttet til musik, og fortæller en historie igennem billeder. Det er historien om familien, hendes opvækst og hendes affære med en ældre mand, der fortælles i kompositionen Leben? Oder Theater? 

I 2015 fandt man et langt brev, der beskriver hvordan hun i februar 1943 forgiftede bedstefaderen, der døde. Nu havde hun fred! 

Hun levede skjult i Moores hus efter at have boet en periode i et pensionat ved kysten; her bor en anden jøde, og de finder sammen på trods af alt, der adskiller dem. De gifter sig i juli 1943, da de opdager, at Charlotte er gravid. Hun forsøgte ikke at skjule sin eksistens eller tro - hun mente naivt, at de var i sikkerhed i Frankrig, som på det tidspunkt var under italienernes overvågning.

Men i september 1943 bliver de meldt. En ussel stikker som Anne Frank og så mange andre også var ofre for. Hun kom kun lige ud af toget i Auschwitz og direkte i gaskammeret.

Min muse - Jessie Burton

• Engelsk
• 23.-26. januar
• 464 sider
• Originaltitel: The Muse

For fem år siden læste jeg Burtons debutroman om dukkehuset i Amsterdam; en historie, der appellerede til mig på grund af byen, tidsperioden og temaet... så da jeg læste omslaget til hendes anden roman, og opdagede, at der var malerkunst involveret - så var jeg allerede solgt. Eller måske for tidligt?

Som det er blevet så populært er denne historie også en rammefortælling; distancen er dog relativt lille, da vi kun skifter mellem 1967 og 1936.

I 1967 i London bor Odelle, som er kommet fra Trinidad & Tobago til det, hun regnede med var det forjættede land. Det var hele familiens drøm, at den lærde unge kvinde skulle til Dronningens hovedstad og blive til noget stort. Dog må hun først arbejde i en skobutik i mange år, og leve med den uudtalte racisme og nysgerrighed, hun mødes med, inden hun får et job i et kunstgalleri som assistent/sekretær.

Til sin venindes bryllup møder hun den unge Lawrie Scott, som for at forføre hende, bruger sit arvestykke fra moderen. Det viser sig at være et maleri signeret af en I.R., som muligvis er penge værd. Da Odelle arbejder på et galleri, bliver det nærliggende at vise det til en kurator.

Parallelt med denne historie starter vi i Andalusien i starten af 1936, hvor den østrigsk-jødiske galleriejer Harold Schloss har lejet et hus sammen med sin skrøbelige hustru Sarah, og deres 19-årige datter, Olive. 

Olive vil være maler, men kæmper med faderens mistro til kvinders formåen; så hun maler i skjul. Til huset kommer et ungt søskendepar, Isaac og Teresa, for at tilbyde deres praktiske hjælp - men den spanske Adonis får også sat sindene i kog hos mor og datter. Og så er han maler! Isaac Robles. I.R.

Det er en brydningstid i Spanien - året hvor selvfølgelig den Spanske Borgerkrig bryder ud; og Isaac er aktiv på venstrefløjen. Da Harold og familien er jøder, er de også i en prekær situation, da en retur til Wien ikke synes mulig lige nu.

Maleriet, som findes i 1967, blev malet i 1936 i Andalusien. Men var det Isaac Robles, der malede det? Og hvordan er det endt hos den unge Lawrie Scott, som ikke har meget spansk blod i årerne - eller...?

Desværre er der flere problemer i denne historie.

Forfatteren forsøger at behandle et alt alt for stort antal emner; der er Odelles integraiton i det engelske samfund; hendes spirende forfatterkarriere med tvivlen om succes som kvinde; den underliggende racisme i London grundet hendes hudfarve. 

I den spanske historie er der Olives kamp for anerkendelse som maler og det problematiske forhold til faderen; der er Isaacs og landets politik; der er Teresa, som er sigøjner og på sin vis også underlagt racisme.

Og i forhold til maleriet er der en masse sammenligning med Picasso, og sågar Bosch, Cranach (som forfatteren lidt lemfældigt synes jeg kategoriserer som renæssancemalere?) - og historierne om nazisternes kunstplyndringer.

Det bliver for mange løse tråde, som aldrig kan bindes sammen på så få sider. Det er som om Burton vil det hele, og ikke kan gemme lidt materiale til en anden roman. I forhold til plottet opdager man desværre temmeligt hurtigt sammenhængen, og der er indtil flere pinagtigt lange udredelser, hvor man blot beder til, at de kommer videre.

Jeg kedede mig; og jeg fandt en del af intrigerne og de historiske indspark alt for søgte; det var desværre en bog præget af opfølgersyndromet, hvor det ikke helt lykkes at komme på højde med debuten. Men der holdt Burton sig langt bedre til sit emne.

Rules of Civility - Amor Towles

• Engelsk
• 13.-22. januar
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter sol kommer regn... det må være mit læsemantra for tiden! Efter at have fordybet mig i Blixens liv, var jeg så fyldt med den historie, at den næste ikke kunne få ordentlig plads. Ikke, at den ikke fortjente det - siden jeg i 2018 læste En gentleman i Moskva ville jeg genlæse Rules of Civility på originalsproget.

En gentleman i Moskva var en af det års absolut største læseoplevelser, som kun varmt kan anbefales.

Jeg læste romanen på fransk lige efter den var udkommet; det var i 2012. 

Jeg læste den noget langsommere denne gang, og nød mangfoldigheden i det engelske sprog. Jeg kan nu se, hvor elendig den franske oversættelse var - endnu en grund til så vidt muligt altid kun at læse i originalsproget. Det er ren poesi med finurlige betragtninger i den Gatsby-stil, som hele historien jo en gennemsyret af.

Eve og Kateys eventyr, som jeg beskrev i min tidligere anmeldelse, gør sig langt bedre på engelsk - og man genfinder det fantastiske sprogbillede, som også gjorde En gentleman i Moskva til så stor en succes.

I denne udgave er tilmed den komplette liste af George Washingtons Rules of Civility, som gav navn til bogen. Han nedskrev dem som teenager, og af de 110 huskeregler er der en del, som jo er universelle i både tid og sted og stadig kan bruges til eftertænksomhed.

Især den sidste er måske essensen af romanens dilemma og morale:

Labour to keep alive in your Breast that Little Spark
of Celestial fire Called Conscience.

For Katey kæmper med den samvittighed, da hun år efter gennemgår, hvad der skete i det år - 1938 - da fire personers veje krydses, og det får konsekvenser for dem alle. 

Nu udkommer den muligvis på dansk efter den store succes med historien om greven på det russiske hotel - men læs den så afgjort på engelsk! Det er her, man får følelsen af at forsvinde ind i en tidslomme i New York i mellemkrigstiden. Ren nostalgi og livsvisdom.

Løvinden - Tom Buk-Swienty

• Dansk
• 5.-12. januar
• 756 sider

Da jeg fik denne i forsinket fødselsdagsgave sad jeg og bladrede i den sammen med min lille niece. Vi kiggede mest på billederne; men jeg fortalte hende også lidt om, hvem Karen Blixen var - og hvad bogen handlede om. Til sidst kiggede hun på mig, og spurgte hvorfor jeg havde ønsket mig den, når jeg nu kendte hele historien? Det er jo et meget fair spørgsmål set med et barns øjne; men der er jo mere at sige om Blixens liv.

For mange år siden læste jeg Judith Thurmans meget berømte biografi; og som mange andre, har jeg siddet med en stak Kleenex foran Meryl Streeps kraftpræstation. Jeg har læst Den afrikanske farm; jeg har læst nogle af fortællingerne - men ikke meget af hendes fiktion, indrømmet. Og nu er der så kommet endnu en biografi af Tom Buk-Swienty, som tidligere har fået stor ros for sine bøger om krigen i 1864. Dem har jeg ikke læst, da jeg er bange for, at det bliver for teknisk og tørt til mig - men efter at have læst denne, vil jeg måske kigge nærmere på dem.

Omdrejningspunktet er her igen primært årene 1914-1931, hvor Blixen var i Kenya. Men hvor hun ho storladent siger i Den afrikanske farm, at hun havde en farm ved foden af Ngong Hills - så viser den netop tilgængelige korrespondance mellem Blixen og hendes morbror, at der stod et tungt maskineri bag. 

Da Blixen blev gift med Bror, og de skulle finde en levevej kom Kenya op som en mulighed; og familien stiftede det aktieselskab, som drev farmen. Og som pumpede så mange millioner i den, at man i dag nok havde stoppet lækagen langt tidligere. Det var det rene galimatias men Blixen var god til at dramatisere og spille den forurettede og misforståede; så man blev bløde i knæene derhjemme og investerede lige lidt flere penge.

Udover historien om aktieselskabet og trængslerne med at få kaffen til at gro, er der også historien om Blixens ægteskab; om affæren med Denys - og den triste afslutning på denne. Der er stemningsbilleder fra hele livet i 1920'ernes koloniale Afrika med blandt andet slænget fra Happy Valley, som jeg læste om sidste år, da jeg selv var i Kenya.

For det er jo også det, der er i hver side af bogen.... Afrika! Jeg bleb helt nostalgisk ved læsningen; selvom der er sket meget i de år siden, så læste jeg om steder, jeg var i Tsavo-parkerne fx hvor man ser Denys Finch-Hattons landingsbane, som stadig er et langt stykke jord. Jeg mindedes den overvældende følelse det er, når man ser dyrene i frihed - løverne, der stolt promenerer deres manker velvidende, at de bestemmer her. Blixens tilgang var lidt vildere på de mange jagter, hun var på især i de tidlige år. Der var jo ingen skrupler ved at skyde de smukke dyr - og i visse tilfælde var det også for at redde kvæget.

Buk-Swientys biografi beskriver en kvinde, der fandt sin plads i Afrika; hun elskede de lokale, og var langt mere involveret i deres velbefindende end mange andre samtidige. Bevares - der var en grænse; men det var mere ud fra den betragtning, at de var tjenestefolk (Blixen var håbløst snobbet). Hun lærte sig swahili, og tog sig af dem både med sit lille infirmeri og ved at bygge en skole.

Det gjorde hende til tider upopulær blandt de andre udlændinge, som i realiteten betragtede landet som deres - de var i hvert fald ikke gæster.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor bog - i alle henseender! Stor og tung så den skal læses vel anbragt i en stol; og ikke er til at tage med på farten. Men bestemt også stor i indhold - jeg måtte sætte restriktioner for, hvor meget jeg læste for at få den til at holde lidt længere.

Jeg ville ikke rigtigt til det forfærdelige øjeblik, hvor Blixen må sætte sig i toget til Mombasa og påbegynde rejsen mod Danmark. Det virker så urimeligt hårdt - men var hun ikke kommet hjem, havde vi næppe fået alle historierne fra hende. 

Et absolut mesterværk, og de mange mange smukke illustrationer er med til at gøre det hele så uendeligt perfekt!

La Cène

• Fransk
• 6.-9. januar
• 80 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skulle i gang med det store mesterværk Løvinden; men den egner sig bestemt ikke til transport i metro og bus og måtte læses derhjemme. Så jeg ledte i bunkerne af ulæste bøger, og fandt denne lille bog, jeg købte i maj 2017 da jeg var i Milano for at se da Vincis Sidste nadver. Det er jo en "museumsbog"- ikke en traditionel guide, da den er for omfattende til at læse i den korte tid billetten giver adgang til maleriet. Og selvfølgelig køber man den ved udslusningen, og tager med hjem som en souvenir.

Jeg læste den dog ikke på italiensk; men det var det bedste billede jeg kunne finde.

Muligvis er det godt, at jeg ikke læste den inden jeg besøgte kirken og stod med tårer i øjnene foran maleriet, som er kendt verden over. Det var en vanvittig stærk oplevelse, og én man absolut skal give sig selv, hvis man kommer til Milano - selvom det er besværligt at skaffe billetter, og man skal vente osv. Det er det hele værd!

Mit foto fra maj 2017 set fra midten af salen

Bogen er skrevet af en dem, der var med under den store restaurering, der fandt sted fra 1977-1999; jeg var selv i Milano en del gange i 1997 netop - og kunne dengang jo ikke se maleriet.

Der beskrives noget af historien bag maleriet, og hvordan arbejdet foregik i slutningen af det 15. århundrede, da Leonardo malede det direkte på væggen i munkenes spisesal. Der fortælles om rummets skæbne i de efterfølgende århundreder, hvor revolutioner til tider omdannede det til soldaterlejr inklusive hest og andet fæ.

Og så får man en del information om de mange retoucheringer, det har været udsat for. Allerede tyve år efter, at det var malet, var det så ødelagt, at malingen skallede af eller muren hævede op i bobler  på grund af fugt. Muligvis havde Leonardo ikke helt styr på vejrforholdene her - hvorfor malede han noget, han vidste ikke ville holde? Han var jo ikke ligefrem en mand uden ego - og har nok været interesseret i, at det skulle holde?

Som hovedkonklusion tænker man dog til sidst, at der ikke er meget af det originale tilbage - og det er jeg måske glad for, at jeg ikke vidste den dag jeg stod der. På den anden side set er det en ubeskrivelig oplevelse - og man ser jo uanset hvad, hvordan dynamikken i maleriet er så markant anderledes fra datidens kompositioner.

De heldige - Georgia Hunter

• Engelsk
• 1.-4. januar
• 448 sider
• Originaltitel: We Were the Lucky Ones

Georgia Hunter har tidligere udgivet børne- og fantasybøger; som jeg af gode grunde ikke har læst.

Men noget i den engelske titel, og omslaget fangede mig for nogle måneder siden, og i forbindelse med en julegavebytning kom denne med hjem.

Da jeg startede min læsning troede jeg jo kun, at det var en roman. Men efter under hundrede sider skulle jeg lige tjekke noget i noterne bagerst, og kommer til at læse ... lidt for meget? I hvert fald opdagede jeg hurtigt, at det var en virkelig fortælling om forfatterens familie - hendes morfar og hans søskende og forældre. Jeg opdagede også, at de alle overlevede Holocaust. Det skulle titlen måske have fortalt mig - men at alle i en så stor familie overlevede, er jo alligevel utroligt.

Så nu var lidt af overraskelsen måske ødelagt; på den anden side kunne jeg nyde læsningen mere fordi jeg vidste, at det ikke var fiktion - og fordi jeg ikke sad på nåle hver gang nye faretruende situationer opstod. 

Georgias morfar, Addy, kommer fra en polsk-jødisk familien fra Radom - en mellemstor by ca. 100 km fra Warszawa. De er forholdsvist velstående, og bor ikke i det traditionelle jødiske kvarter.

Familien består af forældrene Sol og Nechuma, og de fem børn: Sønnerne Genek (gift med Herta), Addy og Jakob og døtrene Mila og Halina.

Da krigen nærmer sig er Addy i Frankrig, hvor han bor og arbejder som ingeniør. Resten af familien er i Polen - men de spredes snart for alle vinde.

Milas mand Selim forsvinder sporløst og hun efterlades alene med sit lille barn Felicia. De andre må fraflytte lejligheden, og tage tvungent arbejde. Men snart forsvinder de også - Genek og Herta sendes til Siberien. Halinas mand Adam arbejder i modstandsbevægelsen og de har falske papirer, så de kan bo udenfor ghettoerne, og dermed tjene lidt penge til at hjælpe familien. Jakob and hans kone Bella får arbejde på en fabrik, men alle skilles og mødes de over årene, og mister andre familiemedlemmer.

I mellemtiden forsøger Addy at komme ud af det nu besatte Frankrig; han kommer på et skib til Brasilien, men strander i månedsvis i Dakar. Han lykkes at komme til Sydamerika, men kan ikke finde ro før han ved om familien har overlevet. Og det må han vente næsten ni år på.

Man kan argumentere, at den rent sprogligt nogle steder har tendens til at bruge lidt for mange floskler, og en særdeles irriterende tendens til at starte hvert kapitel med lidt nutid, for derefter at lade det kapitels fortæller tænke tilbage. Således skabes forbindelsen tilbage til, der, hvor vi sidst slap den person - men hvorfor ikke bare tage det i kronologisk orden?

Men når man tænker på, at det er en virkelig historie er det som med alle andre Holocaust-fortællinger. Det er så uvirkeligt med den planlagte, metodiske ondskab - og at disse mennesker ikke alene overlevede fysisk; men også psykisk var i stand til at leve et fuldt liv efter krigen, er virkelig utroligt.

Jeg havde lommetørklædet fremme nogle gange; ikke mindst i efterordet, hvor forfatteren afslører, at hun først lærte historien, da hun selv var voksen. Da var hendes morfar død - han havde aldrig talt om det. Men det er måske netop nøglen til at kunne leve videre...