L'homme des Mille Détours - Agnès Martin-Lugand

 

• Fransk
• 22.-26. december
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For mange år siden læste jeg den roman, som Agnès Martin-Lugand nok er mest kendt for - Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe - desværre havde jeg glemt, at jeg slet ikke brød mig om den. I sommers bestilte jeg så denne til sommerferien, men fik den aldrig læst. Min rejseveninde læste den, og var ikke begejstret - men nu var den jo købt. Jeg skulle rejse lige i julen og nytåret, så besluttede mig alligevel for at læse den som årets sidste bog. Det blev pinagtigt!

Gary er dykker, og arbejder på øen Réunion, da hans ekskone pludselig dukker op med sin nye mand for at dykke. Der ripper op i gamle sår - de børn de ikke fik, og som fik ægteskabet til at gå i stykker. På øen møder han Ivan, som er rejst fra sin familie i Frankrig for at udleve sine livsdrømme - i håbet om at familien derhjemme accepterer det og venter på ham. En moderne Ulysses.

Det er nok her det hele stopper med at fungere for mig - dette forsøg på at skrive en moderne Odyssé.

Da Gary rejser hjem til Frankrig, beder Ivan ham om at opsøge familien for at sikre sig, at de alle har det godt. Hvorfor gør han det ikke selv? 

Den ene drømmer om en familie og den anden har forladt sin og ikke givet livstegn i syv år. Nu møder Gary den forladte familie, der forsøger at leve med den viden, at de ikke var nok. Han etablerer et forhold til de tre børn Ivan har efterladt, og får et forhold til Ivans ekskone. Så alt ender godt - lidt for sukkersødt til min smag; men selvfølgelig efter en masse overvejelser om tab, savn, og søgen efter det perfekte liv. 

Jeg skal nok holde mig fra hendes romaner fremover; det var ikke den bedste roman til at slutte året med. 

Det blev et fantastisk læseår. 120 bøger i alt, hvilket er personlig rekord. Ikke at det er formålet, men jeg kan konstatere, at jeg ser mindre og mindre fjernsyn og foretrækker den stille tid med en bog efter arbejde. Totalt set blev det til lidt mere end 46.000 sider, og fordelingen var nogenlunde som i 2024. Lidt færre danske bøger (15%), samme andel engelske (39%) og størstedelen af franske bøger (46%). 

Mine absolutte favoritter per måned var:

Januar: Samliv med Picasso  

Februar: Bohemian Paris        

Marts: Sans soleil

April: Le paradis caché 

Maj: L'impératrice de Pierre

Juni: The Lives of the Artists

Juli:  Himlens rødder   

August: Det jeg ved om dig

September: Les heures fragiles

Oktober: Søfareren

November: The River Is Waiting

December: De sårede og de faldne

Les gens heureux lisent et boivent du café - Agnès Martin-Lugand

• Fransk
• 14.-16. juli
• 189 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" - det er da en titel, der appellerer til én! Det gjorde den også, da den først udkom for ca. to år siden. Den var lige ved at komme med hjem fra en togkiosk i tropisk varme Avignon for præcis et år siden - og alligevel tøvede jeg; anmeldelserne var nemlig ret delte. Og lige inden jeg pakkede kufferterne til Danmark, gik jeg nok lidt i panik ved tanken om at komme til at mangle franske bøger - og faldt lige i fælden.

Jeg er ret sikker på, at jeg har set en sødsuppefilm, som har præcis de samme ingredienser - muligvis med en happy end, som denne ikke eksplicit har. Men resten er der! Den stakkels unge kvinde, der mister mand og barn i en trafikulykke, og bruger det næste år i sin seng på at dyrke sin selvmedlidenhed. I modsætning til en Hollywood-udgave kan man i en fransk roman sagtens dyrke denne ved hjælp af overdrevne doser af nikotin og vin - alt sammen godt hjulpet af den legendariske bøsseven, som forsøger at hive en op af sorgmosen. Og så kan man ikke udholde hverken forældre eller svigerforældres velmenende råd, og ender med at fortrække til det kolde, regnfulde og ret beset kedelige Irland.

Her møder man så naboen, som er den værste macho på denne jord, og som konsekvent provokerer og kritiserer en; og det eneste man kan lide ved ham, er hans dejlige store hund. Men en dag er han pludselig enormt attraktiv, og lige da det første kys skal udveksles, tropper eksen op på dørtrinnet. Og lader som om, at hun absolut ikke er en eks. Og så har vi balladen! Indtil han vender brødebetynget tilbage og erklærer sin store kærlighed - hvorefter vores heltinde endelig kan tage en selvstændig beslutning, og vender hjem til Paris, bøssevennen og dagligdagen. Måske - måske ikke kommer hun sig en dag så meget, at han kan være i hendes liv. 

Som sagt er slutningen ikke Hollywood-agtig nok - men resten var så klichéagtigt, at man kunne have det mistaget for at være et plagiat af netop denne type film. Jeg var virkelig ikke overbevist og forstår dårligt den megen positive kritik. Det eneste, der virkelig generer mig er, at jeg ikke kan komme på navnet på sødsuppefilmen, som i sidste ende nok var mere interessant en regnvejrssøndag på sofaen!