La Belle de Jérusalem - Sarit Yishai-Levi

• Fransk
• 21.-30. juni
• 704 sider
• Dansk titel: Ikke oversat 

Jeg var tidligere gået i gang med denne mursten; men da den startede med en kvinde, der døde af kræft, besluttede jeg mig for lige at lægge den til side. Det var nok meget godt - for andet forsøg gik langt bedre.

Det er sjældent jeg læser israelsk litteratur; så det er svært for mig at vurdere om dette er moderne eller mere traditionel litteratur. De få jeg har læst, har været de gamle klassiker som Bashevis Singer fx. 

Tilsyneladende fik den enorm succes i Israel og Netflix har lavet en miniserie over den første del af bogen opdager jeg nu; det må jeg da lige undersøge.

Fortælleren er Gabriela, hvis mor, Luna, dør af kræft i en meget ung alder. Luna var i sin ungdom Jerusalems smukkeste kvinde - deraf titlen. Men kvinderne i familien mener også, at der hviler en forbandelse over dem, da de altid bliver gift med mænd, som ikke elsker dem. Dette skal jo forstås som, at hverken mænd eller kvinder vælger deres udkårne i det traditionelle religiøse miljø.

Gabriela vil kende kvindernes historie og ikke mindst sin mors; som barn udspørger hun sin bedstemor Rosa, og får historien om sine oldeforældre, Merkada og Rafael. De blev gift i begyndelsen af det 20. århundrede, men Rafael var forelsket i en anden kvinde. Hun var dog ashkenazejøde og ikke sefarad som Ermoza-familien, som stammer fra Spanien. 

Merkada føder Rafael flere børn, deriblandt Gabriel - som også forelsker sig i en ashkenazepige - faktisk datteren af faderens forelskelse. Han er dog opsat på at få hende; men da Rafael dør af et hjertestop lover han moren at adlyde - og hun finder Rosa; en trist og ikke særlig smuk forældreløs rengøringspige. Ikke just basis for et lykkeligt ægteskab heller. Slet ikke da de drengebørn Rosa føder, dør kort efter fødslen. De får dog tre piger, og især Luna bliver faderens øjesten - en forkælet egoistisk pige, der kun bekymrer sig om pynt og penge. 

Hun gifter sig med David, som er alt det hun hungrer efter - men David var i Italien under 2. Verdenskrig, og efterlod en stor umulig kærlighed der. Og således er det generationer af ulykkelige ægteskaber.

Nu lyder det jo som ren Barbara Cartland - men det er det langt fra!

Historien udruller sig over det meste af det 20. århundrede, og det er afgørende år i Israels historie. Det er to verdenskrige - men jo især stiftelsen af den israelske stat, som kom på baggrund af massive konflikter og borgerkrige, som familien er involveret i. 

Dernæst var der hårde år økonomisk, og familiens forretning spiller også en stor rolle; ligesom det kulturelle kludetæppe Israel jo er. Fra min rejse til Jerusalem husker jeg tydeligt det blandede gadebillede af jøder, muslimer og andre trosretninger - potentielt yndig sameksistens men også en kruddtønde, som historien jo har vist os flere gange.

Det gav bogen et glimrende indtryk af, selvom den til tider gentog sig selv lidt for meget. Det skyldes måske en litterær tradition, som er anderledes og ny for mig.

Åh William! - Elizabeth Strout

 

• Engelsk
• 19.-20. juni
• 256 sider
• Originaltitel: Oh William!

Det var jo faktisk denne, jeg faldt over i sektionen for anbefalinger på biblioteket - men klog af skade huskede jeg at tjekke, og fik dermed læst første bind inden. Ikke, at de ikke kan læses uafhængigt af hinanden - men man får størst udbytte af at læse denne til at starte med.

Hvor den første bog tog udgangspunkt i Lucys hopsitalsophold og hendes minder med moderen, er denne centreret omkring hendes forhold til eksmanden William. 

Lucy er 63 år gammel, og hendes anden mand, David, er død året inden af kræft. Da William fylder 70, forlader hans tredje kone ham kort efter. I fødselsdagsgave havde hun givet ham et abonnement til at undersøge sin familiehistorie; og William har i perioden inden haft nogle voldsomme drømme om sin mor, som har været død i mange år.

Catherine Cole - Williams mor og Lucys svigermor - var en fin dame; hun spillede golf og gik i fine kjoler, og Lucy følte sig med sin ydmyge familiebaggrund altid lidt akavet sammen med hende. Catherine havde giftet sig med en tysk mand, der under krigen havde været krigsfange og arbejdet på den kartoffelfarm, hvor hun boede med sin første mand. Det ved William og Lucy - og det er årsagen til, at Lucys familie ikke billigede ægteskabet.

Hvad de ikke vidste - og William opdager i familiehistorien på nettet - er, at Catherine havde en lille datter med eksmanden. Hun forlod barnet på et år for at gifte sig med Williams far.

William og Lucy rejser tilbage til Maine for at se, hvor moren kom fra - og Lucy møder Williams halvsøster. Men de ser også den fattigdom, der var Catherines barndom og som er værre end, hvad Lucy kom fra. Det sætter nogle nye ting i gang i deres forhold og det bringer minder frem om deres ægteskab og forhold igennem årene. De har jo bibeholdt et venskabeligt forhold efter skilsmissen, og ses med deres voksne døtre.

Det er igen en meget stille og eftertænksom historie om forhold mellem mennesker; det er skrevet i dagbogsform næsten i et enkelt sprog i små afsnit. Der er en sød nostalgi i deres forhold, som de nu ældes og er mere tolerante overfor deres forskelligheder.

Det var fint at læse de to små bøger i forlængelse af hinanden; og nu har jeg nok lyst til at læse hendes andre romaner på et tidspunkt.

Mit navn er Lucy Barton - Elizabeth Strout

 

• Engelsk
• 18.-19. juni
• 208 sider
• Originaltitel: My Name is Lucy Barton

Indrømmet har jeg set denne lille roman mange gange - i boghandlere, i anmeldelser online og på bestsellerlister; men titlen virkede lidt naiv på mig - og jeg var i tvivl om det var en "voksenbog".

Det er det absolut!

Lucy Barton er en ung kvinde, gift og med to små piger, da hun pludselig tilbringer ni uger på hospitalet efter en blindtarmsbetændelse, som går lidt galt. Hendes mand tager si g af børnene, og er ikke meget for at besøge hende - han har dårlige minder med hospitaler. I stedet får han Lucys mor til at flyve til New York for at besøge hende; selvom de ikke har set hinanden i årevis.

Lucys mor er hos hende i fem dage, hvor hun sidder i en stol stort set uden at sove; og de taler endelig sammen. Men Lucy bringer minderne frem, som de kommer til hende i små bidder. Minderne om en barndom i fattigdom - og muligvis noget andet og mørkere, som hun ikke vil i detaljer med. 

Men i små allusioner lærer vi om barndommens traumer, som har gjort hende til en lidt skræmt voksen, som ikke tør favne sin karriere som forfatter. En barndom med en mor, der ikke holdt om hende eller fortalte hende, at hun elskede hende. Det gør hun heller ikke på hospitalet; men igennem deres samtaler forstår Lucy, at moderen elsker hende.

Det er skrøbelig fint og underspillet; og alligevel bygges personerne op som helstøbte uperfekte mennesker, man kommer til at holde af. En fin lille roman om alle de usagte ting i forholdet mellem mennesker.

Anna of Kleve (Six Tudor Queens IV) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 13.-17. juni
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Min rejse gennem Weirs serie bliver lang; fjerde bind måtte også reserveres, og det tog virkelig lang tid for den at komme til biblioteket. Men så når man at nulstille hjernen lidt, og nyde historien igen. Der er jo som sagt mange vinkler på samme historie!

Jeg tror nok historien om Katherine af Aragon og denne biografi vil være de mest "rene" i historierne. For det første fordi Katherine af Aragon jo var den første, og Anne Boleyn og Jane Seymour jo allerede var ved hoffet, da hun blev skilt fra kongen. På samme måde starter vi en ny cyklus med Anna af Kleve; endnu en dronning, som blev skilt fra kongen i rækken af divorced, beheaded, died - divorced, neheaded, survived. Men Anna af Kleve overlevede også den sidste dronning, selvom denne overlevede Henry VIII - så denne historie rækker udover slutningen på serien, og vi vil igen få forskellige vinkler på samme historie.

Weir skal jo også her bygge en historie og persona op omkring en kvinde, hvor vi måske ikke har mange reelle overleveringer, der er faktuelt troværdige. Datidens brevveksling med hofsprog er næppe pålidelig. 

Anna af Kleve kom til kongen efter denne var blevet enkemand efter Jane Seymour, som han faktisk elskede - og som jo fødte ham den længe ventede søn inden hun døde i barselsseng. Han skulle giftes igen og der var stor entusiasme for en rigtig prinsesse denne gang; og sunde politiske interesser i at alliere sig med et af de tyske fyrstedømmer mod den tysk-romerske kejser og den franske konge.

Anna var 24 år gammel, da hun rejste til England for at blive gift med den 48-årige konge; men allerede det første møde mellem de to gik galt. Bryllupsnatten var ikke en succes - Henry VIII kunne ikke lide hendes udseende, og syntes, at hun lugtede! Det er overleveret ligesom han skulle have sagt, at han ikke var sikker på, at hun var jomfru. Det er jo noget af en påstand for en prinsesses som efter tidens skik har levet under klosterlignende tilstande.

Weir bruger dog denne vinkel til historien; Anna skulle have haft en flirt med en ung mand, da hun var 16 år gammel og i dølgsmål have født en dreng, som var blevet placeret i en familie uden at kende sit ophav. Ligeledes var hun jo heller ikke imponeret over kongen, som på dette tidspunkt var stærkt overvægtig og led frygteligt af sine sår på benene. Men ingen tænkte jo, at en kvinde også skulle føle fysisk tiltrækning for manden. 

Om Anna havde født et barn inden ægteskabet er naturligvis umuligt at bevise; men i romanen får Weir hende også til at føde et barn med den samme mand fra hendes ungdom, som dog døde ved fødslen. Hun blev skilt blot seks måneder efter brylluppet, men blev i England og fik fine godser og fik et rigtigt godt venskab med Henry VIII. Men det erstatter selvfølgelig ikke en mand i hendes liv og som alle andre unge kvinder har hun vel haft lyst til et parforhold?

Der var rygter om denne anden graviditet og kongens råd afhørte forskellige personer fra hendes husholdning uden at kunne bevise det. Der er stadig vidtgående historier om dette; vi får aldrig sandheden selvfølgelig - men det giver en absolut plausibel vinkel på Annas historie; og inderst inde kunne man jo godt unde hende lidt lykke!

Et glimrende bind i serien, som viser en helt anden Henry VIII - og deres venskab efter skilsmissen er almindeligt kendt i hvert fald! 

De sidste to bind stod klar - troede jeg - men pludselig har en anden besluttet sig for at læse hele serien, så nu er det retur til ventetiden.

TASTE: My Life Through Food - Stanley Tucci

 

• Engelsk
• 11.-12. juni
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg faldt først over den flotte forside; grafisk og enkelt - og så kunne jeg jo genkende ansigtet af skuespilleren kendt fra fx Julie og Julia, en film om mad; men også en del komedier, og så selvfølgelig nogle tunge kommercielle successer som Hunger Games, som jeg dog ikke har set.

Tucci er, som navnet antyder, af italiensk afstamning - og hans familie har altid været glade for mad. Der er lange familietraditioner for at værne om familiens opskrifter, og potter og pander går i arv fra generation til generation. Tucci interesserer sig mere og mere for mad, som han bliver voksen og rejser mere ud i verden for at indspille film. 

Da han se Babettes gæstebud er det virkelig en øjenåbner for ham, hvor betagende mad kan være, og han laver selv en film i 1996, Big Night, som handler om en italiensk restaurant i USA. Den har jeg heller ikke set! Men hans kærlighed til mad er åbenlys; han værdsætter gode produkter og fryden ved en ret med ganske få ingredienser - om noget det italiensk madlavning kan!

Hans historie er til dels kronologisk men med små spring med anekdoter; hvert kapitel ledsages af en eller flere opskrifter. Det er enten hans egne eller fra noge af hans italienske yndlingsrestauranter; og så er der dejlige opskrifter på cocktails ligeledes - en dag skal jeg i hvert fald prøve hans version af en Dry Martini!

Men det, der rørte mig allermest var faktisk de to sidste kapitler, hvor han fortæller om sin kamp med kræft i tungen, som blev konstateret i 2017. Alene at skrive kræft i tungen er voldsomt! Og for en mand, der i den grad elsker mad var det da også den værst tænkelige dom. 

Nu er der jo ingen kræftdiagnose, der er positiv; det ved jeg desværre selv efter min vrystkræftdiagnose for 8 måneder siden. Tucci får strålebahandling og kemoterapi; strålerne selvfølgelig direkte rettet mod svulsten i bagenden af tungen. Konsekvenserne er hurtigt fatale, da det ødelægger hans smagsløg og alting lugter og smager forfærdeligt. Selvom jeg startede med kemoterapi, var det nøjagtig, hvad der skete for mig. Man får at vide, at man skal være ligeglade med kalorier, og blot forkæle sig selv - men alting smagte råddent (eller af ekskrementer, som Tucci skriver!) - og hvis jeg kunne få lidt røræg ned, var det en god dag. Jeg levede i måneder faktisk af det samme som ham - og kød var helt umuligt; det fører til tab af muskelmasse og en helt enorm træthed.

Men mest af alt, så er det også en ganske mærkbar nedsættelse af livskvalitet. Vi tænker måske over, at vi ikke har råd til at spise på Michelin-restauranter - og kaviar kan man ikke spise hver dag; eller hvad der nu måtte være topmålet af luksus for én. Men når man pludselig heller ikke kan spise noget så banalt som en skål veltilberedt Pasta Carbonara (uden fløde!!!), så føler man sig også endnu mere syg.

Ingen forstår det nok, og man får konsekvent at vide, at man jo bare skal prøve at spise. Men det er jo ikke appetitten, der er noget galt med - men uden spyt, og med den rædsomme bismag bliver alting frastødende; og så kan man ikke tvinge noget ned selvom man ved, at man bør.

Det trøstede mig derfor, at han til sidst fortæller, at han nu kan spise næsten normalt. At han igen kan nyde den gode mad, han elsker så højt. Jeg er der ikke endnu - og når jeg er ovre det, er det nemmere fordi jeg trods alt ikke har fået fjernet et stykke af tungen. Men jeg glæder mig så usigeligt til den dag jeg kan værdsætte god man - og jeg skal afgjort på den bedste restaurant (for mig) jeg kan finde! Og måske kan jeg lave en hel side blot af retter jeg glæder mig til at smage igen.

Tucci slutter sin bog med netop denne liste - blot en opremsning af ting, som er ganske enkle. Tomatsalat, tunsandwich, suppe, bagel, lammekotelet, ..... osv. En hyldest til gode produkter, der ikke behøver en kæmpe anretning for at være delikatesser i sig selv. En hyldest til det italienske køkken!

En smuk bog om madens rolle i vores liv; som børn, men også under sygdom eller som forførelsesteknik.

Torsdagsmordklubben - Richard Osman

 

• Engelsk
• 8.-10. juni
• 400 sider
• Originaltitel: The Thursday Murder Club

En lille let og underholdende krimi - bevares; ikke af den tunge slags med masser af blod og drama. Næh, snarere en meget hyggelig krimi med portvin og småkager.

Et sted i England er der en lille landsby, som udelukkende bebos af pensionister. Her hygger de sig i hver sin lejlighed, men kan også deltage i forskellige aktiviteter - strikning, japanskkurser og andet tidsfordriv udover at spise deres piller og holde øje med hvem, der har flest skavanker. Nogle er blevet alene og der er da også tilløb til nogle romancer; for i bund og grund keder de sig jo en lille smule.

Et par af pensionisterne har derfor dannet en lille klub, hvor de forsøger at opklare gamle mordsager. En Et af klubbens medlemmer var tidligere politibetjent, men nu ligger hun i koma, og hendes plads er overtaget af Joyce, Derudover er der Elizabeth, som kan få alt til at ske fordi hun på mystisk vis har forbindelser alle steder uden at man helt præcist ved, hvad hun tidligere lavede. De to mænd er Ron - tidligere fagforeningsboss - og Ibrahim, pensioneret psykiater.

En dag bliver deres lille klub dog langt mere aktuel, da en af partnerne i seniorejendommene slås ihjel; og pludselig sidder de med tre mord på hænderne, som nok på en måde hører sammen. De tager temmelig uortodokse metoder i brug - og især Joyce med hendes pudsige naivitet er et festligt indslag.

De to politibetjente, Donna og Chris, er også fine personbeskrivelser - men deres arbejdsmetoder ville nok ikke være helt efter bogen. 

Det er glimrende og hurtigt læst underholdning, og man får sig nogle gode grin - jeg skal helt sikkert læse opfølgeren; for nu er det blevet til en lille serie på indtil videre tre krimier.

I, Mona Lisa - Natasha Solomons

 

• Engelsk
• 6.-7. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min læserytme tog igen et dyk - de sidste kemobehandlinger medførte konstant feber og ubehag, og juni startede på den gode side med den absolut sidste behandling - men også en enorm træthed. Der blev ikke læst - men endelig kom jeg igang med den lidt specielle roman om Mona Lisa. Om maleriet!

Den franske forfatter, Pierre Assouline, gjorde det samme i 2007, da han skrev en roman set fra et maleris synspunkt. Dengang var det Ingres' portræt af Betty Rothschild, som blev konfiskeret af nazisterne og først fundet i saltminen i Altaussee efter krigen. I bogen fortæller Betty os sin livshistorie op til i dag - eller da bogen blev skrevet i 2007.

I, Mona Lisa er noget anderledes! Historisk springer den frem og tilbage men med et stort fokus på det 16. århundrede startende i 1504, da hun var helt ny og ikke færdigmalet. Mona Lisa er allerede meget levende, og når hun taler hører da Vinci hende. Det samme gør Raphael - men ikke Salai (da Vincis notoriske partner i forretninger og privatliv). Kun de store genier kan høre hende; men her tager Solomons jo præmissen videre end i Assoulines roman. For der er en reel dialog mellem visse personer i bogen og Mona Lisa. Det er endog en meget lidenskabelig dialog mellem maleri og kunstner; Mona Lisa er forelsket i sin skaber - men han interesserer sig som kendt ikke meget for kvinder.

Derfra dækkes da Vincis rejse til Firenze og Rom, og hans eksil i Frankrig, hvor han dør hos den franske konge Frans I.

Lidt senere springer vi til de år hun hang på Fontainebleau, og så Louvre, hvor Marie Antoinette beundrede hende. Inden hun af de revolutionære blev ført til det nyoprettede Louvre-museum i det tidligere kongeslot. 

Flere gange er hun ved at blive ødelagt, solgt - og i 1911 bliver hun stjålet fra Louvre af en halvgal italiener, der vil hente hende hjem til Italien. I disse år på Louvre får hun besøg af Picasso - og han er selvfølgelig endnu én af dem, der kan høre og tale med hende. Under krigen bliver hun fjernet fra Louvre, og kommer ud på en rejse rundt i Frankrig for hele tiden at sløre sporene og undgå at blive taget af tyskerne. Eller gjorde hun? 

Nogle mener, at de mange kopier, der blev brugt til at forvirre nazisterne blev blandet sammen - og, at det måske ikke er den originale Mona Lisa, vi i dag ser bag glas. Måske bruger man stadig en kopi for at holde hende i sikkerhed? På et tidspunkt hævdede Louvre, at Mona Lisa havde været i saltminen - så ændrede de mening, og sagde det var en kopi. Det stemmer ikke overens med historien i bogen - eller andre kilder; og vi får næppe aldrig svaret. Hvis tyskerne virkelig havde haft fingrene i Mona Lisa virker det utænkeligt, at de skulle have gemt hende i saltminen, når så mange andre kunstværker af langt mindre værdi hang på væggene hos fx Göring, som var en kendt kunsttyv.

Der var ikke meget nyt under solen for mig; efter at have læst adskillige biografier om da Vinci - senest denne - samt flere bøger om The Monuments Men, så er der intet at lære. Så det skulle mere være for underholdningsværdien i kraft af den specielle vinkel på historien. Det var lidt for overdrevet for min smag; måske heller ikke så originalt efter at have læst Assouline i 2013.