Marie Grubbe - Dan H. Andersen

 

• Dansk
• 30. september 
• 256 sider

Jeg samler på biografier af kongelige og adelige og især fra denne periode; men nogle gange må man ty til biblioteket - hvilket jeg var glad for efter at have færdiggjort denne biografi på en enkelt dag.

Jeg har som så mange andre selvfølgelig læst J. P. Jacobsens roman om den adelige kvinde, der endte et helt andet sted i sit liv - men det er mange år siden. Desuden er der jo ny viden, og denne biografi er absolut non-fiction i modsætning til Jacobsens fortolkning af hendes liv.

Dog sidder Dan Andersen med præcis samme problem som alle tidligere forfattere, der har villet skrive hendes livshistorie. Der eksisterer stort set intet overleveret materiale skrevet af hendes egen hånd - ingen breve, dagbøger etc. Der findes en sagsakt fra hendes første skilsmisse, som skulle være skrevet af hende - men det tjener sagens formål og giver os ikke noget indblik i hvordan Marie Grubbe var som person.

For hvordan ender man sine dag ludfattig med en voldelig alkoholiseret ægtemand i et ynkeligt hus på Falster, når man er født med en guldske i munden?

Fra en barndom på et gods, kom Marie Grubbe til København, da hun blev git med kongens uægte søn. Hun boede i Oslo, da det var Christiania, og havde sin daglige færd ved hoffet og blandt rigets mægtigeste. Men så gik det galt - først da hun tog sig nogle elskere i Norge, og blev skilt. Så blev hun gift igen, men efter 16 års ægteskab, da hun principielt set var temmelig midaldrende efter den tids målestok, faldt hun for husets kusk - den noget yngre Søren Ladefoged.

Men vi aner intet om, hvorfor hun var utro i sit første ægteskab - var det kedsomhed, oprigtig kærlighed i modsætning til en strategisk alliance? Eller hvorfor hun faldt for den unge kusk? Jo, måske var han ung og lækker - men han må have haft andre egenskaber for, at hun tog så let på omgivelsernes syn på dem?

Måske havde hun til sidst ikke andet valg end at blive hos ham for at få mad på bordet; selvom han konsekvent var hende utro, var voldelig og deslige. Men de har givetvis næret en stor kærlighed til hinanden i starten - det var under alle omstædigheder ikke for pengenes skyld han tog hende.

Men problemet med denne manglende dokumentation bliver desværre, at den ellers glimrende research kommer til at handle om alt andet end Marie Grubbe. Selvfølgelig omhandler det på sin vis hendes liv, men vi får uendelige gennemgange af Søren Ladefogeds skærmydsler med ordensmagten - og Marie forsvinder helt i dette billede. Faktisk er det næsten misvisende at kalde det for en biografi af hende; det er snarere af dem som par.

Je vais mieux - David Foenkinos

• Fransk
• 26.-29. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I ferien læste jeg denne meget fængende roman af David Foenkinos; så straks gik jeg igang med at finde flere af hans romaner på biblioteket. Det hjælper også på min målsætning om 50% læste bøger i 2023 ikke skal være indkøbte, og generelt er jeg positivt overrasket over, hvor mange franske bøger man kan finde med lidt tålmodighed.

Laurent er omkring fyrre år, gift med Elise og far til to børn, som allerede er flyttet hjemmefra. Han arbejder som projektleder i et arkitektfirma, men han er ikke den mest frembrusende ambitiøse type. En søndag midt i familiefrokosten får han pludselig ondt i ryggen - akut, smertefuldt og meget angstprovokerende. Over de næste par dage bliver han røntgenfotograferet, scannet og alt muligt andet - men ingen finder en logisk medicinsk forklaring.

Laurent er selvfølgelig selv overbevist om, at det er kræft og han snart skal dø. Han er temmelig meget ude af koncepterne, og på arbejde bliver han narret af en kollega, der vil skubbe ham til side. Så dør svigerfaderen - og inden han ved af det vil konen skilles, han har slået sin kollega og er blevet fyret - og han har stadig ondt i ryggen!

Laurent er ærligt talt en lidt irriterende hovedperson; selvmedlidende, navlepillende og neurotisk!

Jeg har det bedre som titlen er, er hans historie om at få det bedre - men det er en lang og træls vej. Hvert andet kapitel er 2 korte linier, hvor han indikerer sin smertescore på en skala fra 1 til 10 efterfulgt af et-to nøgleord, der beskriver hans psykiske tilstand. Det når at ramme helt op i toppen af skalaen, inden det hele ender lykkeligt. Hvilket faktisk er en sjældenhed i Foenkinos' romaner.

Jeg havde lidt svært ved at finde ægte sympati for ham; men primært er det nok et helt andet problem, der forstyrrer. Jeg har læst mindst otte romaner af Foenkinos, og ofte er de omkring 200-250 sider lange. Det er en helt perfekt længde for ham, føler jeg. Hans tempo og staccato skrivestil egner sig ikke til for lange romaner, og det er det, der sker her - og så begynder han at trække i langdrag og gentage sig selv. Absolut ikke den bedste fra hans side!

 

How To Be A Renaissance Woman - Jill Burke

 

• Engelsk
• 24.-25. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er altid farligt at bevæge sig ind i en boghandel; og jeg var på udkig efter en helt bestemt nyudgivet bog, som de ikke havde modtaget endnu. Men så fandt jeg denne, som jo er som skrevet til mig med min fascination af renæssancekunst. Det er en dyr fornøjelse at give 300 kroner for næsten samme antal sider, og så læse den på to dage. Men det var to dejlige dage!

Omdrejningspunktet er ret interessant for indviede - hvordan renæssancens kvinder gebærdede sig for at finde en form for uafhængighed i deres ellers ret overvågede liv. Enten i hjemmet under forældres åsyn - eller senere som gifte kvinder. Der var regler for alting - om de måtte gå udenfor (og i så fald med hvem?). Om de måtte klæde sig på en bestemt måde; bære håret på en bestemt måde eller benytte hjælpemidler som kosmetik, hårfarve eller endog kosmetiske operationer.

Kvinders temperament var ligesom mænds defineret ud fra fx hårfarve; det mente man sagde en del om balancen i de fire temperamenter: det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det flegmatiske. Når man var syg, var det fordi der var ubalance i de fire temperamenter - men kompositionen var ikke den samme for kvinder som for mænd. Ydermere kunne hårfarve som sagt sige en hel del om ens temperament.

Det var jo vigtig viden for en eventuel kommende mage; så at ændre sin hårfarve var ligeså farligt som at bruge make-up - for manden så jo ikke, hvad han virkelig "fik for pengene". Make-up og visse hårfarver var forbeholdt fx prostituerede, som også bar et gult stykke klæde for at identificere sig. Pudsigt som gult altid er farven, der skal signalere bestemte samfundsgrupper, der marginaliseres - som jødestjernen!

Jill Burke er professor ved Edinburghs kunstuniversitet, og har tidligere skrevet flere bøger og afhandlinger om renæssance. I denne bog tager hun virkelig udgangspunkt i bøger fra samtiden, der beskriver kvinders forhold - men også skrevet af kvinder selv. Der var absolut meget feminisme i det 16. og 17. århundrede, selvo vi i dag forbinder det med noget nyere tid. Hun har gravet sig igennem utallige opskrifter på cremer, shampoo, make-up og deslige, og afprøvet dem alle i sit eget køkken. I bogens sidste kapitel er en udførlig samling opskrifter, hvis man ønsker at prøve. Hun har dog fjernet de mere farlige af slagsen som fx dem med kviksølv, som var en yndet ingrediens dengang - og som kostede en del menneskeliv. 

Der var kvindelige kunstnere, som fik frihed og uafhængighed - Gentileschi, Anguissola, van Hemessen, Fontana osv. Bogen fokuserer en del på Italien, fordi det jo var renæssancens højborg - men også fordi især venetianske kvinder blev målestok for skønhed. Man talte om Titian-hår eller venitian blonde, som det stadig kaldes på sprog som engelsk og fransk. Botticellis kvinder var indbegrebet af dette skønhedsideal, så det er kun naturligt at fokusere på Italien.

Det er underholdende og lærerig læsning; smukt illustreret med malerier af og med de omtalte kvinder. Man kunne så blot ønske sig, at billedoversigten indeholdt indikationer af, hvor disse malerier befinder sig!

The Romantic - William Boyd

• Engelsk
• 18.-23. september
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

 

Pudsigt nok har jeg aldrig læst nogle romaner af Boyd, og han må jo siges at være yderst produktiv. Denne så jeg dog omtalt, og den blev indkøbt til ferien - men endte med at blive hjemme. Den er meget tæt skrevet og med meget små bogstaver - det egner sig generelt ikke godt til ferielæsning i solen.

Det er en finurlig indledning - Boyd får os indledningsvis til at tro, at han har fundet en lille samling papirer, som er selvbiografien af Cashel Greville Ross, som levede fra 1799-1882. I virkeligheden er dette lige så opdigtet som hele historien; men hans pointe er jo, at man kan tage en given person fra et par århundreder tilbage, og ud fra tidsperioden skabe en historie om et menneske og hans liv. 

Det er det, Boyd gør her, hvor vi følger Cashel Greville Ross fra vugge til grav.

Til at starte med er der rodede familieforhold, da Cashel vokser op i Irland med sin tante, som senere viser sig at være hans mor. Hun har et forhold til godsejeren, hvor hun arbejder som guvernante, og de to må flytte til Oxford, da hun bliver gravid. Således lever godsejeren et dobbeltliv med de to familier - men da Cashel opdager sandheden stikker han af hjemmefra som 15-16-årig.

Det bliver en begivenhedsrig rejse ud i verden for Cashel, som er med på slagmarkerne ved Waterloo i 1815. Han kommer til Indien med den britiske hær; men ender dernæst i Pisa i starten af 1820'erne, hvor han ferierer sammen med Shelley og Byron. Således formår Boyd at flette denne ukendte persons liv sammen med de store begivenheder og personligheder fra tiden.

I Italien møder han også den unge smukke Raphaella, som dog er gift med en gammel greve. Da de endelig får hans velsignelse til at have et diskret forhold, fortæller greven Cashel, at der jo har været andre.

Det er her Cashels romantiske karakter spiller ham et puds igen; han styrter hjem, pakker og forlader byen. Han er nemlig en håbløs romantiker, og i denne oplysningstid var den evige debat jo om intellekt i modsætning til følelser. Cashel kan ikke finde ud af om han skal lade sit hjerte eller sin hjerne råde - og han filosoferer en del over, hvorfor livet tager ham de steder det gør. 

Han kommer vidt omkring fra Amerika til Afrika; og ender til sidst tilbage i Italien efter mange eventyrlige historier; og med endnu en chance måske for at se Raphaella trods deres høje alder.

Det er på flere måder en interessant historie. For det første fordi vi vitterligt følger manden skridt for skridt livet igennem, og man kan heppe på ham og irriteres over hans dumme beslutninger.

Men det er også et interessant tidsbillede af en mand, der ikke har en decideret profession, men rejser rundt i verden for at klare sig. Nok var der en overvejende del af befolkningen, der var stavnsbundne hjemme i arbejde og sociale klasser, som ikke tillod den slags fantasier - og så var der den anden adelige del. Men derimellem var der også en gruppe mennesker, som levede ved at rejse rundt og finde muligheder for at "overleve" uden et reelt job.

Det er lidt tankevækkende, at vi i dag er så bundne af materielle ting - vores huse, møbler og ejendele. Hvis vi pludselig skulle forlade et sted, er det et projekt af enorme dimensioner. Cashel - og mange andre på hans tid - rejste rundt med relativt få ejendele. Man havde lidt tøj, nogle få bøger og nogle personlige klenodier. Men man lejede jo blot et møbleret hus eller værelse efterhånden som man etablerede sig rundt omkring - og man tog intet med sig til det næste sted.

Det gav jo en frihed for at opleve verden og en tro på, at der altid var muligheder for at tjene penge - uden at have pensioner og opsparinger og anden sikkerhed. Selvfølgelig gik det langt fra altid godt - men Cashel leverhele sit liv med denne vanvittige optimisme for livet, og det er en fornøjelse at følge.

Han var en mand, som Shakespeare kunne have beskrevet med disse ord fra Som man behager:

All the world's a stage, 

And all the men and women merely  players, 

They have their exits and their entrances,

And one man in his time plays many parts.

 

Coeur du Sahel - Djaili Amadou Amal

 

• Fransk
• 16.-17. september
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den sidste bog i ferien blev en roman af den afrikanske forfatter Djaili Amadou Amal, hvis store gennembrud udenfor Cameroon kom med romanen, som næsten vandt Goncourt-prisen i 2020.

Hendes fjerde roman handler stadig om kvinders vilkår i muslimske lande; titlen taler om Sahel-området, men i virkeligheden foregår den også udelukkende i Cameroon.

Denne gang handler det primært om forholdene for tjenestepigerne, som alle med en vis indkomst jo har til at sørge for alle daglige gøremål lige fra at feje, lave mad, passe børn, etc.

Faydé bor i den nordlige del af landet, som nu trues af tørke og invasionen fra Boko Haram. Faderen er forsvundet, og moderen, Kondem, kæmper for at skaffe føde til hende, Faydé og de mindre søskende. Faydé vil væk derfra, og tjene sine egne penge - men moderen er med rette bekymret for at lade hende rejse til storbyen. Hun var selv tjenestepige som ung, og Faydé er resultatet af en voldtægt af husets herre. Det er ikke usædvanligt selvom familierne lever adskilt mellem kvinder og mænd; og i disse situationer har kvinderne ingen rettigheder. Faydé ved heller ikke, at hun har en anden far.

Derudover er der religiøse og etniske problemer. Byfolkene er af peul-stammen og muslimer, mens Faydé og hendes familie er kristne. Peul-stammen ser ned på dem, og de kan principielt kun "bruges" som tjenestefolk og har desuden ry for at være letlevende.

Faydé lever dog et meget stille liv; lange arbejdsdage til en ringe løn for blot at bo sammen med en del andre piger under usle kår. Blandt de andre piger er der flere skæbner, som den unge pige der foregiver at være peul og muslim, da hun møder en ung mand af god familie. Han giver hendes gaver og penge, og de elsker oprigtigt hinanden og vil giftes. Men kun fordi hun er peul! 

Vi følger primrt Faydé, men også nogle af veninderne som ender i tragiske skæbner med graviditeter, selvmord og prostitution. Faydé forelsker sig også i den forkerte mand; men han ved dog, hvor hun kommer fra - uacceptabelt for hans familie selvfølgelig.

Det ender måske en anelse for romantisk til min smag, og skrivestilen er ikke lige så opdateret som i den forrige roman. Ikke desto mindre er det en fængslende historie om forhold vi har så utroligt svært ved at forstå; det er altid charmen og chokket ved afrikansk litteratur!

Les corps conjugaux - Sophie de Baere

 

• Fransk
• 11.-13. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I juni læste jeg den virkelig stærke bog af den franske forfatter, Sophie de Baere; den gjorde et voldsomt indtryk på mig, så jeg var ikke sen til at bestille hendes første roman fra 2020.

Den er ikke mindre psykisk voldsom; inspireret af en ægte historie rører den ved emner som vi nok sjældent kommer i kontakt med. Voldsomme dilemmaer med grufulde følger for alle implicerede.

Alizia vokser op med sin mor, den handicapped bror Alessandro og søsteren Mona. Faderen har forladt dem efter skammen over sønnen; et handicap, der ikke harmonerede med hans stolte italienske maskuline idealer. Til gengæld forsøger moderen at udleve alle sine fortabte drømme gennem Alizia ved at pace hende til skønhedskonkurrencer fra en tidlig alder. Da broderen dør i en ulykke, får Alizia nok. Hun rejser til Paris, kalder sig selv Alice og finder helt almindelige kedelige jobs, hvor man ikke ser på hendes udseende.

I Paris møder hun Jean, og det er kærlighed ved første blik - en voldsom, altopslugende fysisk og fusionel kærlighed. De får deres første barn, og er uendeligt lykkelige sammen. Da Alice venter deres andet barn, beslutter de sig for endelig at gifte sig. Det bliver også anledningen til at forsøge en forsoning med moderen, da denne syg og døende kommer til brylluppet.

Et par dage efter brylluppet mødes Alice med moderen på dennes opfordring; og hun fortæller Alice, at Jean faktisk er hendes bror. Alice forsvinder. Hun kan ikke fortælle Jean og datteren sandheden; i stedet aborterer hun, og skaber sig et nyt liv langt fra Paris og under et andet navn. Mona er den eneste, der ved, hvor hun er og samtidig holder øje med mand og datter, 

I to spor følger vi Alice i hendes nye liv og det liv, hun forlod. En mand og datter, der hver dag venter på, at hun kommer tilbage og forsøger at komme videre trods alt.

Chokket i historien kommer jo tidligt; man ved præcist, hvad grunden til Alices forsvinden er - men nu handler det om, hvordan de kommer videre. Kan hun holde sig væk - eller finder de hende?

Der går mange år; men en konfrontation kommer og det får de mest forfærdelige følger. Det rejser jo en masse spørgsmål - for det er incest, selvom de var uvidende. Men nu ved de det - og at fortsætte sammen bliver et tabu, som familie, venner og samfundet skal forholde sig til. Man kan måske undre sig over, at der på intet tidspunkt er myndigheder involveret i denne sag - men her handler det om de psykiske konsekvenser for alle implicerede. Det var meget intenst, og man sidder konstant på kanten af næste side. Det er barsk læsning; fuldstændig som Sophie de Baere gjorde det i sin næste bog.

Break Point - James Patterson

• Engelsk
• 10. september
• 144 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste bog fra feriebiblioteket blev en elendig krimi fra en vistnok ellers glimrende forfatter. Jeg er ikke den store krimifan, og der er kun ganske få forfattere indenfor denne genre, som jeg virkelig nyder. Patterson bliver vist ikke én af dem!

Præmissen tiltalte mig ellers - Bookshots er små intense romaner, hvor plottet komprimeres ned i et kort antal sider. Det er langt at foretrække for Galbraith-krimierne blev simpelthen for meget til sidst med deres hundreder af sider, der kører i ring.

Her er vi i Roland Garros med en ung, berømt tennisspiller, som pludselig begynder at modtage trusselsbreve. Da hun skal videre til Wimbledon, ansætter hun en tidligere bodyguard, som efter en terroraktion, hvor han beskyttede en kongelig person, mistede sin kone og noget af sin arm.

De to ender i seng sammen ret hurtigt; men samtidig skal han finde ud af, hvem der vil dræbe hende - og jagten intensiveres, da hendes træner dræbes.

Lyder det bekendt? Lyder det som plottet i Bodyguard overført til tennisbanen? Det er det nemlig! Temmelig kedeligt og uinspirerende blot at kopiere et plot på denne måde. Så yderst heldigt, at den var så kort. 

Patterson ynder at skrive sammen med andre forfattere - vel blot endnu et tegn på, at hans talent ikke rækker til at skrive alene.

Dage på Stone House Hotel - Maeve Binchy

 

• Engelsk
• 8.-9. september
• 496 sider
• Originaltitel: A Week in Winter

Hen mod slutningen af ferien blev det tid til en rigtig feel good-bog også fra villaens husbibliotek - selvom originaltitlen jo ikke ligefrem lød sommerlig.

Jeg har aldrig tidligere læst noget af Maeve Binchy; men har det set navnet forskellige steder. Det er rigtig hyggelæsning, men faktisk noget bedre end forventet [frygtet].

Bogen er udgivet i 2012 lige efter forfatteren selv døde, og satte dengang rekord med flest forudbestillinger på Amazon - det er jo alligevel noget.

Historien foregår i det barske men naturskønne vestlige Irland i en lille kystby, hvor alle kender alle og ens ry og rygte er altafgørende. Det opdager den unge Chicky, da hun forelsker sig i en amerikaner, Walter, der er på europæisk rundrejse en sommer i 1980'erne formodentlig. Det er ikke præcist tidsangivet; men som historien skrider frem kan man regne sig frem til det nogenlunde.

Da hun følger ham tilbage til USA er chokket enormt - en ugift ung katolsk pige, der lever sammen med en mand! Hendes forældre slår nærmest hånden af hende.

Walter viser sig dog at være lidt mere flyvsk end antaget, og nogle måneder senere er han videre. Chicky vil dog ikke stikke halene mellem benene, så hun arbejder i New York i flere årtier og besøger Irland hver sommer. Hun siger, de er gift - men en dag må hun "aflive" Walter i en trafikulykke. Med alle disse småløgne i bagagen rykker hun hjem til den lille by, og køber et gammelt landsted, der skal indrettes til et B&B.

Det er historien om Chicky; så er det historien om en hel række andre mennesker, hvis individuelle historie fortælles samtidig med, at den flettes ind i den større sammenhæng.

Der er hendes venindes søn, som har været i uføre og skal have hjælp. Der er hendes egen niece, der også savner sin vej i livet. Der er de gæster, der ankommer til kroens første uge med gæster. En blandet flok af mennesker i alder, køn, forhold og personlighed. De har måske alle det til fælles, at de har en historie - en ulykkelig kærlighed, fejlslagne drømme om liv, arbejde eller familie eller noget helt andet. Har vi ikke alle sådan en historie - det ene sted dybt inde, hvor der ligger noget uforløst og hengemt?

På mystisk vis kommer det ud heroppe ved de vindblæste irske klipper.

Det er hverken for sødsuppeagtigt eller uintelligent; det var faktisk en ganske fin roman. Ikke noget jeg ville have købt til reolen måske - men der både forskellighed og dybde i personerne, og den var meget hurtigt læst i skyggen for solen.

Deux soeurs - David Foenkinos

 

• Fransk
• 7. september
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos er efterhånden ved at være en klassiker i mit bibliotek, så det var med stor glæde, at jeg fandt denne Gallimard-udgave af en af hans senere romaner i brugt (men perfekt) tilstand.

Hans romaner er sjældent meget lange; men han forstår at proppe så meget personlighed og historie ind i sine protagonister, at man sidder tilbage med følelsen af at have læst en mursten.

Mathilde er en ung kvinde i et lykkeligt forhold med kæresten Etienne. Hun er sikker på, at han vil fri til hende denne aften, hvor han i stedet bekendtgør, at han forlader hende. Mathilde forsøger at fortsætte sit arbejde som skolelærer uden at fortælle nogen, hvad der er sket; men det ender galt, da hun en dag slår en elev, da hun tror denne nævner navnet på Etiennes nye kæreste. Hun er i totalt sammenbrud, og sygemeldes af en psykolog.

Så træder søsteren Agathe til, og hun flytter ind hos hende, svogeren og den lille niece i en meget lille lejlighed. Det er en prøvelse for alle at bo sammen så tæt; og Mathilde er absolut ikke mentalt stærkere. Hun snuser rundt i deres private ting; hun lyver om aftaler hun har uden for hjemmet for at give indtryk af forbedring.

Det står snart klart for søsteren, at tingene ikke går den rigtige vej for Mathilde, men hun nænner ikke at smide hende ud. Mathilde bliver mere og mere jaloux på deres lykkelige familieboble, og ser alt som et forsøg på at håne hende - ikke mindst, da søsteren bliver gravid igen.

Det ender frygteligt galt, da hun skubber søsteren ud over altanen. Det er en ulykke, tror alle. Og pludselig er Mathilde permanent installeret i livet - og overtager mand og barn.

Det er jo en virkelig barsk historie; men omdrejningspunktet er virkelig den psykologiske spænding i, hvor langt man kan gå når man er helt derude, hvor professionel hjælp ville have været en langt bedre løsning. Det er en hverdagsthriller om en situation vi alle måske kunne ende i - eller tæt på!

Porca miseria - Tonino Benacquista

 

• Fransk
• 5.-6. september
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tonino Benacquista er en fransk-italiensk forfatter, jeg har læst alt for lidt af! For to år siden læste jeg en af hans senere bøger, men jeg skal vist dykke lidt ned i de mellemliggende år snart. Han kan virkelig noget med ord.

Denne bog er hans første - og ifølge ham selv eneste - selvbiografi. Historien om hvordan man bliver Tonino Benacquista - en forfatter med enorm succes og et imponerende CV af romaner, noveller, tegneserier, krimier og teaterstykker.

Toninos forældre var italienere, men rejste i 1954 til Paris for at finde arbejde. De bor dog ikke i det fine Paris, men i en fattig forstad, hvor faderen arbejder på fabrik. Moderen tilgiver aldrig faderen, at han tog hende med ud af Italien og væk fra hendes familie - og faderen drikker sig stille og roligt ihjel. Tonino selv fødes i 1961 ind i denne immigrantfamilie med forældre, der taler gebrokkent fransk og ældre søskende, som blot skal på sekretærskole for hurtigt at tjene penge til familien.

Selv er han bedre egnet til skolen; men han gider ikke - han vægrer sig ved at læse en eneste bog af dem, som skolen pådutter ham. Forældrene er næppe de bedst egnede til at støtte ham, og det er ikke en udpræget lykkelig barndom i 1970'ernes Frankrig med langt ældre søskende, der forlader barndomshjemmet mange år før ham.

På trods af disse vilkår er det en kærlighedserklæring til de forældre, der måske sad fast i en håbløs situation og et håbløst ægteskab. Det er historien om at elske ord, men ikke bøgerne. Om at ville skrive, udgive og opdage uden at have nogen forbilleder eller støtte hjemmefra.

Der er absolut sort humor involveret; nødvendigt for at overkomme visse traumer fra barndommen. Men der er også betragtninger over tiden, samfundet og livet skrevet med stor poesi, som gør den virkelig rørende og interessant. 

Brésil Les colères d'un géant - Patrice Montagu-Williams

 

• Fransk
• 4. september
• 96 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I januar modtog jeg en bog fra min chef i Frankrig, som er del af en hel serie af bøger om lande, rejser og oplevelser. Lige inden ferien lå der pludselig endnu en i postkassen. Denne gang om Brasilien - ikke at vi skulle dertil; men hun kender min nysgerrighed og rejselyst.

Princippet er det samme - de er små og hurtigt læste; denne gang skrevet af en forfatter, der i årtier har rejst i Brasilien siden han forelskede sig i landet som ung.

Vi kommer rundt om grundstenene i Brasiliens historie, geografi og kultur; og bogen afsluttes med to interviews med brasilianske professorer, som giver indsigt i hvorfor landet har udviklet sig som det har med en historie af kulturel diversitet grundet kolonialismen og hvilke farer, der ligger forude. Brasilien er komplekst - det er stort; det besidder Amazon-regnskoven, som er vital for hele kloden men også et politisk system, der er korrupt. En befolkning, der sulter og lever med høj kriminalitet. 

Det er vel snarere som en lang reportage; men det giver en god indsigt og er en langt bedre introduktion til et nyt land end en gængs rejseguide. Jeg ville absolut bruge denne serie, hvis jeg skulle til et nyt land.

Mr Whichers mistanke - Kate Summerscale

 

• Engelsk
• 1.-3. september
• 400 sider
• Originaltitel: The Suspicions of Mr Whicher

Endnu en bog fra feriehusets bibliotek, som jeg blev virkelig irriteret på - selvom jeg stædigt holdt ud til sidste side!

Bogen er baseret på virkelige hændelser i England i 1860; titlens Mr Whicher er ligeledes en reel person, der anses for at være en af de første rigtige detektiver - og ikke blot en politibetjent. Historien er derfor en blanding af historien om mordet på den 3-årige dreng i familien Kents husholdning; historien om Mr Whicher og hans karriere - og hvordan politi- og detektivarbejde udspillede sig i datidens England og hvordan den inspirerede forfattere som Edgar Allen Poe, Dickens og andre.

Historien løber over mere end tyve år; fra den lille dreng en morgen findes død med halsen skåret over og proppet ned i et lokum i et udhus på grunden. Familien er en velrespekteret mellemklassefamilie - men der er et par anormale fakta. Der er fire børn fra et tidligere ægteskab, hvor hustruen døde relativt ung - hvorefter Mr Kent giftede sig med den unge guvernante, og de får yderligere fire børn, hvoraf den lille dreng er det ene.

Mr Whicher sendes flere uger efter drabet til den lille by for at opklare det mord, de lokale myndigheder ikke kan klare. Men der er beviser slettet, kroppen begravet - og faktisk er man generelt meget mistroiske overfor detektiver. Der er noget uldent ved at være politibetjent og ikke være i uniform; det er uhæderligt ikke at vise, hvem man er - det er den gængse opfattelse på den tid.

Whicher har sine anelser; men ingen beviser og må løslade drengens ældre halvsøster efter en kort retssag. Fem år senere tilstår hun dog - uden at det nogensinde er oprigtigt bevist, at hun gjorde det alene. Måske gør hun det for at beskytte sin bror, så han kan få udbetalt sin arv fra deres afdøde mor.

Problemet for mig var, at bogen konstant springer rundt til andre lignende mordsager i samme periode. Det viser selvfølgelig hvor voldeligt samfundet var - og der er mange finurlige historier også om deres opklaring, som er Sherlock Holmes værdig. Men det virker som at trække selve plottet i langdrag - måske fordi der reelt ikke er meget plot, da man aldrig finder andet end hendes indrømmelse, som kan være forfalsket. Hun afsoner tyve års straf, hvorefter hun rejser til Australien og lever der til sin død som 100-årig.

Det er selvfølgelig svært at skrive en historie om et drab begået for 150 år siden; på trods af dokumentation, der er tilgængelig og tilføjet bogen, så virker det lidt for anstrengt. Men som sagt - blot en bog fra husets hylder, så det var blot ferieunderholdning.