Thursday, December 31, 2015

A Royal Passion - Katie Whitaker



























  • Engelsk
  • 29.-30. december
  • 382 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Årets sidste bog i 2015 blev en historisk biografi - og dermed endte jeg på 92 læste bøger for det år.
Det er mindre end andre år og det totale side antal, jeg læste var også mindre - nemlig knap 37.000 sider i modsætning til næsten 40.000 i 2014. Det svarer meget passende til de 9 bøger færre, jeg fik læst. Jeg ved ikke, om der er en speciel årsag til det - jeg læser stadig praktisk talt hver dag. Men jeg har måske læst nogle lidt tungere nogle, som har taget mig mere tid. Men nu er det jo ikke en konkurrence - og der har været mange fantastiske bøger imellem; det er svært at udpege en favorit men Stillidsen gjorde stort indtryk på mig ligesom den meget lille men stærke bog af Gaudé og beskrivelsen af krigsfangerne i Siam. 2016 bliver et dejligt læseår er jeg sikker på; der står nemlig allerede en del godbidder i køen og venter!

Men jeg sluttede som sagt året med en biografi af den engelske konge Karl 1., hvis mor var den danske prinsesse Anna, datter af Frederik 2. Han blev engelsk konge i 1625, og umiddelbart derefter gift med den franske prinsesse Henriette Marie, som var datter af den legendariske konge Henrik IV og Marie af Medici. De to fik ikke en god start, da det var svært for den katolske franske prinsesse at finde sig til rette i det protestantiske England, hvor man ikke så med blide øjne på hendes udøvelse af en religion, som i England var blevet afskaffet af Henrik VIII.

Pudsigt nok havde Henriette Marie fader jo stået i det samme dilemma, da han måtte konvertere den anden vej - fra protestantisme til katolicisme - for at blive fransk konge; men Henriette Marie holder fast i sin tro. Efter et hårdt første år finder de dog sammen, og får tilsammen ni børn.

Men uroen lurer hele tiden, da kongen skal balancere mellem krige, finansproblemer og de mange afarter af Reformen, der ikke kunne beslutte sig for hvilken form for protestantisk religion man skulle føre i landet. Samtidig var han ligeledes konge af Irland og Skotland, og håbede at kunne finde hjælp hos de barske skotske krigere. Men disse overlod ham ganske enkelt i englændernes hænder.

Inden denne krise var Henriette Marie dog flygtet til Frankrig; hun var kort tilbage i England i 1643, hvor deres sidste barn blev undfanget - og siden så de aldrig hinanden igen, Kongen blev halshugget i 1649 og Henriette Marie levede sine sidste tyve år i eksil i Frankrig. Da hun døde havde hun blot tre overlevende børn, hvoraf den ene var endt på faderens trone som Karl 2. 

Det var en periode af den engelske historie, jeg ikke tidligere havde læst meget om. For England er jeg som regel stoppet med Tudor-tiden, og har koncentreret mig om den franske historie for årene fremover. Men som altid er de to historier jo tæt forbundet - og som også tit er det religion, der ødelægger det! En spændende bog, som faktisk også kom fra Vangsgaards Antikvariats udsalg - og til ingen penge!

Monday, December 28, 2015

Ser du månen, Daniel - Puk Damsgård



























  • Dansk
  • 27. december
  • 302 sider

Denne bog har uden tvivl ligget under mange juletræer i år; så overraskelsen var måske ikke stor, da jeg åbnede min pakke. Alligevel udbrød jeg med det samme, at jeg ikke vidste om jeg ville beholde den. Jeg ville såmænd gerne læse den - for omtale og anmeldelser har jo været positive, og emnet er om noget aktuelt for 2015. Men jeg synes stadig, at det er for mange penge at give for en bog på 300 sider, som jeg jo så læste på en dag. Det er desværre virkeligheden for mange danske bøger, og årsagen til, at jeg ikke tit får læst de danske romaner, jeg faktisk gerne vil læse. Eller jeg venter til de kommer på udsalg eller i en billigere udgave.

Men når det er sagt, så blev jeg jo helt opslugt - ellers havde jeg næppe brugt det meste af min søndag på at læse en bog om tortur og krig.

Jeg husker den debat, der var omkring Jeppe Nybroes fortælling om sine 28 dage som gidsel; og med det i tankerne var jeg lidt kritisk. Jeg var også lidt forbløffet over den naivitet, som Daniel udviser, ved at rejse til Syrien uden for meget kendskab til landet og med en guide, som er udskiftet i sidste sekund. Men som det nævnes i slutningen af bogen, så er det måske i dag svært at huske stemningen fra forsommeren 2013, hvor IS ikke var blevet hverdagskost i aftennyhederne.

Bogen er dog ikke skrevet af Daniel selv. men af journalisten, som jo har et dybere kendskab til fakta omkring IS og hvordan denne organisation forandrede sig i den periode Daniel sad fanget og efterfølgende. Ikke mindst kulminerende med den grumme halshugning af amerikaneren James Foley.

Derfor svinger bogen mellem de to fortællinger - eller måske tre i virkeligheden. Der er den nøgterne fortælling om IS og baggrunden for dens oprindelse med Irak-krigen og hele udviklingen i Mellemøster efter 9/11. Her savner jeg dog lidt mindre opremsning af fakta og navne - og lidt mere indblik i deres religiøse overbevisninger, og hvor disse adskiller sig så markant fra netop bevægelser som Al Qaeda eller blot islam i det hele taget i Mellemøsten.

Den anden fortælling er Daniels. Om tiden i de forskellige fængsler, om medfangerne, om torturen, om de personlige relationer og alle de kvaler, der fører med sygdom, sult, fysisk og psykisk smerte. Det er en barks historie, som ikke kan undgå at påvirke uagtet, at vi i dag har set og hørt flere hjemvendte gidsler fortælle deres historie indefra.

Og endelig er der historien om familien derhjemme, som kæmper for at få Daniel fri. På en måde fandt jeg faktisk denne del af historien den værste. For de står i et forfærdeligt dilemma, hvor de ikke kan snakke frit om det, da pressen ikke må få nys om kidnapningen. De er oppe mod en regering, der ikke vil betale løsesum ej heller hjælpe med andre midler. Og de skal konstant kæmpe med angsten.

Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at vurdere om den danske stat skal betale disse løsesummer, som Frankrig og Spanien for eksempel gør det. Det er penge, der igen bliver sat i kredsløb for at finansiere flere våben eller holde gidsler fanget i længere tid - eller dræbe lokale uskyldige civile.

På den anden side har en masse danskere været med til at finansiere de 22 millioner kroner, som Daniels liv var værd. Det er et tungt ansvar at stå med, når man er hjemme igen. At kende den pris for sit liv og ikke vide, hvor og hvem man skal takke. Det er tungt at vide, at nok er man fri men ens frihed giver samtidig mulighed for at dræbe andre. Jeg ved ikke, hvordan man lever med den viden?

Uanset hvem, der betaler så bekræfter det IS i, at metoden fungerer. Men jeg kan sagtens forstå Daniels medfange, Pierre Torres, som ikke er stolt af at stå som en folkehelt ved siden af François Hollande. Han har forstået, hvilken pris han og de andre gidsler har og altid vil betale for deres frihed.

Samlet set en glimrende fortælling - der var nogle sjuskefejl, som burde være fanget; men der var sikkert travlt med at få den klar til jul. Og så kunne jeg nok godt have ventet til den var ude til en en mere demokratisk pris; men det er jo ikke forfatterens problem!

Saturday, December 26, 2015

Colour Blind - Catherine Cookson


























  • Engelsk
  • 23.-26. december
  • 334 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har et par gange været forbi Vangsgaards bogudsalg på Kultorvet i forbindelse med deres lukning - desværre - og så er det jo nemt at tage nogle billige bøger under armen. Det skete med denne (og faktisk endnu en af samme forfatter) til den latterlige sum af 25 kroner.

Da jeg kom hjem, og lige bladrede lidt i den, opdagede jeg, at jeg vist havde fået fat i en Cartland-wannabe - hun nåede at skrive næsten 100 bøger i sine 91 år, og blev temmelig populær i hjemlandet England. En del af hendes romaner er ligeledes filmatiseret som tv-miniserier. Så det er altså en anelse i den retning. Men nu var den der, så jeg læste den!

Samtidig fandt jeg det interessant at se, hvordan en roman skrevet i 1953 ville behandle netop emnet om racisme, som er omdrejningspunktet for historien.

Den unge Bridget vender i begyndelsen af 1. Verdenskrig hjem til familien i et fattigt kvarter i Tyneside i det nordlige England. Der er ikke mange penge i familien, hvor de bor mange sammen og slås for at få mad og penge til at slå til. Og nu står familiens håb der - med en ægtemand James, der oven i købet har købt et fint hus til hende. Problemet er bare, at han er sort - og hun er gravid.

Familien prøver at acceptere det - men for broderen Matt, som har et unaturligt dominerende forhold til søsteren, er det svært. Det bliver dog lidt bedre, da barnet - Rose Angela - fødes og "heldigvis" er mere hvid end sort. Men at acceptere den sorte mand i familien er alligevel svært, og en dag ender James og Matt i slagsmål. James flygter, da han tror, at Matt er død; og i de efterfølgende år lever Bridget alene og bliver alkoholiker - godt hjulpet på vej af broderen.

Rose Angela vokser op, og kæmper med sin identitet. Hun er ikke sort som sin far; men hun er heller ikke som de andre. Som ung kvinde bliver denne identitetskrise afgørende for hendes arbejdsforhold, da mændene vil udnytte hende seksuelt; og kærlighedslivet går det ikke meget bedre med.

Bogen ender med faderens hjemkomst, og den forventede konfrontation med Matt - og en lykkelig slutning på Rose Angelas kærlighedskvaler. En rigtig lyserød historie. Men der, hvor det bliver temmelig usmageligt og tydeligt viser tidens ånd, er da James ligger på sit dødsleje, og hans sidste tanker er, at det ikke er passende med ægteskaber mellem farvede og hvide. Det er unaturligt, at et barn ikke ligner sin far eller mor er hans sidste tanker. Jeg ved ikke om det skal have en speciel morale, at det er den farvede, der kommer til denne konklusion? Er det så mindre racistisk og en bedre lektion? Men når man tænker på, at i 1953 var der stadig segregation i mange lande, så er det en sørgelig morale.

Helheden var jo langt fra en litterær oplevelse; det bedste man kan sige er nok, at det gav et glimrende indblik i den moralske snæverhed, der prægede tiden. Det er jo uhyggeligt, at en forfatter under dække af ungpigeromaner får sine racistiske budskaber igennem.

Tuesday, December 22, 2015

Les derniers jours de nos pères - Joël Dicker



























  • Fransk
  • 20.-22. december
  • 450 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den schweiziske forfatter Joël Dicker blev for alvor berømt uden for sit eget land med murstensromanen om Harry Quebert i 2012; men faktisk havde han skrevet en roman i 2010, som først nu er blevet en større succes - og dermed forhåbentlig også bliver oversat til dansk.

Paul-Emile - med dæknavnet Pal - er 22 år gammel, da han i 1942 bliver udtaget til Churchills hemmelige tjeneste, SOE, som skal sende indfødte agenter tilbage til Frankrig for at samarbejde med modstandelsesbevægelsen. Ideen er at bruge indfødte, som nemmere kan skjule sig i landet og kender kulturen; men som samtidig er toptrænede agenter.

Pal må forlade sin far uden at kunne fortælle ham, hvad han præcis skal lave. Faderen og Pal bor alene i en lille lejlighed i det 11. arrondissement efter moderens død. De to mænd har et usædvanligt tæt bånd, og faderen er bekymret. Han lover derfor Pal, at han aldrig vil låse døren til lejligheden, så Pal altid kan komme ind, når han kommer hjem igen.

I England havner Pal i en gruppe med 15 andre - kun en enkelt pige er blandt dem, Laura - og alle skal de trænes til at være professionelle soldater, selvom de inden krigen havde ganske almindelige beskæftigelser. Træningen varer i flere måneder, og de knytter tætte bånd på kryds og tværs - men man opdager også deres forskelligheder, mens man læser om de forskellige personer som 'Fede', 'Frø' - og de andre kæle/kaldenavne, de går under krigen igennem.

I hele denne periode har Pal ingen kontakt til faderen, der trofast venter dag ud og dag ind på at høre nyt. Faderen, som hver morgen tjekker døren flere gange for nu at sikre sig, at han ikke er kommet til at låse den. Faderen, som bliver mere og mere melankolsk og som slet ikke forstår, hvorfor sønnen på den måde har skuffet ham.

Den anden del af historien handler om deres start på missionerne; deres møde med den rigtige krig og al dens gru. De kastes ned i Frankrig, udfører deres missioner, og hentes tilbage til London, hvor de hver gang håber at finde resten af gruppen. Selv dem, der ikke umiddelbart havde de store affiniteter, forstår, at krigen handler om at stå sammen. At krig er om Mennesker. At være et ordentligt Menneske selvom man må dræbe. Problematikken og poesien i bogen er centreret om denne problemstilling - men ud fra det maskuline synspunkt.

Hvor der har været skrevet meget om krigeres savn af den feminine skikkelse, tager Dicker kampen op med forholdet mellem far og søn. Hvordan disse mænd har lært af deres fædre at være mænd, og hvordan de nu skal være det på en måde, som deres egne fædre aldrig har prøvet det. Dicker gør det med en hjerteskærende ærlighed.

Og denne faderkærlighed bliver ulykken for Pal og derigennem for nogle af de andre. Han kan ikke holde løftet om ikke at kontakte faderen, og dermed bringer han sig selv og de andre i fare. Krigen tærer og nedbryder den hårdhed de skulle have som agenter; ligesom den nedbryder troen hos den naziofficer, som bliver en brik i spillet mellem far og søn.

Det var en fantastisk og enestående historie. En poetisk og barsk krigsroman om kærlighed, trofasthed, loyalitet, mod, bedrag ... alle de menneskelige gode og dårlige sider, som forstærkes under pres. En roman, som virkelig fortjener at blive oversat til dansk.

Monday, December 21, 2015

Historien om A. J. Fikrys liv - Gabrielle Zevin



























  • Engelsk
  • 17.-19. december
  • 243 sider
  • Originaltitel: The Storied Life of A.J. Fikry

Endnu en bog, hvor bøger spiller en stor rolle! Jeg synes, at den danske titel er lidt misvisende i forhold til den engelske - hvor A.J. Fikrys liv er en historie bygget op omkring bøger; for det er jo netop således det er. Hvert kapitel indledes med en lille anmeldelse af en kendt bog, som A.J. Fikry har skrevet noter om til dem, han efterlader. Det er den lidt mere triste bagende af historien om hans liv, som både er godt og skidt.

A.J. Fikry flyttede til den lille ø, Alice Island, mange år tidligere, da hans daværende kone, Nic, ønskede at flytte hjem. Der åbnede han en boghandel, som man som aficionado fornemmer er et rent paradis. Han værner om den som han værner om de bøger, han gerne vil sælge - og der er rigtigt mange han ikke ville sælge. Han har meget bestemte meninger om litteratur.

Hans kone dør i en tragisk trafikulykke, og han begynder at falde dybere og dybere ned i et hul af ensomhed, færdigretter og rødvin. Indtil to hændelser på samme tid bliver hans vej tilbage til et normalt liv.

Først får han stjålet sin yndlingsbog - ikke fordi den litterært er den bedste, han ejer - men fordi den er penge værd. Det er hans pensionsopsparing. Dernæst finder han en to-årig pige midt i boghandelen, og beholder hende.

Den lille Maya, hans venskab med øens karikerede politimand, forholdet til svigerinden og pludselig en dag kærligheden i form af en bogsælger får ham til at ændre kurs i sit liv. Det hele fortælles ud fra hans forhold til bøgerne i hans liv - ordene.

Det er en kort og letlæst lille roman, som på nogle punkter minder om Rachmans succesroman - i hvert fald i forholdet til bøger. Men den er ikke så god som Rachman; en hyggelig bog med lidt stof til eftertænksomhed, som jeg faktisk bare slugte.

Thursday, December 17, 2015

Le liseur du 6h27 - Jean-Paul Didierlaurent



























  • Fransk
  • 15.-16. december
  • 193 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Franske forfattere har i de senere år haft en forkærlighed for de 'små' i samfundet. Her tænker jeg selvfølgelig mest på Pindsvinets elegance, men også Ønskelisten - men måske slog det i virkeligheden først igennem på film med Amélie fra Montmartre?

I bøgerne, jeg nævner her, er det jo en portnerkone, der er intellektuel udover, hvad der ønskes og forventes af hende og i den anden er det en lille småhandlende i et halvtrist ægteskab, som vinder den store gevinst i lotteriet. Eller også startede det hele i virkeligheden med Cosette og Jean Valjean - Victor Hugo var jo især glad for de mere ukendte eksistenser!

Guylain Vignolles er bogens hovedperson - på fransk er hans navn desværre lidt nemt at gøre meget komisk; og han har da også lidt under det i det meste af sin 36-årige eksistens. Han bor alene i en lille lejlighed med en guldfisk som eneste ven. Hver morgen tager han RER'en (fransk S-tog) til arbejde på en fabrik, der destruerer bøger. Ja, det er jo et skrækkeligt scenarie at forestille sig - og derfor kan han ikke andet end at kalde den store maskine for Tingen. Men hver dag kravler han ind i Tingen for at rense den, og han gemmer de løsrevne sider, der ikke er blevet helt destruerede.

Disse løse sider, brudstykker af romaner, han aldrig ser begyndelsen eller enden på, tager han med i toget, og læser højt af. Han ender med at få sig en hel lille fanskare - blandt andet et par ældre damer, som kun tager toget for at høre ham. 

Det ender med, at han bliver oplæser på et plejehjem. At han får trukket den mystiske portvagt fra fabrikken ud fra sit bur, så han kan deklarere sine aleksandriner ... og hans ven, der har fået benene skåret af maskine liver op igen, da han kan hjælpe Guylain med at finde en mystisk ung pige.

Små helt almindelige menneskeskæbner beskrevet i et finurligt og dejligt fransk. Det var også dejligt at læse fransk efter de mange engelske bøger på det sidste - poesien er bare anderledes i mine ører.

En smuk lille roman, som forhåbentlig bliver oversat til dansk - og sandsynligvis glimrende filmmateriale til et fransk publikum, der bedre magter det helt stille.


Wednesday, December 16, 2015

Hende du forlod - Jojo Moyes



























  • Engelsk
  • 13.-14. december
  • 516 sider
  • Originaltitel: The Girl You Left Behind

Klog af skade bliver jeg åbenbart ikke!! Min tredje Jojo Moyes-bog - og nu tre bøger, jeg har måttet smide i skraldespanden efter endt læsning. Men nu har jeg lært lektien! Jeg troede dog, at denne ville være bedre end de andre chick-lits, da der var det historiske aspekt med et gammelt maleri - to ting, jeg jo godt kan lide.

Desværre har forfatteren slet ikke styr på sine egne facts!

Historien indledes i 1916 i Nordfrankrig, hvor en lille landsby er blevet overtaget af tyskerne. De to søstre, Sophie og Hélène, driver familiehotellet, mens deres mænd er ved fronten. Sophies mand er kunstner, og hun hænger hans portræt af hende synligt fremme i spisesalen, hvor alle kan se det. Det bekymrer søsteren, der advarer hende om tyskernes konfiskering af degenereret kunst.

Dette fænomen eksisterer dog slet ikke før 1937, hvor Hitler åbner en udstilling med primært jødisk beslaglagt kunst, og så er der selvfølgelig den store sag om kunstværkerne i saltminerne i Østrig, som der kan læses om her og her. Men det er altså en anden krig, og har intet at gøre i en historie om 1. Verdenskrig, som ikke fordømte eller beslaglagde kunstværker. Men det giver jo maleriet den særstatus, som forfatteren har behov for.

Parallelt med tilbageblikkene til 1916-17 møder vi den lettere neurotiske Liv, hvis arkitektmand er død nogle år forinden. Men her går det helt galt for forfatteren - de havde været gift i fire år, og han har været død i fire år. Ikke desto mindre skulle han have købt maleriet ti år tidligere, da de var på bryllupsrejse i Barcelona. Først kostede det 300 francs - selvom Spanien aldrig har haft den møntfod - men siden efter er det blevet til 200 Euros - og ingen vekselkurs mod en tidligere europæisk valuta kan passe på det. Forfærdeligt sjusk!

Men altså - nu dukker der nogle folk op, som vil have maleriet tilbage og dermed roder forfatteren sig ud i en parodi på de reelle sager om returnering af kunst; men som handler om 2. Verdenskrig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke blot henlagde sin historie til den tid?

De to kvinder - med 90 år interval - er selvfølgelig sjæleligt forbundne, og har samme karakterstyrke og vilje ... det er i hvert fald det, man som læser skal forstå. Og det hele ender godt - omend totalt utroværdigt og temmelig overdrevent sukkersødt. Men det værste er jo, at grundidéen ganske enkelt ikke holder fordi forfatteren ikke formår andet end at skrive lokumskærlighedshistorier.

Monday, December 14, 2015

En Syrie - Joseph Kessel



























  • Fransk
  • 12. december
  • 89 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne må da siges at være aktuel, selvom den er 90 år gammel!

Men Syrien er - eller var skal man måske sige - et af smukkeste lande i verden; med en helt fantastisk kulturarv, som til dels er ved at forsvinde helt og aldeles på grund af krigen. 

Så at læse om, hvor fascinerende dette land var for de store rejsende for mange år siden, er både lidt opløftende og lidt trist. Kessel var meget ung, da han kom til Syrien - det var en af hans første rejser, da han var blot 28 år gammel. Hans rygte er endnu ikke så veletableret, og han må kæmpe lidt mere for at få sine interviews. Men han har allerede den særegne måde at nærme sig opgaven på, som også kendetegnede Kapuscinski og langt senere Theroux. Rejsende, der lever sig ind i landets kultur og mennesker, og ikke blot betragter på afstand som nutidens charterrejsende.

Syrien var på det tidspunkt under fransk styre - hvor er det grotesk at tænke på, hvad der nu sker! Den dominerende klasse var derfor den hvide, europæiske eller lokale, men kristne minoritet. Muslimerne var de fattige, bønderne .... masserne. Men landet var påvirket af de utroligt mange små minoriteter, der skulle sameksistere - måske starter had og krig lige dér for at eksplodere senere? Et minde om overherredømme, der senere skal hævnes?

Der er selvfølgelig uendelige og kendte årsager til disse konflikter - men sørgeligt er det, at et lands kulturarv uanset, hvem der har skabt det, ødelægges på grund af ideologi. For netop disse lande i Mellemøsten med deres blanding af islam og kristendom havde en helt særlig skønhed, som nu er forvandlet til den grummeste grimhed.

Det gør lidt godt i sjælen at læse om storhedstiden. En anelse håb måske også?

Friday, December 11, 2015

Det forsvundne barn - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 7.-10. december
  • 474 sider
  • Engelsk titel: The Story of the Lost Child

Den sidste del af Elena Ferrantes serie om de to veninder gled til gengæld ned med rygende fart i modsætning til de tre tidligere. Jeg har næppe nogensinde læst en serie, hvor det hele først falder på plads og giver mening ved slutningen. Ikke som ved en krimi, hvor man overraskes til sidst - nej, den der dybe forståelse af hele historiens opbygning. Hvorfor forfatteren skrev som hun gjorde; hvorfor tingene tog den tid, de gjorde. Og med denne slutning ser man også de tre foregående bøger i et helt andet lys. Det er måske ikke godt for den utålmodige læser - men til den, der vil belønnes med en smuk læseoplevelse er det noget af det bedste!

Elena skriver jo hele historien som hendes personlige nedfældelse af hendes oplevelse af venskabet; det er ikke en parallel historie, hvor de to protagonister spiller en ligeværdig rolle. Den starter med et tilbageblik i første bind, og den slutter med den krølle på halen, der gør, at man forstå indledning men så sandelig også de knap 1.800 mellemliggende sider.

Elenas hele historie er en kamp med sig selv for at forstå hendes forhold til Lina/Lila igennem dennes handlinger imod andre og hende selv - og til dels mod sig selv. Det er en udrensning for at få Lila ud af sit system, fordi hun hele sit liv har fyldt alt, alt for meget. Hun har dikteret Elenas livsvalg direkte og indirekte. Hun har påvirket hendes karriere, hendes mænd og hendes børn og afholdt hende fra at være sin egen dommer.

Tidsmæssigt er det efter de begge er blevet mødre som 36-årige, og i modsætning til de tidligere års lidt afbrudte perioder i venskabet, nu nærmest lever i symbiose. Elena har forladt Nino, Linas tidligere elsker - og de flytter ind i samme ejendom i to lejligheder oven over hinanden.

Indtil den dag, hvor den ene af de to små piger forsvinder. Det bliver jo et nærmest metaforisk symbol på det bånd, der er mellem to veninder og som overføres til de to voksne kvinder.

Samtidig er det en voldelig periode med drab og opgør politisk; deres kreds af barndomsvenner indskrænkes ... og de kæmper for ikke at hade hinanden for meget i alle de beskyldninger, der flyver gennem luften.

Endelig da Elena flytter fra Napoli igen og de er mere end tres år gamle, da brydes båndene. Elena skriver en bog om venindens forsvundne - fordi hun nok aldrig har levet sit eget liv udelukkende, men altid lånt fra Lina. Det bliver måske dødsstødet og slutningen er faktisk barsk men smuk. Den eneste rigtige forløsning for dem begge. Men trist en forløsning og en binding, der skulle have været kappet mange år tidligere.

Tilbage står man så stadig og undrer sig over, hvor meget selvbiografi, der var i bogen - og hvor meget fiktion. Jeg hælder bestemt mest til det første - især slutningen taget i betragtning. En historie, der kunne skrives når visse ting var 'ordnet'.

Så uanset min skepsis undervejs, så blev jeg rigt belønnet for min tålmodighed.

Monday, December 7, 2015

Dem der flygter og dem der bliver - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 1.-6. december
  • 420 sider
  • Engelsk titel: Those Who Leave and Those Who Stay

Jeg må nok konkludere, at Elena Ferrantes bøger ikke just er let og hyggelig læsning. Jeg følger stort det samme mønster ved hvert bind i hendes serie; jeg starter meget langsomt, og når ikke mange sider i hverdagene i metro eller afbrudt af alle de andre ting, der også skal passes. Når jeg så når til weekenden, så har jeg tid til at glemme alt andet - og det er det, der skal til, for at jeg oprigtigt kan synke ned i hendes historie. 

Det bliver historien dog ikke mindre god af - men den kræver sin kvinde, og det er barske sager synes jeg.

I tredje bind er vi i tiden fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne. Det politiske klima er præget af kvindernes frigørelse men også den terrorisme, der fandt sted i landet som følge af politiske spændinger mellem de kristne demokrater og landets socialistiske parti. Elena kommer ind i de politiske diskussioner i starten af hendes ægteskab, uden dog at være en af de militante medlemmer. Men hele tidsånden præger hendes tilværelse - hendes eksistentielle krise som småbørnsmoder, der ikke længere kan passe en litterær karriere men i stedet skal passe hjem, mand og børn.

Lina bliver langt mere involveret og Elena frygter på et tidspunkt, at hun er involveret i drabene på flere personer - blandt andet en barndomsven til den mafia-relaterede Solara-familie fra deres barndoms kvarter. Elena tager sig af hende, mens hun er syg og meget nedbrudt - og det bliver til en mindre opblomstring i deres venskab. Men Lina flytter tilbage til Napoli og accepterer at arbejde for Solara-familien, som ansætter hende og hendes ven indenfor IT-branchen, som jo selvfølgelig er noget af det sidste nye. Nu er hun igen ved muffen og tjener penge; og det skal hun lige manifestere overfor den frustrerede Elena, hvis ægteskab går dårligere og dårligere.

Tredje bind er langt mere politisk, og hvis man ikke vidste meget om Italiens fascisme og anti-fascisme i disse år, så får man en god introduktion. Men den er også ret præget af Elenas selvkritik og melodrama, og derfor til tider lidt stillestående. Det er muligvis derfor, at jeg ikke kommer så nemt igennem dem. Mod slutningen af bogen kommer der dog lidt mere skub i tingene, da Elena forlader sin mand for at indlede en affære med Nino, som tidligere var Linas elsker. Så kommer der da nyt krudt i deres indbyrdes venindeforhold!

Men i langt størstedelen af den tidsperiode denne bog dækker, er de faktisk væk fra hinanden, og hører kun gennem tredjemand om den andens liv. De opsøger hinanden, når det er virkelig galt men ellers er det mere en kamp for Elena til at finde sig selv i sin voksne kvinderolle.

Jeg håber, at der kommer lidt mere tempo i den sidste roman, og selvom det er en interessant boglig oplevelse, så glæder jeg mig også til at komme videre til noget andet. Der er fordele og ulemper ved at læse en hel række uden stop. Med præcis denne serie, tror jeg bestemt, at jeg ville have mistet tråden, hvis jeg holdt pauser imellem.

Monday, November 30, 2015

Historien om et nyt navn - Elena Ferrante


























  • Engelsk
  • 23.-29. november
  • 473 sider
  • Engelsk titel: The Story of a New Name

Anden del af den mystiske forfatter Ferrantes fortælling om de to veninder, startede en anelse tungt måske. Første bind stoppede med lidt af en cliff-hanger ved Linas bryllup med den voldelige og dæmoniske Stefano, som dog også elsker hende højt - men ikke kan tøjle sin sydlandske jalousi. Lina/Lila er heller ikke nem - hun vil spille fin dame, men hun vil ikke røre sin mand efter bryllupsnatten.

Elena fortsætter i skolen, og er det tavse vidne til venindens op- og nedture i ægteskabet - men også i deres venskab. Til tider behandler Lina veninden så grumt, at man har lyst til at smide bogen hen i et hjørne. Og så er det, jeg begynder at overveje, hvor meget selvbiografi der er i denne historie?

Elena Ferrante er jo et pseudonym - men jeg er sikker på, at hun beskriver en reel historie om hendes eget liv. Muligvis er veninden nu ikke længere, for uanset hvad kunne man måske genkende sig selv i fortællingerne? 

De kæmper en indbyrdes kamp om, hvem der er den mest intelligente - Lina har droppet skolen, men hver gang hun kommer i nærheden af noget, der skal tillæres, så går det som en leg - hvorimod Elena må arbejde intenst for at holde karaktererne oppe i skolen. En nødvendighed for at kunne fortsætte på trods af familiens modstand.

Det gør ikke tingene bedre, da Lina uden problemer render med Nino, som Elena har være håbløst forelsket i gennem flere år. For Elena virker det jo som om, at alt kommer let til Lina - og denne har jo ingen skrupler. Man kan undres over, hvor langt Elena vil gå i sin ydmygelse - hun afbryder kontakten og holder afstand. Men hver gang det brænder på i Linas liv, så vender hun enten selv tilbage eller bliver hidkaldt af bekymrede familiemedlemmer, der ser Elena som den eneste, der kan tale hende til fornuft. 

Man får jo sympati med Elena i denne ulige kamp; men så vender billedet pludselig og hendes små hævnakter virker smålige set i lyset af Lilas problemer. Det er en ulige kamp mellem to personer, der er i et konstant had-kærlighedsforhold og forestiller man sig, at det er virkeligt, så må det have været opslidende at have et sådant menneske i sit liv. Gensidigt! De burde jo have holdt sig langt væk fra hinanden.

Men Lila bliver Elenas målestok for alt - skolen, succes, kærlighed ....

Selv da hun i slutningen af andet bind opnår en form for succes, så piller Lila hende effektivt ned af piedestalen uden overhovedet at sige noget konkret. Der er uden tvivl en stærk ubalance i forholdet. De er nu i midten af tyverne - tiden er lige inden ungdomsoprøret i 1968; og deres historie skal fortsætte fyrre år endnu. 

Og så er der jo endnu en cliff-hanger i denne slutning, så man straks kan kaste sig over tredje bind. Jeg er da glad for, at jeg forleden købte de to sidste bind - de skal læses i fortsættelse af hinanden tror jeg. Ellers ville jeg bestemt miste tråden. 

Monday, November 23, 2015

Min geniale veninde - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 20.-22. november
  • 333 sider
  • Engelsk titel: My Brilliant Friend

Jeg har længe kigget lidt tilfældigt på Elena Ferrantes bøger, når jeg så dem hos boghandleren - der var noget, der skulle undersøges; men det blev ved det. Og så pludselig endte jeg med at købe de to første bind i hendes napolitanske venindesaga på engelsk. Hvorfor så ikke på dansk - når jeg nu alligevel ikke kan læse den på originalsproget italiensk? Ganske enkelt på grund af prisen! I de danske udgaver koster de de sædvanlige par hundrede kroner, mens de på engelsk kan fås noget billigere - og der er jo hele fire i serien.

Da jeg så kaster mig over første bind, opdager jeg, at forfatteren ikke eksisterer - ikke som Elena Ferrante i hvert fald. Godt nok har hun givet sin hovedperson samme navn; som læser får man derved fornemmelsen af en meget selvbiografisk historie om de to veninder Lina og Elena. Men i virkelighedens verden er Elena Ferrante et pseudonym - og et velbevaret af slagsen. Hun har kun givet skriftlige interviews, og nægter at modtage nogle bogpriser. Men at hun er en kvinde skulle dog være temmelig sikkert; og hendes omdrejningspunkt er da også den feminine verden.

Historien starter omkring 2010, hvor den midaldrende Elena får et opkald fra Linas søn; den jævnaldrende kvinde er forsvundet fra sit hjem og har samtidig slettet alle spor efter sig. Det undrer ikke Elena, som har kendt Lina i tres år, og kender hendes særheder. Denne hurtige prolog bliver starten på et tilbageblik, som sandsynligvis ender i fjerde og sidste bind.

De to små piger mødes i starten af 1950'erne i et fattigt Napoli. Deres familier er nabolagets håndværkere og småhandlende; et mikrokosmos, hvor alle kender alle. Men hvor der selvfølgelig også er et hierarki i form af den lidt mere velstående Solara-familie, som vist har forbindelser til den napolitanske mafiafamille Camorra. Det er en brutal verden, hvor det ikke er usædvanligt, at fædre slår deres børn eller hustruer.

Midt i dette virvar finder de to piger hinanden. Lina er den skarpe af de to og Elena er hovedkuls af beundring. Over Linas færdigheder i skolen, hvor Elena kun kan følge med ved at imitere sin veninde. Det bliver hendes chance, da Linas forældre ikke vil betale skolepenge, så hun kan komme videre end grundskolen. og hun derved får noget for sig selv, hvor hun kan hævde sig over for veninden.

Historien følger dem til de er seksten år gamle; historierne om intrigerne i nabolaget mellem både børn og voksne. Om mord og kærlighed. Utroskab og venskaber. Om de mange uskrevne regler, der er for piger i den tids religiøse og traditionelle Italien.

Til tider fandt jeg den lidt langtrukken - men historien skal uden tvivl ses som en helhed over de fire bind, hvor man som læser virkelig forsvinder ind i de to veninders fælles historie. Og det kræver nok en lidt langsom opstart. I hvert fald ikke en skuffelse, og for en gangs skyld er det dejligt at have næste bind klar, så man kan fortsætte direkte.

Friday, November 20, 2015

Fra Angelico - Georges Didi-Huberman



























  • Fransk
  • 16.-19. november
  • 446 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er jo smittet af en italiensk renæssancevirus; så denne købte jeg på nettet uden at tænke mere over det. Hvis den handlede om Fra Angelico måtte det jo være godt!

Da den så ankom, overvejede jeg at tage den med i bagagen til Sri Lanka, men besluttede, at den nok krævede opslagsværker i nærheden. Den krævede faktisk langt mere end det næsten.
Det er nemlig ikke blot en fortælling om maleren og hans værker, men snarere en doktorafhandling i semiotik og stort set udelukkende omhandlende en enkelt religiøs scene - nemlig Marias Bebudelse, som Fra Angelico malede i mange udgaver - ikke mindst i sit eget kloster San Marco i Firenze.

Afhandlingens hovedtemaer er, hvordan renæssancens malere kunne male en historie - eller det vi i dag i kunsthistorie kalder 'figurer', som folket skulle kunne genkende uden at kunne læse eller skrive. Hvordan man fik elementerne ind i billedet og hvorledes de var forskellige i klostre og i kirker; i klostrene var det jo munke, der kendte Bibelens historier til hudløshed.

Derfor skulle malerne benytte særlige teknikker og symboler for at illustrere det 'usynlige' i hele denne Bebudelse. Dette gjorde de - og især Fra Angelico - ved hjælp af farver, små røde blomster i engen, som er dråberne fra Jesu korsfæstelse. For Bebudelsens malerier skulle ofte indeholde hele tre allegorier - Bebudelsen, som skete den 25. marts - Adam og Evas uddrivelse af Paradis og Jesu Genopstandelse, som ligeledes skete den 25. marts.

Der er interessante ting at lære, når man interesserer sig abnormt for denne kunstepoke; men det er ikke for nybegyndere måtte jeg sande. Men det skal det jo heller ikke være for, at jeg kunne lære noget nyt - som fx betydningen af bogstaverne i Ave Maria eller repræsentation af Jesu i form af kolonner i malerierne. 

Som sagt - det var ikke så underholdende, som jeg havde regnet - i lethedens forstand. Men det var udmattende lærerigt og et godt opslagsværk at have fremover.

Monday, November 16, 2015

Vivre à Versailles - William Ritchey Newton



























  • Fransk
  • 11.-15. november
  • 279 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var i fuld gang med en fantastisk fortælling om, hvordan det var at bo i Paris - for så længe siden og helt specifik ude på Versailles-slottet. Men så ramte en anden virkelighed om de forfærdelige hændelser i Paris den 13. november 2015; og læsningen blev afbrudt og kun fuldført søndag fordi min hjerne ganske enkelt trængte til andet end uhyggelige billeder fra fjernsynet overført til nethinden. Men jeg må nok indrømme, at koncentrationen ikke var der til fulde i de sidste sider af bogen.

Men idéen og konceptet var glimrende. Forfatteren tager os igennem historiske dokumenter og anekdoter fra det 18. århundredes Versailles - opdelt på emner som Vand, Ild, Rengøring, etc.

Hvert af disse enkeltstående emner virker jo banalt i dag - men på den tid og med den enorme mængde mennesker, der boede på slottet, var det et logistisk kunststykke at få det hele til at gå op. Desuden skulle diverse rangordener tilgodeses og ikke overses; man havde ret til stearinlys af varierende kvalitet; man havde ret til en pejs - eller ej ....

Det slot, som vi i dag beundrer som et arkitektonisk og kunstnerisk mesterværk var faktisk lidt af en rotterede til tider. Folk boede oven på hinanden i små lejligheder, hvor man byggede mezzaniner for at få mere plads. Murene var nogle gange ved at falde fra hinanden lige så snart man kom lidt væk fra de store flotte sale - og med knap tusind mennesker boende inde på slottet, var der faktisk ikke meget plads. Der var ikke toiletter nok; der var diverse problemer med hygiejne og en indædt indbyrdes kamp om at få de bedste lejligheder - med de størst vinduer eller den bedste placering tæt på kongefamilien.

Det hele er dokumenteret med alverdens optegnelser fra de franske nationalarkiver, hvor regnskaber og anekdoter opbevares. Det giver et absolut mere nuanceret og knap så yndigt billede af en tid, hvor det sikkert ikke altid var idel lykke at bo på verdens prægtigste slot.


Wednesday, November 11, 2015

La saison de l'ombre - Léonora Miano



























  • Fransk
  • 9.-10. november
  • 247 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det efterhånden snart seks år siden, jeg sidst læste noget af Léonora Miano - og desværre er hun ikke i mellemtiden blevet mere kendt i Danmark. Det er virkelig en skam!

En nat vågner beboerne i en lille landsby ved, at deres stråhytter står i brand. De flygter fortvivlede uden at ænse, hvad der foregår. Da roen sænker sig opdager man, at tolv mænd mangler. Ti af dem er unge mænd, som var sammen med to ældre for at fuldføre deres manddomsprøver - for vi er jo dybt inde i den afrikanske jungle. Men tiden er underlig udefinerbar, og som læser var jeg destabiliseret i begyndelsen. Ydermere har alle kvinderne navne, der starter med "Eb" og alle mændenes navne starter med "Mu" - der var lige noget at holde styr på.

Bogens fokus er for det første den animistiske tro, som jeg er temmelig fascineret af. Hvordan mødrene til disse ti unge mænd lukkes inde i et fælleshus i ugevis til man er sikker på, at de ikke har noget med forsvindelserne at gøre. Men ved at afskære dem fra lokalsamfundet, fratager man dem retten til at smykke ansigterne med ar for at fortælle Døden, at den skalholde sig væk - de har givet! Det giver andenkonerne mulighed for at vinde magt i de små familier - det hele er et spørgsmål om en verdensorden, der bulrer sammen. Fordi de er så vant til at gøre tingene efter gudernes tegn og traditionerne. Men denne situation er så nu og skræmmende for dem.

En af mødrene tager afsted - hun har hørt sit barns stemme, som fortæller hende, at han er ved vandets land - men hvordan skal man forstå det. når det eneste vand man kender er regnen og et lille vandløb til at vaske tøj i? Men afsted tager hun, og samtidig drager en gruppe mænd afsted for ligeledes at lede efter landsbyens unge.

Og det bringer os videre til det andet store tema - slaveriet og ikke mindst afrikanernes egen medskyldighed i det, der foregik.

Efterhånden som de rejser fremad mod kysten, går det op for dem, at deres naboer Bwele-stammen måske ikke er så venligtsindede, somde altid har troet. Men alle disse ændringer skyldes 'hønsefodsmændene", som er kommet i en stor båd. Det er den hvide mand, somde kalder sådan på grund af deres bukser og sko. De har tilbudt beboerne ved kysten geværer, smykker, spejle, alkohol og alle verdens lokkende gaver imod at få slaver. Først tager kystfolket deres egne slaver - for selv hos dem var der hierarki og slavearbejde - men senere må de søge indad ilandet.

Her møder de Bwele-folket, somfor at redde sig selv, overfalder og bringer dem Mulongo-folket fra bogens lille landsby.

På sin vis er det jo grænseoverskridende for en afrikansk forfatter således at sætte ord på dette. Selv i Alex Haleys "Rødder" er det udelukkende den hvide mand, der lægges for had. Men realiteten er jo en ganske anden, selvom det selvfølgelig i århundreder ikke har passet til den dialog, man i Afrika har søgt at skabe. Jeg mener absolut ikke, at det retfærdiggør slaveriet - men det giver et mere nuanceret billede end konstant at sætte Afrika i martyrrollen - et problem, som Richard Dowden så glimrende beskriver konsekvenser af i sin bog om kontinentet.

Men tilbage til Mianos historie - som hele tiden foregår i denne udefinerbare tid og med de afrikanske ånder allestedsnærværende. Hendes sprog og skrivestil er poetisk og gennemsyret afrikansk; hun har heldigvis formået at bevare dette på trods af hendes nu mange år i Frankrig.

Jeg var dybt grebet af historien og stemningen; den var så trist og samtidig så barsk og realistisk. Det er en universel historie, som også fortæller os, hvad begær og magt fører til. Et glimrende eksempel på styrken i afrikansk litteratur.

Monday, November 9, 2015

Lamentation - C. J. Sansom



























  • Engelsk
  • 1.-8. november
  • 737 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Historiske krimier er lige mig - når jeg endelig skal læse en krimi; og så skal det jo under ingen omstændigheder være svenske elendige femi-krimier. Så denne appellerede til mig, da jeg så den i lufthavnen på vej på ferie.

Da jeg så kiggede nærmere på den, opdagede jeg, at det faktisk var sjette bind i en hel serie om detektiven Shardlake fra det 16. århundredes England. Så blev jeg lidt i tvivl om jeg skulle starte fra begyndelsen, men endte alligevel med at kaste mig over denne - krimier kan jo som regel læses uafhængigt.

Året er 1546, og England kommer sig over krigen mod franskmændene, som der refereres en del til i forhold til den krumryggede advokat Shardlake - og som var omdrejningspunktet for femte bind må man formode. Kongen. Henry VIII, er ikke længere ung og begynder at lide under årtiers udskejelser med mad og vin i alt for store mængder. Måske ved han selv, at tiden er ved at rinde ud og vil have styr på fremtiden. Den lille prins Edward er kun ni år gammel, og landet plages af de religiøse heksejagter, der er resultatet af kongens brud med Rom.

Nogle vil tilbage til den katolske kirkes praksis og med Paven som overhoved; men andre hælder mere til en protestantisk inspireret tro. Kongen selv er fint tilfreds med at være Guds stedfortræder og holder fast i transsubstantionanen - eller nadveren, hvor brød og vin symboliserer Jesu legeme og blod. At benægte denne tro er en overtrædelse af loven, der straffes med døden - som regel ved at blive brændt på bålet.

Catherine Parr, som er kongens sjette og sidste hustru, er absolut liberal i sin tro, og i 1546 har hun skrevet en lille pamflet, som hedder Lamentation of a Sinner. Den skulle senere udkomme (dog først efter kongens død) - men i krimien her bliver den stjålet fra dronningens værelser.

Jagten på bogen bliver samtidig et indblik i de forskellige fraktioner omkring kongen - katolikkerne og protestanterne, som man groft sagt kan stille det op, selvom det er lidt mere nuanceret end som så.
Shardlake arbejder på at finde bogen, men hurtigt begynder mordene at følge i kølvandet på alle implicerede. Der er højere kræfter indblandet - og det viser sig da også. at kongens nærmeste rådgivere har ansat spioner til at fremme hver deres lejr.

Selvfølgelig er alt dette blot fiktion og spekulation; faktum er dog, at historisk foregik der en del heksejagter i året 1546 - og ikke mindst var der mange, der forsøgte at vælte dronningen, da det havde afgørende betydning for den tro den lille arveprins ville blive opdraget i. Som historien skulle vise, så døde han ung og hans søster Mary bragte kortvarigt England tilbage til paven inden hendes død. Dernæst fulgte Elizabeth I, som var udpræget protestant - ikke mindst influeret af hendes stedmor, Catherine Parr.

Det historiske aspekt var fascinerende og spændende læsning; men jeg synes, at der var for mange gentagelser. De andre bind er alle omkring de 500 sider, og det ville have været glimrende til denne også. Tit blev hele intrigen opsummeret igen og igen - og det trætter læseren. Men jeg levede mig ind i personerne, og jeg er jo vild med netop Tudor-tiden - så det er ikke utænkeligt, at jeg anskaffer mig de fem første bind ... i den rigtige rækkefølge!

Friday, October 30, 2015

Les Brumes de l'Apparence - Frédérique Deghelt



























  • Fransk
  • 27.-30. oktober
  • 370 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog blev jeg rigtig rigtig gal på - men ferien var ved at være slut, og den skulle under ingen omstændigheder med hjem i biblioteket men endte derimod i en skraldespand på strande - men jeg læste den dog færdig.

En jetset-agtig 40-årig parisisk kvinde arver en dag et hus i en øde del af Frankrig. Hvor det præcist er, forbliver lidt uklart men det må være i den østlige del. Huset viser sig at være en total ruin, men de lokale er voldsomt bange for det, da de mener, at hele familien nedstammer fra troldmænd og kvinderne er alle hekse.

Hun tager dertil for at bese det - og for hurtigst muligt at sælge. Men det viser sig jo at være lidt svært med det rygte hængende over huset. Hurtigt begynder hun også at opleve mystiske ting - paranormale hændelser; og så møder hun en ukendt tante, der fortæller hende, at hun kan komme i kontakt med de døde.

Derfra udvikler det sig til en rodet gang pladder!!! På den ene side er hun rationel og afviser alt det vrøvl - med en form for mislykket humor og ironi i skrivestilen. På den anden side bliver hun vanvittig spirituel og ser pludselig verdens overfladiskhed som et tegn på menneskehedens forfald.

Det er desværre så dårligt skruet sammen, at intet virker troværdigt. Det skifter fra side til side imellem hendes lommepsykologi, som mildest talt er skrækkelig at læse - til hendes kamp med manden, der er en kapitalistisk nar (men det ser hun ført nu) og hendes nyfundne kærlighed til en natur, hun som pariser altid har foragtet. 

Jeg kæmpede mig igennem det hele - og så røg den i skraldespanden. Desværre har jeg endnu en af hendes bøger stående - men den får ikke lige så mange chancer helt bestemt!

Monday, October 26, 2015

The Taxidermist's Daughter - Kate Mosse



























  • Engelsk
  • 24.-26. oktober
  • 445 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Kate Mosses bøger er som regel en 'good-read'- men også 'easy-read'-oplevelse; så denne virkede som oplagt ferielæsning, da jeg købte den i lufthavnen på vej til Sri Lanka. Den sidste læste jeg på Kap Verde og den forrige i et fly hjem fra Costa Rica - så de er definitivt kategoriseret som ferielæsning.

Efter trilogien om katarerne i Sydvestfrankrig er vi nu tilbage i England - i Sussex, hvor forfatteren selv kommer fra. Det er en lidt mørkere historie om en sen aften, hvor de lokale mødes på kirkegården. Den lokale legende siger, at man der vil kunne se, hvem der skal dø i det følgende år - og den unge Connie er mødt op for at holde øje med sin lidt fordrukne far, som lever af at udstoppe dyr. Men efterhånden er det mere Connie selv, der holder gang i forretningen selvom deres hus lidt uden for byen er berygtet i landsbyen.

En uge efter den dystre aften på kirkegården skyller et lig op ved flodbredden ved deres hus - og det er bestemt ikke selvmord. Det er tværtimod en ung lidt enfoldig kvinde, der har været forsvundet i noget tid. Men hendes tøj passer ikke med hendes sociale stand og hurtigt udvikler det sig til en mordhistorie, som involverer hendes far - men også andre højerestående mænd fra de omkringliggende byer.

Connie møder den unge Harry Woolston, hvis far er forsvundet, og sammen forsøger de at opklare det store mysterie.

Det hele foregår over blot tre intense dage - med masser af udstoppede dyr og dysterhed indblandet ... og selve plottet er rent faktisk godt skruet sammen; en overraskelse næsten til det sidste. Og dermed rigtig glimrende ferielæsning - men dog noget let i det.

Friday, October 23, 2015

On ne voyait que le bonheur - Grégoire Delacourt



























  • Fransk
  • 22.-23. oktober
  • 307 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Grégoire Delacourts 'Ønskelisten' blev oversat til dansk, og det er jeg overbevist om, at denne også vil. Jeg var ellers ikke så himmelrykt begejstret for supermarkeds-lottoseddel-historien som så mange andre; men en god fransk ven anbefalede mig denne - og blot det, at netop han anbefalede den undrede mig nok til, at jeg vidste, at det måtte være godt.

Det er en yderst barsk hverdagshistorie. Om alle de små ting - barndommens små nederlag, studietidens venner og drillerier, den første kærlighed og hvordan man endelig tror, at nu er det hele lykke, Især når det første barn kommer - men også den første krise i ægteskabet ... det første utroskab. Vores fortæller giver i den første del denne historie videre til sin søn som en undskyldning eller en forklaring - man aner blot ikke, hvor det ender.

Men han er blevet forladt af konen - det var ikke ham, der var utro; han var blot lykkelig i hverdagen. 

Denne første del ender barsk med, at han forsøger at dræbe dem alle - først datteren, som er det ældste barn, men i stedet for at nå til sønnen og sig selv så går det galt. Han ender med en ulykke på samvittigheden; en af den slags skilsmisseulykker, som man jævnligt læser om i medierne i dag. Hvor skilsmisser, nye ægteskaber, deling af børn og karrierepres pludselig får det hele til at vælte.

I den anden del er han nogle år senere ude af hospitalet efter at have udstået sin psykiatriske straf. Han rejser langt væk for at leve af ingenting ... med ingenting. Men langstom begynder han at rekonstruere sig selv og finde venner og følelser igen. Eller måske faktisk endnu ærligere end de nogensinde har været.

Den sidste del er fortalt af den lemlæstede datter, da hun langsomt begynder at slippe hadet til faderen. Og så er der trods alt en slutning fuld af forhåbning.

Men det er en trist historie med et højt niveau af aktualitet - desværre.

Og lang langt bedre end de tidligere romaner fra hans side - så kan kun anbefale den danske udgave, når den kommer.

Thursday, October 22, 2015

La piste fauve - Joseph Kessel



























  • Fransk
  • 16.-22. oktober
  • 490 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Rejsebøger er vist voldsomt i fremgang i disse år, som vi bevæger os væk fra komfortable charterrejser og vil ud at opleve verden på en anderledes måde. Problemet er bare, at resten af verden også forandrer sig - men ved at gå tilbage til de gamle rejsebøger finder man den spænding og gejst, der var ved at rejse i de 'gode gamle dage'!

Kessel gjorde det i stor stil, og efter opdagelsen af hans minibog kastede jeg mig over en lidt større for at se, om det kunne bide fast - og i den grad!

Denne bog er faktisk den større beskrivelse af hans store Afrika-rejse i 1953, hvorfra et par kapitler blev taget ud og udgivet separat - så dem havde jeg jo så læst. Men at have det hele samlet er bedre selvfølgelig.

Hans beskrivelser går lige så meget på hans opdagelser af naturen og landene, han rejser igennem inden Afrika blev selvstændigt - men også hans samtaler med den hvide mand, som jo herskede over alt dette. Det kunne være interessant at finde historier fra hans hånd fra et årti senere - da kolonitiden var i sin opløsning!

Der er grumme historier om afrikansk trolddom, om den hvide mands fordærv på grund af for meget magt, for meget angst og for meget druk. Der er smukke beskrivelser af rejser igennem fantastiske landskaber, som slet ikke findes så uberørt i dag. 

Det er ganske enkelt fænomenal rejselitteratur og nu ender det jo nok med, at jeg indkøber hans samlede værker på én gang. Det er virkelig en pendant til Kapuscinski!

Thursday, October 15, 2015

Havet i Theresienstadt - Morten Brask



























  • Dansk
  • 11.-14. oktober
  • 267 sider

Sammen med historien om inderen, der drog til Sverige på cykel, fandt jeg denne - i et supermarked til 100 kroner for de to bøger. Et virkeligt kup, da de begge viste sig at være fantastiske bøger.

Morten Brask var helt ukendt for mig, men bogens bagside appellerede til mig, og det er altså en skrøbelig og sørgelig fortælling om en danskers ophold i en tysk lejr under 2. Verdenskrig.

Daniel Faigel bliver sammen med flere hundrede andre danske jøder sendt til Theresienstadt, som ikke var en udryddelseslejr som fx Auschwitz - men dog ikke et behageligt sted at opholde sig. Der var mange tjekkiske, polske og jugoslaviske jøder - men altså også de ca. 500 danske jøder, som dog var lidt mere fredet end andre. Den danske stat formåede på forunderlig vis at opretholde en vis form for beskyttelse af sine borgere, selvom man ikke kunne få dem frigivet.

Daniel er ud af en juristfamilie i København; en velstående familie med lange traditioner som dommer. Men under overfladen er ikke alt, som det skal være og iblandet hans oplevelser i Theresienstadt vandrer hans minder tilbage til moderens sygdom, som prægede hans barndom. Daniel var lille og forstod ikke helt, hvad der foregik - men at noget var galt vidste han.

I lejren bliver han udtaget til at være læge, og møder den unge tjekkiske Ludmilla. De forelsker sig på trods af de svære kår og hendes grufulde forhistorie.

Det er fortællingen om, hvordan man som indsat måtte snyde sig til mad; hvordan Daniel må føjje SS-lederen og blandt andet pleje hans prostituerede 'veninde' for syfilis - og senere lederens tyske kone, som han har fået smittet. 

Det er historien om, hvordan man pynter lejren og stiller et større skuespil op, da den danske Røde Kors-delegation kommer på besøg, og det nærmest ligner et lille paradis midt i en krigszone.

Det er en fiktiv roman, men man kan næsten forestille sig, at det hele kunne være sandt. At der faktisk har levet et menneske, som var i den lejr og oplevede de ting, som de beskrives i bogen.
Det hele er så trist selvom de får deres små øjeblikke af lykke - en lykke, som desværre ikke holder til Bernadottes hvide busser henter dem hjem; Daniel mister sin Ludmilla netop som hjælpen var indenfor rækkevidde.

Nu skal der pakkes en del bøger i kufferten til mere end to ugers ferie i Sri Lanka - oplevelser, afslapning - men bestemt også læsetid ... ikke mindst under nogle temmelig lange flyveture!

Monday, October 12, 2015

Sigøjnerinden fra Sevilla - Ildefonso Falcones



























  • Dansk
  • 4.-10. oktober
  • 784 sider

Jeg har tidligere læst to af Falcones historiske romaner, som er en slags spansk pendant til Folletts middelalderromaner, som dog foregår lidt senere - nemlig i det 18. århundrede for denne histories vedkommende.

Maurerne er en stor del af spansk historie, og den er emnet i Fatimas hånd; denne gang er vi nået til sigøjnernes historie, som jo er en vigtig og ikke altid gloriøs del af mange landes historie. Jeg har tidligere læst en faglig beskrivelse af sigøjnernes kultur og filosofi - men også deres trange kår, som var ikke ulig jødernes. Men nu var det en absolut romantiseret version jeg gav mig i kast med.

Caridad er en cubansk slave, som sendes på et skib til Spanien. Undervejs dør hendes ejer, og ved sin død sætter han hende fri - men hvad gør en slave, som ikke kender til frihed, og ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv i et nyt land? Caridad kommer til Sevilla, hvor hun hurtigt bliver taget under vingerne i Vega-familien, som er en af byens store sigøjnerfamilier - men bedstefaderen Melchor, datteren Ana, som er gift med José og barnebarnet - den gudeskønne Milagros, som er forelsket i Pedro, som er barnebarnet til Melchors livslange fjende.

I 1748 beslutter den spanske konge at fængsle alle sigøjnere - de skal interneres i fængsler; kvinder for sig og mænd for sig - og det er ikke nemme kår, de kommer til at leve under. Men nogle formår at flygte - deriblandt Caridad og Milagros, som dog endelig vender tilbage til hjembyen, hvor Milagros gifter sig med Pedro. Han er selvfølgelig en klovn - og ægteskabet kaster kun endnu mere ved til bålet mellem de to familier.

Det er en fortælling om hårde vilkår; om familiestridigheder og hævngerrighed - men selvfølgelig også om kærlighed - mellem Milagros og Pedro; mellem Caridad og den gamle Melchor. Og det er historien om sigøjnernes specielle levevis og kultur. 

Falcones bøger kan til tider være lidt for detaljerede - man kunne godt mene, at der kunne skæres en anelse af de store murstensfortællinger. Men hen mod slutningerne er jeg altid oppe i højeste gear, og kan ikke slippe dem - til gengæld er det altid en anelse tungt at komme i gang med. Det er bestemt ikke indviklet læsning; men der er tit for mange detaljer til at holde mig fanget i begyndelsen.

Men det var glimrende underholdende læsning!

Sunday, October 4, 2015

New Delhi - Borås - Per J. Andersson


























  • Dansk
  • 312 sider
  • 2.-3. oktober

Og så en rigtig feel good-bog, som læses i et snuptag; men som var bedre underholdning end hvad fjernsynet havde at byde på fredag og lørdag aften. Mit fjernsyn er så sjældent i brug faktisk; det er som regel mere interessant at fordybe sig i en bog og samtidig undgå al støjen.

PK - eller Pikej, som han kaldes i bogen - fødes i 1950 i en lille landsby i Indien. Hans familie er urørlige; den laveste kaste af dem alle. Ikke desto mindre er der en astrolog, der spår, at han en dag vil blive gift med en kvinde fra et helt andet land, som er født i Tyrens tegn og ejer jungle - altså fra en langt højere kaste end ham selv. Men det har lange udsigter, som han vokser op og må lide under drillerier, social eksil i skole og blandt andre - som urørlig må han ikke komme ind i klasselokalet men kun høre på afstand. Den unge PK forarges jævnligt over den uretfærdighed, der er i det indiske system. 

Han begynder at studere, men det går heller ikke så godt for ham; så han rejser til New Delhi for at gå på kunstakademi. Det er temmelig svingende liv - han sover på gader og under broer og har knap penge til mad. Alligevel tegner han portrætter af ministre og ender med at blive lidt en brik i Indira Gandhis politiske spil i midten af 1970'erne. 

Men det er også den periode, hvor Indien var et af de sidste stop på The Hippie Trail; enkelte fortsatte videre til Nepal eller Goa, men for mange var New Delhi målet. PK møder mange udlændinge og skaffer sig kontakter - og en dag møde han den lyshårede svenske Lotta. Det er kosmisk evig kærlighed! 

PK beslutter sig endelig for at tage til Sverige for at leve sammen med hende - så hvad er da mere logisk end at tage sin cykel og gå i gang. Det er jo nærmest utopisk for os i dag at forestille os. Selvom han undervejs møder små udfordringer, så er der i det store go hele ikke mange, der stopper ham og taler om opholdstilladelser og visa. Han når til Sverige, og må tilpasse sig - hvilket heller ikke viser sig at være nemt. 

Men snart fyrre år senere bor Lotta og PK stadig i et lille svensk træhus langt oppe i Sverige. Det er da en dejlig positiv historie. Det er desværre en af den slags historier, som ikke ville kunne finde sted i dag.

Friday, October 2, 2015

Born in Africa - Martin Meredith


























  • Engelsk
  • 29. september - 2. oktober
  • 287 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er så fantastisk dejligt og spændende at afveksle sin skønlitterære læsning med lidt non-fiction; at holde sig åben for ny lærdom eller blot genopfriske skolelærdommen.

Det tager mig altid langt længere tid at læse - for der er mange afstikkere .... Wikipedia, videoer - eller blot andre bøger, der skal slås op i undervejs. 

I denne lille bog om vores fælles baggrund som afrikanere var der masser af kontroverser at undersøge; videnskabsmænd er jo notorisk uvenner over mangt og meget. Enten fordi de vil have deres eget navn frem i på scenen eller fordi det er så uendeligt svært med al den forhistorie, hvor 100.000 år pludselig blot er en parentes.

Martin Meredith beskriver en lang række palæoantropologers arbejde i Sydafrika, Tanzania/Kenya i området omkring Great Rift Valley men også i andre afrikanske lande, hvor man mener, at vi stammer fra. Hvordan mennesker udviklede sig fra aberne - hvorfor vi pludselig begyndte at gå på to ben, og ikke med de lange arme som hjælp. Hvornår begyndte vi at tale og med hvilket formål?

Hvornår skete den egentlige 'fødsel' af mennesket, og hvad definerer denne forskel? Er det når vi begynder at udtrykke os i kunst eller når vi begynder at begrave vore døde - for så udtrykker vi følelser som glæde og sorg. Eller er det da vi begynder at lave værktøjer og udtrykker intellekt?

Det er en fantastisk spændende bog, som ender med at beskrive den konkrete udvandring fra Afrika og hvordan man den dag i dag kan genfinde DNA-typer i os, der nedstammer fra netop det område i verden. Hvor vi altså alle kommer fra - selvom det sikkert kan provokere nogle.

Forfatteren omtaler også sproget - click-language - som det stadig findes hos en stamme, San-folket og jeg fandt en fantastisk video, hvor man kan høre det meget specielle sprog, Der kan man sagtens forestille sig, at det var rigeligt at udtrykke sig med for millioner af år siden - så meget var der vel heller ikke at tale om? 

Tuesday, September 29, 2015

Tiggernes børn - Hamann & Jørgensen



























  • Dansk
  • 27.-28. september
  • 271 sider

Nu havde jeg jo fået købt begge bøger i denne miniserie - og på trods af min lunkne begejstring for den første, så er den jo købt og betalt. Og skal dermed læses!

Det er dog ikke meget man får for pengene; men det synes jeg jo generelt gælder mange danske krimier - der er vel fire timers læsning i den. Man er da nogenlunde fint underholdt i de timer - men det er jo alligevel en dyr fornøjelse, hvis man er så boghungrende som jeg.

Der var en meget fin detalje i den første bog, hvor inderomslaget var et smukt kort over det gamle København, hvor man kunne se byens struktur på den tid men også, hvor hovedhandlingerne i bogen fandt sted. For en stor dels vedkommende var de selvfølgelig de samme, men der var fx den interessante kirke i Nyboder, som jo desværre blev revet ned blot nogle år senere. Men jeg syntes, at det var så fint i den første bog - desværre manglede det.

Til gengæld var der (heldigvis) færre stavefejl - men alligevel nogle grumme af slagsen som 'rædselslagne'! Det gør altså ondt i øjnene.

I handlingsforløbet undrede jeg mig dog noget over kronologien. Handlingen foregår ikke for lang tid efter, at første bog sluttede - det fremgår hurtigt. Nu kan jeg ikke huske den præcise samlede tidsperiode i den første bog, men mener jo, at det ikke strakte sig over meget mere end en uge og kulminerede med Christian IV's åbning/indvielse af Rundetårn. 

Vi har personerne Ingeborg Bryske og den hollandske gesandt Hoegarten, som er gengangere, men kigger man på tidsperspektivet er det en anelse forvirrende og selvmodsigende. På side 17 står der således, at Hoegarten er ankommet 'få uger tidligere' til byen. Lidt senere - side 26 mener jeg - står der så 'kongens Stjerneborg i Kiøbmager Gade, der var indviet forrige måned' - og endelig langt senere, at Korbach havde mødt Ingeborg 'første gang, da hun for et par måneder siden vendte tilbage til København'. Alle disse tidspunkter kan umuligt hænge sammen indbyrdes eller i forbindelse med den tidligere historie i første bind, da Ingeborg og Hoegarten ankom på samme skib.

Måske er jeg bare for detaljefikseret? Men det ødelægger lidt min overordnede læselyst, når jeg spotter den slags.

Derudover er det en interessant og grum fortælling om de fattiges vilkår i det 17. århundrede, og med beskrivelserne af de implicerede som jo i visse tilfælde er historiske personer.

Monday, September 28, 2015

Den smalle vej til det dybe nord - Richard Flanagan



























  • Engelsk
  • 21.-27. september
  • 448 sider
  • Originaltitel: The Narrow Road to the Deep North

En berømmet bog, som sidste år vandt Man Booker-prisen; så den fortjente jo et nærmere bekendtskab. Det går ellers forfærdelig langsomt med at læse i disse måneder - jeg kommer ikke til at læse nær så mange bøger, som jeg plejer. Men sådan må det være, når der er alvorlig sygdom i familien, som tager tid og energi.

Så er det måske godt at læse noget, hvor gruen er endnu større end i ens eget liv - for komedier orker jeg faktisk ikke lige nu.

Dorrigo Evans er en gammel mand, der begynder at se tilbage på sit liv. Et liv som ung håbefuld og forelsket mand. Et liv som australsk soldat under 2. Verdenskrig. Et liv som krigsfange i Siam - det nuværende Thailand. Et liv som ægtemand og far. Et liv som kirurg. Et liv som offer og bøddel for alle livets tilskikkelser.

Som ung er Dorrigo forlovet med Ella, som kommer af en god familie, men som næppe formår at hive de store passioner i ham frem. En dag under sin orlov møder han den spændende Amy, som dog viser sig at være hans onkels unge kone. De to indleder alligevel et hedt kærlighedsforhold indtil han bliver sendt til fronten. Han kæmper sig igennem Europa og Mellemøstens krigszoner inden han sammen med en del landsmænd bliver sendt til Siam for at bygge den berømmede Dødens jernbane.

Dorrigo er lægen, der hver dag skal forsyne de indfødte majorer og officerer med nok arbejdsdygtige mænd - en kamp, der bliver umulig efterhånden som de dør som fluer af dysenteri, malaria, underernæring osv. Men han forsøger at være retfærdig og år senere betragtes han som den krigshelt, han slet ikke selv ser sig som. Han er vidne til sine kammeraters kamp for livet og forsøger at være et godt eksempel for dem - samtidig som han forsøger at handle med fjenden for at skåne sine soldater. Og nogle dage er han bødlen, der jo må sende nogle afsted mod den visse død.

Disse soldater følger vi også senere i livet, da de stadig kun ser, at de reagerede som kejseren forventede af dem. Den jernbane skulle jo bygges, og derfor måtte de være brutale. 

Dorrigo derimod pines hele sit liv af den pligtfølelse han havde overfor sine soldater; han er ikke lykkelig, men gør som 'man' gør. Bogen springer i tid og sted fra hans ungdom til alderdom - fra krigen i Siam til returen til Tasmanien, hvor han pligtskyldigt gifter sig uden at elske Ella, og ved konstant at være hende utro. 

På bogens sidste sider kommer helheden til at stå grufuldt frem; den ene lille løgn, som han aldrig opdagede, og som måske kunne have ændret alt. 

Det er en barsk bog med sine skildringer af krigen, som er yderst detaljeret og ydmygende. Det er en uendelig trist historie om, hvad krig gør ved mennesker lang tid efter, at de er vendt hjem. Måske for resten af deres liv. Og så er det en trist og tragisk historie om personlige valg og skæbnens hårde hånd.

Jeg indrømmer, at der var et punkt knap en tredjedel inde i bogen, hvor jeg gik lidt i stå. Om det var på grund af alle de andre ting, der fylder eller fordi den er svært konstrueret, er svært at vide. Men da jeg endelig fik tiden og roen, så kunne jeg vitterlig ikke lægge den fra mig.

Monday, September 21, 2015

Longtemps - Erik Orsenna





  • Fransk
  • 13.-20. september
  • 413 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat

Lang tid - det er titlen; men vist også ret sigende for min læseiver for øjeblikket. Der er flere årsager. Lidt rejseri med andre, hvor det handler mere om nærvær end at begrave sig i sin egen bog. Og så nogle sygdomsproblemer i familien, som gør, at min hjerne har umådeligt svært ved at løsrive sig fra tusinde tanker og kanalisere over i en bog - selvom det ville være det absolut bedste for at få lidt ro, og muligvis lidt bedre nattesøvn. Men sådan må det så være lige nu.

Men det er en smuk roman - en aparte og rørende kærlighedsroman med et skvæt af fantasi i den. Erik Orsenna opdagede jeg med hans afrikanske romaner; men der er bestemt meget mere at komme efter. 

Gabriel er 40 år gammel, og har siden sin ungdom foragtet faderens levestil, som på bedste franske vis selvfølgelig indeholdt en elskerinde. Han hadede at bære det samme navn som sin far - som alle de mandlige medlemmer af familien. For ham var det et dårligt tegn, og han bortviste sin far fra sit bryllup i skræk for, at det skulle smitte. Siden har han for enhver pris undgået rejser. Havet. Floder. Alle steder, der på nogen som helst måde skulle kunne opildne til flugt fra den trygge hverdag. Og har er efter 10 års ægteskab trofast.

En nytårsmorgen møder han i botanisk have i Paris en kvinde, der kommer der med sine to børn. De snakker sammen. Han ser hende - men kender ikke hendes navn; kun de to drenges. Han går hjem. Forlader konen, og indlogerer sig på et hotel imens han leder efter den mystiske kvinde. På den mest utrolige måde finder han hende, og efter næsten et års søgning mødes de igen.

De rejser hurtigt væk sammen - til Sevilla, hvor Cervantes voksede op og skrev Don Quixote. Hendes betingelse er soleklar. Hvis de skal have et forhold, og hun ikke har i sinde at forlade sin mand, så skal der være et håndgribeligt bevis på deres kærlighed. Og det bevis skal være intet mindre end genialt og strålende, som deres kærlighed. De tager altså afsted for at lave et barn.

Det lykkes også - men han får ikke navnet Gabriel. De mødes i hemmelighed som alle andre utroskaber er bygget op. Men det varer ved over årene. Blot får Gabriel aldrig sin søn at se - enkelte gange på afstand; men noget forhold til ham får han ikke. De venter blot på, at barnet skal åbenbare sit talent, som de har store forventninger til.

Deres historie bliver til en livshistorie om kærlighed. Om Gabriels venten på, at hans elskede kan løsrive sig fra familie og børn; en mand, der ved, hvad der foregår - men accepterer. Om Gabriels forsøg på at stjæle hende bid for bid og få hende til at blive en permanent del af sit liv. Et projekt, der lykkes i et år, da de er midaldrende. Et fuldt år giver hun ham - men ikke en dag, en time, et minut eller en nat mere. Det bliver enden på det. Det er for meget nu.

Gabriel rejser til Kina og fordyber sig i sin passion for haver - alt det modsatte af utroskabens forfløjenhed. De dybe rødder og stabiliteten. Og der kommer en kvinde, som måske kan få ham til at glemme tredive års kærlighed. Indtil elskerinden finder ud af det og kommer til ham.

Denne gang vil Gabriel ikke give op. Og de finder den ultimative løsning - hun dør. Dog kun på papiret. Og de ender deres dage sammen i Kina. 

Historien om deres kærlighed er nedskrevet som et brev til barnebarnet. Sønnen af deres spanske kærlighedsfrugt, som hedder Gabriele - den italienske udgave af det skæbnefulde navn. Sønnen blev aldrig det geni, de havde håbet på - men der er store forhåbninger til næste generation netop på grund af navnet.

Det er en finurlig historie. Der er morsomme og atypiske drejninger i deres livshistorie; men der er også en form for erkendelse af, at den slags kærlighed kan overleve i så mange år og fungere uden, at nogle nødvendigvis bliver såret. Deres utroskab bliver jo den ultimative form for troskab som tiden går.

Sunday, September 13, 2015

Louis XI - Paul Murray Kendall


























  • Fransk
  • 6.-12. september
  • 612 sider

I serien af biografier af franske konger og personligheder fandt jeg langt om længe i maj 2014 denne monumentale biografi af Ludvig XI, som var Frankrigs konge fra 1461 til 1483. I den fiktive historie om Fiora er det netop denne konge og hans krige, det handler om. Men Kendalls biografi fra 1971 er anerkendt som det absolutte non-fiktive mesterværk om denne enestående konge.

Han havde en skrækkelig barndom - som så mange andre i hans position på den tid - men især hans far brød sig ikke om ham, og forsøgte at holde ham væk fra magten, hvorfor han ikke tidligt lært det kronprinsehverv, som jo var hans. Som fransk kronprins er man Dauphin, og dermed har man rettighederne over området Dauphiné, som ligger i den sydøstlige ende af landet. Da Louis som kronprins trodsede sin far og tog herned, fandt han endelig en form for mening med tingene.

Her kunne han styre sin stat - så lille den endog var - i fred og ro, og han vandt nogle vigtige kampe og sørgede samtidig for, at hans befolkning ingen nød led, men derimod udviklede sig.

Faderen fører til gengæld krig fra hans del af Frankrig, og forlanger sønnen hjem. Da denne nægter sender han hæren til Dauphiné, og Louis flygter til Bruxelles, hvor hans onkel Filip den Gode, regerer over Nederlandene og Burgund, men ligeledes havde rødder ind i den franske Valois-familie, der jo sad på kongemagten.

Louis bliver konge, da faderen dør - men årene hos Filip den Gode indhenter ham senere, da dennes søn Karl den Dristige ikke vil lade sig tage til takke med den rolle, livet har tildelt ham. De to unge mænd levede ved samme hof, da Louis var i eksil - men i årevis derefter er de i krig mod hinanden.

Der er derfor en uendelig masse krig, strategi og lange beskrivelser af de politiske forviklinger fra den tid - så er man med England på grund af et ægteskab - eller man er imod på grund af et tredje ægteskab muligvis i et helt tredje land, men som rykker brikkerne på det europæiske bræt af alliancer i sengen og i slagmarken. Det er lidt tungt til tider - lange krigsbeskrivelser har aldrig været min stærke side. Men historien om kongen er interessant.

Han er måske ikke Frankrigs mest gloriøse konge, hvad angår pomp og pragt - han levede så asketisk, at det nærmest var pinligt for hoffet. Til gengæld kæmpede han stort set hele sit liv for at holde det Frankrig sammen, som han overtog fra sin far. Hans trone blev direkte nedarvet indtil 1589, hvor Henri III døde barnløs, og tronen overgik til den noget mere flamboyante Henri IV fra Bourbon-dynastiet.