Steder du skal se før de forsvinder - Jasmina Trifoni

• Dansk
• 25.-29. december
• 271 sider
• Originaltitel: Places to visit before they disappear

Nogle gange får jeg nogle pudsige bøger i julegave; fordi man ikke rigtigt ved, hvad man skal købe til mig - men det skal være en bog! Og med min rejselyst er det jo en reel god idé - selvom jeg næppe selv ville have investeret i denne.

Det er oppe i tiden - med klimaforandringer og naturkatastrofer, er der steder som ikke vil findes om hundrede år. Der er steder som Venedig, som netop er oversvømmet igen og kæmper for at bevare deres fantastiske kulturmonumenter. Der er selvfølgelig kultur, som ødelægges af religion som Bamiyan-dalens store skulpturer og der er de mange små øsamfund, som trues af de stigende vandmasser som havets niveau stiger.

Bogen tager os til tyve forskellige steder verden over - det hele smukt illustreret med fantastiske billeder af rejsejournalisten, som står bag bogen.

Man kan diskutere dens faktuelle værdi; det er snarere en coffee table-bog med smukke billeder; men selvfølgelig med stof til eftertanke. Men en decideret rejsebog er det næppe, da den jo opfordrer til rejse - som er selvsamme årsag til klimaforandringer og nedbrydelse af netop disse steder.

Flere af stederne er truet af massive mængder turister; for andre gælder det blot, at rejsen dertil vil være så Co2-tung, at det strider imod bogens budskab - som dermed bliver temmelig selvmodsigende.

Men man kan jo nøjes med at beundre stederne via de smukke billeder!

Les derniers jours de rois - Patrice Gueniffey

• Fransk
• 23.-29. december
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I slutningen af november læste jeg historierne om diverse dronningers sidste dage; den omfattede såvel franske som udenlandske dronninger, og kom vidt omkring.

Kongernes udgave er udelukkende fokuseret på de franske konger - fra Charlemagne til Frankrigs sidste kejser, som jo var i familie med Napoléon. Der er mange franske konger igennem historien, og der er ikke plads til dem alle. Nogle er jo også døde på en mere naturlig og stilfærdig vis end andre.

Nogle er til gengæld døde i kamp eller er blevet myrdet. Andre er døde gamle og mætte af dage; men har været så markante i historien, at deres død betød et stort skifte i den politiske styring af landet eller arvefølgen, der blev rokeret om, når en linje uddøde.

Bogen beskriver også de særlige kutymer, der har været omkring kongernes død. I mange år var det normalt at udføre en voksdukke af den afdøde konge, som man placerede på en stol. Der fik vedkommende serveret mad og drikke, som var han levende, indtil selve jordfæstelsen havde fundet sted og først der overtog den nye konge. Det kunne tage tid, da der skulle planlægges begravelse og mange skulle komme langvejs fra.

Så var der atter andre, som døde langt væk hjemmefra som Ludvig IX, som døde i Tunesien i forbindelse med et korstog. Hans legeme blev opdelt i indtil flere dele, som det også var kutyme; men noget skulle hjem til Frankrig og på den ni måneder lange rejse døde så mange andre i følget af kongelig byrd, at det var en hel kortege af kister, da de nåede Paris i 1271.

Det var sædvane at begrave hjerter et sted, og resten et andet sted. Mange blev selvfølgelig begravet i Sankt Denis-katedralen nord for Paris, som er franskmændenes svar på vor Roskilde Domkirke. Men den blev udsat for omfattende hærværk under Revolutionen, og der er sikkert ikke mange intakte lig tilbage i de smukke kister, man dog stadig kan beundre. Det er en utrolig smuk kirke at besøge med de mange sarkofager - men hvad der er indeni er jo svært at sige.

En interessant bog, selvom mange af "historierne" jo var mig velkendte; men jeg kan godt lide metoden, hvor det udelukkende er den sidste tid inden døden, som beskrives. Mange biografier beskæftiger sig jo mere med deres livsværk - men her ser vi, hvor vigtigt det også var for en konge at fremstå forsonende og mægtig i døden. Ikke noget med at ligge og vride sig af smerte; man var omgivet af kurtisaner og skulle jo forsone sig med den Gud, som var den eneste, der stod over Kongen. 

Og nogle har virkelig haft noget at skrifte i de sidste stunder!!!!

Min historie - Michelle Obama

• Engelsk
• 15.-22. december
• 448 sider
• Originaltitel: Becoming

Jeg var umiddelbart lidt i tvivl om dette var et overhypet forsøg på at trække lidt ussel mammon ud af tiden i det Hvide Hus; ikke, at de selvfølgelig mangler det. Dernæst ventede jeg på, at den skulle udkomme i paperback til en fornuftig pris - og i et mere håndterligt format. 

Endelig fik jeg den så i gave - i det store tunge format, som jeg altså virkelig ikke bryder mig om. Det havde måske den ene fordel, at jeg fjernede omslaget for ikke at ødelægge det - og det blev dermed lidt nemmere at skjule i metroen, hvad der fik tårerne frem i øjnene på mig. For jeg må indrømme, at jeg mange gange var meget rørt under læsningen.

Hvor meget hendes mand har været inde over, ved jeg ikke - men han er jo en fænomenal orator; og lige så god med ord er Michelle Obama. Selvfølgelig er der til tider det lidt for svungne amerikanske selvhøjtidelighed; men det rangerer jeg under kulturelle forskelle.

Bogen er på engelsk inddelt i tre hovedkapitler - Becoming Me, hvor vi får historien om hendes barndom og ungdom i Chicagos mindre favorable nabolag. En stærk historie om familiesammenhold, kampgejst for at klare sig godt i skolen, og komme videre til en længeregående uddannelse. Jeg kendte ikke så detaljeret til fru Obamas baggrund, og det var interessant læsning.

Anden del er Becoming Us, som selvfølgelig handler om mødet med Barack Obama, og hans græsrodsfilosofi i starten af deres forhold. Her kan man blot ved læsningen forestille sig manden tale med sin karakteristiske dybe stemme - og også føle med Michelle over alle de frustrationer, der har været ved at indlede et forhold til så kompleks en mand.

Sidste store del er Becoming More - om tiden i det Hvide Hus, og den er selvfølgelig fyldt med anekdoter om det praktiske i det liv. Problemerne med Secret Service, når man har to små piger og gerne vil leve et nogenlunde normalt liv. Men også de politiske udfordringer i de to mandater, som familien var igennem.

Parallelt med læsningen - og næsepudsningen - så jeg en del videoer på YouTube; så det trak læsningen noget ud. Men for mange af os i Europa poppede Obama jo op som en trold af en æske i sommeren 2008. Jeg havde fx aldrig set hans tale til konventionen i 2004, hvor han var fuldstændig ukendt også i USA; og hvor han ikke var i spil som kandidat. Men det var her USA for første gang så, at der var en derude, der havde et talent. Det var glimrende supplementer til selve læsningen.

Jeg så videoer fra taler af både Barack og Michelle over årene, som gav lidt ekstra liv til de i forvejen levende beskrivelser i bogen.

Og jeg må sige, at det ikke er uden grund, at den bog har fået så enorm opmærksomhed - det er virkelig en god historie. Endelig maner hun jo fuldstændig rygterne i jorden om eventuelt selv at stille op i 2020 - og efter at have læst bogen, forstår man hende.

Sur les chemins noirs - Sylvain Tesson

• Fransk
• 12.-14. december
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er første gang jeg læser noget af Sylvain Tesson; men han er en gammel kending fra fransk fjernsyn, hvor man har kunnet beundre hans rejseskildringer.

Tesson er en rejsende - en eventyrer! Han har rejst siden han var i starten af tyverne, og er selvfinansierende. Han rejser primitivt uden store sponsorer, og kommer så hjem for at holde foredrag, skrive og lave udsendelser om rejserne. Tjene nye penge til nye rejser!

Som ung rejste han jorden rundt med sin barndomsven Alexandre Poussin, hvis fantastiske rejsebøger, jeg læste for nogle år siden. En anden af hans gode venner er Jean-Christophe Rufin, som er en af mine absolutte favoritter i fransk litteratur; altså når han ikke skriver krimier!

Tesson er især fascineret af Rusland og de store øde stepper i Siberien; han er desuden en ivrig forsvarer af Tibet, og klatrer jævnligt rundt på Paris' tage for at hejse det tibetanske flag. Hans seneste roman, som vandt en stor pris i Frankrig i 2019, omhandler hans rejse i Tibets bjerge for at se sneleoparden. En anden af hans rejser var en motorcykeltur fra Moskva til Invalides i Paris - en kopi af Napoleons tilbagetog 200 år tidligere - og sluttende ved hans grav.

I 2014 dør hans mor, og det er en traumatisk oplevelse for ham. Han er ude af balance i den periode, og under et ophold hos netop Rufin, vil han klatre på en mur - en øvelse, der ikke anbefales med alkohol i blodet. Det går helt galt, og han bruger flere måneder på et hospital efter et kraniebrud. Han er nu delvist lammet i ansigtet, og har mistet hørelsen på det ene øre. Det generer ham ikke synderligt - for som han selv siger, så er der for meget larm i verden. På et tidspunkt boede han et halvt år som eremit i Siberien, og ensomhed afskrækker ham ikke!

Mens han rekonvalescerer efter sin ulykke, beslutter han sig for at næste rejse skal være i Frankrig. Han vil vandre fra det sydøstlige hjørne af Frankrig ved den italienske grænse til det nordvestlige hjørne i Normandiet. Det er både en fysisk genoptræning og en mental rekonstitution oven på ulykken og tabet af moderen.

Rejsen tager 2½ måned, og undervejs skriver han denne lille filosofiske rejseberetning.

Det er både en observation over hans rejse; men også en filosoferen over det franske "bagland" - de sorte veje, som titlen indikerer, som er stier og veje, som er i det rurale Frankrig, som politikerne arbejder på at få gjort "civiliserede".

Til tider får han selskab i nogle dage af venner; men primært vandrer han alene for at bruge ensomheden og stilheden til at få gjort rent indvendigt. Der er mange (geo)politiske betragtninger; mange litterære henvisninger og refleksioner over verdens tilstand.

Det er rejse for ham, og som læser kommer man med på rejsen både fysisk og metaforisk.

Vuggesang - Leïla Slimani

• Fransk
• 9.-10. december
• 256 sider
• Originaltitel: Chanson douce

I samtlige danske anmeldelser og omtaler jeg kan finde, omtales denne roman som en thriller. Det gør den ikke i Frankrig - hvor det allerede tydeligt ses af omslaget. Romaner, der indgår i den kategori har aldrig de hvide omslag, men derimod meget farvede og er som regel del af en særlig kollektion i forlagets portefølje.

Men det er nok en meget typisk forskel på dansk og fransk litteratur; det er nok også "nemmere" at sælge en fransk roman, hvis man putter thriller-etiketten på den. Men en fransk thriller ville ikke vinde Goncourt-prisen, som denne jo gjorde i 2016. Den er nu blevet filmatiseret, og lå derfor øverst i bunkerne, da jeg for nogle uger siden var i Paris.

Vi starter hårdt ud med slutningen - en lille dreng er død, og hans søster kæmper (forgæves) for livet. Barnepigen overlever på trods af de skader hun har påført sig selv - og børnenes mor, der opdagede massakren i lejligheden, er i choktilstand.

Derfor intet overraskelsesmoment; men derfra går vi tilbage til hvordan og hvorfor det kan ende så vidt.

Under min uge i Paris så jeg dem hele tiden. De fremmede kvinder, der triller klapvogne med helt lyse børn. De trasker rundt i parkerne om dagen, henter børn fra institutioner sent på dagen - efter danske forhold. Jeg så dem trætte vandre hjem mellem 18 og 19 om aftenen med lige så trætte børn. Der har de været i gang hele dagen; gjort rent, handlet, lavet mad, taget sig af børn - og så overlevere de dem sent til lige så trætte forældre, der aldrig er sammen med deres børn. Barnepigerne kan så begive sig hjem til et usselt hummer i forstæderne, og måske er deres egne børn hos bedsteforældrene på et andet kontinent. 

Paul og Myriam i romanen er unge, og med to små børn er det svært at få karrieren til at hænge sammen - og en økonomi med bopæl i centrum af Paris. De leder efter en nounou til at passe børnene derhjemme, og da de finder Louise er de ovenud lykkelige. Hun er fransk - og det er også vigtigt for Myriam med hendes maghrebinske baggrund. For hun er integreret, og vil ikke have, at hendes egne børn skal tale hendes modersmål. Hun er kommet videre i det store sociale spil - og ved at ansætte en nounou vil hun hæve sig op i en anden social klasse.

De ved ikke meget om Louise; og de forsøger heller ikke at lære hende bedre at kende. Men de er glade nok, da hun udover sine barnepigepligter også gør rent, laver mad - omorganiserer deres lejlighed... og deres liv! De roser hende for familie og venner; det er det perfekte menneske, som kan give dem lov til at leve deres egen karriereliv - og de ser stort på arbejdstimerne, som selvfølgelig ikke aflønnes.

Det er nemlig ikke en thriller; det er snarere en samfundskritik - for det er et typisk billede af mange franske familier, ikke mindst i de store byer, som må ofre tid med børnene for at få en karriere, der kan betale den lejlighed eller hus, de vil have. Det er den onde spiral!

Og selvom Paul og Myriam selv synes, at de er søde og rare, så opfører de sig jo som arbejdsgivere. Moderne slaveejere! De ser ikke Louise som personen hun er; med en kompleks fortid, som læseren får fortalt i bidder. De ser ikke, at Louise begynder at overtage familierollen - fordi hun er der, og fordi hun med tiden synes det er urimeligt, at forældrene skal have de børn, når de nu ikke vil tilbringe tid med dem.

Så der er ingen drastiske voldelige handlinger - før den sidste akt; men en stille og rolig proces, hvor Louise bliver psykisk presset af situationen, som jo er samfundsskabt. Derfor er det synd - og alt alt for nemt - at kategorisere den som en thriller. Det er barsk læsning om et samfund med stigende sociale forskelle, og en racisme bundet op i kolonial fortid.

Jeg er sikker på, at filmen vil være fremragende og fremstille denne stille kamp med finesse.

La nouvelle vie de Paul Sneijder - Jean-Paul Dubois

• Fransk
• 3.-8. december
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg når ikke at få læst nær nok i år; det kommer til at ende et sørgeligt sted under 75 bøger - blandt andet fordi et nyt job levner langt mindre tid til læsning. Men den seneste tid også fordi jeg slet ikke kan finde entusiasmen frem.

Denne gang overgik jeg virkelig mig selv! 

Jeg havde købt denne lille roman i Paris, hvor den figurerede under nyudgivelserne. Jeg brugte hele seks dage på at læse så få sider. Da jeg endelig - frustreret - var færdig, skulle jeg lige tjekke, hvad jeg havde syntes om hans tidligere romaner.

Og der opdager jeg så, at jeg læste denne selv samme roman i efteråret 2012!!!!

Der hed den noget andet; nu er den blevet filmatiseret og fået en anden titel - og derfor figurerede den under nyudgivelser. Men det er absolut den samme! Der var INTET undervejs, som gav genklang - og jeg var faktisk slet ikke særligt begejstret. Det var jeg jo heller ikke for syv år siden - dobbelt spild. Øv!

Les derniers jours des reines - Jean-Christophe Buisson / Jean Sévillia

• Fransk
• 25.-30. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kunne mærke, at det ikke blev til meget mere tung læsning i november - og så må man jo erkende sit nederlag!

I min uge i Paris besøgte jeg kapellet, der er bygget, hvor ligene af Ludvig XVI og Marie-Antoinette blev smidt efter de blev halshugget. De blev senere gravet op og overført til Saint Denis-katedralen, hvor andre franske kongelige ligger begravet. På stedet blev der i stedet opført et forsoningskapel til minde om dem.

I den lille butik i museet købte jeg denne bog om dronningers sidste dage og en tilsvarende om kongernes. For kongerne handler det udelukkende om de franske; men for dronninger strækker det over Kleopatra til den unge svenske prinsesse Astrid, der blev belgisk dronning og døde i en trafikulykke i 1935 - og deriblandt Victoria af England, Marie-Antoinette, Aliénor af Frankrig.

Der er tyve historier, som primært tager udgangspunkt i deres livs sidste dage - men med et tilbageblik for nogle for at forklare, hvorfor de er endt, hvor de er - eksilerede, dræbte, sindssyge, .... mange havde ikke et nemt liv trods pomp og pragt.

Langt de fleste historier var kendte for mig; men måske ikke den så detaljerede udgave af deres endeligt. Og der var et par stykker, der var helt nye - som den serbiske dronning Draga, der brutalt blev myrdet i sit soveværelse i 1903 - og på en måde var det startskuddet til de konflikter, der kulminerede med et andet mord i Sarajevo elleve år senere; og en verdenskrig.

Det var informativt, men samtidig tilpas opbrudt til at at man kan tage et par historier om dagen. Særdeles nyttigt, når man er inde i en så voldsom læseblokade, som jeg er med al det sygdom, der udmatter mig.

Retour à Séfarad - Pierre Assouline

• Fransk
• 4.-24. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var en sølle november måned, hvad læsning angik!

Jeg kastede mig ud i Pierre Assoulines nyeste roman, og emnet virkede jo umiddelbart som noget, der skulle optage mig. Det gjorde det for så vidt også - men jeg formåede at rage århundredets forkølelse til mig, der varede i tre uger. Samtidig var jeg en uge i Paris - syg - og med en travl agenda, så det faktisk kun var i flyet, jeg fik læst en anelse.

Historien om, hvordan de katolske monarker i Spanien - Ferdinand og Isabella - i 1492 er velkendt.

Jøderne havde valget mellem at konvertere til katolicismen eller forlade landet indenfor 30 dage. Deres ejendele fik de ikke med; og de priser de fik for dem stod på ingen måde i forhold til tingenes reelle værdi.

Mange flygtede til Portugal eller Nordafrika, og samlet set betegnes de som de sefardiske jøder i modsætning til ashkenaze-jøderne fra Østeuropa. Det er en historie, jeg har læst en del om både som fact og fiction.

I de kolonier, de udvandrede jøder stiftede, fastholdt man på mange måder den spanske kultur og sproget; Pierre Assoulines familie nedstammer fra Marokko, men de har altid vidst, at de oprindelig kom fra Spanien.

I 2014 sker det utrolige! Den spanske regering vedtager en lov, der giver jøder mulighed for at vende tilbage. Mere end 500 år senere kan de genvinde den spanske nationalitet, hvis de nedstammer fra de familier, der forlod landet i 1492. Pierre Assouline beslutter sig straks for, at det vil han! Flere af hans tidligere bøger er jo i øvrigt baseret på relaterede temaer omkring berømte jøder; det er bestemt en integral del af hans person.

Men hvordan bevise, at man reelt har haft rødder i Spanien? Der er sprogprøve og en kulturel test, hvor man også skal påvise, at man har et bånd til landet og kulturen.

Hele bogen handler derfor om den rejse - også i overført forstand - som Assouline begiver sig ud på. Han indleder med at forklare konteksten bag; og han rejser til Spanien for at genopsøge nogle af de steder, hvor jøderne har sat deres spor. Ikke, at der er meget tilbage - hver en synagoge og hvert et monument blev behørligt udryddet - og Spanien er på mystisk vis måske det land i Europa, hvor der stort set ingen levn findes.

Han betegner selv sin rejse som Don Quichotte, og som læser følte jeg mig lidt hensat til dengang jeg netop læste den roman. Jeg mangler stadig andet bind af historien om de spanske vindmøller - netop fordi jeg havde det lidt svært med de mange stikveje Cervantes tog.

Assouline er virkelig sin helt tro; i bedste franske intellektuelle stil farer han ud af en tangent, og implicerer os i bihistorier, som ingen tilknytning eller relevans har for hovedtemaet. Det er fransk, når det er bedst! Men hvor kan det være frustrerende som læser; og især hvis man ikke lige er i det humør. Og det var jeg ikke med al den sygdom og rejse. Så det tog sin tid, men der var bestemt interessante passager imellem.

Les oubliés du dimanche - Valérie Perrin

• Fransk
• 29. oktober - 3. november
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst Valérie Perrins anden roman, blev det en indædt kamp om at opdrive den første, da jeg lige var en hurtig weekend i Bruxelles for et par uger siden.

Den er i høj kurs, og det krævede et par boghandlere før den var i hus.

Den er lidt mindre end den anden, som når op på  næsten 700 sider; men den er bestemt ikke dårligere.

Der er visse fællestræk synes jeg; det lidt naive blandet med en dyb familiehemmelighed - og så temaet om de døde.

Denne gang er de dog ikke alle døde endnu. 

Justine er 21 år gammel, bor sammen med sine bedsteforældre og sin fætter og arbejder på et alderdomshjem. Hun elsker at være sammen med den ældre, og især at lytte til deres historier. Hendes favorit er den 96-årige Hélène Hel, som lever i en parallel verden, hvor hun konstant er ved stranden og venter på sit livs store kærlighed Lucien. Hélène har en måge, som våger over hende. Den sidder på plejehjemmets tag; og så længe den er der, er alt godt.

Justine nedskriver Hélènes historie for at få lidt smukt i hendes eget liv. Hendes forældre døde i en trafikulykke, da hun var 4 år gammel; hendes far havde en tvillingebror, som sammen med sin unge smukke svenske kone også døde i ulykken. De var forældre til Jules - hendes fætter.

Og nu bor de hos bedsteforældrene, som er gået helt i stå efter den dag; de taler dårligt sammen og kærlighed og omsorg er ikke-eksisterende i deres verden.

Alt det får Justine til gengæld gennem Hélènes historie om den store kærlighed med Lucien; om deres første møde, hvor Hélène blev betragtet som landsbyens tosse, fordi hun ikke kunne læse. Om deres ikke-ægteskab og livet i den lille café, de ejede. Om krigen, hvor de gemte jøden Simon, som blev fundet og dræbt og Lucien sendt i arbejdslejr. 

Da krigen er ovre, kan Lucien intet huske og det tager mange år at komme tilbage til Hélène og den lille café. Men de finder sammen, og lever den helt store kærlighed sammen, selvom de aldrig forlader caféen. Men de rejser på deres måde!

Samtidig opdager Justine, at forældrenes trafikulykke måske ikke er som den fremstod i aviserne; var der nogen, der ønskede dem døde?

Og ligesom i den anden roman viser det sig, at de grusomste sandheder ligger i familierelationerne.

Det kan selvfølgelig blive en faldgrube for en forfatter at bruge et specielt koncept flere gange; det fungerer rigtigt godt her i den første roman - og den anden er en mere kompleks viderebearbejdning af de koncepter. Men selvfølgelig ville det skulle ændre sig over tid for ikke at blive for ensformigt.

Men hun forstår at holde spændingen, og samtidig skabe troværdige og facetterede personer.

Roissy - Tiffany Tavernier

• Fransk
• 26.-27. oktober
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er yderst sjældent det sker - men er der nogle bøger, hvor jeg med det samme føler, at jeg ikke er inde i dem... og alligevel læser til ende. Hvorfor stopper jeg ikke bare? Jeg er for stædig; der er lagt penge i den bog - og måske (bare måske) bliver det bedre.

Det gjorde det virkelig ikke denne gang!

"Anna" er en kvinde i en ikke nærmere angivet alder, der lever i Paris' Charles de Gaulle lufthavn. Det har hun gjort i 8 måneder, og i al den tid har det handlet om at undgå at blive stoppet. Det værste, der kan ske, er at blive taget for en hjemløs. Så hun skifter tøj; hun flytter rundt og lader hele dagen som om hun også er en rejsende.

Hun bor dog i en kælder og kender de andre hjemløse; men hun kan intet huske fra sin fortid.

Pludselig begynder hun at få tilbageblik, men kan ikke finde ud af, om hun har gjort noget ondt - eller hvad de flashback skal betyde.

Det virker bare ikke! For det første er der en masse flyjargon, som ikke virker plausibelt for hende. For det ander kommer man aldrig ind i hendes personlighed, og de andre protagonister er mindst lige så diffuse. Der er indsat kapitler af en anden hjemløs' dagbog, som er det rene volapyk uden sammenhæng med handlingen.

Og da det pludselig lyser op, er det for utilregneligt. Det var helt igennem en virkelig elendig historie - og jeg kunne have brugt de par dage på langt bedre læsning. Og mine penge selvfølgelig... men sådan sker det nogle gange!

Erebus - Michael Palin

• Engelsk
• 19.-22. oktober
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Michael Palin har efterhånden skabt sig et navn lige så meget udenfor Monty Python med sine mange rejseskildringer i bøger og som tv-serie. Han er en dygtig og interesseret historiker, og bliver derfor straks interesseret, da han i 2014 hører om fundet af et skibsvrag langt nordpå i Atlanten.

Det viser sig at være skibet HMS Erebus, som forsvandt i 1848. Skibet var rejst ud for at finde en nordlig passage mellem Atlanterhavet og Stillehavet, og havde været på farten i næsten fire år, da de sætter sig fast i isen og ikke kan komme videre. De 130 mand ombord forlader skibet, og dør alle af forskellige årsager. Der er endog tale om kannibalisme, som skulle være sporet på nogle af ligene.

For man finder rester af ekspeditionen i de følgende år; men skibet er væk!

Historien er dog noget tung at få gående - sejlende... vi starter med hele skibets tidligere historie, og hvordan det blev ombygget til disse ekspeditioner. Der er uddrag af logbøger og dagbøger, som jo i sagens natur alle er af skibets øverstkommanderende. Matroser kunne ikke læse og skrive - og havde næppe tid til den slags luksus.

Der er virkelig mange tekniske detaljer om fx skibets konstruktion, som ærligt indrømmet er lidt tunge og ikke interesserer mig synderligt.

Men endelig - langt over halvt inde - begynder der at ske noget med forliset, og deres kamp for at overleve. De forsøger at sende ekspeditioner ud for at søge hjælp fra de forbipasserende hvalfangerskibe. Men de udsendte omkommer undervejs i små grupper; mens andre overvintrer i Arktis og håber på bedre tider.

De dør af skørbug, kulde og diverse sygdomme. Man sender flere ekspeditioner ud for at finde dem - men det er for sent. Dog fnder man deres notater, og inuitter, der har set dem kan også berette om deres færd. Men skibet finder man ikke på det tidspunkt.

I 2014 fandt man endelig skibet, og kunne identificere det ud fra dets skibsklokke; det ligger i et canadisk område, og de præcise koordinater er hemmelige for at undgå for mange nysgerrige dykkere - tænker jeg.

Det er virkelig en fascinerende historie; men langt størstedelen skal man nok være ret nørdet for at finde underholdende? Jeg kæmpede i hvert fald lidt med koncentrationen, da skibsbygning ikke er min største interesse. Men det er imponerende researcharbejde; det er man slet ikke i tvivl om.

Fatal Majesty - Reay Tannahill

• Engelsk
• 14.-18. oktober
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg under ferien afleverede flere bøger i hotellets bibliotek, mente jeg at være berettiget til også at tage en derfra. Den blev dog ikke læst på ferien, så jeg tog den med hjem.

Jeg elsker historiske biografier - men gerne meget "videnskabelige" af slagsen.

Her er vi i ovre i den lidt mere romantiserede genre, og det er desværre ikke min favorit.

Mary Stuars liv er vanvittigt og begivenhedsrigt; tragisk og trist - og det ender frygteligt, da hun bliver halshugget på ordre af den engelske dronning Elizabeth I som kun 44-årig.

Som barn forloves hun med den franske tronarving, og som vanen var, blev hun sendt til det franske hof for at vokse op i de rette omgivelser, og forberede sig på rollen.

Det var under kongen Henri II og hans hustru, den temperamentsfulde Catherine de Medicis. Men kronprinsen var svagelig, og selvom han var nogle år yngre end hende, døde han som 16-årig af en banal infektion. Mary var nu lidt i vejen i Frankrig - men situationen i Skotland var en anden. Der ville man indsætte hende på tronen, og gerne overtage den engelske trone samtidig. Den var gået til den unge Elizabeth, som nogle ikke anerkendte, da hendes mor var den halshuggede Anne Boleyn og altså ikke en "rigtig" dronning.

Men her får vi ikke hele denne historie, som er ret så vigtig for Mary Stuarts liv. Det starter i 1562, da hun vender hjem til et land, hun knap kender. Historien starter derfra, og fokuserer en del på de politiske intriger med et temmelig stort persongalleri. Selve personen Mary Stuart forsvinder totalt i detaljerne om diskussioner og kampe, og man får ikke meget indtryk, af hendes egen holdning til situationen.

Mary er uden tvivl en intelligent kvinde; men hun er ikke så snu som Elizabeth, og bliver gang på gang udmanøvreret til de til sidst får lokket hende i baghold, Men det bliver for ensfarvet her og lange passager kedede mig grueligt.

Det var alt for romantiseret - og endda uden at skabe levende personer; så foretrækker jeg langt en seriøs biografi.

Hvor jernkorsene gror - Jan Grarup

• Dansk
• 12.-13. oktober
• 304 sider

I september 2017 stod jeg - som mange andre - i kø for at hente mit signerede eksemplar af And Then There Was Silence; efter at have forudbestilt den gennem crowdfunding langt inden den kom i trykken.

Det var imponerende arbejde, og siden da har jeg i stigende grad fulgt Grarups arbejde og hans IG-konto, hvor han ivrigt deler ud af sine billeder men også holdninger til mangt og meget.

I dette efterår er der så premieren på såvel en film som hans biografi. Filmen har jeg endnu til gode; men bogen blev købt og læst i weekenden.

For det første må man sige, at det er en lækker bog! Fantastisk kvalitet, flot papir, og et format, der er lidt anderledes end standard. Indeni er den opdelt i kapitler, der kronologisk fortæller Grarups livshistorie - ofte med udspring i en aktuel situation. Således starter hans karriere som manden på stedet ved en begravelse i Nordirland i slutningen af 1980'erne. Men hvert kapitel har også en del, hvor han uddyber hvor han var i sit liv, og hvordan hans fotografkarriere kom i gang.

Det er egentlig fascinerende at tænke på, hvor ung han var - og så befandt sig de steder, han gjorde. Det ved Grarup dog godt selv; og bogen omhandler også den kunstneriske og personlige udvikling hans fotografi har taget. At være derude, hvor der sker lidt for meget, er hård kost for sjælen - og der bliver ikke skjult noget. Alt det grumme og grimme - stoffer, sprut og personlige nederlag - er et resultat af blandt andet den PTSD, han udvikletr efter Rwanda.

Jeg synes stadig det er utroligt så lidt mange mennesker ved om folkemordene i Rwanda for 25 år siden; jeg har selvfølgelig en anden vinkel på det efter at have boet i Bruxelles, hvor jeg har kendt overlevende derfra. Og Belgiens rolle er en helt anden end Danmarks. Men af alt det, jeg har læst om begivenhederne så er det indlysende, at det sætter spor for livet. Ikke kun for de direkte implicerede, men også for "tilskuere" som Grarup.

Det er også herfra nogle af hans stærkeste billeder - i mine øjne - stammer. Hvert kapitel er nemlig afslutningsvis illustreret med billeder, hvoraf nogle er kendte men mange er helt ukendt materiale fra de 30 års karriere.

Der er ingen tvivl om, at Grarup er et menneske, der er utroligt vidende om de årsager, der ligger til grund for mange af disse konflikter. Han har set historierne fra begge sider - offer og bøddel; og tager ikke parti i sine fotos - det er historieformidling, og det er seeren, der skal forholde sig til det.

Samtidig har jeg nogle gange været lidt frastødt af den kommunikationsform, der bruges på fx hans IG-konto. Det er fuldstændigt indlysende, at der er behov for hjælp til krigsofre og klimaflygtninge i denne verden. Men der sker også katastrofer, som berører mennesker på en anden måde - som fx branden i Notre Dame; der var nogle voldsomme udmeldinger, som jeg faktis blev stødt over. Måske fordi jeg regner med, at et så intelligent menneske kan tage den diskussion på et andet plan. Jeg har aldrig troet på, at eder og forbandelser og vulgaritet gør noget konstruktivt for en diskussion. Og uanset hvad, så må man respektere, at det kunne betyde noget for nogle mennesker.

Efter at have læst bogen, er jeg faktisk endnu mere forbløffet over, at det kunne komme fra samme person. For Grarup er absolut meget intelligent, og ikke mindst en fantastisk fotograf, der forstår at formidle sine historier. 

Bogen giver et langt mere nuanceret billede af personen - men også af professionen; man forstår næppe, hvor voldsomt det reelt er at være derude i skudregnen for at give os de billeder i medierne. Nogle gør det - men udover at sætte deres eget liv på spil, er det også med store personlige omkostninger på mange andre punkter.

Generelt er det et flot stykke håndværk, der er lagt i bogen. Der er bare altid de problemer med korrektur, som bare ikke fungerer. Der er nogle virkelig irriterende fejl, som burde være fanget - som en person, der omtales som Ringbæk og et par linier længere nede er Ringbeck?

Sjusk!

Le suspendu de Conakry - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 8.-11. oktober
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har haft utroligt mange fantastiske læseoplevelser med Rufin; men også nogle irriterende - som fx den sidste roman jeg læste. Han skifter uendeligt mellem genrer og ideologier - der er alt fra geopolitiske miljøvenlige historier til fransk historie; over spirituelle vækkelser - og nu krimier.

For som jeg forstår det, så vil Rufin basere en mindre serie på sin anti-helt Aurel - som undertitle på forsiden ligeledes antyder.

Rufin har stor erfaring med Afrika gennem sit arbejde for Læger uden grænser, og som tidligere fransk ambassadør i Senegal og Gambia; så det er måske oplagt for ham at henlægge handlingen til Conakry i nabolandet Guinea.

En morgen findes en fransk statsborger dræbt; skudt i brystkassen og derefter hejst op i skibets mast.

Aurel er konsul på ambassaden, selvom han er rumæner - men han har boet i Frankrig i mange år.

Alle detektiver skal helst have en form for skæv eksistens og/eller personlighed - og det gælder også Aurel. Han er notorisk dårligt klædt og sær; han spiller klaver, og drikker alt for meget. Han bliver genert og rødmende i selskab med kvinder. Og nu er ambassadøren på ferie, og han ser sin chance for at blande sig i opklaringen af mordet.

Den dræbte var velhavende, og havde solgt sit firma og forladt konen for at rejse rundt på sin båd. I mange måneder havde han været i havnen, og der var jævnligt en ung lokal kvinde ombord. Hun havde dog også en anden kæreste; men er selvfølgelig straks under mistanke.

Aurel får fat i den drætes søster i Frankrig, som straks flyver ned - og får ham til at rødme. Men hun giver ham også et indblik i den dræbtes liv, og ikke mindst tabet af datteren, som var narkoman. Det fører ham på sporet af den lokale narkohandel, hvor havnen og de transatlantiske sejladser spiller en stor rolle.

Det er en virkelig lille bog; men alligevel kunne jeg ikke helt komme ind i rytmen? En krimi skal helst køre i et godt tempo; men her var hjertet ikke med mig. Jeg tror ikke, at det er en genre for Rufin, som excellerer i historiske fortællinger. Så hvis Aurel fortsætter sin karriere, bliver det nok uden mig!

Vand til blomster - Valérie Perrin

• Fransk
• 1.-7. oktober
• 672 sider
• Originaltitel: Changer l'eau des fleurs

Da jeg den første søndag i september stod i lufthavnen i Bruxelles for at flyve videre mod Afrika, skulle jeg selvfølgelig have fyldt op af franske bøger. Feriekufferten var pakket med en del hyggebøger; og boghandlen i lufthavnen er desværre ret begrænset - og udvalget er primært de meget hurtigtsælgende publikumssuccesser. Jeg må have stået i lang tid; for til sidst kom en dame hen til mig, og anbefalede mig denne forfatter. Jeg havde set, at hendes første roman var en enorm succes - men var lidt nervøs for, at det var lidt for poppet til mig.

Jeg lod mig dog overtale; men af forsigtighed købte jeg kun den ene til at starte med. Den blev heller ikke læst på ferien - men nu var det tid til at læse lidt fransk igen.

Violette er kirkegårdsbetjent - eller hvad man kalder det? Den slags stillinger har vi vist ikke i Danmark; men i Frankrig findes de stadig. Det er en slags pedel for kirkegården med en lille tjenestebolig i udkanten af kirkegården, så man kan komme ind i huset både inde- og udefra kirkegården.

Violette er snart 50 år gammel, og bor alene i huset. Hun passer kirkegården; snakker med de besøgende, lægger blomster for dem, der bor for langt væk; polerer gravstenene et par gange om året; deltager i alle begravelser; og gemmer en præcis oversigt over, hvad der er blevet sagt ved hver eneste begravelse.

Hendes eneste venner er graverne, bedemændene og den lokale præst, som er hendes lille familie. En erstatning for den familie hun engang havde.

I tilbageblik får vi hendes historie; om barndommen som efterladt på en radiator af ukendte forældre. Om ungdommen, hvor hun møder Philippe - byens smukke bad boy, som hun forelsker sig håbløst i. Han udnytter hendes totale hengivenhed, og hvis de får et barn, er det primært for, at han kan sikre sig, at hun ikke render fra ham. For han ved jo godt, at han er en skørtejæger, luddoven og ikke enhver kvindes drøm.

De arbejder ved en jernbaneoverskæring, hvor deres eneste job er at løfte og sænke bommen. Det er hendes job - ligesom alt det andet.

Det har ikke været et lykkeligt liv; og nu sidder hun alene på en kirkegård. Philippe forsvandt en dag for tyve år siden, og kom aldrig tilbage. Han er vel blevet hos en elskerinde, tænker Violette.

En dag kommer en ny besøgende ind på kirkegården, og det vender op og ned på Violettes liv.

Julien Seuls mor er død, og hendes testamente har afsløret, at hendes urne skal stå på Violettes kirkegård - og ikke hos hendes mand!

Julien Seul begynder at interessere sig for Violettes liv - og finder hendes mand, som bor kun 100 kilometer fra hende. Og så vælter alle minderne op...

Historien om deres liv sammen; historien om deres lille pige Léonine, som tragisk dør i en ulykke under en feriekoloni.

Parallelt får vi historien om Juliens mor og hendes elsker; vi ser historien fra Philippes side - og pludselig er han ikke det monster, som Violette har troet i tredive år. Han er ingen engel; men datterens død, og søgen på sandheden bliver også et vendepunkt for ham.

Julien og Violette mødes, og finder sammen ud af historierne bag deres liv og hvorfor de nu er der, hvor de er. Det betyder, at der er en del sceneskift mellem perioder, og perspektiver - men det fungerer glimrende.

Hvert af de 94 kapitler indledes med et citat, som ikke er "underskrevet". Det pirrer jo min nysgerrighed - selvom jeg jo kunne genkende visse af dem. Men resten måtte jeg slå op, og skrev dem ind i bogen - meget uvant for mig. Men det var smukke citater af franske digtere som Lamartine, Verlaine, Eluard. Det var sangtekster af Brassens, Cabrel og endelig var der en del gravskrifter, som jo er mere typiske på franske gravsten.

Som læser får man bidder af historien undervejs, men først til sidst får vores hovedprotagonist Violette hele billedet til at falde på plads. Det har til tider form af en krimi; men allermest er det en hjertegribende historie om helt almindelige liv. Misforståelser, manglende kommunikation og forpassede chancer. Jeg var fuldstændigt opslugt til sidst og følte med hver og en af dem.

Heldigvis er jeg forbi lufthavnen i Bruxelles igen om ti dage... så må jeg hellere finde hendes første roman..

Amy Snow - Tracy Rees

• Engelsk
• 25.-29. september
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne var oprindeligt indkøbt til min ferielæsning; men jeg var vist for optimistisk - eller også sker der der jo altid det, at jeg finder bøger på hotellet. Så Amy Snow kom til Afrika og tilbage... 

Det er en rigtig chick-lit bog - men med et lille twist!

Amy Snow findes en januardag 1831 på en sneklædt skovbund; nyfødt og nøgen! Skoven ligger omkring et gods, og godsets unge datter, Aurelia, finder hende. Hun er ked af moderens dårlige humør efter lange sygelejer (mislykkede graviditetet) og vil ser Amy som en slags dukke.

Men forældrene - og især moderen - er langtfra enige; de ville ikke se hende overhovedet. Så hun vokser op i en kartoffelspand i køkkenet; men som hun bliver større, er hun mere og mere sammen med Aurelia trods deres otte års aldersforskel. 

Men Aurelia dør som 25-årig; og Amy er med det samme på gaden. Hun har fået ti pund i arv og et brev. Brevet viser sig at være ledetråde som bringer Amy på sporet af Aurelia i det år hun var væk fra godset 3-4 år inden sin død. Hun tvinges til at forandre sit liv; møde mennesker, som er helt anderledes på både godt og ondt.

Jagten på Aurelias sandhed er ikke det store mysterie i bogen; som læser fornemmer man, hvor det peger henad. Men det er Amys udvikling, og de mennesker, hun krydser, der er kernen i det.

Det er lidt for forudsigeligt og tøseroman til tider; men samtidig er det skrevet i et næsten victoriansk sprog, som gør den lige den anelse bedre end en total pladderroman. Jeg måtte dog kæmpe mig lidt igennem den - primært over 2 læsedage for at komme til vejs ende. Den ville have været perfekt til stranden, hvor neuronerne ligger hjemme i Danmark.

Kvinden i vinduet - A. J. Finn

• Engelsk
• 21.-22. september
• 448 sider
• Originaltitel: The Woman in the Window

En af sidste års helt store publikumssuccesser i krimigenren; jeg tænkte, at den ville være lidt i genren à la Paula Hawkins store succes fra nogle år siden. Der er da også paralleller i konstruktionen med observatøren, som ser en kriminel handling på afstand.

Anna er 39 år gammel, og bor alene i familiens store hus i New York. Hun fører dagligt samtaler med sin mand og barn - det virker som om de taler i telefonen. Men ellers taler Anna ikke med nogen; de sidste ti måneder har hun opholdt sig indendøre i selskab med vanvittige mængder medicin og alkohol... og hendes bærbare, hvor hun råder folk med agorafobi i fora. Derudover bruger hun sit kamera til at spionere på naboerne - og hun bliver fascineret af den nye familie i nummer 207. 

Her er en helt almindelig familie - far, mor og en teenagesøn - alt det, hun ikke selv har længere.

Få dage senere kommer hun i kontakt med kvinden, og antager hende for at være kvinden/moderen i familien. Så hun bliver meget chokeret, da hun dagen efter ser kvinden blive myrdet i stuen i huset overfor. Hun tilkalder politiet - men hendes historik lagt oveni hendes komatøse tilstand af sprut og piller får ikke politiet til at tro på hende. Hun får snarere at vide, at hun skal lade være med at forfølge familien.

Det får hende først til at dykke længere i flaskerne og isolere sig; men til en enkelt person begynder hun at fortælle sin egen historie, som forklarer hvorfor hun nu lever som hun gør.

Jeg synes spændingen er langt mere intakt her end i Hawkins bog; jeg troede, jeg havde gennemskuet plottet - så kom der en plausibel forklaring. Men det hele blev vendt på hovedet i sidste øjeblik med en gedigen overraskende slutning. Det er ikke en genre, jeg læser meget - men denne holdt mig fanget.

Midnatsrosen - Lucinda Riley

• Engelsk
• 14.-19. september
• 688 sider
• Originaltitel: The Midnight Rose

Lucinda Riley er altid god for en nem historie til flyture - således også denne som jeg for det meste læste på fire dage, hvor jeg var ombord på et fly hver eneste dag! Det bliver til en del ventetimer i lufthavne og ombord på et fly.

Som ofte er der tale om en rammehistorie, hvor vi følger to tidslinier og flere personer, som flettes sammen undervejs.

Denne gang starter det i Indien i 2000, hvor en gammel dame fejrer sine 100 år med hele familien omkring sig. Dog mangler den søn, hun fødte som ganske ung, og som alle fortæller hende er død. Anihita selv er overbevist om, at han lever - og den dag hendes hjerte fortæller hende, at nu er han død - da giver hun selv op og dør. Hun overgiver hele sin historie til et barnebarn, Ari, og beder ham finde ud af, hvad der skete.

I 2011 er den unge amerikanske skuespillerinde, Rebecca, i England for at filme et kostumedrama på et engelsk gods. Her møder hun Anihitas barnebarn som ti år senere endelig er i gang med at fi9nde sandheden. Og hun møder godsets sære ejer, Donald Astbury, som mener, at hun har en slående lighed med hans afdøde mormor. Han er indelukket og mærkelig - og det skal vise sig at være lidt mere uhyggeligt end det ellers er i Rileys romaner.

Rebecca og Ari mødes og begynder sammen at optrevle historien om Anihita - fra Indiens maharaja-slotte til det adelige England; gennem en verdenskrig og misforståelser - og meget ulykkelig kærlighed. Som sagt er der dog her mere et element af krimi, som gør den mindre rosenrød end andre af hendes romaner. Perfekt uforpligtende læsning!

The Geography of Bliss - Eric Weiner

• Engelsk
• 11.-13. september
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde masser af bøger med til ferien; men blev også fristet af hotellets bibliotek - det er altid lidt underholdende at se, hvad folk medbringer til ferielæsning. Fx er en stor tyk bog om formand Mao næppe egnet og stod og samlede støv. Men denne virkede jo oplagt til ferielæsning - en historie om lykkebarometeret i forskellige lande.

Bogen er fra 2008, og meget af informationen er indsamlet under rejser i årene lige inden - det er derfor inden Danmark strøg helt til tops på listen af lykkeligste lande; selvom vi vel lå godt placeret allerede.

Eric Weiner har sat sig for at rejse rundt for at undersøge, hvad der gør folk lykkelige - og ulykkelige. Det er til dels en rejsebog i samme stil som Paul Theroux, men iblandet lidt geopolitisk viden og interviews med lokale eksperter om lykkestudier i de pågældende lande.

Det er også vanvittigt morsomt til tider - ikke mindst da Weiner rejser til Moldova, som dengang var det land, der rangerede lavest på verdensskalaen. 

Weiner kommer desuden til Holland, USA, Qatar, Island, Indien, Bhutan, Schweiz... vidt omkring i kulturer, der definerer lykke yderst forskelligt afhæning af religion, økonomisk komfort, lokale standarder for hvad lykke er - og de varierer utroligt selv indenfor relativt små geografiske områder.

Det var derfor både lærerigt og underholdende - helt perfekt sommerferielæsning, som jeg nok ikke ellers ville være faldet over!

Vers la beauté - David Foenkinos

• Fransk
• 9.-10. september
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos er et stort navn i Frankrig; men svært sælgbar i Norden. Hans verden passer ganske enkelt ikke til vores litterære stil - det er dejlig fransk let intellektualitet, når det er bedst.

Antoine Duris er professor i kunsthistorie ved kunstmuseet i Lyon; men pludselig forlader han sin stilling og søger en stilling som kustode ved Musée d'Orsay i Paris. Et underligt karrierevalg og Antoine har dog også kappet alle broer for kun at sidde og kigge på smuk kunst.

Personalechefen på museet, Mathilde, beslutter sig for at finde årsagen til dette underlige jobskifte, og da han er så ensom i Paris beslutter han sig en dag for at indvie hende i baggrunden. 

Sammen tager de bilen og kører retur til Lyon (lidt af en køretur må man sige!), hvor han tager hende med hen foran en gravsten.

Der ligger en ung 18-årig kvinde begravet. Og nu starter vi forfra i en ny historie - historien om Camille, som studerede kunst og elskede at tegne. Indtil den dag hun blev voldtaget af sin tegnelærer. Det bliver for meget for hende, og hun begår selvmord.

Dog ved Antoine ikke, hvad årsagen er. Samme dag har han nemlig givet hende en dårlig karakter i kunsthistorie. Hans flugt til Paris er resultatet af hans skyldfølelse.

Som læser ved vi alt dette; men Antoine skal tilbage til Lyon og finde ud af det. Så romanen kører i to tidslinjer og med to fortællere; i et smukt og flydende poetisk fransk, og det hele går op i enhed mod skønhed til allersidst... så jeg måtte knibe en tåre.

Min mands hemmelighed - Liane Moriarty

• Engelsk
• 5.-8. september
• 420 sider
• Originaltitel: The Husband's Secret

Moriarty er temmelig populær; det kunne jeg også konstatere i hotellets bibliotek af efterladte bøger, hvor der figurerede indtil flere af hendes romaner. Jeg havde dog indkøbt denne inden ferien med tanke på de lange sløve dage.

Det skulle vise sig, at det primært var mig, der var lidt sløv i forhold til bogen!

Indledningen er temmelig lang synes jeg; vi introduceres gennem tre kapitler til tre vidt forskellige historier.

Cecilia - den temmelig emsige husmor til tre børn, hvis man tit er bortrejst - og som har en hemmelighed! Den opdager hun, da hun finder et brev, hun ikke skulle have læst.

Tess, som driver et reklamebureau sammen med sin mand Will og kusinen Felicity, som efter altid at have været overvægtig, nu er slank og lækker... og har en affære med Will. Tess tager hjem til moderen i Sydney sammen med sin søn.

Rachel, som er sekretær på den skole, hvor Cecilias børn går - og hvor Tess' søn ender, da de er retur i Sydney. Men hun er også moderen til Janie, som 29 år tidligere blev myrdet. Morderen er aldrig fundet og Rachels liv har aldrig været det samme siden.

Perifært er der Connor, som er gymnastiklærer på skolen, og som datede Janie dengang. Han var den sidste man vidste hun havde været i selskab med - men han havde et alibi. Rachel har dog lige siden troet, at han er morderen - og nu arbejder de oven i købet sammen!

Og så er der jo John-Paul - Cecilias mand med hemmeligheden - som også datede Janie; men det er der til gengæld ingen, der ved!

Plottet bringer således alle disse mennesker sammen i en uge, hvor Cecilia opdager hemmeligheden og skal beslutte om hun skal gå til politiet eller ej. Hun ved, at det vil ødelægge hele hendes familie og deres alles liv. Hvis hun ikke gør, kan hun så leve med skyldfølelsen - som den gode katolik, hun er?

Men skyld kommer til at spille en stor rolle for dem alle; både Tess og Rachel kommer til at foretage sig handlinger, hvis konsekvenser, de skal leve med.

Det er ikke på nogen måde en krimi; primært fordi vi jo hurtigt ved, hvem der myrdede Janie! Men det er en historie om at tilgive og undskylde.

Jeg synes den var langtrukken til tider; jeg er nok ikke lige typen til den slags romaner. Plottet var glimrende - til sidst! Men undervejs var jeg ikke helt så godt underholdt.

To fjender - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 1.-5. september
• 656 sider
• Originaltitel: Kane & Abel

Efter hele Clifton-krøniken var jeg sikker på, at Archer ville være perfekt selskab til sommerferien - som for mit vedkommende altid falder i efteråret. 

Den engelske titel er jo langt bedre end den danske; selvom der ikke er tale om blodbrødre. Romanen udkom oprindeligt i 1979, men denne udgave er fra 2018 og har undergået en mindre omskrivning. Det ved jeg selvfølgelig ikke om den tilsvarende danske oversættelse har - og i så fald, hvor forskellene ligger.

Den 18. april 1906 fødes to drengebørn. William Kane i Bostons rigeste overklasse - som på den tid nærmest var at betegne som kongelige. Abel Rosnovski fødes mens hans mor dør i en skovbund tæt på et polsk gods. Han findes af en fattig livegen, som opfostrer ham sammen med familiens egne mange børn. 

William Kanes barndom er ret ubekymret; han skal blot vokse op til en stilling som præsident for familiens bank og tage den rigtige uddannelse de rigtige steder og gifte sig med den rigtige pige. Men hans livsbane ændrer sig, da faderen dør i Titanics forlis og moderen gifter sig igen. Der kunne han næsten være endt i den anden ende af samfundets skala. Men William er benhård, dygtig og temmelig kynisk! 

Abel kommer op på godset, og vokser op med godsejerens søn - måske fordi godsejeren ved, at Abel er hans uægte søn. Men Polen invaderes under 1. Verdenskrig, og er snart ikke Polen længere. Abel kommer til en fangelejr i Siberien - men han er bestemt også snu; og formår at flygte via Istanbul til Amerika.

Så i begyndelsem af 1920'erne krydses deres veje; Abel ser den rige og vil være som ham - og Kane ænser knap den fattige, som serverer hans frokost. Abel viser dog snart et naturtalent for hotelbranchen, og begynder at arbejde sig opad. Begges karrierer rammes dog af børskrakket i 1929; og de rejser sig. Igen og igen - og hver gang med flere og flere penge.

Men da Abel virkelig er nede, beder han Kanes bank om hjælp - og får afslag. Han får tilbudt pengene af en hemmelig investor; men beslutter sig for at Kane skal ned med nakken. Lidet ved han, at Kane faktisk er den hemmelige investor.

Det er årtiers had og rivalitet, der tændes. På mange måder er det nemt at se, hvor Archer fik inspirationen til sin Clifton-krønike - det er Kane & Abel trukket ud over syv bøger i stedet for en. Andre brancher - men der er stadig en noget så detaljeret gennemgang af bestyrelsesregelmenter etc. Det er samme konflikt og de samme modsætninger.

Det var ganske glimrende læsning til lange flyture og stranden; men måske lidt for meget relativt kort efter krøniken.

Mr Loverman - Bernardine Evaristo

• Engelsk
• 29.-31. august
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Bernardine Evaristo er en britisk forfatter, som jeg aldrig tidligere har læst noget af - men jeg kunne virkelig ikke stå for denne forside!

Barrington - alias Mr Loverman - er en 74-årig dandy; han har været gift i 50 år men tilbringer en del aftener udenfor hjemmet. Hans otte år yngre kone er overbevist om, at han er den største skørtejæger og hjemkomsterne midt om natten ender som regel i skrig og skrål.

Barrington er en mand med en en del humor og selvironi - han ved jo godt, at konen Carmel bør være gal på ham. Men i virkeligheden er han særdeles trofast - han har været forelsket i den samme de sidste tres år. Det er dog ikke Carmel, men ungdomsvennen Morris.

De stammer alle fra Antigua, men er flyttet til England i deres tyvere; og de har taget kulturen fra troperne med sig. Det er en kultur, hvor homoseksualitet ikke er velset!

Bogen skifter mellem Barringtons og Carmels synspunkt og fortælling. Hos Carmel følger man dem fra brylluppet, og igennem de mange årtier sammen med de stigende konflikter i hjemmet. Carmel har allieret sig med den ene datter, og de mener han er forfærdelig - men hun vil ikke skilles.

Barrington forsøger at kombinere sit liv med Morris med ægteskabet; men vil ikke tage det sidste skridt mod et coming-out. Det hele beskrives med en fantastisk humor og melankoli - for det er jo trist, at man skal leve med en så stor hemmelighed.

Men som historien skrider frem, kommer sandhederne også frem og Barrington tvinges pludselig til at indrømme det hele.

Det er en meget smuk og rørende historie, hvor Barrington især står stærkt og klart som hovedperson.

Absolut en god opdagelse - en forfatter jeg må udforske nærmere.

Le génie de la Bastille (Les Dames du Faubourg III) - Jean Diwo

• Fransk
• 18.-28. august
• 672 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var nok den længste og mentalt smerteligste læseoplevelse jeg længe har haft! Jeg har måttet opbyde alle min stædighed for at kæmpe mig igennem de 1.942 sider i august måned; og det kom til at tage stort set hele måneden. For sølle tre bøger!

Tredje og sidste bind i serien om nabolaget Faubourg Saint Antoine i Paris spænder fra ca. 1819 til 1925; mindre end første bind men langt mere end andet bind. Det er perioden med en masse uroligheder i Frankrig, hvor krige og smårevolutioner hærgede i 1830, 1848 og 1870 - 1848 udødeliggjort af Victor Hugo i De elendige; på et tidspunkt tænkte jeg, at Diwo må have haft nogle falske forhåbninger om at blive en ny Hugo - men det er utænkeligt.

Der er igen mange detaljer om møbler med udviklingen mod Art Nouveau og Art Déco - og maskinernes indtog i værkstederne. 

Der bliver plads til lidt mere dybde i personerne; man følger fire generationer her, og med så mange sider til hundrede år kan der komme mere dybde i dem end i første bind med trehundrede års spænd.

Men om Diwo så skal håndtere flere århundreder eller blot et par årtier, så er balladen stadig, at hans tidsregning er fuldkommen forfærdelig.

Det har været det største problem med alle tre bøger; i denne er der endog en gravid kvinde, og det kommende barn omtales ofte - men pludselig er der gået nogle år, og der er intet barn og ingen forklaring. Der er et stamtræ med årstal - men de stemmer overhovedet ikke overens med det, der skrives.

Jeg burde måske have givet op; men nu var de betalt! Desværre har jeg købt endnu en - selvstændig - roman af Diwo; men det er helt klart, at den IKKE bliver pakket i kufferten, når jeg om nogle dage rejser et par uger til Afrika for endelig at holde min sommerferie. Der skal læses noget underholdende, spændende og troværdigt nu.

Le lit d'acajou (Les Dames du Faubourg II) - Jean Diwo

• Fransk
• 11.-17. august
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu har jeg jo investeret i denne trilogi, og selvom jeg var lidt udmattet ovenpå første bind, så skal de altså læses!

Andet bind starter lige midt i hele hurlumhejet - den 14. juli 1789, hvor den franske revolution jo som bekendt startede. Den slutter ca. tredive år senere, og det er den store forskel i modsætning til første bind. På godt og ondt!

Det er en periode på en tiendedel af det, der dækkes i første bind; og det giver naturligvis mulighed for at komme langt mere i dybden med personerne. Det går da også en anelse bedre med at holder styr på årstal, eller måske skyldes det primært, at Diwo ikke har beriget bogen med en kronologisk oversigt, som slet ikke passede til det, han skrev?

Men det er stadig knap sekshundrede sider, der skal fyldes - og med kun tre årtier at gøre det på, så forfalder han til en del klichéer og overflødige gentagelser af, hvordan livet går i det lille samfund ude ved Bastille-pladsen.

Men det handler selvfølgelig også meget om fransk historie og politik i de år; næppe havde man hugget hovedet af de kongelige og adelige, før revolutionens fædre begyndte at strides internt. Så røg der flere hoveder - Marat, Danton og Robespierre - og Paris' befolkning levede i terror og døde af sult.

Så kom der pludselig en lille korsikaner, og knap var revolutionens blod tørt, før man igen havde royale tilstande. Napoleons regime endte jo med også at blive gennemsyret af diktatur og paranoia - det er alle diktatorers skæbne!

Der er jo intet nyt i nogle af disse historier; det interessante er udgangspunktet i den lille kreds af parisere, som vi følger. Der er så også - stadig - historien om møbelkunstens udvikling, og det er lidt langhåret til tider. 

Det gennemgående problem som i første bind er en total mangel på korrekturlæsning; der er alt for mange gentagelser og ligegyldigt fyld - og stadig for mange faktuelle fejl. Og så burde det ikke være tilladt at trykke med så små bogstaver! Det gjorde også pinen ekstra lang visse dage, når jeg kun nåede 50 sider. Men jeg er alt for stædig - og tredje binds syvhundrede sider skal bare overstås nu!

Les Dames du Faubourg - Jean Diwo

• Fransk
• 1.-10. august
• 694 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tager lidt af det tunge læsning inden sommerferien må man sige!

Jeg havde bestilt denne trilogi uden at bese den; og da den ankommer, opdager jeg, at første bind er skrevet med så bittesmå bogstaver, at jeg næsten opgav på forhånd. Det er jeg bare ikke god til!

Men jeg tænkte alligevel, at historien var interessant - og nu var de jo købt og betalt. Mine tidligere erfaringer med Jean Diwo strækker sig fra helt fantastisk til temmelig kedeligt.  Diwo startede som forfatter i en høj alder efter en lang karriere som journalist. Men da hans hustru døde, begyndte han at skrive denne trilogi om sit barndoms kvarter i Paris.

Diwo er født i Rue du Faubourg Saint-Antoine, som oprindeligt var et område udenfor Paris' bymure. Faubourg betyder iøvrigt uden for murene (eller borgen). Her lå der et stort kloster, som også kontrollerede jordene omkring i det feodale samfund.

I 1471, da vores historie starter, giver kongen Ludvig XL tilladelse til, at klostrets håndværkere kan arbejde udenfor laugene. Det giver dem principielt en økonomisk fordel, og området bliver kendt for at huse møbelsnedkere, som laver de fineste møbler i riget. 

I dag er området jo en del af Paris og ligger på kanten mellemd et 11. og 12. arrondissement; men det er stadig her man finder en masse møbelforretninger; det er en skøn historisk fornemmelse synes jeg.

Diwo har derfor sat sig for at fortælle Frankrigs og kvarterets historien gennem dets beboere; men man kan spørge sig selv, hvem der er den reelle hovedperson?

Første bind løber fra 1471 til 13. juli 1789 (!!), og følger en temmelig lang række personer nedstammet på kryds og tværs af de samme familier.  Bagerst i bogen har Diwo lavet en kronologisk oversigt med tre kolonner - Frankrig, kvarteret og personerne. Det er her, det går helt galt for mig - udover de bittesmå bogstaver!

For det passer overhovedet ikke sammen.

Jeg kan ikke abstrahere fra sådan en oversigt; jeg spilder en masse tid på at bladre frem og tilbage - og når jeg så opdager den første fejl, bruger jeg timer på at undersøge, bladre tilbage osv.

Der er flere problemer:

- Han blander fiktive og reelle personer. Somme tider måtte jeg ty til Wikipedia for at se, hvem der var hvad. Men hans tidslinie er forkert for de reelle personer - de fødes og dør lidt skævt af verdenshistorien.

- Tidsperspektivet er galt - en person kan være født i 1510 og være 30 år gammel i 1525; og så pludselig oldgammel og døende i 1550. Det var der desværre forfærdeligt meget af - hvor har korrekturlæserne været henne?

- Tidslinien ramler også i forhold til noterne. Diwo beskriver en hændelse - national eller privat - og i noterne bagerst står det et helt andet sted, hvilket igen fører tilbage til problemet ovenfor.

Det ødelægger meget af læseglæden for mig; ikke mindst bruger jeg enorme mængder tid på at finde rundt i rodet - hvilket jo er umuligt.

Men det var en god historie - dog er det svært at presse så mange personer over tre århundreder ind på så lidt plads. Der mangler dybde i nogle af personerne; men det giver et fantastisk billede af Paris' og Frankrigs udvikling. Men også udviklingen i møbler - fra de utilitære basale træmøbler til Versailles' tungt forgyldte kunstværker. I virkeligheden er det nok kvarteret og faget, der er de ægte hovedpersoner her. 

Der er to bind endnu - og jeg ved, at det nok bliver lidt langtrukkent... 

Les femmes cathares - Anne Brenon

• Fransk
• 29.-31. juli
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette var en bog, jeg havde glædet mig til at læse og som viste sig at være en enorm skuffelse.

Katharernes liv og historie er fascinerende; jeg har læst flere bøger om emnet - både de overdrevent romantiske fiktioner som af Kate Mosse; men også romaner af den franske forfatter Henri Gougaud, som er fra Carcassonne, og har skrevet en del romaner om emnet.

Anne Brenon er historiker - akademiker; og har specialiseret sig i emnet katharerne. 

Hun har været ansvarlig det franske nationale center for studier i katharernes historie; og behersker selvfølgelig emnet på et helt anderledes akademisk niveau.

Men hun beslutter sig så for at skrive en bog - roman - om kvinderne hos katharerne. Det er ikke en roman, for hun baserer sin bog på reelle personer, hvor man har overleveringer om deres skæbner. Men hun er samtidig midt i en indre dialog med sig selv, som nedskrives - en diskussion om, hvorvidt det ene eller det andet er relevant - og hvorfor. Det bliver til en form for disputats, og det er temmelig forstyrrende for læseren.

Jeg har intet imod at læse faglitteratur om emner, der virkelig passionerer mig. Men så skal det være reel faglitteratur. Og når det er skønlitteratur, så skal man holde sig til den stil. For Brenon forsøger krampagtigt at få det til at blive en fantastisk historie om kvindernes rolle i denne religion; men det virker desværre på ingen mulig måde.

Emnet er virkelig spændende; men formen fulgte ikke med.

L'affaire des coupeurs de têtes - Moussa Konaté

• Fransk
• 27.-28. juli
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den sidste krimi fra den maliske forfatter Konaté, som var bag makkerparret Habib og Sosso. Mange krimiserier har sådan et par - det er enten bood cop/bad cop eller den ældre vise, der oplærer den unge lidt klodsede. Hos Konaté er der så stammevittighederne, da den ene er Bambara og den anden Malinké.

Det er jo svært at vurdere som helt fremmed for det lands kultur; men alle de små stikpiller virker ret tilforladelige for de implicerede. Men de går til hinanden!

Denne gang foregår handlingen i Kita, som er en mellemstor by helt ovre i det vestlige hjørne af Mali, som har sådan en interessant geografisk form synes jeg.

En bølge af mord vælter ind over byen; hver gang er det tiggere, der findes myrdede - uden hoveder. De sidder foroverbøjede med en turban på hovedet - indtil man opdager, at der ikke er noget hoved under. Da den tredje er fundet hovedløs, og den lokale kommissær er helt på bar bund, sender de bud efter Habib, som kommer fra Bamako. Men Habib er selv fra Kita, så at tage hjem igen er ikke så nemt. Han skal forklare til hele familien - som jo er en større klan - at han bor på hotellet.

Han skal få bugt med de lokale overbevisninger, som alle mener, at det er guderne, der er sure på byen. Man har set ånden gå op af bjerget i en flammerød dragt; og det er aldrig et godt tegn for fremtiden.

Derfor bruger Habib den unge Sosso til at agere hans mand ude omkring, mens han sidder på hotellet og eftersøger.

Det er endnu en krimi, som udkom efter Konatés død i 2013, og ligesom den forrige virker den til tider lidt upoleret. Plottet fungerer fint nok; men der er lidt ujævnheder i formen.

Det er synd, at de to sidste udkom på denne måde, da hans første krimier var rene perler - men desværre døde han jo alt for ung. En skam for afrikansk litteratur! 

Les déracinés - Catherine Bardon

• Fransk
• 21.-26. juli
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange falder man tilfældigt over en bog, som man satser helt ubegrundet på; man bestiller den på nettet på baggrund af et omslag og en omtale - og så sidder man nogle dage senere, og tårerne triller og man er en intens oplevelse rigere. I dette tilfælde også en hel del viden rigere!

Bogen er en roman; det er fiktion - men indledningsvis nævner forfatteren en samtale med en Kurt Luis Hess, som hun havde mødt i den Dominikanske Republik. Denne mand var heldig; han undslap Holocaust og levede i mange år under palmernes skygge inden han døde i en yderst respektabel alder af 101 år. Men hvor lykkeligt et liv under palmetræerne end kan lyde, så havde Kurt Hess sagt farvel til sit fædreland for aldrig nogen sinde at vende tilbage.

Romanens hovedpersoner er baseret på de skæbner, som startede deres liv forfra i den Dominikanske Republik under 2. Verdenskrig.

Wilhelm er født i Wien i 1911 som søn af en bogtrykker, og fra en ikke særligt velstående familie. De er jøder, men ikke ortodokse. Almah er af en yderst rig jødisk familie; hun er enebarn og alle regner med, at hun skal giftes med vennen af familien, som kommer fra samme baggrund.

Wilhelm vil ikke følge i faderens fodspor, men i stedet være journalist - og det er i den sammenhæng, at han møder Almah i starten af 1930'erne. Der er Wien stadig et kulturelt knudepunkt, hvor man ikke bekymrer sig om religion. Byen summer af koncerter; Klimt maler sine smukke portrætter - og ofte af jødiske overklassedamer, som beskrevet i Kvinden i guld. I Tyskland begynder Hitler at få politisk fremgang, og selvom det bekymrer jøderne i Wien, er det stadig langt væk. Det er jo et andet land, og de har en regering, som beskytter dets befolkning.

Som tiden går, bliver det jo som bekendt mere bekymrende, og som Wilhelm og Almah bliver gift, begynder de også at overveje muligheden for at forlade Østrig. Først rejser Wilhelms søster og svoger dog; men forældrene mener stadig ikke de er i fare grundet deres alder. 

Til sidst er situationen dog uholdbar; og det bliver helt tragisk, da Almahs forældre begår selvmord.

Wilhelm og Almah håber på et visum til Amerika; ikke mindst da de jo har familie der. Men det internationale samfund begynder at lukke grænserne; USA holder fast i deres kvota, og nu begynder Schweiz at lukke ned. Til gengæld er der andre lande, som tilbyder indrejse - flere sydamerikanske lande og fx den Dominikanske Republik.

Det er et historisk kapitel, jeg var fuldstændig uvidende om. Jeg har endog været to gange i den Dominikanske Republik; men aldrig i de fjerne områder, hvor man sendte de eksilerede jøder hen.

Men der havner de altså - efter lange ventetider i flygtningelejre; efter at have forsøgt sig på Ellis Island og til sidst se sig afvist og sat på et skib til Santo Domingo. På den tid var Trujillo enevældig diktator på øen; men han var interesseret i arbejdskraften, og sammen med den nystiftede organisation DORSA oprettede man en form for mini-kibbutz i området ved Sosua nord på øen.

Mange af de eksilerede var dog ikke landmænd; tværtimod var det fote højtuddannede intellektuelle fra Wien - eller andre østeuropæiske lande. De befandt sig pludselig i en situation, hvor de nærmest fungerede som prøvekaniner for den fremtidige israelske stat. Kibbutz-forsøget var en forløber for dem, der senere skulle blive oprette i Israel.

Så det er et nyt liv i en ny politisk kontekst; uden mulighed for at rejse, hvis det ikke passer en - og samtidig isoleret fra familien i Europa. Nogle faldt til - mens andre blot ventede på, at krigen ophørte for at returnere til Østrig, rejse til USA eller endog til Isarael efter 1948.

Romanen fortælles både i første og tredje person; Wilhelm fortæller om livet i troperne; om vanskelighederne ved ideologien - men også de praktiske problemer; livet i kibbutz og i et diktatur - de var jo flygtet fra en anden politisk uhyrlighed.

Og så er det historien om Wilhelm og Almah; deres børn og deres omgangskreds. En historie om, hvordan sådanne skæbner kan udvikle sig. Det var til tider barsk hjerteskærende læsning - selvom det jo er fiktion. Men fiktion, der krævede lommetørklæder! Man forbløffes til stadighed over, hvor passivt verdenssamfundet forblev i de år. Det var jo som om ingen reelt så faren ved Hitler. Og så var det for sent...