Meurtre à Tombouctou - Moussa Konaté

• Fransk
• 17.-19. juni
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst en eneste krimi siden jeg blev færdig med Maigret-serien i november. Inden da havde jeg stort set ikke læst andre i de to år, det tog mig at komme igennem de 76 bøger af Simenon om hans helt Maigret.

Jeg havde et par stykker stående i reolen, som måtte vente på, at piberøgen var lettet - deriblandt de to sidste bind af den maliske forfatters miniserie om kommissær Habib og hans assistent Sosso.

Jeg læste de første to for 7-8 år siden; og Konaté døde faktisk i 2013. De to sidste bind er således udkommet posthumt i henholdsvis 2014 og 2015; og jeg ved ikke, om det er skrivebordsfund, der ikke er blevet fuldt ud korrigeret? Nogle steder kunne det tyde på det.

Som i hans andre krimier er vi selvfølgelig i hjemlandet Mali, som er et enormt geografisk område med mange foskellige stammer og kulturer. I Timbuktu - den mytiske by - lever mange af tuareg-folket i lejre uden for byens mure; midt ude i sandørkenen. En dag tager en af familiens unge ind til Timbuktu for at mødes med venner, men hans bror finder ham senere lidt uden for byen. Hans dromedar står alene, og Ibrahim ligger død med kvæstelser i hovedet efter slag med stor sten.

Senere samme eftermiddag skydes der mod et hotel i byen; og direkte mod det værelse, hvor Gérard - en ung franskmand - bor. Skuddene affyres af en mand ridende på en sort hingst, og som råber de forbandelser og ord mod europæere, som vi i dag er begyndt at forbinde med terrorismen.

Det får jo alle alarmklokker til at ringe, og i Bamako beslutter man, at Habib, Sosso og en ung franskmand fra et antiterrorkorps skal afsted til Timbuktu. Tuareg-folket lever dog efter deres helt eget moralkodeks, og da de mener at vide, hvem morderen er, er de allerede på vej for at hævne sig.

Habib får manet sindene i bero; men hvordan forklare, at den unge Ibrahim havde spor af narko i sit blod? Eller at han kendte den unge franskmand, og tilsyneladende også er set drikke alkohol sammen med ham? Det er det ultimative brud på familiens ære; en tuareg drikker ikke, ryger ikke, og overholder i øvrigt islam til punkt og prikke.

Man skal absolut huske på, at historien er skrevet i en geopolitisk kontekst, hvor vi allerede var udsat for terrorangreb. 2014 var et særdeles blodigt år i netop Mali; men det er lige inden de store angreb i Europa, som i dag står som rædselseksemplerne - Paris, Bruxelles, Nice. Konaté bruger også den situation til at understrege, at terrorismen ikke er et afrikansk eller mellemøstligt fænomen; men at det kan ske alle steder - noget vi jo i dag ved alt for godt.

Det er derfor naturligt at bruge denne situation til at tænke i potentielle islamistiske baner, men vores politifolk finder hurtigt ud af, at det er mere et personligt opgør enkeltpersoner imellem end et principielt opgør mellem religioner.

Dog er den sociale pagt vigtig; tuareg-folkets ære skal ikke krænkes - og det er den blevet igennem Ibrahims forfald til vestlige traditioner - drikkeriet, rygning og nu viser det sig også, at han har gjort en pige gravid udenfor ægteskab. Der er mulige hævnakter i spil - men alle har deres alibier i orden. 

Mens de efterforsker sagen, er der også en række morsomme episoder, når de unge kommissærer er ude i byen. De bliver komikerparret, som venter på den satte Habibs næste træk. Det er til tider lidt for pedantisk og flyder ikke helt så godt som i de første romaner. Måske fordi det var et ufærdigt manuskript, da han døde?

Løsningen er dog enkel; dog grusom for en vestlig sjæl - det er Ibrahims egen mor, der har givet ham det stof, der har fået ham til at hallucinere og begå selvmord. Det er barsk kost; men absolut overens med tuareggernes kultur, som Habib også forstår. Der ligner han jo Maigret - ingen skal i fængsel, for moderen dør af alderdom nogle dage senere.