Ustyrligt blod - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 19.-30. april
• 1088 sider
• Originaltitel: Troubled Blood

Strike-krimierne vokser og vokser i takt med, at vi skrider frem i serien - og jeg ved ikke helt om det er smart?

Femte bind er således på mere end tusind sider; det er rigtigt meget for en roman - og måske endnu mere for en krimi, hvor der er mange løse ender at holde styr på inden forløsningen kommer til sidst?

Da serien jo også følger Strike - og Robin - i deres privatliv, starter vi med Strike på ferie hjemme ved kysten hos onklen og tanten. Her antastes han af en kvinde, hvis mor forsvandt for fyrre år siden - da hun selv var spæd. Nu vil hun have hjælp til at opklare mysteriet - og selvom Strike er skeptisk, så er han jo også en supermand.

Robin er stadig ved at vikle sig ud af forholdet til eksmanden, der ikke er medgørlig i skilsmissen - og Strikes ex, Charlotte, har svært ved at glemme ham.

Men de går i gang med at grave i arkiverne og fnder tidligere kolleger til den kvindelige læge, der forsvandt på sin vej fra klinikken til at mødes med en kollega. 

På samme tidspunkt huserede en seriemorder i området, og den generelle overbevisning er, at han står bag mordet. Han har dog aldrig indrømmet og liget er aldrig dukket op.

Det tager os så ud på den vanvittige rejse over tusind sider med spekulationer og teorier; samtidig med, at vi også følger de andre sager i detektivbureauet. Det er måske her det er begyndt at kappe lidt over for Galbraith (Rowling) - for det bliver for meget synes jeg.

Dertil skal jo lægges de personlige historier - den i stigende grad irriterende uforløsthed mellem Strike og Robins gensidige tiltrækning. Strikes tantes sygdom og død. Robins problemer med en nærgående kollega.

Fyrre år tidligere forsøgte man jo selvfølgelig at opklare mordet, men den betjent, der havde opgaven begyndte at køre ud af et mystisk spor med horoskoper og overnaturlige forklaringer. Det fylder en del i bogen, og der er illustrationer fra hans tidligere noter. De er desværre umulige at tyde for det meste - og da mysteriet endelig opklares, har de intet med sagen at gøre. Det er jo fint nok at afpr0ve forskellige teorier undervejs; men det fylder abnormt meget for at ende med at være irrelevant påalle punkter.

Det er langtrukkent og plottet hænger ikke godt sammen med handlingen undervejs og de hints, der bliver droppet til læseren. Så er tusind sider alt alt for meget.

Jeg har set at sjette bind er om muligt endnu længere; plottet virker heller ikke til at interessere mig meget - men især baseret på femte bind, tror jeg min rejse med Cormoran Strike og Robin ender her. 

Fuglene - Tarjei Vesaas

• Dansk
• 17.-18. april
• 213 sider
• Læseklub
  

 

Det er uden tvivl en udfordring jeg har taget op at melde mig tl en bogklub, der er specialiseret i Nobel-forfattere - eller nogen, der næsten fik prisen. Jeg har da læst nogle; men ni bøger af Nobel-modtagere ud af 1.410 anmeldelser er ikke engang en enkelt procent. Så det kan jo kun være en god udfordring.

Jeg var dog lidt udfordret med denne norske forfatter, som jeg slet ikke kendte. Han fik da heller ikke Nobel-prisen, men var tæt på, og modtog mange andre priser for sit samlede værk.

Romanen er fra 1957, da Vesaas var tres år gammel. Den er tilsyneladende Norges svar på Det forsømte forår eller andre romaner, der igennem generationer har været fast pensum for danske unge. 

Mattis er 37 år gammel, og bor alene med sin 40 år gamle søster Hege i et lille hus langt ude i den norske natur. Mattis er lidt enfoldig, og Hege er forsørgeren - hun strikker trøjer, og sælger dem til landsbyens beboere. De beboere, der kalder Mattis for en tosse, fordi han aldrig har arbejdet.

Mattis går rundt i skoven og lytter til fuglene og kaster sten i vandet. Men en dag beslutter han sig for at blive færgemand. Der er ikke som sådan et behov for det; men Mattis vil gøre sig nyttig og han elsker naturen. Det bliver dog en skæbnesvanger beslutning.

Den eneste kunde han får er Jørgen, som er skovhugger og flytter ind hos Mattis og Hege.

Det betyder en stor forandring for Mattis og søsteren. Som hun blomstrer ved endelig at leve, så biver det tragisk for Mattis. Det er faktisk en meget trist roman, hvor styrken primært ligger i de små konstateringer Mattis kommer med, og som er hans verdensbillede. Som læser ser man jo også den rigtige betydning af det, han fortolker på sing egen måde - og det skærer lidt i ens hjerte.

Men det var stadig nok ikke en roman, jeg ellers ville have læst. Jeg har i forvejen lidt svært ved den danske stil at skrive romaner i, og norske romaner er uomtvisteligt længere ude af den tangent. Det er en kulturel ting. Så det er dejligt, at jeg bliver "tvunget" til det i læseklubben.

Overlever - Sam Pivnik

 

• Engelsk
• 13.-15. april
• 336 sider
• Originaltitel: Survivor 

Den sidste i denne intense læserunde om holocaust; jeg havde helt klart lagt et tema til at følge mig på min ugelange rejse til Krakow. Der besøgte jeg selvfølgelig Auschwitz-Birkenau men også fem synagoger og et par jødiske kirkegård; jeg besøgte det fantastiske Schindler-museum og så de monumenter og mindesmærker, der er i byen. Jeg har set tilsvarende i Prag og i Budapest som også var steder, der var hårdt ramt af holocaust. Men Polens historie er jo sin helt egen - og ganske modbydeligt hård.

Sam Pivniks historie er netop den polske version af den historie. Han vokser op i en lille by ude på landet, hvor størstedelen af byens indbyggere er jøder inden krigen. Han har en ældre bror og halvsøster, og fire mindre søskende. De bor med forældrene og bedstemoderen, og har mange familiemedlemmer i byen og det sted han kalder Paradisets Have - hvor de holder ferie hver sommer. Indtil krigen kom ....

Pivniks historie er jo ikke original på nogen måde; desværre tværtimod! Den er blot én af hundreder af tusinder af historier om ødelagte familier, liv og skæbner. Familien tvinges ud af deres hjem for at flytte til en nyoprettet ghetto i byen i 1943. Storebroderen Nathan tages først som fange, da han er voksen og myndig. Så flyttes resten af familien til Auschwitz i 1943, og bedstemoderen, forældrene og de fire mindre søskende går direkte til gaskamrene. Moderen har lige inden skubbet Sam over i den anden kø - dem, der "overlever". Da vidste ingen af dem jo, hvad det betød - men hun mente, at han skulle forsøge at finde sammen med de voksne mænd og finde arbejde. Det var jo, hvad de var blevet fortalt - en arbejdslejr! Ikke en udryddelseslejr.

Sam får arbejde i Birkenau; den anden og nyere del af Auschwitz karakteriseret ved jernbanesporene under tårnet. Dem, der ankommer med tog her, har faktisk kun en mulighed - direkte i døden. Hans job består i at genne folk ud og holde styr på dem uden at der går panik i dem efterhånden som de aner, hvad der venter. Endnu et arbejde, som ikke var moralsk nemt at forholde sig til ligesom Mandelbaums historie.

I 1944 flyttes han til Fürstengrube - en anden lejr, hvor fangerne arbejdede i minerne. Derfra blev han sendt ud på dødsmarchen, da tyskerne anede, at enden var nær. I tre måneder kæmpede de sig til fods og med tog på tværs af Polen og Tyskland indtil de endte i Lübeck. Der blev de sat ombord på skibet Cap Arcona, som blev sunket af britiske kampfly. De troede fejlagtigt, at skibet var fyldt med tyskere med kurs mod måske besatte Norge, hvorfra de ville fortsætte krigen. Det var det ikke. Det var fyldt med 7.500 koncentrationslejrfanger, hvoraf mindst 5.000 døde. 

Pivnik svømmer i land, og befinder sig nu i en britisk lejr; det eneste lyspunkt er da han genfinder broderen Nathan, der som den eneste i familien har overlevet.

Det er en barsk førstehåndsberetning om tiden i lejren; om helt specifikke personer, som styrede lejren - enten kapoer eller tyskere. Der er moralske dilemmaer om hævn, da de får muligheden for at dræbe den tyske leder, der tog dem med til Lübeck. Alle har nemlig deres version af, hvordan man kommer videre derfra. Pivnik har ingen formildende omstændigheder for dem, der dræbte hele hans familie. Dem, der torturerede ham i flere år - og ændrede hans liv. Han rejser senere til Israel, hvor han deltager i frigørelseskrigen - men primært bosætter han sig i London. Han bliver aldrig gift - noget er for evigt gået i stykker i ham. I stedet bruger han sit liv på at skrive og fortælle om sine oplevelser. Han genser Auschwitz flere gange selvom det er smertefuldt. Han siger et endeligt farvel til sin familie der, og dør 91 år gammel i 2017.

Et helt utroligt liv - og så anderledes fra Hans Neumanns, som rejser langt væk og gemmer det hele væk. Der er nok lige så mange måder at håndtere tiden efter på, som er der overlevende. Der er lige så mange forskellige historier, som der er mennesker - og derfor er de stadig relevante. Disse tre bøger blev dog lige lidt mere relevante og voldsomme at læse, når man er midt i det.

I was at the Auschwitz crematorium - Henryk Mandelbaum

 

• Engelsk
• 12. april
• 95 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg besøgte Auschwitz for første gang dagen inden jeg læste denne bog. Jeg hjembringer tit "souvenirs" fra ferier i form af bøger; og dette var et oplagt sted at finde et minde om en virkelig hård dag. Der er intet, der kan beskrive, hvor voldsomt det er at besøge det grufulde sted. Man går rundt med tårer i øjnene og en stor klump i halsen. På vej ud efter fire timer var det denne bog, der kom med hjem - udvalget på engelsk er ikke særligt stor i den lille butik. Men det var samtidig også en anden vinkel på historien, som jeg fandt interessant.

Henryk Mandelbaum var polsk jøde født i 1922. Han blev deporteret til Auschwitz i 1944, og blev straks medlem af den berygtede Sonderkommando, hvor han hjalp til i krematoriet. Det job gik ud på at tømme gaskamrene for lig; klippe deres hår af og gennemsøge dem for guldtænder, smykker og andre værdier, fangerne kunne have gemt på kroppen. Men det var også at slæbe ligene ind i krematoriet, og stå for forbrændingen.

Formatet er et interview, hvor Mandelbaum primært bliver spurgt ind til selve jobbet i krematoriet. Det er ikke med fløjlshandsker på, og han svarer da heller ikke på alle spørgsmål. Nogle ting siger han, at han ikke husker og andre nægter han at have deltaget i. 

De jøder - fanger - der arbejdede i Sonderkommando blev tit stemplet i eftertiden som kollaboratører! I virkeligheden kæmpede de blot som alle andre for at overleve, Havde Mandelbaum nægtet det arbejde, var han uden tvivl endt i den selvsamme ovn, han selv stod og passede hver dag.

Desuden er der ingen tvivl om, at mange er ramt af en massiv form for PTSD, som gør at de ganske enkelt ikke kan huske. Hjernen er nådig. Visse erindringer blokeres fordi alt andet er umuligt at leve med.

Mandelbaum er jo modig at stå frem med sin historie synes jeg. Han kunne have gemt sig - men han skammer sig ikke over at være i live. Heller ikke takket være det arbejde; han taler for at advare og for at vi husker, at det aldrig skal ske igen.

At læse bogen efter at have set disse steder er virkelig intenst.

Da tiden gik i stå - Ariana Neumann

 

• Fransk
• 8.-11. april
• 408 sider
• Originaltitel: Ombres portées

Ariana Neumann er blot en lille pige, da hun en dag falder over et dokument i en skuffe. Det er faderens pas, men der står et helt andet navn - Jan Batesta. Hun render grædende til sin mor, som forsikrer hende om, at hendes far er den, han siger han er. Men, at der er sket nogle ting i fortiden. Dette er i Venezuela i 1970'erne - langt væk fra Europa og den krig, der ødelagde Hans Neumanns familie.

Nu lever Hans med sin kone og datter i Venezuela; han er en rig og succesfuld forretningsmand, som i sin fritid reparerer gamle ure. Han er besat af punktlighed og præcision, og det er sådan Ariana kender ham. Men Hans Neumann er født i Prag i 1921 i en jødisk familie; han bor sammen med dem og sin ældre bror Lotar. Hans er den uregerlige i familien - altid ballade, altid ulykker, og han driver forældrene til vanvid med sin mangel på orden og planer for fremtiden.

Ariana får kun små bidder af historien, mens faderen lever. Han taler aldrig om krigen eller om sin fortid. Men da han dør, finder datteren igen den kasse med papirer, han uden tvivl har efterladt som et spor - og som en nødvendighed for hende til at finde sine rødder.

Derigennem får hun yderligere kasser med papirer og minder fra onklen, fra kusiner og andre - og pludselig har hun et helt netværk af familiemedlemmer. Dem, der overlevede Auschwitz, holocaust og krigen. Det gjorde hendes bedsteforældre ikke!

Men det er også historien om Hans og Lotars liv; begge brødre giftede sig med ikke-jødiske kvinder, Især for Lotar var det problematisk, da han giftede sig med en tysk pige inden krigen. De måtte skilles - blev gift igen - altsammen for at omgå problemerne ved at være gift eller ej. Til tider var det et problem men så var det med til at beskytte Lotar.

Hans klarede sig i starten igennem; men til sidst blev en deportation til Auschwitz uundgåelig - og så gjorde han det farligste. Han rejste til Berlin på falske papirer, hvor han i to år arbejdede på en malerfabrik, og samtidig arbejdede for nazisterne og hjalp til at skabe de produkter, de brugte til at male deres fly og raketter med.

Det er virkelig en historie om overlevelse med alle de omkostninger det har. Ariana Neumann rejser i faderens spor; til Prag, Berlin - men endnu aldrig til Auschwitz. Det er for smertefuldt.

Jeg har selv været i Prag, og set alle mindesmærkerne og de meget smukke synagoger, der stadig står. Jeg startede denne bog på min rejse til Krakow, og læste den færdig samme aften som jeg havde tilbragt dagen i Auschwitz. Der kom Hans ikke - men så mange andre af hans familie døde der; og det satte så dybe spor - som det gjorde for mange - så de var ude af stand til at tale om det senere.

Det er stadig vigtigt at læse disse historier, synes jeg. Det er historier om mennesker med enormt mod og livsvilje. I Hans' tilfælde endte det med en passion for ure, da TID var blevet så vigtig - at holde øje med den, få den til at gå, at glemme, at tilgive.

Nine Quarters of Jerusalem - Matthew Teller

 

• Engelsk
• 3.-7. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er mange år siden jeg var i Jerusalem; og desværre var jeg der slet ikke så lang tid, som jeg gerne ville. Men det gjorde indtryk! Rejsen ind fra den egyptiske side med turen gennem no mans-land, og kontrollen ved den israelske grænse. Derefter Jerusalem - men også Bethlehem, hvor vi var inde bag de store mure med pigtråd hele vejen rundt. En helt anden verden blot få kilometer fra Jerusalem. Det er en utrolig tankevækkende oplevelse, og jeg er glad for, at vi så begge sider.

Matthew Teller er jøde, opvokset i England af generationer af jøder, der udvandrede fra Østeuropa i det 19. århundrede. Hans familie tog ham med til Jerusalem for første gang i 1980, da han var elleve år gammel. Siden da har han boet der, og vender konstant tilbage. Han er fascineret af byen og dens historie.

Han satte sig for at skrive en bog om byen og dens ambivalens; dens kontraster og dens mysterier. For Jerusalem er og bliver en konfliktuel kerne i religionen - ikke kun jødernes; men også islam, kristendommen og for kopter. Mange religioner har deres udspring her, og de har et individuelt forhold til og en kulturarv, der knytter sig til byen og dens monumenter.

Det er derfor en kringlet affære at skrive en bog om; og den er da heller ikke særligt nem at komme igennem. Den tager mange krunspring rundt i historierne - og jeg kæmpede lidt med at forstå hans idé bag opbygningen. Den er ikke kronologisk; den er ikke baseret på monumenterne eller historierne eller befolkningsgrupperne. Den centreres til dels om byens porte, som hver for sig udgør adgangen til et specifikt område - heldigvis er der et kort til at følge med ham rundt i byen.

Stort set hver eneste historie bringer os dog tilbage til "starten" - Jesus' gang i byen; og det bliver lidt repetitivt. Men han anskuer det fra forskellige vinkler, og den er absolut ikke etnocentrisk, som man kunne tro med hans baggrund. Tværtimod er den snarere fokuseret på problemerne, minoriteterne, kriserne. Alt det som stadig er virkeligheden i dag, hvor en israelsk stat ikke gør det nemt for andre end jødiske israelere at bebo byen.

Så jeg lærte mange interessante ting; også triste faktisk. En hel masse historie, som på et tidspunkt blev lidt meget indrømmer jeg. Men et imponerede stykke arbejde og smukke illustrationer. Det giver ikke nødvendigvis et smukt billede af byen - har jeg lyst til at rejse tilbage nu? Det ved jeg ikke? Det virker voldsomt og kompliceret; på trods af den fantastiske historie og kultur.

L'étoile brisée - Nadeije Laneyrie-Dagen

 

• Fransk
• 26. marts - 2. april
• 832 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En stor og lang renaissanceroman - lige hvad jeg burde elske! 

I 1472 i det nordlige Spanien bor to brødre sammen med deres forældre; de er jøder, og Spaniens regentpar, Isabella og Ferdinand, er i stigende grad ude efter netop jøder. Det endte som bekendt i 1492 med en total udvisning af samtlige jøder, der ikke ville konvertere. Men de to brødre har stadig muligheden for at flygte, og det beder forældrene dem om. De får at vide, at de skal rejse afsted sammen - men derefter må de ikke fortsætte sammen i lang tid. De skal ikke forsøge at kontakte forældrene eller hinanden; deres eneste minde er en Davidstjerne, som er delt i to. Et stykke til hver. Deraf den franske titel - den ødelagte stjerne.

Den ene bror gør karriere som læge, og slår sig ned i Tyskland. Den anden bror tager ud på havet, og bliver kartograf. De kommer begge vidt omkring - men de mødes aldrig igen.

Historien spinder sig over årene fra deres flugt fra Spanien til 1525; den tager os fra Spanien til Tyskland, London, Venedig, Algeriet, Amerika, Caribien, Sevilla og Blois. En periode, hvor Europa er præget af store regenter som Francis I i Frankrig, Henry VIII i England og den tysk-romerske kejser Karl V. 

Men også en religiøs brydningstid, hvor protestantismen begynder at spire og hvor jøder skal skjule deres sande identitet i de katolske lande.

Historien involverer et utal af mennesker - fiktive som reelle; og det har jeg altid lidt et problem med.

Den ene bror bliver således en form for surrogatfar for Martin Luther og følger hans kamp mod autoriteterne og den religiøse frigørelse, der førte til Reformationen. 

Den anden bror er kartograf for Amerigo Vespucci, og hans søn bliver gift med Vespuccis datter - som er ren opspind fra forfatterens side. Netop forfatteren er historieprofessor, og det virker som om hun har taget al sin viden om denne periode, og kreeret et narrativ omkring det. Men så burde man jo også forvente, at datoer er korrekte - og det er de ikke. Blandt andet er Vespuccis dødsdato almindeligt kendt, da han jo var en kendt mand - men hun får rykket den med flere måneder. Derudover er der ægteskaberne og børnene, som er opfundne. Havde det været ren fiktion er det jo fint; men tager man historiske personer, og opbygger nye virkeligheder omkring dem, så irriterer det mig.

Jeg blev dog ved og ved - jeg tænkte vel, at der måtte være en mening med det. Det var der ikke! De to brødre mødes aldrig; men de bevæger sig inde i cirkler af personer, der mødes på kryds og tværs mens vi får detaljerede fortællinger om livet i det 16. århundrede. En skuffelse må man blot konkludere.