Monday, May 29, 2017

La saga Maeght - Yoyo Maeght


























  • Fransk
  • 22.-27. maj
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alle, der har været i Sydfrankrig på et tidspunkt kender jo Maeght-fondens museum i Saint-Paul de Vence; men måske kender man ikke hele historien bag. Det kommer man så sandelig til med denne erindringsbog skrevet af stifternes barnebarn Françoise - også kaldet Yoyo.

Det er ren Dallas i bogform - offentlig udstilling af en families historie og problemer.

Barnebarnet starter med at fortælle om en barndom i vild luksus i Paris og Sydfrankrig, hvor bedsteforældrenes museum - ejet af en fond - står for de vildeste fester; men også nogle af de mest kendte udstillinger af moderne kunst. De tre piger - Isabelle, Florence og Yoyo - voksede op med legeonkler som Miro, Picasso, Chagall og Matisse; og blev kørt rundt i Rolls-Royce. Til gengæld var deres forældre totalt usynlige, og efterlod dem mest til dem selv eller barnepiger.

Pigernes far er søn af Aimé og Marguerite Maeght, som står bag den enorme kunstsamling, som lå til grund for museet og gallerierne rundt omkring i verden. Men han er blevet uvenner med sin far, som ikke mener, at han skal blandes ind i forretningsgangen. Som straf sendes pigerne i nogle år til deres mormor langt fra Paris, så bedsteforældrene ikke kan se dem - det er under lavmålet, og det har absolut ikke været en lykkelig barndom, hvad det angår. Uanset hvor mange materielle goder, de så ellers har haft.

Da farfaderen dør er Yoyo 22 år gammel, og beslutter at vie sit liv til at ære bedsteforældrenes minde og værk. Set i baglyset kan det virke en anelse helligt og selvforherligende; bogen er skrevet, da hele familien er faldet fra hinanden, og man kan kun mistænke hende for at ville fremstå som den eneste helgen i denne familie.

Men historien om, hvordan Maeght-parret startede deres kunstsamling er bemærkelsesværdig. De flygtede til det frie Frankrig under krigen; men Aimé kunne som forlagsredaktør rejse over grænsen og han tog til Paris for at hente store kunstværker i sine kunders lejligheder. Dengang var Chagall meget moderne og degenereret kunst - selv Hitler ødelagde jo hans malerier; og tit hang disse ikke i de pæne borgerlige hjem - men hos elskerinderne. Aimé malede dem ganske enkelt over med akvareller af ligegyldige og ikke særligt pæne landskaber, og sneg dermed store kunstskatte væk fra nazisterne.

Det blev startskuddet til en af de største successer indenfor kunstverdenen i Frankrig; men med det skrøbelige grundlag, som det er med familievirksomheder, at ikke alle efterkommere kan enes. Det skete også her, og det bliver lidt patetisk og trist at læse om en far, der lyver og stjæler fra sine børn.

Om den ældste søster, Isabelle, der får smidt Yoyo ud af bestyrelsen og snyder dem for deres arv ved at forfalske lister over kunstværker, eller videresælge dem, når de skulle være overgivet til deres retmæssige ejere.

Hele denne sag er endnu ikke afsluttet; Yoyos fortælling er skrevet i 2014 - men det retslige efterspil er en årelang sag. Den bliver næppe kønnere, når deres far en dag er borte, og der er endnu mere, der skal deles.

Man skal selvfølgelig have for øje, at det er Yoyos udlægning - og hun er bitter. Det kan uden tvivl også diskuteres om det er klogt således at hænge alt ud i offentligheden for at miskreditere sine nærmeste familiemedlemmer. Det er i hvert fald at brænde sine broer; og måske hjælper dette slet ikke på nogens eftermæle. Det er jo lidt trist, at en så smuk historie ender så grumt. Men slet ikke sjældent.

Jeg nød virkelig læsningen om opbygningen af fonden og museet, når man kender navnene så godt fra kunstverdenen. Jeg nød en del mindre den store bitterhed, der prægede den sidste del af bogen.

Sunday, May 21, 2017

The Letter - Kathryn Hughes



























  • Engelsk
  • 20.-21. maj
  • 416 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Lørdag morgen steg jeg på et fly til Milano - og havde jo et par timers nem flylæsning forude. Det egner denne slags bøger sig fortrinligt til. Jeg forstår godt, hvorfor forsiden siger, at det er en bestseller som ebog; man gemmer nemlig ikke denne slags bøger, og jeg efterlod da også min i den lejlighed, jeg havde lejet i Milano.

Historien starter i 1973 med Tina, som er gravid og lever i et voldeligt ægteskab. Hendes mand fortryder (selvfølgelig) altid - men et glas for meget, og så er den gal igen. Tina arbejder i en genbrugsforretning, hvor hun en dag finder et brev i lommen på en gammel frakke. Brevet er fra krigens start og er et kærlighedsbrev til en Chrissie - som åbenbart også er gravid, og den kommende far undskylder sin reaktion og frier nu til hende.

Tina beslutter sig for at brevet skal til sin rette ejer - hun opsøger de adresser og navne hun kan spore ud fra brevet. Men da manden finder det, tager han det for utroskab og nu bliver volden så gal, at Tina mister sit barn .... og endelig rejser fra ham.

Den anden historie er så den om Billy og Chrissie, som bliver forelskede, da krigen starter. Chrissies far mener ikke, at Billy er et passende parti for hendes datter - og skammen er for stor, da hun så bliver gravid. Faderen får Billys brev - men bringer det selvfølgelig ikke videre; moderen lover Billy at skrive til Chrissie, der er sendt til Irland for at føde. Men hun dræbes samme aften i en trafikulykke - og Billy dør nogle måneder senere ved fronten.

Det er virkelig ckich-lit på højeste - eller måske skulle man sige laveste - niveau; man kan regne det hele ud fra starten, og man får virkelig ikke brugt mange neuroner på dette. Man bliver heller ikke meget klogere, bedre underholdt eller noget som helst andet.

Det hele løser sig til sidst - alle bliver lykkelige; og vi bliver belært om, at fysisk og psykiskvold mod kvinder er forfærdeligt ... surprise!

Den klaredemig igennem en flytur, og to aftener på en varm terrasse i Milano, hvor benene ikke magtede andet efter en dags sightseeing. Ellers var jeg aldrig kommet igennem den!

Friday, May 19, 2017

The Marsh Arabs - Wilfred Thesiger



























  • Engelsk
  • 15.-19. maj
  • 283 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst Thesigers rejseskildring i "Den tomme fjerdedel" var jeg jo nemt fristet til også at købe hans bog om livet i sumpområderne i det gamle Mesopotamien - dvs. området omkring det sydvestlige Iran, sydlige Irak og Kuwait. 

Området bebos primært af Madan-stammen, som lever i stråhuse bygget på piller i vandet. De lever af at flette måtter - men også af kvægdrift; vandbøfler, som står med fødderne godt plantet i sumpe.

Thesiger har en forkærlighed for arabisk kultur-men også for steder, der stadig er uspolerede af den moderne verdens teknologi - og allerede i midten af 1950'erne var dette ved at være umuligt i store dele af verden. I den arabiske verden var udviklingen ved at komme igennem olieudvindingen - og de indfødte var ivrige efter at få moderne komfort.

Så ligesom i ørkenen er Thesiger vidne til en verden i forfald. Faktisk begyndte man at dræne sumperne i denne periode, og det drev folket på flugt. Da krigen i Irak startede i 2003 var 90% af området ødelagt - og Saddam Hussein var særligt med til at fremskynde det. Heldigvis for økosystemet og kulturen er en del af området nu blevet rehabiliteret.

Men i 1950'erne, da Thesiger er der, er det stadig ren gamle kultur, der præger området.
Der er stammer, som bor side om side - men er fjender; og den generelle regel (selv inden for samme stamme) er øje for øje. Kommer man forskyldt eller ej til at dræbe et medlem af en anden familie, så må de dræbe et medlem af dennes familie eller modtage blodpenge,

Thesiger er i området i 7-8 måneder om året i perioden 1951-58; og han bliver accepteret som en af deres egne, da de finder ud af, at han kan omskære drenge. Denne praksis foretages på ret store børn i denne egn, men Thesiger formår at gøre det hygiejnisk og uden for store smerter og ar for de stakkels drenge. Dog forstår de ikke, hvorfor denne hvide mand ikke kan helbrede alting med sin medicin - en fremskreden cancer kan ikke afhjælpes med aspirin! Men den trofaste tro har man stadig her langt væk fra civilisationen.

Der er mange lange beskrivelser af seljturene rundt i sumpene; det kan godt blive lidt repetitivt og kedeligt - ligesom fortællingerne om kamelerne var det i hans første bog. Han er ikke den fødte forfatter, og springene fra kedelige sejlture til interessant information om kulturen er til tider lidt overrumplende.

Til gengæld er hans bøger fulde af små interessante facts og mange fotos, som virkelig er uvurderlige, fordi de viser en tid og en kultur, som er borte nu.

Sunday, May 14, 2017

Maigret og knivstikkeren (Maigret XXIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14. maj
  • 200 sider
  • Originaltitel: Signé Picpus

Maigret sidder i telefoncentralen,og venter på, at klokken bliver 17. Politiet er blevet tippet om, at en spåkone vil blive myrdet på det tidspunkt. Der er dog hverken navn eller adresse - så de må vente på et alarmopkald. Brevet er underskrevet Picpus - men hvem er det?

Picpus er et kvarter i Paris; det er også en gade, en metrostation, en kirkegård - men kan det også være navnet på en person?

Opkaldet kommer, og det er en ung kvinde, der er myrdet af knivstik i ryggen. Men mere mystisk er det, at de finder en mand låst inde i lejlighedens køkken. Han siger ikke meget, og virker synligt nervøs, da de endelig kører ham hjem til kone og datter i et af byens bedre kvarterer. Her viser det sig, at han tit er låst inde - under påskud af, at han ikke er helt rask i hovedet efter, at han i mange år har sejlet på verdenshavene.

Men familien har penge; manden har nemlig engang reddet en ung pige fra døden - og hendes far betaler dem nu 200.000 francs årligt som tak. Men de penge forudsætter, at han er levende, da de ikke kan gå til familien. 

Maigret står virkelig overfor et dilemma. Han ved, at der er noget loddent ved den gamle, og at han lyver for ham - men samtidig er han overbevist om, at han er uskyldig. Men ringene spreder sig mere og mere - for den mand, der fandt advarslen viser sig selvat have skrevet den - og der findes slet ingen Picpus. Men der er et helt netværk af folk, der har levet af afpresning af rige mennesker, og nu er de pludselig faldet over familien med den mystiske fader. 

Maigret gennemskuer det - selvfølgelig - og det er jo en lidt trist historie om gadetiggeren, der bliver sat ind som erstatning for den myrdede læge, så familien stadig kan få de 200.000 francs årligt.
Maigret nyder dog at have tage hævne over de to kvinder, der har udnyttet den stakkels mand - og selvfølgelig tager han ham med på bistro for at fået solidt måltid mad.

Så han får sat nogle i fængsel denne gang, og kan endelig komme hjem til Madame Maigret, hvor han går i seng uden mad! Det er ikke noget, der sker tit for vores helt.

Friday, May 12, 2017

Maigret og den døde pige (Maigret XXII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. maj
  • 204 sider
  • Originaltitel: Cécile est morte

Jeg har fået Maigret-lageret fyldt op, så nu kan jeg roligt fortsætte et stykke tid endnu; men jeg når næppe igennem hele serien i 2017.

Vi er jo tilbage til Maigret efter den længere pause i krimierne, hvor Simenon skifter en anelse stil. Der er flere scener, der lapper over - hvor vi tidligere altid var, hvor Maigret var. Nu bevæger vi os lidt længere væk, og det giver et bedre indblik i de andre protagonister.

Cécile er en ung kvinde, der flere gange har henvendt sig til Maigret for at klage over, at nogle bryder ind i lejligheden om natten. Hun bor alene sammen med sin gamle tante - og Maigret morer sig lidt over vaser, der skifter plads osv. Det bliver en joke på Politigården, at Cécile er forelsket i Maigret siden hun sidder trofast i timevis og venter på ham. En morgen sidder hun der igen, men Maigret har travlt. Da han endelig har tid, er hun væk -men har efterladt et brev, hvor der står, at noget skrækkeligt er sket. 

Da Maigret kommer til bopælen finder de den gamle dame død - og nogle timer senere finder man Cécile i et kosteskab på Politigården.

Det viser sig, at den gamle dame var ganske forfærdelig - men hun var også rig, og pengene kom fra investeringer, hun næppe ville stå ved ... nemlig fra bordeller rundt omkring i byen. Hun har en elsker, som driver pengene ind for hende, og bor i den samme ejendom. 

Maigret får besøg fra Amerika - en ung kommissær, som gerne vil se Maigrets arbejdsmetoder - og de er jo om noget ret uortodokse.
Den unge amerikaner er heller ikke helt vant til, at man spiser og drikker så overdådigt i arbejdstiden. Da Maigret bestiller en rom til ham selv, bestiller amerikaneren et glas mælk - og da Maigret siger, at det skal være et stort glas mener han sandelig rommen - og ikke mælken.

Amerikaneren kommer dog med lidt gode råd til Maigret, og sammen får de løst mysteriet. Endnu engang står vi uden en egentlig skyldig - det er nemlig Cécile, der dræbte den gamle dame ... og hun er jo selv død nu. Man kan næsten mistænke Maigret for ikke at fortryde, at han havde travlt den morgen - han kan jo ikke lide at putte folk i fængsel!

Og det var faktisk også en rigtig underholdende roman - jeg morede mig kosteligt undervejs.

Thursday, May 11, 2017

La fille du Nil - Gilbert Sinoué


























  • Fransk
  • 7.-11. maj
  • 597 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte fra første bind i historien om den Egypten for ikke at slippe tråden; og muligvis fordi jeg ellers ville være bange for, at jeg ikke ville komme videre.

Det var da en spændende historie - og i andet bind fortsætter vi fra slutningen af 1820'erne med den omtumlede tilværelse landet gennemlever. Vicekongen Muhammad Ali har allerede mistet to sønner, og nu er den tredje konstant i krig for at forsvare Egyptens territorier - men også for at gøre landet selvstændigt; en plan, der absolut ikke behager Vesten, som foretrækker Egypten som en del af det ottomanske rige.

I Schéhérazades familie er hendes mand vendt hjem med hukommelsestab efter et skibsforlis i Middelhavet; og hun kæmper med datteren, der trodser moderen. Sønnen er ingeniør, og arbejder tæt sammen med franskmændene om Suez-projektet, der i årevis skifter udformning. Man er ikke enige om, hvor kanalen skal føres - eller om der i det hele taget er niveauforskelle, som vil kræve sluser undervejs. Det er et omfattende projekt for den tids ingeniører, og det fylder meget i bogen - men det er spændende at læse om.

Det er en blanding af romantisk pladder og seriøs historieskrivning; og til tider irriterede overgangen mig - for det lykkes ikke særlig godt for Sinoué. Et andet kæmpe problem er årstal! Han gør meget ud af kapitler er tidsfæstede nogle gange ned til datoer - men så bør man altså have styr på, hvor gamle ens protagonister er! Det er så sjusket - man kan ikke være 20 år gammel i 1828 - og så kun 23 år 5-6 år senere. Det er blot et eksempel - men både i første og andet bind haltede det gevaldigt, og det tager noget af læseglæden fra mig.

Historien om Egyptens kamp for selvstændighed og Suez-kanalen var dog fascinerende; og familiens saga vel til dels også. Men det hang ikke helt godt sammen, når romanfigurer skal kobles op på verdensbegivenheder og kendte non-fiktive personer. Jeg synes, at han kom noget bedre fra det i sin roman om Gent-maleriet, som er skrevet nogle år senere.

Saturday, May 6, 2017

L'Égyptienne - Gilbert Sinoué



























  • Fransk
  • 1.-6. maj
  • 682 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Gilbert Sinoué er ikke oversat til dansk - muligvis fordi emnerne nok appellerer mere til et fransk publikum end et nordisk? Hans bog om kunstneren Jan van Eyck var ganske glimrende, men allerede for fire år siden havde jeg faktisk en anden af hans bøger stående. Den havde jeg købt billigt på et loppemarked engang - for blot derefter at opdage, at det var andet bind af to. Det tog mig så en del år (nok mest fordi jeg i mellemtiden havde glemt det) at finde første del. Så har det taget mig yderligere noget tid inden den kom i hænderne på mig.

Vi starter i 1790 i Egypten, hvor Napoleon endnu ikke er kejser - men blot en lille (men meget ambitiøs) general, der bruger Egypten som springbræt i sin karriere.
På den tid var Egypten en del af det stærke ottomanskerige styret fra Istanbul men styret lokalt af tyrkiske pachaer og mamelukker, som var tidligere slaver, der nu var frie og regerede landet. 

Egypten var et patchwork af forskellige kulturer og religioner; der var slet ikke de samme spændinger, som vi i dag ser mellem muslimer og kopter. Men der var stadig et socialt hierarki, og den græsk-katolske Chedid-familie hører til overklassen. Familiens yngste, Schéhérazade, opkaldt efter fortælleren i 1001 nats eventyr, er omdrejningspunktet i romanerne. Hun er egypterinden.

Mens Napoleon indtager landet, gifter hendes ældre søster sig med en muslim, og smides ud af familien. Hendes bror involverer sig i de kontrarevolutionære bevægelser i landet - og selv er hun håbløst forelsket i familiens stalddreng, Karim, som vil ud at sejle.

Krigen er ret voldsom og blodig; Egypten skulle vise sig at være mere genstridig end Napoleon havde regnet med - selvom han gør alt for at indynde sig hos muslimerne. Men det koster mange menneskeliv, og til sidst også hele hans flåde.

Schéhérazade er i mellemtiden blevet gift med en ung mand af den rigtige sociale status - men hun elsker ham ikke, og drømmer stadig om sin barndoms kærlighed. Så da manden bliver dræbt, håber hun på at møde ham igen - men han har kun sine krigsskibe i hovedet!

Schéhérazade er helt alene - hele hendes familie er udryddet; hun tager tilbage til familiens gård ude på landet, hvor hun beslutter sig for at dyrke bomuld. Hun kommer på finurlig vis tæt på landets nye vicekonge, Muhammad Ali - og han vil forfærdelig gerne have hende lidt tættere på sig. Men han er ikke den eneste - der er også den venetianske handelsmand Ricardo Mandrino, som irriterer hende grænseløst - indtil hun selvfølgelig overgiver sig helt og holdent.

Der er en del paralleller til 'Borte med blæsten' synes jeg; det er vel den ultimative kærlighedshistorie - og der er vel ikke noget at sige til, at andre forfattere bruger samme plot? De sociale krav, forelskelsen i den forkerte svage mand, krigen, den kvindelige styrke og overlevelsesdrift - og endelig den mystiske eksotiske mand, som render med hende.

Det gør historien lidt banal til tider; til gengæld er den også utroligt spændende, når det handler om Egyptens historie. Jeg har læst masser af bøger om faraoner. Jeg har læst samtlige af El Aswanys fantastiske bøger om det moderne Egypten; men hele denne 'franske' periode, havde jeg endnu ikke berørt - og der er og har siden dengang været et særligt bånd mellem Egypten og fransk kultur. Så kan jeg godt bære over med lidt for lyserød romantik til tider!