Sunday, December 31, 2017

Sapiens - en kort historie om menneskeheden - Yuval Noah Harari




























  • Engelsk
  • 26.-31. december
  • 512 sider
  • Engelsk titel: Sapiens - A Brief History of Humankind

Den sidste bog i 2017 blev nummer 114 i året; det er lidt mere end jeg har læst de tidligere år - primært grundet de mange små Maigret-krimier, som jo er hurtige at nå igennem.
Samtidig er der måneder, hvor jeg generelt har læst mere, som fx i marts, da jeg var i Mexico og i oktober, da jeg var i Cuba. Der er lange flyrejser og stranddage jo gode til læsning, selvom det oftest er de lidt lettere bøger, der fordøjes der. I maj var jeg på en intensiv kulturrejse til Milano - og så blev der til gengæld ikke læst så meget. 

Men alt i alt er jeg ganske godt tilfreds! Jeg havde regnet med at nå nummer 50 i Maigret-serien i år; det skete ikke. Der er aldrig tid nok desværre - og der er stadig alt for mange bøger, jeg hellere vil læse end dem, jeg får læst nogle gange. Det må være mit nytårsforsæt - at blve mere kritisk i min udvælgelse; for tiden er som sagt begrænset, og der er meget god litteratur derude. Men sandelig også meget middelmådigt!

Sådan er det med denne overhypede bog, som udkom første gang på hebraisk i 2011, og senere blev oversat til engelsk, og fik kæmpe international succes. Jeg har tøvet og vægret mig - og endte med at overgive mig.

Harari forsøger sig med en 'hurtig' gennemgang af dyret Homo Sapiens historie; for det er hvad, vi er - en art, der formåede at rejse sig over de andre arter. Heriblandt først og fremmest neanderthalmanden. Han arbejder med tre milepæle: Den kognitive revolution, hvor vi opdagede ilden, som gjorde os i stand til at tilberede mad og dermed øge omfanget af vores hjerne. Dermed begyndte at dele følelser, myter og begyndte at samarbejde om at udvikle os. Det er også det, der ellers kaldes for Big Gods-teorien, som forskere dog langt fra er enige om. 

Dernæst kommer landbrugsrevolutionen, hvor vi begyndte at slå os ned i beboelser og gik fra at være jægere-samlere til at dyrke jorden og holde dyr - i stedet for at løbe efter dem med et spyd hver dag for at få lidt aftensmad. Det er ifølge Harari både godt og skidt, for vi lader os kue af landbruget. Vores kroppe er ikke byggede til det, og nu skal vi pludselig holde os til det samme sted fordi landbruget kommer til at diktere vores liv.

Generelt mener Harari ikke, at vi har gjort os selv en tjeneste lige dér; selvfølgelig giver det muligheder for at berige os selv, og gøre enorme fremskridt - men det er også spiren til kapitalismen, som han ikke er udbredt fan af. Desuden er han selv vegetar, og dyrenes velfærd som følge af dette fatale skridt i menneskets udvikling fylder en del bogen igennem.

Endelig kommer den videnskabelige revolution og nu kan vi fra omkring renæssancetiden gøre opdagelser og opfindelser, som hidtil var uhørte grundet vores manglende matematiske, astronomiske, biologiske (osv.!) kendskab.

Han slutter lidt dommedagsagtigt med et mørkt udsyn til artens uddøen - ligesom vi selv har været med til at udslette en hel del andre dyrearter gennem tiderne. Men han virker ikke synderlig bekymret for at vi skal opbruge jordens energiressourcer, og det kan jo virke lidt pudsigt?

Generelt er der en del pudsige ting ved denne bog; den er skrevet af en videnskabsmand med netop den tilgang ... indledning, analyse, konklusion osv. så det bliver lidt for tørt. Så pludselig springer han til mystiske anekdoter, der ikke altid falder lige heldigt ud set fra et videnskabeligt synspunkt.

Bogen har bestemt haft gavn af, at folk som Obama, Gates og Zuckerberg har gjort reklame for den. Men der er altså mangler, hvis man ser rent teknisk på den. Jeg syntes faktisk, at den første del om frem til den videnskabelige revolution var spændende - især hans fremlægning af den kognitive revolution, som jeg ikke erindre at have fået serveret på samme måde i skoletiden. Men der er lange perioder, hvor han irriterer mig, og jeg næsten giver op. Inden der pludselig kommer lidt liv i det igen - og jeg nåede da til vejs ende. Ikke helt smertefrit dog!

Friday, December 22, 2017

Papmachéreglen - Hella Joof



























  • Dansk
  • 21.-22. december
  • 202 sider

Jeg har altid synes, at Hella Joof er en fantastisk livsbekræftende, intelligent, underholdende og skøn kvinde - og dygtig skuespiller. Jeg havde dog vægret mig ved at give så mange penge for en så lille bog, og endte med at købe den til en god nedsat pris. Heldigvis vil jeg nu sige!

202 sider, der er skrevet med meget stor skrifttype - og med en del tegninger i også; men er resten så det værd?

Både ja og nej! Der er finurlige livsunderfundige betragtninger over stort og småt. Men efter at have set hende udtale sig om netop denne bog i diverse tv-shows, var der efterhånden ikke meget nyt under solen. Bevares - det var da fin underholdning.

Men det er alt for nemt sluppet i mine øjne; og så til den pris. Jeg læste den med vilje så langsomt som overhovedet muligt for at få den trukket en anelse ud. Men principielt er der jo kun til en aftens underholdning - og det er altså for lidt.

Og så er der igen det med sproget! Jeg må være ualmindeligt snerpet - men det huer mig bestemt ikke, at der skal bruges så vulgære ord. Jeg synes, at meningen sagtens kan overbringes på en blidere måde - og det tager desværre læselysten fra mig. 
Så jeg var slet ikke så begejstret som jeg havde forventet. Blot lidt sur på mig selv over at have brugt pengene. 

Thursday, December 21, 2017

Vi var fiskere - Chigozie Obioma



  • Fransk
  • 18.-20. december
  • 360 sider
  • Fransk titel: Les pêcheurs

Jeg har ikke læst mange afrikanske romaner i 2017; faktisk er det kun blevet til tre romaner skrevet af afrikanske forfattere. Der er færre af dem i Danmark, men denne er da oversat til dansk, hvilket må siges at være en sjældenhed.

Nigeriansk litteratur er en tung arv at kæmpe mod for unge talenter, der skal følge efter forfattere som Chinua Achebe (som jeg stadig mangler at læse) til Chimamanda Ngozi Adichie.
Denne roman er en debutroman, og det slipper han temmelig godt fra - selvom jeg ikke var ubetinget begejstret. Det kan dog også skyldes, at den afrikanske litteratur er så anderledes - efter en lang pause mærker man virkelig forskellen i udtryksform, som stammer fra et verdensbillede, der er fundamentalt anderledes fra vores.

Der er meget animistisk overtro i denne familiesaga om de fire brødre, der som børn fulgte hinanden i tykt og tyndt. Den ældste Ikenna er lederen; den næste Boja er hans skygge og så kommer de to yngre drenge, Obembe og Benjamin, som samtidig er fortælleren. Der er også de to helt små søskende, broderen David og den eneste pige, Nkem.

Faderen, Agwu, arbejder for regeringen og må flytte til en by i det nordlige Nigeria - langt fra familien. Han har store ambitioner for sine børn - de skal være læger, advokater osv. Men friheden ved faderens rejse giver drengene mulighed for at tage ned til floden for at fiske. Efter helt almindelige fisk! Men som mange steder i naturen i Afrika anses floden for at være forbandet; og da det opdages er straffen hård. Faderen siger til dem, at de kan være en anden slags fiskere - efter uddannelse, intelligens, karrierer ... men det bliver næsten en form for hybris, der vender sig mod dem.

Ved floden lever en gammel sær mand; han kaster en forbandelse over drengene og det bliver begyndelsen på en ondsindet spiral. Forbandelsen siger, at Ikenna, den ældste vil blive dræbt af en fisker - og nu mistænker han sine brødre. Det er en dramatisk episk historie med toner af græske tragedier. Det hele iblandet konflikten, der er konstant i Afrika mellem korrupte politikere, der skal føre kontinentet ind i en moderne æra og civilisation.

Dog synes jeg til tider, at der var for meget hoppen frem og tilbage i tid, som distraherede mig fra hovedlinjerne i historien. Men det ses ofte i afrikansk litteratur, hvor fortælleren ofte antager skikkelse af den gamle vise, der overleverer historierne.

Slutningen skal ikke afsløres her; da jeg dog stadig varmt vil anbefale denne til danske læsere, hvor så lidt afrikansk litteratur er tilgængelig.

Sunday, December 17, 2017

Bogtyvene - Anders Rydell




  • Dansk
  • 14.-17. december
  • 466 sider

Der er nogle bøger, man instinktivt ved er fantastiske - og med denne var jeg ikke et sekund i tvivl.
Jeg har efterhånden læst en del faglitteratur omkring den stjålne kunst under 2. Verdenskrig. De har alle handlet om malerkunst, så måske er det passende med en lille opsummering af de vigtigste af dem:

  • Kvinden i guld. som også er blevet filmatiseret - om Klimts malerier, der blev beslaglagt fra en jødisk familie i Wien
  • Monumenternes mænd, som jo er blevet til en utrolig dårlig amerikaniseret film. Læs langt hellere bogen om det fantastiske arbejde de allierede tropper gjorde for at genfinde alle de malerier, nazisterne havde gemt væk efter at have stjålet dem.
  • Stealing the Mystic Lamb om den helt utrolige historie om altertavlen i Gent, som nok var det mest værdifulde kup, nazisterne gjorde.
  • Portrættet, en roman, hvor Ingres' berrmte portræt af Betty Rothschild fortæller læserne om dets livshistorie - deriblandt årene hengemt i den tyske saltmine.

Men nazisterne stjal ikke kun malerier; selvom disse på grund af deres enkeltstående værdi oftest har været fremme i medierne i de senere år. Ret tidligt i deres kamp for verdensdømmet fik de behov for en ideologi - en af grundstenene blev jo bekendt at udrydde jøderne, som skulle gøres ansvarlige for alt ulykkeligt i denne verden. Det kunne give det alibi, der gjorde 2. Verdenskrig til en forsvarskrig i stedet for en angrebskrig. Og et væsentligt element var kulturen!

Hvor finder vi vores kultur? I ord - i overleveringer, historier, sagaer, breve, dagbøger ....
Det skrevne ord har til alle tider været bevis for, at vi har været her. Tænk på runerne vi i dag studerer som levn fra vikingetiden! Tænk på de gamle faraoer i Egypten - når man besøger templerne i Luxor, ser man, hvorledes de huggede deres symboler dybt ind i stenene; de ville være sikre på, at den næste farao ikke fjernede sporet efter dem. Ligesådan har bogbrændinger jo været en vigtig del af triumfatorens hævn igennem tiden - Luthers teser, Inkvisitionen, Savonarola... og helt frem til vores moderne historie, hvor det symbolsk anses for noget af det værste, man kan gøre.

Det er ord, der gør, at vi ved hvem vi er og hvor vi kommer fra. Det er ord, der gør det muligt at bære dette videre til næste generation; der gør det muligt at lære om os selv. Derfor er det skræmmende at forestille sig, at man kan fjerne de ord, der definerer os. Men det var netop den djævelske plan, nazisterne udtænkte. På den ene side ville de fjerne dette eksistensgrundlag fra den jødiske befolkning. På den anden side ville de indsamle bøgerne for at kunne studere dem, og genopbygge en ideologi baseret på en verden, som de så den.

De ribbede biblioteker af utrolig økonomisk og kulturel værdi i byer som Prag, Vilnius, Rom, Paris og Amsterdam; og de fjernede alle religiøse bøger - og Tora-ruller - fra de synagoger, de nedbrændte. De fjernede bøger fra alle private hjem, som blev tømt, da deres jødiske beboere blev sendt til lejre.
I alt mener man, at der blev stjålet mellem 100 og 200 millioner bøger.

De blev desværre ikke alle behandlet lige så nænsomt som malerierne; mange blev brændt - man må jo også gå ud fra. at der var en del dubletter i modsætning til malerierne. Andre skulle bruges til studier, men blev blot opbevaret i trækasser i lagre, kældre eller andre uegnede fugtige steder.
De blev desuden splittet op; en originalsamling kunne jo indeholde bøger omhandlende mange forskellige emner. Den ville afspejle ejerens passioner og interesser; men nazisterne opdelte dem efter netop disse emner, som blev sendt til hvert sit institut, hvor de skulle samles og studeres. På den måde ødelagde man hele samlingens værdi.

Bøgerne endte vidt forskellige steder, og mange af dem har ikke den store økonomiske værdi, hvorfor interessen for at restituere dem er langt mindre end for malerkunsten. Men visse steder gøres der et enormt stykke arbejde for at genfinde ejeren af samlingen - eller efterkommere, hvis det handler om privatejede bøger. Man kigger på ex libris, dedikationer eller blot et håndskrevet navn i et omslag - og Rydell afslutter da også sin bog med en historie om en ubetydelig lille bog, som han personligt overleverer til et barnebarn af en mand, der døde i lejrene.

Det er et fantastisk stykke historie; det er veldokumentret - og utroligt rørende. Det er skræmmende at læse om de mennesker, der udgjorde nazismen og hvordan de ville knuse ikke blot et folk - men hele deres historie. Vi tænker vel sjældent på, hvor voldsomt det ville være, hvis det skrevne ord blev frataget os?

En fantastisk anbefalelsesværdig bog for historieinteresserede og/eller bogelskere!

Wednesday, December 13, 2017

Maigret hos ministeren (Maigret XLVI) - Georges Simenon

 
  • Fransk
  • 13. december
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret chez le ministre

En lille hurtig Maigret til at komme mig oven på den langsommelige Follett-affære!

Maigret er denne gang lidt uden for sine vante omgivelser, da han bliver kontaktet af en minister, som sidder i en temmelig prekær situation. En måned inden er der sket et lavineskred ved et børnesanatorium, og 128 børn er døde i ulykken. En politisk skandale, som medierne selvfølgelig er meget interesserede i.

Det viser sig nemlig, at der allerede ved byggeriets start var dem, der mente, at placeringen ikke var optimal - og dette blev der redegjort for i en rapport. Den rapport vil medierne jo meget gerne se; men da transportministeren fik den overbragt af en lidt kontornusset mand og bragte den hjem til sin private lejlighed, forsvandt den på mystisk vis dagen efter.

Ministeren er ude af sig selv - han ved ganske glimrende, at der blot er behov for en enkelt syndebuk i denne affære. Han er tilfældigvis et nemt offer, og kan blive helt uskyldigt dømt i denne sag. Måske ikke juridisk - men moralsk; og med en sikker afslutning af hans politiske karriere.

Maigret sætter sine folk i gang; men de er langt fra alene - der er såvel regeringens eget politi som diverse afdankede detektiver i hælene på dem. Der er intet blod og ingen skeletter - andet end de 128 børn, som nævnes perifært i begyndelsen af romanen. Men det er alligevel nervepirrende - politik er jo også en ganske farlig sag!

Men det lykkes Maigret at lure, hvilken politiker kunne have personlig gavn af at rapporten kvæles; og ganske rigtigt er den pågældende personligt irrelevant. Der skulle bare bruges et hoved!
Ganske forfriskende med en hurtig lille krimi.

Tuesday, December 12, 2017

Den evige ild - Ken Follett




























  • Engelsk
  • 3.-12. december
  • 768 sider
  • Originaltitel: A Column of Fire

Jeg var længe om at opdage og komme i gang med Folletts middelalderromaner om katedralbyggerierne; men så læste jeg de mammutromaner i vinteren 2013, og var ganske fascineret af dem. Så meget, at jeg forfaldt til at købe hans trilogi om det tyvende århundredes historie - som jeg læste med varierende fornøjelse, men da absolut med nydelse.

Så da det blev annonceret, at der var en opfølger til de to romaner om Kingsbridge-familierne så tænkte jeg først, at nu skal der altså malkes på en succes. Men dernæst også, at den selvfølgelig skulle læses. Desværre var jeg så ivrig, at jeg bestilte den straks den udkom - det vil sige i det store hardcover-format. Det er virkelig en stor og tung bog; og jeg fortrød det hurtigt. Den kunne slet ikke transporteres nogle steder hen, og den egnede sig heller ikke til hyggelæsning i sofa eller seng. Det var nok den primære årsag til, at det tog mig en krig at komme igennem den.

Den anden årsag var netop alle de krige, den indeholder! Der er faktisk ikke meget forbindelse til de to tidligere romaner, andet end at nogle fiktive hovedpersoner stammer fra byen. De mødes og konfronteres livet igennem alle mulige andre steder, og en gang imellem smutter de lige hjem forbi. Men man skal absolut ikke forvente, at Kingsbridge eller dens katedral er temaet.

Det er tværtimod de store religionskrige, der prægede det 16. århundrede efter, at Henry VIII lavede sit lille stunt med at adskille den engelske kirke fra Paven for at kunne gifte sig igen i sin lange række af dronninger. Så kom Elizabeth I, som var protestant, og hun ville forsone landets religioner meget mod indbyggernes vilje. Det udløste krige og konflikter med Frankrig og Spanien, og i Frankrig følger vi den ærgerrige og ambitiøse Pierre Aumande, som vil i hus hos Guise-familien, som i praksis styrer landet gennem dronningen Catherine af Médicis - da hendes sønner, kongerne, jo dør på stribe.

Det bliver omdrejningspunktet i bogen - og så er der selvfølgelig en god kærlighedshistorie i centrum af det hele. Der er et par ærkerivaler, Ned Willard og Rollo Fitzgerald, som arbejder på hver sin side af sagen i England - og så er der Pierre Aumande i Frankrig. Alle rejser de gennem romanen rundt i Europa, og befinder sig altid lige i orkanens øje.

Således er Pierre Aumande nu nærmest hovedmanden bag Bartholomæusnatten! Og Rollo bag Guy Fawkes mislykkede terrorforsøg mange år senere. De når også at være i frontlinjen under den spanske armadas mislykkede angreb mod England i 1588. Og de er altid tæt på konger og dronninger! Det irriterer mig! Præcist som det gjorde det en del i første del af trilogien om det tyvende århundrede; jeg synes, at det er utroværdigt - og især når man forestiller at kende præcise detaljer om så vigtige historiske begivenheder. Man kan ikke ændre på historien! Og denne gang bliver det altså for meget til min smag.

Der er lange lange udredninger under disse historiske begivenheder, og så kommer han let og elegang igennem resten; så historien ikke bæres af personer eller hændelser fra hans fantasi. Det tog mig virkelig lang tid - og en del personlig overvindelse at komme igennem de sidste trehundrede sider.
Det var stædighed og ikke begejstring; jeg fornemmede virkelig, at dette var et forsøg på nemt at skumme fløden af de tidligere successer. Synd!


Saturday, December 2, 2017

Une histoire symbolique du Moyen Age occidental



























  • Fransk
  • 28. november - 2. december
  • 512 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endelig blev det tid til lidt lærdom! Den har ellers ventet i reolen i et par år; og det er jo heller ikke det mest lystige og lette, man kan læse. Men til gengæld er det skønt at lære nyt, og udvide sin viden til brug i anden læsning - eller på mine kunstrejser.

Middelalderen i Midteuropa er nok lidt anderledes end herhjemme; vi var lidt mere barbariske - og det, der lignede landene længere sydpå er i høj grad forsvundet efter Reformationen. Alle afbildninger af helgener og deslige blev jo bandlyst, og er erstattet af kirkernes hvidkalkede vægge.

Men jeg er jo besat af netop denne form for religiøse kunst; og den kan virke fjern og uforståelig for os i dag. I virkeligheden er det jo såre simpelt; for der findes en "facitbog" i form af afkodning af de symboler, der bruges. Det gælder alt fra dyr, blomster, træer, madvarer til de attributter, man malede personerne med. Var de gode eller onde? Hvilke særlige egenskaber besad de?

Pastoureau er historiker med speciale i symboltydning; og det mærkes da også tydeligt, at det ikke er mainstream-litteratur. Han skriver snarere som var det en universitær afhandling, men hans viden er enorm, hvis man tillader sig selv at blive opslugt af den lidt tørre tilgang til tingene.

Bogen er opdelt i afsnit efter dyreriget, planteriget, fabler, farver - men også ikonografien omkring Judas og lidt mere "nutidige" figurer som Ivanhoe og Kong Arthur.  Der ligger årtiers forskning bag hans værk, som man selvfølgelig kan bruge seneresom en form for opslagsværk.

Jeg har indtil flere af den slags, som er reelle opslagsbøger med korte beskrivelser af symbolikken indenfor forskellige områder. Jeg bruger dem, når jeg læser mine kunstbøger eller studerer malerier. Men denne går jo lidt mere i dybden i teksten, og det er bestemt også lærerigt.