Tuesday, March 31, 2015

Les coqs cubains chantent à minuit - Tierno Monénembo



























  • Fransk
  • 31. marts
  • 188 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

"De cubanske haner synger ved midnat" - det er da lidt af en titel! 

Tierno Monénembo opdagede jeg via hans biografi af den sorte soldat, der blev henrettet af tyskerne i 1943. Hans skrivestil er jo affødt af hans afrikanske rødder, og afrikansk litteratur blomstrer virkelig i disse år. Den er endelig ved at nå ud til et større publikum, og den modnes samtidig, så den er mere alsidig og dyb end afrikansk litteratur for blot nogle årtier siden.

I hans seneste roman foretager hans hovedperson El Palenque en rejse den modsatte vej; en afrikaner, der rejser til Cuba for at udforske sine rødder. Det er ikke den rejsende, der vil tilbage til sine afrikanske rødder - og det er jo i sig selv umuligt for en cubaner. I stedet spiller han på de mange paralleller mellem afrikansk og cubansk kultur - musikken, dansen, legenderne og sagnene. Den animistiske overtro, der trods kommunisme lever i bedste velgående i den cubanske folketro.

Historien fortælles af den småkriminelle Ignacio, som lever af at samle turister op i lufthavnen og føre den til barer, ludere og anden underholdning mod et mindre honorar. En dag bliver han bedt om at hente en speciel person, uden at man fortæller ham, hvorfor lige denne afrikaner er vigtig. Men han skal føres til et bestemt casa particular og han skal overvåges, 

Denne mand er El Palenque, som hver dag besøger en grav på en af Havanas kirkegårde. Som opsøger Hemingways notoriske vandhuller og flirter med de cubanske kvinder. Men mest af alt er han på jagt efter sin fortid; han er overbevist om, at det er hans mor i den grav og han har kun fragmenter af en sang som minde om hende, efter hun forsvandt da han var 5 år og boede i Conakry. 

Ignacio kan fylde hullerne ud for ham. Men først lang tid efter, at El Palenque igen har forladt øen - og efter, at en række begivenheder endelig har fået ham til at forstå, hvordan alting hænger sammen. Hvordan El Palenques far kom om bord på et skib i slutningen af 1970'erne. Hvordan han mødte Juliana - El Palenques mor, som faktisk var forlovet med en af revolutionens store kunstnere - Mambi. 

Men El Palenques far var en berømt saxofonist, som får charmet Juliana til at komme til Guinea - og hun vender kun hurtigt tilbage til Havana for at føde barnet, og informere Mambi om den afbrudte forlovelse. Mambi bliver nu straffet af Castros styre; Juliana opdager saxofonistens utroskab og druk - og da hun fem år senere vender hjem uden sønnen, er man mest interesseret i, at hun forsvinder. El Palenque opdager derfor ikke, at hun faktisk var i live på et asyl - og slet ikke lå i den grav, han besøgte. Mambi var den digterven, han drak rom med hver aften - og hvis reelle identitet ingen kendte.

Det er en historie om Cubas historie og dens rytmer og dens rom. Det er en historie om båndene tilbage til Afrika. Det er en historie, der følger de fineste afrikanske traditioner for mundtlige overleveringer, hvor alting spiller en overordnet rolle i kosmos. Det er smukt skrevet som en cubansk salsa og med bitterhedens ironi. El Palenque er rejst igen uden at få vished; men den usle lille Ignacio vil nu rette op på som en forsoning mod sin egen skæbne som humbugmager. En stor lille roman!

Scenesat - Maria Helleberg



























  • Dansk
  • 28.-30. marts
  • 343 sider

Jeg var jo virkelig ikke begejstret for mit seneste køb af Fru Helleberg; men nu var det et godt tilbud, så jeg slog til. Samtidig er Heiberg jo et dansk kulturklenodie, og det er nok ikke også den del af dansk historie, jeg har læst mindst om og fra. Jeg læser ikke gerne teaterstykker - så noget fra hendes mands hånd er det heller ikke blevet til.

Johanne Luise Heiberg vokser jo op under kummerlige forhold; ikke langt fra en samtidigs skæbne - grevinde Danner; selvom de tos veje ikke synes at mødes tit. Hendes far er fordrukken og incestuøst pædofil - charmerende mand! Og moderen ved, hvad der foregår i familien, men lukker øjnene for, at faderen opfordrer sine to små piger til at blive begramset (eller værre) af fremmede for at skaffe penge til familien.

Men Johanne holder meget stædigt på sin dyd; med det resultat, at den to år yngre søster må udsættes for endnu mere. Men Hanne er overbevist om, at hendes skæbne ligger et andet sted og alt kropsligt og fysisk virker frastødende på hende. Det er nemlig det, de er ude efter - alle de mænd, der gerne vil redde dem ud af sølet og lære dem at læse og skrive. Men de vil som regel også noget andet!

Hanne kommer ind på teatret, og som stor pige møder hun allerede Heiberg, der er 21 år ældre end hende selv. Men det er ikke en hovedkulds forelskelse; det er snarere en erkendelse af, at de to må kunne leve sammen uden alt det 'ulækre' - alt det hun var vidne til i barndomshjemmet. 

Bogen fortæller livet set fra Hannes synsvinkel; og det virker både troværdigt og som et smukt portræt af denne særprægede person, som jo var en superstar på hendes egen tid.

Heiberg efterlod sig sine memoirer inden hun døde i 1890; derfor er det langt nemmere at forstå hende som person, end for eksempel en Kirsten Munk fra starten af det 17, århundrede. Derfor lykkes denne biografi måske langt bedre end den sidste bog, jeg læste af Helleberg. Dog er det stadig utroligt så mange sættefejl, der er igennem bogen - danske forlag er ganske enkelt bare ikke gode nok i deres kvalitetskontrol!

Friday, March 27, 2015

Le couteau de Ravaillac - Le Bal des Poignards II - Juliette Benzoni


























  • Fransk
  • 23.-27. marts
  • 383 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Anden del af Benzonis roman om den unge florentinske pige ved Henri IV's hof starter med brevtruslen fra første del; dog bliver hun gift med sin unge baron, og alt ånder lutter lykke.

Men det gør det ikke ved hoffet, hvor man bekymrer sig mere og mere om rygterne om, at kongen ikke vil overleve året 1610. Der er forskellige årsager til disse spændinger; Henri IV var protestant, da han fik muligheden for at overtage den franske trone. Han ville ikke omvende sig - men endte allligevel med at beslutte, at "Paris er vel en messe værd". Men mange mener, at det er skalkeskjul og, at i hjertet er han stadig protestant - især efter den grusomme oplevelse ved hans bryllup, hvor huguenotterne blev dræbt i massemordene under Bartolomæus-natten.

Det meget katolske Spanien vil have deres infante gift med den unge kronprins Louis; til gengæld vil de gifte en af Louis' søstre med den spanske kronprins - men den alt for katolske magtforbindelse huer ikke kongen. Men hans kone Marie af Medici ser gerne en forstærkning af den alliance - og kongen må overbevises!

Kongen vil nu drage i krig - mest for at befrie hans seneste erobring; hvis man har taget hende i sikkerhed i Bruxelles, som hører under den spanske konge. Marie af Medici opnår endelig den ære, hun har søgt i årevis - at blive kronet som regent. Med den titel i hånden kan hun regere under kongens fravær .... eller død. Og dagen efter kroningen bliver kongen så dræbt på åben gade af den dybt katolske Ravaillac. Om dronningen virkelig stod bag er aldrig bevist - Ravaillac påkaldte sig indre stemmer; men meget tyder dog på, at han var betalt for sit arbejde - måske var han blot en stakkels sjæl, der nemt kunne overtales til at se landets befrielse i denne akt.

Alt dette påvirker Lorenzas liv; hendes mand er nemlig også i Bruxelles - og tilsyneladende hodlt fange på enkedronningens ordre. Da man endelig finder ham, lider han af hukommelsestab - og der er en grueligt mange intriger, inden de endelig kan leve lykkeligt til deres dages ende.

Denne roman var nemlig langt mere intrigant og rosenrød end de andre, jeg har læst - og så var der desværre to eklatante historiske fejl, som næsten fik mig til at stoppe læsningen. I første bind regnede hun 10 år forkert i en fødselsdato - dog hendes fiktive Lorenza; men det passede jo ikke med den alder, hun gav sin person. I andet bind får hun Henri IV's uægte søn César de Vendôme gift med en kvinde, der var død 150 år inden - især slemt, når hun selv har skrevet om César og hans søn i en anden serie. Det er simpelthen for dårligt arbejde - og især skuffende fra en så dygtig historiker. 

Til gengæld læste jeg så i medierne forleden, at hendes nyeste roman udkommer i slutningen af april - og hun fylder 94 år til oktober. Denne serie på to romaner skrev hun i 2010, da hun var 90 år gammel - så kan en dato måske smutte. Og det er jo bare skønt, at hun stadig skriver - imponerende faktisk ...

Sunday, March 22, 2015

La dague au lys rouge - Le Bal des Poignards I - Juliette Benzoni


























  • Fransk
  • 21.-22. marts
  • 413 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nu fik jeg jo øjnene op for Juliette Benzonis historiske romaner, og der kom et par stykker med hjem fra Bruxelles sidst. Det er litteratur man bare bliver fortabt i og allerede kan man ærgre sig over, at jeg ikke købte flere!

Denne gang er vi i tiden under Henri IV - endnu en af Frankrigs storslåede konger; som nok minder mest om vores Christian IV. De er ikke helt jævnaldrende - Henri IV blev dræbt i 1610, da Christian IV jo kun var 33 år gammel. Men de var livsnydere begge to - og interesseret i byggeri.

Historien drejer sig om den unge italienske Lorenza Davanzati; en Davanzati-famille har eksisteret men denne unge pige, som præsenteres som et uægte barn i en Medici-gren af familien er forfatterens opfindelse. Hun skal giftes i Firenze, men aftenen inden brylluppet bliver hendes unge brudgom fundet myrdet og man finder såvel mordvåbenet som en besked til hende. Våbnet er en smuk daggert med rubiner i form af den lilje, som florentinerne fik lov at bruge som symbol efter at have hjulpet Frankrig. Sedlen siger uden omsvøb, at enhver, der vil forsøge at gifte sig med den unge Lorenza, vil blive dræbt!

Derfor beslutter man at sende hende til Frankrig, hvor faren synes at være ikke eksisterende. Hun skal giftes med den unge Antoine de Sarrance, men han har lovet sig selv væk til en af hofdamerne. Men der er ballade ved hoffet - Henri IV kan ikke længere udholde sin italienske dronning, Marie af Medici. Ved at skaffe endnu en florentiner til hoffet, håber man, at kongeparret kan finde en form for fredsløsning.

Da Lorenza bliver præsenteret ved hoffet, skifter den unge Antoine dog mening - men inden har hans gamle far set en chance og mener, at han selv skal gifte sig med den unge skønhed. Det bliver mod hendes vilje - og da han på bryllupsnatten pisker og slår hende, formår hun at ramme ham i hovedet og stikker af. Hun fiskes op af Seinen om natten, og overlever - men den ivrige ægtemand findes halshugget i sit hus. Alle tror jo, at det er Lorenza, der har gjort det - og der er en del interesse hos dronningen i at få hende dræbt. Hun er for smuk og farlig for den virile konge!

Lorenza bliver endelig renset, da yderligere mord finder sted - og daggerten dukker op hos en guldsmed i byen. Men Antoine hader hende stadig og er ikke overbevist om hendes uskyld. Slet ikke da hans ungdomsven Thomas tilbyder hende ægteskab.

Det er endnu en glimrende bog om hoffets intriger - især med anekdoterne om alle Henri IV's elskerinder og politiske rænkespil; og den forfærdelige Marie af Medici, som kom til at styre Frankrig med hård hånd i mange år inden selv hendes søn, Ludvig 13., fik nok af hende.

Og så er der jo den historie om daggerten - og den mystiske morder, som stadig hævder at ville dræbe hendes potentielle ægtemænd, da Lorenza i slutningen af bogen endelig siger ja til Thomas .... 

Friday, March 20, 2015

Lost in Shangri-La - Mitchell Zuckoff


























  • Fransk
  • 17.-20. marts
  • 470 sider
  • Fransk titel: Les disparus de Shangri-La

Der er eventyr, der virkelig overgår alt, hvad fiktion kan give os - de der rigtige historier, hvor man gribes og skælver undervejs; og jeg som læser havde gåsehud og en tåre i øjet ved slutningen af historien, som selvfølgelig har en happy end. I hvert fald for en del af protagonisterne!

Under 2. Verdenskrig begyndte den amerikanske hær at indrulle kvindelige soldater - hen mod slutningen, hvor der var mangel på kampklare mænd, og hvor kvinder måske også i højere grad forlangte at tage en mere aktiv rolle i forsvaret af fædrelandet. En del af disse WAC-kvinder befandt sig i Ny Guinea; en ø nord for Australien, som man kendte ganske lidt til - men som var strategisk godt placeret for baser, der skulle forsvare mod angreb fra japanerne.

Men det var jo ikke hele tiden krig i fronten; og mens de opholdt sig på basen overfløj nogle piloter øen. Inde i midten opdagede de en dal og små landsbyer - og de indfødte som kun iført en koteka forbløffede betragtede de store "fugle". De levede uden nogen kontakt til omverdenen; de kæmpede mod hinanden - men oftest mest for sporten end for at tilkæmpe sig terræn eller rigdomme - markedsøkonomi kendte de selvfølgelig intet til. Denne opdagelse blev hurtigt til en slags udflugtsmål for amerikanerne; det blev en belønning at komme med på en flyvetur over det, de havde døbt Shangri-La - efter en roman fra 1933, der idealiserede en dal, hvor alt var paradis - en slags Utopia. Man kunne dog kun flyve over, da dalen ikke egnede sig til landing - desuden var man overbevist om, at de indfødte var kannibaler.

Den 13. maj 1945 skal de ud på endnu sådan en søndagsudflugt - med 24 mennesker om bord en C-47. Men noget går galt, og flyet styrter ned over en klippevæg og bryder i brand. Fem mennesker kommer ud, men deraf dør to unge kvinder i løbet af det første døgn. Den ene officer, McCollom, mister sin tvillingebror i ulykken, men kommer selv ud uden mén. De to andre - Margaret Hastings og Ken Decker - er noget hårdere ramt af brandskader, brækkede knogler og åbne kraniebrud. Men de finder hurtigt ud af, at de på trods af alt må finde et højt åbent punkt, hvor flyverne, der skal redde dem, kan se dem. Og de bliver faktisk opdaget inden for ganske få dage. Det betyder, at der kan kastes hjælp ned til dem i form af mad, medicin osv. Men kasserne falder for langt væk, og de er for afkræftede til at hente dem - eller kan ikke finde dem i junglen.

Til gengæld finder junglen dem. De indfødte er overbevist om, at de er ånder - fra en lokal legende, der siger, at ånderne vil kravle ned af en lang lian fra himlen for at bekendtgøre, at verdens ende er nær. Det bliver jo på en måde udfaldet for de indfødte.

De er dog ikke kannibaler; men der er en vis skepsis at spore hos begge parter. De observerer hinanden og holder lidt afstand - men kommer stille og roligt tættere på hinanden.

Samtidig beslutter man at smide filippinske faldskærmsoldater ud; to af dem er sygeplejere, og de finder frem til de tre overlevende og begynder at behandle dem. Det var nok sidste udkald inden de var gået til af koldbrand. Men det er en lang og sej proces inden de er stærke nok til at vandre helt ned i dalen, hvor redningsaktionen skal foregå.

Samtidig arbejder amerikanerne på løsninger til at få dem ud. Nu ved man, at de indfødte er venligtsindede - men dalen egner sig stadig ikke til en landing. Helikoptere duer heller ikke og marchen på 240 km ud til kysten er trods alt udelukket. Både af hensyn til deres helbred - men man ved jo ikke, om der er mindre venligtsindede stammer i de områder.

Mens de venter, lever de således sammen med de indfødte - de opdager, at de ikke er så tilbagestående som man tror. Deres verden er en helt anden; men de er jo ikke intelligente som småbørn eller andre skrøner, der florerede for ikke så mange årtier siden!

De kommer endelig ud ved hjælp af en vanvittig plan om at sende svævefly ned, som igen skal hentes ved hjælp af et lavtflyvende fly, der tager fast i en krog. Det er en helt ekstraordinær redningsaktion, og der er jo selvfølgelig helte, da de vender hjem. Men deres 21 kammerater ligger begravet i junglen; og for de indfødte er det virkelig en afslutning. Deres levevis kan aldrig blive den samme efter mødet med den hvide mand. De har lært om at handle; de har lært, at de ikke er alene ... og måske er det lidt trist, at en civilisation skal tvinges til at underkaste sig vores adfærd.

Selvfølgelig fik pressen også nys om historien; og en amerikansk fotograf blev kastet (plørefuld) ned med faldskærm, og har filmet derfra. De led jo ikke nød med maden - hver dag kom der nye forsyninger; men de var der trods alt i 7 uger, og vidste i lang tid ikke om de ville komme ud derfra.

Alexander Canns gamle film kan man stadig se her - det er helt enestående efter at have læst bogen.

Det er jo en eventyrlig historie; det er tragisk og spændende og man er hele tiden urolig på deres vegne ... og lettet over, at de kommer hjem igen. Og så tænker man på det usandsynlige møde mellem to civilisationer! Jeg ved ikke, hvornår det sidste af dem har fundet sted - måske er denne opdagelse en af de sidste menneskeheden har gjort? I vores moderne ultraovervågede samfund er det jo usandsynligt at finde den slags - men dengang var det stadig muligt. 

Zuckoff har tilsyneladende skrevet flere non-fiction af denne slags; og det skal helt sikkert undersøges nærmere!

Wednesday, March 18, 2015

Berlinoise - Wilfried N'Sondé



























  • Fransk
  • 15.-16. marts
  • 173 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En temmelig forsinket fødselsdagsgave fra en veninde i Belgien, som jeg fik under mit nylige weekendophold der. Hun havde jo i og for sig valgt rigtigt ud fra min forkærlighed for afrikansk litteratur; men jeg har det desværre nok sådan - som tidligere nævnt her - at afrikansk litteratur som regel har det bedst med at behandle afrikanske samfundsemner.

Men den congolesiske forfatter N'Sondé bor i Berlin, og hans historie er baseret på murens fald i 1989 og tiden derefter. Den er ikke uden paralleller til Afrika - eller det at være en fremmed i Europa; men jeg fik ikke slået benene væk under mig!

Stan og Pascal er to unge veltilrettede franskmænd, som arbejder og lever deres stille liv med forældre, kæreste (Stan er kæreste med Pascals søster) - indtil de beslutter sig for at holde nytåret 1989 i Berlin. Som mange andre unge på den tid, vil de have deres andel af historiens vingesus.
Knap er de stået af toget før de møder den smukke Maya, og Stan og hende indleder straks en heftig kærlighedshistorie, som N'Sondé beskriver i malende vendinger. Den slags synes jeg personligt altid bliver lidt akavet. Jeg er skam ikke bornert - men det siger mig virkelig intet at læse disse elskovsscener.

Maya viser sig dog at være et komplekst menneske. Hun er halvt cubaner fra fædrene side, og er netop kommet fra det tidligere Østtyskland. Hurtigt væmmes hun dog ved den materialisme, mange tyskere fremviser ved den overflod de øjeblikkeligt får adgang til - hun er den idealistiske type, der mener, at muren er et symbol på menneskelig frihed. 

I stedet begynder en helt ny type kamp og i dens kølvand begynder de første neonazister at dukke op.
Med sin mørke hud og fornemmelse af at være fremmed f°ler Maya sig truet; og hun føler ikke, at Stan forstår hende. Her er vi jo faktisk igen lidt henne i den problemstilling jeg også fandt i romanen om det blandede forhold. Det er umuligt at forstå fuldstændigt; og man kan ikke opgive sin identitet hverken som den ene eller den anden part i forholdet.

Stans og Mayas forhold begynder at lide mere og mere under hendes angst, humørsvingninger og paranoia - og endelig tager hun til Cuba mens Stan og Pascal forfølger en drøm at at blive musikere i Berlins undergrundsmiljø. Men det fører desværre hen mod en lidt tam slutning, koblet sammen med, at jeg faktisk ikke følte mig inde under huden på personerne på noget tidspunkt.

Sunday, March 15, 2015

Les démons de Jérôme Bosch - Alexandra Strauss



























  • Fransk
  • 14.-15. marts
  • 237 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en smuk roman om en kunstner fra lige før renæssancen; men som sagtens kunne begå sig blandt moderne kunstnere.

Mange ville næppe genkende de bibelske motiver i Boschs forpinte verden, som jeg nærstuderede sidste år i en stor smuk kunstbog, hvor man kan begrave sig i alle detaljerne. Bosch ved vi faktisk ikke meget om - udover de datoer man kan finde i kirkebøger og andet, som viser, hvornår han blev gift og døde. Hans fødsel er lidt mere usikker - men det er omkring 1450.

Forfatteren arbejder derfor selvfølgelig ud fra en vis opdigtning - men en plausibel én, som kan forklare hans dæmoner. Endelig er det vel ikke så mystisk; da netop denne kamp mellem det indre og det ydre var en stor del af troen for mange mennesker på denne tid.

Blev man ramt af pest eller sygdom, var det uden tvivl forårsaget af en manglende ydmyghed overfor Gud. Og hvis man gik for højt op i sine verdslige symboler, kunne man være sikker på Guds tstraf og vejen lukt i Helvede. Det er det udgangspunkt forfatteren tager - at Bosch som menneske var overordentlig følsom overfor denne kamp mellem dyderne. Hans nætter var fulde af mareridt befolkede af de fantastiske figurer, han overfører til lærredet - han er i en konstant kamp og frygt for at have urene tanker.

Det er selvfølgelig baseret på ren fantasi - men i nogle tilfælde, når man ikke har noget, der modbeviser det, så gør det mig ikke spor. Jeg er bare hjemme i dette univers af malerkunst og ikke mindst tiden omkring det 15.-16. århundrede.

Saturday, March 14, 2015

Man skal holde meget af mænd - Marie Darrieussecq



























  • Fransk
  • 12.-13. marts
  • 291 sider
  • Originaltitel: Il faut beaucoup aimer les hommes

Marie Darrieussecq er oversat til dansk; men ikke denne hendes seneste roman, som har vundet en pris i Frankrig. Men forsiden med den voldsomt stærke billede tiltrak mig jo øjeblikkeligt - ligesom titel "Man skal elske mænd meget".

For det er nemlig historien om en voldsom kærlighed. En fransk skuespillerinde i Los Angeles som til en fest møder den sorte skuespiller Kouhouesso. Et voldsomt møde med hans mørke hud og krop. Hans fysiske storhed mod hendes lille hvide krop. Det er hendes første forhold til en mand så sort som ham. Måske også til en mand, der ikke giver sig hen som hende, og ikke bidrager med meget i deres forhold. 

Kouhouesso vil filmatisere Conrads mesterværk 'Mørkets hjerte', og skriver hende ind i en af de to kvindelige roller fra romanen. Og så tager de til Cameroun for at filme, og det bliver slutningen på deres forhold - mødet med Afrika bliver den kamp, de ikke kan komme igennem sammen.

Der er elementer, der irriterede mig undervejs - navnlig den name dropping hun bruger lidt for meget. Den mandlige hovedrolle spilles af George (Clooney) og hun refererer generelt til mange nulevende instruktører og skuespillere - personligt synes jeg, at det havde været nok at skrive historien uden disse navne i,

Men den side af historien, der virkelig rørte mig, var jo deres forhold og alle de tanker hovedpersonen gør sig om Afrika, om et sort-hvidt forhold. Jeg genkendte mange af de faldgruber og klichéer, jeg selv var udsat for, da jeg mødte min også meget mørke kæreste for en del år siden nu. Den kamp man skal tage med omgivelsernes syn på et blandet par. Den kamp man skal tage med sine venner og familie; men også i parforholdet. For man kommer uundgåeligt til at kæmpe på den andens front mod racisme - selvom man selv ikke på nogen måde kan forestille sig, hvordan det er stadig at blive set ned på som sort.

Man interesserer sig for historien og kulturen; men som hovedpersonen i bogen oplever det, så bliver det nemt påtaget og iscenesat - eller blot opfattet som sådan. Det er en kamp, der stadig kæmpes og det gør disse blandede forhold meget svære at håndtere, fordi man på en helt anden måde skal vise og vide, hvorfor man er sammen. I romanen lykkedes det dem ikke. Det lykkedes heller ikke i længden i mit forhold - og så kom der andre. Også med sorte mænd. Men det er aldrig en nem udfordring, og jeg kunne mest af alt lide denne historie for dens lighed med virkeligheden for de par, der kæmper denne kamp.

Thursday, March 12, 2015

Pietra Viva - Léonor de Récondo



























  • Fransk
  • 11. marts
  • 185 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sidste weekend var jeg lige i Bruxelles i tre dage .... hjemme i Belgien; og selvfølgelig med adgang til en masse boghandlere. Så en relativ tom kuffert var på hjemrejsen fyldt op med ikke mindre end 21 nye bøger - det er jo som juleaften!

En af dem var en relativt lille tynd sag, som jeg nød tilbageslænget i sofaen i går. Den var dog ikke mindre god af den grund - små smukke historier har mindst lige så meget charme,

Historien foregår i Italien i 1505, og hovedpersonen er Michelangelo. Han er på daværende tidspunkt tredive år gammel, og har allerede udført sin smukke Pietà til Peterskirken i Rom, og skulpturen af David i Firenze. Paven har givet ham en ny opgave med at lave hans mausoleum eller gravskulptur. Paven var ret ny i jobbet, men tænkte allerede på sit eftermæle.

Michelangelo gør først ophold i et lille kloster, hvor han ynder at komme; men der dør den unge munk Andrea, som for Michelangelo er den fysiske inkarnation af alt smukt. Der gives ikke så direkte hentydninger til hans homoseksualitet; da han næppe selv erkendte dem som sådan i samtiden - men hans illusioner til den fysiske tiltrækning er åbenbar.

Med dette minde om den døde Andrea drager han til Toscana, hvor han skal finde marmor til skulpturerne til pavens grav. 

Han lever med de lokale, og knytter sig mod sin vilje til en lille dreng, der bliver forældreløs som seks-årig. Nøjagtig samme alder som Michelangelo selv. Det bliver derfor en slags indre dæmonisk kamp mellem minderne og savnet efter såvel den unge Andrea, som moderen, hvis minde han har slettet fra sin erindring.

Det er små korte kapitler med en næsten smertelig præcision af hans drømme, tanker og følelser - og han virker bestemt som en levendegjort person og ikke blot en fjern renæssancekunstner.
Måske skyldes det blot min forkærlighed for netop denne kunstperiode og mit kendskab til hans værker - men jeg nød den!

Wednesday, March 11, 2015

Stillidsen - Donna Tartt



























  • Engelsk
  • 1.-10. marts
  • 864 sider
  • Originaltitel: The Goldfinch

Jeg kan med ret stor sikkerhed sige allerede her i marts måned, at Stillidsen nok vil ende med at blive en af de helt store læseoplevelser i 2015. Jeg tog mig tid til at nyde den - og med en forlænget weekend i Bruxelles måtte den også hvile lidt undervejs. Den egner sig nemlig ikke til hurtig metrolæsning i mine øjne.

Stillidsen er en dannelsesroman i den helt store Dickenske genre; og samtidig er der et element af krimiroman i den - men mest af alt er det jo faktisk en uendelig trist historie om tab, ensomhed, sorg og svigt. Om hvordan en enkelt, men grusom, oplevelse i et barns liv, former hele hans fremtid og hans relationer til andre mennesker.

Theo er tretten år gammel, og bor alene med sin mor efter, at hans alkoholiske far en dag forlod hjemmet og aldrig mere gav lyd fra sig. Den skæbnesvangre dag er han ikke i skole, men skal ind til et møde med rektor senere på dagen. Theo og hans mor ender i regnen i New Yorks gader og søger tilflugt på Metropolitan, der blandt andet udstiller det hollandske renæssancemaleri af den lille fugl, stillidsen. Theo deler moderens passion for malerier - men ikke mere end, at han som teenager også kigger efter piger .... og der på museet fanges hans blik af den pudsige rødhårede pige, der er sammen med en ældre mand.

Det bliver hans sidste syn inden en bombe sprænger, og museets vægge falder sammen om ham - netop som moderen er gået tilbage for en sidste gang at beundre et andet maleri. Theo ligger i et kaos af lemlæstede og døde mennesker sammen med den ældre mand, som er hårdt såret. Denne dør nærmest i hans arme; men inden har han givet Theo en ring, et navn og maleriet af stillidsen. Theo kommer ud af museet - men hans mor er død, og han kommer til at bo hos sin kammerat Andy og dennes hovedrige familie. Han fortæller ingen om maleriet - men efter et stykke tid opsøger han den gamle antikvarbutik, hvor ringen leder ham hen og hvor han genfinder den rødhårede pige, Pippa, som bor der sammen med Hobie, som restaurerer møbler.

I livet mellem Barbour-familien, som har taget ham til sig og den ældre Hobie, som lærer ham om møbelkunst begynder han at falde til ro ... men så dukker den forsvundne far op og hiver ham med til Las Vegas og et liv uden nogen form for stabilitet.

Det bliver en barsk historie om det svigt, der kommer til at forme Theo. Om hans misbrug af sprut og stoffer - men også midt i det hele venskabet med den usandsynlige Boris, som måske ikke er pænt selskab, men den eneste konstant i et kaotisk liv. Det er et billede på nutidens USA, med kontrasten mellem overklasselivet i New York og hustlerlivet i Vegas, som faderen og hans kæreste også er et symbol på. Og hele tiden hans angst for at blive fanget for kunsttyveri men også et ønske om at restituere det til museet i Haag, hvor det hører hjemme.

Theo er ikke en tyv; men han ender med at vove sig for langt ud i kriminaliteten for at redde sit maleri. Han sætter alt andet over styr for maleriets skyld. Han har forsøgt at hjælpe Hobie og at vinde Pippas kærlighed. Men alligevel ender det hele temmelig depressivt med en lang nihilistisk monolog, som ikke giver meget håb for menneskeheden.

Slutningen var måske ikke min favorit; ikke fordi jeg forventede en rosenrød amerikansk happy ending. men fordi der var et par uafsluttede tråde, som man måske kunne forvente skulle falde på plads efter mere end 800 sider. Men stadig er det et pragteksemplar af litteratur, hvor man ikke nogle steder begynder at kede sig.