The Travelling Cat Chronicles - Hiro Arikawa

• Engelsk
• 16. december
• 256 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Efter tusind siders skotsk højland og til tider lidt boglig kedsomhed, var det en lise at starte på denne smukke lille roman, hvor man det samme er midt i handlingens midtpunkt. En smuk roman både ude og inde - med sit fine forsideprint og den smukke indbinding; det virker næsten som en børnebog - og det har også næsten et lille strejf af St Exupéry i en mere voksen og brutal version. Derudover er der de smukkeste illustrationer til hvert kapitel - et rent lille kunstværk.

Nana er èn omstrejfende hankat, som lever af de småbidder en venlig sjæl hver dag stiller under en bil. Men da han kommer ud for en trafikulykke opsøger han selv denne mand, Satoru, og bliver passet og plejet tilbage til sit gode helbred. Men nu er de jo blevet venner, og de bliver enige om, at de skal fortsætte med at bo sammen.

For Nana og Satoru forstår hinanden trods den sproglige barriere; og deres liv går stille og roligt i flere år med gåture og hjemlig hygge.

Men en dag putter Satoru katten i sin bil, og de begiver sig ud på en rejse. Det viser sig, at Satoru ikke kan beholde Nana længere - og rejsen går ud på at finde et nyt hjem til ham. 

De besøger Satorus barndomsvenner og derigennem får vi indblik i Satorus personlighed og barndom; men også en forudanelse om, hvorfor de er på denne rejse. Satoru vil egentlig ikke af med Nana - men omstændighederne gør, at ...

Nana giver os hele historien fra sit kattesynspunkt; det er ironisk, morsomt, skarpt og underholdende. Og det er rørende fordi vi føler med Nana efterhånden som Satorus kamp for katten udvikler sig. 

Jeg indrømmer blankt, at tårerne trillede til sidst - det var vist godt, at det var søndagslæsning hjemme i sofaen.

Slutningen skal ikke afsløres her; men er man katteelsker, så er dette den smukkeste lille livsbekræftende historie på trods af tårerne. 

Guldsmed i rav (Outlander II) - Diana Gabaldon

• Engelsk
• 6.-15. december
• 976 sider
• Originaltitel: Dragonfly in Amber

Jeg synes lige jeg havde læst første bind i serien; men det er allerede ti bøger siden. Jeg tror, at jeg må sprede dem ud over en ret lang periode - hvis jeg da når til vejs ende.

I andet bind starter vi i 1968, hvor Claire har været tilbage i nutiden i mere end tyve år. Hendes nutids-mand, Frank, er død et par år inden, og de har boet i USA. Nu tager hun datteren, Brianna, med til Skotland for at undersøge, hvad der skete med Jamie - hendes mand fra fortiden.

De møder Roger Wakefield, som er ved at rydde op i sin adoptivfars hus efter dennes død; i øvrigt en mand, man mødte perifært som dreng i starten af første bind. Han bliver øjeblikkelig forelsket i den unge Brianna - og han opdager med det samme, at der er noget mystisk ved Claire. Det er næsten lidt for meget.

Efter nogle ture rundt i højlandet finder de flere grave - blandt andet den onde Jack Randalls (Franks forfader) og Jamies. Det får endelig Claire til at sætte sig ned og fortælle sin historie til datteren og det nye bekendtskab, og det er således en hundrede sider lang indledning til vi er tilbage, hvor vi sluttede i første bind.

Jamie og Claire er flygtet til Frankrig, hvor den skotske tronprætendant befinder sig. Han forsøger at samle midler til at starte et oprør og genvinde Skotland fra den engelske konge. Claire og Jamie ved jo, hvordan det ender - og deres dilemma er derfor om de kan stoppe det. Det undrer mig lidt, at de tror, at man kan ændre historien - nu hvor Claire jo kender det 20. århundredes historiebøger. Men det er uden tvivl min pragmatiske hjerne, der ikke magter den slags fantasy. 

Tiden i Paris en uendelig; nok mere for læseren end for vores to hovedpersoner, for de er konstant i slagsmål, intriger, hede elskovsscener og deslige. Man skulle ikke mene, at nogle mennesker så konsekvent kan havne de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Jeg var virkelig tæt på at give op, og måtte give mig selv nogle delmål hver dag for blot at hive mig gennem siderne.

Endelig - omkring side 600 - rejser de retur til Skotland; og spirerne til de kommende krigshandlinger starter. Heldigvis begynder handlingen at flyde en anelse bedre, og jeg nød faktisk de næste trehundrede sider - en noget bedre balance og lidt mindre sødsuppe i Jamies og Claires kærlighedsscener. 

Vi slutter igen i 1968, da Claire er færdig med sin historie - og hendes datter forståeligt nok ikke er helt overbevist. Din mor fortæller dig pludselig, at din far ikke er din far - men derimod er din far en skotsk soldat/godsejer, som levede for mere end 200 år siden. "Ja mor ... selvfølgelig!"

Så hvor skal historien drejes hen nu - i tredje bind? Claire er tyve år ældre og det er hun vel også, hvis hun rejser tilbage igen/ Hvis hun altså kan komme tilbage - eller vil?

Nu har jeg jo købt de næste to bind, og vil læse dem - på et tidspunkt. Men Gabaldon kunne uden at tøve have skåret halvdelen af det hele væk, og historien ville have været den samme. Mere fokuseret på den reelle handling, og ikke så langtrukken at komme igennem. Det er en kunst at skrive meget lange bøger; i dette tilfælde er det desværre ikke lykkedes.

De renes land - Puk Damsgård

• Dansk
• 5. december
• 240 sider

Jeg har tidligere læst Puk Damgårds fortælling om det danske gidsel, Daniel, der i 2013 blev fanget af IS i Syrien. Puk Damsgård kender jeg jo nu bedre fra nyhederne efter at være flyttet til Danmark.

Hun er dog ikke min foretrukne reporter hvad angår Mellemøst-stoffet; men jeg var rimeligt begejstret for historien om Daniel.

At få et indblik i den arabiske verdens kvinder er dog noget helt andet; og som der selvsagt skal en kvinde til - både af de rent praktiske årsager som forbud med samkvem med mænd, men lige så meget grundet den psykologiske tæthed, der nok nemmere opstår kvinder imellem uanset religion, alder eller nationalitet.

Bogen omhandler tre vidt forskellige pakistanske kvinder, og i tre dele og ni kapitler møder vi således hver af dem tre gange.

Der er den unge Nadia, hvis mand bliver dræbt i et terrorangreb på den danske ambassade i Islamabad - Pakistans hovedstad - i september 2008. Han arbejdede som rengøringsassistent, og bliver tilfældigt offer for Al-Qaedas vrede over de danske Muhammed-tegninger. Hun er ikke fyldt tredive endnu, og er allerede enke med en lille pige på fire år. Og så er de kristne - så oveni denne tragedie er der alle de daglige problemer ved at være kristen i et land, der arbejder mod at indføre sharia-lovgivning.

Den anden kvinde er Aliya, som er gift med den noget atypiske Aslam - en pakistansk Jim Morrison, der ryger og drikker, og er alternativ kunstner. De to mødtes efter begge at have boet i Australien, og dermed smagt lidt på den vestlige verden. Ingen af dem er fortalere for det konventionelle familieliv indenfor islam, og Aliya arbejder og vil ikke have børn. Hun tilstræber en bedre situation for de pakistanske kvinder, men er ret desillusioneret og vil egentlig gerne væk fra landet. De valgte selv hinanden, og deres historie er om opgør med traditioner og ægte kærlighed i modsætning til de mange arrangerede ægteskaber.

Endelig er der Binte Massood, som er lærer på en koranskole - og kan sammenlignes med en katolsk nonne i den forstand, at hendes ægtemand er Allah; det er hendes overbevisning, og hun siger, at hun elsker ham over alt andet. Hun leder skolen, og kommer aldrig udenfor og slet ikke i nærheden af en mand. Altid tildækket fra top til tå og ud til fingerspidserne lever hun med Koranen som bedste ven.

Puk Damsgård får et tæt forhold til alle tre kvinder, men ikke uden problemer. Da hun vil opmuntre den unge enke, giver det problemer at de spiser offentligt ude. I koranskolen er hun begyndt at iføre sig burka for at sløre sporene, når hun som udenlandsk journalist tager derhen - og nu tror de alle, at hun vil konvertere til islam. 

Det eneste retbyrdige forhold er til den unge Aliya, som kender til Vesten - og det er jo tankevækkende. Binte Massood er slet ikke interesseret i at høre om hendes vantro liv - de spørger ikke engang, hvor hun kommer fra. Det er irrelevant da det er et land udenfor Pakistan og ikke muslimsk. Det giver et lidt indsnævret billede af disse kvinders rummelighed; men de har jo intet at bygge noget andet på - isoleret som de lever.

Den unge enke er bitter, og vil have erstatning fra ambassaden - men da hun får den, er det ikke godt nok! Det er en Catch-22 for alle parter.

Moralen for Puk Damsgård er at man kan knytte venskaber på tværs af alle de forskelle. Det er jeg desværre ikke enig i; som sagt er der kun et enkelt af de tre, der er helt uden forbehold, bagtanker og facade. 

Endelig er der jo det med journalister, at de netop ikke er forfattere. Nogle af de samme problemer som i historien om Daniel gør sig gældende... det bliver for teknisk og reporter-agtigt til tider. Men det var en god handel; hvis jeg altså ikke havde læst den på en enkelt dag.

Call Me By Your Name - André Aciman

• Engelsk
• 3.-4. december
• 256 sider

Jeg ville egentlig slet ikke læse denne, da jeg ikke regnede med at kunne lide den. Den indre fornemmelse skulle jeg bestemt have lyttet til. Nu gjorde det jo heller ikke tingene bedre, at jeg just var færdgi med Vraas fantastiske trilogi - det er nærmest umuligt at følge op på en god læseoplevelse med en endnu bedre.

Men uanset hvornår og hvordan, så er denne bog ikke for mig.

Jeg fandt den langtrukken og dybest set uinteressant.

Den unge Elio og den lidt ældre Oliver, som en sommer mødes i feriehus og danser som katten om den varme grød for at skjule deres fælles tiltrækning. De spæde forsøg på tilnærmelser, og så skuffelse - og så endnu et forsøg.

Det hele pakket ind i mystificeret forceret poesi, hvor alt skal være så obskurt - som den lille landsbys navn, som blot er B.

For så at lade de to rejse til Rom, hvor man skal igennem en minutiøs opremsning af samtlige gadenavne, som var det en turistguide.

Måske er jeg for gammel til den primære målgruppe, som jo er en 'coming of age'-roman; men jeg synes bestemt ikke, at sproget stod skarpt nok. Det er måske også den typiske puritanske amerikanske stil, hvor alt insinueres - men det bliver for vagt i længden.

Jeg tror muilgvis, at filmen ville interessere mig langt mere - jeg så traileren efter at have kæmpet mig til vejs ende; og de to minutter var langt mere interessant.

Faith - Mich Vraa

• Dansk
• 1.-2. december
• 472 sider

Sidste bind i den vestindiske trilogi holdt mig fuldstændigt tryllebundet hele weekenden - eller i hvert fald en stor del af søndagen. Da jeg først havde den i hænderne var der intet for end at få slutningen på familiesagaen, som også er en del af den fiktive del af historien.

Det var vist fra starten planlagt, at det skulle være en trilogi - og så følger titlerne jo pudsigt nok Paulus første brev til Korintherne. Rækkefølgen er rykket rundt, da vi starter med håbet, derefter får kærligheden og slutter med troen (faith). Men symbolikken er jo smuk og har samtidig en binding til havet synes jeg - selvfølgelig med ankeret, der symboliserer håbet.

Det sidste bind starter i 1917, da de vestindiske øer er blevet solgt til USA, som strategisk har behov for øerne, da de indtræder i 1. Verdenskrig. Overdragelsesceremonien følges af den unge Faith, som er datter af Carl - den lille dreng, der kom til Maria Eide i slutningen af andet bind. Han var da en forældreløs lille dreng, som Maria mistænkte for at nedstamme fra hendes ven Peter von Scholten. Hans efternavn er Netlochs - eller Scholten stavet bagfra. Med tiden er det blevet til Netlock; og Carl selv kender ikke hele historien om sit ophav.

Carl er fotograf, som også Faith bliver det senere, og der er en del teknisk information om fotografiets historie, som jeg personligt godt kunne have undværet i denne historie, hvor jeg var fokuseret på at følge trådene tilbage til slavehistorien og de nye protagonisters historier.

Faith har arvet plantagen Solitude, men bruger den ikke - og nu er der amerikanske investorer, der er interesseret i grundene for at bygge turisthoteller. Vi er allerede ved at rykke ind i den moderne æra - og netop turismen har jo vist sig at blive øernes nye eksistensberettigelse.

Troen har også en fremtrædende plads i de parallelle tråde; i denne bog går vi helt tilbage til de allerførste danskere, der kom til øerne for at slå sig ned. Vi følger deres første kampe for overlevelse, og hvordan man kom til indseelsen af at sorte slaver var nødvendige til arbejdet i det barske klima.

I 1730'erne ankom en ny flok af munke, som tilhørte den noget specielle Herrnhutiske Brødremenighed, som principielt ville beskytte slaverne og i det store og hele havde et noget mere humant syn på situationen. Men ligesom så mange andre ændrede de holdning, da de befandt sig på øerne - og inden længe er de den største slaveejer på øerne.

Vi følger Faith i hendes opdagelse af familiens historie, samtidig med, at hun genopdager Solitude - og udsættes for stigende pres for at sælge plantagen. Der er lidt mere romantiske kærlighedshistorier i dette bind end i de to foregående, og der er tydeligt taget højde for den nyere tid hvori historien placeres. Som sagt er nogle af sidespringene - som fotograikunsten og historierne om Carls vens tid i Paris med impressionisterne - lidt unødvendige for mig. Jeg havde foretrukket at holde fokus på den vestindiske og gå endnu dybere i det massive materiale, der må forefindes.

Men overordnet set er det en voldsomt stærk historie, hvor et par cliffhangers holder læseren klistret til siderne. Det er afgjort en fordel at kunne læse alle tre romaner i en ubrudt række; så heldigvis ventede jeg da til det sidste bind var udkommet. Det er uden tvivl en af de største danske litteraturoplevelser jeg har haft i årevis - faktisk siden Leines grønlandske roman, som jeg læste for mere end tre år siden.

Serien skal afgjort læses som en helhed - selv på de sidste sider af sidste bind kommer der en finurlig krølle på historien om skibet Haabet fra første bind. Men jeg havde en favorit blandt bøgerne, og vil sige som Paulus...

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.