De renes land - Puk Damsgård

• Dansk
• 5. december
• 240 sider

Jeg har tidligere læst Puk Damgårds fortælling om det danske gidsel, Daniel, der i 2013 blev fanget af IS i Syrien. Puk Damsgård kender jeg jo nu bedre fra nyhederne efter at være flyttet til Danmark.

Hun er dog ikke min foretrukne reporter hvad angår Mellemøst-stoffet; men jeg var rimeligt begejstret for historien om Daniel.

At få et indblik i den arabiske verdens kvinder er dog noget helt andet; og som der selvsagt skal en kvinde til - både af de rent praktiske årsager som forbud med samkvem med mænd, men lige så meget grundet den psykologiske tæthed, der nok nemmere opstår kvinder imellem uanset religion, alder eller nationalitet.

Bogen omhandler tre vidt forskellige pakistanske kvinder, og i tre dele og ni kapitler møder vi således hver af dem tre gange.

Der er den unge Nadia, hvis mand bliver dræbt i et terrorangreb på den danske ambassade i Islamabad - Pakistans hovedstad - i september 2008. Han arbejdede som rengøringsassistent, og bliver tilfældigt offer for Al-Qaedas vrede over de danske Muhammed-tegninger. Hun er ikke fyldt tredive endnu, og er allerede enke med en lille pige på fire år. Og så er de kristne - så oveni denne tragedie er der alle de daglige problemer ved at være kristen i et land, der arbejder mod at indføre sharia-lovgivning.

Den anden kvinde er Aliya, som er gift med den noget atypiske Aslam - en pakistansk Jim Morrison, der ryger og drikker, og er alternativ kunstner. De to mødtes efter begge at have boet i Australien, og dermed smagt lidt på den vestlige verden. Ingen af dem er fortalere for det konventionelle familieliv indenfor islam, og Aliya arbejder og vil ikke have børn. Hun tilstræber en bedre situation for de pakistanske kvinder, men er ret desillusioneret og vil egentlig gerne væk fra landet. De valgte selv hinanden, og deres historie er om opgør med traditioner og ægte kærlighed i modsætning til de mange arrangerede ægteskaber.

Endelig er der Binte Massood, som er lærer på en koranskole - og kan sammenlignes med en katolsk nonne i den forstand, at hendes ægtemand er Allah; det er hendes overbevisning, og hun siger, at hun elsker ham over alt andet. Hun leder skolen, og kommer aldrig udenfor og slet ikke i nærheden af en mand. Altid tildækket fra top til tå og ud til fingerspidserne lever hun med Koranen som bedste ven.

Puk Damsgård får et tæt forhold til alle tre kvinder, men ikke uden problemer. Da hun vil opmuntre den unge enke, giver det problemer at de spiser offentligt ude. I koranskolen er hun begyndt at iføre sig burka for at sløre sporene, når hun som udenlandsk journalist tager derhen - og nu tror de alle, at hun vil konvertere til islam. 

Det eneste retbyrdige forhold er til den unge Aliya, som kender til Vesten - og det er jo tankevækkende. Binte Massood er slet ikke interesseret i at høre om hendes vantro liv - de spørger ikke engang, hvor hun kommer fra. Det er irrelevant da det er et land udenfor Pakistan og ikke muslimsk. Det giver et lidt indsnævret billede af disse kvinders rummelighed; men de har jo intet at bygge noget andet på - isoleret som de lever.

Den unge enke er bitter, og vil have erstatning fra ambassaden - men da hun får den, er det ikke godt nok! Det er en Catch-22 for alle parter.

Moralen for Puk Damsgård er at man kan knytte venskaber på tværs af alle de forskelle. Det er jeg desværre ikke enig i; som sagt er der kun et enkelt af de tre, der er helt uden forbehold, bagtanker og facade. 

Endelig er der jo det med journalister, at de netop ikke er forfattere. Nogle af de samme problemer som i historien om Daniel gør sig gældende... det bliver for teknisk og reporter-agtigt til tider. Men det var en god handel; hvis jeg altså ikke havde læst den på en enkelt dag.