Statuetten - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 8.-11. august
• 544 sider
• Originaltitel: The Figurine

Jeg havde oprindeligt bestilt denne som en del af ferielæsningen, men tiden går alt for langsomt nu til jeg skal afsted. Det viste sig at være en god beslutning at læse den inden for ellers havde jeg muligvis givet op og kastet mig over en anden i bunken. Men nu var den købt og betalt!

I modsætning til så mange andre af Hislops romaner er vi ikke i en rammefortælling; så det er den positive nyhed. Til gengæld er den væltet helt over i chick-lit-genren med alle potentielle klichéer.

Helena er født i England i 1960 af en skotsk far og en græsk mor, som stort set har afbrudt kontakten til sin familie. Trods det sender forældrene den otte-årige pige på sommerferie i Athen hos bedsteforældrene i den store herskabslejlighed med dørmand og tjenestepige. Her møder Helena den strenge bedstefar i sin generaluniform og bedstemoderen, som er underkuet denne tyranniske mand. 

Som barn møder hun den fremmede kultur og ikke mindst opdager hun kontrasterne med det fredelige England. I Athen er der politi allevegne, da det er midt i diktaturet og bedstefaderen er tæt knyttet til den junta, der styrer landet. Helena besøger kunstmuseer med den usympatiske onkel Arsenis, som hurtigt skitseres som the bad guy. Da bedstefaderen dør er ferierne i Athen pludselig sjovere - men så stopper de, da den politiske situation forværres.

De første par hundrede sider går faktisk med denne lange indledning om Helenas barndom og ungdom. Hislop er jo stor fan af Grækenland, og hun er meget opsat på at dele ud af sin viden om landet. Det virker dog til tider som om, at alt skal proppes ind i en kontekst, der ikke altid virker naturlig og flydende for historien. Man skulle tro, at Hislop har en tjekliste for vi får dækket det hele fra arkæologi til Athen, musik til moussaka og politik til Parthenon.

Det er en lang opvarmning til Helenas ungdom, hvor hun forelsker sig i den unde Nick, og rejser med ham til en græsk ø for at deltage i arkæologiske udgravninger. Nick er hende utro - men han er også kunsttyv, og kommer i ledtogt med den berømte onkel fra hendes barndom. Da Helena arver lejligheden i Athen opdager hun ydermere det omfattende netværk af trafik af stjålne kunstgenstande og hvidvaskning, som bedstefaderen stod bag. Hun møder selvfølgelig nogle gode mennesker med forstand på kunst - så vi får lidt flere Hislop-lektioner, og det hele ender med en happy ending.

Det var alt for kunstigt og stereotyp - Helena rødmer, har lyserøde sarte læber og der bruges afsindige mængder spalteplads på at omtale hendes hår. Mændene har krystalblå øjne eller firkantede kæber - og således bliver den fysiske fremtoning som taget ud af en Cartland-roman. Jeg troede vitterligt vi var kommet over den slags reduktionisme.

Der er ingen tvivl om, at Hislop kender Grækenland godt og elsker landet dybt og inderligt. Alle hendes romaner handler om landet og kulturen; men hendes pedantiske forsøg på at formidle denne passion falder til jorden, når det bliver en opremsning af fakta og namedropping.

En aften i august - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 16.-18. januar
• 320 sider
• Originaltitel: One August Night

Den første roman jeg læste af Victoria Hislop var faktisk Øen, som fangede mig med sin fortælling om Spinalonga - en lille ø ud for den græske kyst, hvor man isolerede spedalske indtil 1957. Jeg har set videoklip fra stedet, og det er sådan et sted man virkelig drømmer om at kunne besøge en dag.

Siden har jeg læst fem andre bøger af Hislop; og det har været af meget varieret kvalitet. Jeg er lidt træt af de rammehistorier, der synes at være nødvendige for at servere ældre historieindhold til en særlig målgruppe (chicklit). Men samtidig er det nogle gode fortællinger fra netop Grækenlands fantastiske historie i nyere tid.

Denne bog er en fortsættelse af Øen - som jo endte med, at Maria kom hjem fra Spinalonga i 1957, da man fandt en kur for spedalskhed. Marias søster har en affære med Marias tidligere forlovede, og de er begge nervøse for hendes retur. Søsterens mand opdager forholdet, og den august aften, der skal holdes stor fest i landsbyen for at fejre de hjemvendte, dræber han hende.

Historien fortæller, hvad der sker derfra. Maria, der er hjemvendt og nu tager sig af søsterens efterladte barn - da manden jo er i fængsel. Den tidligere elsker Manolis rejser væk fra det lille samfund i frygt for at nogle skal forstå hans andel i tragedien.

Men det virker overhovedet ikke! Personerne er uden liv, historien halter afsted og man forstår ikke hvor hun vil hen med det - andet end at remse en uendelig række ligegyldigheder op.

I epilogen skriver Hislop selv en tak for dem, der støttede hende under skriviningen, som foregik i den store Corona-lockdown. Og det er måske problemet - hun havde ikke noget bedre at tage sig til, og kunne ikke lave ordentlig research til en bedre bog. Så kan man jo altid lige skrive nogle hundrede siders pladder, som skaffer penge på kontoen. Det er hårde ord, ja - men jeg håber virkelig ikke der kommer flere lockdowns for Hislop!

De der er elsket - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 9.-13. september
• 512 sider
• Originaltitel: Those who are loved

Jeg har vist læst samtlige af Hislops romaner nu - pånær en novellesamling; men det har oftest været god og let underholdning. Hislop har en forkærlighed for Grækenland og dets historie; det er ofte rammefortællinger - som jeg igen må sige, at jeg ikke forstår pointen i. Det kan sagtens gøres på en anden og mere naturlig måde end som her med to børnebørn, der er ved at rejse hjem fra en 90-års fødselsdag i Athen, og bedstemoderen tager dem med på en café for at fortælle dem sin livshistorie. Og så følger 500 siders intens beskrivelse; det virker jo ikke plausibelt!

Historien er igen om Grækenland, men med et langt mere dystert bagtæppe end i nogle af de andre romaner. Det er historien om de komplekse interne politiske konflikter i landet fra fascismen tager fat i landet inden 2. Verdenskrig til efterkrigsårene, diktaturet, juntaen, krigen mod tyrkerne på Cypern - og endelig demokratiet.

Den gamle bedstemoder viser sig nemlig at have været særdeles aktiv i den historie - ikke blot politisk, men også militært. I en familie med fire børn, hvor der var forskellige skarpe politiske opdelinger - nogle var kommunister, og andre var for det højreekstremistiske diktatur. 

Jeg synes dog, at det tog Hislop alt for lang tid at komme til sagens kerne; de første 150 sider er langtrukne, og handler igen og igen om barndommen og ungdommens politiske skænderier over middagsbordet. Jeg var lige ved at opgive - men endelig kom der lidt handling, og jeg blev fanget af historien.

Dog vil jeg sige, at det langt fra er hendes bedste roman; den er ambitiøs med sit langt mere politiske budskab - men man fornemmer, at det muligvis er for komplekst for forfatteren.

Postkort fra Grækenland - Victoria Hislop

• Engelsk
• 4.-6. februar
• 438 sider
• Originaltitel: Cartes Postales from Greece

Jeg har læst fire romaner af Victoria Hislop - og der har været stor variation i kvaliteten. Det er jo chick-lit i høj grad; men også uforpligtende og underholdende let læsning. Jeg havde dog ikke intentionen om at læse flere - men så stod jeg der i lufthavnen, hvor der var noget med to bøger til en speciel pris. Da jeg bladrede i denne, så jeg smukke sort-hvide fotografier, som straks pirrede min nysgerrighed.

Flere af Hislops romaner er rammefortællinger, som jeg egentligt aldrig rigtigt ser formålet med - men i denne trækker hun det virkelig ud i ekstremerne. Efter ganske få siders læsning, var jeg lidt forvirret over, hvor hun ville hen med det hele - og jeg søgte lidt information. Der viser det sig så, at mange af hendes trofaste læsere absolut ikke brød sig om netop denne roman. Det var lige ved at få mig til at droppe den - men heldigvis fortsatte jeg, og ignorerede de kommentarer.

Den første rammehistorie er om en ung kvinde, som er træt af sit underbetalte arbejde i London. Da hun begynder at få postkort fra Grækenland blot underskrevet A., bliver hun nysgerrig og får lige det ekstra krydderi hun manglede. Det ender med, at hun bestiller en rejse til Grækenland udelukkende baseret på de postkort og deres løfter om sol, sommer og et bedre liv. Det er den absolut dårlige del af historien, som sagtens kunne undværes!

Netop som hun skal afsted til lufthavnen, modtager hun så med posten en hel dagbog; der jo tydeligvis ikke er til hende - men hun læser den. Her opdager hun historien om en mand, der ventede på sin elskede i lufthavnen - hun kom dog aldrig med det fly fra London, som han troede. For at dulme sine kærlighedssorger drager han på må og få rundt i Grækenland. Det er så det næste lag i romanen, hvor man lag for lag arbejder sig ind til det, det virkelig handler om - nemlig de små historier.

Det er nemlig snarere en række noveller - skrevet som fortællinger den triste mand får fortalt undervejs af mennesker, han møder. Og de er illustreret med de mest poetiske og smukke sort-hvide fotografier - ofte lidt slørede; aldrig præcise genkendelige ansigter - men som passer perfekt til historien.

Jeg talte ikke, hvor mange historier, der var; men hver især er de et lille stykke Grækenland. De er små græske tragedier i sig selv, og man genkender uden problem de arkaiske karaktertræk fra de velkendte historier fra oldtiden. Sagnomspundne figurer i universelle situationer, der gentager sig selv igen og igen i historien; og i vores egne små hverdagssituationer.

Der er historier om kærlighed, død, savn, nye møder, relationer mellem alle typer mennesker i alle forhold af livet - og de er alle evigt aktuelle. Samtidig er de græske og giver tilmed et lille stykke lokalkolorit fra de steder A. besøger. Hislop er meget glad for Grækenland, og det virker snarere som hendes egen kærlighedserklæring til landet, som hun måske ikke vidste, hvordan hun skulle få nedskrevet i romanform. Her opnår hun præcis det samme med de små mesterværker af historier, som pudsigt nok er skrevet i en helt anden og mere kompliceret stil end hendes chick-lit-romaner.

Det er bestemt ikke hendes normale målgruppe. Jeg var begejstret for dem; de var unikke og fotografierne gjorde det hele endnu bedre. Men for at blive ved sin læst, har hun så pakket historierne ind i først den ulykkelige kærlighedshistorie - med den udvikling vores protagonist undergår på rejsen. Tiden læger alle sår!

Derudover er der den ligegyldige engelske pige, som optræder på nogle sider i starten og i slutningen. Det er uendeligt kort - men nok til, at hele hendes liv skal ændres. Det er for urealistisk; og det er især fuldstændig overflødigt for alt det andet. Hvorfor ikke bare forfølge ens egen skrivelyst i stedet for at tænke i potentielle læsere og salgstal?

Når man ind til kernen af bogen, er den nemlig det hele værd!

Tråden - Victoria Hislop

• Engelsk
• 17.-21. marts
• 465 sider
• Originaltitel: The Thread

Nu er jeg vist ved at være igennem Victoria Hislops bøger, som er glimrende som nem ferielæsning i flyet eller ved stranden. De har alle det til fælles, at de starter i nutiden for derefter at gå tilbage og fortælle en familiesaga. Et andet fællestræk er Grækenland, som er scenen for to af de andre romaner. Grækenland har en stor plads hos hende åbenbart!

Denne gang er vi i Thessaloniki, hvor det græske barnebarn, der ellers bor i London, besøger sine bedsteforældre. Det bliver anledningen til, at de fortæller deres livshistorie startende med en storbrand, der hærgede byen i 1917. Her introduceres vi til en samling familier, der består af såvel ortodokse som jøder og muslimer - Thessaloniki var lidt af en smeltedigel. Dette ændrer sig i starten af 1920'erne, da krigen mellem Tyrkiet og Grækenland bryder ud, og ender med en ombytning af befolkningen - tyrkerne skal tilbage til Tyrkiet, som til gengæld sender alle deres græske indbyggere retur. Det er jo en massiv folkevandring, som ændrer såvel folks liv som landets struktur fundamentalt.

Venskaber brydes op, da muslimerne rejser. Og nogle årtier senere sker det samme med jøderne, da 2. Verdenskrig rammer byen. Efter krigen kastes landet jo som bekendt ud i borgerkrig og diktaturer, som først slutter op i 1970'erne. 

Alle disse begivenheder oplever vi igennem Dimitri og Katerina som de bærende protagonister. Det er en historie om en enkelt bys historie, som jeg faktisk ikke kendte meget til. Det er også en historie om krig og konflikter; religion, sociale uligheder etc. 

Det er ganske glimrende gribende læsning - men jeg forstår aldrig det behov for at sætte det ind i den rammefortælling? Historien ville jo stå ganske glimrende uden den indledende rørstrømske scene med barnebarnet.

Solopgang - Victoria Hislop

• Engelsk
• 9.-11. februar
• 410 sider
• Originaltitel: The Sunrise

Dette er nu den tredje af Hislops bøger, jeg læser. Historien om øen for de spedalske var så interessant, at jeg lod mig rive med til den næste, som handlede om den Spanske Borgerkrig- og der var jeg lidt mere irriteret over kærlighedshistorien i den. Men denne handlede om den cypriotiske by, Famagusta, som jeg så på afstand - som alle andre - for snart mange år siden på en ferie på øen. Men det gjorde et stort indtryk på mig, at der lå denne spøgelsesby med hoteller og hjem, hvor folk var gået fra en gryde på komfuret for aldrig at vende tilbage.

Jeg var faktisk heller ikke klar over, om der var sket nogle ændringer i byens status siden dengang.

Denne er ikke en rammehistorie som de to andre, jeg har læst af Hislop. Den åbner som en film med et bredt panorama over protagonisterne, som alle er involverede i åbningen af et nyt luksushotel ved den cypriotiske strand, som var jet-settets legeplads i starten af 1970'erne. Der er det græske ejerpar, Savvas og Aphroditi; barchefen Marcos og strandhjælperen Hüseyin - de er henholdsvis græske og tyrkiske, men deres mødre er veninder på trods af den ulmende konflikt mellem øens to befolkningsgrupper.

Åbningen af hotellet placerer personerne i deres roller i det sociale hierarki, mens vi introduceres til de politiske aktioner, der foregår fra 1972 og frem til krisen indtræffer. Samtidig indleder Aphroditi et forhold til barchefen, da hendes mand har for travlt med at tjene flere penge.

Da invasionen kommer, forlader de fleste byen - men nogle forventer naivt at alting vil ordne sig. Således ender de to familier i byen bag pigtråden, mens Aphroditi og hendes mand slipper væk til Nicosia. Historien handler om deres overlevelse i byen - deres kamp for at finde mad i de forladte forretninger; men også i stigende grad den konflikt, som ikke kan undgå at skabe splid mellem dem med deres forskellige religioner og holdninger. En konflikt, som kommer fra de unge i familierne - der er lidt alfahan-kamp over det!

Sideløbende er der historien om Aphroditi, som vil finde sin Marcos og til sidst bestikker sig vej tilbage til den belejrede by; det ender selvfølgelig ikke godt!

Men spørgsmålet er jo gennemgående - i mine øjne - om det er plausibelt? Kunne nogen overleve i måneder i skjul i et no mans-land bevogtet af fjendtlige soldater? Jeg ved ikke, om der er eksempler på den slags skæbner - fra forfatterens side er det jo tydeligt en lektion i medmenneskelighed; historien om de to familier, der overkommer religionsforskelle for at overleve. Politisk korrekt og en solstrålehistorie vi kan bruge i disse tider.

Desværre synes jeg ikke personerne fungerede som hele mennesker; der manglede dybde, og det endte ret pludseligt med lidt for mange løse politiske ender, hvorimod sødsuppen tog rigeligt over.

Men jeg fik da undervejs undersøgt, at byen stadig står som i 1974, da folk flygtede. At genåbne og genopbygge ville uden tvivl ribbe op i nogle sår, og en svær beslutning om, hvem der skulle bo der - nu hvor øen er så markant opdelt. Men det er stadig fascinerende, og jeg tror mange er fascineret af tanken om at kunne bevæge sig ind i gaderne - i dag er det jo som et museum fra 1970'erne, der er uberørt af menneskehånd. En tidsboble, der aldrig vil springe!

Hjemkomsten - Victoria Hislop

• Engelsk
• 20.-24. juli
• 582 sider
• Originaltitel: The Return

Jeg har tidligere læst en enkelt roman af Hislop, så da jeg fandt denne til den vidunderlige sum af 40 kroner, var det oplagt at investere i endnu en. Sidste uge havde jeg så oven i købet en rejse til München med diverse ventetid i lufthavn og en lang aleneaften på et hotel; det gav mig god tid til at komme igang med den. 

Ligesom med Øen er det en rammefortælling med start i nutiden, hvor en stakkels ung kvinde med hjertekvaler skal finde tilbage til sine rødder. Den del af fortællingen var heller ikke her den mest interessante, må jeg nok indrømme.

Den ca. 35-årige Sonia er gift med en lidt ældre mand, og deres forhold er mildest talt ikke godt. Hendes viltre veninde tager hende med til Granada på en miniferie, hvor de skal tage danseklasser - og på hendes morgenture rundt i byen, finder hun en hyggelig café, hvor en gammel mand giver hende små bidder af byens historie. Ikke mindst fascineres hun af de gamle fotos på væggen af flamencodansere, matadorer og lignende.

Vel hjemme igen får hun hevet oplysninger ud af sin far - om moderen, der er død; men som oprindelig kom fra Spanien - og hun finder gamle fotos, der er magen til dem i den lille café. Hun rejser tilbage og får endelig den gamle mand til at fortælle hende hele historien om Ramirez-familien; og denne del fylder så 400 sider af bogen.

Det er en fortælling om den Spanske Borgerkrig - og her var jeg virkelig på bar bund i de historiske politiske detaljer. Det var spændende læsning om en krig, som nok er ret så fjern i danske historiebøger og overskygget af den verdenskrig, der snart fulgte efter. Jeg har aldrig fået læst Hemingways grumme beretninger om den krig; men jeg kender billederne derfra - såvel hans som Capas; men der er nok for meget krigsgru i Hemingways romaner.

Her fik jeg en god indsigt i krigen med en mere politisk tilgang; og så var der jo kærlighedshistorien - som ender med, at den unge Sofia opdager, at hun har en forbindelse til den familie. Der var dog noget som irriterede mig en del - og det var tidsregningen. Bogen starter i 2001, hvor Sofia angiveligt er i starten af trediverne - ergo født ca. 1967-1968. Hendes mor er den unge flamencodanserinde, som er 12 år gammel, da regeringen væltes i 1936 - altså født i 1924! Og hun gifter sig med Sofias engelske far i 1955 ... jeg synes ikke, at det er en plausibel tidslinje; og det er et irritationsmoment, som nemt kunne være undgået. 

Det er da chick-lit i en eller anden form; og jeg bliver næppe afhængig af hendes bøger. Pudsigt nok så er kernehistorien om øen for de spedalske i Øen, og krigen i denne, virkelig interessante historier, som desværre skal proppes ind i lyserødt flor - de ville jo stå glimrende som selvstændige historier!

Øen - Victoria Hislop

• Engelsk
• 17.-20. august
• 474 sider
• Originaltitel: The Island

Denne roman har jeg haft i hænderne en del gange - på fransk; den havde åbenbart stor succes i Belgien og Frankrig, men jeg ville jo ikke læse den oversat; og så fandt jeg den i Danmark ved et tilfælde. 

I starten var jeg lidt bekymret over den rosenrøde angivende tone; det er en rigtig tøse-roman! 

Men da jeg var kommet over det indledende afsnit om den unge kvinde, der er i tvivl om sin kæreste og vil ud for at lede efter sine rødder; så nåede vi til den interessante del. Den unge kvinde tager nemlig til Kreta, og moderen har efter 25 års tavshed om familien endelig givet hende navnet på en kvinde, der kan løfte sløret for familiesagaen.

Det starter med den unge kvindes oldemor, som lige inden 2. verdenskrig bliver diagnosticeret med spedalskhed. De bor i en lille fiskerby på Kreta; og lige ud for kysten ligger øen for de spedalske - Spinalonga. Øen har en fantastisk historie; et venetiansk fort og århundreders kampe frem og tilbage mellem forskellige herredømmer inden den endelig blev græsk igen i 1903 - og omdannet til koloni for spedalske.

Her blev alle sendt ud lige så snart de viste det mindste tegn på sygdommen; og pigens oldemor dør derude efter nogle år. Faderen er efterladt derhjemme med de to piger - den rebelske Anna, og den blide Maria. Efter krigen gifter Anna sig med den lokale 'mogul' - sønnen af den rige olivenolieplantageejer. Det er næppe ægte kærlighed; men hun er ambitiøs og afskærer hurtigt forbindelsen til den langt fattigere familie. Især da der går rygter om, at hun har en affære med mandens fætter.

Maria bliver hentet ind for at dulme disse rygter, og forelsker sig i fætteren og de skal giftes, indtil Maria nogle uger inden brylluppet finder tegn på spedalskhed og må sendes ud til øen.

Hun tager den lange vej gennem tunnellen, hvor hendes mor gik femten år tidligere; men heldigvis er tilstandene bedre. Under hendes tid på øen begynder man at arbejde med medicinsk helbreldese af spedalskhed og øen kan endelig nedlægges som koloni for de udstødte i 1957.

Det er selvfølgelig lidt sødsuppekærlighed; men det var en yderst interessant beskrivelse af kolonien, og hvordan de kæmpede for at få vand, elektricitet og blev behandlede som udskud. Jeg fandt et ret sigende klip, hvor man kan se hvordan omgivelserne var - i dag står det hele øde hen som en spøgelsesby, og man fragter turister derover på dagture. Men dengang har det jo været skrækkkeligt at leve afsondret derude og tilmed ikke længere end, at de stadig kunne høre kirkeklokkerne og se festlysene inde fra byen, hvor deres familier blev tilbage.

Og den unge pige fik selvfølgelig sin forklaring og forløsning og det hele ... det er den mindre interessante side af bogen.