Showing posts with label Elisa Lykke. Show all posts
Showing posts with label Elisa Lykke. Show all posts

Thursday, September 10, 2026

Livskræfter - Elisa Lykke m.fl.

 


  • Dansk
  • 9.-10. september
  • 208 sider

Det kan virke lidt makabert at læse denne slags bøger når man selv har været igennem et forløb med kræft. Men selv nogle efter sidste behandling kæmper mange - inklusive mig - stadig med fysiske skavanker. Derudover er der det psykiske - angsten for tilbagefald, og erkendelsen af at livet for altid nu vil være opdelt i et før og efter. For mit vedkommende den 1. november 2021, som morbidt nok også var Allehelgensdag - eller de dødes dag.

Vi kender uden tvivl alle nogen, der har været ramt af kræft og de fleste af os har også mistet nogen til den sygdom. Men hvis man kommer igennem den, er det med en helt ny erfaring og et nyt livssyn. Fælles for alle er nok erindringen om det sekund dommen faldt! For da tænker man uvilkårligt på det værst tænkelige udfald tror jeg.

De ni historier i denne bog handler alle om kvinder med kræft - dog er det ikke alle "kvindekræftsygdomme", selvom en del i sagens natur er. De fleste af historierne er relativt nye, og nogle er endog stadig i behandling. En kræftbehandling stopper nemlig ikke efter operation, kemo eller stråler - min egen tog faktisk tre et halvt år sammenlagt. Selvom de sidste behandlinger ikke er så skræmmende og håret er vokset ud, og livet går videre - så er det en halvårlig retur til en hospitalsafdeling, som vækker alle spøgelser til live.

Derfor rørte det mig at læse disse historier. For at blive bekræftet i, at frygten og de psykiske følger ikke gør mig særlig. I omverdenens øjne kan det tit være trættende, at man ikke kan komme videre. Det gør man - absolut! Men noget er blot for altid forandret, og det har man nok kun til fælles med andre tidligere patienter.

De fleste historier er tilsyneladende skrevet af Elisa Lykke i samarbejde med den pågældende personl derfor syntes jeg faktisk mest om Søs Egelinds historie, som hun selv har skrevet og hvor man fornemmede hendes personlighed bag. Én historie burde i min optik slet ikke have været med mens en især en anden irriterede mig ved samtidig at blive til en personlig promovering af vedkommendes produkter, som ingen relevans havde til sygdomsforløbet. Men det er nok den skulderklappende influencerverden, der tog over her - desværre.

Men der er flere historier, der rammer rent og minder os om gruen i den sygdom - men heldigvis også, at det ikke altid er en dødsdom!