Hvor flodkrebsene synger - Delia Owens

 

• Engelsk
• 29.-31. marts
• 370 sider
• Originaltitel: Where the Crawdads Sing

En enorm succes fra efteråret 2019 - og jeg var lidt afventende og tøvende; jeg ved ikke helt hvorfor. Men med bibliotekernes delvise genåbning fik jeg den hentet, og det blev til en intens og hyggelig før-påskelæsning. For det er absolut en velfortjent succes!

I 1950'ernes North Carolinas sump bor den lille Kya med sin familie; en fattig familie med en fordrukken og voldelig far, der stille og roligt går i opløsning. De ældre søskende rejser først. Så forlader moderen dem. Og til sidst rejser storebroderen Jodie. Kya er kun 6 år gammel, og faderen er ikke meget bevendt som forsørger. Desuden fornemmer den lille pige hurtigt, at familien ude i sumpen er allernederst i det sociale hierarki i samfundet. Selv landsbyen, hvor de sorte bor, rangerer over hende - de lever da trods alt i ordnede familieforhold og passer på hinanden. Perioden og denne sociale konstellation minder lidt om Dræb ikke en sangfugl, som foregår lidt tidligere historisk.

Parallelt med historien om Kyas opvækst følger man opklaringen af mordet på Chase Andrews; byens sportsstjerne men også en playboy, som åbenlyst var sin kone utro.

Fra 1952 må Kya stort set klare sig selv; hun må lære at finde brænde, penge, mad.... og den sorte Jumpin' og hans kone hjælper til fra sidelinien. De ved godt, hvor galt det står til - men respekterer også hendes stolthed. Kya kommer i skole en enkelt dag; mobbet af de andre børn, vender hun aldrig tilbage  og lærer hverken at læse eller skrive.

Ude i sumpen bliver hun hurtigt et med naturen, og lærer den at kende som sin egen lomme. Man drages fuldstændigt ind i billedet af Kya, der sejler rundt i kringelkrogene af vandområderne og lever i pagt med naturen og dyrene. Jeg så for mig scenerne, hvor hun fodrer fuglene og sover med dem på stranden. Owens får skabt et helstøbt billede af stedet og ånden. Kya bliver jo en særling; men mødet med drengen Tate forandrer hende. Han lærer hende at læse og skrive, og da de bliver voksne starter de et forhold.

Tate skal væk på high school - og så svigtes Kya igen; nogle år senere indleder hun dog et forhold til Chase - og hun tror på, at han vil gifte sig med hende. Hun tror på, at hun kan komme ind til den nærliggende by og leve blandt mennesker. Men hun er et cirkusfænomen for dem - for Chase er hun på den ene side den vilde pige, han kan udleve seksuelle fantasier med; i hvert fald når han praler overfor vennerne. Men dybest inde er hun langt mere for ham; noget han ikke vil indrømme - men ved hans død bar han den halskæde hun havde lavet til ham. Den er dog væk fra liget - så hvem har fjernet den?

Det er ikke en traditionel krimi; selvom mordgåden opklares i de allersidste sætninger. Om det var en overraskende slutning ved jeg ikke helt? 

Men forcen ligger i stemningen i hele bogen; der er et par steder, hvor det bliver lidt pladderromantisk - og der er en happy ending alligevel - eller måske heldigvis! Men det er jo også historien om at blive og leve som udstødt af et samfund, og stadig finde sig selv og en vej gennem livet. Det er en ode til naturen og det enkle liv; fx bruger Kya dyrenes adfærd til at afkode og lære, hvordan hun skal håndtere forskellige situationer i sit eget liv.

Det er en sen debutroman - Delia Owens er født i 1949; men hun har tidligere udgivet bøger om netop dyreadfærd efter at have levet med sin mand i flere afrikanske lande. Men så tænker man jo umiddelbart, at der ikke kommer utallige andre romaner fra hendes hånd - og om man kan klare en opfølgning til så voldsom en succes? Vi får se!

Jytte vender tilbage - Morten Münster

 

• Dansk
• 24.-28. marts
• 352 sider

I februar læste jeg den første del af historien om Jytte - eller rettere forfatterens guide til hvordan man gør sine strategier mere forståelige og spiselige for den menige medarbejder; og ikke mindst sine kunder!

Jeg faldt jo derfor straks for fristelsen til at investere i andet bind; den kommer alligevel nok ikke mere ned i pris.  

De to bøger kan jo sagtens læses uafhængigt af hinanden; dog er der visse reference i denne til den første bog. Har man tillige besluttet sig for at læse begge bøger - så vil jeg derfor stærkt anbefale at starte med den første.

Denne gang behandler Münster tre paradokser om forandring og motivation. Mange virksomheder har en tendens til at bruge ufattelige ressourcer på at opfinde forkromede planer til, hvordan en ny verden skal se ud. Primært er det ledelsen, der sidder i konferencer på et hotel og finder på det hele - for så at komme hjem på kontoret, og opdage, at mailboksen er fuld og der ikke er tid til at implementere det. At medarbejderne slet ikke er med på vognen. Så det går galt - og året efter finder man så på en ny strategi.

Det kender vi vist alle! Der er så meget energi lagt i projekter, der aldrig bliver fuldført.

Som medarbejder har jeg flere gange selv oplevet, at man til sidst ikke rigtig tager det seriøst. For inderst inde tænker jeg jo, at det bliver alligevel aldrig til noget - så hvorfor skal jeg spilde en masse tid på det nu, hvor jeg har supertravlt med "rigtigt" arbejde. Så hvis det nu viser sig at være en holdbar strategi eller et projekt, jeg reelt skal arbejde på, så har ledelsen allerede mistet lidt af mit engagement fra starten.

Hans mantra i denne bog er, at man skal tage mange små skridt for at opnå de ønskede ændringer i både mentalitet, motivation og målbare ændringer. Det giver jo mening!

For sådan er det jo igen og igen med denne type bøger; når man ser det sort på hvidt er det soleklart og logisk. Men nogen skal jo have skrevet det ned først.

Bogen er opdelt i ni store kapitler; og det passede mig fint - med denne slags bøger har jeg behov for at lade tingene synke lidt. Så jeg tog min tid, og rationaliserede en del over, hvor mange paralleller jeg kunne finde tl mit job. Desværre henvender bogen sig også mest til de ledere, der har beslutningskraften - i praksis ville det nok være svært for mig at kunne gennemtrumfe nogle af disse idéer. Desværre!

Grand-père - Marina Picasso

 

• Fransk
• 22.-23. marts
• 210 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Bedstefar. Så enkelt kan det siges - og alt kan lægges i det ord! Et barnebarns beundring for en farfar, der også var hyldet af hele verden som et geni. Eller et barnebarns opgør med en barndom præget af svigt på grund af samme farfar.

Marina Picasso skrev denne bog for tyve år siden; næsten tredive år efter Picassos død - og efter tredive års terapi for at bearbejde de traumer livet havde givet hende.

Marina boede i Sydfrankrig; ikke langt fra den berømte farfar, sammen med sin mor og storebror Paulito. Denne hed officielt Pablo - som sin farfar - men der kunne kun være én Pablo. Så han skulle kaldes Pablito - den lille Pablo. Forældrene er skilt; de er begge alkoholikere og faderen arbejder som chauffør og altmuligmand for sin far. Han henter børnene for at besøge Picasso; men oftest står de forgæves udenfor den store port, og får at vide, at Monseigneur ikke har tid til at se dem.

Begge børnebørn higer efter at blive set af Picasso; og i starten af bogen tænkte jeg, om det mon var lidt voldsomt? En ting er at mangle opmærksomhed fra forældre - men ens bedsteforældre betyder måske lidt mindre i ens bevidsthed som lille barn? Det gør det dog ikke her, og man mærker et utroligt had og en enorm frustration over hele livet i historien.

Og det bliver jo også bare værre og værre - og man forstår, hvor voldsomt det har været.

Forældrene har ikke mange penge; men hver skilling skal tigges ud af Picasso - som jo har så rigeligt med penge. Men omgivelserne ser dem jo stadig som Picasso-familien. Endelig kommer børnene på en god skole betalt af Picasso; men de har ingen lommepenge til at købe en is for. De lader som om de skal til Spanien på sommerferie med Picasso - i virkeligheden ser de ham slet ikke, og bruger ferien p at arbejde for at hjælpe moderen med penge. Faderen har giftet sig igen, og fået et barn mere - han glemmer alt om dem. 

Da de får sommerferiejob som fx hjemmehjælper for handicappede, tror de andre fuldtidsansatte, at det er en joke. Rige børn, der skal ud at se virkeligheden. Men de fortæller ingen, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Til gengæld ødelægger det dem begge stille og roligt.

Picasso var en gammel mand på det tidspunkt; han havde giftet sig med den 46 år yngre Jacqueline, som var ekstremt overbeskyttende. Af angst for at miste grebet om manden, berømmelsen, pengene - eller af ægte kærlighed? Det ved jeg ikke. Jeg har læst meget om Picasso i hans yngre vilde dage - hvor han jo allerede ikke var helt ung. Da han turede rundt i Paris med Hemingway og slænget var han allerede over 40 år. 

Som han ældes lever han mere og mere indelukket - Jacqueline passer på ham, og han skal have fred til at male. Og det kan end ikke børnebørn lave om på!

Men hvad der er vigtigt er nok så meget Marinas og Pablitos manglende kærlighed fra forældrene; og følelsen af, at forældrene ikke siger fra overfor den lidt egensindige bedstefar.

Det viser sig i sin ypperste grusomhed, da Picasso dør i april 1973 - han er da 91 år gammel. For det første hører de det i nyhederne; alene det er jo modbydeligt! Men da de tropper op foran huset for at se ham en sidste gang og sige farvel, bliver de ikke lukket ind. Men faderen er derinde, og gør intet.

De er heller ikke inviteret til begravelsen; faktisk ligger Picasso begravet i parken til det slot han ejede i Sydfrankrig og som stadig er i familiens eje. Eller snarere er det Jacquelines datter, der arvede det - altså ikke en af Picassos egen familie.

Den sidste dråbe for Pablito blev denne begravelse og at blive holdt væk. På dagen for begravelse drikker en flaske klor, som brænder hans mavesæk, spiserør oev. op. Han ligger på hospitalet i 3 måneder inden han dør en langsom og smertefuld død. Der er heller ingen penge til begravelsen; men nu begynder folk at forstå sammenhængen i det kaotiske familieforhold. Pablitos venner samler penge sammen til at give ham en begravelse. Det er faktisk frygteligt at læse slutningen - og så forstår man, hvorfor Marina Picasso, der arvede sin farfar i mange år nægtede at se på hans malerier.

Hun valgte at bruge sin store arv på velgørenhed; hun fik to børn og adopterede yderligere tre men lever ikke som milliardær. Hun er aldrig blevet gift; og uanset om det er forældrene eller bedstefaderen - så er det et liv, der er mærket af svigt i barndommen. Måske mest fordi hun mistede sin bror - noget hun ikke kunne tilgive!

Det er således ikke udelukkende et spørgsmål om at udstille familien, tror jeg. Man kan nemlig undre sig over, hvorfor nogle har behov for at lufte alle de skandaler og hemmeligheder? Det er vel nok så meget på grund af retfærdighedsfølelsen? Alle beundrer og ser op til Picasso; aldrig hører man andet end rosende ord verden over.... men når man selv har betalt prisen, er det nok vigtigt at nuancere det billede lidt.

For mig var det ny information; det ændrer jo ikke ved, at manden var et geni - men netop genier er de sværeste humanister. Det gav mig dog også lyst til at læse en mere komplet biografi af Picasso; ikke fokuseret på kunsten, men mennesket!

Vi er kortvarigt smukke her på jorden - Ocean Vuong

 

• Engelsk
• 15.-17. marts
• 256 sider
• Originaltitel: On Earth We're Briefly Gorgeous

James McBride skrev i 1995 sin hyldest til sin mor, som han oplevede det at vokse op som barn af et blandet ægteskab, og i fattigdommen, som karakteriserede det sorte USA. Men USA er et land med mange minoriteter og mange historier, der har formet dem.

En anden stor minoritet er der estimeret mere end 2 millioner vietnamesere; og mange af dem er resultatet af forhold mellem vietnamesiske kvinder og amerikanske soldater undre krigen, der varede flere årtier. Der var et vanvittigt tabstal af civile vietnamesere, men også et enormt antal amerikanske soldater, der døde - et faktum, der selvfølgelig prægede amerikanernes syn på disse tilflyttere. Men de var heller ikke velsete i Vietnam - lidt som vi havde "feltmadrasser" i Europa efter 2. Verdenskrig.

Ocean Vuongs mormor var en af dem, som fik et barn med en amerikansk soldat og endda giftede sig med ham. Men han blev lokket tilbage til USA af familien, og pludselig var det umuligt at returnere til Vietnam. Ocean Vuongs mor blev også mor i en tidlig alder med en voldelig mand; og endelig flygter de til først en lejr i Filippinerne, og endelig til USA, da Ocean er en lille dreng.

Han vokser op med de to kvinder, der er fysisk og pyskisk præget af krigen - moderen Rose og bedstemoderen Lan. Han får at vide, at han skal være usynlig for dem, der ikke kan lide dem - men han skal også fungere som tolk for de to kvinder. De taler engelsk - dårligt - men ingen af dem har lært at læse og skrive.

Hele bogen er et brev til moderen, hvor han genfortæller sin version af den barndom og de minder, der skabte ham. Kvinderne, der farer sammen ved lyden af fyrværkeri, der trigger alle deres krigstraumer.

Hans spæde homoseksuelle debut med vennen Trevor, der ender med at dø af en overdosis. Og alle de andre, der dør af overdosis - fordi det er amerikansk nedre middelklasse, hvor pengene er hårdt tjente, fædrene har PTSD efter krigstjeneste og eskapisme er ungdommens løsning.

Bogen skifter i stil; der er kapitler, der er ren prosa - hvor ordene står alene, og udfordere sprogets skønhed. Der er detaljerede homoerotiske beskrivelser af de to teenageres udforskning af sex; og Trevor, som mener, at han ikke reelt er homoseksuel. Muligvis regner Ocean Vuong ikke med, at moderen skal have alle disse detaljer, for selvom han laver sin coming-out, så er han ikke klar til at dele alle detaljer med hende. Et af hans tidligere udgivne digte er i sin helhed med i et af disse kapitler, hvor man forstr dybden af hans kærlighed til og afhængighed af Trevor.

Også et andet af hans digte vidner om de stærke tråde tilbage til Vietnam og hans søgen efter en identitet, og problemerne med narko. Det er råt og stærkt og uendeligt smukt.

Det er også en kritik af det amerikanske samfund; som Trevor, der blot får ordineret smertestillende for en brækket ankel men ender som narkoman og dør. Samtidig skovler medicinalfirmaer milliarder ind, og lægerne er medskyldige i disse narkoproblemer.

En fantastisk stærk bog; fuldt fortjent en af de mest omtalte bøger i 2020!

The Binding - Bridget Collins

 

• Engelsk
• 11.-14. marts
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev selvfølgelig tiltalt af bagsidens omtale af historien, om den unge Emmett Farmer, der skal være bogbinder - og opdager, at alle bøgerne er folks egne historier. Bøger om bøger tiltaler mig jo altid. Også selvom den er omtalt som fantasy-genre, som jeg har det lidt stramt med. For er alle historier, som ikke er mulige i den virkelige verden så fantasy? Så er Bibelen jo det ypperste indenfor fantasy må man sige!

Emmett Farmer er en ung landmandssøn, som pludselig bliver syg, og ikke kan hjælpe til på gården, som han plejer. Desuden kommer der et brev, hvor han bliver påbudt at begynde som bogbinderlærling hos den excentriske Seredith, som af de lokale opfattes som en heks. Hun laver bøger som gemmer folks hemmeligheder; de sælges ikke men opbevares i hendes sikre kælder. 

Det er de dystre hemmeligheder - alt det, der gør ondt; Seredith fjerner det, og gemmer det i en bog - og så glemmer folk de grimme ting. Hun er af den gamle skole, og sætter en ære i at lave bøgerne fra bund og værne om dem. Det er en del af et menneske, der er fjernet fra dem - men stadig skal holdes hemmeligt for alle andre.

Men mennesker fristes nemt - og da Seredith bliver syg, kommer hendes søn, de Havilland, som også er bogbinder i en større by. Da Seredith dør, må Emmett rejse med de Havilland til hans værksted. Der opdager han hurtigt, at de Havilland har en noget anden tilgang - han sælger gerne folks bøger videre som underholdning. 

Der er rygter om, at nogle mennesker ganske enkelt har kopieret historier, og sælger det som noget, de kalder romaner. Men det er uærligt! 

På den anden side er hemmelighederne farlige at dele.

Emmett møder den unge Lucian Darnay allerede hos Seredith, hvor denne kommer for at slippe af med sin hemmelighed. De mødes igen, da Emmett første gang skal tage imod en hemmelighed, og lave sin første bog. Det er en ung tjenestepige, som misbruges seksuelt af Lucians far. Hendes gru, angst og oplevelser overføres til bogen, som de Havilland så sælger til faren, som kan læse om hvordan den unge pige oplever overgrebene - og sådan kører perversiteten i ring.

Men Emmett opdager også, at Lucians far har hans egen bog - den har han købt som underholdning; og han får fingre i den, og brænder den. Nu er hemmeligheden tilbage hos ham - eller snarere mindet; og han genoplever alt det, der førte til hans sygdom. 

Der er en længere historie mellem de to unge mænd; som faktisk tager over i den tredje del af bogen, som fortælles af Lucian. Og bogbinderiet forsvinder lidt i baggrunden desværre.

Jeg synes konceptet med bøgerne var virkelig spændende; hvordan romaner jo i virkeligheden kunne være menneskers historier - fordi alting i realiteten er så universelt. At gemme dem væk hos en bogbinder svarer på nogle mådet til at gå til en psykolog - selvom man jo ikke helt glemmer dem. Men der er jo også problematikken med om det er sundt at glemme det hele, og starte forfra? Hjælper det os som mennesker ikke at kunne huske den smerte eller bruge den til at lære af? Det er jeg ikke så sikker på!

Men men men... det er alt for langtrukkent! Hele første del på omkring 160 sider handler kun om tiden indtil Serediths død og Emmetts opdagelse af hans egen bog. Historien om bøgerne og episoderne, hvor de overføres fra en person til en bog er minimale derefter, og det bliver Emmetts og Lucians historie - og der bliver det lidt for "almindelig" romance for mig.

Jeg var lige ved at give op under første del; og ved sidste side kunne jeg blot konstatere, at jeg ikke havde haft en uforglemmelig oplevelse. Stort potentiale, som er dårligt udnyttet desværre.

Les fils conducteurs - Guillaume Poix

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Agbogbloshie er et grimt ord; lige så grimt som fortællingen om stedet - denne roman var så ond på mange måder, at det gjorde ondt at læse. Det er ikke en thriller om mord og ulykke; men ganske almindelig "hverdag" for nogle mennesker her på kloden. Det gør blot grimheden og ondskaben større; og da jeg havde lukket den, var det med en forfærdelig smag i munden.

På den ene side har vi Thomas - en fransk-schweizisk fotograf i 30'erne, som venter på sit store gennembrud. Nu tror han en historie i Afrika kan give ham netop det; og han tager den hårde tur derned med et cargoskib fra Hamburg til Accra. Han vil "opleve" det hele så autentisk som muligt; og forestille sig, hvordan fx et gammelt udslidt fjernsyn fra Europa ville tage turen. Men det er jo netop den forkælede hvide overlegne indstilling - for han er jo for det første ikke et fjernsyn, og for det andet kan selv ikke den største immersion i Afrika i nogle dage, hvor han tager tilbage til sit hotel hver aften, give ham en indikation af, hvad denne "hverdag" er!

På den anden side har vi 11-årige Jacob, hvis far er død. Jacob og moderen må forlade den plantage, hvor faderen arbejdede - og de boede - for at tage til hovedstaden Accra. Moderen, Ama, finder arbejde ved at sælge små plasticposer med vand udenfor Agbogbloshie - og hurtigt finder Jacob arbejde indenfor.

Og hvad er så dette mystiske sted? Måske en repræsentation af helvede på jord!

Agbogbloshie er en enorm affaldsplads for e-affald - altså hårde hvidevarer, elektronik og alt andet, som skal nedbrydes og genbruges. Jeg kan læse mig til, at der er vidtgående diskussioner om dette er en officiel endestaton for transporter fra Vesten med det ene formål at dumpe dem i Afrika. Eller er det fordi Afrika i årtier har opkøbt vores aflagte varer, som er gamle og langt mere forurenende end moderne produkter. Op mod 40.000 mennesker lever der midt i evige flammer, som udspringer af alt det farlige affald - og selvfølgelig med forfærdelige helbredsrisici.

Jacob møder de to 13-årige drenge, Isaac og Moise, som er forældreløse og bor inde i området. De begynder at arbejde sammen, og især Moise er glad for Jacobs ankomst i gruppen. Han er så medtaget i lungerne, at han ikke kan løbe hurtigt længere - og det er barske vilkår derinde.

Da Thomas ankommer i Accra, vil han finde nogle, der kan få ham derind for at tage billeder. Det viser sig at være sværere end som så, men endelig finder han de to hustlere, Wisdom og Justice.... interessante navnevalg!

De er i princippet alfonser, og jagter de unge drenge for at sælge dem til de hvide turister. 

Isaac arbejder for dem; og da Moise sladrer til Jacob ender de i et slagsmål; et par dage senere dør Moise og bliver smidt i Atlanterhavet.

Thomas får endelig adgang til området - og accepterer den underforståede idé, at han vil have sex. Det kan han jo bare lade som om, tænker han. Han får sine billeder af blandt andet Isaac og Jacob; men da handlen skal ske træder Jacob ind og tager Isaacs plads med begrundelsen, at han er jomfru. Han er 11 år gammel!

Thomas vil ikke have sex; i stedet taler Jacob om arbejdet - men de ender med at falde i søvn i en hule på lossepladsen. Da Thomas vågner om morgenen med Jacob i sine arme, er han underlig opstemt og pludselig har han analsex med den lille dreng. Jacob dør af hjertestop under akten. Thomas efterlader ham på lossepladsen, og flygter.

Parallelt med denne tragedie er der historien om det fjernsyn forfatterens forældre købte i 1986 i Frankrig. Jacob ender med at finde det på lossepladsen - så godt som nyt. Han vil sælge det til en brugthandler, som påstår det ikke virker og giver ham 6 kroner for det. Senere vil Jacobs mor Ama glæde drengen, og køber det nu velfungerende fjernsyn (det har det jo hele tiden været) - for 200 kroner. Da hun skal bære det hjem, taber hun det og skærmen knuses. Det var alle de sparepenge hun havde tjent på tre måneder.

Hun står der i gaden med det ødelagte fjernsyn fra forfatterens forældre; samtidig kommer Isaac gående med hendes søn, der er død under en voldtægt og Isaac sætter ild til sig selv og den døde Jacob.

Således er alle tre drenge døde direkte eller indirekte på grund af vores vestlige livsstil.

Epilogen beskriver ferniseringen af en fotoudstilling i Genève, hvor fotografens "fantastiske" billedserie af drengene fra lossepladsen har gjort ham til en stor stjerne.

Det er barsk! Jeg havde kvalme, gåsehud og alt mulgt andet, som en thriller aldrig kan give mig - fordi dette er ganske almindelig hverdag for mennesker i nogle lande - og selvfølgelig især på kontinenter som Afrika. 

Forfatteren gør intet for at tage trykket af grusomheden; den hvide mand bliver blot personificeringen på den udnyttelse, som de allerede lever under på lossepladsen. Og der er ingen, ingen, ingen undskyldninger for hvordan vi stadig behandler Afrika.

Carol - Patricia Highsmith

 

• Engelsk
• 5.-7. marts
• 320 sider
• Originaltitel: Carol

Jeg havde for lang tid siden optaget Carol som film, da den blev vist i TV; men aldrig fået set den, da jeg jo kun yderst sjældent tænder for det apparat. 

Nu faldt jeg så over bogen under årets forsinkede bogudsalg til en meget fordelagtig pris.

Det viser sig så at være en absolut banebrydende roman; udgivet i 1952 under titlen Price of Salt og under et pseudonym for ikke at spolere forfatterens gode navn og rygte. Det er utopisk at tænke således i dag; men for snart 70 år siden var homoseksualitet en sygdom, en anormalitet, noget, der kunne kureres med elektrochok og deslignende.

Bogen solgte dog forrygende, inden den i 1990 blev genudgivet under det nuværende navn Carol, som også er navnet på én af de to centrale skikkelser.

Therese er en ung kvinde, som er flyttet til New York for at slå igennem som scenograf. Mens hun venter på den store chance arbejder hun i et stormagasin op til juletravlheden, og ser sin kæreste Richard. Hun er ikke forelsket i ham; det ved hun - og de få seksuelle oplevelser, de har haft, var langt fra mindeværdige for hende. Måske udelukkende fordi hun fandt det ubehageligt?!

En dag træder Carol ind i forretningen; en smuk kvinde i 30'erne; tydeligvis velstående og udstrålende en kølig elegance - valget af Cate Blanchetti i filmatiseringen er ganske enkelt som man forestiller sig hende i bogen (uden at have set filmen). Therese rammes af en uforståelig tiltrækning, og sender hende et uskyldigt julekort for at takke hende for handlen.

Det bliver starten på deres venskab; selvom Therese hurtigt opdager, at hun er smaskforelsket.

Carol inviterer hende hjem i hendes store hus, hvor hun bor alene under sin separation fra sin mand. Therese møder veninden Abby, som virker lidt fjendsk overfor hende - og hun introducerer selv Richard til Carol. De tilbringer al deres tid sammen, og endelig må  Therese gøre det slut med Richard, som intet fatter.

De to kvinder rejser afsted på en road trip gennem USA; og her sker det endelig! De bliver elskende og alt er skønt; men det udvikler sig hurtigt til en roligere version af Thelma & Louise, da de opdager, at eksmanden har sat en detektiv i hælene på dem. Det virker jo absurd i dag?

Men målet var, at beviset for denne usædelige affære ville bevise hendes manglende moral og dermed uegnethed som mor til deres fælles barn. Faderen ville med andre ord få fuld forældremyndighed.

Det udvikler sig til lidt af en gyser fra det punkt; og man føler forfærdeligt med de to kvinder, der må leve under den trussel ikke at kunne leve frit. Man glemmer konstant den kamp homoseksuelle har kæmpet for - og at det ikke er særlig lang tid siden endda.

Romanen må have været chokerende for den tids normer; ikke mindst på grund af slutningen - jeg var spændt til sidste side! Sproget er moderne, og i modsætning til min haitianske læseoplevelse, som er knap et årti yngre, så er dette en bog, der er fuldt ud lige så læsbar i dag. Om jeg skal se filmen nu, ved jeg ikke - måske ... for hvis de kan formå at skabe den underspillede gnist og datidens sociale normer, så må det være det værd. Men bestemt værd at læse og minde sig selv om, at i går ikke var lang tid siden - og der altså er en grund til, at vi stadig skal markere denne frihed for mennesker.

Gouverneurs de la rosée - Jacques Roumain

 

• Fransk
• 1.-2. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Til tider falder jeg over beskrivelser af ældre udgivelser, som af forskellige grunde stadig er meget omtalte; det er ikke nødvendigvis altid for den litterære kvalitet. Sådan synes jeg det forholder sig her; men til gengæld er der andre årsager til at ikke glemme visse værker.

Jacques Roumain er fra Haiti på trods afe det meget franskklingende navn; han er født i 1907 og døde ung i 1944. Så det er en ældre roman. Den foregår heller ikke i Afrika, og dog er den en integreret del af panafrikanismens bevægelse ud fra definitionen, at dette omhandler sorte menneskers skæbner og vilkår.

I romanen, som selvføgelig foregår i Haiti, møder vi Delira og Bienaimé - et gammelt ægtepar, hvis søn Manuel har været bortrejst i 15 år, Han tog til Cuba for at arbejde i sukkerplantagerne, og forældrene lever i en lille landsby i dalen, hvor de arbejder jorden for at overleve. Det fortegår oftest som en form for kooperativ med de andre indbggere, og det er en lille fasttømret landsby.

Manuel vender hjem efter 15 år væk; han chokeres over at se forfatningen af dalen. De har fældet træerne for at få hurtige penge - men til gengæld er jorden udtørret, da træernes næring og skygge er væk. Nu har de mindre landburgsjord, og det forstår Manuel. Det er muligvis den tidligste roman, der behandler sustainability? Manuels tid i Cuba var hård; forholdene var barske og hans politiske bevidsthed er vakt. Ved hjemkomsten sætter han gang i en lavine af handlinger.

De ældre i landsbyen er meget religiøse, og mener at alle deres ulykker skyldes, at Gud har for travlt til at høre deres bønner. Manuel er marxist, som så mange panafrikanske ledere, som var trætte af kolonialismen.

Manuel forelsker sig også i en af landsbyens unge piger, Annaisse; men hun er allerede forlovet med en anden. Det bliver en hanekamp mellem de to mænd. Mens Manuel samtidig forsøger at lave oprør mod vandforsyningerne til landsbyen, bryder konflikten ud i lys lue, og Manuel dræbes.

Det bliver til en meget opponerende historie mellem ideologier på mange fronter og der mærker man, at det er en anden generation, der skriver. Det er tydeligt mærket af netop mellemkrigstidens strømninger, og sproget er til tider ikke godt at læse i dag. Desuden er en del på kreolsk - fransk kreolsk vel at mærke; men selv jeg måtte altså ty til fodnoterne for at forstå alle termer.

Ikke en skidt bog - men måske lidt forældet på trids af de vigtige ideologiske idéer.