Friday, November 30, 2018

Maigret og advokaten (Maigret LXXV) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 29.-30. november
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret et monsieur Charles

La Fin! Slut! The End ...

Den allersidste Maigret-krimi er læst. 75 krimier og en samling på 28 noveller - og en spækket reol.
En investering på ca. 4.500 kroner vil jeg skyde på; men nu har jeg en komplet samling (på fransk selvfølgelig), der til tider var temmelig svær at opdrive.

Jeg startede for knap to år siden, og lige fra starten vidste jeg, at jeg ville holde mig til den kronologiske orden - det betød også, at jeg måtte stoppe og læse novellerne i den rækkefølge de havde ind i mellem romanerne. Så jeg lavede en nøjagtig liste, der blev fulgt til punkt og prikke.

Jeg nød bunkerne af ventende krimier i læsebunken; og jeg nød at bestille nye, så jeg konstant havde et lille lager klar. Jeg nød at kunne gribe en af krimierne, da jeg vidste, hvem jeg ville finde - den hyggelige Maigret, der ryger pibe, og skumler og drikker lidt for meget. Maigret, der ringer hjem til fruen for at sige, at han ikke kommer hjem at spise og så ærgrer sig, når han hører, hvad der står på menuen.

Maigret, der kæmper sine kampe med hierarkiet, som vil have ham inde på kontoret - mens han vil ud i Paris og tale med folk. Maigret, der skal stå skoleret, når hans ukonventionelle metoder ikke falder i god jord hos hans overordnede. Maigret, der kender hver luder og lommetyv i Paris' skumle gader og stræder. Maigret, der går i de parisiske gader jeg selv kender som min egen lomme efter at have boet der. Jeg følte jeg kunne se gaderne for mig på trods af de mange år, der skilte hans historier fra mine minder.

Jeg kommer til at savne Maigret!

Jeg tror ikke, at det var planen, at Maigret skulle stoppe her? Jeg har forsøgt at finde lidt information - men kan ikke se andet, end at han besluttede at stoppe med at skrive i 1972. Han var da 69 år gammel og det blev til den sidste Maigret. Parallelt med de 75 Maigret-krimier skrev han mere end hundrede andre små romaner, som ofte også har karakter af krimier. Jeg vil nok ikke umiddelbart gå i gang med dem - men det kunne bestemt være en mulighed at læse dem lidt mere sporadisk og uorganiseret end selve Maigret-serien. Måske hvis man kan finde dem antikvarisk?

Den sidste historie har heller ingen speciel afslutning; der er intet, der giver læseren et hint om at det er slut nu. Maigret får igen besøg af en kvinde på sit kontor; hun er tydeligvis beruset og vil efterlyse sin mand, som har været forsvundet i mere end en måned.

Ægteparret lever totalt adskilt i den store herskabslejlighed, og manden har for vane at forsvinde i dage eller uger - men han holder altid kontakt til sit advokatkontor, og vender altid retur efter sine eskapader med diverse letsindige piger. 

Hustruen lever et stille liv derhjemme med cognacflasken, og de har intet socialt liv.
Til tider kører hun en tur om eftermiddagen, og siger selv, at hun tager på barer for at drikke.

Maigret finder sporet af advokaten og hans gang blandt de lystige piger; men oftest ville han faktisk bare leve et normalt liv med dem... vaske op, gå ture osv. En  mand, der bare savnede et normalt ægteskab faktisk!

Hustruen viser sig at være knap så uskyldig som hun giver udtryk for, og da mandens lig findes er det sværere for hende at holde facaden oppe. Hun havde alligevel en elsker, som hun dog selv myrder for at fjerne sporene.

Hun ender i fængsel - og således stopper Maigrets eventyr...


Wednesday, November 28, 2018

Peters kærlighed - Mich Vraa

























  • Dansk
  • 25.-28. november
  • 512 sider

Knap var jeg færdig med Haabet før jeg heldigvis kunne kaste mig over andet bind i Mich Vraas trilogi om Dansk Vestindien. 

Denne anden del handler langt mere om den berømte danske generalguvernør, Peter von Scholten, som "regerede" øerne i mere end tyve år, og var manden, der gav slaverne deres frihed i 1848.

Ligesom den første roman følger vi forskellige spor i romanen, der også er opbygget af brevudvekslinger og dagbogsnotater af de forskellige protagonister. Vi genfinder nogle af de fiktive personer fra første del - blandt andet mulatkvinden Maria, og journalisten Mikkel Eide. De to mødes i Danmark i slutningen af første bind, og da Maria arver plantageejeren Marcussens ejendomme i Vestindien, drager de begge afsted. De er ikke just unge - men de gifter sig, og åbner en skole for de "ufrie" med henblik på at forberede dem på tiden når de er frie. For alle ved, at det ikke kan vare ved - måske bortset fra hjemme i Danmark.

Den danske konge Frederik VI spiller en væsentlig rolle i romanen; Peter von Scholten og kongen er i starten af århundredet på en rejse i den danske vinter, der bliver afgørende for begges skæbner. Peter von Scholten finder graven af en ung kvinde, som var på vej til Vestindien - og kongen lover ham en glorværdig karriere, som dog er betinget af visse modydelser.

Netop denne særstatus i forhold til kongen kommer til at definere de problemer, Peter von Scholten møder senere. Da kongen er død, er hans beskytter således også væk. Han anklages som bekendt for embedsforsømmelse; han bliver senere frikendt - men man var ikke tilbøjelig til så nemt at give afkald på den gratis arbejdskraft, som finansierede rigmandslivet hjemme i hovedstaden.

Det er i øvrigt tankevækkende, at byen Charlotte Amalie på St. Thomas dengang var Danmarks næststørste by! 

Tidsmæssigt er der en overlapning med Haabet, men det er ikke generende, da historien jo anskues fra forskellige vinkler - og Peters kærlighed fortsætter så længere med slutningen i 1854, da Peter von Scholten dør. 

Tilbage i Vestindien er de ufrie blevet frie; Peters tidligere elskerinde - som nærmest fungerede som hans hustru - er blevet ældre. Maria Eide - den fiktive figur - er heller ikke ung længere; men lige til sidst får vi et glimt af en ung dreng, som uden tvivl bæres videre over i tredje bind.

Det er lige så fascinerende og fornemt som første bind. Man kan selvfølgelig argumentere, at visse breve ikke virker troværdige på grund af deres længde eller detaljer. Man skrev næppe så lange håndskrevne breve, der skulle ud over Atlanten i uger eller måneder før de nåede frem. Nogle gange kan man tænke, at de ting, der fortælles i brevene er kendte af modtageren, hvis det var reelt. Men jeg synes formen med brevvekslingen - og i det hele taget skiften mellem breve, dagbøger osv. - fungerer rigtigt godt og holder læseren klistret til siderne.

Et mesterværk af dansk litteratur - og dem er der virkeligt langt imellem!

Saturday, November 24, 2018

Haabet - Mich Vraa

























  • Dansk
  • 19.-24. november
  • 415 sider

Jeg tror ikke, at jeg erindrer hvornår jeg sidst har været så totalt blæst væk og begejstret for en dansk roman? Jeg havde set Mich Vraas romaner et par gange, men som altid tvivlet om det var investeringen værd. En trilogi løber jo op i næsten tusind kroner trods alt! Men heldigvis købte jeg de to første under udsalg et sted - og hvor er jeg lykkelig for det.

Historien om slaveriets historie er en skamplet i Danmarkshistorien; men ikke mere end den er det for så mange andre lande - Frankrig, England, Spanien, Portugal, .... alle deltog vi aktivt i udnyttelsen af de mange ressourcer, der pludselig lå for fødderne af os i Caribien. Om der skal gives en officiel undskyldning for det, som fx Frankrig har gjort, er en virkelig svær diskussion synes jeg. Det er ikke altid en populær diskussion i Afrika, men faktum er ikke desto mindre, at de selv var særdeles medvirkende til at eksportere deres landsfæller - hvilket nogle stammer og lande i Afrika da også har undskyldt for.

Men undskyldning eller ej, så ændrer det ikke på, at udvindingen af sukker i tohundrede år finansierede statskassen såvel som en del forretningsmænds personlige fremgang.

Haabet tager fat i denne komplicerede historie, og formår faktisk at anskue den fra stort set alle vinkler.

Der er de officielle dokumenter såsom kongelige bekendtgørelser om ophørelse af salg af slaver, som skulle træde i kraft i 1802. Det afsluttede ikke slaveriet; men i stedet foreslog man en lokal "opdrætning" på de vestindiske øer, som jo var danske dengang.
Rederen Frederiksen rejser i 1788 hjem efter en slavetransport, som fik alvorlige følger og lover sig selv at stoppe med salg af slaver og i øvrigt al sejlads. Han slår sig ned på Thurø. men hans kone forlader ham efter nogle år, og han er nu alene med datteren, Maria.

I 1803 går de igen ombord på skibet Haabet; men de skal kun med til Frederikshavn. Den plan ændrer sig grusomt, da det går op for dem, at skibets kaptajn stadig driver ulovlig slavetransport og de bliver fanger på et skib på vej til Afrika. Undervejs finder den unge Maria ligeledes ud af hele historien - om hendes fars tidligere slavehandel, og årsagen til hendes mørke hud og sorte, krøllede hår.
Turen ender tragisk; og som læser sidder man med hjertet i halsen og nogle enkelte gange med nærmest kvalme af de emotionelt barske beskrivelser.

I 1823 rejser en ung forfatter. Mikkel Eide, til øerne for, som han selv tror, at afdække de uhyrligheder, der foregår og informere danskerne hjemme om slavernes forhold. Han indlogeres hos plantageejeren Marcussen, som er lige så skruppelløs som han pludselig kan vise omsorg overfor sine folk. Eide konfronteres hurtigt med det dilemma, som så mange andre før ham... han bliver bjergtaget af tropevarmen, de erotiske strømninger under rommens indflydelse, og får sværere og sværere ved at skille tingene ad. Han forelsker sig i en ung slavepige, og er pludselig selv ved at falde i fælden som den hvide mand, der udnytter magtens privilegier.

Hele historien fortælles som breve, notitser, logbøger og dagbogsuddrag af de forskellige protagonister og springende i tid så man langsomt forstår hele sammenhængen og ikke mindst hvorledes deres liv alle krydser hinanden. Deres skrivestil er nutidig pånær de ikke-fiktive offentlige bekendtgørelser - men der bruges samtidens ordvalg; hvilket selvfølgelig indebærer den samtidige betegnelse for slaverne med ord, som vi i dag aldrig ville benytte.

Netop dette slog mig efter nogle siders læsning; men det er absolut nødvendigt for at ramme den stemning og virkeliggøre for os i det 21. århundrede præcist, hvor grumt det var. Hvor særdeles ydmygende det var at være slave og blive anset for kvæg; som da slaverne omtales som tyre og kvier afhængig af deres køn,

Historien flyder smukt og harmonisk, og man springer fra tid til tid og sted til sted i håbet om, at noget godt vil komme ud af det hele. En absolut klassiker, hvor problemet ses fra forskellige sider og man får forståelse for selv de værste af personerne - samtidig med, at man krydser fingre for de gode. Og så skynder man sig videre til næste bind!


Sunday, November 18, 2018

Maigret og stikkeren (Maigret LXXIV) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 18. november
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'indicateur

Det begynder at blive vemodigt at åbne en Maigret; nu er bunken snart væk - ja, det er vel slet ikke en bunke længere. Men måske er det også på tide, at den gode kommissær går på pension - selvom jeg jo ikke ved, hvordan det sidste bind vil udspille sig.

Igen vækkes Maigret af en telefonopringning midt om natten. Igen er det efter en middag med vennen Pardon - og lidt rigeligt af de våde varer. Igen er det et mord - et lig smidt i gaden efter mordet, som har forbindelse til det jeg snart vil kalde den franske mafia. De huserede åbenbart omkring Pigalle/Montnartre-kvarteret og med lange tråde ned til sydfranske byer omkring Marseille og Toulouse.

Den afdøde var restaurantejer med en blakket baggrund. Hans kone er tredive år yngre, og knap er han kold før hendes elsker er på plads i dobbeltsengen. Elskeren er en af to brødre, som man mistænker for at stå bag en række indbrud på godser og andre rige ejendomme. Maigret fornemmer hurtigt, at det er her det hele skal findes.

Men historiens absolutte hovedperson er faktisk stikkeren! En ydmyg politibetjent på Montmartre har i årevis været hjulpet af en anonym person, som ringer med oplysninger, hver gang der sker noget i "miljøet". Selvfølgelig finder Maigret hurtigt ud af, hvem denne stikker er - ikke uden ærgrelse fra betjenten, der i årevis har levet med, at han var anonym.

Stikkeren er nu nervøs - hans identitet er kendt; de to brødre ved, at han samarbejder med politiet og han må gå under jorden. Så nu skal Maigret jagte en stikker samtidig med en morder!

Der er visse elementer af gentagelse nu; men der er vel også grænser for, hvor mange måder man kan dø på - og med hvilke motiver. Efter så mange krimier ser man Simenon fiske i sin egen inspiration fra tidligere krimier - og det er jo også i orden. Hans krimier udkom fra 1929 til 1972 - treogfyrre år! Og jeg læser dem over en periode på knap to år. Så størsteparten af hans læsere har sikkert kun læst nogle af dem - og i hvert fald mere spredt; så disse småting bemærkede han ikke. Og Maigret er stadig en elskelig, stædig, besværlig, intelligent person man kun kan elske som personnage.

Saturday, November 17, 2018

Amsterdam - Russell Shorto

























  • Engelsk
  • 13.-17. november
  • 382 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et lufthavnskøb - og selvfølgelig fra Amsterdam selv; ellers ville jeg nok aldrig være faldet over denne bog. Forfatteren er amerikaner, men har boet i Amsterdam i en del år efterhånden. Han har tidligere skrevet en bog om New York, som jo hed New Amsterdam i begyndelsen - og denne gang kaster han sig så over sin nye hjemby. Jeg kommer der jo en del i forbindelse med arbejde, og da jeg boede i Bruxelles kom jeg en del for fornøjelsens skyld. 

Som bogens anden titel angiver har forfatteren antaget en speciel vinkel, så det ikke er en traditionel skildring af byens historie. Shorto betegner byen i dag som værende verdens mest liberale by; og ikke mindst på grund af dens historie, som en by, der blev bygget op i et fællesskab, hvor det handlede om at tæmme vandet.

Amsterdam er ikke en gammel by som Paris, Rom eller for den sags skyld København. Naturen gjorde, at det ikke umiddelbart var et sted, man slog sig ned. Men tingene tog fat i 1345, da der skete et mirakel i byen - en døende mand kastede den oblat op, som han havde fået som en del af den sidste nadver. Man smed den i ilden, men den brændte ikke, og kunne hives hel ud af flammerne. Det bragte pilgrimmene til byen - og således blev grunden lagt til det multietniske og multikulturelle samfund, som stadig kendetegner byen. Det er den by i verden med den største etniske diversitet!

Kongerne var jo ikke i Amsterdam - eller i Holland; for det var en del af det tysk-romerske rige, og de sad i Bruxelles eller i Madrid. Til gengæld blev byen hurtigt styret af et form for råd - ikke mindst da de store oversøiske ekspeditioner begyndte, og gjorde byen til utroligt velstående. Byens første absolutte storhedstid var fra slutningen af det 16. til slutningen af det 17. århundrede - perioden med ostindiske selskaber, Rembrandt-malerier osv.

Parallelt med disse historiske begivenheder skriver Shorto en del om de politiske strømninger, der var igennem tiden - anabaptisterne, Spinoza, Locke, .... det kan godt være lidt tungt at jonglere med de begreber, men overordnet set giver denne tilnærmelse en rød tråd gennem hele historien. 

Selvfølgelig kommer han også omkring den lidt mørkere periode af byens historie - 2. Verdenskrig. Amsterdams mest berømte offer er uden tvivl Anne Frank; men faktisk er historien umådelig trist. Amsterdam - og Holland i det hele taget - havde en af de laveste overlevelsesrater for jøder. Man spekulerer stadig over, hvem der stak Frank-familien - men fakta er, at der var mange jøder i skjul... og rigtig mange blev angivet af venner, naboer og lignende. Blot 27% overlevede - i modsætning til hele 75% i nabolandet Frankrig, som jo også var besat.

Det var interessant læsning; men ikke just hygge kan man godt sige. Jeg lærte en del om byen; ikke mindst om den kultur, der har præget dens indbyggere i århundreder og stadig gør den hollandske mentalitet til helt sin egen.

Tuesday, November 13, 2018

Ecoutez nos défaites - Laurent Gaudé

























  • Fransk
  • 11.-12. november
  • 285 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde helt glemt, hvor længe jeg egentlig har ventet på den seneste Gaudé i mere prisvenligt format; men den sidste læste jeg i foråret 2015. Det er utroligt, for den står stadig soleklart i min erindring, som faktisk alle hans bøger gør. Jeg er betaget af hans dystre fortællinger, som måske kan virke lidt skræmmende med deres fascination af døden. Ikke én af hans romaner er sprudlende livsbekræftende - men alligevel er de det jo på en anden måde. Fordi døden er en præmis for livet.

Flere gange har han skrevet om døden i forbindelse med naturkatastrofer; et par gange har han skrevet om døden i forbindelse med krig. Et par gange har han rørt ved de antikke helte som Alexander den Store - og midt igennem det hele flyder en italiensk indflydelse direkte fra Dantes Inferno.

Denne gang kaster han sig over den moderne død - terrorismen. Det er barsk! 

De første par sider greb mig med Gaudés sædvanlige poetiske stil, hvor ordene lægger sig om min sjæl, og jeg synker tilbage og glemmer alt andet. Men det viste sig hurtigt, at denne gang ville jeg blive lidt omtumlet.

Assem er hemmelig agent, og venter på ordrer til en ny mission et sted i Mellemøsten. Mariam er en irakisk arkæolog med speciale i at redde kunstskatte fra museer i Mellemøsten som destrueres af talebanerne. De mødes en aften på et hotel i Zürich og tilbringer natten sammen. Denne ene oase af ømhed i kaotiske liv, der er præget af vold. Næste morgen skilles de vel vidende, at de aldrig vil mødes igen.

Hver især skal de ud i verden. Assem skal til Mellemøsten for at observere en amerikansk soldat, der var med i Seal Team Six, der var med til at dræbe Bin Laden i Pakistan i 2011. Assem selv var med til at fange Gaddafi i Libyen i 2011. Den amerikanske soldat lever nu som rebelleder, og amerikanerne er nervøse for, at han skulle være i besiddelse af knogler fra Bin Laden. 

De to mødes, og konfronterer sig selv og hinanden med de versioner af dem selv, som de er blevet. Er de stadig mennesker, der kan leve videre? Er de vindere fordi de dræbte de to mænd? Eller er de taberne, fordi de ikke føler nogen sejrsfølelse?

Parallelt med de tre personers fortælling følger vi Ulysses Grant, som han kæmper i den Amerikanske Borgerkrig; Hannibal på turen over Alperne og forsøget på at tvinge Romerriget i knæ - og Hailé Selassie, som kæmper for sit Etiopien mod de fascistiske styrker i tiden lige før 2. Verdenskrig.

Så vi følger altså seks personer, der alle fortæller fra deres synsvinkel. Det er faktisk lige lidt for polyfonisk for mig. De er hver for sig stærke historier, som understreger Gaudés pointe; men det er meget.

Selve princippet med at tage personer ind i to så absolut afgørende begivenheder som Gaddafis og Bin Ladens mord har jeg det dog svært med. Han skriver samtidig om Kyle og Maddox - to kontroversielle amerikanske personer, som var med til den del af verdenshistorien. Det generer mig desværre. Fordi det er historier, som er kendte - og alligevel ikke. Vi ved ikke, hvad der skete i det hus i Pakistan den dag. Men det ved netop de personer, som han namedropper.

Det er et irritationsmoment for mig; jeg foretrækker hans poetiske dans med døden, som han har gjort til sin egen. Det er derfor ikke hans bedste roman, men der er særdeles markante passager som altid. Men han mestrer så absolut det dystre - ingen tvivl om det!

Monday, November 12, 2018

Maigret og den ensomme (Maigret LXXIII) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 9.-10. november
  • 221 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme tout seul

Det må være dejligt at ældes som Maigret! Han kører sin helt egen tidslinje her i universet. Vi er nemlig i 1965 - én af de få gange, hvor Simenon præcist tidsfæster en roman - og Maigret er "næsten 55 år". Dermed falder historien tidsmæssigt tidligere end de seneste romaner, hvilket blandt andet ses ved, at Hallerne i Paris er flyttet ud til Rungis - det var inden området blev transformeret til det shoppingcenter, der fungerede fantastisk i 1980'erne og 1990'erne, men nu ligger dødt hen.

Så det er i Paris' mave i et mylder af snævre gyder og ludere og lommetyve, at en mand findes myrdet i et forladt hus. Han har tilsyneladende boet der, og samlet alverdens skrammel sammen. Men han er velsoigneret; pæne hænder og negle, og nyfriseret rent hår og overskæg - ikke helt almindeligt for en vagabond. Men han har altså tre skud i kroppen.

Maigret skal finde ud af, hvem han er - og snedigt nok finder han en frisørskole i området, som benytter kvarterets udskud til at øve sig på. Deraf den fine fremtoning.

Han undrer sig dog over, hvorfor denne mand er endt således? Og hurtigt efter at have publiceret et foto, får han henvendelser - fra det der engang var hans familie. Han havde jo et helt almindeligt borgerligt liv engang - lige efter krigen. Men en dag forlad han alt tilsyneladende på grund af en kvinde. En ganske ung kvinde, som Maigret nu også skal finde.

Han blev for en tid set i forskellige barer og restauranter med den unge kvinde; men en dag forsvandt han helt - og så dukker han op som vagabond i Hallerne. Noget er sket!

Det er en finurlig opklaring, som faktisk kun løses ved en anonym telefonopringning med et navn. Det sender Maigret på sporet af en anden mand, som også blev den unge kvindes elsker. Vores vagabond kvæler hende i jalousi - i august 1946 - og går i hundene. Den anden mand elskede den unge kvinde og kommer sig aldrig over det. Så da tilfældet gør, at han en aften ser ham udenfor en fin restaurant i Hallerne, vil han have hævn - nitten år senere.

Det er jo egentlig en banal historie; men alligevel er der så mange lag - jalousien, kærligheden, vreden, hævntørsten... det er jo Simenons styrke at tage disse helt basale menneskelige følelser, som ofte lægger til grund for en kriminel handling, og portrættere dem gennem hans helt almindelige protagonister.

Jeg er sikker på, at der er en tidligere krimi med en lidt samme mønster - en mand, der forlader det etablerede samfund og flytter sammen med vagabonderne. Men hvor skal man finde den imellem de efterhånden mange krimier, der er læst?

Thursday, November 8, 2018

Den engelske kvinde (Outlander I) - Diana Gabaldon


























  • Engelsk
  • 2.-8. november
  • 864 sider
  • Originaltitel: Outlander

Jeg har aldrig - som i absolut aldrig - læst Fantasy-genren; og spørgsmålet er vel reelt om denne hører under denne kategori. Jeg kan dog også godt lide store tykke bøger, da der jo bliver læst en del - og de tager lidt længere tid. Gabaldon har haft kæmpe succes med sin Outlander-serie, som nu er filmatiseret, og jeg har et par gange haft dem i hænderne for igen at slippe dem.

Det er jo faktisk bemærkelsesværdigt, at den første roman udkom allerede i 1991 - men det ser ud til, at successen er meget større nu end dengang? Folletts første bog om katedralerne udkom jo også i 1989, men opfølgeren kom først mange år senere. Jeg erindrer ikke, at den periode var særlig gunstig for at udgive romaner med så historisk indhold - det var Easton Ellis, Wolfe, King osv. Men jeg læste nok også primært fransk litteratur på den tid.

Men som sagt udkom denne første af en lang serie for snart mange år siden, og der er nu snart ni bind. Om det var tiltænkt fra starten ved jeg ikke; men måske fornemmer man det som det skrider frem, om forfatteren lukker dem helt eller lader det stå som en mulighed at fortsætte?

I første bind er vi i 1946, hvor den unge engelske kvinde Claire er på en ny bryllupsrejse med sin mand Frank. Krigen er netop slut, og de har fundet hinanden igen efter seks års adskillelse - det skal fejres med en lille ferie for at komme tæt på hinanden igen. Det foregår i Skotland, hvor Frank blandt andet bruger tiden på slægtsforskning. Hans rødder går langt tilbage til Randall-familien, som har beboet området i århundreder.

En dag besøger Claire en gammel stenformation ikke ulig Stonehenge, hvor hun bliver fanget i en underlig stemning. Inden hun ved af det er hun forsvundet i et hul igennem tiden - og vågner op i 1743 midt i en kamp mellem skotske og engelske soldater. På den engelske side er der Franks forfader, Jonathan Randall, og på den anden rebellen Jamie Fraser. Skotterne fanger hende og mistænker hende for at være spion. I det hele taget havner hun i en meget dum situation - alle tror hun er noget andet end det hun siger; men ingen kan jo forestille sig den fulde sandhed.

Det er til tider en meget langtrukken fortælling; og jeg har aldrig været fan af alenlange sider med beskrivelser af slagsmål eller elskov for den sags skyld. Det er der unægteligt en del af her - men der er også dilemmaet i Claires situation, og hele den historiske kontekst. Det er nok klogt, at forfatteren starter i 1946 i vor tid - og ikke meget længere fremme. Selvfølgelig så en 1991-verden også meget forskellig ud set fra 2018. Men specielt Claires rolle som sygeplejerske under krigen, bliver et nyttigt element i fortællingen,

Der er det hele - krig, jalousi, hekse og kærlighed! Der er cliffhangere til de næste bøger, og selvom jeg allerede ved, at nogle af dem vil irritere mig så vil jeg jo læse dem. Jeg ved, at de bliver tykkere og tykkere - og dermed en øget risiko for alt for lange beskrivelser. Men man vil også gerne vide, hvordan hun lige fikser det problem med tidshullet! Så jeg vil ikke kalde det for egentlig Fantasy - men interessant historisk læsning med et twist.

Thursday, November 1, 2018

La première phrase - Elsa Delachair

























  • Fransk
  • 1. november
  • 272 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg købte denne bog - men sådan er det tit med en pludselig indskydelse. Den var også finurlig og interessant; men det er jo mere et opslagsværk end reel læsning.

Forfatteren har samlet incipit fra 599 forskellige værker - i denne forstand forstået som den første linje i en bog. Selvfølgelig har den første linje stor betydning; den sætter forventningerne, tempoet, stemningen... den skal give os lyst til at komme videre,

Der er de kultagtige første linjer som den fra Anna Karenina selvfølgelig; men også Dickens' "It was the best times, it was the worst of times....". Der er de meget korte og præcise - og de mere kryptiske.
Der er dem, der indleder med vind og vejr eller dem, der henvender sig direkte til læseren.

Men mange gange læser vi jo hele den første tekst i et stræk. Når man isolerer den enkelte ene sætning, der markerer begyndelsen ser teksten tit helt anderledes ud. Moby Dick starter fx med denne enkle sætning: Call me Ishmael. Når man læser det i dag er det jo indlysende for alle, at det er Moby Dick, der refereres til og således bliver nogle sætninger kult på samme vis som replikker i film!

Forfatteren har opdelt alle disse sætninger i teamer omkring døden, tidspunkter, de håbløse indledninger og de mere underholdende. Hvordan de er udvalgt meldes der derimod intet om - og lige her kunne jeg godt savne lidt mere indhold. Der mangler lidt "kød" omkring de lange sider med citater - måske noget, der gav os indblik i forfatterens eget forhold til bøger og de citater?

Hvorom alting er - hvis hun har læst dem alle, så er det imponerende - der var en hel del meget gamle franske klassikere imellem, som kræver virkeligt tålmod. Jeg gik listen igennem til sidst, og kan desværre kun prale med at have læst 89 af dem.