Lev stærkt dø smukt - Mette Bording Nybo

 

• Dansk
• 25. april
• 225 sider

Det er måske ikke den bedste type bog at læse som tidligere kræftpatient - eller det er jo man nok altid på en måde; men man har til gengæld en helt anden forståelse for emnet. Men man har også en helt anden sårbarhed, som krævede en del Kleenex undervejs.

Mettes mand får i efteråret 2015 pludselig konstateret knoglemarvskræft efter i en periode at have haft ondt i ryggen. Han er knap 41 år gammel, ivrig sportsudøver og på alle måder et sundt menneske skulle man mene. Mette og Thomas har da været gift i 15 år, og har tre sønner på 15, 12 og 7 år. De er lykkelige og livet er godt. Indtil den dag deres verden falder sammen.

Mettes bog er skrevet til dels mens Thomas levede og kæmpede sig igennem behandling og sygdom; og til dels efter han døde en tidlig maj-morgen i 2019 efter tre et halvt år med flere tilbagefald.

Kapitlerne er alfabetiske - vi starter med A som Ametystbryllup; en fest de trods sygdom holdt for at fejre deres 17-års bryllupsdag og slutter med Å for åbenhed. Det er meget kendetegnende for historien - at leve og leve godt på trods af betingelserne, og samtidig være åbne omkring sygdommen. De beslutter fra starten at være ærlige overfor børnene, og tager endda ned i deres forskellige skoler for at informere.

Men de er også meget ærlige omkring det potentielt fatale udfald, som jo desværre bliver en realitet.

Derimellem er der selvfølgelig en masse meget svære stunder; der er tunge beslutninger og der er barske behandlinger. Men alligevel sidder man tilbage med en dyb respekt for at kunne leve så stærkt igennem det som familie.

Jeg synes selv jeg var helt i knæ psykisk under hele mit forløb og hvert nyt besøg på hospitalet, som der jo stadig er nogle af, flår bare det sår op igen og igen. Ville jeg kunne klare det så modigt, hvis jeg havde fået en terminal dom? Det er jeg slet ikke sikker på! Selvfølgelig betyder familiesituation og netværk også en del her, og den familie var ikke stærke alene men omgivet af mennesker, som elskede Thomas (og dem alle), og gjorde deres til, at alt gik, som Thomas ville det.

En anden helt imponerende gestus er Thomas' ønske om, at Mette ikke skal forblive alene - faktisk italesætter han dette overfor familie og venner, så hun ikke skal møde kritik eller sladder, hvis hun møder en ny mand efter hans død. Det gør hun tilsyneladende selvom det blot omtales perifært i slutningen af bogen; men der er en opfølgning på historien om livet "efter" - og den er straks blevet bestilt til afhentning på biblioteket.

Det er barsk læsning - men også inspirerende og livsbekræftende midt i al sorgen. Det giver stof til eftertanke om, hvordan man selv håndterer livskriser og hvordan man ville håndtere en af denne kaliber.

Sidste udkald for rejsende - Jakob Kvist

 

• Dansk
• 24. april
• 208 sider

I weekenden var jeg en tur i en boghandel; og ærgrede mig så lidt over priserne på danske nyudgivelser, som jeg ved, jeg kommer til at læse meget hurtigt. I stedet tjekkede jeg med det samme om de mon fandtes på mit bibliotek, og reserverede dem. Nogle må jeg så vente på i kortere eller længere tid - men to reservationer var klare til afhentning allerede tirsdag. Så ærgrede jeg mig ikke længere over at have været standhaftig i weekenden - slet ikke efter at have læst den ene på ud- og hjemtur til arbejde og så en time i sofaen om aftenen.

Dermed ikke være sagt, at den var dårlig! 

Jeg er stor fan mennesket Jørgen Leth; og da jeg læste Det uperfekte menneske i 2016 var jeg tydeligt allerede lidt nostalgisk over, jeg fornemmede en form for forberedelse på enden. Men det er otte år siden, og et svigtende helbred til trods er Leth stadig iblandt os.

Det er ikke uden udfordringer desværre, som man til tider kan læe om i dagspressen med også i denne samtalebog med hans ven Jakob Kvist, som står bag bogen.

Jakob Kvist kommer også med sine egne observationer over tingenes tilstand, og det giver et virkeligt sårbart indblik i Leths liv med faldulykker og fysiske begrænsninger. De diskuterer netop dette forfald en hel del i bogen, og det skaber jo en virkelig interessant kontrast til Leths udtalelser om at han ikke ville bryde sig om en ældre kvinde - "hvor det hele hænger"!

Det er måske det, jeg virkelig godt kan lide ved ham - ligesom i Det uperfekte menneske er han bramfri ærlig omkring sine synspunkter, hvoraf visse vel nok kan siges at være lidt utraditionelle. Han står ved sine meninger, og han erkender at have betalt for sex.

Derudover er det måske en lidt navlepillende omgang at servere som en hel bog. Der er lyspunkter - som da de sidder og vælger begravelsessalmer. Men det er måske mere form end indhold. Leth er også en vanvittig primadonna; og det indrømmer han også! Men det er da charmerende at være så konsekvet - og så længe man ikke gør nogle andre mennesker noget ondt, er det vel i orden? 

Der er altid nogle billige points vundet ved at være Jørgen Leth; men jeg håber også, at han - eller andre - forstår, hvornår det er tid at stoppe. Det er lige ved at kamme over i noget ynkelighed og værdighedstab når man skal høre om hans små "uheld" - og det eftermæle fortjener han ikke.

The Ornament of the World - Maria Rosa Menocal

 

• Engelsk
• 21.-23. april
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg lige efter påske var i Madrid, tog vi en dagsudflugt til Toledo - og så er man pludselig i et helt andet Spanien end i den moderne hovedstad. Toledo er sammen med andre byer som Granada, Cordoba og Sevilla ganske enkelt arnestedet og vuggen for en helt særlig kultur - nemlig den mauriske kultur, der prægedes Andalusien i middelalderen. 

I det 8. århundrede blev den arabiske prins Abd al-Rahman fordrevet fra Damascus, da hele hans familie blev udryddet - men han overlevede, og søgte tilflugt i Cordoba. Men han fik også hurtigt overtaget magten, og hans families dynasti, Umayyaderne, beholdt magten i området i næsten trehundrede år. De gik endda så vidt som til at udråbe Cordoba til det nye hovedsæde for det muslimske kalifat.

Hele middelalderen gik med krige på kryds og tværs; men ironisk nok var det oftest territoriale krige og ikke religiøse krige. Muslimske og kristne herskere holdt gerne sammen, hvis det kunne sikre, at de begge beholdt deres territorier. De levede faktisk i fin samhørighed, og muslimer og kristne levede og boede i samme byer, og arabisk var det foretrukne sprog. Arabisk blev også toneangivende for videnskaben og kunsten - for latin var liturgiens sprog, og castillansk var langt fra at eksistere.

Menocals bog tager os med på den rejse fra 755, da Abn al-Rahman lander i Cordoba til både muslimer og jøder smides endegyldigt ud af landet i 1492 af de katolske regenter Isabella og Ferdinand, som af paven selv fik den fornemme titel Katolske monarker. 

Det er en relativ kronologisk gennemgang; der er en del krige, en del navne og steder at holde rede på - men der er også masser af interessante indblik i, hvor multikulturelt dette samfund var - og ikke mindst hvor tolerant! Noget, der syntes en umulighed i senere århundreder og især i moderne tid.

Arabisk kultur er grundstammen i castillansk; Andalusien var oprindelsstedet for mange oversættelser af de gamle grækere, som vi stadig benytter i dag. Videnskaber som lægekunst, astrologi og astronomi er jo i bund og grund arabiske "opfindelser" - og disse spanske byer spillede en stor rolle i denne kultur.

I dag er man ikke i tvivl, hvis man besøger fx Alhambra - allevegne ser man spor af arabisk udsmykning og arabiske tegn indhugget i stenene. Andalusien var enten styret af muslimer eller kristne; men det blev til en blandet kultur og jøderne levede i en flydende overgang midt i det hele. Synagoger havde også arabisk inspireret arkitektur, som man tydeligt ser det i Toledo - og da Columbus drog til Amerika tog han inspirationen med dertil. I dag ser man denne inspiration i Caribien og Sydamerika.

Det var en utrolig lærerig bog, og jeg kan kun anbefale en tur til Toledo, hvis man er i Madrid - det er en halv times rejse og man er i en helt anden verden med hele denne kultur, der præger gadebilledet. Næste projekt - ikke mindst efter at have læst denne bog - må være Sevilla!

Alle navnene - José Saramago

 

• Engelsk
• 18.-20. april
• 256 sider
• Originaltitel: All the Names

I mit forsøg på at læse flere klassikere køber jeg til tider disse Vintage-udgaver på bogudsalg, hvor de oftest fås til en god pris. Så er der jo heller ikke sket den store skade, hvis jeg ikke er helt fan. Det var jeg nemlig ikke denne gang.

Jeg forsøgte mig med Saramago i 2011, og der var det heller ikke en succes - vi er ikke skabt for hinanden. Men der var bestemt mange forudsætninger for en god historie - det er bare måden, historien bliver præsenteret på, der ikke passer til mit temperament.

Senhor José er offentligt ansat i et arkiv, der indeholder kartotekskort over alle levende og døde personer et sted i Portugal. Han er kontorets grå mus - ham ingen rigtig taler med eller overhovedet bemærker; heller ikke når han sin højdeskræk til trods balancerer oppe på er stige for at nå de øverste reoler i dette kafkaske arkiv. Han bor tilmed i et lille hus, der er bygget ind i selve arkivet og selvom han burde bruge hovedindgangen, fristes han en aften til at bruge adgangen fra huset ind til arkivet.

José har ikke rigtigt noget liv; ingen familie eller venner. Så han bruger sin fritid på at samle oplysninger om kendte personer. Indtil han en dag ved et uheld får fat i kortet på en helt almindelig ukendt kvinde.

Nu starter en regulær besættelse af denne kvinde, som han vil finde. Det påvirker selvsagt hans arbejde i arkivet, men først da begynder hasn chef at se ham og pludselig anerkende hans talenter. Det bryder kollegerne sig jo ikke om! Det fører til en del uheldige episoder men essensen er snarere den håbløse eftersøgning - han kunne finde hende i telefonbogen, men han har i bund og grund ikke lyst til at finde hende. Undervejs bliver han dog nødt til både stjæle og lyve, og kommer langt ud over sin comfort zone.

Men det primære problem for mig er de uendelige sætninger, og kompakte sider, der fortsætter uden pauser. Jeg begyndte at kede mig lidt og kigge fremad for at komme tilbage til historien - og det jo præcis de samme ting, der irriterede mig i Elefantens rejse, Jeg tror bare ikke, at selvom Saramago har vundet en Nobel-pris, at jeg skal læse flere af hans bøger.

Feber i blodet - Irène Némirovsky

 

• Fransk
• 17. april
• 208 sider
• Originaltitel: Chaleur du sang

Jeg er meget begejstret for Némirovskys romaner, og troede faktisk, at jeg havde læst dem alle, da hun jo desværre døde i Auschwitz i 1942. Men i Madrid faldt jeg over denne i en dejlig museumsbutik.

Den er udkommet posthumt, da hendes døtre mange år senere overlod manuskriptet til et forlag, der kunne færddigøre arbejdet ud fra de mange noter og allerede maskinskrevne sider. Oplægget er skrevet i 1937, da alt endnu var rimelig fredeligt for Némirovsky.

Handlingen foregår i en lille landsby i Frankrig - ikke ulig den hvor hun selv opholdt sig inden hun blev taget til fange. Den aldrende Sylvestre, også kaldet Silvio, observerer livet omkring ham i det lille samfund. Ikke mindst kusinen Hélène og hendes mand François, som udadtil fremstår som det perfekte ægtepar. De er rollemodellerne for datteren Colette, da hun ganske ung gifter sig med Jean. Hélène havde en halvsøster, hvis datter er gift med en meget ældre mand - og hun har en ung elsker.

Colette forelsker sig i samme unge mand, og dramaet begynder, da hendes mand Jean pludselig drukner en aften i landsbyens flod. For hvad vidste han? Og var det en ulykke eller et mord?

Det er ikke en krimi men en historie om familiehemmeligheder; Hélène var selv som ung gift med en meget ældre mand - og nu begynder det idylliske familiebillede at krakelere, da Silvio erindrer deres fælles historie som indtil nu har været deres hemmelighed.

Colette forsøger at få hjælp fra Silvio for at undgå forældrenes moralske fordømmelse; men Silvio mener, at sandheden måske nu skal frem. Det er en kort og hurtigt læst lille roman - ikke desto mindre utrolig skarp og helt i tråd med hendes andre mesterværker, hvor mange af de samme temaer går igen - hemmeligheder, utroskab, passion og svigt.

Le Bureau d'Eclaircissement des Destins - Gaëlle Nohant

 

• Fransk
• 13.-16. april
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke helt forstå det allerede er fem år siden jeg læste Nohants roman om den franske digter Robert Desnos, som døde i Theresienstadt blot nogle uger efter befrielsen.

Den var fantastisk og sørgelig; og emnet i denne roman er præcis det samme - og vedrører igen krigen og dets ofre.

Irène er franskmand, men har i mange år boet og arbejdet i Tyskland på det internationale opsøgningscenter - også kendt som Arolsen-arkivet. Jeg kendte dog ikke til dette center, og det er jo både rørende, fantastisk og tragisk, at de stadig så mange år efter modtager så mange breve hele tiden med forespørgsler om personer.

Men Irène i bogen er jo en fiktiv person, der er havnet her fordi hun giftede sig med en tysker. De er siden skilt, og hun lægger al sin energi i arbejdet med at opspore slægtninge til de mange, der døde i kz-lejrene. Hun får nu en ny opgave, hvor hun skal opspore personer baseret på objekter, de har liggende. Det bliver blandt andet et lille tøjdyr og en medaljon med et navn og fødselsdato indgraveret, der bringer hende ud på en "opdagelsesrejse" over Paris, Warszava, Thessaloniki og andre steder for at finde spor efter ejerne.

Det kører til tider lidt i alle retninger; vi følger hendes forskellige sager blandet sammen og paralellt er der historien om krigen og så lige hendes nutidige private historie. Der er også tilbageblik på hendes tid i Tyskland; samarbejdet med en kollega, som havde et nummer tatoveret og døde afkræft inden hun turde spørge ind til historien. Der er historien om eksmandens forældre, som jo var voksne under krigen og har måttet tage en position i forhold til nazismen.

Det bliver lidt rodet nogle steder, og man fornemmer, at hun forsøger at presse en del faktuel viden om nazismen ind i romanen. Det forstyrrer rytmen synes jeg - men informationerne er jo i sig selv vigtige og grufulde. Jeg har faktisk sværere ved at læse denne slags romaner efter jeg sidste år besøgte Auschwitz og Schindler-museet i Krakow. Billederne i min hjerne er så skarpe nu, hvor jeg tidligere kun havde indtryk fra film. Nu er det en helhed af indtryk, som er virkelig overvældende selv i den fortonede udgave vi får dem i som tilskuere årtier senere.

Det vil aldrig ophøre at være forfærdeligt; der vil altid være mennesker, der undrer sig over deres forfædre. Både dem, der mistænker dem for forbrydelser og dem, der leder efter svar på hvor de døde og hvordan. Dette emne formår bogen at dække, så vi får begge vinkler. Men det bliver lidt rodet!

Rouge - Michel Pastoureau

 

• Fransk
• 11.-12. april
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Som sædvanlig lader jeg mig lokke af museumsbutikkernes udvalg; og på Reina Sofia-museet i Madrid var det et skønt plaster på såret - for jeg havde det lidt stramt med al den moderne kunst. Det er flere århundreder ud over min foretrukne periode!

Pastoureau er en fransk historiker, der har specialiseret sig i farvers historie - et meget snævert felt; han har skrevet flere bøger om sort, hvid, gul, grøn, blå - og altså også rød.

Det er meget teknisk - og faktisk lidt tørt. Der er virkelig interessante informationer; men han forstår ikke rigtigt at overbringe dem på en levende facon. En anelse humor skader jo heller aldrig.

Det er tætpakkede sider, der starter med forhistoriens hulemalerier og slutter i moderne tid; hvor han demonstrerer, hvor vigtig farven rød var allerede fra da man begyndte at benytte sig af farver. Rød var nem at udtrække fra diverse planter; og allerede for årtusinder siden kunne den både symbolisere det onde (helvedes flammer) som det gode - kærligheden men også kirkens farve i kardinalernes kåber.

Han analyserer Bibelen såvel som andre gamle skrifter; og det er iøjnefaldende, hvor lille betydning farver havde i de skrifter. Det på trods af, at middelalderen jo havde stramme regler for, hvem der måtte bære visse farver.

Jeg havde måske håbet der havde været lidt mere fortolkning med referencer. Det bliver som sagt lidt tørt og jeg tror ikke jeg vil forfalde til at bestille resten af serien. Det troede jeg jo bestemt ville ske; men der mangler altså lidt "spænding" desværre. Jeg kan også nu se, at jeg tidligere har læst en af hans bøger - og havde præcis samme indtryk. Ergo er det bare ikke en forfatter for mig.

vemod undercover - Jan Gradvall

 

• Dansk
• 8.-10. april
• 386 sider

Da jeg var barn var ABBA stadig på toppen af deres karriere - det sluttede jo selvfølgelig hurtigt; men jeg var fan, som så mange andre. Jeg skrev endda til dem - eller fik nok snarere hjælp fra mine forældre - og fik et billede med autografer retur. Min far grinte af det; for som han sagde så "er der ingen, der kan huske dem om 20 år". Det fik han jo absolut ikke ret i; i 50-året for deres Eurovision-sejr, er deres musik stadig populær.

Bogen om ABBA kommer på et strategisk godt tidspunkt kan man så sige; men det er ikke en traditionel biografi om de fire medlemmer, deres indbyrdes private historie og successen som pop-band. Det er langt mere komplekst, og jeg var meget overrasket over bredden af historien.

Selvfølgelig får vi noget baggrundshistorie om de fire personer; deres opvækst - men her tjener det mere til at understrege, hvor deres musikrødder kom fra. Vi springer lidt rundt, så det er en tematisk snarere end en kronologisk fortælling. Det virker forbløffende godt, da det samtidig strækker sig over svensk historie både musikalsk men også generelt om det svenske samfund.

Det giver et baggrundstæppe til at forklare, hvorfor deres musik blev som den gjorde. Hvorfor teksterne er som de er; hvordan de blev modtaget i et stærkt socialdemokratisk og venstreorienteret samfund - men også hvordan Sverige senere udviklede sig til at blive absolut verdensførende indenfor produktion af popmusik stik mod alle odds.

Vi kommer vidt omkring på så mange fronter, og samtidig er der referencer til musikkens tekster, lyde, titler - så jeg også måtte have fat i Youtube for at se og genhøre ikke mindst nogle af de mindre kendte.

Så det er ikke blot en bog til ABBA-fans - det hjælper selvfølgelig - men også en historie om en epoke.

Børnene er konger - Delphine de Vigan

 

• Fransk
• 31. marts - 7. april
• 368 sider
• Originaltitel: Les enfants sont rois

Med en uges ferie i Madrid havde jeg optimistisk pakket bøger, der slet ikke var tid til at læse - det blev kun til læsning frem og tilbage i flyet.

Titlen er faktisk temmelig bittersød - for børnene er ofrene i denne historie! De børn, der fra spæde udstilles på de sociale medier og i mange tilfælde ender med at blive en levevej for forældrene som influencere. Det er en absolut tidssvarende debat, og faktisk et fænomen jeg selv undrer mig over, når man ser forældres visning af børn - for de kan jo umuligt selv vide, hvad de tilsyneladende gladeligt deltager i? Det er i hvert fald moralen i denne historie.

Mélanie er selv barn af reality-tv-tiden; men hendes karriere i et show endte brat, da hun ikke var den ekstroverte og ekstravagante karakter, som fjernsynskanalen eftersøgte. Da hun ti år senere er mor, opdager hun pludselig, at der er et marked for at lave videoer med hendes to børn, Sammy og Kimmy.

Det er sjove lege, oppakning af gaver - men alt er jo i virkeligheden camoufleret produktpromovering og der er et nøje planlagt manuskript til hver video. Så da den 6-årige Kimmy kidnappes, er det ikke blot en ridse i lakken i hendes perfekte liv men også en midlertidig stopklods for hendes indtjening. Man kommer næsten til at tænke, at det menneskelige - at miste et barn - bliver sekundært. Spørgsmålet melder sig jo også om det er jalouis, pengeafpresning eller andre motiver? Kunne hun selv finde på at gøre det for at skabe lidt ny trafik til hendes medier?

Men Kimmy vender hjem igen, og vi får opklaringen af sagen. Denne del, som til tider minder om en krimi med andre protagonister som politidetektiverne, fylder knap to tredjedele af bogen. Så springer vi tolv år frem i tiden til 2031; hvor Sammy er 20 og Kimmy 18 år gamle. Begge børn har kappet forbindelsen til forældrene, men Mélanie har genopfundet sig selv og lever i en form for vanvittigt univers, hvor hendes dag filmes fra hun slår øjnene op. Det er skræmmende at forestille sig.

Personligt tror jeg mere på, at lige som med mange andre ting, er der en tid for alt - og influencere skal nok ikke regne med at basere en livsindtægt på sig selv. De kan i hvert fald slet ikke gøre det på børn, der jo vokser op. Men for Sammy og Kimmy er skaden sket - selvom Mélanie slet ikke forstår omfanget af de psykiske skader hun har påført dem.

Dog er der også en del forklaringer, der skal tjene til at forklare os, hvordan verden ser ud i 2031 - det bliver forstyrrende i dens dystopi, som er oget halvhjertet. Denne del kunne sagtens have været undladt eller i hvert fald lavet på en anden og bedre måde. Men det er skræmmende og tankevækkende læsning for alle - for vi ved reelt set ikke, hvilke konsekvenser de sociale medier har på længere sigt.

Det er et fucking eventyr - Eske Willerslev

 

• Dansk
• 28.-29. marts
• 246 sider

Jeg synes begge Willerslev-brødrene er usædvanligt interessante - og intelligente - mennesker; selvom deres fagmateriale måske er temmelig meget uden for min comfort zone. Heldigvis skriver de begge bøger, som gør stoffet mere tilgængeligt for os helt alminde lige mennesker.

Jeg har tidligere læst den imponeredne bog af Rane Willerslev om udvalgte objekter fra danske museer; og hans tvillingebror har udgivet flere bøger om sit arbejde og sine rejser for at udforske DNA.

Jeg har et årskort til Nationalmuseet, og synes det er virkelgi fascinerende at vide mere om, hvad jeg ser i de udstillinger. Et gammelt klenodie giver bare mere mening, hvis der er historie bag, som rækker ud over den lille lap papir i museumsudstillingen. Det er netop disse historier Willerslev dykker ned i!

Hvor kommer vi fra? Hvem var her før os - eller først? Hvilke gener har vi bragt med os ud i verden inden vi slog os ned et sted, og hvornår stoppede vi med at bevæge os kontinuerligt i jagten på det rette sted at dyrke jorden og stifte familier?

I nogle civilisationer og folkeslag er dette afgørende for en fælles identitet, men også som eksistensberettigelse og historie - som fx for aboriginals og indianerstammer, som i århundreder har måttet kæmpe for deres jord, deres kultur og traditioner op mod kolonialismen. Men det kan også skabe problemer, hvis den fælles historie og kultur pludselig viser sig ikke at hænge sammen, som man har troet det, og som mundtlige overleveringer har skabt den.

Der er nogle virkelig interessante historier om disse opdagelser; og om arbejdet med at komme frem til dem. Samtidig er det skrevet med virkelig meget humor, og i et videskabenligt tilgængeligt sprog for menigmand. Det giver en bedre baggrund netop for at besøge museer og forstå, hvad man ser.

Les yeux de Mona - Thomas Schlesser

 

• Fransk
• 24.-28. marts
• 496 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

En af vinterens helt store publikumssuccesser i Frankrig, og allerede oversat til mere end 30 sprog - dog ikke dansk; men det kommer muligvis.

Jeg venter jo som regel med at købe franske bøger til de er udkommet som paperbacks; men da denne fik så overvældende anmeldelser, og samtidig handlede om malerkunst lod jeg mig lokke til at bestille den allerede nu. Ikke mindst fordi jeg havde set, at der også var illustrationer af de omtalte malerier. De viste sig så at være på indersiden af omslaget og ikke ved det kapitel, der omhandlede det. Desuden var det meget små illustrationer, så parallelt med læsningen havde jeg opslaget af maleriet, så jeg også kunne zomme ind på detaljerne.

Bogen er en form for coming of age-roman for en lille pige - Mona! Da hun er 10 år gammel rammes hun en dag uforklarligt af blindhed, som varer i mere end en time. Hospitalet foretager alverdens tests, men bliver ikke klogere - dog mener man, at en børnepsykolog måske ville kunne hjælpe hende. Det er hendes morfar ikke enig i; i stedet beslutter han at tage hende ud for at opleve skønhed - for hvis hun mister synet, skal hun i det mindste have disse smukke malerier lagret i hjernen.

Hver onsdag eftermiddag tager han hende med på et museum for blot at studere et enkelt maleri; til gengæld skal det gøres grundigt. De sidder først i mindst et kvarter inden de begynder at diskutere det.

Over 52 uger tager han hende med til Louvre, Musée d'Orsay og Pompidou-centret i Paris. Fordelingen af malerier mellem de tre museer er nogenlunde identisk, og de bevæger sig således fra renæssancen op til helt moderne kunst.

Hvert kapitel indledes med en kort del af den "anden" historie, der udfolder sig gennem bogen - om Monas liv, om besøgene på hospitalet og den stigende nysgerrighed over mormoderens liv, som er omgærdet af en form for tabu i familien. Dernæst følger så museumsbesøget og analysen af ugens maleri. Der kommer en del historiske detaljer, og selvfølgelig Monas fortolkning af det. Hun udvikler over tid en langt større forståelse for og evne til at læse malerierne - og der er mange smukke imellem.

Selv er jeg jo lidt handicappet af, at min smag stopper nogenlunde med Picassos død - og jeg har et stort gabende hul omkring rokokotiden, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Så jeg fik da udvidet min egen lille horisont.

Men jeg køber desværre ikke helt ind på bogen trods det. Jeg forstår ikke, hvad forfatteren vil med disse to historier? Den ydre historie om Mona er faktisk ret dårligt skrevet; det er lidt for infantilt og virker som unødvendig staffage - for i bund og grund vil han jo skrive om malerierne. Men for at sælge den del til et moderne publikum, der ikke interesserer sig for renæssancekunst skal det pakkes ind som en rosenrød historie om det måske blinde barn og den helteagtige morfar.

Det er selvfølgelig fint, hvis det skaber mere interesse for malerkunst - men det virker for konstrueret og hænger desværre ikke sammen for mig. Jeg kæmpede for at komme til vejs ende, og blev uendeligt skuffet over rammefortællingens sukkersøde slutning. Jeg skal nok bare holde mig til faglitteratur, når det gælder malerkunst.

Le Rocher de Tanios - Amin Maalouf

 

• Fransk
• 20.-23. marts
• 280 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En lidt ældre roman, som vandt den franske Goncourt-pris i 1993, men ikke desto mindre er tidsløs!

Amin Maalouf er en fransk-libanesisk forfatter; medlem af Académie Française og han har skrevet en lang række historiske romaner, der foregår i Mellemøsten og Centralasien. Han har ligeledes skrevet den imponerede fortælling om sin families historie.

Denne fortælling foregår i bjergene i hans hjemland, Libanonm i begyndelsen af det 19. århundrede og er baseret på historiske begivenheder. I begyndelsen af 1800-tallet var Libanon en del af det Osmanniske Rige, og den lille landsby Kfaryabda styres af en lokal sheikh, som igen styres af emiren. De adskiller sig fra store dele af befolkningen ved at være drusere - altså en kombination af de tre monoteistiske religioner.

Sheikhen nyder stor anseelse i den lille landsby, men har også rygte af at være en kvindebedårer - og da slotsforvalterens hustru, Lamia, føder drengen Tanios er der tvivl om faderskabet. Tanios selv kommer til at lide under disse rygter, og han fjerner sig fra sin familie og landsbyen og søger tilflugt hos den engelske præst, hvor han studerer. 

Der er en stigende konflikt mellem engelske og franske interesser i at styre det allerede dengang turbulente område; Tanios drages ind i den konflikt som han efterhånden drages mod et mere klasseløst samfund - ikke mindst grundet hans ambivalente følelser over for den mand, der muligvis er hans far.

Historiens klimaks kommer da hans far - i hvert fald den antagede biologiske - dræber en patriark for at hævne sønnens ulykkelige kærlighed, og de to flygter til Cypern. Denne del er baseret på den sandfærdige historie om mordet begået af en Abou-Kichk; og episoden bliver starten på en mindre revolution i det lille bjergsamfund, men også fortællingen om forholdet mellem far og søn. 

Det er en relativ kompleks lille roman ikke blot grundet den historiske kontekst; men også med symbolværdierne i Tanios oprindelse, uddannelse, flugt og hjemvenden som helten, der har mulighed for at overtage sheikhens plads, Blot for endeligt at forsvinde og blive til en legende, der lægger navn til en klippe i forfatterens hjemby. Det er en blanding af fiktion og fakta leveret i eminent mellemøstlig tradition.

1794 - Niklas Natt och Dag

 

• Dansk
• 16.-19. marts
• 510 sider

Den svenske trilogi fra 1793-1795, hvor bøgerne praktisk bærer de samme titler er barske sager!

Jeg synes på sin vis, at de er interessant i opbygningen. Både i 1793 og nu i 1794 er de bygget op efter samme skabelon. Vi starter i vinteren - altså i slutningen af året, hvor vi følger en persons historie. Derefter hopper vi tilbage til foråret for at følge vores detektivantihelt, Cardell og hans nye kammersjuk, som er intet mindre end broderen til hans samarbejdspartner fra 1793, som jo døde af lungesot.

Det skaber en forbindelse til den unge pige, Anna Stina, fra 1793 og vi springer til tredje del, som er hendes historie om, hvad der skete, da 1793 sluttede. I fjerde og sidste del flettes alle historierne så sammen - og ender med en cliffhanger, som skal trække læseren over i 1795.

Kommer jeg så med i 1795? Det ved jeg faktisk ikke!

I 1793 havde vi at gøre med en morder, der yndede at partere og skamfere sit offer som en kærlighedshævn, men også en absurd form for perversitet. I 1794 er det faktisk det samme - en mand, der finder et svagt offer i den unge adelsmand Erik, der sendes til den svenske koloni St Bartolomæus for at fjerne ham fra sin store kærlighed. Her får vi et grumt indblik i slavehandlens historie - og ikke mindst Sveriges medvirken, som jo ikke var værre end den danske absolut; men vi har tendens til at flytte skylden over på de store koloniale magter som England, Spanien og Frankrig.

Men nu ender vi igen med en mand, der får seksuel nydelse ud af at overvære vold i sin grusomste form. Det bliver desværre lidt repetitivt og jeg synes ikke vi kommer meget videre med Cardells personlighed, som også er meget voldelig. Ja, 1794 i Stockholm på samfundets bund var ikke en dans på roser - men her er det usigeligt meget vold og temmelig mange gentagelser af steder, de passerer og opremsning af navne på snart sagt hver bygning de passerer.

Jeg synes denne var lidt lang at komme igennem, og derfor tvivler jeg på om jeg magter 1795. Måske om nogle måneder og for at få sluttet historien af; det er jo trods alt en trilogi. Men det skal ikke være lige nu!

The Covenant of Water - Abraham Verghese

 

• Engelsk
• 9.-14. marts
• 736 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er efterhånden nange år siden jeg læste en roman af Verghese, men den gjorde et stort indtryk; og hans seneste roman udgivet i 2023 er på både Oprahs og Obamas reading list for 2023. Der er noget med indiske romaner - de er ofte tykke! Vikram Seth slog vist næsten alle rekorder med sin mammutroman, men generelt er det kompakte intense romaner, der skrives af indiske forfattere.

Denne er absolut ingen undtagelse med sine mere end 700 sider, som er absolut intense fra start til slut. Det er et stort spindelvæv, hvor alle tråde først bliver spundet sammen i de sidste linjer.

Historien strækker sig over næsten 80 år fra 1900 til 1977. I 1900 bliver den blot 12-årige Ammachi gift med en langt ældre mand. Hun følger med ham til sit nye hjem, og skal lære et nyt liv og en ny verden at kende. Manden er speciel på flere punkter; han taler ikke meget og han er meget bange for vand. Hun har levet hele sit liv med vandet og floderne som en livsåre - men han har det bedst i toppen af et træ. I familien hedder det sigm at en forbandelse hviler over familien, hvor mindst et medlem i hver generation er druknet - det kalder de for Tilstanden.

Som Ammachi bliver til Big Ammachi - matriarken for familien - kommer de også til at miste; der er mange hjerteskærende skæbner i de årtier, som også er skelsættende for Indien som land, der løsriver sig fra det engelske overherredømme. Parallelt med denne families historie krydser vi andre familier, og deres liv knyttes sammen i ægteskaber og fødsler; men vi møder også både en svensk og en engelsk læge.

Verghese er oprindeligt selv læge, og i denne roman viser det sig tydeligere end i den første jeg læste af ham. Det bliver til tider meget medicinsk med udførlige beskrivelser af operationer og indgreb; som jeg nok kunne have været foruden. Men det bliver familiens forbandelse og dermed også målet for Big Ammachi og andre i familien senere, at beskytte dem, der er ramt af fænomenet og i sidste ende bliver det en ung kvinde, der finder årsagen.

Denne medicinske tilstand bliver afgørende for, hvordan de lever deres liv - de er begrænsede og nogle lader sig hæmme af den. Det påvirker deres relationer og får tragiske udfald. Der er ligeledes stort fokus på spedalskhed, som i mange år var en forfærdelig sygdom og forbandelse over dem, der blev ramt og stigmatiseret af samfundet. 

Jeg synes der var nogle løse ender til sidst desværre. Store dele af historien fungerer virkelig fint - men pludselig skal det hele rundes af lidt brat, og så er der virkelig mange medicinske detaljer. Men jeg var absolut opslugt!

Den sidste djævel skal dø - Richard Osman

 

• Engelsk
• 6.-8. marts
• 432 sider
• Originaltitel: The Last Devil To Die

Der går nogenlunde et år mellem udgivelserne i serien om pensionistdetektiverne; og nu er vi nået til den fjerde bog i serien. Der var nogle noget mere seriøse og nostalgiske undertoner i denne historie, hvor den ældre antikvitetshandler Kuldesh findes dræbt i sin bil. Han er uforvarende blevet en brik i nogle narkosmugleres plan - men den plan viser sig at være langt mere kompliceret end nogle aner.

Men de altid nysgerrige pensionister i Coopers Chase vil have retfærdighed over deres vens død; de vil også gerne forstå, hvorfor han blandede sig. For Kuldesh vidste, at det var narko - og han har gemt det! Men måske er det slet ikke heroinen, der er det interessante i denne transaktion - noget smuglerne så er helt uvidende om.

Det bliver selvfølgelig de sædvanlige morsomme og hæsblæsende jagt, hvor de ældre får hjælp af politifolkene Chris og Donna; mens narkosmuglere og antikvitetsfalsknere render i ring efter hinanden og undervejs får myrdet et par stykker.

Det er som sagt også en mere sårbar historie; Elizabeths mand, Stephen, er nu meget syg af Alzheimers og en beslutning og en afsked skal tages. Vi kommer mere ind under huden på personerne i forhold til den skrøbelighed, de jo også har som ældre mennesker. Der er absolut stadig humor - ikke mindst Joyce er jo altid himmelråbende morsom. Men der kommer mere kød på karaktererne, som Osman udvikler dem.

I epilogen er der da også nogle bevægende ord om netop denne skrækkelige sygdom; men også den overraskende men måske kloge beslutning om, at serien nu tager en pause. Mange forfattere falder i den fælde at fortsætte for lang tid, når de først føler de har fundet en guldåre. Det kommer pludselig til at gå ud over kvaliteten, når ussel mammon tager over som lokkemad - Jussi Adler-Olsen er jo et glimrende eksempel på, at man ofrer sin integritet for blot at tjene flere og flere penge.

Det er derfor klogt tænkt at lade pensionisterne holde lidt ferie og komme fornyet tilbage til dem; men de vil blive savnet!

A Short History of the World in 50 Books - Dan Smith

• Engelsk
• 4.-5. marts
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den første bog jeg læste  2024 var den lille bog om 50 løgne i verdenshistorien; og da var jeg jo blevet fristet til at bestille denne, selvom det ikke var helt så øjenåbnende, som jeg havde forventet mig af den første bog. Det er det jo aldrig rigtigt med denne slags bøger.

Men jeg tænkte, at denne måske kunne inspirerere mig til at læse nogle interessante bøger!

Jeg kan regne mig frem til, at jeg har læst 11 af de 50 bøger; da jeg ikke kan prale af fx de samlede værker af Shakespeare - eller hele ordbøger. Visse bøger er da også med fordi de var afgørende på andre måder end for deres faktuelle indhold. Det kunne være den ældste bog, den første trykte bog - men der er også en del bøger, der skabet kontroverser på deres tid. 

Det gælder især bøger om videnskab, som i sin tid gik imod kirkens doktrin - som fx Galilei. Der er en del samfundskritiske bøger helt tilbage fra Machiavellis Fyrsten til Mandelas selvbiografi om apartheidstyret i Sydafrika. Der er i det hele taget mange fagbøger på listen; af de mere moderne romaner kan isæ nævnes Catch-22, som virkelig er genial. Fra det 19. århundrede er det måske især Krig og fred af Tolstoy; som måske er en bog, siger de har læst end reelt læst. Jeg har i hvert fald ikke og kommer næppe til det heller.

Der var nogle virkelig gamle bøger (eller tekster), som jeg til gengæld godt kunne have lyst til at se nærmere på - fx The Pillow Book fra omkring år 1000 i Japan - eller Gilgamesh-eposset fra år 2100 f.Kr.

Interessant nok - men det er jo med denne slags bøger, at det forbliver i overfladen. Der skal ikke bestilles flere i den serie!

Troldmanden fra Kreml - Giuliano da Empoli

 

• Fransk
• 1.-2. marts
• 288 sider
• Originaltitel: Le mage du Kremlin

Jeg læste en del om denne roman i efteråret 2022, da den var i spil til den franske Goncourt-pris, som dog blev vundet af Brigitte Giraud. Jeg syntes måske det lød lidt for politisk - og "russisk". Men den er lynhurtigt blevet oversat til mange sprog, hvilket jo ikke er normalt for franske romaner, og så ved man, at der er noget helt specielt ved den. Ydermere havde de den på fransk på biblioteket, så helt galt kunne det vel ikke gå. 

Jeg var dermed lidt skeptisk, da jeg startede - men så faldt jeg helt ind i en grusom historie. Nemlig den om, hvordan Putin blev til og ikke mindst hvorfor han kan blive det. Den russiske mentalitet er kompleks; det har den nok altid været og der er stadig en snert af zar-syndrom i russerne, tror jeg. De har behov for faderfiguren i zaren. Nu er langt fra alle russere jo enige med Putins politik - men systemet er rigtig god til at få det til at se sådan ud!

Manuskriptet forelå allerede i 2021, men med pandemien tog det lidt tid, så udgivelsen skete i april 2022 - ganske kort tid efter den seneste invasion af Ukraine. Det er selvfølgelig medvirkende til at give den en helt uventet godt planlagt udgivelse, og massiv succes ikke bare i Frankrig. For vi har nok mere end nogensinde behov for at forstå, hvem den mand er, som kan styre et så stort land med hård hånd. Som kan invadere et fredeligt naboland - "bare fordi" - og nu senest skaffe sig af med en af sine største kritikere.

Historien er kamoufleret under en tidligere rådgivers personlige fortælling til fortælleren. Han hedder Baranov i bogen, men er baseret på den reelle person Vladislav Surkov. Men alle andre personer vi møder, er ganske reelle - levende eller døde.

Så selvom konteksten er politisk, er det også en fantastisk fortælling om kulturelle nedarvede forskelle som i sidste ende influerer vores politiske demokratiske valg. Det er virkelig svært at gengive enkelte elementer af dens genialitet; men at en forfatter så præcist kan beskrive ikke blot virkelige hændelser og personer, men også give os en så god sammenligning af vores verdensopfattelser er intet mindre end genialt, og jeg fortryder nu nærmest, at jeg ikke købte den selv. Læs den!!!!

Frederik X - En konge bliver til - Anne Sofie Kragh

 

• Dansk
• 28. februar
• 240 sider

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige om denne? Jeg er stor fan af personbiografier, og bestilte selvfølgelig denne bog samme dag dens publikation blev annonceret. Så blev udgivelsen udskudt med tre uger, og i går ankom den så. 

Jeg pakkede den ud, satte noget mad i ovnen til middagen - og da det var klar 25 minutter senere var den "læst". For det er nærmest en fornærmelse at kalde det at læse!

240 sider opdelt i fire emner om Frederik X som barn, ung, ægtemand og konge. Der er absolut ingen opfindsomhed i de få linier tekst, der er. I afsnittet om barndommen er der sammenlagt 3 sider tekst i kapitel på mere end 30 sider. Resten er store fotos - og der er ikke et eneste, der ikke er set før.

Samlet set er den totale tekst fuldstændig genkendelig og forudsigelig - en slags Wikipedia-tekst på max 13-15 sider komprimeret tekst ledsaget af et supertillæg af farvefotos fra et ugeblad, Andet er det ikke! At jeg har givet 320 kr. for dette makværk skal jeg nok forsøge at lade være med at tænke på. Det er for deprimerende.

Det eneste positive man kan sige er, at med så lidt tekst er det for en gangs skyld lykkedes Politikens Forlag at komme igennem det uden for mange stave- og sjuskefejl; det plejer ellers at være en umulig opgave for dem. Men det er en ringe trøst. Jeg kan kun kraftigt opfordre til ikke at spilde sine penge og planetens træer på dette!

The Hidden Language of Symbols - Matthew Wilson

 

• Engelsk\
• 26.-27. februar
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I søndags var jeg lige en tur på Glyptoteket, og de har en virkelig fantastisk museumsbutik - hvor man ydermere får 10%, hvis man har et årskort. Jeg må altid virkelig begrænse mig selv for ikke at løbe med hele butikken - men kom dog hjem med en enkelt bog genne gang.

Jeg har flere bøger, som ret systematisk gennemgår helgen(ind(er), objekter og diverse symboler, som bruges i især middelalder og renæssancekunst. |De er dog mere en slags opslagsværker, og selv om mange symboler stadig bruges, er de funderede på den mere klassiske brug i ældre værker.

Denne bog omhandler symbolsproget opdelt i grupperne - magt, tro, usikkerhed og håb. meget traditionelle emner for kunst. Det interessante ved historierne er at de forbinder vores opfattelse af dem med deres oprindelse. Mange symboler er jo tidligere hedenske symboler, som især romerne bragte videre til kristendommen for at gøre "overgangen" mere smidig for folket. Men planter og dyr fra andre verdensdele havde også en hel anden symbolik - og nogle har stadig en anden betydning i andre kulturer, som fx dragen. I Europa er det et faretruende dyr brugt til at illustrere, at man overvinder det onde, mens man i Kina ser det som et lykkebringende dyr.

Der er rigeligt med illustrationer af såvel keramik, statuer, kolonner og springvand til selvfølgelig malerierne. Så det er en smuk og lækker bog, som man kan benytte som opslagsværk udover den første læsning.

|Det irriterede mig dog lidt, at illustrationerne har ganske mange informationer - pånær hvor de kan ses! Når man skriver alle de andre informationer, kunne man måske lige finde plads til at angive museet eller samlingen? Jeg forbereder min intense uge i Madrid snart, og der ville det være skønt at kunne se nogle af disse malerier i virkeligheden for rigtigt at få detaljer, farver og stemning med.

A Piece of the World - Christina Baker Kline

 

• Engelsk
• 24.-25. februar
• 328 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg lidt ved et tilfælde en roman af denne forfatter; det var nem hyggelæsning og jeg tøvede derfor ikke med at lede efter flere i mit forsøg på at læse flere biblioteksbøger - eller rettere sagt... købe færre bøger selv! Det var da også en meget hurtig affære, da den er skrevet med relativ stor skrift og er særdeles nem at læse. Ikke desto mindre særdeles gribende og med flere overraskelser for mig.

Jeg er jo passioneret kunstelsker; men med den store fejl, at jeg foretrækker renaissancen og nærmest aldrig ser moderne kunst (defineret som efterkrigstiden og fremefter). Endnu mindre kender jeg derfor til amerikansk kunst, og havde aldrig hørt om maleren Andrew Wyeth. Alligevel mener jeg at have set maleriet, der er fundamentet for hele bogen - Christina's World hedder det.

Det er faktisk lidt forstyrrende, når man ser nærmere efter. Det er ikke blot en ung pige, der ligger i græsset og ser mod et hus. Ser man nærmere, ser man hendes tynde arme. Man aner noget foruroligende over blikket mod huset selvom vi ikke ser hendes ansigt. Det er intenst!

Det var Christinas liv også. En ung kvinde født ind i en familie med en lang historie af søfarere, som har bosat sig i et stort træhus med udsigt over havet i Maine. Hun fødes i 1893, og da hun er ganske lille rammes hun af en sygdom, som efterfølgende gør hende mere og mere invalid. Familien var fattig, og videnskaben begrænset - i dag ved man, at det var en neuropatisk sygdom; men for 100 år siden, var der ikke mange muligheder for behandling eller helbredelse.

Så Christina vokser op i huset med sine tre brødre, forældre og bedstemor i et barsk miljø, hvor der hverken var rindende vand eller elektricitet i huset. De knoklede fra morgen til aften og Christina tog sin del af det hårde arbejde.

Bogen fortælles baglæns fra 1939, hvor den unge maler Andrew Wyeth første gang kommer til huset. Han formår at agere naturligt med hende; hverken intimideret af hendes handicap eller for nysgerrig. Ingen medlidenhed. Han ser huset og hende som en verden i sig selv; men det er jo i høj grad også hendes verden, som maleriets titel indikerer.

Han kommer hos Christina og hendes bror, Al, hvert år. Han maler i deres hus, og derigennem fortælles Christinas historie tilbage fra barndommen og op gennem en ungdom, hvor hun troede og håbede på den store kærlighed. Hun nægtede altid at se læger, og ville heller ikke bruge en kørestol. I stedet endte hun med at hive sig selv frem med armene - og nu ser vi hende pludselig i et helt andet lys i maleriet. En kvinde, der ser sit hus i horisonten - pånær to små rejser til Boston det eneste sted på jordkloden hun nogensinde kom. Det blev hendes verden! Men hun elskede den verden - selvom det betød, at hun forblev ugift. At hendes lillebror opgav sine drømme for at blive boende sammen med hende hele livet.

Christina Olson døde i 1968 blot en måned efter broren; men hun lever nu videre som et ikonisk amerikansk stykke samtidskunst. Det var en virkelig interessant historie - og man kommer godt ind under huden på Christina. Samtidig er ideen med at fortælle et maleri jo fantastisk; at det er en reel person gjorde det blot endnu mere spændende.

Femina - Janina Ramirez

 

• Engelsk
• 20.-24. februar
• 464 sider
• Dansk titel|: Ikke oversat

Endnu en non-fiction bog og én, jeg havde glædet mig meget til - og jeg blev da heller ikke ovenud skuffet.

Der er ingen tvivl om, at historien i århundrder var skrevet om mænd - og af mænd! Konger og kejsere, soldater og politikere - de fleste var mænd, og kvinder "blot" dem, der stod i baggrunden og fik hjemmet til at fungere. Vi er vant til doktrinen om kvinden som den underdanige datter og hustru i historien; kvinden, der fødte børn og agerede spillebrik i politiske ægteskabsalliancer.

Men der er flere eksempler på kvinder, der rent faktisk indtog en mere fremtrædende rolle - tænk bare |Margrete I og Kalmarunionen! Eller Jeanne d'Arc! Faktisk var mange kvinder jo nødsaget til at varetage husholdningen - og dermed økonomien - når deres mænd var ude og lege krig, som de jo gjorde.

Janina Ramirez er historiker, og hendes præmis for bogen er at undersøge kvinders reelle rolle i den tid, de levede i. Ny måde at forske på gør det muligt for os at se tingene lidt anderledes. Hvor man tidligere antog, at en grav med våben tilhørte en mand, kan man i dag med DNA-tests fastslå, at der er tale om jvindelige skeletter. Dermed indtog disse kvinder altså en helt anden rolle og langt mere aktiv end den traditionelle forestilling.

Bogen går helt tilbage til det 6.-7. århundrede og ender med den tidlige renaissance - hvert kapitel indledes med en kort introduktion - Discovery - som sætter rammerne for historien. Der er derfor også en del generel historie, hvor mænd spiller en meget fremtrædende rolle. De er ikke til at komme udenom, og man skal læse mellem linierne og grave dybere for at finde spor af kvinderne som mere proaktive medborgere. Men de er der!

Bogen er samtidig fint illustreret med eksempler på kvinders betydning i historien; dog er den lidt nyere - alt er jo relativt - historie noget bedre til at give os informationer. Ramirez formår dog fint at bringe en vikingekvinde til live og tage os med tilbage til en tid, hvor kvinder på mange områder var mænd ligeværdige. Måske endda mere end i de århundreder, der gik lige forud for vores. Kampen for overlevelse var barsk dengang, og man kunne ganske enkelt ikke tilladce sig "kun" at spille på den ene banehalvdel - der var behov for alle hænder (og hoveder) for at klare sig.

Senere begyndte vi at sætte kvinden op på en piedestal som pyntedukke uden selvstændige meninger - og den katolske mandsdominerede kirke gjorde selvfølgelig deres til at sætte grænser. Ikke at den protestanstiske kirke er meget bedre; Luther udtalte selv, at kvinders plads var ved kødgryderne. 

Hvis man er historieinteresseret med en god basisviden, og nysgerrig på et nyt syn, så er dette en virkelig interessant bog.

De purs hommes - Mohamed Mbougar Sarr

 

• Fransk
• 18.-19. februar
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2011 boede jeg nogle måneder i en lille senegalesisk by - et sted, hvor alle kendte alle. Der var en enkelt "tøjforretning", der primært solgte brugt tøj sikkert sendt fra Europa. Indehaveren eller bestyreren var uden tvivl homoseksuel, og da jeg kendte til den problematik dette måtte være i et land som Senegal, kommenterede jeg det en dag til en ven. Reaktionen kom prompte. Ja, det var han måske - og det var ikke godt - men de kunne love mig, at han var den eneste i hele byen. Til det kunne jeg jo kun svare, at håbede jeg da virkelig ikke for ham!

Men jeg havde stukket næsen i en hvepserede; i Senegal er homoseksualitet ulovligt og strafbart med op til fem års fængsel. Senegal betragtes alligevel som et af de mere tolerante lande på det afrikanske kontinent!

Mbougar Sarr vandt jo den franske Goncourt-pris i 2021 som den yngste vinder nogensinde for sin roman Menneskets dybeste erindring. Efter at have læste dette mesterværk læste jeg en af hans tidligere romaner om afrikanske bådflygtninge i Italien, inden jeg bestilte denne som tidsmæssigt ligger mellem disse to, og udkom i 2018.

Handlingen starter da den unge professor Ndéné sammen med sin kæreste ser en video, der er gået viralt. Videoen viser en ophidset gruppe mennesker, der graver en krop op fra kirkegården. |Den døde er en ung mand beskyldt for at være en góor-jigéen - en mande-kvinde. Ndéné tager voldsom afstand fra videoen og mandens seksualitet; i moskeen bliver det bandlyst af hans egen far og han er vokset op med at forkaste homoseksualitet som usædeligt og unaturligt. Men han kan ikke slippe videoen, og da han kommer i uvejr på universitetet for at have lært eleverne om Verlaines poesi, beslutter han sig for at finde ud af, hvem den unge mand var.

Han taler med en berømt dragqueen, som dog bedyrer, at det blot er et job og i virkeligheden er han heteroseksuel - men ved, at han risikerer sit liv ved at optræde i dametøj. Han taler med en kollega på universitetet, som dog viser sig at leve et dobbeltliv - som reelt er den eneste mulighed han har.

Han møder moderen til den afdøde unge mand, hvis lig nu er begravet i hendes lille forhave. Men alle disse hændelser bliver startskuddet til, at han selv beskyldes for at være en góor-jigéen. 

Store dele af romanen virker mere som en debat, Mbougar Sarr ønsker at lancere i Senegal - men "skjuler" i historien, der ikke altid flyder lige let. Der er mange indvendige dialoger, som principielt er hans debat om problematikken. Det gik da heller ikke uhørt hen, da romanen udkom i 2018. I Senegal beskyldes han for at være udsendt af alt fra Vesten til LGBT+ organisationer for ligefrem at udbrede homoseksualitet i landet, som mener, at det ganske enkelt ikke eksisterer! Romanen kan end ikke købes i Senegal, så det er ret relativt med det forspring af tolerance man skulle præstere. Eller sagt på en anden måde viser det blot, hvor forfærdeligt det så står til i andre afrikanske lande.

Det var absolut ikke hans bedste roman; jeg foretrækker stadig de to andre - men jeg tror også formålet med denne er et helt andet. Det er samfundskritisk, og vigtigt at italesætte denne diskrimination og Mbougar Sarr har nu et talerør udenfor Senegal, som forhåbentlig kan medvirke til at ændre tingene.

1793 - Niklas Natt och Dag

 

• Dansk
• 12.-16. februar
• 494 sider

Pudsigt nok var det en spansk kollega, der anbefalede mig denne svenske krimiforfatter - som jeg tidligere havde set; men jeg troede naivt, at det var endnu et konstrureret samarbejde mellem forfattere med det finurlige navn. Det viser sig så at være et yderst gammelt svensk adelsnavn - det må trods alt være lidt pudsigt at bære i hverdagen!

Men denne svensker har altså skrevet en serie krimier, som ganske enkelt har givet den titel efter året den foregår i - og de følgende hedder jo så 1794, 1795.... der er jo mulighed for at fortsætte i lang tid.

Der er dog nogle klassiske elementer, som synes at være grundingredienser i krimier - vi har Cardell; en halvfattig tjenesteansat, der mangler en halv arm efter krigen mod Rusland i 1788-90. Det er ham, der bliver tilkaldt, da torsoen af en mand fiskes op af Stockholms vand. Han møder den døende politimand Winge, hvis død af lungesot er genstand for væddemål blandt kollegerne.

De to beslutter sig for at denne stakkels mand skal have genoprettet sin ære om ikke i livet, så i døden - men de ved ikke, hvem han er.

Bogen er delt op i fire dele, hvor vi i første og sidste følger sagen og opklaringen. Den anden del omhandler den unge Anna Stina, som ender på fattiggården efter beskyldninger om utugt. Det er nemlig samtidig en beskrivelse af Stockholm og samfundet i slutningen af det 18. århundrede. Dernærst følger vi en ung mand, som kommer til byen i jagten på storhed og rigdom, men hurtigt ender i gæld og bliver hvirvlet ind i morderens grumme hævn over den unge mand, han troede hunne blive hans ven.

Der er nogle barske beskrivelser af samfundet - og personerne står relativt stærkt, men mangler stadig dybde. Det er en debutroman, og det bliver interessant at se, om det ændrer sig. Jeg er langt større fan af disse historiske krimier end moderne - og jeg vil helt sikkert læse de næste.

Onkos - Jeanette Varberg

 

• Dansk
• 11. februar
• 160 sider

Pyyhhhh... jeg er glad for, at jeg læste denne hjemme på en søndag i sofaen - med fred og ro til at trække vejret dybt, og knibe en tåre.

Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til og alligevel rammer det lige hårdt hver gang at læse om den rejse, som så mange andre desværre også skal igennem med kræft. Jeanette Varbergs rejse var desuden meget lig min egen fra november 2021 til sommeren 2022 - en rejse, som ikke er slut endnu desværre. En rejse, som nok aldrig bliver det fordi der altid vil være et "efter".

Varberg er arkæolog og videnskabskvinde; så udover at gennemgå alle de psykiske og fysiske trin i kræftrejsen beslutter hun sig også for at undersøge, hvor kræften stammer fra. Er det en moderne sygdom forårsaget af vores vellevned - og er vi selvforskyldte?

Jeg forstår sagtens hendes beslutning; jeg startede selv med at arbejde halv tid efter den anden kemo ud af seksten. Ganske enkelt for at holde hjernen i gang, og ikke forfalde til et liv i sygdom.

Hun gør det dog ved udelukkende at beskæftige sig med selvsamme sygdom. Men der er måske noget terapeutisk i at opdage, at kræft er urgammelt og at hun ikke var mere skyld i sin brystkræft end så mange andre kvinder. Eller andre med andre kræftsygdomme!

Det viser sig, at man kan spore rester af kræftsygdomme selv i mumier og skeletter, der er århundreder eller årtusinder gamle. Faktisk intet nyt under solen! Bortset selvfølgelig fra, at vi er blevet bedre til at behandle. Hun beskriver opfindelsen af både stråling og kemoterapien.

Behandlinger som i dag er langt mere skånsomme end de første forsøg. Jeg har nok mest blokeret erindringerne fra netop strålebehandlingen. Lige nu og her var det jo den langt mest blide i forløbet; men man sidder i dagevis i den dybe kælder omgivet af andre synligt syge mennesker - eller raske mennesker, der lige skal igennem det sygdomshelvede for at forblive raske forhåbentligt. Mine senfølger er netop efter strålerne og dog er jeg ikke brændt helt sammen som nogle af de tidligste patienter blev.

Kemoterapien kan vi spore tilbage til sennepsgasserne fra skyttegravene i 1. Verdenskrig; det forklarer jo glimrende, hvorfor det er så forfærdeligt at gennemgå og hvorfor nordmændene fx kalder det for cellegift. Det er ren gift, der flyder ind i årerne. Jeg husker selv tydeligt den første gang med den modbydelige røde kemo. Jeg tænkte, at ligegylidgt om jeg stoppede efter den ene gang fordi det var for meget - så var bare den første dråbe nok til, at skaden var sket. Mit hår ville falde af og giften var i mig.

Så udover at følge hendes egen historie lærte jeg en masse; også en del, som trods alt giver håb for at man klarer det på længere sigt fordi vi er kommet så langt i forskningen.

Men... hvor er det vanvittigt frustrerende, at et forlag som Politken så ikke kan overskue at lave en indholdsfortegnelse til en alt andet lige relativt lille bog. Sideangivelserne skrider allerede ret hurtigt, og halvvejs inde i bogen er der en forskel på elleve sider mellem det angivne og det reelle tal. Det er sjusk, der er så graverende, at jeg slet ikke fatter, hvordan man kan drive forlagsvirksomhed. Det er desuden virkelig synd for en forfatter, der har leveret et godt stykke arbejde, at det skal skamferes af inkompetente personer. Desværre er der vist ikke et eneste forlag i Danmark, der arbejder med kvalitetskontrol!

The Future of Geography - Tim Marshall

 

• Engelsk
• 9.-10. februar
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Tredje bog i Tim Marshalls måske utilsigtede serie om geopolitik, som uden tvivl også snart kommer på dansk. Jeg læser faktisk fler og flere non-fictionbøger - i 2023 blev det til 30 uf ad de 111 bøger, og i år er vi allerede på 11 af de 15 bøger denne inkluisve. Det er ikke fordi der mangler romaner; men udbuddet af non-fiction er enormt, og min interesse for det er bestemt også stigende og langt bredere end da jeg tidligere mest læste historiske biografier.

Marshalls bøger er enormt lærerige; vi gik fra geopolitikkens syn på verden med historiens briller på over en analyse af potentielt kommende konflikter til et helt nyt begreb - astropolitics!

Marshall sluttede den anden bog netop med et kapitel om rummet, som i sig selv stiller nogle helt nye spørgsmål til ejerskab, grænser og lovgivning. 

Traditionelt er det de tre store lande - USA, Rusland og Kine - der har domineret; fordi de har haft budgetterne, videnskaben og faciliteterne til at sende raketter og mandskab i rummet. I Europa er vi gået sammen i samarbejdet i ESA, men også suveræne stater sender fx satelitter op. Desuden er en del andre lande også kommet på banen især i de områder, der omhandler satelitter til kommercielt brug.

Men rummet indebærer også en potentiel risiko for krigsførelse; ikke mindst i den nuværende konflikt med Rusland som isoleret fra Vesten grundet krigen i Ukraine. 

Der står meget på spil; flere lande har ambitioner om at sætte mennesker på månen igen og endnu længere væk på Mars. Det skyldes til dels et ønske om at finde alternative boformer, som jordens kapacitet strækkes til det yderste. Men det er også for at få fat i de mineraler og rigdomme, som disse planeter indeholder, og som vi har brug for som alternativ energi eller blot for at erstatte jordens, som jo har en udløbsdato. Det stiller jo spørgsmålet, om hvem der har ret til disse mineraler? Dem, der har penge til at hente det ned - ikke en billig operation! Eller skal en nation gøre det for at gavne os alle?

Udover, at stater har afsat enorme ressourcer til disse ambitioner, så er der private foretagender som Elon Musk og Amazon, der også vil ud i rummet. Deres ambitioner går mere i retning af alternative bosættelser; det er helt vanvittigt at forestille sig, at man skal kunne leve på Mars i enorme bobler med kunstig ilt og uden at kunne færdes frit. Det er eller ikke lige op over - men som Marshall illustrerer i sin bog, så er grundarbejdet til det, vi gør i dag jo århundreder af år gammelt. Vi arbejder tilsvarende på, at kommende generationer kan muliggøre nogle af disse utopiske drømme. Men nogle af dem er jo også absolut nødvendige for at hjælpe os med overbefolkning, klimaforandringer osv.

Det betyder så nødvendigvis, at der vil komme konflikter og Marshall giver da også eksempler på allerede indtrufne mindre konflikter, hvor satelitter er kommet for tæt på andre landes. Er det spionage eller for at sabotere? For realiteten er, at ødelæggelsen af en satellit i rummet vil få øjeblikkelige og alvorlige konsekvenser på jorden. 

Det er fascinerende og lærerig læsning. Man kan også blive lidt forpustet og lidt nervøs ved at læse alle disse skrækscenarier; vi har så travlt med at forholde os til jordens konflikter og mange af disse eksperimenter er ikke headlines i medierne til daglig. Det er øjenåbnende at se et meget meget større perspektiv på alle mulige måder! Jeg kan kun anbefale at læse alle tre bøger i kronologisk orden, da Marshall ligeledes tager os en tur gennem verdenshistorien. 

De eventyrlige kvinder

 

• Dansk
• 5.-8. februar
• 488 sider

En smuk bog skrevet af medlemmer af den eksklusive klub af kvindelige eventyrere med hele 48 forskellige beretninger fra hele jordkloden.

Klubben af kvindelige eventyrere blev oprindeligt oprettet, da mændene ikke længere ville have dem i deres klub; men heldigvis er der lige så mange kvinder - og nok flere i dag end tidligere - der vover sig ud i verden alene eller i flok med andre kvinder. Selvfølgelig også i følgeskab med mænd - men det er jo også kvindernes rejser og oplevelser.

Optagelseskravene er strikse; og det er en lille lukket kreds af kvinder, der har prøvet meget forskelligt Nogle gange i forbindelse med deres erhverv; andre gange blot af ren wanderlust.

Historierne fordelser sig over hele jordkloden - de er alle flot illustrerede i en virkelig lækker bog på tykt papir og med en solid kampvægt. Ikke metrolæsning!

Det er selvfølgelig individuelt hvilke historier man finder mest interessante. Personligt havde jeg et par favoritter, som var dem, hvor forfatteren havde gjort sig tanker om rejsen. Det kunne være om at rejse i lande med regimer, man idealistisk ikke kan stå inde for - typisk kvindeundertrykkende regimer - men hvor rejsen har som formål at møde andre kvinder. Eller rejser i virkelig svært fremkommelige egne.

Jeg er langt mindre interesseret i rejser om jagter; at tage ud for at skyde store truede dyr virker ikke tiltalende på mig. Dykkerrejser er uden tvivl smukke og fantastiske - men appellerer mindre til mig; nok fordi jeg ikke selv må komme under vand af helbredsårsager, og dermed ikke kender til det liv dernede.

Men de relationelle historier rører mig, og det er selv de bedste rejser, jeg har haft. Der, hvor man er alene og møder de lokale. Det var en rejse ned af Nilen i Aswan på en lille båd alene med en nubier, der tog mig med ud på en øde ø kun beboet af Nilkrokodiller. Eller mine to måneder i et lille hus i en landsby i Senegal uden strøm, ingen ruder i vindueshullerne og med vand fra brønden. Hvor jeg var uden internet og selvom jeg ikke var langt fra alt, var jeg alligevel i en helt anden verden.

Det er dog ikke alle historier, der er lige godt skrevet. Det er sikkert op til den enkelte at skrive, og det virker ikke til at der har været nogen efterredigering. Derudover er det lidt rodet, at opsætningen til tider er i enspaltet format og andre gange i tospaltet - det forstyrrer læseoplevelsen. Endelig er der virkelig mange fejl - der er stort set ikke en side uden stave- eller sjuskefejl; det evindelige problem med virkelig dårlig kvalitet hos danske forlag. Men i en bog af denne kaliber og til denne pris, irriterer det mig om muligt endnu mere.

Kongeord - Jens Andersen

•  Dansk
• 7. februar
• 112 sider

Jeg er jo i gang med en anden bog; men jeg var gul og grøn af ærgrelse, da jeg for nogle uger siden missede det første oplag af Kong Frederik X's meget overraskende manifest. som man vist godt kan tillade sig at kalde det.

Jeg er vild med alt det kongerøgelse. og desuden var det jo et genialt træk således at overrumple den samlede danske verdenspresse. 

Der var jo mange spekulationer og bekymringer i årets første uger. 

Hvad med forholdet til kirken? Hvad vil han vælge som valgsprog? Vil han overhovedet kunne klare jobbet, nytårstalen osv. osv. Det er trættende i længden, for det er blevet et paradigme, som ingen eksistensberettigelse har.

Da valgsproget så var fløjet ud over den massive folkemængde fra Christiansborgs balkon var der nye diskussioner om kvaliteten af det - og hvordan skulle det mon overhovedet forstås? Forbundet? Eller forbundne? Og hvad er i øvrigt forskellen? Så var der manglen på Gud i valgsproget... det blev skruen uden ende; indtil der overraskende tre dage senere lå en bog i forretningerne. 

Den har jo selvfølgelig ligget klar i en skuffe et sted; man kan jo undre sig herfra og til evigheden over, hvem der vidste hvad hvornår. Det svar får vi nok bare aldrig - eller i det mindste nok ikke så længe Dronning Margrether lever. Men Kong Frederik X har jo haft en del år til at forberede sig på jobbet; og det er da beroligende at vide, at han har gjort sig tanker om, hvordan han ser den rolle.

Dette emne berører han netop i den absolut meget korte bog; den kan læses på 30-40 minutter. Han kommer omkring enkeltdelene i valgsproget - eller kongeordet, som han foretrækker det- men også de værdier, han mener er de mest danske og dem, som vi - Jantelov til trods - bør gøre mere for at fremelske og hævde.

Så kom der nye kritiske røster. For var bogen ikke lidt "nemt" - den kunne jo være redigeret, hjulpet osv. Var det for at undgå et direkte interview eller konfrontation med pressen - her antydes jo de tidligere problemer med at formulere sig helt perfekt i offentlighed.

Jeg ser det snarere virkelig som en genistreg. Kongen har udmærket vidst, hvad pressen ville sige til alt dette - abdikationen, evnerne (eller ej), kongeordet - og det er umuligt at give interviews til alle så hurtigt. Det er også umuligt at undgå individuel fortolkning og gengivelse af interviews.

Hermed står ordene der. Det er enhver frit for at fortolke i en anmeldelse; men ordene står der lige så urokkeligt som et manifest fra en enevældskonge. Jeg synes den stil og ideen med at kalde det for kongeord vidner om et ønske om virkelig at ville sætte aftryk som de historiske konger gjorde det. Blot på en meget moderne måde og med fokus på meget nutidige problemstillinger.

Det skal nok blive spændende at følge!

Les gens de Bilbao naissent oû ils veulent - Maria Larrea

 

• Fransk
• 4. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en roman, jeg har ventet længe på i paperbackformat - den tog mig under tre timer at læse i et stræk, så jeg fastholder mine principper om ikke at købe de dyrere store udgaver.

Folk fra Bilbao fødes hvor de vil er et kendt ordsprog fra Baskerlandet, som jeg fik bekræftet af en kollega, der netop er fra Bilbao som forfatteren til denne prisbelønnede debutroman.

Forfatterens forældre er begge baskere; moderen fødes af en fattig kvinde, hvis mand helst så en søn komme og efterlader hende på nonnernes børnehjem. Hun henter hende igen ti år senere, og den lille pige bliver "tjenestepige" for familiens nu mange børn - og seksuelt misbrugt af faderen. Hendes far fødes af en prostitueret, som opkalder ham efter hendes stamkunde inden hun også overlader ham til et børnehjem. Hun besøger ham dog jævnligt; men som teenager ser han hende i gaden. På arbejde.

Disse to mennesker mødes og bliver gift. De flytter til Paris og bor i en lille portnerbolig, hvor Maria vokser op med de to kulturer. Somrene tilbringer de hjemme i Spanien, hvor forældrene har en lejlighed.

Den voksne Maria lever et udsvævende liv i det parisiske natteliv; hun vil have en karriere som filminstruktør, men putter sig selv ind i alle de kortfilm hun filmer. Så en dag ser hun en tarotkortlæser, og stiller hende netop dette spørgsmål. Hvorfor hun ser sig selv i alle film?

Tatotlæseren bliver nærmest ligbleg, og fortæller hende, at der er noget galt. Hun er ikke den, hun tror hun er. 

Da hun konfronterer moderen, viser det sig, at hun er adopteret. Men det er ikke en hvilken som helst adoption. Da forældrene efter års ægteskab stadig ikke har børn, bliver de på en rejse hjem til Bilbao tilbudt et barn. Der er dog visse betingelser - hun skal bære en pude, så hun ser gravid ud. De skal være i Bilbao og holde sig klar til de får et opkald. Så tager de afsted til en fødeklinik (med puden under tøjet), og dagen efter får de en nyfødt lille pige - forfatteren.

Der er ingen adoptionsprocedure. Der er ingen papirer. Forfatterens mor står opført som den rigtige mor på hendes fødselsattest, og de rejser hurtigt tilbage til Paris.

Hun er ét af de mange børn, som under Francos regime og i årene efter, blev fjernet. Det kunne være fordi deres forældre var revolutionære eller ikke regnedes for egnede til at være mødre som fx ugifte kvinder. Det er barske ting at opdage, når man selv er nybagt mor og hele ens verden krakelerer. Det er også erkendelsen af, at de bedstemødre, som blot opgav deres børn - hendes forældre - slet ikke var hendes. Hvem er så hendes familie og hendes rødder?

Maria finder sin biologiske mor, og to halvsøstre - da romanen skrives er det ikke helt klart, hvordan deres forhold udvikler sig. Men romanen er historien om hemmelighederne, om den spanske stats lyssky handlinger, som selv hendes adoptivforældre ikke kendte til - og jagten på at finde hjem.

I den forbindelse passer det baskiske ordsprog jo godt ind i en fantastisk historie, som jeg slugte uden at lukke bogen en eneste gang.