Origines - Amin Maalouf

• Fransk
• 23.-29. januar
• 509 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maalouf er desværre ikke oversat til dansk; men i Frankrig er han en stor forfatter, der har vundet en Goncourt-pris, og siden 2011 har været medlem af Académie Française. For næsten tyve år siden læste jeg flere af hans romaner, og i efteråret i Belgien faldt jeg så over denne slægtsfortælling.

Maalouf er af libanesisk oprindelse, men har boet i Paris siden han var omkring 30 - fra slutningen af 1970'erne. Han var rejst hjem til Lebanon, da hans far døde, og hans farmor stadig var i live, og skulle modtage den besked som en meget gammel dame. Som mange andre opdagede han i løbet af årene, at man i familier plejer nogle legender ... alle de gode røverhistorier, som er så gamle, at ingen snart ved, hvor meget sandt, der er i dem. Samtidig glemmer man at spørge familiens ældste, indtil det en dag er for sent.

På et tidspunkt gør en ven ham opmærksom på, at han i Cuba var stødt på en person med samme efternavn som ham. Da dæmrer det for ham, at en af disse legender går på en søn, der drog til Cuba, og kom af dage på mystisk vis. Stille og roligt begynder han at opsøge dokumenter fra familien, og det viser sig, at der hjemme i Lebanon - i den lille landsby langt oppe i bjergene - ligger guldminer af breve og dagbøger.

Maalouf optrevler derfor familiens historie fra det 19. århundrede og frem; først med oldeforældrene, og så de farfaderen og hans bror, der omkring århundredskiftet var de rejsende. Grandonklen tog nemlig til Cuba, og farfaderen var også derovre, men vendte tilbage til Lebanon.

Det hele stykkes sammen af breve - farfaderen var en grundig mand, der gemte kladder af de breve, han sendte. Så stykket sammen med svarene bliver puslespillet komplet, og fortæller om en stor families liv. Det er jo en helt anden tid, hvor breve tog måneder at komme over Atlanten - der var selvfølgelig ingen telefoner. Under 1. Verdenskrig gik der flere år uden nyt fra familien i Cuba, og da krigen endelig var ovre, kunne man gøre op, hvem der var døde her og der.

Familiens grene er tofoldige - den ene er protestantisk og den anden katolsk; men de to familiers børn gifter sig lystigt med hinanden. Det er - som Maalouf tørt bemærker det - på en tid, hvor religioner ikke skabte de samme problemer som i dag. Men det er jo også en tid, hvor Lebanon var den del af det store ottomanske rige. Da de indskrev sig på Ellis Island skrev de, at de kom fra Syrien i Tyrkiet - helt logisk, når Istanbul var hovedstaden i et imperium. Men to verdenskrige ødelagde jo det rige, og siden da er den del af verden blevet til en sprudlende kedel af religionskrige og nye landegrænser.

Maalouf ender med at tage til Cuba for at få afmystificeret nogle af de skrøner, der gik om familiens skæbne og formue. Han finder huse, og noget familie - men opdager også, at der ikke var meget mystik i den trafikulykke, der kostede grandonklen hans liv. Det er dog hverken nemt eller opmuntrende i nutidens Cuba, hvor paladser er omdannet til sociale bebyggelser, og hvor alle er bange for at tale med udlændinge. Netop denne del af historien var jeg meget berørt af, da det mindede mig om min rejse til Cuba for ganske få år siden - og den underlige stemning, der er i det land. 

Maaloufs slægtsforskning er fascinerende og rørende, fordi han levendegør alle disse personer gennem deres breve og dagbøger. Jeg tror aldrig jeg har læst en slægtshistorie som den, hvor man i spænding afventer det næste brev langt væk hjemme fra - præcis som de må have gjort det for hundrede år siden. Det sætter vores afhængighed af kommunikation i perspektiv; men også glæden ved at modtage et godt gammeldags håndskrevet brev, som man gemmer.

Det var krævende læsning, da der historisk og geografisk er mange detaljer; Maalouf bruger også en del tid på etymologiske forklaringer, som jeg er dybt fascineret af - men det kræver koncentration. Som sagt skal man jo sørge for at udfordre sig selv i sin læsning; det blev jeg her - og glæden var stor.