Le nom sur le mur - Hervé Le Tellier

 

• Fransk
• 28. november
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en ny stak bøger leveret torsdag aften - og den første læste jeg så på en dag. Det er godt, jeg mere end når mit mål om, at halvdelen af de læste bøger skal være fra biblioteket! Det ska dog siges, at det var en meget lille bog - jeg læste knap halvdelen om morgenen inden arbejde og så var der lige til aftenlæsning.

Den fransk forfatter, der vandt Goncourt-prisen i 2020, købte lige inden pandemien et hus i en lille landsby nord for Avignon. Da han begynder at rydde op i hus og have, finder han et navn ridset ind i en sten i husets murværk - André Chaix. Det samme navn finder han på byens monument over døde for fædrelandet - et sørgeligt monument som stort set alle franske (og belgiske) byer har for såvel 1. som 2. Verdenskrig. Han kan se, at André kun blev tyve år gammel.

Le Tellier begynder at grave i, hvem denne unge mand var og hvorfor hans navn står på hans mursten. Det sidste finder han ikke svaret på, men han finder ud af, at André døde i modstandsbevægelsen.

Det bliver til en rejse rundt i nazismens greb om Frankrig - men også, hvordan ideologien kunne påtvinges en hel tysk befolkning med eksempler på psykiske forsøg på demagogi, der senere er blevet udført.

Han finder navnet på Andrés ungdoms kærlighed, og både fotos og andre ejendomme, som André efterlod og i dag er på et lokalt museum.

Men det er som sagt en lille bog, og da der ikke er nogen overlevende, der kendte André personligt, er det begrænset, hvor tæt vi kommer på André som menneske. Det er snarere et lille portræt som kunne være af André eller en af de mange andre unge mænd, som satte deres liv på spil for friheden - og mistede det. 

Det er jo selvfølgelig også endnu en Covid-roman; hvad gør man som forfatter, når man er ude af stand til at rejse eller forlade sit hus? Det er ikke en dårlig bog - absolut ikke. Det er blot en meget hurtig lille ting.

Alle lykkelige familier - Hervé Le Tellier

• Fransk
• 21.-22. januar
• 192 sider
• Originaltitel: Toutes les familles heureuses

Hervé Le Tellier vandt i 2020 den nok mest berømte franske litteraturpris - Prix Goncourt - for sin roman Anomalien. Det var mit møde med hans forfatterskab, og jeg havde ikke tænkt over at lede efter flere indtil nu. Jeg fandt denne pocket-udgave i den franske boghandel i København; hvor franske importerede bøger er forholdsmæssigt dyre - 105 kroner for en bog man kan købe i Frankrig for 55 kroner. Men sådan er det jo, og jeg trængte til lidt moderne fransk litteratur.

Franskmænd kan godt lide at pille lidt navle i deres familietraumer; det anses absolut ikke for værende odiøst - og de stiller gerne op i diverse tv-shows for at fortælle om deres dysfunktionelle familier. Le Tellier ventede dog til hans to "fædre" var døde, og hans mor så plaget af demens, at hun ikke ville opdage det. For de er omdrejningspunktet i denne lille historie om hans familiære baggrund.

Forældrene blev skilt, da han var spæd - og han har fået mange forskellige versioner, men aldrig sandheden om, hvad der så skete. Hans mor tog til England for at arbejde som skolelærer - men hvor lang tid var hun der? Hvor lang tid efterlod hun ham hos bedsteforældrene i Paris? Og hvornår mødte hun Guy, den nye mand, som blev Hervés stedfar? Det er temmelig tåget!

Moderen er ikke den moderlige type; hun har et hidsigt temperament og lider muligvis af en psykotisk lidelse. Stedfaderen er en vag person, som finder sig i det hele - men det gør Hervé ikke længere, da han bliver myndig. Det er ikke et ligebyrdigt voksent forhold og Le Tellier må finde sin egen balance for ikke at blive ædt op af moderen.

Der er humor iblandt; barsk satirisk humor - som bliver hans måde at overleve på. Men der er jo også manglende kærlighed og omsorg; og interesse for sønnens liv - som da hans gravide forlovede begår selvmord.

Le Tellier graver tilbage i lagene på alle sider af familien; forfædrene til de biologiske forældre og stedfaderen. Det er ren selvbestaltet terapi; og det kan være lidt barsk læsning. Ikke i ordene men i forståelsen af, hvor besværlige familieforhold kan være. Titlen selv indikerer det jo; det er en direkte reference til Tolstoys storværk Anna Karenina, som indledes med følgende sætning, som har givet anledning til Anna Karenina-princippet.

"Alle lykkelige familier ligner hinanden;

men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig."

Anomalien - Hervé Le Tellier

 

• Fransk
• 17.-19. juli
• 336 sider
• Originaltitel: L'anomalie

Jeg var faktisk startet på Rosens navn - og ikke for første gang! Det irriterer mig, at jeg ikke kan få den læst; men der er bare noget, der ikke fænger mig. Jeg nåede vel omkring 40 sider denne gang, da der pludselig kom en besked fra biblioteket, at min reservation var klar. Og det ville jeg meget hellere læse! 

L'Anomalie er sidste års vinder af den franske Goncourt-pris, og som sådan allerede en garant for kvalitet. Men jeg var også klar over, at den var speciel - ikke en vinder i den typisk franske Goncourt-stil. Første oplag blev da også kun trykt i 12.500 eksemplarer - men nu er der solgt mere end 820.000 eksemplarer! Det er det næststørste oplag for en Goncourt-vinder siden Duras vandt med Elskeren i 1984.

Forfatteren er medlem af og præsident for den litterære bevægelse OuLiPo, som er en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle; mere ordret er det en klub for eksperimenterende litteratur, og en af grundlæggerne er Raymond Queneau, som er en sand virtuos udi det franske sprog.

Solgte L'Anomalie så godt på grund af sin titel - den udkom midt i en anormal tid, og det appellerede til mange. Den modtog prisen lige inden jul, og om muligt læste franskmændene endnu flere bøger under coronanedlukningen end før.

Bogen er delt op i tre dele; i den første del følger vi en række personer vidt forskellige steder i verden. En lille amerikansk pige, en rapper i Lagos, et par i Paris, en advokat i New York - og nogle videnskabsfolk, der indkaldes til en amerikansk militærbase for at arbejde på et tophemmeligt projekt.

De fleste af ovenstående personer har kun én ting til fælles - de var alle ombord på et fly fra Paris til New York i marts måned 2021 (så forfatteren har altså fremskrevet sin historie). Den flytur var temmelig turbulent, der var lufthuller og flyet foretog et stort fald - men fysisk var alle fine efter landingen. Dog er det en tur, de alle husker af forskellige årsager.

I juni 2021 kommer et Air France fly fra Paris til New York igen ud for turbulens, haglstorm og lufthuller præcis som marts-flyet. Da de er ude i solen igen, beder de om tilladelse til at lande hurtigt; og da de giver sig til kende viser det sig, at det er samme fly. Ikke bare er det samme maskine, der bare flyver samme rute igen - det er den samme pilot, de samme passagerer.... det er en tro kopi af flyet fra marts måned.

De amerikanske myndigheder går i panik, og omdirigerer flyet til militærbasen. Nu indledes en procedure, hvor der skal tages stilling til både de fysiske spørgsmål - hvordan kan dette ske? Men også de etiske - er disse mennesker kloner, robotter eller ganske simpelt blot en anden udgave af dem, som landede i marts. Men juni-udgaven af alle disse mennesker tror, at de har taget et fly i marts måned - og de har dermed mistet 106 dage i deres liv.

For nogle har de 106 dage været skelsættende; og spørgsmålet er jo ligeledes, hvad man skal stille op med dem - for hvem er mest ægte?

Det er en postmodernistisk lettere dystopisk roman, men samtidig humoristisk og med en del satire over blandt andet Trump og Macron. Det er tankevækkende på samme måde som man jo altid kan tænke over, hvad der ville være sket hvis man gjorde noget andet; var et andet sted på et andet tidspunkt osv.

Det er lidt grufuldt fordi de observerer selv sig udefra i form af deres dobbeltgænger; et klassisk dilemma, hvor de pludselig føler både had og jalousi overfor den anden version af dem selv.

Det var en speciel Goncourt; men jeg kan virkelig anbefale danske læsere den danske oversættelse af romanen.