Anomalien - Hervé Le Tellier

 

• Fransk
• 17.-19. juli
• 336 sider
• Originaltitel: L'anomalie

Jeg var faktisk startet på Rosens navn - og ikke for første gang! Det irriterer mig, at jeg ikke kan få den læst; men der er bare noget, der ikke fænger mig. Jeg nåede vel omkring 40 sider denne gang, da der pludselig kom en besked fra biblioteket, at min reservation var klar. Og det ville jeg meget hellere læse! 

L'Anomalie er sidste års vinder af den franske Goncourt-pris, og som sådan allerede en garant for kvalitet. Men jeg var også klar over, at den var speciel - ikke en vinder i den typisk franske Goncourt-stil. Første oplag blev da også kun trykt i 12.500 eksemplarer - men nu er der solgt mere end 820.000 eksemplarer! Det er det næststørste oplag for en Goncourt-vinder siden Duras vandt med Elskeren i 1984.

Forfatteren er medlem af og præsident for den litterære bevægelse OuLiPo, som er en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle; mere ordret er det en klub for eksperimenterende litteratur, og en af grundlæggerne er Raymond Queneau, som er en sand virtuos udi det franske sprog.

Solgte L'Anomalie så godt på grund af sin titel - den udkom midt i en anormal tid, og det appellerede til mange. Den modtog prisen lige inden jul, og om muligt læste franskmændene endnu flere bøger under coronanedlukningen end før.

Bogen er delt op i tre dele; i den første del følger vi en række personer vidt forskellige steder i verden. En lille amerikansk pige, en rapper i Lagos, et par i Paris, en advokat i New York - og nogle videnskabsfolk, der indkaldes til en amerikansk militærbase for at arbejde på et tophemmeligt projekt.

De fleste af ovenstående personer har kun én ting til fælles - de var alle ombord på et fly fra Paris til New York i marts måned 2021 (så forfatteren har altså fremskrevet sin historie). Den flytur var temmelig turbulent, der var lufthuller og flyet foretog et stort fald - men fysisk var alle fine efter landingen. Dog er det en tur, de alle husker af forskellige årsager.

I juni 2021 kommer et Air France fly fra Paris til New York igen ud for turbulens, haglstorm og lufthuller præcis som marts-flyet. Da de er ude i solen igen, beder de om tilladelse til at lande hurtigt; og da de giver sig til kende viser det sig, at det er samme fly. Ikke bare er det samme maskine, der bare flyver samme rute igen - det er den samme pilot, de samme passagerer.... det er en tro kopi af flyet fra marts måned.

De amerikanske myndigheder går i panik, og omdirigerer flyet til militærbasen. Nu indledes en procedure, hvor der skal tages stilling til både de fysiske spørgsmål - hvordan kan dette ske? Men også de etiske - er disse mennesker kloner, robotter eller ganske simpelt blot en anden udgave af dem, som landede i marts. Men juni-udgaven af alle disse mennesker tror, at de har taget et fly i marts måned - og de har dermed mistet 106 dage i deres liv.

For nogle har de 106 dage været skelsættende; og spørgsmålet er jo ligeledes, hvad man skal stille op med dem - for hvem er mest ægte?

Det er en postmodernistisk lettere dystopisk roman, men samtidig humoristisk og med en del satire over blandt andet Trump og Macron. Det er tankevækkende på samme måde som man jo altid kan tænke over, hvad der ville være sket hvis man gjorde noget andet; var et andet sted på et andet tidspunkt osv.

Det er lidt grufuldt fordi de observerer selv sig udefra i form af deres dobbeltgænger; et klassisk dilemma, hvor de pludselig føler både had og jalousi overfor den anden version af dem selv.

Det var en speciel Goncourt; men jeg kan virkelig anbefale danske læsere den danske oversættelse af romanen.