Frederik X - En konge bliver til - Anne Sofie Kragh

 

• Dansk
• 28. februar
• 240 sider

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige om denne? Jeg er stor fan af personbiografier, og bestilte selvfølgelig denne bog samme dag dens publikation blev annonceret. Så blev udgivelsen udskudt med tre uger, og i går ankom den så. 

Jeg pakkede den ud, satte noget mad i ovnen til middagen - og da det var klar 25 minutter senere var den "læst". For det er nærmest en fornærmelse at kalde det at læse!

240 sider opdelt i fire emner om Frederik X som barn, ung, ægtemand og konge. Der er absolut ingen opfindsomhed i de få linier tekst, der er. I afsnittet om barndommen er der sammenlagt 3 sider tekst i kapitel på mere end 30 sider. Resten er store fotos - og der er ikke et eneste, der ikke er set før.

Samlet set er den totale tekst fuldstændig genkendelig og forudsigelig - en slags Wikipedia-tekst på max 13-15 sider komprimeret tekst ledsaget af et supertillæg af farvefotos fra et ugeblad, Andet er det ikke! At jeg har givet 320 kr. for dette makværk skal jeg nok forsøge at lade være med at tænke på. Det er for deprimerende.

Det eneste positive man kan sige er, at med så lidt tekst er det for en gangs skyld lykkedes Politikens Forlag at komme igennem det uden for mange stave- og sjuskefejl; det plejer ellers at være en umulig opgave for dem. Men det er en ringe trøst. Jeg kan kun kraftigt opfordre til ikke at spilde sine penge og planetens træer på dette!

The Hidden Language of Symbols - Matthew Wilson

 

• Engelsk\
• 26.-27. februar
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I søndags var jeg lige en tur på Glyptoteket, og de har en virkelig fantastisk museumsbutik - hvor man ydermere får 10%, hvis man har et årskort. Jeg må altid virkelig begrænse mig selv for ikke at løbe med hele butikken - men kom dog hjem med en enkelt bog genne gang.

Jeg har flere bøger, som ret systematisk gennemgår helgen(ind(er), objekter og diverse symboler, som bruges i især middelalder og renæssancekunst. |De er dog mere en slags opslagsværker, og selv om mange symboler stadig bruges, er de funderede på den mere klassiske brug i ældre værker.

Denne bog omhandler symbolsproget opdelt i grupperne - magt, tro, usikkerhed og håb. meget traditionelle emner for kunst. Det interessante ved historierne er at de forbinder vores opfattelse af dem med deres oprindelse. Mange symboler er jo tidligere hedenske symboler, som især romerne bragte videre til kristendommen for at gøre "overgangen" mere smidig for folket. Men planter og dyr fra andre verdensdele havde også en hel anden symbolik - og nogle har stadig en anden betydning i andre kulturer, som fx dragen. I Europa er det et faretruende dyr brugt til at illustrere, at man overvinder det onde, mens man i Kina ser det som et lykkebringende dyr.

Der er rigeligt med illustrationer af såvel keramik, statuer, kolonner og springvand til selvfølgelig malerierne. Så det er en smuk og lækker bog, som man kan benytte som opslagsværk udover den første læsning.

|Det irriterede mig dog lidt, at illustrationerne har ganske mange informationer - pånær hvor de kan ses! Når man skriver alle de andre informationer, kunne man måske lige finde plads til at angive museet eller samlingen? Jeg forbereder min intense uge i Madrid snart, og der ville det være skønt at kunne se nogle af disse malerier i virkeligheden for rigtigt at få detaljer, farver og stemning med.

A Piece of the World - Christina Baker Kline

 

• Engelsk
• 24.-25. februar
• 328 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg lidt ved et tilfælde en roman af denne forfatter; det var nem hyggelæsning og jeg tøvede derfor ikke med at lede efter flere i mit forsøg på at læse flere biblioteksbøger - eller rettere sagt... købe færre bøger selv! Det var da også en meget hurtig affære, da den er skrevet med relativ stor skrift og er særdeles nem at læse. Ikke desto mindre særdeles gribende og med flere overraskelser for mig.

Jeg er jo passioneret kunstelsker; men med den store fejl, at jeg foretrækker renaissancen og nærmest aldrig ser moderne kunst (defineret som efterkrigstiden og fremefter). Endnu mindre kender jeg derfor til amerikansk kunst, og havde aldrig hørt om maleren Andrew Wyeth. Alligevel mener jeg at have set maleriet, der er fundamentet for hele bogen - Christina's World hedder det.

Det er faktisk lidt forstyrrende, når man ser nærmere efter. Det er ikke blot en ung pige, der ligger i græsset og ser mod et hus. Ser man nærmere, ser man hendes tynde arme. Man aner noget foruroligende over blikket mod huset selvom vi ikke ser hendes ansigt. Det er intenst!

Det var Christinas liv også. En ung kvinde født ind i en familie med en lang historie af søfarere, som har bosat sig i et stort træhus med udsigt over havet i Maine. Hun fødes i 1893, og da hun er ganske lille rammes hun af en sygdom, som efterfølgende gør hende mere og mere invalid. Familien var fattig, og videnskaben begrænset - i dag ved man, at det var en neuropatisk sygdom; men for 100 år siden, var der ikke mange muligheder for behandling eller helbredelse.

Så Christina vokser op i huset med sine tre brødre, forældre og bedstemor i et barsk miljø, hvor der hverken var rindende vand eller elektricitet i huset. De knoklede fra morgen til aften og Christina tog sin del af det hårde arbejde.

Bogen fortælles baglæns fra 1939, hvor den unge maler Andrew Wyeth første gang kommer til huset. Han formår at agere naturligt med hende; hverken intimideret af hendes handicap eller for nysgerrig. Ingen medlidenhed. Han ser huset og hende som en verden i sig selv; men det er jo i høj grad også hendes verden, som maleriets titel indikerer.

Han kommer hos Christina og hendes bror, Al, hvert år. Han maler i deres hus, og derigennem fortælles Christinas historie tilbage fra barndommen og op gennem en ungdom, hvor hun troede og håbede på den store kærlighed. Hun nægtede altid at se læger, og ville heller ikke bruge en kørestol. I stedet endte hun med at hive sig selv frem med armene - og nu ser vi hende pludselig i et helt andet lys i maleriet. En kvinde, der ser sit hus i horisonten - pånær to små rejser til Boston det eneste sted på jordkloden hun nogensinde kom. Det blev hendes verden! Men hun elskede den verden - selvom det betød, at hun forblev ugift. At hendes lillebror opgav sine drømme for at blive boende sammen med hende hele livet.

Christina Olson døde i 1968 blot en måned efter broren; men hun lever nu videre som et ikonisk amerikansk stykke samtidskunst. Det var en virkelig interessant historie - og man kommer godt ind under huden på Christina. Samtidig er ideen med at fortælle et maleri jo fantastisk; at det er en reel person gjorde det blot endnu mere spændende.

Femina - Janina Ramirez

 

• Engelsk
• 20.-24. februar
• 464 sider
• Dansk titel|: Ikke oversat

Endnu en non-fiction bog og én, jeg havde glædet mig meget til - og jeg blev da heller ikke ovenud skuffet.

Der er ingen tvivl om, at historien i århundrder var skrevet om mænd - og af mænd! Konger og kejsere, soldater og politikere - de fleste var mænd, og kvinder "blot" dem, der stod i baggrunden og fik hjemmet til at fungere. Vi er vant til doktrinen om kvinden som den underdanige datter og hustru i historien; kvinden, der fødte børn og agerede spillebrik i politiske ægteskabsalliancer.

Men der er flere eksempler på kvinder, der rent faktisk indtog en mere fremtrædende rolle - tænk bare |Margrete I og Kalmarunionen! Eller Jeanne d'Arc! Faktisk var mange kvinder jo nødsaget til at varetage husholdningen - og dermed økonomien - når deres mænd var ude og lege krig, som de jo gjorde.

Janina Ramirez er historiker, og hendes præmis for bogen er at undersøge kvinders reelle rolle i den tid, de levede i. Ny måde at forske på gør det muligt for os at se tingene lidt anderledes. Hvor man tidligere antog, at en grav med våben tilhørte en mand, kan man i dag med DNA-tests fastslå, at der er tale om jvindelige skeletter. Dermed indtog disse kvinder altså en helt anden rolle og langt mere aktiv end den traditionelle forestilling.

Bogen går helt tilbage til det 6.-7. århundrede og ender med den tidlige renaissance - hvert kapitel indledes med en kort introduktion - Discovery - som sætter rammerne for historien. Der er derfor også en del generel historie, hvor mænd spiller en meget fremtrædende rolle. De er ikke til at komme udenom, og man skal læse mellem linierne og grave dybere for at finde spor af kvinderne som mere proaktive medborgere. Men de er der!

Bogen er samtidig fint illustreret med eksempler på kvinders betydning i historien; dog er den lidt nyere - alt er jo relativt - historie noget bedre til at give os informationer. Ramirez formår dog fint at bringe en vikingekvinde til live og tage os med tilbage til en tid, hvor kvinder på mange områder var mænd ligeværdige. Måske endda mere end i de århundreder, der gik lige forud for vores. Kampen for overlevelse var barsk dengang, og man kunne ganske enkelt ikke tilladce sig "kun" at spille på den ene banehalvdel - der var behov for alle hænder (og hoveder) for at klare sig.

Senere begyndte vi at sætte kvinden op på en piedestal som pyntedukke uden selvstændige meninger - og den katolske mandsdominerede kirke gjorde selvfølgelig deres til at sætte grænser. Ikke at den protestanstiske kirke er meget bedre; Luther udtalte selv, at kvinders plads var ved kødgryderne. 

Hvis man er historieinteresseret med en god basisviden, og nysgerrig på et nyt syn, så er dette en virkelig interessant bog.

De purs hommes - Mohamed Mbougar Sarr

 

• Fransk
• 18.-19. februar
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2011 boede jeg nogle måneder i en lille senegalesisk by - et sted, hvor alle kendte alle. Der var en enkelt "tøjforretning", der primært solgte brugt tøj sikkert sendt fra Europa. Indehaveren eller bestyreren var uden tvivl homoseksuel, og da jeg kendte til den problematik dette måtte være i et land som Senegal, kommenterede jeg det en dag til en ven. Reaktionen kom prompte. Ja, det var han måske - og det var ikke godt - men de kunne love mig, at han var den eneste i hele byen. Til det kunne jeg jo kun svare, at håbede jeg da virkelig ikke for ham!

Men jeg havde stukket næsen i en hvepserede; i Senegal er homoseksualitet ulovligt og strafbart med op til fem års fængsel. Senegal betragtes alligevel som et af de mere tolerante lande på det afrikanske kontinent!

Mbougar Sarr vandt jo den franske Goncourt-pris i 2021 som den yngste vinder nogensinde for sin roman Menneskets dybeste erindring. Efter at have læste dette mesterværk læste jeg en af hans tidligere romaner om afrikanske bådflygtninge i Italien, inden jeg bestilte denne som tidsmæssigt ligger mellem disse to, og udkom i 2018.

Handlingen starter da den unge professor Ndéné sammen med sin kæreste ser en video, der er gået viralt. Videoen viser en ophidset gruppe mennesker, der graver en krop op fra kirkegården. |Den døde er en ung mand beskyldt for at være en góor-jigéen - en mande-kvinde. Ndéné tager voldsom afstand fra videoen og mandens seksualitet; i moskeen bliver det bandlyst af hans egen far og han er vokset op med at forkaste homoseksualitet som usædeligt og unaturligt. Men han kan ikke slippe videoen, og da han kommer i uvejr på universitetet for at have lært eleverne om Verlaines poesi, beslutter han sig for at finde ud af, hvem den unge mand var.

Han taler med en berømt dragqueen, som dog bedyrer, at det blot er et job og i virkeligheden er han heteroseksuel - men ved, at han risikerer sit liv ved at optræde i dametøj. Han taler med en kollega på universitetet, som dog viser sig at leve et dobbeltliv - som reelt er den eneste mulighed han har.

Han møder moderen til den afdøde unge mand, hvis lig nu er begravet i hendes lille forhave. Men alle disse hændelser bliver startskuddet til, at han selv beskyldes for at være en góor-jigéen. 

Store dele af romanen virker mere som en debat, Mbougar Sarr ønsker at lancere i Senegal - men "skjuler" i historien, der ikke altid flyder lige let. Der er mange indvendige dialoger, som principielt er hans debat om problematikken. Det gik da heller ikke uhørt hen, da romanen udkom i 2018. I Senegal beskyldes han for at være udsendt af alt fra Vesten til LGBT+ organisationer for ligefrem at udbrede homoseksualitet i landet, som mener, at det ganske enkelt ikke eksisterer! Romanen kan end ikke købes i Senegal, så det er ret relativt med det forspring af tolerance man skulle præstere. Eller sagt på en anden måde viser det blot, hvor forfærdeligt det så står til i andre afrikanske lande.

Det var absolut ikke hans bedste roman; jeg foretrækker stadig de to andre - men jeg tror også formålet med denne er et helt andet. Det er samfundskritisk, og vigtigt at italesætte denne diskrimination og Mbougar Sarr har nu et talerør udenfor Senegal, som forhåbentlig kan medvirke til at ændre tingene.

1793 - Niklas Natt och Dag

 

• Dansk
• 12.-16. februar
• 494 sider

Pudsigt nok var det en spansk kollega, der anbefalede mig denne svenske krimiforfatter - som jeg tidligere havde set; men jeg troede naivt, at det var endnu et konstrureret samarbejde mellem forfattere med det finurlige navn. Det viser sig så at være et yderst gammelt svensk adelsnavn - det må trods alt være lidt pudsigt at bære i hverdagen!

Men denne svensker har altså skrevet en serie krimier, som ganske enkelt har givet den titel efter året den foregår i - og de følgende hedder jo så 1794, 1795.... der er jo mulighed for at fortsætte i lang tid.

Der er dog nogle klassiske elementer, som synes at være grundingredienser i krimier - vi har Cardell; en halvfattig tjenesteansat, der mangler en halv arm efter krigen mod Rusland i 1788-90. Det er ham, der bliver tilkaldt, da torsoen af en mand fiskes op af Stockholms vand. Han møder den døende politimand Winge, hvis død af lungesot er genstand for væddemål blandt kollegerne.

De to beslutter sig for at denne stakkels mand skal have genoprettet sin ære om ikke i livet, så i døden - men de ved ikke, hvem han er.

Bogen er delt op i fire dele, hvor vi i første og sidste følger sagen og opklaringen. Den anden del omhandler den unge Anna Stina, som ender på fattiggården efter beskyldninger om utugt. Det er nemlig samtidig en beskrivelse af Stockholm og samfundet i slutningen af det 18. århundrede. Dernærst følger vi en ung mand, som kommer til byen i jagten på storhed og rigdom, men hurtigt ender i gæld og bliver hvirvlet ind i morderens grumme hævn over den unge mand, han troede hunne blive hans ven.

Der er nogle barske beskrivelser af samfundet - og personerne står relativt stærkt, men mangler stadig dybde. Det er en debutroman, og det bliver interessant at se, om det ændrer sig. Jeg er langt større fan af disse historiske krimier end moderne - og jeg vil helt sikkert læse de næste.

Onkos - Jeanette Varberg

 

• Dansk
• 11. februar
• 160 sider

Pyyhhhh... jeg er glad for, at jeg læste denne hjemme på en søndag i sofaen - med fred og ro til at trække vejret dybt, og knibe en tåre.

Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til og alligevel rammer det lige hårdt hver gang at læse om den rejse, som så mange andre desværre også skal igennem med kræft. Jeanette Varbergs rejse var desuden meget lig min egen fra november 2021 til sommeren 2022 - en rejse, som ikke er slut endnu desværre. En rejse, som nok aldrig bliver det fordi der altid vil være et "efter".

Varberg er arkæolog og videnskabskvinde; så udover at gennemgå alle de psykiske og fysiske trin i kræftrejsen beslutter hun sig også for at undersøge, hvor kræften stammer fra. Er det en moderne sygdom forårsaget af vores vellevned - og er vi selvforskyldte?

Jeg forstår sagtens hendes beslutning; jeg startede selv med at arbejde halv tid efter den anden kemo ud af seksten. Ganske enkelt for at holde hjernen i gang, og ikke forfalde til et liv i sygdom.

Hun gør det dog ved udelukkende at beskæftige sig med selvsamme sygdom. Men der er måske noget terapeutisk i at opdage, at kræft er urgammelt og at hun ikke var mere skyld i sin brystkræft end så mange andre kvinder. Eller andre med andre kræftsygdomme!

Det viser sig, at man kan spore rester af kræftsygdomme selv i mumier og skeletter, der er århundreder eller årtusinder gamle. Faktisk intet nyt under solen! Bortset selvfølgelig fra, at vi er blevet bedre til at behandle. Hun beskriver opfindelsen af både stråling og kemoterapien.

Behandlinger som i dag er langt mere skånsomme end de første forsøg. Jeg har nok mest blokeret erindringerne fra netop strålebehandlingen. Lige nu og her var det jo den langt mest blide i forløbet; men man sidder i dagevis i den dybe kælder omgivet af andre synligt syge mennesker - eller raske mennesker, der lige skal igennem det sygdomshelvede for at forblive raske forhåbentligt. Mine senfølger er netop efter strålerne og dog er jeg ikke brændt helt sammen som nogle af de tidligste patienter blev.

Kemoterapien kan vi spore tilbage til sennepsgasserne fra skyttegravene i 1. Verdenskrig; det forklarer jo glimrende, hvorfor det er så forfærdeligt at gennemgå og hvorfor nordmændene fx kalder det for cellegift. Det er ren gift, der flyder ind i årerne. Jeg husker selv tydeligt den første gang med den modbydelige røde kemo. Jeg tænkte, at ligegylidgt om jeg stoppede efter den ene gang fordi det var for meget - så var bare den første dråbe nok til, at skaden var sket. Mit hår ville falde af og giften var i mig.

Så udover at følge hendes egen historie lærte jeg en masse; også en del, som trods alt giver håb for at man klarer det på længere sigt fordi vi er kommet så langt i forskningen.

Men... hvor er det vanvittigt frustrerende, at et forlag som Politken så ikke kan overskue at lave en indholdsfortegnelse til en alt andet lige relativt lille bog. Sideangivelserne skrider allerede ret hurtigt, og halvvejs inde i bogen er der en forskel på elleve sider mellem det angivne og det reelle tal. Det er sjusk, der er så graverende, at jeg slet ikke fatter, hvordan man kan drive forlagsvirksomhed. Det er desuden virkelig synd for en forfatter, der har leveret et godt stykke arbejde, at det skal skamferes af inkompetente personer. Desværre er der vist ikke et eneste forlag i Danmark, der arbejder med kvalitetskontrol!

The Future of Geography - Tim Marshall

 

• Engelsk
• 9.-10. februar
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Tredje bog i Tim Marshalls måske utilsigtede serie om geopolitik, som uden tvivl også snart kommer på dansk. Jeg læser faktisk fler og flere non-fictionbøger - i 2023 blev det til 30 uf ad de 111 bøger, og i år er vi allerede på 11 af de 15 bøger denne inkluisve. Det er ikke fordi der mangler romaner; men udbuddet af non-fiction er enormt, og min interesse for det er bestemt også stigende og langt bredere end da jeg tidligere mest læste historiske biografier.

Marshalls bøger er enormt lærerige; vi gik fra geopolitikkens syn på verden med historiens briller på over en analyse af potentielt kommende konflikter til et helt nyt begreb - astropolitics!

Marshall sluttede den anden bog netop med et kapitel om rummet, som i sig selv stiller nogle helt nye spørgsmål til ejerskab, grænser og lovgivning. 

Traditionelt er det de tre store lande - USA, Rusland og Kine - der har domineret; fordi de har haft budgetterne, videnskaben og faciliteterne til at sende raketter og mandskab i rummet. I Europa er vi gået sammen i samarbejdet i ESA, men også suveræne stater sender fx satelitter op. Desuden er en del andre lande også kommet på banen især i de områder, der omhandler satelitter til kommercielt brug.

Men rummet indebærer også en potentiel risiko for krigsførelse; ikke mindst i den nuværende konflikt med Rusland som isoleret fra Vesten grundet krigen i Ukraine. 

Der står meget på spil; flere lande har ambitioner om at sætte mennesker på månen igen og endnu længere væk på Mars. Det skyldes til dels et ønske om at finde alternative boformer, som jordens kapacitet strækkes til det yderste. Men det er også for at få fat i de mineraler og rigdomme, som disse planeter indeholder, og som vi har brug for som alternativ energi eller blot for at erstatte jordens, som jo har en udløbsdato. Det stiller jo spørgsmålet, om hvem der har ret til disse mineraler? Dem, der har penge til at hente det ned - ikke en billig operation! Eller skal en nation gøre det for at gavne os alle?

Udover, at stater har afsat enorme ressourcer til disse ambitioner, så er der private foretagender som Elon Musk og Amazon, der også vil ud i rummet. Deres ambitioner går mere i retning af alternative bosættelser; det er helt vanvittigt at forestille sig, at man skal kunne leve på Mars i enorme bobler med kunstig ilt og uden at kunne færdes frit. Det er eller ikke lige op over - men som Marshall illustrerer i sin bog, så er grundarbejdet til det, vi gør i dag jo århundreder af år gammelt. Vi arbejder tilsvarende på, at kommende generationer kan muliggøre nogle af disse utopiske drømme. Men nogle af dem er jo også absolut nødvendige for at hjælpe os med overbefolkning, klimaforandringer osv.

Det betyder så nødvendigvis, at der vil komme konflikter og Marshall giver da også eksempler på allerede indtrufne mindre konflikter, hvor satelitter er kommet for tæt på andre landes. Er det spionage eller for at sabotere? For realiteten er, at ødelæggelsen af en satellit i rummet vil få øjeblikkelige og alvorlige konsekvenser på jorden. 

Det er fascinerende og lærerig læsning. Man kan også blive lidt forpustet og lidt nervøs ved at læse alle disse skrækscenarier; vi har så travlt med at forholde os til jordens konflikter og mange af disse eksperimenter er ikke headlines i medierne til daglig. Det er øjenåbnende at se et meget meget større perspektiv på alle mulige måder! Jeg kan kun anbefale at læse alle tre bøger i kronologisk orden, da Marshall ligeledes tager os en tur gennem verdenshistorien. 

De eventyrlige kvinder

 

• Dansk
• 5.-8. februar
• 488 sider

En smuk bog skrevet af medlemmer af den eksklusive klub af kvindelige eventyrere med hele 48 forskellige beretninger fra hele jordkloden.

Klubben af kvindelige eventyrere blev oprindeligt oprettet, da mændene ikke længere ville have dem i deres klub; men heldigvis er der lige så mange kvinder - og nok flere i dag end tidligere - der vover sig ud i verden alene eller i flok med andre kvinder. Selvfølgelig også i følgeskab med mænd - men det er jo også kvindernes rejser og oplevelser.

Optagelseskravene er strikse; og det er en lille lukket kreds af kvinder, der har prøvet meget forskelligt Nogle gange i forbindelse med deres erhverv; andre gange blot af ren wanderlust.

Historierne fordelser sig over hele jordkloden - de er alle flot illustrerede i en virkelig lækker bog på tykt papir og med en solid kampvægt. Ikke metrolæsning!

Det er selvfølgelig individuelt hvilke historier man finder mest interessante. Personligt havde jeg et par favoritter, som var dem, hvor forfatteren havde gjort sig tanker om rejsen. Det kunne være om at rejse i lande med regimer, man idealistisk ikke kan stå inde for - typisk kvindeundertrykkende regimer - men hvor rejsen har som formål at møde andre kvinder. Eller rejser i virkelig svært fremkommelige egne.

Jeg er langt mindre interesseret i rejser om jagter; at tage ud for at skyde store truede dyr virker ikke tiltalende på mig. Dykkerrejser er uden tvivl smukke og fantastiske - men appellerer mindre til mig; nok fordi jeg ikke selv må komme under vand af helbredsårsager, og dermed ikke kender til det liv dernede.

Men de relationelle historier rører mig, og det er selv de bedste rejser, jeg har haft. Der, hvor man er alene og møder de lokale. Det var en rejse ned af Nilen i Aswan på en lille båd alene med en nubier, der tog mig med ud på en øde ø kun beboet af Nilkrokodiller. Eller mine to måneder i et lille hus i en landsby i Senegal uden strøm, ingen ruder i vindueshullerne og med vand fra brønden. Hvor jeg var uden internet og selvom jeg ikke var langt fra alt, var jeg alligevel i en helt anden verden.

Det er dog ikke alle historier, der er lige godt skrevet. Det er sikkert op til den enkelte at skrive, og det virker ikke til at der har været nogen efterredigering. Derudover er det lidt rodet, at opsætningen til tider er i enspaltet format og andre gange i tospaltet - det forstyrrer læseoplevelsen. Endelig er der virkelig mange fejl - der er stort set ikke en side uden stave- eller sjuskefejl; det evindelige problem med virkelig dårlig kvalitet hos danske forlag. Men i en bog af denne kaliber og til denne pris, irriterer det mig om muligt endnu mere.

Kongeord - Jens Andersen

•  Dansk
• 7. februar
• 112 sider

Jeg er jo i gang med en anden bog; men jeg var gul og grøn af ærgrelse, da jeg for nogle uger siden missede det første oplag af Kong Frederik X's meget overraskende manifest. som man vist godt kan tillade sig at kalde det.

Jeg er vild med alt det kongerøgelse. og desuden var det jo et genialt træk således at overrumple den samlede danske verdenspresse. 

Der var jo mange spekulationer og bekymringer i årets første uger. 

Hvad med forholdet til kirken? Hvad vil han vælge som valgsprog? Vil han overhovedet kunne klare jobbet, nytårstalen osv. osv. Det er trættende i længden, for det er blevet et paradigme, som ingen eksistensberettigelse har.

Da valgsproget så var fløjet ud over den massive folkemængde fra Christiansborgs balkon var der nye diskussioner om kvaliteten af det - og hvordan skulle det mon overhovedet forstås? Forbundet? Eller forbundne? Og hvad er i øvrigt forskellen? Så var der manglen på Gud i valgsproget... det blev skruen uden ende; indtil der overraskende tre dage senere lå en bog i forretningerne. 

Den har jo selvfølgelig ligget klar i en skuffe et sted; man kan jo undre sig herfra og til evigheden over, hvem der vidste hvad hvornår. Det svar får vi nok bare aldrig - eller i det mindste nok ikke så længe Dronning Margrether lever. Men Kong Frederik X har jo haft en del år til at forberede sig på jobbet; og det er da beroligende at vide, at han har gjort sig tanker om, hvordan han ser den rolle.

Dette emne berører han netop i den absolut meget korte bog; den kan læses på 30-40 minutter. Han kommer omkring enkeltdelene i valgsproget - eller kongeordet, som han foretrækker det- men også de værdier, han mener er de mest danske og dem, som vi - Jantelov til trods - bør gøre mere for at fremelske og hævde.

Så kom der nye kritiske røster. For var bogen ikke lidt "nemt" - den kunne jo være redigeret, hjulpet osv. Var det for at undgå et direkte interview eller konfrontation med pressen - her antydes jo de tidligere problemer med at formulere sig helt perfekt i offentlighed.

Jeg ser det snarere virkelig som en genistreg. Kongen har udmærket vidst, hvad pressen ville sige til alt dette - abdikationen, evnerne (eller ej), kongeordet - og det er umuligt at give interviews til alle så hurtigt. Det er også umuligt at undgå individuel fortolkning og gengivelse af interviews.

Hermed står ordene der. Det er enhver frit for at fortolke i en anmeldelse; men ordene står der lige så urokkeligt som et manifest fra en enevældskonge. Jeg synes den stil og ideen med at kalde det for kongeord vidner om et ønske om virkelig at ville sætte aftryk som de historiske konger gjorde det. Blot på en meget moderne måde og med fokus på meget nutidige problemstillinger.

Det skal nok blive spændende at følge!

Les gens de Bilbao naissent oû ils veulent - Maria Larrea

 

• Fransk
• 4. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en roman, jeg har ventet længe på i paperbackformat - den tog mig under tre timer at læse i et stræk, så jeg fastholder mine principper om ikke at købe de dyrere store udgaver.

Folk fra Bilbao fødes hvor de vil er et kendt ordsprog fra Baskerlandet, som jeg fik bekræftet af en kollega, der netop er fra Bilbao som forfatteren til denne prisbelønnede debutroman.

Forfatterens forældre er begge baskere; moderen fødes af en fattig kvinde, hvis mand helst så en søn komme og efterlader hende på nonnernes børnehjem. Hun henter hende igen ti år senere, og den lille pige bliver "tjenestepige" for familiens nu mange børn - og seksuelt misbrugt af faderen. Hendes far fødes af en prostitueret, som opkalder ham efter hendes stamkunde inden hun også overlader ham til et børnehjem. Hun besøger ham dog jævnligt; men som teenager ser han hende i gaden. På arbejde.

Disse to mennesker mødes og bliver gift. De flytter til Paris og bor i en lille portnerbolig, hvor Maria vokser op med de to kulturer. Somrene tilbringer de hjemme i Spanien, hvor forældrene har en lejlighed.

Den voksne Maria lever et udsvævende liv i det parisiske natteliv; hun vil have en karriere som filminstruktør, men putter sig selv ind i alle de kortfilm hun filmer. Så en dag ser hun en tarotkortlæser, og stiller hende netop dette spørgsmål. Hvorfor hun ser sig selv i alle film?

Tatotlæseren bliver nærmest ligbleg, og fortæller hende, at der er noget galt. Hun er ikke den, hun tror hun er. 

Da hun konfronterer moderen, viser det sig, at hun er adopteret. Men det er ikke en hvilken som helst adoption. Da forældrene efter års ægteskab stadig ikke har børn, bliver de på en rejse hjem til Bilbao tilbudt et barn. Der er dog visse betingelser - hun skal bære en pude, så hun ser gravid ud. De skal være i Bilbao og holde sig klar til de får et opkald. Så tager de afsted til en fødeklinik (med puden under tøjet), og dagen efter får de en nyfødt lille pige - forfatteren.

Der er ingen adoptionsprocedure. Der er ingen papirer. Forfatterens mor står opført som den rigtige mor på hendes fødselsattest, og de rejser hurtigt tilbage til Paris.

Hun er ét af de mange børn, som under Francos regime og i årene efter, blev fjernet. Det kunne være fordi deres forældre var revolutionære eller ikke regnedes for egnede til at være mødre som fx ugifte kvinder. Det er barske ting at opdage, når man selv er nybagt mor og hele ens verden krakelerer. Det er også erkendelsen af, at de bedstemødre, som blot opgav deres børn - hendes forældre - slet ikke var hendes. Hvem er så hendes familie og hendes rødder?

Maria finder sin biologiske mor, og to halvsøstre - da romanen skrives er det ikke helt klart, hvordan deres forhold udvikler sig. Men romanen er historien om hemmelighederne, om den spanske stats lyssky handlinger, som selv hendes adoptivforældre ikke kendte til - og jagten på at finde hjem.

I den forbindelse passer det baskiske ordsprog jo godt ind i en fantastisk historie, som jeg slugte uden at lukke bogen en eneste gang.

Vivre vite - Brigitte Giraud

 

• Fransk
• 3. februar
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har sat mig for at læse flere af de romaner, der er blevet belønnet med den franske Goncourt-pris. Så jeg har lavet en liste (Excel), og køber så stille og roligt nogle hen ad vejen. Vel vidende, at de tidligste fra begyndelsen af det 20. århundrede nok ikke er de nemmeste at komme igennem. Den tidligste jeg har læst er fra 1916, og så er der et stort spring op til 1975!

Det 21. århundrede går det lidt bedre med; nu er jeg på 12 af 23 romaner; nogle kommer jeg aldrig til at læse (Houellebecq bryder jeg mig bare ikke om), og andre venter jeg på i paperbackudgaven, som netop denne fra 2022.

Det er en tynd og intens lille sag, som ikke desto mindre rammer lige i hjertekulen.

Forfatteren fortæller sin egen historie, som starter da hun skal tømme hjemmet i Lyon, fordi det er sat til salg. Et lille hus med en gammel have, som skulle danne rammen om et lykkeligt familieliv. Hun er 36 år gammel, og hendes mand, Claude, er 41 år. Sammen har en søn på 7 år, og hun har kæmper for at få det lille hus, som de skal istandsætte og omdanne til et lille familieparadis måske med endnu et barn?

De får nøglerne til huset et par dage før det er meningen - nemlig den 19. juni. Blot tre dage senere, den 22. juni, bliver hendes mand dræbt i en motorcykelulykke, mens hun er i Paris. Han nåede aldrig at flytte ind i huset, og hun måtte selv gøre det i stand og leve der efterfølgende.

Efter denne indledning opremser hun alle de omstændigheder, der gjorde, at tingene skete som de gjorde. For hvad nu hvis....

Hvis de ikke havde fået nøglerne et par dage før, havde de ikke haft en garage.

Hvis hendes brors garage ikke skulle istandsættes, havde han ikke haft behov for at opmagasinere sin utroligt potente motorcykel hos dem.

Hvis hun nu slet ikke havde foreslået det, og manden aldrig var blevet fristet til at tage den motorcykel, han faktisk ikke havde lov at køre uden forsikring?

Hvis hun ikke havde udskudt sin forretningsrejse til Paris til om tirsdagen fordi de fik nøglerne tidligt, så hun selv havde hentet sønnen efter skole?

Hvis hun havde ringet til manden aftenen inden for at minde ham om, at sønnen skulle til en børnefødselsdag, så var han ikke kørt derhen for at hente ham?

Hvis manden ikke havde glemt 300 francs i en pengeautomat, da han hævede dem til frokost, så var han ikke stoppet i banken på vej til skolen, og havde ikke været forsinket og måske fristet til at køre hurtigere?

Men også hvad hvis den motorcykel aldrig var blevet eksporteret til Frankrig, da den ikke var lovlig i Japan på grund af dens mange hestekræfter?

Det er smertefuldt at læse om alle de hvis'er man kan liste op; det har vi nok alle prøvet på et tidspunkt. For de færreste er udfaldet så dramatisk og vi ved jo alligevel aldrig, hvad der ville være sket. Men man kan blive vanvittig af at spekulere, og dette er en form for aflad, der skal til inden det hus skal tømmes. En sidste handling og et sidste farvel til en drøm om noget, der ikke blev.

Vilde nætter - Cyril Collard

• Fransk
• 1.-2. februar
• 256 sider
• Originaltitel: Les nuits fauves

Cyril Collard var en fransk multikunstner - forfatter, musiker, skuespiller, instruktør - som døde i 1993 ad AIDS-relaterede sygdomme. Hans selvbiografiske roman Vilde nætter fra 1989 er en del af en serie af "erotiske forfattere", som jeg faldt over, da jeg læste Oscar Wilde. Den havde jeg nemlig på fransk i samme serie. 

Romanen blev filmatiseret i 1992, og jeg så den for mange år siden, men havde aldrig læst bogen. Jeg husker filmen som meget voldsom, og bogen var det bestemt også. For det er et destruktivt liv, der udspilles.

Collard er født i 1957, og som 18-årig dropper han studierne for at rejse ud i verden. Der gør han sig de første homoseksuelle oplevelser, og det er i ordets bogstaveligste forstand et liv med sex, drugs and rock'n'roll! Der er masser af stoffer, og masser af kærester - kvinder og mænd.

Senere kommer han ind i filmmiljøet, og spiller små roller ligesom han selv indspiller kortfilm.

I 1987 opdager han dog, at han er HIV-positiv; en dom, som ikke i dag er en dødsdom. Men man kan nok ikke i dag forestille sig, hvordan det var dengang. Jeg boede i Paris i 1987, og det var en stor ting. Politisk var det en hot potato, fordi sygdommen jo i starten stigmatiserede det homoseksuelle miljø. Men for alle ganske almindelige unge mennesker, der havde deres seksuelle debut var det et Damoklessværd, der konstant svævede over os. I dag snakker man om samtykke - dengang handlede det om at beskytte sig; ikke for en graviditet, som tidligere - men for sygdommen.

Collard fortsætter dog langt hen ad vejen sin levestil; og han møder den kun 18-årige Laura, som han indleder et forhold til. Samtidig har de begge en del andre forhold med mænd; og selvom Collard i sin omgang med mænd passer på, så har han fuldstændigt "traditionelt" og fuldført samleje med den unge pige. Det er ret voldsomt at læse om; når man ved, hvordan det går. Når man ved, hvor farligt det er og når man har læst historier som fx om Patient Zero.

Efter hans død skabte det da også en del polemik i de franske medier; på den ene side hyldede man hans talent - filmen fik en masse priser blot tre dage efter hans død. Men på den anden side kom der historier frem om en ung pige, som var død efter at være blevet smittet af netop ham. Hans seksuelle praksis var ingen hemmelighed for folk i miljøet i Paris. Så kan man sige, at en test først kom på markedet i 1986, da han muligvis allerede var syg. Men det undskylder jo ikke, at han fortsatte.

Det var derfor med en lidt dårlig smag i munden, at jeg læste hans egne ord om det - og huskede, hvor skræmte alle forsøgte at gøre os unge dengang. Med god grund selvfølgelig!