Menneskets dybeste erindring - Mohamed Mbougar Sarr

• Fransk
• 4.-7. oktober
• 461 sider
• Originaltitel: La plus secrète mémoire des hommes

De danske anmeldelser af denne franske prisvindende roman er ganske naturligt noget forvirrede. Et sted læser man, at anmelderen har en følelse af at have læst noget stort. En anden, at den er så optaget af specifikke franske problemstillinger, at det er svært at forstå den. Det er en roman, der deler vandene - men det er absolut ikke uden grund, at de vandt den franske Goncourt-pris i 2021.

Jeg fik den foræret netop da, den havde vundet denne pris - men med en ny kræftdiagnose var samtlige bøger lagt på hylden; og først nu kom det pludselig over mig, at jeg skulle i gang med den. Så levede og åndede jeg faktisk ikke for andet i de fire dage lige så snart jeg var vågen (og ikke arbejdede!).

Men lad os først starte et helt andet sted.

I 1968 modtog den maliske forfatter, Yambo Ouologuem, den franske Renaudot-pris for sin debutroman - som den første afrikaner. Der gik dog ikke lang tid før kritiske røster mente, at den var lovligt meget inspireret af blandt andet Graham Greene, men også franske forfattere. Desuden bliver den på det afrikanske kontinent kritiseret for at angribe afrikanernes rolle i slavehandel og koloialisme; dette var jo i kølvandet på selvstændigheden af mange afrikanske lande, hvor hyldesten til afrikansk kultur og identitet var vigtig propaganda for projektets succes.

I 1972 stoppes salget af hans roman, og Ouologuem rejser hjem til Mali, hvor han dør i 2017 uden at have udgivet flere bøger.

Denne tragiske historie bliver inspirationen til Sarrs vanvittige labyrintiske historie om den unge senegalesiske forfatter Diégane Latyr Faye og hans møde med romanen Umenneskelighedens labyrint skrevet af den mystiske og mytiske T. C. Elimane. Diégane har selv udgivet sin første roman, og færdes i det litterære afrikanske miljø i Paris, hvor han første gang støder på bogen, der udkom i 1938. Dengang lød kritikken først og fremmest på, at den umuligt kunne være skrevet af en afrikaner - det var en anden tid skal man huske. Dernæst var der nogle, der opdagede, at bogen ganske enkelt var en slags patchwork af elementer fra kendte forfattere fra antikken til moderne tid. Forfatteren selv, Elimane, holder sig væk fra pressen - så ikke mange kender ham; og pludselig er han væk. 

Diégane beslutter sig for at finde sporene af ham, og tager os med ind i den labyrint, som bliver hans jagt efter Elimane. Det bliver en historie om Afrika og især Senegal; det tager os til Sydamerika og igennem Frankrigs historie fra 1. Verdenskrig til studenteroprøret. Der er så mange lag og ikke blot graver vi os vertikalt ned i historien, men zigzagger os op og ned i lagene vertikalt og horisontalt. 

Det er meget kompakt og intenst; til tider skal man lige stoppe op for at huske, hvor man er og med hvem i en historie, hvor nogle sætninger fylder flere sider. Jeg tror jeg talte lidt mere end fire sider i træk uden et punktum. Samtidig var jeg blæst bagover af skønheden i at skrive hele denne roman - om en roman, som vi aldrig ved mere om end titlen. Vi får aldrig at vide, hvad den handler om - men måske er der slet ikke nogen roman og slet ingen Elimane? Måske er det metaforen for den ultimative bog, læseoplevelse, forfatter?

Som Sarr selv skriver det i romanen - og her i min oversættelse og ikke den officielle danske oversættelse. 

"En stor bog taler altid kun om ingenting, og alligevel er alt der. Gå aldrig mere i fælden med at ville sige, hvad en bog, du synes er fantastisk, handler om. Denne fælde er den, den offentlige mening sætter for dig. Folk ønsker, at en bog nødvendigvis skal handle om noget. Sandheden er, at kun en middelmådig eller dårlig eller banal bog taler om noget. En stor bog har intet emne og taler om ingenting, den søger kun at sige eller opdage noget, men dette alene er allerede alt, og dette noget er også allerede alt."

Der er absolut intet at sige til, at Sarr vandt prisen - og i modsætning til sin protagonist Elimane ikke bliver buhet ud af kulturelitens parnas. Den rørte mig absolut på et litterært niveau; men jeg var selvfølgelig også et nemt offer. Senegal har en helt speciel plads i mit hjerte; og den kultur og de steder han nævner i bogen har jeg jo oplevet. Så ja, jeg forstår, at den ikke er let tilgængelig for et dansk publikum uden konteksten med kolonialismen i Afrika, Dreyfus-affæren etc. Det bør dog ikke afskrække nogle fra at læse den, og måske tage det som en katalysator til at læse mer fransk og afrikansk litteratur. 

Nu er jeg blot virkelig spændt på at de, hvor Sarr tager os hen efter denne vanvittige "debut" - for det er det på trods af, at hans tre tidligere romaner nu er optrykt med mere opmærksomhed i Frankrig. Forhåbentlig ender han ikke som Elimane i hans roman - eller som Ouologuem i virkeligheden!