Sweet Caress - William Boyd

 

• Engelsk
• 12.-14. oktober
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste den relativt nyudkommede roman af William Boyd var det mit første møde med hans forfatterskab. Jeg var temmelig begejstret - og så læste jeg et sted, at han har skrevet tre romaner i samme stil. Nemlig en roman fortalt i første person ental, hvor man følger hovedpersonen fra vugge til død et helt liv igennem.

Denne gang er vi dog lidt mere tidssvarende, da hovedpersonen fødes i 1908 i England. Hun hedder Amory Clay - et unisex-navn, fordi faderen var skuffet over udfaldet! 

Romanen har form af flere af  hendes dagbogsnotater fra 1977, der beskriver hendes daglige liv i et isoleret sommerhus på en skotsk ø, hvor hun drikker for meget whisky og socialiserer med de lokale, blandet med flashbacks fra hendes yngre dage. 

Amory er et produkt af en småaristokratisk familie – hendes far, Beverley, er en mislykket romanforfatter på randen af nervøst sammenbrud efter at have tjent i 1. Verdenskrig; hendes mor er en fjern, temmelig arrogant tilstedeværelse i børnenes liv. Den afgørende begivenhed i den unge Amorys liv er da hendes far kører ud en sø i et forsøg på at begå selvmord og tage hende med i faldet. De overlever dog. Beverley bliver sendt til en institution, og Amory får aldrig fuld tillid til de mænd, hun elsker.

Hendes voksne liv tager os i mange uventede drejninger - fra stripklubbernes i 1920'ernes dekadente Berlin, til fascistiske optøjer i London i 1930'erne, til Anden Verdenskrig i Frankrig og senere til Vietnam. Undervejs elsker hun en håndfuld mænd, som vi møder én for én - og jeg synes i hvert fald, at hun nuppede den forkerte til sidst. Men hun står også over for store spørgsmål om tro og forræderi - hun er impulsiv og selvmodsigende; men så usigeligt menneskelig. 

Bogen er tillige illustreret med sort-hvide fotos, som forfatteren må have fundet online. For sjovs skyld googlede jeg et af en herregård, som reelt eksisterer - men under et andet navn. Så man kan undre sig over, hvem det, der figurerer på alle de billeder? Men effekten er utrolig; man har reelt fornemmelse af at sidde og tage del i en persons livshistorie, som sad vi en sofa med en kop kaffe - eller en whisky nok snarere - og vedkommende fortalte mig i tilbageblik om sit liv, mens vi så på de gamle fotos i et album.

Jeg synes måske, at historiens vægt mod slutningen bliver en anelse skæv og forhastet; men det var nok også mest fordi jeg ikke ville have den til at ende.

Jeg er vild med det koncept; og som sagt er der yderligere en roman i samme format, som jeg må få skaffet mig. Jeg forstår ikke, hvorfor disse bøger ikke er oversat til dansk?