- Engelsk
- 28.-30. november
- 240 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Den 1. november fortsatte jeg ufortrødent i serien af selvbiografiske bøger af Maya Angelou; jeg regnede med, at de sidste tre ville være læst indenfor en uge og havde allerede nye læseplaner forberedt. Men senere den dag skulle jeg til en kontrol, og pludselig stod jeg med en diagnose på brystkræft. Det kom til at påvirke min læsning i resten af 2021 - jeg kunne ganske enkelt ikke koncentrere mig om at åbne en bog.
Jeg kom endelig i gang med femte bind af Angelous erindringer i slutningen af måneden, da jeg kom mig efter operationen.
Fjerde bind sluttede jo med lidt af en cliffhanger, da Angelou rejste til Ghana for at få sønnen i gang med skolen og selv fortsætte til Liberia. Den plan blev ødelagt af en trafikulykke. Hun ender derfor med at blive længere i Ghana og får arbejde på universitetet; hun rejser rundt i landet og opdager endelig det ægte Afrika (i modsætning til Egypten), og finder muligvis en del af sine rødder, da nogle kvinder mener at genkende hendes træk fra Bambara-stammen.
Bogen foregår i årene 1962-1965 - tiden, hvor afrikanske lande i stigende grad slap fri af de imperialistiske kolonialisters bånd men også tiden, hvor borgerretighedsforkæmperne Malcolm X og Martin Luther King stormede frem i USA. Angelou havde allerede tidligere forbindelser til begge mænd, men i 1964 besøger Malcolm X landet og hun nærmer sig mere hans politiske filosofi end Kings. I Afrika opleves kampen for frihed mere voldeligt end i USA, og Angelou er ikke længere enig med Kings doktriner om non-violence. Men måske ville hun have oplevet det anderledes, hvis hun havde været i USA; en anden debat i en anden kontekst!
Hun afbryder opholdet i Ghana for at tage på endnu en teaterturné - på trods af, at hun havde svoret, at det var nu slut. Denne gang går turen til blandt andet Berlin - knap tyve år efter afslutningen af krigen, og her udsættes hun for en decideret voldsom racisme.
Som bogens titel siger det, så er denne del en historie om en rejse - det er nok den fysiske rejse til Ghana; men det er endnu mere den psykiske rejse Angelou er på for at forstå sinde rødder, men også finde fred i sin identitet som afroamerikaner og ikke afrikaner! For ved at bo i Afrika, som hun betragtede som det forjættede land for hende, ser hun, at der er bagsider af medaljen alle vegne. Angelou er nu også i trediverne og efter et virkeligt hektisk liv fra en meget ung alder, begynder hun at modnes og reflektere - en naturlig proces i den alder; men det er også en sorg- og helingsproces i søgningen af en identitet. Og den finder hun endelig i Afrika - omend ikke som hun havde forventet det.
Bogen slutter med hendes hjemrejse til USA for at arbejde med borgerrettighedskampen "derhjemme".
