Friday, July 31, 2015

Tintorettos engel - Melania G. Mazzucco



























  • Fransk
  • 27.-31. juli
  • 573 sider
  • Fransk titel: La longue attente de l'ange

Jeg erindrede, at jeg tidligere havde læst en relativ interessant bog af den italienske forfatter Mazzucco; jeg havde så heldigvis glemt, at jeg også har kæmpet mig igennem en ren rædsel!

Så jeg faldt jo for "plottet"i denne - historien om den store italienske renæssancemaler, Tintoretto. Egentlig har jeg aldrig været stor fan af hans malerier - personligt er jeg langt mere til Caravaggio fx - men netop bogen om hans liv (skrevet som fiktion vel at mærke) var en så stor nydelse, at jeg tænkte, at Tintoretto måtte være lige så spændende.

Der er jo noget ved historien om både Venedig og Firenze, da de var lilleputstater, som samtidig dominerede Europa og verden med deres kunst og deres herskende familier. 

Tintoretto var søn af en farver - deraf kælenavnet Tintoretto; for i virkeligheden hed han Jacopo Robusti, og fødtes i en børnerig familie i 1518. Han døde i 1594 og døden er baggrunden og rammen for hele historien.

Døden sniger sig ind på den gamle mand, og de sidste par uger inden kan han ikke længere sove eller spise. I stedet begynder han en lang indre dialog med Gud; en form for regnskab, der skal gøres op inden han kan forlade denne jord. Hvert kapitel er en dag i denne lange proces, hvor han venter på sin engel - hvoraf den franske og italienske titel. Og så fører han læseren med tilbage gennem hele sit liv - ikke nødvendigvis kronologisk, men dog stort set i den rækkefølge tingene skete. Men han vender jo retur til nutiden og de hændelser, der foregår i de uger op til døden. Det kræver lidt tålmodighed af læseren, for det bliver jo til et par 'cliffhangers'.

Hans egen engel er ikke hans kone, Faustina, som han først giftede sig med i en moden alder - men som trods alt gav ham syv børn. Det er frugten af hans ungdoms kærlighed til en tysk prostitueret, som senere døde af syfilis, men overlod datteren Marietta til ham. Temmelig usædvanligt indtager hun en ligeværdig plads i den nye familie, og Faustina accepterer hende. Uden tvivl fordi hun aner, at alt andet vil være uklogt - fader og datter har nemlig et så tæt forhold, at det grænser til det farlige.

Hun går klædt som dreng for at kunne færdes med faderen i byen, og arbejde i hans atelier - og selv da han selv får sønner, er det hende, der er den udvalgte. Det bliver farligt - for datteren er om muligt selv lige så tiltrukket af faderen; det er en fysisk og psykisk tiltrækning, som de andre børn også må leve under.

De andre piger sender han alle som én i kloster; de interesseret ham ikke som individer. Drengene er ikke meget bedre. Hans udvalgte foretrukne søn dør langt fra ham - han var håbløst forelsket i sin halvsøster; en anden dør som spæd og de to, der bliver voksne, må leve i skyggen af faderens enorme talent men også selvkritik, egocentrisme og kunstnergriller.

Tintoretto kæmper hele sit liv for at blive en stor maler; selv da han er det, mener han stadig at leve i skyggen af andre tidligere som bysbarnet Tizian eller Michelangelo. Han er urimelig overfor sine børn og sin kone; kun Marietta kan få ham til at reagere på andet. Dermed sætter han hele familien i splid - men også det kan han retfærddiggøre med sin kærlighed til datteren.

Det bliver jo ikke altid et kønt portræt af en altdominerende krakilsk mand - og igen så ved man jo ikke, hvad der er sandt og opdigtet. Marietta er død blot nogle år inden Tintoretto selv ligger her lidende. I følge de oplysninger, jeg kan finde, ved man ikke, hvad hun døde af - i bogen her er det vel nærmest af ulykkelig kærlighed. Til faderen! 

Så Mazzucco fortæller os sin version af en mands liv - som hun forestiller sig det for mere end 400 år siden; og stort set uden dokumentation. Men det er underordnet! Jeg var en venetiansk maler i renæssancen i denne uge. Jeg grublede over mine fejltrin og forsøgte at forstå meningen med det hele - som en god døende katolik jo skulle. Og til sidst kommer hans engel jo og henter ham., Hans Marietta! Der var jeg også næsten udmattet af den intensitet, der havde opslugt mig og var klar til freden.

Sunday, July 26, 2015

Jammers Minde - Leonora Christina



























  • Dansk
  • 24.-25. juli
  • 330 sider


Jeg husker stadig i dag dengang jeg første gang 'så' Leonora Christina. Det var i mine forældres leksikon - Hirschsprung-udgaven - som jeg elskede at bladre i, fra jeg kunne læse. Der faldt jeg over Karel van Manders portræt af hende, hvoraf en detalje pryder denne forside. Jeg var dybt betaget - af klæderne, den særprægede hat med perlekransene om (som jo var hendes privilegie at bære) og spurgte meget ind til hende og hendes liv. Den fascination blev jo ikke mindre, da jeg fandt ud af, hvor eventyrligt hendes liv på alle måder havde været.

Jeg skrev en større stil om hende i gymnasiet, og husker endnu lærerens forundring, da jeg troppede op med 50 maskinskrevne sider indbundet og illustreret. Det var lidt mere end han havde forventet kan man vist roligt sige - men jeg har den da endnu.

Jeg læste Jammers Minde som teenager - i Birket-Smiths udgave fra 1869, som var lettere omskrevet fra den originale; men stadig i et tungt gammeldags sprog. Line Kroghs nærværende udgave er moderniseret, men der er bibeholdt dialoger på tysk-flamsk med den oprindelige skrivestil; ligesom der ikke altid er konsekvens i skrivemåden af navne. Eksempelvis bruger hun både Korfits, Corfits og Corfitz i omtalen af Leonora Christinas smågale mand Ulfeldt - dette er også tro mod Leonora Christinas egen skrivemåde i den oprindelige udgave.

Hendes formål med at skrive disse jammerlige minder er selvfølgelig at sætte sig selv i et bedre lys over for børnene; hun kommer aldrig ind på fortiden og anklagerne, og der kommer aldrig nogle indrømmelser. Men sikkert er det jo uden tvivl, at parret Ulfeldt ikke var kongen tro og lydig i alle deres handlinger. Men det er også sikkert, at Leonora Christina elskede sin mand grænseløst og næppe kunne se nogle fejl hos ham. Hun har en tendens til at forherlige sig selv - ikke mindst da hun inkluderer sit eget liv i sit værk om heltinder! 

Men det er jo alligevel en fantastisk beskrivelse af livet i et barsk fængsel; Blåtårn i det 17. århundrede har ikke været nemme forhold at leve under - og hun beskriver det med humor med sine anekdoter om slotsfogeder, fangevogtere og de kvinder, der blev ansat til at varte hende op - for det meste kvinder, som ellers ville ende i et tugthus. Hun morer sig over deres uvidenhed, og spiller på deres tro til hendes heksekunster. Leonora Christina var nemlig en intelligent kvinde - måske for meget for én på hendes tid.

Jeg synes stadig, at hendes liv er utroligt og at hun må have været ualmindelig hårdfør at kunne stå alt det igennem. Selvfølgelig var hun en strid harpe; magtliderlig, ærgerrig og stolt - hun var sin fars datter om nogen. Men samtidig kan man ikke andet end fascineres af den skæbne. Hun må have været et interessant menneske at møde!

Friday, July 24, 2015

Den hemmelige historie - Donna Tartt


























  • Engelsk
  • 9.-23. juli
  • 629 sider
  • Originaltitel: The Secret History

Denne mammut tog noget tid at komme igennem; efter min knæoperation var koncentrationen ikke altid på højdepunktet - og da jeg endelig var lidt ovenpå, fik jeg besøg fra udlandet i nogle dage. Og den kræver altså, at man har tid til at fordybe sig og ikke blot haster igennem. Det er virkelig dårlig metrolæsning - til gengæld nød jeg den desto mere, når tiden var til det.

I marts læste jeg Stillidsen, og blev nysgerrig efter Tartts forfatterskab, og det er bestemt umagen værd. 

Richard er hovedpersonen, og historiens fortæller - han har nærmest en rolle som Nick i The Great Gatsby; han er observatøren, der er lidt anderledes end de andre men på trods af dette bliver hvirvlet ind i deres vanvittige historier. Og så bliver den tid af hans liv til den ENE historie, som må forblive hemmelig, og som kommer til at at definere ham som person resten af hans liv.

Richards forældre er ikke velhavende - og barndomshjemmet er ikke udpræget lykkeligt; forældrene gør ikke meget for at opmuntre drengens lyst til studier, så han må selv kæmpe for at komme til Hampden College, hvor han vil studere græsk. Problemet er blot, at græsklæreren er en gammel sær mand, der kun optager fem elever i sin klasse, som drives efter sektagtige principper. 

Men han kommer ind og møder der de fem elever - Henry, Francis, Bunny og tvillingerne Charles og Camilla. Det er en flok forkælede overklassebørn - intellektuelt arrogante, sofistikerede men også depraverede i deres omgang med narko og alkohol. 

Richard forsøger at forbigå sin egen baggrund i stilhed for at blive optaget i deres fællesskab; det viser sig ikke at være let - indtil han en dag bliver indviet i deres store hemmelighed - mordet på en lokal mand foretaget mens de foretog en slags ritual efter de gamle græske foreskrifter. Bunny er den den eneste anden, der ikke var med - men han finder også hurtigt ud af sandheden. Nu gælder det så om de kan stå sammen for at holde på hemmeligheden.

Den anden halvdel af romanen foregår efter Bunnys død - en "nødvendig"følge af omstændighederne, men som lægger yderligere pres på de resterende unge.

Det er ganske enkelt eminent skrevet, og det er så dybt tragisk - som kun en græsk tragedie kan være det med mord, incest, druk, fædrekomplekser - men også kærlighed og tilgivelse på en morbid måde. 

Der er meget Gatsby i den - men man tænker uvilkårligt også på læreren i De døde poeters klub; for selvom læreren Julian fralægger sig alt ansvar, da det brænder på, så er han alligevel med til at trække trådene i sine elever som små marionetdukker.

Helt enkel er den ikke at læse; men den belønner sin læser, og giver en lyst til at trække de gamle græske tragedier frem igen - for der er helt sikkert paralleller at drage herfra. Nu må jeg vist have fat i hendes tredje roman, som er skrevet i perioden mellem de to, jeg har læst nu.

Thursday, July 9, 2015

Den grænseløse - Jussi Adler-Olsen



























  • Dansk
  • 5. - 8. juli
  • 541 sider

Adler-Olsens krimier har været lidt svingende i kvalitet synes jeg; men det virker til, at han er ved at have styr på stilen og sine personer. Faren er jo så, at de bliver for fortærskede i længden, da han nu har fundet vejen til guldet for enden af regnbuen.

Carl-Rose-Assad-trekløveret arbejder stadig sammen - men for at få lidt nyt blod ind, tilføjer han i denne krimi en Gordon, som vist er blevet ham påtvunget af nogen højere placeret. Gordons karakter taler med en mystisk blanding af tysk-engelske slangudtryk, som så skal være hans varemærke ligesom Assad har sine talemåder og kamelordsprog.

Derudover er der få nyheder, hvad angår den gamle arbejdsulykke, som Carl var involveret i og som betyder, at den lamme kollega Hardy bor hos ham - ligesom der kun afsløres en anelse mere om Assads mystiske fortid - er han syrier eller ej? Forfatteren tager sig god tid, for det er det, der driver serien videre udover at indeholde et specifik mysterie hver gang. Det er jo så her det kan blive farligt, hvis læseren bliver utålmodig eller personerne ikke udvikler sig nok. 

Men derudover er det en ganske glimrende intrige med religiøse sekter, der dyrker solen - og i forbifarten dræber sektens leders kone de kvinder, der udgør en fare for hendes parforhold. Så man som læser selvfølgelig regner med, at hun også er morderen til den unge Alberte på Bornholm i 1997, som er den gamle sag Afdeling Q får på halsen. 

Opklaringen tager dem derfor rundt i landet og til Sverige; og i den sideløbende historie følger man livet i den mystiske sekt med den underlige finske kvinde Pirjo, som styrer det hele på vegne af guruen. Jeg forstår dog ikke helt, hvad titlen skal referere til - for sektens leder er soldyrker, men ikke så megalomanisk, som denne titel kunne indikere?

Det er stadig hurtig læsning - men af glimrende kvalitet, da jeg var rekonvalescerende efter en knæoperation; det passede fint til den tilstand jeg var i. Jeg vil da helt sikkert også læse de følgende - dog ikke til fuld pris - men jeg vil altså gerne have slutningerne på de 'andre' historier - men det må godt gå en anelse hurtigere.

Saturday, July 4, 2015

Alt det lys vi ikke ser - Anthony Doerr



























  • Engelsk
  • 29. juni - 4. juli
  • 531 sider
  • Originaltitel: All The Light We Cannot See

Endnu engang må jeg konstatere, at jeg virkelig ikke er i den traditionelle målgruppe - i hvert fald ikke den, der svimer hen over de bøger, som man SKAL falde næsegrus i beundring over.

Denne 2. verdenskrigs-roman er jo blevet udnævnt til at være årets roman; og man skulle sidde klar med Kleenex og hele udstyret. Men jeg var ikke nær så imponeret - måske fordi forventningerne så bliver for høje?

Bogen kører i parallelle tider - den ene handling foregår i august 1944, da tyskerne kæmper det sidste slag i den franske kystby Saint Malo, hvor man følger bogens to hovedpersoner - den tyske soldat Werner, og den blinde franske pige, Marie-Laure. Indimellem springer man så tilbage til da de var børn - Werner på et tysk børnehjem, hvor han bor sammen med sin søster mens Hitler får stigende politisk magt; og Marie-Laure i Paris med sin far, som arbejder som låsesmed på byens naturhistoriske museum. Marie-Laure bliver blind som lille pige, og hendes far bygger en modeludgave af hele nabolaget, så hun kan finde rundt selv og faktisk begynder det med blindheden at fylde ret lidt i bogen på trods af, at det skulle være det bærende element ifølge mange af de rosende anmeldelser og selvfølgelig i henhold til titlen, som skal få os til at reflektere over, hvor fantastisk livet og verden er på trods af ondskab og mørke.

De to hovedroller mødes selvfølgelig, og via en temmelig usandsynlig historie, kender Werner til Marie-Laures bedstefars radiotransmissioner, som han lyttede til som barn - og først genkender, da han de mange år senere skal redde hende ud af huset i Saint Malo, hvor hun er fanget med en kræftsyg desperat tysk løjtnant, som vil have fat i en diamant, som spiller en anden vigtig rolle i historien.

Der er jo lagt op til en rørende kærlighedshistorie mellem de to; men de skilles lige så hurtigt som de mødes, og Werner bliver dræbt på en ret så tåbelig måde. Krigen slutter således, men romanen fortsætter ind i 1970'erne og frem til 2014, hvor vi følger Marie-Laure og Werners søster, hvis veje også krydses. Jeg kunne blot ikke se formålet med denne sidste del af historien, som vist kun skulle med for at give den et skær af historisk storhed.

Derudover var der en del faktuelle fejl - såsom bombardementer i Paris i starten af krigen??? Paris blev aldrig bombet! 

Nej, jeg var ikke overbevist - jeg var dog nogenlunde 'underholdt', men jeg manglede bestemt noget dybde og mening med historien, som ikke rigtig kunne finde ud af, hvor den ville hen.