Sunday, April 29, 2018

Maigret og ambassadøren (Maigret LVI) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 29. april
  • 158 sider
  • Originaltitel: Maigret et les vieillards

Maigret bliver bedt om at møde op i Udenrigsministeriet, hvor man informerer ham om mordet på en pensioneret ambassadør og greve. Denne er fundet af hushjælpen samme morgen - en kugle gennem panden; og derefter endnu flere i mave og ryg. Han har ingen børn, er ugift og lever et stille liv i sin rigmandsejendom. Og så er han adelig - og nu kommer Maigret ind i verden med titler, som han ikke er vant til.

Det viser sig hurtigt, at det "i de kredse" er almindeligt kendt, at Saint-Hilare, som greven hedder, igennem mere end halvtreds år har ført en intens brevkorrespondance med en prinsesse V.... - her skriver Simenon bevidst ikke et navn; lige så meget for ikke at opfinde ét, tror jeg, som for at vise, at Maigret respekterer de adeliges privatliv. Men netop denne prinsesses mand er selv afgået ved døden efter en ulykke, og skal begraves samme dag.

Det er en underfundig historie om de to unge adelige, der mødes i 1910, men ikke må få hinanden, da Greven er under hendes stand. Hun gifter sig med Prinsen, men kun på betingelse af, at de ikke skal sove sammen - og at hun elsker den anden. Hun lover aldrig at mødes med sin elskede, og i stedet skriver de til hinanden hver dag i 50 år. Men nogle år efter giftermålet dør Prinsens bror, og nu må hun altså gå til ægtesengen for at producere en arving - hvilket heldigvis lykkes i første forsøg ... og en dreng!

Men alle i familien (og Paris' fine kredse) ved, at de vil gifte sig hvis og når Prinsessens mand skulle dø før hende. Så hvorfor findes han dræbt samme dag som begravelsen af Prinsen skal finde sted?

Maigret kan ikke finde hoved og hale i alle de krumspring man bruger i kommunikationen i disse kredse; man tager situationen meget ophøjet - men han har jo et lig på hænderne?

Opklaringen viser sig at være langt mere enkel og human; men ikke desto mindre tragisk set i lyset af den utrolige kærlighedshistorie. Så selvom Maigret løser mysteriet på knap et døgn, så rører det ham - og Madame Maigret får et ekstra kærligt kram den aften!

Saturday, April 28, 2018

Imprudent King / A New Life of Philip II - Geoffrey Parker


























  • Engelsk
  • 26.-28. april
  • 456 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg besøgte Prado-museet i Madrid i januar måned, købte jeg denne biografi sammen med en anden skøn museumsbog. I museumsbutikker finder man jo tit værker, man aldrig ellers ville falde over. Habsburg-familien er jo ikke ukendt for mig; jeg har læst såvel om Philip II's far, Karl V - kejser af det tysk-romerske rige, og en saga om hele familiens spændende historie. 

Philip II er dog i sig selv et bekendtskab værd, og at hans biografi findes på Prado skyldes jo den enorme kunstskat, som Habsburgerne opbyggede netop der.

Han var om noget sin fars søn, men levede også i skyggen af faderens storhed. Når han skulle forlade landet på grund af krige eller andre uroligheder, baserede han selv som midaldrende sine nedskrevne råd på dem hans far havde givet ham, da han var seksten år gammel. 

Han overtog tronen af Napoli og Sicilien i 1554 fra sn far; denne var aldrende og abdicerede stille og roligt fra et post efter en anden. I 1556 abdicerede han fra den sidste store trone i Spanien, og trak sig tilbage til et kloster - og Philip II var nu konge over et anseligt stykke af verden inklusive Portugal, Holland og Philippinerne, som er opkaldt efter ham.

Som konge var hans vigtigste opgave jo også at tilvejebringe en arving - en søn, ikke? Men Habsburgerne havde allerede i et stykke praktiseret ægteskaber indenfor den nærmeste familiekreds. Det var vigtigt for dem at beholde alliancerne og ikke mindst styrke den katolske tro - så England var jo nu ude af billedet med Henrik VIII's problemer med Kirken. Frankrig var ærkefjenden - så man holdt sig til familien eller til Portugal (som jo blev til familie også).

Hans farmor var den bindegale dronning Juana, som var blevet gift med sin fætter; og sådan blev det ved indtil Habsburgernes fremstående hage blev længere og længere - og den mentale tilstand ikke bedre heller. Et andet problem var børnefødslerne, som ikke producerede solide børn, der overlevede.

Efter hans første kones død, blev han i 1554 gift med den engelske Mary I af politiske årsager. Hun var da 38 år gammel, og han blot 27 år - og de var oftere væk fra hinanden end sammen. Hun døde så i 1558, og han fik langt om længe en fransk prinsesse. Men ingen sønner!

Så da hun også døde besluttede den mere end fyrre år gamle konge at gifte sig igen; hans eneste voksne søn var død i 1568, så hvad var mere nærliggende end at nuppe hans unge forlovede Anne af Østrig. Det gav endelig den længede ventede kronprins, da kongen var over 50 år gammel.

Udover de ægteskabelige problemer brugte han det meste af sit liv i krig - altid var der problemer med et af de mange territorier rundt omkring. Philip II var særdeles aktiv brevskriver; og derfor er biografien særdeles veldokumenteret. 

Det er vist første gang jeg læser en biografi med så mange grafer; det er næsten helt videnskabeligt med oversigter over alt fra pengeoverførsler til ufrivillige aborter og barnedødsfald til indkøb af bøger. Men der er meget materiale at basere det på, og som biografi gør det kun læsningen mere varieret og interessant. Denne gren af Habsburgerne var dystre katolske mennesker, der ikke morede sig meget - og der var jo meget tungsind i familien. Heldigvis efterlod de sig dog den måske smukkeste kunstsamling i verden samlet af en enkelt familie. Det skal man besøge Kunsthistorisches Museum i Wien og museerne i Madrid for at kunne se - og der vil man også se, hvordan samlingerne komplementerer hinanden.

Wednesday, April 25, 2018

Enegænger - Stéphanie Surrugue


























  • Dansk
  • 24.-25. april
  • 384 sider

Efter Prins Henriks død for et par måneder siden blev denne biografi/samtalebog genoptrykt - med et nyt forord af forfatteren, som er ganske melankolsk og smukt set i baglyset.

Men oprindelig udkom den jo i 2010; og det skal man jo have for øje ved læsningen. Der var det stadig en livsglad og ebergisk prins; lidt mærket af fysisk sygdom - men jo ikke med de diagnoser og problemer, der fulgte med det sidste år.

Netop derfor er det jo så smukt at læse hans version af sit liv, og huske på alt det andet! Ikke de mange triste forsider om begravelsesmonumenter, demens etc. som den danske befolkning søbede i sig i sommeren 2017.

For der havde jo været et andet menneske inden; ligesom der er det med alle, der har haft et langt liv.

I denne bog kommer man virkelig ind på manden og hans liv; en fascinerende fortid med en patriarkalsk familie med gammeldags børneopdragelsesprincipper. Og dog? Jeg har jo boet i Frankrig og fransktalende indtil 2014; og genkender så absolut nogle af de ting, Prinsen havde som hverdag for 70 år siden eller mere. Jeg har selv haft en fransk svigerfamilie, hvor man vas Des med alle - min svigermor havde sikkert sat mig på porten, hvis jeg havde sagt 'du' til hende. Og da jeg flyttede til Danmark i 2014, tog det mig virkelig lang tid at vænne mig til, at hvem som helst i forretninger eller gader bare sagde 'du' til mig! Jeg var virkelig rystet over den familiære form, for det er ikke hverdagskost i Frankrig - og jeg indrømmer gerne, at jeg savner det. 

Ligesom jeg savner det forhold til kunst og kultur, som er basen for en enhver franskmands livsfilosofi - og som udmunder i et noget anderledes intellektuelt samfund. Det er netop det samfund Prins Henrik kom fra; og det er jo ikke mystisk, at det skulle kollidere med vores Jantelovssamfund - endnu mere for 50 år siden, da Danmarks grænser uvægerligt var lidt snævrere end i dag. 

Men Prins Henrik fortæller levende om sit liv; om sine oplevelser og sine principper og syn på tingene. Ydermere er der interviews med hans tætte venner, med familien og med ansatte. Det hele er skrevet ind i en smukt glidende fortælling med et dejligt sprog af den fransk-danske journalist Stéphanie Surrugue.

Overraskende nok er kvaliteten forbløffende god - det er jo en bog fra Politikens Forlag; de har jo gjort det et princip ikke at læse korrektur på deres udgivelser. Men i denne bog er det næsten perfekt; men kun næsten! Der er mindst grum journalistisk fejl på side 72, hvor det berettes, at den 24-årige prins efter at være hjemkommet fra krigen i Algeriet i 1963 søgte et stipendiat til Hongkong. Han studerede i Hongkong inden krigen, nemlig da han var 24 år - men det var jo i 1957. Men havde den været fejlfri, havde jeg jo skulle løbe en marathon eller noget ... 

Slutteligt vil jeg dog sige, at det som med så meget andet i forbindelse med Prins Henriks liv og død, giver det indblik i personen, som hele Danmark skulle have sat sig ind i langt tidligere. Hvis fejl det så er, er svært at vurdere.

Guds øje - Claus Lund Rosenkilde



























  • Dansk
  • 25. april 
  • 193 sider
  • ANMELDEREKSEMPLAR

For et par uger siden læste jeg første del i krimiserien om bogantikvaren Saxo Haussmann; og det var indrømmet med blandet begejstring. Jeg ville næppe selv have investeret i andet bind, men da jeg nu havde fået dem tilsendt, så læser jeg dem selvfølgelig.

Jeg kom da også noget mere entusiatisk fra start; der er nemlig ingen lange indledende manøvrer med at placere karaktererne i historien og i forhold til det mord, der skal opklares. Saxo er hjemme om morgenen med teenagedatteren Thit, som vil til Kastellet efter skole og givetvis more sig med alkohol - hvilket faderen på ingen måde billiger. Der bliver de afbrudt af bofællen Mercedes, og bliver kaldt til et drab på Nationalmuseet. En af forskerne er fundet død uden ydre tegn på vold - men iført lændeklæde og liggende midt i museets store afrikanske udstilling.

Der opstår hurtigt mistanke om en form for sort magi forbundet til en værdifuld sten, som Stanley (ja, den Stanley) skulle have fundet under en rejse i Tanzania i slutningen af det 19. århundrede. Den omtales som givende magt og livskraft - eller som Guds øje.

Der er en hel del personer involveret; men det glider absolut nemmere end i første bind, og personerne får lidt mere karakter. Saxo tilføres fx nogle OCD-lignende egenskaber, som kunne minde lidt om tv-detektiven Monk. Men - jeg kan dog ikke lade være med at se den i virkeligheden så kendte Rane Willerslev i museumsdirektøren Ask. Samme stilling; samme fysiske fremtoning; samme C.V. med arbejde i Sibirien, og samme livsindstilling, der tror på ånder - det er faktisk noget, der generer mig, når personer ligger så tæt op af virkelige. 

Det er absolut ikke nemt at skrive en roman, tror jeg. Det må ikke være nemt at skulle skabe sine karakterer; men de skulle gerne kunne stå alene. Det synes jeg ikke Ask gør; ligesom der er en meget åbenlys reference til en Jacob Ejersbo-agtig personnage - og endog et antikvariat i Silkegade med speciale i gamle bøger. Det antikvariat findes jo, og er præcis som i bogen - kunne man så ikke have lagt det i hvilken som helst anden gade? Ligesom personerne ikke skal baseres så åbenlyst på reelle personer.

Opklaringen af mysteriet er interessant, da det fører os ind i Afrikas animisme og de store opdagelsesrejsende fra Stanley/Livingstone-æraen - iblandet lidt Dan Brown-koder. Men plottet er absolut bedre gennemført end i første bind. Man kan så undre sig over, hvor mange historier, der kan spindes over det hvis de alle skal have en reference til bøger og byens museer?

Der er dog et punkt, hvor jeg virkelig undrede mig? Som sagt vil Saxo ikke have, at datteren tager til Kastellet. I udgangen af kapitel 13 kommer de hjem, og finder en seddel fra hende. Teenageren er selvfølgelig taget af sted, og siden bekymrer Saxo sig konstant over ikke at høre fra hende. Men nu skrider tidslinjen lidt for forfatteren. I kapitel 20 skriver han, at det er andeng gang på en dag, at de finder et lig - og der er jo stadig den udfarende datter. Men reelt set er hvert kapitel markeret med tidsindikatorer og kapitel 14 er tidlig morgen. Derfor er det jo to lig på to dage - og datteren har så været væk en hel nat også? I afslutningen kommer hun hjem over midnat, og faderen er lettet. Men hun har jo været væk i næsten to døgn - og ikke blot fra om morgenen. 

Der er også et par irriterende småfejl, da Ask ynder at udtrykke sig på engelsk. Det giver for eksempel udtrykket fowl play på side 14; og jeg er sikker på, at der ikke menes leg med hønsefugle, men snarere foul play. Det samme gælder den store musiker John Coltrane, som er blevet omdøbt til Coltrain! Det er virkelig småting, der burde være tjekket inden tryk.

Men overordnet set var det underholdende og let læsning; om der kan blive en serie ud af det, vil virkelig afhænge af, om forfatteren er i stand til at få sine personer til at stå tydeligt - som Jussi Adler-Olsens makkerpar - og ikke læne sig for meget op af reelle personer, steder osv. Det kan ikke andet end at blive en begrænsning på sigt.


Monday, April 23, 2018

Le gang des rêves - Luca Di Fulvio



























  • Fransk
  • 19.-23. april
  • 944 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den italienske Luca Di Fulvio er overalt i Frankrig lige nu; han har fået oversat et par romaner, som begge har det til fælles, at det er gode solide mursten på næsten tusind sider ... lige som jeg elsker det!

På dansk ville denne nok hedde "Drømmebanden" - og refererer til de småkriminelle bander, der huserer i New York for snart hundrede år siden. Midt under alkoholforbudet i en tid, hvor byen var skarpt opdelt mellem de forskellige etniske grupper - irere, italienere, jøder, sorte osv. 

Men inden vi når dertil, starter vi i Italien i 1908, hvor den unge Cetta arbejder i marken sammen med sin familie. Byens rige mand har et lidt for godt øje til hende; og for at undgå, at han forgriber sig på hende, binder moderen hendes arm sammen med hendes knæ. En yderst barsk behandling, som jo har den effekt, at hun bliver skæv og halter. Det holder manden væk - men ikke en af hans venner, der voldtager hende i marken midt under arbejdet. Da hun bliver gravid, vil hun beholde sønnen Natale - men stikker af og finder plads på en båd til Amerika. Dog betaler hun overfarten med sin krop - og så er hendes 'karriere' ligesom udstukket.

Da de ankommer til Ellis Island kan de intet forstå af det underlige navn, som jo betyder Jul på italiensk - og han bliver hurtigt omdøbt til Christmas; hvilket drengen hele sit liv får at vide er et sort navn.

Moderen bliver prostitueret; men er heldig at være endt hos den rare Sal, som nok er medlem af mafiaen - men rummer mange flere humane følelser end han vil være ved.

I en anden del af byen bor Ruth med sin rige jødiske familie. En dag stikker hun af med gartnerdrengen med det underlige grin. Bare for at have en lidt sjov aften i byen; men hun er kun tretten år gammel, og misforstår hans hensigter. Hun ender voldtaget, forslået og med en finger mindre, da Christmas finder hende halvt død på gaden.

Det er 1913 i et New York skarpt adskilt mellem rig og fattig.
Men de to unges skæbner er nu forbundet!

Christmas vil også være farlig og frygtet, og han starter sin egen lille bande Diamond Dogs, De er dog kun to medlemmer - men som han vokser op, skifter banden karakter med den nyankomne Joey. Det bliver også lige pludselig meget farligt, og Christmas skal beslutte om han vil ende død som teenager eller arbejde sig ud af slummen.

Det er en ganske fascinerende fortælling om de mange sociale og etniske lag af byens underverden. Samtidig er der Ruth, og hendes kamp for at komme oven på den traumatiske oplevelse - og endelig er hendes overfaldsmand, Bill, også stadig derude. Han arbejder sig voldeligt igennem forhold og jobs - og det hele bliver mere og mere grusomt, da han ender i Hollywood lige i brydningstiden mellem stumfilm og talefilm.

Det er jo en fascinerende epoke i New Yorks og Amerikas historie; det er radioen, der begynder at vinde ind i de små hjem - og selvfølgelig filmindustriens magt (ofte finansieret og under alle omstændigheder styret af mafiaen).

Man er fuldstændig bjergtaget af alles historie fra første side; jeg følte virkelig, at personerne levede og jeg vågnede om morgenen og tænkte kun på at læse videre! 

Et stykke historie iblandet socialrealisme, humor og en snert af West Side Story - det er jo barske sager at være del af gangstermiljøet i byen. Og det er selvfølgelig den barske historie om Christmas og Ruth - ikke en sødsuppeagtig kærlighedshistorie; men en fortælling om de psykiske mén hos den ene, og kampen for at blive 'god' nok hos den anden.

Di Fulvio har som sagt udgivet endnu en mammutroman på fransk, der dog foregår i Venedig i det 16. århundrede. Den skal vist straks bestilles hjem; den vil være helt perfekt til sommerferielæsning ... hvis jeg kan holde mig så længe!

Men jeg kan varmt anbefale den, hvis den kommer på dansk.

Thursday, April 19, 2018

Maigret finder et vidne (Maigret LV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 17.-18. april
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret aux assises

Det er absolut første gang efter 55 krimier og 28 noveller, at vi ser Maigret i vidneskranken!
Han omtaler det ofte; at han jo fanger og afhører, hvorefter de føres til en varetægtsfængsling, og afventer en egentlig retssag. Der bliver Maigret indkaldt for at afgive forklaring på forløbet op til fængslingen. Men vi har aldrig været med indenfor dørene,

Det er vel heller ikke her, han føler sig mest tilpas, kan man sagtens fornemme. Det hjælper heller ikke, at han tror den stakkels mand i vidneskranken er uskyldig.

Det er egentlig en meget mærkegli dansk titel; for jeg kan slet ikke se, hvordan den passer ind med handlingen.

En ældre kvinde og en lille pige findes myrdet i en lejlighed; og der er stjålet penge og værdipapirer gemt i en vase under nogle kunstige blomster. Hendes nevø henvender sig frivilligt, og er dermed ikke mistænkt til at starte med. Det sker først efter et anonymt telefonopkald fører dem til hans klædeskab, hvor der hænger et jakkesæt med ofrenes blod på.

Men manden bedyrer jo sin uskyld? 

Derimod viser det sig, at hans unge kone er lidt mere broget. Hun ville nok egentlig aldrig giftes, og har haft stribevis af elskere siden de blev gift. Hun laver sjældent aftensmad til sin mand - og det er jo i Maigrets chauvinistiske 1950'er-syn på verden vel grund nok til at spærre en kvinde inde?

Manden frigives; men Maigret ved jo altid, når noget er uafklaret - og ganske rigtigt viser det sig jo også, at konen havde gang i forskellige ting, som manden i lutter kærlighed nægtede at indse; men som ender tragisk med endnu et drab.... og endnu en retssal.

Den er også anderledes idet Maigret netop er hjemvendt fra sommerferie, hvor han har købt sit lille hus. Han gruer for den dag, han skal sidde der og ikke længere være en del af atmosfæren på Politigården. Men han er 53 år gammel, så der er endnu to gode år på arbejdet. Pudsigt nok var Simenon jo omkring netop denne pension i starten af serien. Maigret gik jo på pension i slutningen af krimi nummer atten skrevet i 1933; men han vender tilbage i krimi nummer nitten skrevet i 1934.

Derefter holdt Simenon en pause fra krimierne, og gik over til novellerne. Men denne krimi er skrevet 1960 - og Maigret er stadig kun 53 år gammel (eller deromkring). Simenon vidste ikke, da han startede, at det ville udvikle sig som det gjorde. Man ser jo en markant udvikling i samfundet - telefoner, transportmidler etc. over de mange år - men alligevel er Maigret blevet tidsløs midt i det hele. Det er jo sådan set en rigtig god løsning på Simenons dilemma; men når man har læst dem kronologisk ser man, hvordan verden omkring ham forandrer sig - og han er lidt status quo.

Jeg har ikke fundet en form for analyse eller synopsis af hele Maigret-serien; men der må virkelig være basis for et seriøst (og meget omfattende) studie af personer, aldre, tider og steder! Typen af kriminalitet har jo også ændret sig. I starten var der mange sluser og både, og nu er vi altid inde i midten af Paris efter at have haft nogle afstikkere til USA og England. Så det er faktisk bare at nyde dem, og ikke hænge sig helt så meget i kronologien - men jeg har nu alligevel tænkt mig at følge den til dørs, nu jeg er så tæt på!

Monday, April 16, 2018

Den usynlige bog - Claus Lund Rosenkilde



























  • Dansk
  • 16. april
  • 178 sider
  • ANMELDEREKSEMPLAR

Jeg fik tilbudt to krimier af Claus Lund Rosenkilde, som burde minde i stil om den type, jeg bryder mig om. Mere i stil med Simenon og Christie end Läckberg og Nesbø - altså mindre blod og vold, men mere spekulation i, hvem der har begået forbrydelsen. Det siger man jo aldrig nej tak til!

Krimierne foregår i København, hvilket jo også er skønt - og så skulle der være et historisk element i bøgerne ligeledes. Altsammen særdeles lovende; selvom jeg jo ikke læser meget dansk litteratur.

Det er jo en relativ kort krimi, der er tale om - og det giver jo altid problemet med at skabe en god balance i tingene. Det starter ud med en introduktion af vores hovedperson, Saxo Haussmann, som arbejder på Det Kongelige Bibliotek. Han bor sammen med Mercedes Rosencreutz, der som navnet antyder kommer fra én af landets gamle adelige familier.

Der bruges en del tid i indledningen på at præsentere de 13 (!!) gæster, der er inviteret til en særlig aften i biblioteket. Her skal de se en snigpremiere på en ny udstilling om gamle bøger, der omhandler okkulte emner; efterfulgt af en middag fra den nærliggende restaurant Søren K.

Jeg syntes umiddelbart allerede i starten, at der blev brugt lidt for meget name-dropping i form af firmaer, som er ganske reelle i dansk erhvervsliv - eller adresser i byen, som ingen relevans har for historien. Det blev måske også lidt for åbenlyst at se inspirationen til Mercedes' familieslot til det eksisterende Egeskov.

Samtidig vidste jeg jo, at det ville ende med en søgen efter en morder; så i stedet for helt at fordybe mig i og nyde læsningen, så fokuserede jeg (alt) for meget på informationer om, hvem der stod hvor; gik hvorhen; sagde hvad ... etc. Det irriterede mig lidt må jeg desværre indrømme.

Selve mordet kommer relativt sent inde i denne forholdsmæssigt korte bog; det ødelægger i mine øjne bogens balance lidt. Opklaringen sker ufatteligt hurtigt, og nærmest for nemt. Jeg kunne godt have brugt en længere bog, men hvor der var fokuseret mere på det psykologiske spil blandt de tretten personer, der sidder 'fanget' i et mørkt kælderrum - og som efterhånden bliver til færre.
Personerne bliver for overfladiske i deres skildring; jeg mangler ganske enkelt kanten på dem alle, og forløsningen bliver derfor en anelse flad.

Udover at skrive krimierne, så udgiver forfatteren dem tilsyneladende på sit eget forlag. Det er jo interessant; for som den opmærksomme læser vil vide, så er jeg håbløst desillusioneret over kvaliteten af korrekturlæsning hos de store gængse forlag.

Det er der til gengæld nusset om hér; jeg fandt et par enkelte slåfejl - men det er så minimalt, at det er irrelevant. Der var dog et par steder, hvor opsætningen var gået galt (fx side 24), så man får samtlige ord i en sætning præsenteret uden mellemrum. I indledningen er der et par illustrationer med forklaringer; der mangler nummer 5 til bogillustrationen desværre. Og endeligt - så hedder det altså Ruinart-champagne.

Jeg vil dog bestemt læse den næste også; måske når vi lidt dybere der?

Sunday, April 15, 2018

Kære Zoe Ukhona - Pelle Hvenegaard



























  • Dansk
  • 15. april
  • 294 sider


Jeg har som mange andre danskere sikkert set Pelle Hvenegaards opslag på Instagram med fotos og film af parrets smukke lille datter. Jeg ved, at hun er adopteret. Jeg kendte til gengæld ikke meget til personen Pelle Hvenegaard - det er jo hvad så mange år i udlandet gør; jeg har aldrig set nogle af de tv-udsendelser, hvor han har været vært. Men jeg har ikke kunnet undgå den ret massive pressedækning, bogen har fået de seneste uger i diverse talkshows. Derfor tænkte jeg, at den nok måtte læses inden jeg fik fornemmelsen af at have fået det hele serveret i pressen.

Jeg læste den på en eftermiddag/aften; jeg blev temmelig opslugt af den virkelig personlige beskrivelse af kampen for at nå til rollen som forældre. Nu har jeg jo ikke selv børn; men det afholder ikke på nogen måde én fra at forstå, at det kan være altafgørende i andres liv. At det kan være den forskel, der trækker en stor fed streg ned igennem livet som godt på den ene side ... og slet ikke godt på den anden. 

Det er hudløst ærligt beskrevet - fra den første blinde date til det første kys til den første graviditetstest til den første hormonindsprøjtning til den første insemination til de første adoptionspapirer afsendes og til det første møde med deres datter.

Det var vist klogt valgt at læse den derhjemme i sofaen, og ikke i metroen mandag morgen; for der blev bestemt fældet tårer undervejs. Man føler med dem, og lever med i de ubærlige ventetider; især de tre år efter adoptionsgodkendelsen til de møder Ukhona virker jo som en særlig form for grotesk tortur? Det er umådeligt svært at sætte sig ind i, hvordan man lever med det i dagligdagen, når alting hele tiden planlægges efter, at man skal kunne rejse med to ugers varsel til den anden ende af verden. 

Hvordan man opretholder en hverdag med planlægning af familiefester, vennemiddage eller ferier? Og det gør de jo heller ikke; for det tærer på dem, som det tærer at se vennerne få børn eller gravide kvinder i gadebilledet. 

Udfaldet kender man jo inden man giver sig i kast med bogen. Men jeg følte alligevel, at det var som en historie, der udfoldede sig på ny foran mig. Og man glædes i det sekund, hvor tiden står stille og telefonopringningen endelig kommer. 

Det er en kærlighedserklæring videregivet til deres datter; uden dog at udlevere alting. Det er meget fint og klogt; og jeg er sikker på, at netop denne lille pige er havnet et sted i livet, hvor alle mulige hensyn tages til hendes baggrund og historie, som vil blive en del af hendes liv for altid. 

Derudover er der jo min evindelige kæphest med korrekturlæsningen fra danske forlag! Det er desværre ikke bedre her end hos mange andre; hvilket jo aldrig stopper med at overraske mig?
Nu skal jeg ikke påstå at være perfekt til kommasætning eller noget andet; men jeg udgiver heller ikke en bog, der skal købes og betales.

Man når præcis til ottende linje i første kapitel, før man møder en totakstmotor! Og sådan går det desværre lidt for ofte; dumme og ligegyldige sjuskefejl er det - og kommasætningen er til tider meget kreativ. Sprogligt har jeg også visse udfordringer med udtryk som 'super', 'mega' og 'monster' - jeg synes ganske enkelt ikke, at det hører hjemme i det skrevne sprog. En lille opstramning i redigeringen ville virkelig gavne bogens helhedsindtryk; det er jo synd, at en så smuk og vigtig fortælling ødelægges af manglende tid til at rette fejl til. 

Saturday, April 14, 2018

En gentleman i Moskva - Amor Towles



























  • Engelsk
  • 10.-14. april
  • 480 sider
  • Originaltitel: A Gentleman in Moscow

En decideret stor roman, som man kommer anderledes ud af ... bestemt én af de bøger, som vil markere 2018 ligesom Cyril Averys hjerte. De har begge det til fælles, at de handler om en enkelt mands kamp for at finde mening med en tilværelse, der gør alt for at udfordre dem. De er begge en slags coming of age-romaner, selv om vores hovedperson her allerede er voksen, da livet udfordrer ham,

Alexander Rostov er vores gentleman; han er adelig fra tiden før Rusland ændrede sig. Han var i Paris under revolutionen, men hastede hjem for at bringe sin bedstemoder i sikkerhed. Herefter indlogerede han sig på Hotel Metropol i Moskva, hvor han har boet lige siden. Selvfølgelig i en stor smuk suite omgivet af sine egne møbler og med champagne og kaviar på menuen. Men i 1922 sættes han for en domstol for interne anliggender, og en dødsdom er nærtstående - som det jo skete for de fleste af hans ligestillede, som ikke havde rømmet landet. I sidste øjeblik ændres det dog til permanent husarrest på hotellet. Nu flyttes han fra sin fine suite op til loftsrummene på sjette etage, hvor han indretter sig med de få ting, der er plads til at flytte med.

Han fortsætter sin rutine med avislæsning i lobbyen, besøg hos barberen og en minutiøs overholdelse af tider for frokost, cocktails og middag. Hans baggrund og opdragelse tillader jo ikke at give slip på formerne; dertil er han for meget gentleman i ordets 'gamle' oprigtige forstand. Blot er hans verden skrumpet noget ind. Men så møder han den lille Nina - en pige på ni år, som bliver hans faste følgesvend. Hun tager ham med i hotellets kulisser; den anden parallelle verden, som findes i alle bygninger af denne størrelse, hvor et helt mikrokosmos eksisterer uden, at gæsterne ser det.

Efter nogle år med dette liv indtræder dog en krise; men selvmord er ikke en mulighed tilsyneladende. I stedet bliver Rostov overtjener på hotellets restaurant - og hvem er bedre placeret til at vide, hvor en bestemt kniv skal ligge; hvilke vine, der går med hvilken ret, osv. 

Rostov finder faktisk en helt perfekt mening med sit nye liv, selvom han ikke kommer udenfor en dør.

Historien spæner over mere end 30 år; en tid, hvor Rusland gennemgår flere faser af kommunismen og selvfølgelig 2. Verdenskrig. Hotellet får ansatte, som tydeligvis intet begreb har om fag som hotelmanager eller tjenere, men er placeret af politiske årsager for at spionere og rapportere om de ansatte. Det resulterer i ganske groteske situationer, som Rostov og den franske køkkenchef, Emile, skal indordne sig under.

Udefra får Rostov ganske få input; som fx hans gamle ven Mishka, som er mere åben overfor styret men i årenes løb bliver mere og mere desillusioneret. Han bliver også "far", da skæbnen pludselig giver ham ansvar for en lille pige på fem år - og han har et næsten normalt kærlighedsforhold til en skuespillerinde. På mange måder opdager han slet ikke, at han år efter år er begrænset til hotellets fire vægge. 

Det er en fantastisk bog; sprogligt finurligt på den gode gammeldags måde - til tider langsommeligt og observerende uden dog på noget tidspunkt at blive kedelig. Men den er ikke for folk med hang til action-prægede historier. Rostov bliver til en ven for læseren, og jeg kunne nærmest se ham for mig, som han bevæger sig rundt i hotellets sale - som jeg i øvrigt googlede. Nok er meget ændret - men alligevel måske ikke? Det var pudsigt at visualisere det, og have Rostov på nethinden.

Der er en ganske overraskende og dejlig afslutning på det hele; tempoet stiger pludselig hen mod slutningen - så det skal ikke afsløres her; jeg kan blit virkelig anbefale, at man lader sig rive med i dette storslåede episke tidsbillede af en tid og en enkelt lille mands plads i verden. Storslået!

Tuesday, April 10, 2018

Maigrets hemmelighed (Maigret LIV) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. april
  • 157 sider
  • Originaltitel: Une confidence de Maigret

Denne krimi er lidt anderledes - som Simenon jo til tider gør det i sin Maigret-serie. Der er ikke tale om en egentlig opklaring i tid og sted, som vi er vant til det. Snarere en eftertanke ...

Maigret sidder en sen aften med sin ven Pardon efter en god middag med fruerne, og taler om fagets besværligheder. Pardon er læge, og kender godt til det med at tvivle på, om man har gjort det rigtige. For at hjælpe vennen med sine skrupler, begynder Maigret at fortælle ham om den specifikke sag, som stadig nager ham.

En kvinde findes myrdet med masser af knivstik i sin seng. Hendes lidt yngre mand finder hende selv; han overvejer at stikke af - men ender med blot at smide en kniv, han har på sit kontor, i Seinen. Han mener jo, at denne straks vil koble ham til mordet - men han siger, at han er helt uskyldig og sad nede i forhallen og sov en lille brandert ud, da det må være sket.

Men så afsløres det, at han har en elskerinde - den tyve år gamle sekretær. Nogle timer inden mordet er den unge kvindes far kommet til Paris for at verificere de rygter, han har hørt om datteren - og fandt parret over en romantisk middag i hendes lille lejlighed. Faderen forlanger, at manden skal gifte sig med hans datter og tager hjem. Da han stiger af toget, hører han om mordet - og går hjem og begår selvmord. Nu har manden (i den offentlige opinion) to dødsfald på halsen.

Maigret er dog slet ikke sikker ... på noget! Men da det også kommer frem, at den unge kvinde nogle måneder inden, har fået foretaget en illegal abort, er han færdig. Nævningene dømmer ham alle som én, og han henrettes ganske hurtigt. Selvom det ikke er helt præcist, må vi være i midten af 1950'erne, hvor dødsstraf stadig praktiseredes i Frankrig. Guillotinen blev brugt så sent som i 1977 - og er altså ikke kun et instrument relateret til den franske revolution, som det ellers anses i almindelig sammenhænge.

Det er en barsk og afvendelig straf, hvis man nu er uskyldig. Og det er netop det, der plager Maigret. 
For den myrdede rige kvinde havde ry for at omgive sig med yngre mænd, som ville frem i verdenen - mod visse 'ydelser'. Specielt interesserer politiet og mandens advokat sig for en særlig mand, som de dog aldrig finder.

Et par år senere sidder de med en småkriminel, der gerne vil sælge oplysninger mod at få sin straf nedsat. Han fortæller, at han kender den eftersøgte person - han er i Argentina, hvor han har pralet med netop det bestialske mord med de mange knivstik.

For sent.

Maigret finder ikke altid sine mordere selvfølgelig; i de mange første krimier var det nærmest symptomatisk, at de kom af veje af naturlige årsager, da han vist ikke brød sig om strafperspektivet i historierne. Men der er sikkert også tilfælde - i alle instanser af retssystemet - hvor den forkerte ender med straffen. Den lille tvivl er Maigrets sandkorn.

Monday, April 9, 2018

Perlesøsteren - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 6.-8. april
  • 704 sider
  • Originaltitel: The Pearl Sister

Fjerde bind i Rileys søstersaga udkom allerede for nogle måneder siden; men nu har jeg jo de tre første bind i det lidt mindre paperback-format - og så er der ikke andet for end at vente. Nu er der jo heldigvis mange - og langt bedre - romaner at læse i mellemtiden. Men hendes er god underholdning ... skal vi ikke bare sige det?

Men jeg styrtede jo alligevel ned for at hente den i torsdags, da den var i butikkerne. Og fredag, da jeg havde afsluttet en anden bog torsdag, var det jo oplagt at gå igang med den. Hurtigt overstået som de tre andre - det er konsekvent tre eller fire dages læsning selvom de er ret tykke. Men intellektuelt udfordrende er de jo ikke ligefrem.

Den fjerde søster er den lidt 'underlige' - hende, der har hængt sammen med Star, hvis historie vi fik i tredje bind. De to har altid været hinandens falske tvilling - CeCe talte for Star; og Star ordnede praktiske ting for den ordblinde CeCe.

Nu har Star jo fundet sin vej i sit nye liv, og fundet sin familie - og CeCe er temmelig bitter. Hun havde måske regnet med, at de skulle være sammen livet igennem og i al sin vrede pakker hun en rygsæk og tager til Thailand. Det er kun et stop på vejen til Australien, hvor hendes ledetråde peger hen - men opholdet i Thailand bliver lidt længere end planlagt. CeCe møder en fascinerende men hemmelighedsfuld mand, selvom læseren skal forstå, at fysisk intimitet ikke siger hende meget.

Det ender lidt klodset, da det viser sig, at manden er eftersøgt for bankkriminalitet - og CeCe af vanvare får hans foto på forsiden af alverdens aviser.

Men inden afrejsen fra Thailand har han givet hende en bog om den kvinde, som faderen ligeledes havde nævnt som ledetråd - og her er vi så tilbage i den rammefortælling, som er gennemgående i alle romanerne.

Denne gang tages vi tilbage til Skotland i 1906, hvor den unge Kitty, som er præstedatter, bliver udvalgt til at ledsage en af byens velstående kvinder på en rejse til Australien.
Her kommer hun til Broome - en mindre by, som lever af perlefiskeri - ikke mindst drevet af byens rige Mercer-familie, hvor de to tvillingesønner hurtigt begynder at kæmpe om Kittys gunst.

Hun gifter sig med den ene; og det viser sig at blive skæbnesvangert for hele familien - og hele den historie vi kommer til at følge op til efter 2. Verdenskrig. Der er rigeligt med drama og spænding, og som i de andre bøger er denne historie afbrudt af den nutidige historie. Det betyder, at læseren indimellem skal væben sig lidt med tålmodighed - men på den anden side er man jo hurtigt igennem bogen.

I den nutidige historie inddrages vi i aboriginal-kunst, som ikke er særligt kendt for mig - og denne del var selvfølgelig spændende. Jeg tjekkede selvsagt samtidig diverse kilder for at se malerier og kunstnere, der omtales - og det bliver næppe kunst jeg vil rejse rundt for at se. Men det er selvfølgelig relevant i forhold til denne historie, hvor CeCe er af blandet blod og den historie er en væsentlig del af den australske kulturarv; og ikke uden gnidninger som i alle samfund, hvor racer er begyndt at blandes.

CeCe er allerede kunstner, men kan ikke rigtigt finde sit ståsted. Det finder hun ude i den australske ørken, hvor hun samtidig optrevler familiens mysterie. Derudover møder hun en ung kvinde, Chrissie, som erklærer hende sin kærlighed. Her er bogen lidt pudsig, synes jeg.

Jeg har allerede tidligere nævnt, at der jo er grænser for, hvor mange konstellationer forfatteren kan komme op med - det gælder både deres familieforhold men også deres nyfundne liv. Nogle kan finde forældre eller søskende - eller bedsteforældre. Nogle kan selv blive forældre eller møde deres livs store kærlighed - i form af en mand eller en kvinde.

Men netop at det er en kvinde er åbenbart ikke så nemt at håndtere; hvor de andre bøger har beskrevet den intime relation langt mere lidenskabeligt og/eller romantisk, så er homoseksualiteten (eller biseksualiteten) langt mere overfladisk. Om det er for ikke at støde en sikkert ret konservativ målgruppe af læsere er svært at sige? Måske ville det ødelægge chancerne for succes på et omfattende puritansk marked som USA?

Overordnet set er det jo bare en god historie; man bliver grebet af at forstå, hvordan det hele hænger sammen og hvad der sker videre i søstrenes liv. Man undres over, hvordan og hvornår den sidste søster kommer ind i billedet - og ikke mindst om faderen virkelig er død?

Men .... femte bind udkommer til november 2018; og så skal jeg sikkert vente til næste forår for at få den i samme format igen. Dertil kommer sjette og syvende bind, som jo ikke er skrevet endnu - med lidt held er man måske færdig om tre år? Jeg ville faktisk have ønsket, at jeg kunne læse dem alle en efter en. Det vil være mit råd til nye læsere - vent til hele serien er klar!

Friday, April 6, 2018

Dead Wake - Erik Larson



























  • Engelsk
  • 1.-5. april
  • 448 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg læste for et par år siden Larsons fantastiske skildring af den amerikanske ambassadør i Berlin umiddelbart før 2. Verdenskrig. Det er faktisk lidt skræmmende, at det allerede er fem år siden - men tiden går; dog stå visse bøger stadig meget klart for én. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at også denne historiske biografi ville falde i min smag.

Når man tænker på skibsforlis, tænker vi alle først og fremmest på Titanic, der med rette eller ej, er blevet fuldstændigt overeksponeret gennem mere end hundrede år. Men 1. Verdenskrig var faktisk drabelig. når det angik skibsforlis forårsaget af ubådsangreb eller miner. Det kostede livet for ca. 3.600 civile - udover det store antal militære fartøjer, der blev angrebet som en aktiv krigshandling.

Det absolut mest berømte af dem alle var det britiske skib, Lusitania, som blev søsat i 1906 og krydsede Atlanten 202 gange. Det var de tider, hvor det var vigtigt at være hurtigste på ruten mellem New York (eller USA) og England - og Lusitania var indehaver af prisen Atlantens blå bånd fra 1907 til dets forlis. Herefter var der jo krig, og senere kom andre transportmåder som erstattede de store skibe og overflødiggjorde konkurrencen.

Men Lusitania var et luksusskib, som de rige og berømte brugte til at rejse over Atlanten med tophastigheden af 25 knob. Der var dog også plads til de mindre rige passagerer på 2. og 3. klasse. I modsætning til Titanic var den sidste fatale rejse i maj 1915 østover; det var derfor ikke folk på jagt efter den amerikanske drøm, men snarere en masse mennesker, der efter krigens udbrud sommeren inden i Europa ville hjem til familier - eller for at melde sig under fanerne for at hjælpe deres fædreland.

Blandt de rige var der de sædvanlige store familier, der rejste med horder af barnepiger - der var blandt andet en Vanderbilt. De havde alle den absolutte tro på, at netop dette skib var urørligt på grund af dets tophastighed - og fordi det ganske enkelt ikke faldt nogen ind, at man ville angribe civile skibe.

Ikke desto mindre offentliggjorde tyskerne samme morgen som Lusitania skulle forlade New York en annonce i avisen, hvor de gjorde opmærksom på, at alle fartøjer, der sejlede under allierede flag var at regne for mål for ubådene, når de befandt sig i de farvand, der var designeret som krigszoner.

Stadig troede ingen på det!

Larsons bog giver først en introduktion af de geopolitiske forhold i tiden lige op til - faktisk nærmest ned til minutterne for, hvornår de enkelte telegrammer og konversationer finder sted.
Vi følger passagererne som de kommer ombord, og lever de første fem dages overfart i total vished om, at den britiske flåde vil komme for at ledsage dem op igennem indsejlingen til Liverpool.

Parallelt følger vi kaptajn Schwieger, som styrede ubåden U-20, der var sendt afsted med syv torpedoer for at sænke skibe i området omkring Irland og England. Schwieger var en mand uden nogen som helst skrupler over menneskeliv - og om det var militære eller civile var også helt underordnet. Det vigtige var at vinde konkurrencen om at sænke mest tonnage.

Endelig følger vi livet i de politiske korridorer - Wilson i Washington, som vægrer sig ved at trække USA ind i krigen. Rum 40 i London, som er det tophemmelige sted, hvor opsnappede beskeder fra tyskerne afkodes. 

Man vidste utroligt meget om U-20; man vidste alt om tyskernes intentioner og manglende skrupler. Man vidste alt om dens position i nærheden af Lusitania.

Alligevel var der ingen, der gav Lusitanias kaptajn Turner mere præcis information om dette; eller sendte skibe ud for at hjælpe. De var åbenlyst overladt til deres egen skæbne - og det var vel nærmest uundgåeligt, at de ville blive torpederet.

Det er hjerteskærende at læse den minutiøse beskrivelse af handlingsforløbet.

Erik Larsons absolutte force er nemlig at skrive de historiske versioner af verdensbegivenheder, så man føler, at man læser en roman. Der er ikke dialog i traditionel forstand; men det flyder som en spændingsroman med de skiftende scener fra skibet, Washington, ubåden og London.

Skibet sank på blot 18 minutter; hvilket jo får Titanic-katastrofen til at minde om en fornøjelsestur! 1.198 mennesker døde under forliset; mens 794 overlevede - givetvis grundet det fine vejr netop denne dag, som også havde gjort det alt for nemt for ubåden at se skibet i horisonten. Skæbnens ironi!

Mange af de overlevende har ligeledes berettet om deres oplevelser, og derfor er jeg ret sikker på, at Larson ikke digter noget her.

Ulykken blev indirekte årsag til, at USA gik ind i krigen - der var nemlig 128 amerikanske statsborgere blandt ofrene. Det er jo en strategi USA ikke har ændret her hundrede år senere - hele verden kan gå under, og de blander sig ikke. Men krummer man ét hår på en amerikaner - eller rører ved en olietønde ... så bliver de altså sure! Ofte proportionelt lidt for sure, men det er jo en anden snak!

Jeg var endnu engang virkelig imponeret over Larsons research og forfatterkunster; det eneste man måske kunne ønske sig i sådan en historisk biografi ville være et par illustrationer?