Dead Wake - Erik Larson

• Engelsk
• 1.-5. april
• 448 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg læste for et par år siden Larsons fantastiske skildring af den amerikanske ambassadør i Berlin umiddelbart før 2. Verdenskrig. Det er faktisk lidt skræmmende, at det allerede er fem år siden - men tiden går; dog stå visse bøger stadig meget klart for én. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at også denne historiske biografi ville falde i min smag.

Når man tænker på skibsforlis, tænker vi alle først og fremmest på Titanic, der med rette eller ej, er blevet fuldstændigt overeksponeret gennem mere end hundrede år. Men 1. Verdenskrig var faktisk drabelig. når det angik skibsforlis forårsaget af ubådsangreb eller miner. Det kostede livet for ca. 3.600 civile - udover det store antal militære fartøjer, der blev angrebet som en aktiv krigshandling.

Det absolut mest berømte af dem alle var det britiske skib, Lusitania, som blev søsat i 1906 og krydsede Atlanten 202 gange. Det var de tider, hvor det var vigtigt at være hurtigste på ruten mellem New York (eller USA) og England - og Lusitania var indehaver af prisen Atlantens blå bånd fra 1907 til dets forlis. Herefter var der jo krig, og senere kom andre transportmåder som erstattede de store skibe og overflødiggjorde konkurrencen.

Men Lusitania var et luksusskib, som de rige og berømte brugte til at rejse over Atlanten med tophastigheden af 25 knob. Der var dog også plads til de mindre rige passagerer på 2. og 3. klasse. I modsætning til Titanic var den sidste fatale rejse i maj 1915 østover; det var derfor ikke folk på jagt efter den amerikanske drøm, men snarere en masse mennesker, der efter krigens udbrud sommeren inden i Europa ville hjem til familier - eller for at melde sig under fanerne for at hjælpe deres fædreland.

Blandt de rige var der de sædvanlige store familier, der rejste med horder af barnepiger - der var blandt andet en Vanderbilt. De havde alle den absolutte tro på, at netop dette skib var urørligt på grund af dets tophastighed - og fordi det ganske enkelt ikke faldt nogen ind, at man ville angribe civile skibe.

Ikke desto mindre offentliggjorde tyskerne samme morgen som Lusitania skulle forlade New York en annonce i avisen, hvor de gjorde opmærksom på, at alle fartøjer, der sejlede under allierede flag var at regne for mål for ubådene, når de befandt sig i de farvand, der var designeret som krigszoner.

Stadig troede ingen på det!

Larsons bog giver først en introduktion af de geopolitiske forhold i tiden lige op til - faktisk nærmest ned til minutterne for, hvornår de enkelte telegrammer og konversationer finder sted.

Vi følger passagererne som de kommer ombord, og lever de første fem dages overfart i total vished om, at den britiske flåde vil komme for at ledsage dem op igennem indsejlingen til Liverpool.

Parallelt følger vi kaptajn Schwieger, som styrede ubåden U-20, der var sendt afsted med syv torpedoer for at sænke skibe i området omkring Irland og England. Schwieger var en mand uden nogen som helst skrupler over menneskeliv - og om det var militære eller civile var også helt underordnet. Det vigtige var at vinde konkurrencen om at sænke mest tonnage.

Endelig følger vi livet i de politiske korridorer - Wilson i Washington, som vægrer sig ved at trække USA ind i krigen. Rum 40 i London, som er det tophemmelige sted, hvor opsnappede beskeder fra tyskerne afkodes. 

Man vidste utroligt meget om U-20; man vidste alt om tyskernes intentioner og manglende skrupler. Man vidste alt om dens position i nærheden af Lusitania.

Alligevel var der ingen, der gav Lusitanias kaptajn Turner mere præcis information om dette; eller sendte skibe ud for at hjælpe. De var åbenlyst overladt til deres egen skæbne - og det var vel nærmest uundgåeligt, at de ville blive torpederet.

Det er hjerteskærende at læse den minutiøse beskrivelse af handlingsforløbet.

Erik Larsons absolutte force er nemlig at skrive de historiske versioner af verdensbegivenheder, så man føler, at man læser en roman. Der er ikke dialog i traditionel forstand; men det flyder som en spændingsroman med de skiftende scener fra skibet, Washington, ubåden og London.

Skibet sank på blot 18 minutter; hvilket jo får Titanic-katastrofen til at minde om en fornøjelsestur! 1.198 mennesker døde under forliset; mens 794 overlevede - givetvis grundet det fine vejr netop denne dag, som også havde gjort det alt for nemt for ubåden at se skibet i horisonten. Skæbnens ironi!

Mange af de overlevende har ligeledes berettet om deres oplevelser, og derfor er jeg ret sikker på, at Larson ikke digter noget her.

Ulykken blev indirekte årsag til, at USA gik ind i krigen - der var nemlig 128 amerikanske statsborgere blandt ofrene. Det er jo en strategi USA ikke har ændret her hundrede år senere - hele verden kan gå under, og de blander sig ikke. Men krummer man ét hår på en amerikaner - eller rører ved en olietønde ... så bliver de altså sure! Ofte proportionelt lidt for sure, men det er jo en anden snak!

Jeg var endnu engang virkelig imponeret over Larsons research og forfatterkunster; det eneste man måske kunne ønske sig i sådan en historisk biografi ville være et par illustrationer?