Enegænger - Stéphanie Surrugue

• Dansk
• 24.-25. april
• 384 sider

Efter Prins Henriks død for et par måneder siden blev denne biografi/samtalebog genoptrykt - med et nyt forord af forfatteren, som er ganske melankolsk og smukt set i baglyset.

Men oprindelig udkom den jo i 2010; og det skal man jo have for øje ved læsningen. Der var det stadig en livsglad og ebergisk prins; lidt mærket af fysisk sygdom - men jo ikke med de diagnoser og problemer, der fulgte med det sidste år.

Netop derfor er det jo så smukt at læse hans version af sit liv, og huske på alt det andet! Ikke de mange triste forsider om begravelsesmonumenter, demens etc. som den danske befolkning søbede i sig i sommeren 2017.

For der havde jo været et andet menneske inden; ligesom der er det med alle, der har haft et langt liv.

I denne bog kommer man virkelig ind på manden og hans liv; en fascinerende fortid med en patriarkalsk familie med gammeldags børneopdragelsesprincipper. Og dog? Jeg har jo boet i Frankrig og fransktalende indtil 2014; og genkender så absolut nogle af de ting, Prinsen havde som hverdag for 70 år siden eller mere. Jeg har selv haft en fransk svigerfamilie, hvor man vas Des med alle - min svigermor havde sikkert sat mig på porten, hvis jeg havde sagt 'du' til hende. Og da jeg flyttede til Danmark i 2014, tog det mig virkelig lang tid at vænne mig til, at hvem som helst i forretninger eller gader bare sagde 'du' til mig! Jeg var virkelig rystet over den familiære form, for det er ikke hverdagskost i Frankrig - og jeg indrømmer gerne, at jeg savner det. 

Ligesom jeg savner det forhold til kunst og kultur, som er basen for en enhver franskmands livsfilosofi - og som udmunder i et noget anderledes intellektuelt samfund. Det er netop det samfund Prins Henrik kom fra; og det er jo ikke mystisk, at det skulle kollidere med vores Jantelovssamfund - endnu mere for 50 år siden, da Danmarks grænser uvægerligt var lidt snævrere end i dag. 

Men Prins Henrik fortæller levende om sit liv; om sine oplevelser og sine principper og syn på tingene. Ydermere er der interviews med hans tætte venner, med familien og med ansatte. Det hele er skrevet ind i en smukt glidende fortælling med et dejligt sprog af den fransk-danske journalist Stéphanie Surrugue.

Overraskende nok er kvaliteten forbløffende god - det er jo en bog fra Politikens Forlag; de har jo gjort det et princip ikke at læse korrektur på deres udgivelser. Men i denne bog er det næsten perfekt; men kun næsten! Der er mindst grum journalistisk fejl på side 72, hvor det berettes, at den 24-årige prins efter at være hjemkommet fra krigen i Algeriet i 1963 søgte et stipendiat til Hongkong. Han studerede i Hongkong inden krigen, nemlig da han var 24 år - men det var jo i 1957. Men havde den været fejlfri, havde jeg jo skulle løbe en marathon eller noget ... 

Slutteligt vil jeg dog sige, at det som med så meget andet i forbindelse med Prins Henriks liv og død, giver det indblik i personen, som hele Danmark skulle have sat sig ind i langt tidligere. Hvis fejl det så er, er svært at vurdere.