- Fransk titel: Le confident
- 10. august
- 311 sider
I Frankrig er hun udråbt til det nye store litterære håb med sin debutroman, der var nomineret til den fine franske Prix Goncourt for første roman, som den dog ikke vandt. Den har til gengæld vundet mange andre priser, og blev hurtigt solgt til utroligt mange lande - usædvanligt for en fransk debutroman.
Politikens anmeldelse slagter den temmelig usødet mens Information er mere positiv. Når jeg læser de danske anmeldelser tænker jeg først og fremmest - dårlig oversættelse. For det er fransk litterær stil at bruge de billeder, som Politiken kritiserer - men deres danske oversættelse, som bruges som eksempler i artiklen, er meget langt fra poesien i det franske sprog. Desuden afslører bagsiden af den franske udgave selvfølgelig ikke plottet, og det er sandelig også dårlig lay-out af det danske forlag, synes jeg.
Min personlige mening befinder sig nok et sted mellem de to ovenstående. Det er en enkel historie fortalt med enkle ord; men selvfølgelig er emnet ikke enkelt.
Den 35-årige Camille mister sin mor i en trafikulykke, og modtager i dagene efter en del kondolencebreve. Deriblandt en tekst, som hun i første omgang antager for at være at manuskript, som en håbefuld forfatter har sendt til hendes privatadresse i stedet for kontoret. Hun er redaktør på et forlag. Men brevene kommer hver tirsdag og afslører en grum historie om det unge par Louis og Annie, som voksede op sammen i en lille landsby uden for Paris.
De blev aldrig kærester, men deres veje krydses og deres liv bliver defineret af omstændighederne. Den unge Annie vil være maler og begynder at se de nytilflyttede rige i det store hus i byen - en slags landadel i 1930'erne. Det unge par er ulykkelige i deres ægteskab på grund af barnløsheden, så Annie beslutter sig for at hjælpe dem ved at tilbyde sig som rugemor.
Historien fortælles først i skift mellem brevene, der ankommer og Camilles reaktioner på dem. Det er den aldrende Louis, der fortæller og samtidig afslører de løgne, han har fortalt for at skåne liv. Til sidst kommer et langt uddrag af den rige kvindes version, som igen vender historien helt på hovedet. Og endelig kommer der en temmelig overraskende afsløring, som jeg personligt ikke havde forudset.
Historien er tragisk med alle de løgne, der er fortalt med tragiske udfald til følge. Det centrale emne er selvfølgelig barnløsheden, som i datidens samfund altid var kvindens fejl, og stemplede hende som en andenrangskvinde. Grémillon drager på et tidspunkt paralleller til andre kvinder, som er blevet forladt af deres mænd af samme årsag - Napoléons kone og den iranske prinsesse Soraya. Men her hopper kæden desværre af - historien er da i 1938, hvilket tydeligt fortælles - og den iranske prinsesse blev skilt fra shahen i 1958; en eklatant researchfejl, som er alt alt for dum og irriterende. Personligt kunne jeg selvfølgelig ikke huske det præcise årstal, men jeg fornemmede, at den var gal i forhold til min verdenshistorie og slog det op. Så endte det med, at jeg tjekkede alle andre informationer, hvor hun drager samfundshistorien ind, og der var også en fejl i navnet på en fransk kriminel, der blev henrettet i 1939. Hvor er det dumt og overflødigt at lave den slags fejl - og Grémillon er uddannet historiker!
Men jeg blev fanget af intrigerne og de usdagte livsløgne, som ødelægger så mange liv - og der er bestemt potentiale i denne forfatter.
