Sunday, February 23, 2014

Le grand Coeur - Jean-Christophe Rufin

























  • Fransk
  • 20.-23. februar
  • 575 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
  • Engelsk titel: The Dream Maker

Rufin står for mig som en helt speciel fransk forfatter med en helt særegen følsomhed, som måske kommer af hans livsbane. Læge, forfatter og tidligere ambassadør i Afrika og vel nærmest også en slags moderne rejsefilosof. Han formår at beskrive lande og steder, så man transporteres med ham - men nu bruger han sit talent til at levendegøre en historisk person.

Jacques Coeur er en fransk almindelig borger, der rejser sig til at blive en af kongens nærmeste rådgivere. Han er - som Rufin selv - født i Bourges i slutningen af det 14. århundrede, da Frankrig var midt i Hundredårskrigen, og kongen var blevet mere eller mindre vanvittig. Hans far er pelshandler, og de hører til byens bedre borgerskab uden at være vanvittigt rige - og selvfølgelig ikke adelige. Jacques kan ikke rigtigt beslutte sig til, hvad han vil - han er en dagdrømmer og vil ikke i slåskampe med de andre drenge. Mest drømmer han om at rejse og opleve den ultimative frihed.

Han bliver gift som ganske ung, og kaster sig over svigerfamiliens levevej - datidens form af en bank. Han bliver udnævnt til møntmager sammen med en ven - danskeren Ravant. Men de snyder, og må en hurtig tur i fængsel indtil kongen benåder dem. Vel ude fra fængslet beslutter Jacques sig for at rejse ud i verden, og rejser til Syrien, Egypten og de andre indflydelsesrige lande i datidens Mellemøsten - men som også var hjemsted for den evindelige kamp mellem kristne og de utro... som skulle omvendes via korstogene.

Her får han sin ultimative idé - han vil skabe handel for at få Frankrig på fode efter krigen. Dengang sad Venedig nærmest enerådende på Middelhavshandlen, men Jacques Coeur vil have sin del af kagen. Han kommer ind i varmen hos kongen Charles VII, og de etablerer et samarbejde, som giver begge parter deres pæne bid af kagen, og samtidig skaber behovet hos befolkningen for at efterspørge luksusvarerne.

En sådan stilling er - som historien altid har vist - perfekt, så længe den underordnede respekterer den overordnede. I dette tilfælde kongen. Men Charles VII vil konstant i krig, og han må bede Coeur om penge. Det bliver måske hans fald - at han reelt set er rigere end landets konge, og denne er afhængig af ham.
Han ryger i fængsel, og flygter til sidst fra Frankrig og ender på den lille græske ø Chios, hvor han dør som 56-årig. Det er en kendt skæbne, når man bevæger sig for tæt på magtens omdrejningspunkt - tænk blot på Cromwell, Ulfeldt...

Den historie er kendt, og alligevel er der mange skrøner omkring den mand, som om noget bragte handel til Frankrig, og konkurrerede med familier som Medicierne. 

Rufin lader Jacques Coeur selv fortælle sin historie, da han sidder på Chios og afventer sin skæbne. Han fortæller i første person om sit liv fra barndommen og til de sidste øjeblikke. Ikke med historiske detaljer og årstal, som man ville skrive en biografi med eftertidens vinkel men blot som en mand, der ser tilbage på en menneskealder. Et menneske, som taler om sine smerter og drømme, sine sejre og nederlag og sine tanker om livet og hans rolle i det hele.

Det bliver til en fantastisk følsom roman selvom den indebærer krig og voldsomheder; men også den tragiske historie om kongens elskerinde Agnes Sorel, som illustrerer bogens forside i et samtidigt maleri af hende. En kvinde, der er legendarisk i fransk historie og hvis barnebarn giftede sig med Diane de Poitiers - en anden af Frankrigs legendariske kongelige elskerinder.

Det er ikke en historisk roman med tekniske beskrivelser af, hvordan livet var i det 15. århundrede - for således tænkte Coeur jo ikke selv midt i det hele. Det er anderledes i dag at skulle bedømme, om Coeur var skyldig i de anklager, der blev fremsat mod ham. Muligvis er der lige dele sandhed og jalousi i det, som det var traditionen ved datidens hoffer. Rufin beskæftiger sig ikke med at tage parti; han giver os blot et fænomenalt billede af en mands tanker, når han ser tilbage på sit liv.

Man kan også sagtens forestille sig, at det er en personlighed, der har intrigeret Rufin - da han er opvokset i Bourges, og sikkert dagligt gået forbi Coeurs enestående slot i byen som var et mindesmærke over hans rigdom.

Jeg var dybt grebet, og jeg er helt glad ved tanken om, at jeg faktisk har hans Goncourt-prisvindende bog stående på hylden.

Thursday, February 20, 2014

Flaskepost fra P - Jussi Adler-Olsen

























  • Dansk
  • 18.-20. februar
  • 486 sider

Nu havde jeg jo fået købt mig lidt for mange Adler-Olsen-krimier på trods af, at jeg var så skuffet over de tidligere. Bortset fra Journal 64, som jo også er en af de senere - og det er åbenbart dem, jeg skal holde mig til. Problemet med Kvinden i buret og Fasandræberne er for mig helt klart en svaghed i opfindsomhed. De lægger sig alt for tæt op af rigtige personer, så man næsten kan undre sig over, at manden ikke er endt med en injuriesag? Og der er jo rigeligt af temaer for en god krimiforfatter uden at skulle fiske i samfundets kendte skikkelser - men det er åbenbart en meget subjektiv holdning, når man ser på den succes, han har haft.

Men jo længere hans Afdeling Q-serie skrider frem, jo bedre bliver den så også. Flaskepost fra P er original i sit plot, og der er er ingen åbenlyse referencer til hverdags-Danmark. Carl og Assad er stadig det dejligt umage par - selvom man måske gerne snart vil have lidt opklaring på, hvem den mystiske Assad er - men mon ikke det gemmes til en senere roman? Og så er der den tvetydige Rosa/Yrsa, som mildest talt også er et mysterie - men af de mere jordnære og morsomme af slagsen.

Historien er relativ troværdig; religiøse sekter, der rammes, hvor de er svagest - i børnerækkerne, som kidnappes for en stor løsesum. Er det så troværdigt, at alle disse forældre holder deres mund - det virker i hvert fald ikke for forstyrrende i en god historie med masser af fart på.

Sprogligt er det selvfølgelig ikke specielt højtravende, og hans bøger læses på rekordtid - knap 1½ dag tog det mig (uden at læse konstant selvfølgelig). Men i denne roman var tempoet og mystikken tilpas godt til at kunne holde mig til ilden, og jeg har muligvis forliget mig lidt med Afdeling Q. Desværre har jeg indtryk af, at den femte i serien igen er ude i noget sladderbladsparodi - og det er så ganske enkelt unødvendigt synes jeg.

Tuesday, February 18, 2014

Hieronymus Bosch

























  • Fransk
  • 18. februar
  • 95 sider

Jeg er som tidligere nævnt ret begejstret for Taschens kunstbøger, og under januarudsalget fik jeg yderligere fem til samlingen. Efter læsningen af Grangés krimi fik jeg så en pludselig lyst til at læse den om Bosch's kunstværker. Grangé skrev om så mange uhyrligheder, at det fik mig til at tænke på det univers, man møder i Boschs malerier - og som uden tvivl har inspireret Dali mere end en anelse.

Hieronymus Bosch er jo en ældre herre; man kan være heldig at møde ham i Madrid (Prado) eller Wien (KHM) - men det er et held, for der er ikke mange malerier tilbage og man er begyndt at diskutere, hvilke der reelt er lavet af ham selv eller er kopier.

Men jeg tror vi alle kan genkende scenerne og monstrene, når vi ser dem - uden nødvendigvis at forestille os, at de er malet for 500 år siden. Dengang havde de jo tydelige bibliske referencer og tjente som skræmmebilleder med advarslerne om Helvede og Satan. Alligevel er der noget abstrakt moderne, som er nærmest skræmmende - hans detaljer er uendelige som i Brueghels malerier - men her opfinder han monstre, som end ikke den bedste science fiction-forfatter kunne komme op med i dag.

Jeg er jo meget interesseret i renæssancekunst, og bibelsk symbolik, men hos Bosch falder den salgs lidt i baggrunden når man fortaber sig i detaljerne. Der er selvfølgelig de sædvanlige malerier af Jesu på korset eller andre passionsscener; der er de Hellige Tre Konger, der besøger barnet i stalden - men hver gang er der så lige de grumme mennesker, der personificerer menneskets medfødte ondskab. Den ondskab, som det i middelalderen gjaldt om at forsage for enhver pris.






















Helvede var den ultimative straf for mennesket, der ikke efterlevede Bibelens ord eller ikke forsøgte at undgå de syv dødssynder. Det kan muligvis lyde forældet og religiøst - men ved at kende sine basale klassikere fra Bibelen kommer man temmelig langt, når man ser kunst men absolut også i litteraturen.

I bund og grund er Bibelen jo den ultimative bog, hvor alt blev sagt - nu omformulerer og opfinder vi; men samtlige komplekse problematikker kan henføres til en hændelse fra Bibelen, er jeg overbevist om. 

Andy Warhol - Mériam Korichi

























  • Fransk
  • 17.-18. februar
  • 323 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I januar var jeg i Mons nede ved den belgisk-franske grænse for at se en Warhol-udstilling - efter at have set en kæmpe og stort anlagt udstilling i Paris for nogle år siden, var dette en mere intim og på mange måder mere interessant udstilling. Den viste Warhol fra en helt anden vinkel end udelukkende den pop-kultur, som hans plakater har gjort ham kendt for. 

Derfor var det nærliggende at fordybe sig en anelse i emnet, som jeg har det for vane at gøre efter store udstillinger. I Mons så vi skitser og tegninger af en meget religiøs karakter, og der var desuden hele vægge af de samlede serigrafier af fx blomsterne - fra private samlinger typisk fra Bratislava. Det morer mig altid lidt under udstillinger at forestille sig de hjem, der har den slags på væggene.

Bogen fortæller om Warhols familie - hans fattige forældre, der flygtede til USA før 1. verdenskrig; faderen kom først afsted mens moderen var fanget i et land, som ikke længere findes - men som i dag er Slovenien. Hun kom endelig afsted efter ni år, og de arbejdede begge hårdt for at tjene penge i Amerika. Det blev måske årsagen til Warhols afsindige smag for penge - han lagde ikke skjul på denne fascination, og malede jo også dollarsedler, som han fandt utroligt smukke.

Men Warhol var også et lille skrøbeligt barn - altid i mors skørter; han var meget syg, og konstant bleg. Han kompenserede for denne barndom ved stort set at ernære sig af slik som voksen. Men familien klarede sig relativt fint i modsætning til så mange andre, og Andy fik da en boglig uddannelse inden han tog til New York i slutningen af 1940'erne. Også her udskilte han sig ved at arbejde hårdt og konstant. I modsætning til sine kunstnervenner, der ikke ville nedlade sig til at lave useriøst arbejde, så tegnede han tegninger til dameblade, og tjente hurtigt sine penge.

Hans kunst havde absolut et anstrøg af masseproduktion og kapitalisme, hvilket han ikke skammede sig over. Bogen forklarer i detaljer hans syn på netop serigrafien, som muliggjorde den store produktion af Marilyn, Mao, Campbell Soup og Cola-flasker i alle afskygninger. Men den fortæller også om hans interesse for filmen og musikken. Han proklamerede, at han ville stoppe maleriet og udelukkende lave film - og så kom jeg straks til at tænke på Man Ray og hans biografi, som jeg læste for nyligt. De to havde på mange måder den samme tilgang til kunsten - og alligevel mødtes de aldrig. Warhol var i kontakt med Marcel Duchamp - som jo var Man Rays store ven, og hvis dadaistiske kunstopfattelse harmonerer med Warhols - blot i en anden tidsalder. Det forvirrede mig en del - på trods af, at Man Ray jo var fanatisk med Paris, og forlod USA igen lige efter krigen. Europa interesserede ikke Warhol - lige så lidt som hans families rødder. Dog beroligede det mig endelig, da man i slutningen af bogen kan læse om hans efterladte samling - og Man Ray var en stor del af hans samling. Det giver mening!

Ellers giver bogen os et indblik i en mand, som ville være ukendt og ordinær - men morede sig over at hænge ud med de kendte; som han i bund og grund antog for lige så ordinære. Han ville være anonym, og havde et svært forhold til sig selv og sin krop - han var homoseksuel, men på en sær måde særdeles aseksuel. Han projicerede alle disse følelser på den flok af mennesker, der altid omgav ham.

Det er altid meget interessant at læse i dybden om kunstnere; men især Warhol er måske offer for en populariseret opfattelse, som denne bog kommer til livs.

Sunday, February 16, 2014

Nilens Vor Frue - Scholastique Mukasonga


























  • Fransk
  • 14.-16. februar
  • 275 sider
  • Originaltitel: Notre-Dame du Nil


Den seneste roman af Scholastique Mukasonga er en form for tilbageblik på sin egen ungdom, men i form af en roman med forskellige unge piger, som alle befinder sig på kostskolen Notre-Dame du Nil for unge lovende piger fra Rwandas bedrestillede miljøer. Der er selvfølgelig en blanding af hutuer og tutsier - men med en nøje defineret kvota, så tutsierne konstant ved, hvor deres plads er.

Det er i starten af 1970'erne og der er endnu mere end tyve år til de skrækkelige massakrer - men de har fundet sted i 1960'erne, og inderst inde ved tutsierne, at det aldrig vil ende.

Vi følger de forskellige unge piger i deres opfattelser af verden - ministerdatteren Gloriosa, som anser det for sin personlige pligt at opildne de andre hutu-elever til racehaddet. Veronica og Victoria, som bliver lidt forblændede af den hvide mand, der har den store ranch i nærheden, og forsikrer dem om, at tutsierne er det overlegne folk og, at de nedstammer fra de sorte faraoner i Egypten.

Deres alles holdepunkt er den madonna-figur, der har givet navn til skolen - den sorte madonna ved Nil-flodens udspring, som findes i Rwanda. Men godt nok er hun sort, men hun har den fine lange tutsi-næse, som hutuerne hader, og som under massakren i 1994 bliver det alt for nemme kendetegn for dem, der skulle slagtes. Gloriosa vil ændre næsen, og give den et hutu-udseende; men det ender med at blive startskuddet til endnu en mikroraceskandale på skolen.

De unge piger er splittet mellem deres afrikanske rødder og tro, og deres liv blandt de hvide med deres mad, deres katolske navne, som de skal bruge i stedet for deres egne med så stærke fortolkninger.

De går til troldkvinder, og benytter alle kneb for at holde på kæresten - alt sammen i bedste afrikanske stil; og man bliver fortryllet af deres kultur, mens man samtidig forfærdes over det ulmende had, som aldrig er mere end en lille gnist fra at eksplodere - som det senere gør.

Mukasonga fik den franske Renaudot-pris for denne bog, og det er fuldt ud fortjent, for den er virkelig smuk og tragisk på samme tid, og bragte igen mange tanker frem i mig, som hver gang jeg fordyber mig i afrikansk litteratur, som er så rig men desværre ret ukendt i Norden.

Friday, February 14, 2014

Deux - Irène Némirovsky

























  • Fransk
  • 12.-13. februar
  • 261 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Némirovsky har en meget stor stjerne hos mig og jeg blev gladeligt overrasket, da jeg fandt endnu en udgivelse af hendes mellemkrigsromaner; denne er fra 1939, da hun selv kun havde et par år tilbage at leve i.

Temaet er parforhold, som det også var det i Le Malentendu, men med et lidt anden indfaldsvinkel - alligevel fornemmer man, at det var et tema, der optog hende på trods af, at hun selv levede i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab.

Tiden er lige efter 1. Verdenskrig i Paris, hvor nogle unge mænd er heldige at vende hele hjem - men nu vil de more sig, og ikke tage livet alvorligt; dets skrøbelighed har de set rigeligt til. De lever af forældrenes penge, og de bruger tiden på at danse og drikke - og flirte. I 1920 var det en anden sag, og Némirovsky var selv ung pige på den tid, og beskriver det derfor absolut set fra tidens vinkel i modsætning til en roman skrevet i dag.

Marianne er en ung pige ud af en kunstnerisk familie med fire døtre, og Antoine er af en mere klassisk familie med tre sønner. De flirter og mødes i skjul, men Antoine har også en mere voksen og erfaren elskerinde og Marianne kæmper for at få ham til at binde sig. Det lykkes endelig, men i samme sekund, de er gift, føler Antoine, at hans liv er forbi. Nu er al spændingen væk; det er legalt at mødes og han ser frem til et langt ægteskab som en dødsstraf af kedsomhed. Han kan selvfølgelig tage sig en elskerinde, som alle hans venner gør - og Marianne ville vel blot forvente det. Men han savner alt det spændende i livet, og irriteres over Marianne, der falder ind i rollen som hustru og mor uden problemer.

Han ender med at forelske sig i Mariannes lillesøster, Evelyne - hun repræsenterer på en mystisk måde alt det farlige, han havde med Marianne og han føler, at med en søster er det måske knap så stor en løgn. Marianne aner intet, og affæren bliver mere og mere seriøs indtil de en dag får mulighed for at rejse sammen til New York i flere uger. Nu vil Evelyne også have den mere stabile tilværelse, men Antoine kan ikke forestille sig en skilsmisse.

Det hele foregår i en underlig Gatsby-agtig atmosfære - dog uden de helt store fester; men løssluppenheden og angsten for at binde sig er fælles for tiden uanset om det var i USA eller i Frankrig. Det var euforien efter en krig, hvor den næste store fare lurede lige under overfladen.

Evelyne ender med at tage sit liv, og da indser Marianne hvorfor. Antoine går igennem en lang depressiv periode, men ved bogens slutning falder han til ro. Han er blevet ældre, og ser på sine børn og indser, at nu er det deres tur til at skulle igennem al den smerte for blot at ende med at blive fanget i et ægteskab.

Der er en vis bitterhed i slutningen; en smertefuld erkendelse af, at livet blot er en evig gentagelse for os alle. Antoine formår ikke at fange sin lykke mens den er der - men han affinder sig med den til sidst.

Det er en meget kort lille roman, men som sædvanlig skrevet med de smukkeste ord, og uden overflødige floskler for at beskrive deres trængsler. Man kan godt forstå, at de måske ikke solgte godt i 1960'erne og 1970'erne - men de kompakte tidsbilleder, hun giver, er absolut læseværdige i dag.

Wednesday, February 12, 2014

De døde sjæles skov - Jean-Christophe Grangé

























  • Fransk
  • 7.-11. februar
  • 629 sider
  • Originaltitel: La fôret des mânes

Trænger man til en eminent men intelligent krimi er franske Grangé et glimrende bud, og flere af hans romaner er da også oversat til dansk nu - som Rejsende uden bagage og Forbarm dig. Denne thriller er endnu ikke oversat, men det kan vist kun være et spørgsmål om tid.

Da bogen startede med en lidt overfladisk dommer, der henslæber sine dage på kontoret i Paris i venten på elskerens opringninger og overforbrug på bankkontoen for at gøre sig lækker til samme mand - da var jeg lidt skeptisk. Men med Grangé går tingene altid forrygende hurtigt, og man når knap at opdage, at man var lidt skeptisk før man er nogle hundrede sider længere fremme.

Jeanne Korowa er den dommer, og hun vil så forfærdelig gerne have fingrene i en blodig og bestialsk mordsag, men ender i stedet som regel med skrivebordssager om økonomisk og politisk kriminalitet. Der er lidt fransk chauvinisme i alt dette kan man vel roligt sige. Men hendes kollega sidder med en dejlig sag - mord af den mest modbydelige slags, kannibalisme, symboler og alverdens intrigante mysterier i Jeannes øjne. Så stik mod alle regler - sådan er nutidens krimihelte jo altid lidt rebelske - tager hun med ham til åstederne, og fascineres straks af modbydeligheden.

Selvsagt må hun jo ikke blande sig, og sideløbende passer hun derfor sin kedelige sag og får - ulovligt - elskerens psykologs kontor aflyttet. Alle kneb gælder i krig og kærlighed; men efterhånden fascineres hun lige så meget af alle de andre ulykkelige historier fra divanen. Det udvikler sig til en meget usund aftensyssel i stedet for at se Lykkehjulet!

Da Jeannes kollega bliver et af seriemorderens ofre, bliver hun håndfast bedt om at blande sig uden om - men netop der har hun opsporet, at en af psykologens klienter muligvis er morderen. En far, der kommer med sin autistiske søn, der lider af en underlig form for personlighedsspaltning og har voldelige tendenser.

Historien fører Jeanne til Central- og Sydamerika; tilbage til historier om politiske regimer, hvor børn og forældre blev skilt ad. Hvor forældre blev dræbt, og deres børn adopteret af diktaturernes eliter. Det mindede mig stærkt om den grufulde fornemmelse jeg havde, da jeg for snart seks år siden stod ved den endnu aktive vulkan i Masaya i Nicaragua - der havde man efter sigende dumpet politiske fanger ud fra militærfly... mens de stadig var levende. Men det er desværre ikke en usædvanlig historie i de centralafrikanske lande i 1980'erne. Og der tager Grangé os med.

Til en usædvanlig historie om en menneskestamme, der lever dybt inde i Argentinas skove, og er en isoleret efterkommer af Cro Magnon-mennesket. Men især til en usædvanlig psykologisk historie om menneskesindets dybeste afkroge. Der er ikke for meget vold - udover de bestialske mordbeskrivelser i starten er det faktisk mest det psykologiske, det handler om - og netop derfor er jeg vild med Grangés krimier. Det er ikke svensk femikrimi på skraldespandsniveau - han jonglerer med kulturelle og litterære referencer på et passende niveau - og man har uendeligt svært ved at lægge det fra sig.

Friday, February 7, 2014

L'affaire de l'esclave Furcy - Mohammed Aïssaoui
























  • Fransk
  • 5.-6. februar
  • 223 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En fransk historiker har sagt, at historien om slaveriet er en historie uden arkiver. Det er ikke forkert.

Der eksisterer en masse samtidig dokumentation for slavernes tilhørsforhold; beskrivelser når de skulle købes og sælges eller optegnelser over straffe udmålt til slaver, der forsøgte at flygte. Men der findes uendelig få historier skrevet af slaverne selv. Det giver jo selvfølgelig mening, når man ved, at de færreste fik lov at lære at læse og skrive. Men det er skræmmende, hvordan en så grusom del af historien kan forsvinde i tågerne.

Netop derfor fangede det den franske journalists interesse, da han ser udbudt på en auktion en bunke dokumenter, der skulle omhandle en retssag for én af de mange anonyme, der tilbragte deres liv i lænker.

Furcys mor, Madeleine, var indisk, og rejste til Frankrig i 1760'erne sammen med en enlig kvinde, der ansatte hende - men ikke ejede hende. Og deri lå hele spiren til den senere historie. Denne dame går i kloster, og overdrager ansvaret for den unge pige til en Madame Routier, der skal tage hende med tilbage til Indien. Men rejsen stopper i Mauritius, og pludselig er Madeleine blevet til en slave.

Men inden hun dør, opnår hun sin frihed - men det sørger man bekvemt for ikke at fortælle hende to børn, Constance og Furcy. I 1817, da han er 31 år gammel, finder han dog ud af sagens sammenhæng, og går fluks til retten for at opnå sin egen frihed. Det var på den tid en noget dristig beslutning, og problemet lå selvfølgelig ikke udelukkende i det enkelte tilfælde - men i de fikse idéer, det kunne sætte i hovederne på de 16.000 andre slaver på øen.

Furcys skæbne er historien om denne rettergang; om principperne for frihed. Mauritius var en fransk koloni men knap 30 år efter den franske revolution er alle principper om frihed, lighed og broderskab altså en smidig størrelse, når den fortolkes uden for landets grænser. Men i Frankrig siger loven, at ingen kan være slave og derfor skal man bare sætte fod på fransk jord for at blive en fri mand.

Men Furcy er i Mauritius, og da det skaber problemer, bliver han sendt til Réunion, hvor han fortsætter sin slavetilværelse fra 1818 til 1838. Endelig kommer han til Paris, og i 1843 efter et helt livs kamp mod myndighederne opnår han sin fridom. Derefter ved man ikke meget om ham - ligesom man heller aldrig finder ud af, hvornår han præcist er født. Hvornår døde han? Fik han børn og har han i dag efterkommere i Frankrig eller andre steder? Hans ejeres efterkommere og hele deres livshistorie kan spores uden problemer - men slaverne er forsvundet i anonymiteten.

Der er nogle slaver, der har beskrevet deres historie. Den mest berømte er muligvis den amerikanske slave Frederick Douglass' enrindringer, som jeg læste for nogle år siden, og som er et reelt flot vidnesbyrde fra en, der levede midt i denne tid. Der er selvfølgelig Haleys nok så berømte Rødder, som jeg selv ikke var begejstret for og er en kommerciel løgnagtig udnyttelse af folks pinsler.

Men det er stadig et vigtigt tema, som også ses af den succes den nye film Twelve Years A Slave har vist. Problemet er nok desværre, at historien kun er dokumenteret fra den ene side - den hvide overlegne side; mens den anden side er forestillinger og ideer med manglende dokumentation. Så det er historisk interessant, at der eksistererer nogle få som Furcy, der har efterladt os sin historie.

Wednesday, February 5, 2014

La douleur du dollar - Zoé Valdés


























Tit når jeg kommer tilbage fra rejser til steder, jeg ikke inden kendte meget til, så får jeg lyst til at læse noget af en lokal forfatter. Hvilken bedre måde at fange landets sjæl på, når man nu har de indre billeder til at akkompagnere teksten. I oktober var jeg i Cuba - ikke den turistprægede afskyelige resort-del - men ude i en af de mindre provinser ved Trinidad. Det var mit første møde med landet, og jeg kom hjem med en fornemmelse af, hvor barsk kommunismen er for de lokale. Når man færdes på gaderne, og der intet er at købe - selv ikke i de statsejede forretninger. Når der absolut ingen reklamer er i gaderne, men udelukkende store propaganda-billboards med tekster som "Fædrelandet eller døden". Og selv som turister mærkede vi madmanglen og det groteske i hele systemet.














Zoé Valdés er en cubansk forfatter, født i 1959 - året, hvor revolutionen startede! Hun er eksileret i Paris siden 1995 - året, hvor romanen foregår - og man kan sagtens forestille sig, at den aldrig var blevet udgivet, hvis hun var blevet hjemme.

Bogens fortæller er en død person, som fortæller livshistorien om Cuca Martinez - en ung pige ud af en familie på fem i storhedstiden, hvor Cuba var fest og ballade, og et velkomment eksotisk pusterum for europæerne, Hemingway og andre, der flygtede fra den deprimerende efterkrigstid i Europa. Der blev danset, drukket rom og ikke spekuleret meget over livet. Det var inden Che og Castro selvfølgelig.

Cuca Martinez kommer som 16-årig til Havana, hvor hun flytter ind med de biseksuelle søstre Mechunga og Puchunga, og hurtigt konfronteres med livets detaljer inden for det erotiske i hvert fald. De tager hende med ud at danse, og der møder hun den karismatiske Juan Perez - eller også kaldet Ouane i den franske version - The One! Han tager det dog ikke for mere end en flirt, så Cuca tager hjem og holder sig stort set inden døre i otte år, mens hun venter på prinsen... The One.

Efter otte år tager hun tilbage til natklubben med såvel mere fysisk som psykisk udvikling i bagagen og i brystholderen. Og The One falder nu for hende. De lever et omtumlet og hedt forhold, indtil revolutionen starter og Juan ryger ud i ballade. Han giver hende en 1-dollarseddel, som hun skal våge over med liv og sjæl og forlader så den unge og gravide Cuca. Det er i 1959 - og den datter, der fødes har derfor nøjagtig samme alder som forfatteren selv.

Cuca bliver i Havana, og forsøger at hutle sig igennem tilværelsen under de nye politiske forhold - mens hun venter på The Ones tilbagekomst. Bogen beskriver med en nærmest grotesk humor den kommunistiske politik. Der er XXL-lederen - Castro; og de mange vanvitttige projekter, han iværksætter så befolkningen til evighed kan beundre kommunismen som den eneste rigtige tro. Der lidt Mabanckou over det hele - med navne, der er totalt vanvittige (som naboen, der hedder Kopimaskine). Mabanckou beskriver utopien i Afrika, og Valdés i Cuba - men grundprincippet er det samme for begge; disse samfund er bygget over så vilde ideologier; så store klasseforskelle og så meget human elendighed, at man nok falder over i det latterlige og groteske for at kunne beskrive det med en vis distance.

Men midt i al denne cirkusagtige iscenesættelse følger vi så også Cucas misere - og hendes drømme, som tit og ofte handler om madopskrifter eller hendes datter, som sværger til kommunismen og ikke har meget kontakt til moderen - og selvfølgelig om The One. Han vender tilbage i 1995; han skal hjem for at finde den berømte dollarseddel fra 1959, som Cuca har gemt. Men hun er gammel, og har ikke en tand tilbage - hun rev dem ud i sorg over hans afrejse; men de falder tilbage i de gamle vaner på trods af hans amerikanske kone og datter. Dog er han konstant forfulgt af regeringens overvågere, som alle cubanere, der vover sig retur til landet - og det vanvittige eskalerer mere og mere.

Der var visse elementer, der irriterede mig lidt - det groteske bliver næsten for grotesk til sidst; man har tendens til at miste personerne og se karikaturer. Og der er uendelig meget snak under bæltestedet - i de mest vulgære beskrivelser. Lidt for meget.

Men samtidig er der beskrivelserne af det Cuba, jeg så. Det er de evindelige gyngestole, som man ser allevegne. Det er kontrasten mellem forgudelsen af Castro og katolicismen. Det er musikken og livsglæden på trods af miseren. Og det er også mistroen, som jeg så den, da vi begyndte at snakke om internet med de lokale - eller andre emner, der kun hviskes om.

Så selvom jeg var lidt irriteret over det flamboyante vanvid, så er det også Cuba - og med mine egne billeder på nethinden var jeg sikker på, at jeg havde forstået landet, da jeg var der.

Saturday, February 1, 2014

Eleanor og Park - Rainbow Rowell
























  • Dansk
  • 30. januar - 1. februar
  • 310 sider
  • Originaltitel: Eleanor & Park

Denne bog har jeg modtaget fra Gads Forlag, men anmeldelsen er selvfølgelig udtryk for min egen mening.

Jeg var måske lidt betænkelig, da jeg læste beskrivelsen om Eleanor og Park, som en roman om teenageforelskelse. Men det er ikke en tteangerbog - det er en bog om teenagere, og det har vi jo alle været.

Vi har måske også været den nye pige i skolen. Vi har været den, der skilte sig ud med det røde hår og fregnerne - eller det underlige tøj, fordi der ikke er penge derhjemme. Vi har været den, der ikke fik det sidste nye modetøj. Vi har været den med et anderledes udseende, fordi en af vores forældre kom fra et andet sted langt væk fra. Eller én af alle de andre små og store ting, der gør teenageårene til de bedste og de værste i ens liv.

Jeg var selv teenager på den tid, hvor bogen foregår - temmelig præcist den samme aldersgruppe. Det var i midten af 1980'erne, hvor man havde en Walkman og ikke en iPod. Hvor man skulle bekymre sig om at skaffe penge til batterier, så man kunne høre sin musik. Hvor man indspillede sine bånd, og delte dem med venner - men også måske med en, der fik ens hjerte til at banke på en anden måde.

Sådan er det for Eleanor og Park. Hun er den nye pige i skolen, efter at huin er flyttet tilbage til moderen og dennes stedmand og de mange små rødhårede søskende. De lever usselt, og Eleanor lever i en konstant angst for igen at blive smidt ud af huset af den krakilske fordrukne stedfar. Man aner hurtigt, at det er et social totalt ustabilt hjem. Så møder hun Park, der er halvt koreansk, og har boet i byen hele sit liv. De er ikke skolens lækre par - men de begynder stille og roligt at snakke sammen i bussen, og opdager deres fælles passion for tegneseriehæfter, som de udveksler og snakker om.

Lige så stille og roligt udvikler det sig til den første store enorme og voldsomme kærlighed i skolebussen. Men det er ikke nok, og Eleanor må leve med en masse løgne for at kunne se sin Park.

Det er jo også en amerikansk teenagetilværelse med skabene i gangen, hvor man kan genfinde sine bøger oversmurt med graffiti eller grimme ord. Eleanor er konstant i konflikt med sig selv, og ser dæmoner overalt - uagtet, at de andre accepterer deres forhold efter en rask lille slåskamp. Men måske kommer ydmygelserne slet ikke fra den kant, hun regner med?

Man følger deres småskænderier mens de finder ud af at kommunikere på den helt nye måde det er, når man er forelsket og man ikke vil såre - men stadig tvivler på hele verden og sig selv.

Det er tidstypisk billede. Jeg har aldrig læst tegneserier, så jeg kunne ikke umiddelbart forholde mig til de henvisninger; men det kunne jeg så til sangene og tv-programmerne - alt det, der gjorde 1980'erne til det måske sidste årti, hvor teenagere levede uden de voldsomme bekymringer som AIDS, der kom et sekund senere. Men det gjorde ikke deres pinsler mindre, og man kan sagtens se sig selv i Eleanors ungdommelige tvivlende sind.

Jeg havde virkelig helt ondt i maven for at få min happy ending - om den kommer, kan jag kun anbefale Jer selv at læse Jer til!