- Dansk
- 18.-20. februar
- 486 sider
Nu havde jeg jo fået købt mig lidt for mange Adler-Olsen-krimier på trods af, at jeg var så skuffet over de tidligere. Bortset fra Journal 64, som jo også er en af de senere - og det er åbenbart dem, jeg skal holde mig til. Problemet med Kvinden i buret og Fasandræberne er for mig helt klart en svaghed i opfindsomhed. De lægger sig alt for tæt op af rigtige personer, så man næsten kan undre sig over, at manden ikke er endt med en injuriesag? Og der er jo rigeligt af temaer for en god krimiforfatter uden at skulle fiske i samfundets kendte skikkelser - men det er åbenbart en meget subjektiv holdning, når man ser på den succes, han har haft.
Men jo længere hans Afdeling Q-serie skrider frem, jo bedre bliver den så også. Flaskepost fra P er original i sit plot, og der er er ingen åbenlyse referencer til hverdags-Danmark. Carl og Assad er stadig det dejligt umage par - selvom man måske gerne snart vil have lidt opklaring på, hvem den mystiske Assad er - men mon ikke det gemmes til en senere roman? Og så er der den tvetydige Rosa/Yrsa, som mildest talt også er et mysterie - men af de mere jordnære og morsomme af slagsen.
Historien er relativ troværdig; religiøse sekter, der rammes, hvor de er svagest - i børnerækkerne, som kidnappes for en stor løsesum. Er det så troværdigt, at alle disse forældre holder deres mund - det virker i hvert fald ikke for forstyrrende i en god historie med masser af fart på.
Sprogligt er det selvfølgelig ikke specielt højtravende, og hans bøger læses på rekordtid - knap 1½ dag tog det mig (uden at læse konstant selvfølgelig). Men i denne roman var tempoet og mystikken tilpas godt til at kunne holde mig til ilden, og jeg har muligvis forliget mig lidt med Afdeling Q. Desværre har jeg indtryk af, at den femte i serien igen er ude i noget sladderbladsparodi - og det er så ganske enkelt unødvendigt synes jeg.
No comments:
Post a Comment