Saturday, September 30, 2017

Maigret, Lognon og gangsterne (Maigret XXXIX) - Georges Simenon























  • Fransk
  • 30. september
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret, Lognon et les gangsters

Maigret har en kollega, der aldrig er nået helt til Politigården; han arbejder som kommissær på en af byens stationer, og er bare uheldig. Hans kone er ulidelig, og de fleste af hans kolleger har lidt ondt af ham, men forstår også, at han bare er en mand, der altid vil være uheldig. Men nu ringer den forfærdelige kone, og siger, at han er væk.

Maigret finder ham, men det viser sig, at han har overværet et mord - og i stedet for at melde det, beslutter han sig for selv at klare sagen. Måske kan han så endelig få den ære og oprejsning, han selvmener at fortjene. Men liget forsvinder; forbryderne ser ham - og nu bryder de skruppelløst ind i hans hjem,og tager sig slet ikke af, at fruen er sengeliggende.

Det visersig hurtigt, at det er nogle amerikanske gangstere; Maigret tager fat i sine kolleger over there, og de råder ham faktisk til at holdesig væk. Samme svar får han, når han opsøger de par stambarer i byen, hvor amerikanerne plejer at mødes.

Det franske politi er godt nok vant til lidt af hvert; men de amerikanske gangstermetoder er noget for sig. Det er bare afslutningen på en mordsag i Saint Louis, hvor et vidne bliver så panikslagen, at han flygter helt til Paris. Men det afholder ikke håndlangerne fra at forfølge ham, og tage deres egne love med til Paris. Men det vil Maigret altså ikke finde sig i!!!!

Han finder selvfølgelig morderne; han får det hele opklaret, og glæder sig til at vise dem, at man ikke bare kan rende rundt i Paris og lege amerikansk gangster. Men der er stadig en ukendt mand i kabalen - desværre viser det sig at være en FBI-agent. Maigret må overlade resterne - og ikke mindst vidnerne - til ham; og nøjes med at vide, at han trods alt fik skovlen under dem.

Friday, September 29, 2017

The Culture Map - Erin Meyer



























  • Engelsk
  • 27.-29. september
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Erin Meyer er amerikaner, men bor i Paris. Hun har arbejdet over store dele af verden, og hendes faglige speciale nu er lige præcis, hvordan man begår sig blandt forskellige kulturer. Det gælder i høj grad ledere, der udstationeres i andre lande- og tit behøver det ikke at være langt væk hjemmefra.

Men i dag arbejder rigtig mange mennesker jo internationalt i et eller andet omfang. Selv taler jeg mere fransk og engelsk på arbejde end dansk; jeg skriver alle mails på engelsk - selv til mine danske kolleger; og dagen igennem er man på conference calls med folk fra andre kulturer.

Derfor er det både underholdende og lærerig viden man får i Meyers bog.

Hun arbejder med otte hovedakser - du kan se dem nærmere her; og også se, hvor vi i Danmark befinder os. Det virker måske ikke overraskende, når man læser eksemplerne- for vi ved jo godt, at vi godt kan lige at være punktlige; at Janteloven gør os mindre hierarkiske end andre lande - og at vi er noget mere åbenmundede end andre kulturer, hvor en chef er en gudefigur.

Alligevel synes jeg ikke, at jeg helt kunne genkende mig selv? Men måske er jeg heller ikke så dansk? Jeg har arbejdet i multinationale firmaer i 25 år - eller rettere sagt kun to af slagsen. Et fransk og et amerikanske - hvilket jo i sig selv giver to meget forskellige placeringer på de otte skalaer. Men ydermere har jeg arbejdet i Frankrig og 14 år i Belgien for det amerikanske selskab. Så altså under voldsom kulturel indflydelse fra Frankrig (da Belgien ikke optræder på skalaen). I øvrigt er det meget pudsigt, at jeg sammenligner min wallonsk-belgiske tid med Frankrig; mens jeg har belgiske kolleger, som tydeligt er at sammenligne med Tyskland og Holland (og dermed til en vis grad Danmark) på skalaen, fordi de er flamske. Derfor er det heller ikke muligt at putte Belgien på den skala.

Man kan tage testen selv her; og resultaterne viste da også, at jeg er ret langt fra mit danske gennemsnit på nogle skalaer - jeg scorer konsekvent til højre for normalen. Hvilket jo også er naturligt, når Danmark ligger så langt til venstre. Men resultaterne gav bestemt god mening formig;og faktisk hjælper det mig også til at forstå, hvordan jeg agerer med danskere, når jeg nu ikke selv er så dansk længere!

Det er en interessant bog med gode illustrerende eksempler og grafer; et godt værktøj til folk der af alle mulige grunde færdes blandt forskellige kulturer!

Wednesday, September 27, 2017

Le monde est mon langage - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 21.-26. september
  • 312 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Alain Mabanckou er - som tidligere nævnt - en af mine store helte indenfor afrikansk litteratur.
Dog er det ikke altid til at vide, hvad han kan finde på, da han udover at skrive prosa også underviser i litteratur, og skriver non-fiction. Det gjorde han blandt andet i bogen om sin retur til Congo for at opsøge familien; men også i "Den sorte mands gråd" [min oversættelse], som denne bog nok kan siges at være en videreudvikling af. Tidligere beskrev han det dilemma og den offerrolle, som han ser Afrika holde sig selv fast i mange år efter, at den store bølge af uafhængighed skete i 1960'erne.

Han kom også ind på den kritik, der er af mange afrikanske forfattere, som skriver på fransk eller engelsk i stedet for deres eget sprog. Tit og ofte vil dette jo være begrænsende; ikke blot i deres egne lande, hvor der som regel findes flere hundrede stammedialekter - men også i forhold til en international karriere og publikum.

I denne bog kommer han endnu videre i den betragtning ved at arbejde med frankofonien som tema.
Der er jo mange lande i verden, som har fransk som officielt sprog. Mabanckou fra Congo skriver på fransk, og kan derfor diskutere fransk sprog og litteratur med en tunesisk forfatter til eksempel.

Bogen er opdelt i geografiske kapitler som fx Canada, Madagascar, Haiti, Cuba, Senegal, Gabon, Schweiz - og alle de andre steder, hvor fransk er en fællesnævner for befolkningen; og hjælper dem til at mødes verden over på tværs af grænser og kulturer.

Han gennemgår for hvert af de steder nogle af de største litterære talenter; det var pudsigt for mig at se, hvor mange af især den ældre afrikanske litteraturs klassikere, jeg faktisk har læst!
Camara Layes bog, som er obligatorisk pensum i afrikanske skoler; den guineanske forfatter Tierno Monénembo og flere andre. Jeg mangler stadig en del af de ældre klassikere - men nu har jeg da fået glimrende inspiration.

Han beskæftiger sig ikke så meget med de nyere forfattere som Marie NDiaye og Léonora Miano, og slet ikke med de moderne krimiforfattere som Moussa Konaté. Hans tilgang er netop at vise, at den afrikanske litteratur rent faktisk startede og rodfæstede sig for mange år siden lige såvel som litteratur fra Madagascar, Maghreb-landene og andre som måtte sætte sig ud over en kolonitid i historien.

Det er interessant fordi han er så intelligent og analytisk; han har et fantastisk bredt spektrum i sin litteraturkendskab og kan sagtens sammenligne med Victor Hugo eller Rimbaud. Det er jo nærmest lidt blasfemisk i nogles øjne -men Mabanckou gør det!

Min læseliste er blevet endnu længere nu;og jeg tilgav sagtens Mabanckou, at han holdt sig væk fra prosaen i denne omgang!

Friday, September 22, 2017

Maigret og det lange siv (Maigret XXXVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 20. september
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret et la Grande Perche


En hurtig lille Maigret inden weekenden er jo altid godt!

Denne var virkelig underholdende, synes jeg... og igen en original vinkel til at starte historien.

En dame henvender sig til Maigret; hun er velkendt i "systemet" fra sin tid på fliserne i Paris. Men i sine ældre år har hun slået sig til ro, og er nu gift med en anden kending, Triste Alfred. Han arbejdede i mange år for et firma, der producerede bankbokse og installerede dem i offentlige kontorer som i private hjem. Men nu ernærer han sig ved at bryde ind i de selvsamme bokse, og drømmer konstant om den store gevinst, der skal give parret en rolig alderdom. En dag bryder han ind i et hjem, hvor han dog støder på et lig! Han skynder sig væk og tager toget langt væk; inden ringer han dog til konen, som gik under navnet Det lange siv i sin tidligere 'karriere'.

Maigret kan dog ikke umiddelbart finde nogle lig eller anmeldte indbrud. De finder dog en tandlæge, som benægter indbrud - men hans kone er forsvundet samme aften. Hun er hollænder, og efter 2½ års ægteskab vil hun hjem - situationen med den midaldrende mand, der lever sammen med sin strenge mor er ulidelig. Men tog hun toget hjem til Amsterdam - eller blev hun myrdet?

Maigret opfatter hurtigt dette som en form for hanekamp mellem to giganter; tandlægen er lige så stor og dyster som Maigret kan være. Og han gider sig bestemt ikke nemt! Det er en udmattelseskamp mellem de to, som ender med en memorabel nat på Politigården, hvor fru Maigret også er tilstede.

Det er dejligt, at hun er lidt tilbage på scenen, synes jeg. Hendes kommentarer til, hvad der foregår er vidunderligt naive og tørre på samme tid!

I sidste ende vinder Maigret over giganten, udmattelsen - men ikke mindst den uskyldige lille enke, som faktisk står bag ikke kun dette mord. Tandlægen havde en kone tidligere - og der var jo også en far og ægtemand; alle døde - men det viser sig nu, at det ikke var så naturligt.

Indbrudstyven og den pensionerede prostituerede slipper fri for alle anklager .... men selvfølgelig uden at have skydt den store økonomiske papegøje.

Thursday, September 21, 2017

Det år vi gik til begravelser - Henriette Rostrup



























  • Dansk
  • 18.-20. september
  • 320 sider

Jeg forsøger virkelig at læse flere danske romaner; og især når jeg falder over et godt tilbud, som det var tilfældet med denne. Selvfølgelig læser jeg dem så flere år efter alle andre. Men hellere sent end aldrig!

Jeg var faktisk meget positivt overrasket over sproget, som flød fint fra første side uden at have det lidt kunstigt konstruerede, som jeg tit finder ret belastende i dansk litteratur. Der er også fuld fart på fra første side, hvor vi hives med til en reception, hvor JT - Jewel Temper - skal repræsentere sit forlag. Jewel er ellers Julie fra Danmark, men har boet i New York i en del år, hvor hun nu har datteren NB (generelt går alle åbenbart under initialer her?).

Datteren passes nemlig primært af Mr. V, som er transvestit, hendes underbo og guardian angel i de fleste af livets situationer. JT er nemlig lidt vakkelvorn som person, synes jeg!

Bogen skifter utroligt meget i tid og perspektiv; i starten fortæller JT om sit New Yorker-liv, hvor hun møder færingen Tor igen. Så springer vi tilbage til hendes ankomst til byen, og det første møde med Tor, som altså også er far til hendes datter. Men det mener/tør JT ikke fortælle ham.

Sideløbende skriver hun sine erindringer om barndommen i Danmark med temmelig meget fantasi tilsat virkeligheden får man indtryk af. Faderens arbejde som politimand har ifølge hende ødelagt både ham, moderen og deres familie - og er årsagen til, at han gik fra dem. Moderen har hun ikke mange følelser overfor, og har tilsyneladende ingen kontakt med hende overhovedet. Derfor skruver hun selv de breve til barnebarnet, som hun mener, at NB skal have. Hvorforhun gør det, forstår jeg virkelig ikke? Hvorfor ikke bare lyve moderen død - eller konfrontere sine dæmoner og tage kontakt til moderen? Hun virker i hvert fald som et klassisk New Yorker-eksempel på lettere psykotiske mennesker, der lever i byens overhalingsbane, og aldrig når i dybden med sig selv.

Hendes forlagsarbejde er også kompliceret - eller måske foregår den slags ghost writing meget hyppigere end man forestiller sig. I hvert fald skriver hun for andre; især den gamle Scott, som er det eneste menneske, hun reelt knytter sig til - mere end hendes egen datter kunne man fristes til at sige.

Romanen er uden tvivl tænkt som en dannelsesroman, hvor det år præger hende og får hende til vokse som menneske. Der er flere begravelser - i slutningen er det 9/11, der fører til den sidste begravelse. Men jeg har ikke indtryk af, at hun reelt når til bunds med de dilemmaer, der tydeligvis skal bearbejdes.

Det er en ganske glimrende roman; dog kører den til tider ud af et sidespor, som ikke gør noget for historien - som en etape i Georgien; dette kunne med fordel være brugt på at komme tættere ind på hendes egen person, og skrælle lidt flere lag af facaden. 


Sunday, September 17, 2017

Maigret i pensionatet (Maigret XXXVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 17. september
  • 155 sider
  • Originaltitel: Maigret en meublé

Det er næsten en måned siden, jeg læste den sidste Maigret - men glemt er han bestemt ikke.

Fru Maigret er taget til Alsace for at pleje sin søster, der skal opereres; det var jo dengang ægtemænd ikke kunne klare den slags uden feminin assistance. Så Maigret er alene tilbage i byen, og det har han det lidt underligt med. Han skammer sig lidt over at sætte sig på en god restaurant alene - eller bestille en særlig god vin til maden.

Men et skud sætter en stopper for hans kvaler, da en af hans betjente bliver skudt, mens denne holder vagt udenfor en bygning. Betjenten overlever heldigvis; men overvågningen var oprindeligt kun grundet et "uskyldigt" røveri med en attrap - og den hovedmistænkte er ikke en udpræget farlig mand. De ville bare gerne have fat i ham!

Så Maigret slår to fluer med et smæk, og flytter på ind på pensionatet, de overvågede. På den tid - nogle år efter krigen - er der stadig mange i Paris, der bor i møblerede værelser. Alle deres livsdrømme om livet i hovedstaden ender tit med mange år, hvor hver måned er en kamp for penge. Det er en broget flok mennesker, der bor der - og ejeren er ikke mindst en farverig dame.

Maigret installerer sig i et værelse, og observerer verden derfra - og dermed alle beboerne i de andre lejligheder overfor og rundt omkring. Han fatter mistanke til en helt anden sag - og en helt anden sammenhæng; og så begynder han sin sædvanlige systematiske nysgerrige 'nedbrydning' af målet for hans mistanker. En midaldrende kvinde, der grundet sygdom ligger i sengen hele tiden. Det betyder dog ikke, at der ikke foregår ting og sager i lejligheden - og Maigret har selvfølgelig ret i sin mistanke.

Fru Maigret er stadig kun med i periferien; men de taler da i telefon - men nu kunne hun da godt komme tilbage i historierne, synes jeg?

Saturday, September 16, 2017

Noget om Grace - Anthony Doerr



























  • Engelsk
  • 11.-16. september
  • 423 sider
  • Originaltitel: About Grace

Jeg havde faktisk ret hurtigt købt Doerrs første roman, som faktisk udkom ti år inden hans kæmpehit Alt det lys vi ikke ser. Jeg skulle selvfølgelig have ventet! For jeg var slet ikke så begejstret som resten af verden - og jeg var derfor meget i tvivl om denne. Jeg har virkelig ladet den stå længe i reolen for ikke at være forudindtaget; og håbede, at jeg kunne starte med friske øjne.

David Winkler er en lidt skæv professortype, som allerede som barn har drømme, hvor han tydeligt ser ting ske - og værre endnu, så sker de faktisk til tider. Hans mor forstår drengens problem og virker som den lidt overbeskyttende type. Så David rammes hårdt af hendes død, og lukker sig inde i sin underlige verden, hvor han udlever sin fascination af sne og vand.

Han bliver en lige så kejtet voksen; han er en enegænger, der passer sit arbejde som meteorolog på en tv-station indtil han en dag drømmer, at han vil møde sit livs kærlighed i et supermarked.

Den drøm fuldendes også; og han tager det som alt andet i sit liv som et ufravigeligt tegn uden overhovedet at stille spørgsmål ved sine egne følelser. Hun er gift, men de indleder et forhold - og stikker af sammen, da hun er gravid. Man kan undre sig over, hvad kvinder ser i ham? Han er tydeligt mindre disfunktionel i en autistisk form.

Nogle måneder efter deres barn fødes, rammes han igen af voldsomme drømme og søvngængeri. Denne gang handler det om en voldsom stormflod, der rammer deres hus - og babyen dør; primært fordi han ikke er i stand til at beskytte hende. Den drøm bliver så besættende for ham, at da stormen reelt rammer - så stikker han ganske enkelt af! Helt til Caribien, hvor han gemmer sig i 25 år. Han forsøger at tage kontakt til konen; men hurtigt lader han sig bare nøje med en ussel tilværelse.

Og pludselig efter 25 år tager han retur til Anchorage; det koldeste og mørkeste af Canada, hvor han kuler sig ned i en vinter. Selvfølgelig kommer han for sent - og ungdomskærligheden, Sandy, er død. Men hvad skete der reelt med datteren, Grace?

Det bliver hans livs besættelse, og dog er han så underlig apatisk og usympatisk?

Jeg kunne på ingen måde fatte sympati for hans handlingsmønstre eller adfærd? Jeg synes, at forfatteren trækker det hele i ulidelige langdrag, og jeg overvejede flere gange at give op. Men jeg troede, at der var en fantastisk åbenbarende slutning med Grace - som heller ikke kom!

Skrivestilen er uendelig langsom og alt alt for detaljeret; ikke detaljeret på den fantastiske Victor Hugo-måde .... bare alt alt for meget.

Så jeg endte lige så forvirret over successen som efter hans kæmpesælgende anden roman.

Monday, September 11, 2017

Kongehusets joker - Alex Frank Larsen



























  • Dansk
  • 10. september
  • 251 sider

Jeg blev fascineret af historien, som jeg læste den på omslaget - og endte med at investere de sindssygt mange penge som 300 kroner altså er for en bog, der læses på en enkelt dag!

Historien om Kwasi, som fanges i Ghana, og bliver sendt som slave til Caribien - hvor han ender som en skakbrik i et politisk spil, hvor slaver bruges som prestigegaver til konger og fyrster i det 18. århundrede.

Mange af disse slaver endte som hofnare - som Christian VI's Moranti; og levede ikke liv, der var synderligt bedre end det som slave. Bedre fysiske levevilkår muligvis - men ikke psykiske i form af respekt og anerkendelse som individer. De blev stadig anset som værende under den hvide race i intelligens, men som jokere kunne de bruges.

Historien går lidt dybere i den samtidige kontekst - Danmarks slave- og kolonipolitik; skærmydslerne med Sverige og magtforholdene i Europa, hvor Danmarks position skulle holdes lidt stangen, så vi ikke igen fik Sverige med i nationen og dermed blev for store og farlige.

Historien om det svenske kongehus, hvor man måtte hente en tysk prins ind som arvtager, og et ægteskab, der var strategisk. Her spillede Badin, som blev hans navn, en rolle som hofnar først - men senere som kongens ven og fortrolige. Der er ingen tvivl om, at han formåede at hive sig selv ud af fordommene og løfte sig - han giftede sig to gange med svenske kvinder, men fik aldrig nogen arvinger. Han blev bedsteven med den svenske troubadour, Bellman, og var vidne til skiftet i monarkiet, da kongen døde og hans søn kong Gustav senere gennemførte et reelt statskup, og samtidig sendte sin egen mor, enkedronningen, i eksil ude på landet.

Der er glimrende dokumentation i illustrationer og noter om samtidshistorien. Der er ganske få uddrag af de erindringer, som Badin selv skrev- og det er måske dens svage punkt i forhold til forventningerne. Det er ikke udelukkende historien om en slavedreng, der bliver slotsidol - der er faktisk langt mere fokus på helheden. Den er da interessant - men præmissen for mig var at få et indblik i dette menneskes tanker og følelser. som de jo er overleveret i hans erindringer. Man får blot alt for få uddrag derfra.

Man kunne muligvis vente på, at den eventuelt en dag udkom i paperback-udgave; så ville illustrationerne måske ikke være så gode. Til gengæld kunne man så læse ordentlig korrektur inden trykning - for det er igen et problem! Og så er det ganske enkelt for dyrt, for illustrationer og noter fylder måske halvdelen af bogen. 

Friday, September 8, 2017

Mens vi venter på Bojangles - Olivier Bourdeaut



























  • Fransk
  • 7.-8. september
  • 172 sider
  • Originaltitel: En attendant Bojangles

Den unge franske forfatter har i årevis set på alle bøgerne i sit bibliotek og tænkt, at han aldrig kunne skrive en roman selv. Og da han så gør det, er det en absolut eksplosion af følelser og vanvittige hændelser. Men pakket ind i en sælsom melankoli - for det er jo også en tragisk historie om en lille dreng, der mister sine forældre.

Det starter ganske fortryllende med den lille dreng, der fortæller om det anderledesliv, der leves i hans hjem. Der holdes fester og danses til langt ud på natten.Der drikkes cocktails i spandevis, og alt det kedelige og konventionelle forsages. Moderen har det bedst når hun hvirvler rundt til pladespilleren, der spiller Nina Simone, der synges den triste sang om manden Bojangles og hans hund, der lever på gaden og rejser landet rundt.

De lever i et herskabshjem sammen med en eksotisk fugl, der spankulerer rundt og betragtes som enb del af familien. Men det hele bygger på et temmeligt skrøbeligt grundlag, for man aner hurtigt, at der er ægte galskab til stede.

Bogen fortælles af sønnen afbrudt af faderens dagsbogsnotater, hvor han blandt andet fortæller om sit første møde med moderen. Han indså hurtigt, at hvis han ville elske hende og leve med hende, måtte han acceptere hendes verdensopfattelse.Han måtte også beskytte hende ved at styrke hende i overbevisningen om, at dette var den rigtige verden. Hver dag giver han hende et nyt navn, og allei familien er Des med alt og alle. 

Dette uortodokse liv går selvfølgelig ud over sønnen, som tages ud af skolen og må indordne sig under forældrenes påfund. Drengen ser det hele som en stor fest og synes, at verden udenfor er kedelig og alt alt for voksen. Han drejer med i en spiral, der blot går hurtigere og hurtigere.

De gør op med samtlige konventioner for hvad man kan og bør; men pludselig er der en grænse, der krydses og det går ned ad bakke - stille, roligt og uendeligt trist som noterne i Simones sang.

Det er ikke uden grund, at denne roman fik en utrolig succes i Frankrig- jeg havde ventet længe på paperback-udgaven, og måtte holde igen og igen for ikke at nå slutningen for hurtigt. For man bliver hvirvlet med i deres fantastiske livsglæde og holder vejret for, at det skal lykkes for dem at leve deres version af livet. At der skal være plads til marginalerne og lidt Gatsby-galskab i livet.

Og når man når til vejs ende bør man lytte til den smukke sang, som giver bogen en ekstra dimension i eftertankens lys.


Thursday, September 7, 2017

Havana - Mark Kurlansky




























  • Engelsk
  • 1.-6. september
  • 260 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mark Kurlansky er åbenbart en forfatter, der godt kan lide at skrive i fordybelse om helt almindelige ting. Således har han skrevet bøger om så forskellige ting som østers, papir, salt, torsk ... og de sælger!

Den bog jeg faldt over, er jo i den forstand yderst traditionel - den handler nemlig ganske enkelt om byen Havana i Cuba. Jeg rejser dertil om en måneds tid -og lidt forberedelse skal der jo til. Jeg har min Michelin-guide (faktisk fra da jeg for fire år siden besøgte hele sydkysten af øen) - men lidt uddybende litteratur er bestemt ikke af vejen.

Det er en rigtig lækker bog. Tykt lækkert papir og en dejlig indbinding i et smukt omslag; derfor var jeg også villig til at betale lidt mere. Oprindelig regnede jeg jo med, at den ville værelæst på to dage -men så kom en anden bog jo lige på tværs. Det er sådan en smuk lille sag til reolerne med rejseskildringer.

Kurlansky fortæller os hele historien om Cuba tilbage fra den først blev opdaget, kolonialiseret ... og hele den skiftende periode med amerikansk og/eller spansk herredømme.
Det er jo fascinerende at læse om Cubas storhedstid som amerikansk ferieparadis - i stærk kontrast til den virkelighed, der er i dag selvom den er noget opblødt nu. 

Cuba er virkelig et af de mest speciellelande, jeg nogensinde har besøgt! Folk er højt uddannede, og har principielt penge - men der er ingenting at købe. I Afrika, hvor jeg jo også har rejst meget, findes alting at købe - men der er ingen penge! Jeg tror først, at det er efter nogle dage i Cuba, at man pludselig indser, hvor anderledes det er. Ingen reklamer for produkter - nogen steder! Men store billboards med revolutionære budskaber - og så musikken, der fylder ethvert gadebillede.

Kurlansky kommer selvfølgelig også ind på kulturen - maden, kvinderne, sangene, digterne, stemningen. Jeg synes, at han til gengæld kommerlet og elegant udenom Buena Vista Social Club, som jo udenfor Cuba i hvert fald er blevet synonym med deres musik.

Men han berører jo Hemingway- ham kommer man ikke udenom i Havana. Da jeg var på sydkysten handlede det jo meget om Castro og Che Guevara; det var mindre byer som Santa Clara, Trinidad, Cienfugos osv.

Havana er noget helt andet - og jeg glæder mig vanvittigt til det; og til at køre i smukke gamle amerikanerbiler. At besøge de mange smukke pladser og kirker - og jeg skal helt bestemt smage de retter Kurlansky anbefaler i sin bog. 

Bogen er en meget fin start på ferien, som er helt anderledes end en traditionel turistguide; men skal man ikke til Havana er den måske mindre interessant?

Wednesday, September 6, 2017

And Then There Was Silence - Jan Grarup



























  • Engelsk
  • 2.-5. september
  • 496 sider
  • Dansk titel: Ikke nødvendig!

Jeg var jo faktisk gået i gang med en bog som rejseforberedelse; men i lørdags udkom så den længe ventede fotobog af Jan Grarup, som jeg havde forudbestilt i juli måned. To eksemplarer faktisk, da den er så smuk, at et eksemplar skulle bruges i gave.

Der er måske ikke meget tekst; men det der er, skal bestemt læses.

Det gælder Grarups egen indledning om baggrunden og idéen med hans bog.

Det gælder det vanvittigt smukke forord af Dalai Lama, som virkelig giver stof til eftertanke. Især måske den afsluttende sætning om, hvorledes vi fødes og dør omgivet af kærlighed og omsorg. Men i al den tid indimellem har vi så svært ved at give eller vise den samme omsorg specielt til mennesker i nød.

I slutningen af bogen er der en lille tekst til hvert af hovedafsnittene i bogen, som er inddelt geografisk - Iran, Mosul, Hebron, Afghanistan, Rwanda, Haiti osv. De forklarer lidt om de humanitære kriser dette land eller område er ramt af, og dermedbaggrunden for billederne.

Og så er der de utroligt mange sort-hvide billeder. Uden tekst. Der findes billedtekst til samtlige bagerst i bogen - men fokusér nu først på billederne. Sug det hele ind!

Principielt tager det nok længere end at læse en hvilken som helst anden bog på 500 sider; jeg bruger i hvert fald mange minutter på at tage hvert foto ind. Ikke noget hurtigt bladrende igennem - for det fortjener virkelig opmærksomhed. Jeg indrømmer dog, at et par enkelte stykker var så voldsomme, at jeg fik det lidt skidt med at kigge på dem.

Det er meget barske sager, der giver knude i maven og tårer i øjenkrogen. Men nogle fotos vidner da også om håb! 

Det er en bog, man ikke ser i en enkelt gang - en ren perle på trods af de voldsomme billeder. Men verden er ikke blid!